Englestøv

På legetøjsforeningen Snurretoppens julemøde, her i december, holdt Tina Baunsgaard, et meget spændende foredrag om engle. Og engle hører jo også om noget, Julen til.

Jeg har fået tilladelse til, at bringe foredraget her på bloggen, for det fortjener da bestemt, at flere oplever det.

© for tekst Tina Baunsgaard.
Billederne er fundet på internettet.

ENGLE
Gamle glansbilledalbums indeholder mange engle, og da jeg begyndte at sammenligne dem, så jeg, at nogle alvorlige engle havde store vinger, mens andre var udstyret med ganske små – og så måtte jeg jo lige hitte ud af hvad engle var. Albummerne er fra 1890, med mange engle, den ene smukkere end den anden. Hvorfor var de så populære?


Tænk på hvor mange udtryk vi har:” Du er en engel”, siger vi taknemmeligt til en der giver os en hjælpende hånd. – ”Der gik en engel gennem stuen”. – Og først og fremmest kan vi ikke undvære englene i julemåneden, hvor de står med lys på bordene, eller de hvide papir-engle som vi hænger på juletræet og ofte prydede en engel tilmed juletræets top.
Hvad ville et kirkerum være uden at der stod engle omkring jesusbarnet og vogtede over det? Eller engle som svæver oppe under kuplen, malet på en blå himmel og hvide skyer.?


Sendebud
Ordet engle stammer fra Grækenland og hedder Angelos, der betyder sendebud og sørger for at der er kommunikation mellem mennesker og Gud.
Som budbringere mente man at englene bevægede sig mellem de guddommelige kræfter i himlen og almindelige mennesker på jorden. De steg ned fra himlen med forkyndelser eller varsler om kommende begivenheder, hvorefter de forsvinder igen.
En sådan bebudelse kender vi fra ærkeenglen Gabriel, der her i Julen åbenbarer sig for Jomfru Maria i Nazaret og forbereder hende på, at hun skal føde Guds søn. – Derefter viste englene sig for hyrderne på marken med det glade budskab om Jesu fødsel. Engle kom derfor til at være symboler på glæde og julefred.
Ærkeengle er et helt kapitel for sig. De havde betydningsfulde budskaber fra Gud og havde alvorlige ansigter – og de havde vinger med stort vingefang. Her skal blot nævnes de 3 vigtigste ud af 7 ærkeengle. Gabriel kom med bebudelsen, Rafael er den helbredende ærkeengel og skytsengel og Mikael er den der med styrke beskytter mod drager og det onde og er skytsengel for søfolk og soldater.

Ærkeenglen Rafael og Jomfru Maria

Englekor
Engle ses ofte afbilledet med lange slanke trompeter, kaldet en basun og ses i følgeskab med korsangere. De afbildes ofte flyvende ned fra himlen som en lysende engleskare, som lyser himlen op og man kan høre deres trompeter gjalde og englesang. ”Velkommen igen guds engle små, fra høje himmelsale med dejlige solskinsklæder på”.
Musik er forbundet med engle. Ikke mindst synger vi de dejligste julesalmer hvor der næsten optræder engle i hver eneste, ”lover os englevinger”. – Dan Turell fortæller at han besvimede, da han første gang hørte Ingemanns ”Lysets engel går med glans”. Han skriver: Dette billede var så stærkt og rent at det kunne ramme selv mig som en 10årig gadedreng i hjertet under en morgensang. – ”Se! Vorherres sendebud går på gyldne skyer i det høje.”

Lysets engel


Skytsengle
I gammel tid var engle et meget religiøst fænomen, men omkring 1883 blev der holdt Skytsengel -fester for engle som på den måde kom ned på jorden og blev menneskets følgesvend. Englene trådte så at sige ud af det kirkelige og blev mere værdslige over hele Europa. Samtidig fik de også mindre vinger.
Med de nye trykkemaskiner fra ca. 1875 begyndte man at trykke glansbilleder og kort af engle. De fik søde menneskelige ansigter. – De beholdt dog stadig symbolerne på godhed, og glæde. Især de kvindelige engle i smukke lange kjoler var afholdte juleengle. De bar ofte et lille juletræ i armene eller bragte kager ud til nær og fjern.


Vinger
De smukke vinger har altid gjort indtryk på os. Tænk bare på svanevinger. Der er noget beskyttende over vinger, (ligesom en hønemor der vogter sine kyllinger). Derfor er det også nærliggende at der eksisterer en skytsengel. Man ser hende som en voksen dameengel, der passer på børnene, så de ikke kommer i fare. Tænk bare på aftenbønnen: ”Din engle mig bevare, som ledet har min fod i dag”.


For de fleste af os er engle et begreb, der næsten kun forbindes med Jul. Men det siges også, at de at de altid befinder sig usynligt blandt os.
Eksisterer engle eller gør de ikke? Er der mon nogen der har set en engel? Ude i Europa tror en ud af ti på engle. Det kan ikke bevises med almindelige videnskabelige metoder, og man kan ikke fatte det med fornuften. – Men der er 100der af beretninger fra mennesker som har oplevet en engel. Også i nyere tid. Det er især sket når et menneske var ramt af alvorlig sygdom, hvor de ligesom så en lysende skikkelse, og der er beretninger om mennesker, der med nød og næppe har undgået en ulykke eller farlig situation ved hjælp af en advarsel fra en engel. – Man skal ikke udelukke at der er mere mellem himmel og jord, som vi bare ikke kan fremskaffe beviser for. Bl.a. havde den hellige svenske Brigitta af Vadstena og Jeanne D’arch. haft nogle åndesyner.
Nogle mennesker eller børn er så gode og artige at man kunne tro der voksede englevinger ud på ryggen af dem! – Hella Joof siger i alt fald, at hunde er engle, bare uden vinger.


Den Sixtinske Madonna
De allermest kendte og populære glansbilleder af engle er nok de to små englebørn fra maleriet ”Den Sixtinske Madonna” fra 1513, malet af den italienske maler og arkitekt Rafaello Santi (1483-1520). De små eftertænksomme engle sidder nederst i billedet og kigger op mod jomfru Maria, som står med jesusbarnet på armen. Man kan se det store flotte maleri i Dresden.

Den Sixtinske Madonna

Englen
Det andet meget smukke og populære glansbillede er inspireret af (1805-1875) H.C. Andersens Eventyr ENGLEN fra 1833.
Men oprindelig var det Thorvaldsen, som havde inspireret HC. Andersen til at skrive sit eventyr – Thorvaldsens havde skabt de to relief-medaljoner med fremstillinger af de bevingede figurer DAGEN og NATTEN fra 1815. DAGEN fremstilles som antikkens Aurora med et lille englebarn, der holder livets fakkel. NATTEN bærer søvnen og døden, mens nattens fugl, UGLEN, svæver frem over himlen
Engle betød virkelig meget i gamle dage. H.C Andersen nævner dem tit og ofte både i eventyr men også i sine romaner.
Eventyret handler om en engel, som kommer ned på jorden og henter et barn, tager det i sine arme og flyver op til Gud. Undervejs plukker de blomster og tager dem med op til vorherre. I himmeriget trykker Gud blomsten til sit hjerte og drengen får englevinger og bliver optaget i et kor sammen med de andre engle.
Det var Andersens ven Wilhelm von Kaulbach (1805-74) en anerkendt maler fra Sydtyskland, som malede den smukke engel specielt efter Andersens eventyr.
Billedet betød meget for Andersen, han fulgte billedet fra englens tilblivelse fra skitse i 1855 til færdig reproduktion i 1866 og bar altid et billede af den engel med sig som sin skytsengel på sine rejser gennem Europa. Den smukke engel blev udbredt over hele Europa. Han skrev i et brev til Collin i København, at ”det billede er blevet mig som den røde tråd for min digterberømthed”.

Wilhelm von Kaulbacs Englen

En anden sød engel som ofte ses er AMOR, som er meget kendt som den drilske lille engel bevæbnet med kogger, bue og pil som, hvis han kan se sit snit til det, skyder menneskene i hjertet, så de bliver forelskede. Han er Søn af Afrodite og Ares.

Romerne lavede ham om til de små Puttier, de lidt runde let påklædte småbørn med bittesmå vinger, som blev meget populære. De var et billede på uskyld. De er ofte tegnet med blomster som de strør om sig og bærer ofte bændler med indskrifter eller som lystige små svende med et vinglas i hånden.

Et smukt antikt glansbillede med Amor.

Vi skal lige huske på at Engle ikke bare er et kristent fænomen. Man har beretninger om englelignende væsener fra mange religioner. I budismen findes de åndelige Devaer og hinduismen har ligeledes åndelige væsener. I islam har Allah engle som budbringere og for jøderne er engle også Guds hjælpere.


Statuer af engle
Af statuer af engle i Danmark har vi i vor Frue Kirke Thorvaldsens Dåbsengel af marmor fra 1933, der holder en muslingeskal som dåbsfad. Han har selv hamret den ud i marmor. – Englefiguren står på gulvet midt foran alteret under Jesus som står med udbredte arme. – kirketjeneren fortalte: At da Frederik og Mary skulle vies, havde det været nødvendigt at tage dåbsenglen af soklen og flytte den ud til siden for at der var plads nok til bryllupsceremonien.
I Middelfart står en anden meget yndig børneengel knælende med en muslingeskal som dåbsfad af Bissen og på Assistens kirkegården står en virkelig sød engledreng af Thorvaldsen. I Frelser Kirken er ærkeenglene udskåret i træ ved alteret.

Børneengel af Bissen i Middelfart


Dette var blot lidt englestøv.

Tusinde tak Tina så dejligt, at bloggens læsere, også må nyde dit dejlige foredrag.

Er man interesseret i legetøjsforeningen Snurretoppen, så se mere på www.snurretoppen.dk

Rauschgoldengel

Angelika Salzwedel er også en af de veninder Lise havde, som jeg har “overtaget” og det glæder mig, at hun stadigvæk ind imellem bidrager med indlæg til bloggen. I Danmark stammer en stor del af vores juletraditioner, jo fra Tyskland, så det er jo interessant læsning for os, når Angelika bidrager, med dette.

© for tekst og billede: Angelika Salzwedwl
© for oversættlse: Lene Byfoged

En stor tak til Angelika.

Angelikas Rauschgoldengel.

Der er forskellige versioner af historien om Rauschgoldengelens oprindelse. Personligt synes jeg, at følgende historie er den smukkeste.
En far var i sorg over sin afdøde lille datter. Så i en drøm, viste hans datter sig for ham, i form af en engel med vinger og krøllet hår. For at overvinde sin sorg genskabte han, sin datter med englevinger og gyldne krøller. Med det blev Rauschgoldengelen født.
I dag findes der forskellige versioner af Rauschgoldenengle, med porcelæns-, træ-, voks- eller celluloidhoveder.
Jeg synes de alle er meget smukke og har selv lavet nogle.
Nürnberg Rauschgoldengel, som bærer et forklæde, der ligner Nürnberg-kostumet, er berømt.
At kreere en Rauschgoldengel er en aktivitet, der “grunder” dig. Jeg tænker tit på skabelsen af ​​denne specielle engel, især ved juletid.

God fornøjelse med billedet.


Jeg vil gerne takke Lene for at, oversætte min tekst og for det smukke layout.

Angelika

Rauschgoldengel, der byder de besøgende velkommen på Nurnberg Christkindlesmarkt.

Julen 1951 Julen 2021

Fra Sigi Ulbrich, har jeg fået denne skønne julehilsen. Hvor er det dejligt hun stadigvæk har lyst, til at dele ud, fra sit skønne dukkehusunivers, til glæde for mange af bloggens læsere.

Tusinde tak for det Sigi.

©: for tekst og billeder: Sigi Ulbrich.

©: Lene Byfoged

Udgivet d. 15.12.2021

Julen 1951 Julen 2021

Åh ja … julen 1951 – det er 70 år siden og alligevel – det var bestemt en af ​​de
vigtigste julefester i mit liv. Jeg har selvfølgelig ingen minder mere om det – jeg var kun 2½ år gammel.


I 1951 brugte vores bedstefar meget tid i sit værksted og … og der fik jeg ikke lov til at gå ind til ham. Juleaften i Tyskland – der får man altid gaverne den 24 – og her kom den store overraskelse.


Min elskede bedstefar havde bygget et dukkehus. Et stort køkken til min søster og et torums til mig med stue og soveværelse. De to huse, kunne sættes oven på hinanden, så man havde et toetages hus. Nu havde vi begge to rigtige lejligheder og kunne lege med dem sammen.

Lejligheden var fuldt møbleret. Bedstefar havde også bygget møblerne. Om han havde brugt en skabelon eller bygget den på egen hånd … jeg ved det ikke, jeg har ikke længere nogen, jeg kan spørge om det.

Min storesøster voksede hurtigt fra dukkehuset, og jeg havde det for mig selv. I julen 1953 fik jeg stuemøbler – også fra min bedstefars værksted. Der må have været en skabelon til disse møbler,
Mine møbler er meget ens – bare lidt forskellige i pynten – i ny og næ ses de udbudt i de store online auktionshuse.
I advents- og juletiden – lavede vi altid en masse kreative ting – så savnede jeg slet ikke mit dukkehus. Jeg kunne slet ikke kende det, da jeg så det igen . Køkken og soveværelset var i to-værelses huset ændret til køkken og soveværelse og et-rums-boligen var blevet til en stor stue med en lille karnap. Der stod bondemøblerne . Nede ved trappen (der var lavet af min storebrors gamle træklodser), stod vuggen og til højre på den anden side, den blå gulvvase med de hvide prikker. Jeg kan stadigvæk helt nøjagtigt, se alt bogstaveligt talt foran mig.

Den 24. december 1953, blev min store kærlighed til stuehuset vækket!
I dag har jeg mere end 30 bondehuse i mange forskellige størrelser. Det ombyggede værelse havde et vindue i soveværelset og et i stuen, lige hvor bondemøblerne stod.. Min bedstemor syede gardinerne. Til stue var de syet af rødt og hvidternet bomuldsstof og til soveværelset af tyndt hvidt batik. Vinduerne var materede. Det var de ikke i min vens dukkehus. Men det var ikke noget specielt for mig. Jeg var jo glarmesterdatter.

I min barndom blev julen aldrig fejret i dukkestuen. Måske var det på grund, af det faktum, at det “forsvandt” hvert år på en mærkelig måde, i adventstiden. Men
juleaften, stod det altid under juletræet i en ny flot udgave. I min glæde over huset
holder jeg julefest, for dukkehusbeboerne hvert år.

Jeg legede tit med mit dukkehus i mange år. På et tidspunkt blev det
pakket ned- bortset fra stuehusmøblerne. Jeg placerede dem dekorativt på den ene
side af min kommode. Jeg opbevarede træfadene og glasfadene, i en cigarkasse
sammen med frugttallerkenen, askebægeret, urtepotten, den lille vase med porcelænsroserne, den blå gulvvase og dukkerne. Alt andet er i løbet af årerne forsvundet..

I begyndelsen af ​​1991 – efter et besøg på Falkenstein Dukkemuseet i Hamborg – byggede min mand en kigkasse til stuehusets møbler. Til den følgende adventstid,
ville jeg pynte op til en hyggelig jul i stuehuset – på samme måde som jeg havde set det i værelset på dukkemuseet. Jeg kendte ikke noget til de specielle miniatureforretninger, dukkemesser og markeder, så jeg var nødt til at improvisere.


Det eneste juletræ jeg syntes kunne passe mig, var et Playmobil træ –
dog lignede det for meget “plastik”. Med spraylim og grønt strøelse for modeljernbaner, blev det et rigtigt fint juletræ. Med et par små smykkedele og stearinlys lavet af polymer ler, blev det et rigtig juletræ. og så pyntede jeg en gren til væggen – også fra modeljernbaneforretningen og andre grene til gulvvasen.

På et julemarked opdagede jeg denne lille popop bog fra Erzegebirge.
tændstikæsken og et par lysholdere – de er kun 8 mm høje.
Siden har jeg gået julemarkederne igennem med helt andre øjne. Ja, og hvert år
finder jeg nye magiske miniaturer fra Erzegebirge – som bare venter på, at jeg skal finde dem, købe dem og indrette mine værelser med det.

Enhver, der elsker Erzegebirge og deres skatte, kan kun holde af et engleorkester.
Så det var kun et spørgsmål om tid, før trækunstneren fik ordsproget: højere, større, smukkere
Et engleorkester kan også laves -: finere, mindre, Mine.

Med denne stemning


Glædelig jul
til alle dukke- og miniaturevenner
Hjertelige hilsner
Sigi Ulbrich

Sigi og hendes mand Gerhard.

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse.
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder :: GMUwebSign

En rigtig glædelig Jul ønskes I, Sigi og Gerhard også her fra Danmark.

Adventskransen

Sigi Ulbrich, der var Lises gode nære veninde i mange år, er efter Lises død blevet min gode veninde og det er også til glæde for bloggens mange læsere. Sigi har en stor viden om mange ting og deler den gerne med os. Jeg har modtaget dette indlæg om adventskransen til 3. søndag i Advent.

© for tekst: Sigi Ulbrich

Udgivet d. 12.12.2021

Advent, advent, der brænder lidt lys
først et,
så to,
derefter tre,
og til sidst fire,
nu kommer Kristusbarnet.

Dette er et velkendt børnerim i Tyskland. Tyskerne glæder sig hvert år til advent. Det er nærmest en konkurrence – hvem har den smukkeste adventskrans.

I den evige strid tænder vi faktisk først et, så en uge senere to … og så videre, til alle fire lys er tændt.

Det er meget klassisk hos os. Først en, så to, så tre, så fire..
Der findes efterhånden mange forskellige typer adventskranse. Den klassiske adventskrans i Tyskland, har 4 tykke røde lys og røde bånd i grangrøn.

Skikken med adventskransen går tilbage til Johann Hinrich Wichern, grundlæggeren af ​​”Rauhen Haus” i Hamborg. I december 1838 tændte han et lys for sine elever hver dag i advent og placerede dem på en trækrans. I forhold til vore dages krans, var der en forskel: Wicherns krans havde fire store lys – et for hver søndag i advent, men også et antal mindre røde lys.

Stearinlyset er et symbol på Kristus, verdens lys. I årene efter var salens vægge dekoreret med grønne grene, indtil trækransen i 1860, også blev omviklet med grangrene.
Dermed var adventskransen født. Denne skik, fandt først vej ind i de protestantiske familier, og i 1925 hang en adventskrans for første gang, i en katolsk kirke i Köln.
Skikken har nu spredt sig over hele verden.

En stor tak til Sigi for denne beretning.

I Danmark er adventskransen, også en af de gamle juletraditioner, der heldigvis stadigvæk bruges. Det var dronning Alexandrine, der i 1918 indførte traditionen med adventskrans i Danmark. Hun tog skikken med fra sit barndomshjem på slottet i Schwerin i Mecklenburg til julen på Marselisborg og hun brugte de danske rød/hvide farver til lys og bånd, som mange stadigvæk bruger i dag.

De smukkeste adventskranse er jo nok dem i gran, med røde bånd og hvide stearinlys, men i dag findes de i mange variationer. På nedenstående billede, ser I min adventskrans, den bringer englene med, som er en vigtig del af vores jul.

God 3. søndag i Advent

Lene

Juleudstillinger i Nordtyskland

Det er juletid på biblioteket i Itzehoe og i Brunsbüttels lokalhistoriske Museum.

Angelika Salzwedel har sendt mig oplysningerne om disse spændende juleudstillinger i Nordtyskland. Skal man på julemarked i f.eks. Lübeck eller Hamburg, er det oplagt at besøge dem undervejs.

En stor tak til Angelika for disse oplysninger!


De “himmelske budbringere” er ankommet til biblioteket i Itzehoe. -hvad enten det er som små eller større juleengle, som bamseengel, jagende guldengel eller som glansbillede/oblat, postkort eller udklædningsdukke. Og der er selvfølgelig mange glansbilleder.

I det lokalhistoriske museum i Brunsbüttel kan du beundre “Jul i papir” med masser af gamle papirkrybber, gamle julehilsener, danske nisser og selvfølgelig gamle glansbilleder.

Angelika Salzwedel har sammensat disse to juleudstillinger og glæder sig over at kunne bidrage til, at de besøgende, kan komme i julestemning på dette tidspunkt og hengive sig til minder fra svundne tider.

Det er værd at stoppe op et øjeblik og se på disse udstillinger.

Udstillingen på biblioteket i Itzehoe kan ses gratis indtil 30. december 2021, i åbningstiden. ,Man-fre 10.00 – 18.00, Lør 10.00 – 13.00, lukket onsdage og søndage

Udstillingen i lokalmuseet i Brunsbüttel, kan ses frem til den 19. december 202. Onsdage, torsdage, lørdage og søndage fra 14.30 til 17.30.

God fornøjelse!

Skulle der være nogen der har oplysninger om juleudstillinger i Danmark, hører jeg meget gerne om dem. På forhånd tak.

Hestehavegaards Hverdagsmuseum

På det skønne Fyn i Årslev ligger “Hverdagsmuseet”.

Hestehavegaards Hverdagsmuseum er et museum med hverdagens mange ting og sager fra slutningen af 1800 tallet til nu.

Museet bugner af effekter af enhver slags og det er en fryd, at gense ting fra ens egen, forældres eller bedsteforældres barndom. Og hverdagen er jo den der tæller og den vi nok har, flest minder om.

Jeg har fået lov til, at bringe en af de mange beretninger, der ligger på museets hjemmeside, “Det legede vi med, dengang i halvtresserne”.

© for tekst og billeder Else-Marie Albrekt og for layout Lene Byfoged.

En kæmpestor tak til Else-Marie Albrekt for, at jeg må bringe denne fine beretning.

Det legede vi med, dengang i halvtresserne.

Påklædningsdukker.

Blandt os småpiger, var papirsdukker et yndet legetøj, købte, hjemmefabrikerede eller en blanding af begge dele.

Ofte fulgte dukkerne med i forskellige sammenhænge, blandt andet var de indlagt i en del af de gængse ugeblade.

I mit barndomshjem her på Hestehavegaard, blev der indkøbt to ugeblade. Min farmor holdt Familie Journalen og min mor Flittige Hænder, sidstnævnte indeholdt mange håndarbejdsopskrifter, og, set med barneøjne, det absolut vigtigste, påklædningsdukker.

For et ene barn blandt fire voksne var alle disse dukker en absolut favorit ved det hjemlige køkkenbord, og det legetøj, der sidst blev pakket ned, og gemt på loftet over stuehuset, gemt men ikke glemt.

Else-Marie.

Ind imellem lagde forskellige skuespillerinder krop til de skrøbelige papirark, således også Anne Mette Svendsen, som næppe mange husker i dag; men i halvtressernes danske spillefilm dannede hun par med Louis Miehe Renard i film som: ” Den gamle mølle på Mols ” og Barken Margrethe af Marstal “, for lige at nævne de nok mest kendte.

Flittige Hænder bragte i 1956 et interview med den unge skuespillerinde, der på det tidspunkt endnu boede hjemme hos forældrene Karin Nellemose og Anton Svendsen, moderen blev i halvfjerdserne kendt over det ganske land for sin rolle som Misse Møhge i den succesrige fjernsynsserie, Matador.

Da jeg var syv år, kom tvillingerne Hans og Grethe. 18. februar 1958 står at læse følgende: “De to påklædningsdukker er trykt på et særligt ark, som kan rekvireres mod indsendelse af 35 øre til ekspeditionsomkostninger “, til sammenligning vil jeg lige nævne, at bladet kostede 65 øre.

Hver uge bragte et nyt sæt tøj, og der var det særlige ved tøjet, at der kunne bestilles snitmønstre gennem Flittige Hænder, hvad min mor da også ved forskellige lejligheder benyttede sig af.

Brenda Starr.

En af dukkerne havde en særlig status, alene navnet Brenda Starr!

Brenda var stjernereporter på et stort amerikansk dagblad, og hun kunne virkelig sætte fantasien i sving på os småpiger, og indgik, som oftest, i legen med påklædningsdukkerne.

Jeg var den eneste blandt mine skolekammerater der havde en Brenda, vi fik jo alle dukkerne fra de samme steder, blade og havregrynspakker især; men denne særlige udgave kom i den daglige avis i min mors barndom i 1941, hun rev siden ud af avisen, stivede det skrøbelige materiale af med blade fra en linieret blok, og endelig, med stor sirlighed, blev delene klippet ud, og navn blev skrevet på hvert eneste stykke.

Brenda var en tegneseriefigur, skabt af en kvindelig amerikansk tegner og journalist, Dale Messick, i 1940.

Serien blev en overvældende succes, der på sit højeste, i halvtresserne, blev trykt i 250 aviser verden over. Som forlæg for Brendas udseende brugte Dale Messick en af tidens store skuespillerinder, Rita Hayworth, der blandt andet er kendt for, at have danset med både Fred Astaire og Gene Kelly.

Den sidste stribe af serien kom i 2011 efter 70 år i alverdens aviser, Dale Messick tegnede den i 43 år inden hun trak sig tilbage, hun døde i 2005, 98 år gammel.

Annelise Jensbys påklædningsdukker

Fra Annelise Jensby, Odensevej i Nørre Søby har vi modtaget en flot samling påklædningsdukker..
Annelise gik på Kauslunde skole.

På skolebilledet her ses Annelise siddende i forreste række som nr. 3 fra venstre.
Kauslunde forskole lå foran kirken, hvor der i dag er grønt område, skolen blev bygget i 1889 og nedlagt i 1962, herefter flyttedes børnene til den nybyggede Hyllehøjskole.
Kilde: Kauslunde – Gamborg Lokalhistoriske Arkiv.

Indpakningen fortæller også historie.

Endog Buko Smelteost havde sine egne påklædningsdukker.

Det var praktisk at have påklædningsdukkerne anbragt i æsker når de skulle transporteres med rundt til vennerne, typisk skotøjsæsker, som her hos Annelise, med afrevne sider fra kladdebogen som skillerum mellem dukkerne.

I mit barndomshjem spiste vi Foska havregryn, og jeg var derfor umiddelbart afskåret fra de flotte Christel dukker på Solgrynspakkerne, der var Annelise heldigere, de handlede nok i Brugsen.

Der kunne ikke være så meget tøj på siden af en havregrynspakke, men da dukkerne passede tøj indbyrdes gik det endda.

Ullas påklædningsdukker og dukke Anne Marie.

Ulla Jensen, der trådte sine barnesko i Søllinge – Hellerup området, slog sig efter giftermålet med Henning ned på Bækgården i Freltofte.

Henning var i mange år forpagter af jorden her på Hestehavegaard, men døde desværre for et par år siden efter et forholdsvis kort sygeforløb, og Ulla besluttede, at flytte til Odense.

I forbindelse med flytningen overgav Ulla en del af barndommens høje skattede legetøj til museet her på Hestehavegaard, og det er vi jo vældig glade for.

Som de fleste andre piger, der voksede op i halvtresserne, havde Ulla et righoldigt udvalg af påklædningsdukker, her et par filmsdukker, Audrey Hepburn og Elisabeth Taylor. Meget passende, har Ulla fundet en Elizabeth strømpepose til opbevaring af netop den dukke.
Dukke Anne Marie har altid lidt svært ved at komme op om morgenen, hun skal først beslutte, hvilken kjole fra hendes omfattende garderobe, der bedst passer til dagen, der venter forude.
Ullas mor syede det meste af datterens tøj, og der blev, som regel, en kjole til yndlingsdukken af resterne så ” mor og barn ” kunne være ens klædt.

Jeg kan kun anbefale at gå ind på www.hverdagsmuseum.dk. Her er så mange spændende beretninger, om museets samlinger og masser af gode billeder. Man bliver helt nostalgisk.

Museet har kun åbent efter aftale. Se mere på Hjemmesiden.

Hverdagsmuseet – Søstedvej 19 – 5792 Årslev – 40221275 – else-marie@syssel.dk

Nedlukning!

Endnu engang har Sigi Ulbrich, sendt en interessant artikel fra sin og hendes mand Gerhards, vidunderlige verden.

Tusinde tak!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, Hvis ikke andet er nævnt : GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Endelig tid til de fine små ting.

Jeg tror, ​​at alle, der beskæftiger sig med dukkehuse i bondehusstil, har set de små blå møbler, på en online-auktion.

Selvom de ved første øjekast ser så helt anderledes ud – en anderledes blå farve, en anderledes dekoration. – er de uden tvivl Kuhn.

Min første kontakt med disse små møbler, var for mange år siden. Jeg fortalte stolt til min veninde Steffie, at jeg havde købt et lillebitte værelse af Dora Kuhn fra 1950’erne. Så sendte hun mig det smukke foto til venstre – tak Steffie for at jeg må vise det her. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være og rekonstruerede det – så hurtigt som muligt – med mine 50 år gamle møbler.

Men jeg var selvfølgelig også lidt “jaloux” over, at jeg som samler og, som jeg troede, kender af bondehuse, nærmere bestemt Kuhn, ikke havde dette dejlige sæt.

I 2011 opdagede jeg dele af et sæt, på en internetauktion og var heldig, at købe det til en god pris. Det var jo så starten, til mit fremtidige værelse.

I 2017 gav Sherri og Steve deres grandniece et lille dukkehus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billedet her. Steve havde bygget rummet, Sherri købte det søde lille komfur og jeg hæklede de små tæpper. Sherri var synligt glad for, at indrette dette lille værelse, og jeg forsøgte endnu en gang at genskabe et foto, der var blevet bevaret. Men sådan et værelse havde jeg stadig ikke.

Da disse to dele blev udbudt, købte jeg dem med det samme. Nu havde jeg endelig et bord – og endnu en kommode.

I begyndelsen af ​​2020 – lige da verden var lukket ned – modtog jeg en e-mail fra min ven Geli. Hun havde også købt et delvist sæt af disse møbler og var i gang med at lave en lille æske til det. Jeg vil gerne takke Geli for at give mig tilladelse til, at vise hendes billede her.

Ved første øjekast så jeg, at her var et nyt hjem til min overskydende kommode. Geli var glad for kommoden og malede straks en lille væghylde, så den passede til indretningen. Tag et kig på det flotte ur og de yndige figurer fra Erzegebirge. Det er et rigtig sødt lille værelse. Jeg vil gerne takke Geli for, at have givet mig tilladelse til at vise hendes billede her.

Jeg har en hel samling af gamle Kuhn-kataloger. Jeg havde aldrig set dette møbelsæt i noget Kuhn-katalog før. Så jeg var meget glad, da jeg var i stand til at købe et tidligere ikke-eksisterende – udateret – katalog fra 1970’erne, og det var der, jeg opdagede det….
… … det lille Kuhn-hus. Eller rettere sagt de tre små Kuhn-huse. Desværre var der ingen størrelsesspecifikation eller nogen beskrivelse. Bare navnet:

16 – soveværelse med hus
17 – stue med hus
18 – toetageshus

Bare disse tre små billeder. – så ingenting.

Jeg ville virkelig gerne kende husenes dimensioner og prøvede mig frem. Derved kom jeg frem til, at grundarealet var omkring 14 x 7 cm. Så jeg byggede en lille kasse af pap og satte soveværelsesmøblerne indeni.

Mens jeg stadigvæk spekulerede på, om min mand og jeg ville være i stand til at bygge, sådan et lille dobbelthus med minimalt værktøj og ressourcer – og med at bruge de få trærester, vi havde i huset – isenkræmmerbutikkerne var jo lukket under nedlukningen – jeg opdagede en internetauktion med dette sæt – de kalder det en “væghylde i form af et hus”. Sikke en fryd – den lille har et grundmål på 14 x 9 cm. Nå, jeg behøvede ikke at tænke to gange. Jeg købte sættet, det var slet ikke dyrt og senere kunne jeg sælge de to andre “huse” igen.

Jeg foldede en overetage ud af pap og satte de møbler ind, jeg havde. Jeg havde kun en stol og ingen bænk, men i min skrotspand, var der en lille bænk, der lige passede i størrelse, og en beboer fandt hurtigt selv på plads. En lille kniplerske fra Erzgebirge, var den helt rigtige beboer til dette lille hus.

Jeg lavede husets indre i ét stykke af hvidt pap med sarte sorte kanter. Så malede jeg kanterne. Alt passede perfekt.
For nu var et bølgepapgulv nok for mig. Med den næste pakke fra USA – hvis noget får lov til at blive sendt igen – vil der komme en rigtig bund fra Steve.

Jeg brugte små træpinde som hyldeknægte – nogle gange får man dem i stedet for en ske til en kop kaffe. Her passer de rigtig godt. Min mand var så imponeret over dette lille hus, at han tilbød at sætte lys i det. En lille lampe på hver etage.

Disse lamper er fra et julekrybbeprojekt – internettet gjorde det muligt for mig at købe dem trods nedlukningen. For stueetagen, var det kun en midlertidig løsning – indtil træloftet kom. Anderledes er det på øverste etage. Der lavede jeg en afskærmning i loftet af det eksisterende pap. Der var et lille hul derinde, hvorfra pæren kiggede frem og lyste rummet op.

I mellemtiden modtog jeg billeder som dette fra USA. Grandniecen havde lånt Steve en stol og bænken, og Steve (træværk) og Sherri (malingen) brugte disse skabeloner til at lave en bænk og tre stole til mit hus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billederne her.

Jeg fandt også den længe savnede loftsbundplade, blandt alle de skatte, der var til mig. Tak, Sherri, fordi jeg måtte vise billedet her. Du kan også besøge min veninde Sherri på internettet. Hun administrerer en blog, som du kan få adgang til via dette link

www. littlecabincreations.blogspot.com

Så en dag var tiden endelig kommet, US Postal Service og DHL leverede til den utålmodige dukkemor, og jeg kunne pakke pakken ud fra Missouri. Jeg prøvede straks bundpladen – den passede præcis.

Jeg har en lille boremaskine. I daglig tale kaldes det en boredværg. Et af tilbehørsværktøjerne er en router. Jeg brugte den til at fræse en fin rille på undersiden af ​​gulvet. Der har jeg nu lagt kablet til stueetagens belysning. Så limede jeg et stykke hvidt papir på loftet. Selvom man kigger direkte ind i den nedefra – hvilket man faktisk ikke kan – ser den pæn og ryddelig ud.

Jeg ridsede tynde streger i toppen af ​​bundpladen, for at få det til at ligne gulvbrædder. Så har jeg vokset og poleret flere gange. Det er nu et fantastisk gulv, på den øverste etage. Den har en lækker rød-brun tone.
De små tæpper, jeg vævede fik også prikken over i’et – jeg pressede dem i et par dage – nu er de fladere og ligger helt fladt.
Jeg tror, ​​at mit hus ikke behøver at skjule sig bag originalen – se katalogbilledet til venstre.

Nu hvor huset står og er så lille og helt færdig foran mig, indser jeg – jeg havde glæde af nedlukningen. Jeg håber, at du lige så godt og underholdende er kommet igennem denne frygtelige tid.

Tak til mine venner Sherri og Steve i Missouri, Steffie og Geli i Hessen for tilladelsen, til at vise deres billeder her og til Lene i København for den gode oversættelse.

Jeg håber Sigis kreative evner inspirerer mange af vores læsere. Det er jo blot fantasien, der sætter grænsen.

Endnu engang, tusinde tak Sigi.

Metalfigurer fra Kinderæg i dukkehuset

© for tekst og de billeder, der intet andet står på: Lene Byfoged.

I nogle af mine dukkestuer, står der nogle af de gamle metalfigurer fra Kinderæg. Det er de ældste fra omkring 1975, jeg syntes de passer så fint i størrelsen.

For flere år siden samlede jeg på figurerne fra Kinderæg og især metalfigurerne syntes jeg var flotte og i god kvalitet.

På et tidspunkt solgte jeg hele samlingen i Tyskland og da det var før , jeg begyndte at have dukkehuse, kan det godt ærgre mig lidt i dag, hvor jeg kunne bruge nogle flere, af de ekstra gode til dukkestuerne. Men sådan er det jo altid.

Når jeg ser dukkehuse på museer og hos samlervenner, kigger jeg altid efter kinderægfigurer. Det er utroligt, hvor mange dukkehuse de er i.

På nedenstående billeder, ses metalfigurer i nogle af mine dukkestuer.

I en af stuerne står en af de 4 balletdanserinde, der er i serien.
I den parisiske cafe står, hvad jeg bilder mig ind, er en fransk soldat.
I et soveværelse et silhuet billede i en metalramme.
Og her en Tiffany lampe.
Og biler i legetøjsbutikken.
Kanonen skal stå i min soldaterskole, når den bliver færdig.

Nogle af tingene bl.a. Tiffany lampen og bilerne kunne også købes i butikkerne. Ferrero, der jo producerer Kinderæggene, købte i starten tingene de lagde i æggene, forskelle steder. Det er først senere de selv producerer, de serier der kommer i æggene.

Her er nogle eksempler på andre, der er velegnede til dukkehusene.

Virkelig flotte dyr, især Pekingeseren er jeg vild med. Billede fra Ebay.de
Også køkkenudstyr kunne man finde i æggene. Billede fra Ebay.de
Det fineste lokomotiv. Det fås i flere farver. Billede fra Ebay.de
. Mere køkken udstyr. Billede fra Eierlei.de

Og mange, mange flere……

Historisk Dukkemuseum i Humlemagasinet

Copyright for tekst og billeder: Humlemagsinet

For flere år siden, besøgte vi Humlemagasinet og så blandt de mange fine og interessante udstillinger, også dukkemageren Kirsten Günther Eriksens, smukke og imponerede dukker. Så flotte og detaljeret til den mindste detalje. Jeg har fået tilladelse til at dele samlingen og fortællingen om Kirsten Günther Eriksen med jer.

Historisk dukkemuseum​

​I 2006 lykkedes det Humlemagasinet at komme i kontakt med kunsthåndværkeren Kirsten Günther Eriksen fra Kerteminde, der havde haft et museum med historiske dukker i 12 år i den gamle møllestub ved siden af Johannes Larsen Museet. Grundet sygdom ønskede Kirsten at sælge.

Desværre døde Kirsten, så det blev hendes mand Erik Eriksen, der solgte samlingen til Humlemagasinet, efter at det var lykkedes at skaffe de nødvendige midler fra fonde og private.

Humlemagasinet kunne herefter i 2007 åbne Historisk Dukkemuseum i de lokaler, der i 1977 var blevet ombygget til manufakturforretningen ”Butik Peder”. Lokalerne havde oprindeligt været anvendt til heste- og kostald.

H.C. Andersen og Jenny Lind

Den unikke samling på i alt 137 porcelænsdukker af royale og historiske personer var blevet skabt gennem mange år. Med historisk interesse var kunsthåndværker​Kirsten Gynther gået i gang med at studere berømtheder i Danmark, og gennem 24 år skabte hun samlingen af berømtheder, der omfatter hele det Oldenborgske kongedynasti gennem 415 år fra Chr. 1 til Frederik d. VII samt deres dronninger og forskellige friller, og til den Glückborgske slægt fra Chr. IX til og med Kronprinsesse Mary.

Huset Glückborg
Dronning Margrethe besøgte Humlemagasinet i 2012.

Desuden indeholder samlingen Gorm den Gamle, Thyra Danebod, Valdemar Sejr med Jyske Lov i hånden. Endvidere 74 danske royale personer samt 15 udenlandske royale personer fra England bl.a. Henrik den VIII med hans 6 hustruer og 2 af hans tre børn samt H.C. Andersen og 10 af hans mest berømte eventyr.

Kirsten Gynther Eriksen lavede ikke blot porcelænsdukkerne men også de meget detaljerede dragter, smykker samt ordener og emblemer.​

Victor Borge
Tommelise
Tycho Brahe
Henrik d 8. af England med sine dronninger.

Foruden udstillingen Historiske Dukker, er der Sigfred Petersen Museet, Historisk Udstilling med porcelæn i lange baner, Humlemuseet, butik, haver og den sødeste cafe, hvor der serveres kaffe med hjemmebagt lagkage og boller.

Humlemagasinet, Rugårdsvej 51, 5463 Harndrup.

Tlf: 64 88 11 90 Hjemmeside: www.humlemagasinet.dk

Åbningstider (både sommersæson og juleudstilling)​:​
Tirsdag – søndag samt helligdage: 11.00 – 17.00

Mandage: Lukket

​Priser:
Sommer: Kr. 110,-.

Julesæson: Kr. 70,-.

Børn til og med 12 år har gratis adgang.​

​

HER SIDDER DUKKE ALLIS.

Anne-Dorthe Fabricius bragte denne skønne fortælling på Facebook og jeg skyndte mig straks, at få hendes tilladelse til at bringe den her på bloggen. Jeg er sikker på I alle vil nyde den, som jeg gjorde. En stor tak til Anne-Dorthe, som på den fineste måde lod dukken få liv igen, og for at vi må læse med.

© for tekst og billede: Anne-Dorthe Fabricius.

Dukke Allis er opkaldt efter pigen Allis, som var dukkens første, men desværre ikke eneste ejer, for Allis døde i en meget tidlig alder i forbindelse med en større operation, og dukken gik herefter videre til hendes noget yngre kusine Anne.
Det var et hårdt slag for Allisˋ forældre, der gik også en del år, før de nænnede at give dukken fra sig, jeg kender historien, fordi Anne var min mors gode veninde.
Jeg husker ikke dukkens første navn, jeg ved bare, at Anne herefter valgte, at kalde den Allis til minde om sin kusine.
Moderne dukker kan tåle meget, men det kan de gamle ikke, og desværre gik det på et tidspunkt galt, Anne tabte Allis på gulvet, og det fine hovedet gik i mange stykker, og da dukken samtidig manglede hele tre fingre, kan man roligt sige, at den var endt i en sørgelig forfatning.
En eller anden klodrian forsøgte på et tidspunkt at lime hovedet sammen, men det endte i noget rod, fordi begge øjne blev glemt inde i hovedet, Allis så direkte uhyggelig ud med to sorte huller, der hvor øjnene skulle have siddet.
Nej, Allis var ikke den samme længere, hun havnede derfor i kælderen, hvor hun lå, indtil en større oprydning fandt sted, og ved den lejlighed havnede hun i bunken med kassable ting.
Anne og min mor var på dette tidspunkt blevet voksne damer, med egne børn, men de havde stadig følelser for gamle Allis, min mor havde måske flest, i hver fald reddede hun Allis op fra bunken til udsmid, og tog hende med hjem.
I de kommende år sad Allis i en kurv på min mors syværelse, syg og elendig med kun syv fingre, to tomme øjenhuler og pølser af lim i hele hovedet.
Det var et sølle syn.
Men en dag tog jeg Allis med hjem, jeg havde nemlig læst, at gammel lim kunne løsnes med kogende vand, og det måtte prøves, for tænk nu, hvis Allis kunne få sit gode udseende tilbage.
Allis kom i den sorte gryde, og gik op i limningen.
Hun simrede kun et øjeblik, så faldet hovedet fra hinanden, og et par fine blå øjne kom til syne mellem skårene.
Fantastisk.
Det var første skridt, nu gjaldt det om at samle stumperne, og det var ikke let, især var det svært at få vippe-øjnene på plads, jeg bandede og svovlede, og min mand kørte en længere cykeltur.
Men alt blev samlet, og der blev fyldt porcelænsmasse i de stedet, hvor skårene ikke helt kunne mødes, alt i alt blev det rimelig pænt, selv de manglende fingre kunne formes med lidt porcelænsmasse.
Og nu ligner Allis sig selv igen, hun er et smukt barn, og se lige, hvor glad hun er for dyr.