DUKKE – & LEGETØJSDRØMME. (Vi samler og leger stadigvæk).

Ikke ligefrem ”Pringle of Scotland” – men strikkede ting, som jeg værdsætter!

 Med hilsen fra Sigi Ulbrich (www.tortula.de) ©

 (fotos :gmuwebdesign ©) – (oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle uger siden modtog jeg månedens kompendium-sider om Edi-dukker, hvor Sigi præsenterede sine EDI-babydukker i hjemmestrikket /selvdesignet tøj, og dette yndige og søde tøj måtte jeg da vide mere om, således at vi alle kunne få glæde af Sigis færdigheder… Og her er således hendes fortælling om at strikke og hækle af fri fantasi… (Prøv selv… fantasien kender ingen grænser):

Da jeg for mange år siden begyndte at samle på Edi-dukker, var der endnu ingen, der tænkte på Ebay og andre salgsportaler på nettet. Ville vi i forbindelse med hinanden, skrev vi et brev, eller såfremt det skulle gå hurtigt, og såfremt modtageren havde ”et af disse nymodens apparater”, gik man ned på gaden, fandt en telefonboks og ringede til modtageren. Det allermest sikre var dog, at man satte sig i bus, sporvogn eller tog og kørte hen til vedkommende.

Derfor var samlingerne-  lige meget hvilken genre –  gerne små og overskuelige. Alle mine dukker havde navn, og jeg kendte dem godt, vidste hvornår og hvor jeg havde erhvervet dem. Mange køb var således mere kærlighed ved første blik end ønsket om at udvide samlingen.

En dukke som den lille LEA tv var allerede dengang en virkelig eksklusiv erhvervelse. Min mand købte hende dengang i USA. En 10 cm høj Edi-Babydukke med hanekam (det vi i Danmark kalder Prinsessekrølle) – vækker denne frisure minder? Hun er iført sin originale legedragt og hun bærer endnu sit skilt ”Made in Western Germany”, sådan mærkedes tidligere alle genstande, som Den tyske Forbundsrepublik fremstillede til eksport.

På tyske loppemarkeder fandt man allerede på et tidligt tidspunkt de nøgne dukker, og hver gang jeg opdagede en, tog jeg den med. Jeg er ikke god til at sy, det har jeg aldrig været, allerede i skolen opgav min håndarbejdslærerinde at lære mig noget. Jeg kunne ganske enkelt ikke sy, og helt ærligt, jeg havde heller ikke lyst.

Dog havde min mor mig meget tidligt lært at hækle og strikke, og da de små dukker naturligvis ikke skulle sidde i ”deres fødselsdagstøj”, ville jeg strikke tøj til dem. Med mit normale håndarbejdsgrej kom jeg dog ikke videre. Jeg forsøgte mig med babyuld, og selv om resultatet blev ganske smukt, var kjolen for tyk. Kjolen blev strikket færdig med meget få masker og nøjagtigt sådan kom den til at se ud.

På en miniaturemesse opdagede jeg nu strikkepinde, helt tynde og kun 1,2 mm i diameter. Jeg lavede nogle forsøg, og med disse kunne man strikke med blondegarn. For de, der måske ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at blondegarn er ca. så ”tykt” som sytråd. Nu havde alle døre pludselig åbnet sig, for sytråd fås i alle farver. Jeg var nu i stand til at strikke tøj til alle mine små dukker, herunder også lege– og pyntedukker til dukkestuerne. Og når man først får begyndt, kommer den nødvendige kunnen med de tynde pinde og det fine garn helt automatisk. Hurtigt købte jeg nu helt tynde hæklenåle (størrelse 0,75, 1 og 1,5. Nu kunne jeg også hækle fine blonder på de små kjoler, nøjagtigt som til de små dukker tv. Dukken i salgsreolen fra Bodo Hennig er 1,4 cm høj, og pyntedukken på dukkehussengen er 2 cm høj.

Mit resultat af disse håndarbejder var virkeligt fortryllende, og jeg var meget stolt. Men det blev også til lidt roderi eller fjumren rundt. Med hensyn til mine 7 og 10 cm høje Edi-dukker blev det mig for møjsommeligt. Men da jeg en dag handlede i en forretning med sytilbehør, fik jeg denne idé: Jeg købte knaphulsgarn og fandt hermed en fantastisk løsning. Garnet er dobbelt så tykt som sytråd og er lige så nemt at strikke med. Når man strikker så små ting, skal man passe på, at man ikke strikker for stramt— for gør man det, fremstiller man hurtigt små træbrikker. Strikker man tilpas løst, falder alt let, ja smyger sig om den lille dukkekrop. Derfor benytter jeg for det meste hulmønster til nederdelene, hvorved alt falder endnu mere elegant ud.

Det vigtigste ved disse fine arbejder er lyset. Allerhelst sidder jeg på altanen i skygge og strikker, da man i det skarpe sollys bliver blændet.

Endnu i dag arbejder jeg efter min Mors retningslinjer. Alt— kjoler, bluser, sweaters, skjorter, dragter-  kan åbnes og lukkes i ryggen. Dette er nemmest, når man klæder dukkerne af og på, og det skåner de små dukkearme-  og det er ekstra vigtigt, da jeg overvejende samler på celluloiddukker. Selv på Edi– dukkerne, som er af hård plastic, skåner man derved fastgørelses-anordningerne på arme og ben.

Jeg bruger ikke strikkeopskrifter, jeg arbejder efter ”Mål”. Jeg hækler eller strikke et stykke og holder det op mod dukken. Dukker er taknemmelige modeller-  måske lidt genstridige i arme og ben, men dukker behøver ingen pause og sidder altid beredvilligt parat, således at man kan måle på dem. Man kan selvfølgelig ikke arbejde for at tjene penge, det ville på grund af tidsforbruget koste alt for meget, jeg arbejder således for min egen fornøjelses skyld. For det første er det en fornøjelse for mig af fremstille de små ting, og for det andet er det mig en glæde at beundre mine små dukker i stadsen.

Vil jeg udstyre en lille baby-dame rigtig sødt, får hun en lille kjole, små bukser, en lille kyse og et par babysko.

Kjolerne udformer jeg gerne som kittelforklæder, dvs. korte, brede seler og derpå overdelen— som lukkes bagpå. Da det er nemmest, hækler jeg stykket indtil taljen. Den sidste række er en hulrække, således at man kan trække et lille bånd igennem. Derefter samler jeg maskerne op og strikker videre. Til Opsamling af masker anvender jeg gerne dobbelt garn, så har jeg med et slag opnået vidden på nederdelen. Kun sjældent skal der flere masker til. Til halsudskæring og ærmegab hækler jeg endnu en lille blonde. Denne bliver særligt smuk og fin, når man benytter tyndere sytråd.

Som i det virkelige liv er det for det meste nemmere at strikke til ”mændene”. Mine sparkebukser er altid i et stykke, overvejende med lange ben, som jeg gerne lukker under fødderne. Herved sparer jeg at strikke de ekstra babysko. For at få benene lige lange, strikker jeg straks begge på én pind. Når de har den rigtige længde, strikker jeg i midten til kilen yderligere 2-3 masker – de skal senere tages ind – derefter strikker jeg dem sammen foran. ”Buksedelen” strikker jeg videre i glatstrik (en pind ret, en pind vrang). I taljen kommer en hulrække. I overdelen indarbejder jeg gerne et lille mønster. I halsudskæringen bliver i hvert tilfælde skulderstykket lige så langt, at det kan sys til foroven på ryggen. Nu lukkes bagsømmen til taljen. Ærmerne strikkes enkeltvis og sys direkte til overdelen. For øvrigt gør jeg nøjagtigt det samme, når det drejer sig om store babydukker. Dragten til den 30 cm høje ASK-baby (Adam Szrajer/Adam Schreyer— de blev fremstillet i byen Kalisz/Kalisch) er ligeledes i et stykke, sågar skoen er strikket med. Men naturligvis er denne dragt strikket af det ”normale” meget tynde bomuld.

Under alle omstændigheder får også en drengebaby en kyse – tidligere brugte man det. En baby havde kyse på. Til disse små drenge laver jeg gerne en ”lodden hue” (en slags djævlehue). Også selv om det ikke er realistisk i det virkelige liv —- ser det ganske henrivende ud, og dukkebabyerne ligger eller sidder jo overvejende i deres små senge, vogne, vugger eller høje stole. De to 7 cm høje babyer i gult/hvid og rosa/hvidt har ligeledes strikkede dragter i et stykke.

Hvis det engang skal gå hurtigt, får en baby – se længere oppe,  en 4 cm høj Edi-dukke med sin 12 cm høje Edi-Mor i en bondestue fra 1942 – en løjert (en slags køre eller sparkepose med overdel). Til denne dukkestørrelse er man nødt til at bruge sytråd, alt andet bliver for pølseagtigt.. Man strikker helt enkelt ca. 20 pinde – her har jeg brugt perlestrik. Herefter har man opnået den rigtige størrelse og fortsætter med 2-3 pinde til overdelen foran, brede seler og sammensyning. Som sædvanlig er dragten åben bagi og let at iføre barnet. FÆRDIG!

Jeg har kasser og æsker fyldt med garn og stofrestert. Jeg ved også, hvorfra min samlerlidenskab stammer, den har jeg arvet efter min Bedstemor. Hun gemte hvert eneste lille stykke stof og garnrest. ”Man ved jo ikke, hvornår man engang for brug for det igen!” Nå, ja, hun var årgang 1893. Da Bedstemor døde i 1981, arvede jeg alt dette. Hver gang jeg har brug for et stykke stof eller en særlig farve garn, finder jeg det helt bestemt i Bedstemors efterladenskaber. For nylig ryddede jeg op i det hele-  og til min mands store glæde smed jeg noget ud. Dog er der stadig for alle tilfældes skyld rigeligt tilbage.

Og her ved fandt jeg stoppegarnet. Husker I det? Jeres bedstemor og måske også jeres Mor stoppede dengang strømper. Dengang kunne man købe stoppegarn viklet om tyndt pap. Oprindeligt var det uldgarn, og omkring midten af 60erne overvejende dralon (et kunststof). Mens uldgarnet på de gamle papstykker ikke længere er anvendeligt – de falder nærmest fra hinanden, når man ser på dem – er dralon vidunderligt som strikkegarn. Sy– hhv. knaphulsgarn gør det ud for bomuldsgarn, og dralon gør det ud for uldgarn. Begge dele ser godt ud, og mine små dukker er rigtig fint klædt på.

Måske ikke lige frem Haute Couture, men heller ikke Prêt-à-Porter !

 

 

Og så er der kun at takke Sigi hjerteligt for denne herlige og lærerige artikel med tips og tricks – en fortælling, der helt sikkert giver mange af os lyst til at prøve kræfter med strikkepinde og hæklenål helt uden opskrifter og ”efter de forhåndenværende materialers princip”!.

 God fornøjelse !

PS: Sigi fortæller at der findes 2 bøger om Cellba dukkerne:

bind 1 og 2: Im Zeichen der Nixe (I havfruens tegn men kun på tysk)

Udgivet af: Heimat und Gewschichtsverein eV.