Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Oversættelse: Lene Byfoged.
Igen i år udstiller Angelika en lille del, af sin store samling af julekalendere, glansbilleder, julekrybber og meget mere på Biblioteket i Itzehoe.
Går turen til Nordtyskland, så kig ind og nyd lidt af, Angelikas fine samling af julepynt m.m.
En stor tak til Angelika for, at jeg må bringe det her på Dukkedroemme, det glæder mig meget.
Lene
Fra 4. november 2022 til 6. januar 2023, kan en ny udstilling med titlen “Julen i papir” ses i byens bibliotek, i Itzehoe. Der kan de besøgende, se julekrybber, adventskalendere, julekort, glansbilleder/oblater, julemænd og paptallerkener fra to århundreder.
Udstillingsområdet, er julepyntet med mange gamle adventskalendere, glansbilleder og julepostkort. Det er et stemningsbillede til adventstiden. Nogle besøgende vil kunne huske og tænke “sådan noget havde jeg også” eller “sådan noget samlede jeg på som barn”.
Ovenstående smukke julekalendere er fra Sellmer Verlag og den øverste har nr 704 og den nederste nr 805.
Som samler af glansbilleder, har Angelika Salzwedel, integreret mange i udstillingen. Så der er mange smukke juleeffekter at opdage. Nogle er præsenteret indrammet på gammelt linned.
Glansbillede fra 1920.
Ovenstående glansbilleder er genoptryk fra 2020.
Et af højdepunkterne, er en stor dansk julemand, lavet af pap fra 80’erne, som får de fleste hjerter, til at banke hurtigere, og nogle julebukke, af tysk og dansk oprindelse, som de besøgende gerne må røre ved.
Dansk julemand fra 1980,erne
Dansk sprællemand fra 1980,erne.
Hos os her nord på, er julekrybberne ikke så almindelige, men papirkrybber har en vis tradition her. Angelika Salzwedel udstiller også nogle flotte papirkrybber, både som folde- eller sammenklappelige.
Denne smukke julekrybbe, er ca 100 år gammel.Julekrybbe fra 2008.
Et andet højdepunkt er de gamle julekort. At sende pæne hilsner, på kirkelige helligdage, er også traditionelt. De første lykønskningskort blev sendt ud i Østrig allerede i 1869, og fra 1870 også her i Tyskland. Forskellige gamle julekort fra 1950’erne og 1960’erne er udstillet.
Julekort fra 1950,erne.
Statsbiblioteket i Itzehoe, Hinter dem Klosterhof 31. 25524 Itzehoe.
Jutta Bogut, har, som vi har skrevet om før, Dukkehusmuseet i Christiansfeld. Jutta har sendt nedenstående om Lisa og Hanse dukkehusene, til glæde for bloggens læsere.På nedenstående link, kan man læse indlægget om Museet.
En stor tak til Jutta for dette indlæg, det er så dejligt med indlæg fra læserne. Det er med til at gøre bloggen mere interessant og lærerig.
I min Lundby dukkehusudstilling i Christiansfeld, er der en hjørnemontre, hvor jeg løbende har forskellige udstillinger med dukkehusrelateret indhold. Lige nu er der udstillet et Lisa dukkehus og et Hanse dukkehus, hver især indrettet med henholdsvis Lisa og Hanse møbler. Jeg har opdaget, at rigtig meget bliver kaldt Lundby, om det så er Lisa, Hanse eller noget helt andet.
Lisa og Hanse dukkehuse
Dukkehuse Lisa og Hanse var to danske dukkehusmærker, der blev produceret som en konkurrence til de svenske Lundby dukkehuse. De efterlignede Lundby huse og møbler, var billigere end Lundby, som altid har været et dyrt mærke. Til gengæld var kvaliteten ikke så høj ved de to danske mærker. De to mærker produceres ikke længere og er ved at være svære at få fat i, særlig Hanse, da de er gået hen og blevet til en samlerartikel.
Meget af det, der bliver solgt brugt I dag, kaldes Lundby. I virkeligheden er det Lisa eller Hanse. I Lisa huset er alle møblerne af mrk. Lisa, i Hanse huset er de af mrk. Hanse. Den fabrikant, der lavede Lisa møbler lavede også Hanse møbler, så nogle er tingene er ens i begge mærker.
Lisa blev opkøbt af Lundby på et tidspunkt, så du skal virkelig vide, hvad du skal se efter for at finde det rigtige mærke, hvis det er det, du ønsker. Her er der god hjælp at hente i en bog, der hedder ”Skandinavisk design i dockskåpet”. Den er på svensk og er også skrevet på engelsk. Jeg lånte først min på biblioteket for at se, om det var noget. Det var det i allerhøjeste grad. Hvis dit bibliotek ikke har den, så kan de skaffe den fra et andet bibliotek.
Gardinerne er alle Lundby med undtagelse af sovekammer-gardinet hos Lisa. Det er Lisa. Lamper er Lisa eller Lundby. Dukker er produceret af K.E.Leg i 70erne og produceres ikke længere. Forskelligt nips og tilbehør er fra forskellige mærker. Da Lisa aldrig har produceret en Lisa bil, er garagen blev brugt til et børneværelse.
Jutta Bogut
Dukkehusmuseum i Søstrehusets kælder i Christiansfeld
Jeg er så heldig, at Lise Rasmussen har sendt mig denne artikel til bloggen. Og jeg er SÅ gammel, at jeg husker Didde. Jeg er født i 1950 og da vi var den eneste familie i opgangen, hvor vi boede, der havde fjernsyn, kom alle børnene ned og så det hos os. Stor lykke og alle var fuldstændig stille, det var så fantastisk, at se på det lille sort/hvide fjernsyn. Tak for gensynet Lise og tak for, at jeg må bringe artiklen.
Jeg er den heldige ejer af en original mappe med en komplet serie på 6 store litografier af TV-dukken Didde.
Jeg kendte ikke figuren og har prøvet at researche mig frem til lidt historie omkring hende. Der er ikke vanvittigt meget at hente, da hun er fra TV-historiens spæde start og ganske givet noget af det allerførste børne-TV, der er lavet, og der findes næppe gemt materiale.
Dukken er skabt af Minna Holck fra Hillerød. Ifølge de oplysninger jeg har kunnet finde, var ”Dukke Didde og onkel Olaf” oprindeligt et radioprogram op i gennem 1950´erne, men kommer på TV i slutningen af 1950´erne, og var dagligt på skærmen. Jeg er selv født i 60´erne og vi fik først fjernsyn sidst i 1960´erne, så jeg mindes ikke at have hørt om hende.
Didde er med sit fregnede ansigt og stride hår ganske charmerende, men ikke særlig køn og har ganske givet virket skræmmende på nogle børn. Det er et af de første forsøg på at lave TV i børnehøjde og der findes en omtale i bogen ”Fjernsyn for børn – Vores fælles historie” af Nina Sahl. Her fremgår det at Dukken Didde er en yderst snaksalig pige i indskolingsalderen, der har en morsom dialog med ”Onkel Olaf”, fotografen Olaf Kjelstrup. Man har forsøgt at lade Didde udtrykke sig med et barns sprog og logik, men formår ikke at fange børnene, da det var indforstået voksenhumor. Børnene forstod det ganske enkelt ikke. Alligevel har dukken været populær – måske fordi der ikke var andre muligheder at vælge imellem! Jeg læste i en tråd at dukkens opfinder Minna Holck efter sigende skulle være blevet kontaktet med henblik på en massefremstilling af dukken i plast, hvilket hun nægtede. Der blev udgivet to bøger med dukken: ”Didde” og ”Didde fortæller” forfattet af Minna Holck og med fotos af Olaf Kjelstrup. Desuden findes der også en singleplade indspillet d. 9.09.1958 med titlen ”Didde og onkel Olaf” udgivet af Mascot Records, og jeg er stødt på et enkelt postkort.
Alle ovenstående billeder er fundet på nettet, de smukke litografier herunder, der vakte min nysgerrighed, er mine egne. De er illustreret af J. Hannibal og ca. A3 størrelse.
Her er en (u)hyggelig Halloween hilsen fra Sigi. Jeg tror ikke, der er nogen højtid eller anledning, hvor ikke dukker eller dukkehuse er repræsenteret. Så inspirerende.
Stor tak Sigi!
d. 29. november 2022. Happy Halloween
Min mand og jeg elsker Halloween. Jeg indrømmer, det er farverne. Kombinationen af sort og orange – smukt.
Vores lejlighed var altid dekoreret i overensstemmelse hermed. Græskar med lys, i vinduerne og på altanen. Når vi havde gæster, passede bordpynten også altid til.
Det er selvfølgelig ikke muligt i år. Som alle andre steder i verden, forsøger vi, at spare på strømmen. Men der er i hvert fald en “uhyggelig” kasse foran døren.
Måske ved du det? Udover min research om Dora Kuhn, er jeg ekspert i Edi-dukkerne. For nogle år siden udgav jeg en samlerbog. Den bestod af 200 PDF-sider – bare med og omkring Edi-dukkerne. Jeg var altid irriteret over, at Edi ikke havde en heks i sortimentet. Men jeg må være retfærdig. I 1950’erne var Halloween, næppe et begreb i Tyskland, især da dagen blev fejret, som reformationsdagen i den protestantiske del af Tyskland.
Men jeg ville have en heks, så jeg lavede en lille heks af en 8 cm Edi-dukke (dukke 7). Jeg er ikke god til nål og tråd, men jeg kan klare en heksekåbe og et tørklæde.
Det er ikke godt for mennesket, at være alene – måske er det også sådan for hekse? Anyway, det næste år, lavede jeg en troldkarl ud af en 12 cm Edi dukke (dukke 2).
Lige siden, har hekse og troldmænd, været på spil i vores lejlighed, hvert år på denne tid.
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og ønske alle læsere en uhyggelig Halloween og sender
Sigi er jo som de fleste af bloggens læsere ved nu, en dreven dukkehusentusiast og har gennem årerne erhvervet sig en del erfaring med hvilke værktøjer, der fungerer godt for hende. Her deler hun ud af sin store viden og mon ikke, vi alle kan få glæde af dem? Det tænker jeg.
En stor tak Sigi!
Lene
Dato Lille – Fin og meget præcis.
Jeg modtager ofte e-mails, hvor jeg bliver spurgt, om mit værktøj. Ja, det er svært at finde passende værktøj, til så småt et arbejde. Jeg vil gerne vise dig her, hvad jeg arbejder med. Åh ja, de to Edi-dukker i ukrainsk kostume er 8 cm høje.
Jamen jeg er heldig. Min mand har bygget elektroniske komponenter, siden han var meget ung. Hertil havde han gennem årene anskaffet sig en velassorteret værktøjskasse. Senere lavede vi bygninger sammen til vores jernbane. Der blev disse værktøjer brugt igen, og jeg lærte dem og deres funktion at kende.
Borehoved Mit vigtigste værktøj er det lille bor. Jeg kan nå, næsten alle hjørner, af mine stuer med det, på kortere tid end en kuglepen. Indeni er der bor i forskellige størrelser. Så jeg kan ikke kun bore de fineste nålehuller, men også huller til kabler eller lignende. Du drejer boret med fingrene, og det æder sig ind i træet. Mit foretrukne bor er 0,8 mm.
Boredværg Men nogle gange kræver det lidt mere styrke. Det har jeg min lille boredværg til. Det har også flere borehoveder. Men frem for alt har det andet tilbehør. Jeg kan male eller fræse med den. Begge forekommer hyppigt i mit arbejde med stuerne.
Håndværkssav til alle formål Min mand og jeg har arbejdet med denne sav, siden begyndelsen af 1990’erne. I juni 2022 købte vi en ny. Vi vil ikke undvære den i vores værktøjskasse. Den æder sig lige godt igennem træ og plast.
Decohammer Min hammer er en 100 grams hammer. For mig, kunne den være lidt mindre. Jeg så små hamre forleden, men på en eller anden måde synes jeg, at disse 30 grams hamre mangler kraft. For at, jeg også kan bruge hammeren i mindre rum, tager jeg den så på tværs, til min mands rædsel.
slag Punchen bruges af smede til at, slå huller i rødglødende metal.
Jeg bruger den til at slå nagler ind i vanskelige steder. Før jeg fik det, var det en evigheds lang procedure, forbundet med mange små skæve nagler. “Stifterne” er hule, hvor igennem en metalstang indsættes. Jeg placerer den på sømmet med dets nederste hul og banker så ovenpå. Naglen bliver på det helt rigtige sted, og den forbliver lige.
Jeg forborer et lille hul med mit lille bor, indsætter sømmet, der er skåret i den rigtige længde (det gør jeg med normale sideskærere) og hamrer det ind ved hjælp af stansen. Hvis du ser på billedet til venstre, kan du se den lille afrundede kant rundt om naglen. Da stansen er beregnet til metal, fylder den en del. Så du skal bruge det med omtanke.
Præcisionlineal Først og fremmest bruger jeg præcisionslinealen, fordi den virkelig begynder at tælle lige fra starten. dvs. jeg kan stille den, på utilgængelige steder og aflæse skalaen på forsiden. Den er meget let og slank. For mig er den absolutte minimumstolerance på ± 0,3 mm sekundær. Desværre arbejder jeg ikke så præcist.
Pincet En lige og en buet pincet, er uundværlig når man arbejder med dukkehuse. Faktisk burde den, ikke være magnetisk. Ellers griber du et søm og henter fem. Alligevel er en magnet god at, have med i ny og næ.
Lim Puder – Mini Dots Ikke et værktøj, selvfølgelig, men de mini-klæbende prikker er uundværlige for mig. Jeg ordner stort set alt i min stue med den. Normalt – desværre ikke altid – kan de fjernes uden at efterlade rester. Men jeg er forsigtig med meget gamle farver og prøver, det først, på skjulte områder. Jeg bruger altid disse – jeg køber dem online, men der findes helt sikkert andre.
Miniaturerne holder meget godt, selvom de stilles på siden eller på hovedet i kort tid. Dette sker for mig igen og igen, fordi jeg laver ændringer i dekorationen, når andre miniaturer allerede sidder fast eller står.
Jeg bruger selvfølgelig også værktøj fra husholdningsskuffen fra tid til anden – tænger, sideskærer, skruetrækkere og lignende. Men for at kunne udføre rigtig småt arbejde, har du også brug for småt værktøj.
Jeg håber, jeg har været i stand til at give dig et hint eller to til småt arbejde. Hvis du har nogle tips, modtager min mailboks gerne dine forslag.
Pas godt på dig selv. Jeg ønsker dig god arbejdslyst.
Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender
Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.
Sylvian Forget.
Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse!Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.
Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.
Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.
Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!
Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.
Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”
Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.
En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.
Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.
Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.
Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.
Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.
Jeg er først fornyligt opdaget, at der findes et Sparebøssemuseum og måske er der også andre, der ikke ved dette. Så her er lidt om det.
(c) for billeder: Sparebøssemuseet.
En lille udsnit af ældre sparebøsser.
Sparebøssemuseet åbnede d. 3. maj 1995 i Randers. I 2004 fik museet overdraget en stor samling sparebøsser, da Sparekassemuseet Klarskovgaard lukkede. Så i dag er Sparebøssemuseet, det eneste af sin art i Danmark.
Der findes også en mindre samling af relatererede produkter. Bl.a. sparekassebøger, spareure og sparemærker
Jeg husker mine forældre havde sådan et spareur og som jeg husker det, kom der en og tømte det en gang imellem. Tror min mor på denne måde sparede op til julen.
Vi har jo alle ejet mindst en sparebøsse og har minder forbundet med dem. Så mon ikke man finder sin barndoms sparebøsse, som måske måtte lade livet, når den skulle tømmes?
Man må sige at Sigi Ulbrich er et energibundt. Jeg bliver helt forpustet og lidt misundelig, på alle de projekter, hun har gang i og bliver færdige med. Stor respekt for det.
I dag endnu en dejlig og inspirerende artikel, om et af hendes fine huse.
Det er et år siden, jeg fortalte, at jeg nu er den stolte ejer af et Kuhn-hus fra 1960’erne.
Jeg ville give mig selv god tid til, at indrette huset, til at fylde det med liv. I disse dage er det færdigt. Jeg er meget stolt af resultatet, og jeg vil gerne vise jer, hvordan det blev.
Dette er Meyers. De var ikke med, da jeg købte huset. Men da sælgeren fandt ud af, hvem køberen var, sagde hun, at hun ville sende mig alt det andet, der fulgte med, da hun købte huset. Simpelthen så dejligt. Det var jeg selvfølgelig meget glad for. Det vil jeg gerne, endnu en gang, takke hende for. Der kom en hel pakke med dukker og miniaturer. Jeg ville ikke have alt i huset, men selvfølgelig skulle denne lille Erna Meyer-familie flytte ind i huset.
Den enlige far Fridl (Fridolin) Meyer, bor i dette smukke hus sammen med sin datter Fannerl (Franziska) og sønnen Ferdl (Ferdinand). Jeg ville faktisk lede efter en kone og mor. Men nu kan jeg godt lide trioen, som den er. Forrest kan man se den smukke røde “Fine stue” og Fannerls værelse. Hvor far og søn sover, forbliver en hemmelighed.
Fridl, Ferdl og Fannerl er er Bayriske øgenavne.
De dyr, der bor i mine stuer, skal overholde mine regler. Det betyder, at alle skal opføre sig ordentligt og ingen må skade andre.
Den obligatoriske skildpadde er en gave fra Sherri. Bagbenene er bevægelige, så hun kan også kravle, som en skildpadde. Glasfuglen kommer fra Schwarzwald, fra glasfabrikken Hofgut Sternen i Ravenna-kløften i Höllental. Fisken er en miniature fra Asien. Frem til 1960’erne havde mange familier i Tyskland, faktisk en guldfisk i en krukke på stuebordet – en frygtelig tanke. Den lille grå mus, der titter frem af osten, er også fra Asien. Egernet er en Schleich, en mini fra 70’erne. Den lille gravhund også. Den er blød – ligner vinyl. Jeg købte hans storebror på Etsy. Den er støbt af hård plast. Jeg kender ikke producenten. Den sorte kat er nem nok. Den var allerede klistret til i hjørnet af huset, da det blev købt. Jeg fandt det ikke generende, og min mand syntes, det var rigtig godt. Så jeg prøvede ikke engang at fjerne den.
Huset har en stor altan og en lille have – begge skal plantes til. Altankasserne manglede ved køb. Steve byggede nye til mig. Jeg har plantet dem med tidssvarende blomster fra Stublu. De røde blomsterkasser er også fra Steve. Sherri malede dem. Vi så engang lignende kasser på internettet, dem brugte de som skabeloner. Svanen med planten – nyere – er også fra Stublu. Den røde blomsterstand med plante er fra Kuhn, kun få af disse stande har overlevet tidens tand. I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, var standen en del af Kuhn-serien. Den malede blå porcelænsvase er fra 1950’erne. Voksbuketten er nyere, og nej, den er ikke af Agatha Christie, og Margaret Rutherford kigger heller ikke forbi til en kop te. Trævasen fulgte med, den har kun fået lidt maling. Blomsterne er fra 1970’erne. Keramikkrukken er – inklusive blomsterne – fra 70’erne. Sherri gav mig den dekorative plantekasse. den er lavet af gips. Hun malede den, helt efter min smag.
I sommeren 2020, altså imens verden gik i stå, vævede jeg tæpper. Jeg brugte kun en kurv, som væv. Jeg skærer en “båd” ud af pap og bruger en stor hår kam. Før hen brugte jeg en stor nål, i stedet for pap-shuttlen, hvilket virkede bedre, men jeg skulle altid trække den lange tråd bagefter. På kammen fjernede jeg hver anden krog. Så gik det rigtig godt. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få en rigtig lige solid kant.
Senere købte jeg en lille væv. Man kan købe alt på internettet. Det var selvfølgelig nemmere, og jeg havde metalstænger, til den lige kant. Strømpegarn er ideel til tæpper, men mine bliver desværre stadig ikke rigtig gode.
Lige som et tæppe, bringer hygge ind i huset, så er der brug for miniaturer til, at skabe en beboet atmosfære. Her miniaturerne fra venstre værelse – stuen. Tapetet er håndlavet af Sherri ved hjælp af knudeteknik. Broderet med en tråd. Så et vidunderligt, meget fint håndarbejde. Eventyrbogen: “Ulven og de syv små geder” er en rigtig bog, som man kan læse i. Vægpladen og porcelænsbilledet er fra 1950’erne. Vægvasen med chenille blomster også. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om disse er af Paul Herberg, men det formoder jeg. Alt bordservice (flere stykker service er i buffetskabet) er fra 1940’erne og produceret i Erzegebirge. Træet og rytteren er også fra Erzegebirge. Vi tog dem med fra Seiffen. Lysestagen kunne være lavet af Volker Arnold. www.va-holzkunst.de Han laserer lysestager (og mange andre ting) til dukkehuset i alle størrelser. I de rigtige farver, kommer selvfølgelig hele skønheden til sin ret. Det kommer fra “tillægspakken” fra hussælgeren. Hjortehovederne er en gave fra Steffi. De er håndlavede, af en miniaturist fra Hessen. Steve klippede og polerede skjoldet. Uret er et ægte Kuhn-ur fra 1930’erne. Den røde tråd glasvase er fra Lauscha.
Her er miniaturerne fra værelset til højre, datterens værelse. En farverig blanding af gammelt, nyere og nylavet. Geli havde andagtsgenstandene med, direkte fra Rom. De to spånpladekasser, er også fra hende. Hun malede dem “på Kuhn”. Bamsen er også hendes – den plejede at være en nål. Lysestagen, vækkeuret og dukkevuggen er ret gamle, de er fra Erzegebirge Bogen er rigtig, den kan man læse i – den er ny og er købt på ebay. Anden var en nål. Sysættet kommer fra Asien. Hjertet er lavet af små perler, der er limet fast og formet. Den lille flaske er håndværk. Perlerne er fra smykkedesigner Ung. Græskarret er lavet af gips. Steve klippede og pudsede det store skilt, til andagtsgenstandene efter mål. De blå og hvide blomster er en applikation.
Forsiden af huset er aftagelig. Så væggen, altanen, vinduet, døren, vinduet og katten kan fjernes og lægges til side. Først da ser man de to rum.
Ligesom i vores hjem er altanen endnu et rum, der er bruges til beboelse. Tre liggestole giver familien mulighed for en hyggelig siesta. En skildpadde bor i sin lille “bod”. Frem til 1970’erne levede der faktisk mange skildpadder i tyske husholdninger – desværre alt andet end artsegnet dyrehold. En urtepotte, en vandkande og en havenisse står på et lille rødt Kuhn-bord. Fannerl glemte sin dukke på liggestolen og Ferdl hængte sin drage på væggen. Far Fridl har gjort sig godt tilpas med en thriller og en sodavand .
En i familien må være en passioneret hobbygartner. Det er i hvert fald grønt og der er blomster overalt – selvom det allerede er oktober. Ikke svært at se, på græskarret ved siden af hoveddøren. En havenisse står til højre og en til venstre for trappetrinet. Ifølge Wikipedia er der omkring 25 millioner, af disse elskelige små havehjælpere i tyske haver. Udstyret med spade, hakke, rive, trillebør eller lanterne. Altid villig til at hjælpe med havearbejde.
Når man fjerner fronten, har man frit udsyn til de to rum. Men du bør først overveje, hvor fronten kan placeres. Den står faktisk ret godt alene, men bedre, safe than sorry. Et fald ville være fatalt.
Jeg har allerede præsenteret dig for beboerne, møblerne og miniaturerne ovenfor. Men de kommer først rigtig, til deres ret på stedet. Bordet er allerede dækket. Udover servicet lagde jeg også kniv og gaffel. De er af nyere dato. Fridl må være meget sulten, han sidder allerede ved bordet fuld af forventning.
Selvom jeg ikke holdt mig til Kuhns katalogillustrationer med husets indretning og indretning
blå møbler – røde gardiner og sengetøj
røde møbler – blå gardiner og sengetøj Jeg holdt fast i det røde sengetøj, selvom jeg valgte værelset, med de blå gardiner til de blå møbler. Jeg supplerede det røde sengetøj med en lille pude i blå gingham. Fannerl holder altid sit værelse i top stand. Alt er rent og ryddeligt. Det siger selvfølgelig en del om den lille beboers karakter.
Enhver samling bondehuse og i særdeleshed Kuhns, fortjener opmærksomhed Det er et rigtigt blikfang.
Huset har fået en fremtrædende plads i vores stue. Den står på vores gamle tv-bord. Hos os er alt lidt trangt – ikke mindst på grund af de mange dukkehuse. Vi placerede et lille akrylbord, over det, for at beskytte det. Dette giver tryghed og er meget praktisk.
I dag er det d. 1. september og så er det ifølge kalenderen, efterår! Jeg håber alle, har haft en god sommer og er klar til efteråret, som jo også er en dejlig årstid.
I legetøjsforeningen Snurretoppen, starter det første møde, efter sommerpausen, i starten af september og altid med emnet “Sommerens loppefund”. Det er super hyggeligt, at se hvad de andre har fundet i sommerens løb og lidt misundelig (positivt ment) bliver man jo ind imellem.
Jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt, at vise sommerens loppefund for jer, ikke at det er så mange. For som, hos så mange andre samlere, kniber det jo med pladsen efterhånden.
Måske andre har lyst til, at dele deres sommer loppefund med os? I givet fald, så send tekst og billeder til mig.
Vi holder meget af, at tage et par dage eller tre til Fyn. Så bor vi på et hyggeligt hotel uden for Odense, hvor man bor og spiser godt.
Og så besøger vi reolmarkeder, antikvitetshandlere, genbrugsbutikker m.m. Heldigvis er min mand også blevet samler, så han er nem at lokke med.
Undervejs, kører vi ind til Kirppu reolmarkedet, i Slagelse.
Dette skønne gamle krus, med legende Kewpier på, fandt jeg i Kirppu i Slagelse.
Denne skønne Heubach Candycontainer, fandt jeg på reolmarkedet “Alletiders Lopper” i Odense. Den er jeg bare så glad for. Hel og fin uden skår eller revner.
Er han ikke skøn? Denne frække lille fyr. Jeg tænker det er er Hertwig & Co. Den er ikke mærket. Den fandt jeg i Svendborg på et reolmarked.
Denne pianofigur fandt jeg også i Svendborg, på reolmarkedet. Han er umærket og er 16 cm høj.
Dette broderede billede har jo intet med dukker og legetøj at gøre, men jeg har noget med engle, og især Bertel Thorvaldsens “Dagens og Nattens Engle”, er jeg betaget af. Her er Nattens Engel. Det købte jeg i en antik -og retrobutik i Ørbæk. (billedet er i fin stand, ikke skjoldet, som det ser ud her)
Dette hoved, som Den Kongelige Porcelænsfabrik producerede i 1970,erne, som en kopi af det originale hoved, er ikke et loppefund. men et fund syntes jeg da, at det er. En god veninde tippede mig om et lot dukker på www.laurtiz.com. I dette lot af ikke så gamle dukker og en masse dukketøj, var dette hoved. Jeg var så heldig, at ingen andre bød på det, så jeg fik det billigt og da jeg så solgte de andre ting, var det jo så absolut et fund. Det er det store hoved på 14 cm.
Og man må sige det virkeliglig har været loppefund. Det hele er fundet til næsten ingen penge og så føler man jo virkelig, at man har gjort et kup.
Nu glæder jeg mig til mødet , for at se, hvad de andre medlemmer i Snurretopppen, har fundet i sommerens løb.
Alle læsere ønskes en fortsat god sommer. Møder I et spændende museum eller noget andet, der har interesse for bloggens læsere, hører jeg meget gerne om det.
Mange sommerhilsner
Lene
Her vil jeg tilbringe så megen tid som muligt, de næste 2 måneder.
