Senge, vugger og andre himmelblå sovepladser

Del III

Vugger – et kongeligt sovested

Her er 3. del af Sigi Ulbrichs artikler om soveværelsesmøbler. Jeg håber I finder dem lige så interessante og inspirerende som jeg gør. Jeg blev da så inspireret af 1. del, at jeg nu har indrettet et par værelser med Dora Kuhn møbler.

En stor tak til Sigi og Gerhard Ulbrich, for det store arbejde med tekst og billeder.

Lene

Udgivet d. 22. februar 2024.

Som en lille pige besluttede jeg, at jeg en dag ville giftes med prins Charles. Jeg var ligeglad med titlen, jeg ville have en pink organzakjole, og jeg ville sove i en vugge´´´´Ligesom de andre prinsesser.
Hvad kan jeg sige… han gjorde en anden kvinde til dronning, jeg har aldrig haft en lyserød kjole, og jeg har aldrig sovet i en vugge. I dag tror jeg, det ville gøre mig svimmel.

Den første vugge, som jeg kan dokumentere – øverst til venstre – er som det fremgår af en reklamebrochure fra 1933. Himlen er lavet af et blondebånd. Vuggen til højre – fra et katalog fra 1938, den har en himmel, lavet af meget delikat trykt batist. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det.
Vuggerne har et helt andet design end de senere. De har ikke deres egne ben. Så de skal altid hænge i rammens ophæng.
Formen på sengen er nok ens for begge vugger, men udsmykningen er helt forskelligt og stativet har også forskellig form og udsmykning.

På et foto af messestanden på Leipzig-messen i 1947 kan vi – om end svagt – se et foto af en vugge fra slutningen af ​​1930’erne på bagvæggen. Så disse blev ved med, at være tilgængelige.

Den næste verificerbare vugge (til venstre) er vist i 1955-kataloget. Numrene matcher numrene fra 1966-kataloget (til højre). Heldigvis blev størrelsesoplysningerne skrevet der.
Himlen er lavet af hvid organza. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det. Sengetøjet er (formentlig) i rødt og hvidt ternet. Jeg tror ikke, det er gingham. Jeg formoder, at det er stoffet, der også prydede udsmykningen på messestanden i 1947.
Fra 1966-kataloget og fremefter er himlen også i tern, i dette tilfælde, ligesom sengetøjet.
Selvfølgelig ser vuggerne identiske ud ved første øjekast. Men det trænede øje opdager hurtigt, at sengene har forskellige designs. Mellemsløjfen i 1950’erne er meget kortere end den senere sløjfe og udsmykningen er selvfølgelig anderledes.
I den tidligere vugge er der i midten tre Tölzer kugleroser, som øverst var forbundet med en krans af prikkede blomster. Der er også en anden kuglerose ved hoved- og fodsektionerne. I senere år blev der tilføjet to kugleroser med en prikket blomst til højre og venstre og en cosmea på toppen.

Denne illustration kan ses i et Karstadt (stor tysk stormagasinkæde) julekatalog fra 1971. Det er en 30 cm stor vugge. Så dengang kostede den DM 33,50 – jeg ved det ikke præcist, men det må have været over 130 DKK. Det var mange penge for en dukkeseng.
Det der er lidt forvirrende for mig, er designet – som man tydeligt kan se på trods af den dårlige billedkvalitet. Billedet viser en bøjle til højre og venstre – jeg har aldrig set vuggen sådan før. I Kuhn-katalogerne er vuggerne vist med en central pind,

Jeg har et Kuhn-katalog fra 1971. Vuggerne fås i fire størrelser. Alle står på en base med en central mellemstykke og… en sengehimmel i rød og hvid tern hænger over et simpelt wirebeslag.

Der var allerede en anden størrelse af vuggen i kataloget fra 1973. Den er kun 9 cm lang. Lige præcis til et dukkehus, der ikke er for lille.

Under alle omstændigheder reklamerer, denne illustration for vuggen indtil 1981. Så jeg mangler kataloger, for det næste katalog, jeg har, er fra 1988. Vuggerne produceres ikke længere.

Til denne fotomontage – har jeg forsøgt at vise, i de rigtige proportioner – brugte jeg min vens vugge eller billedet af den.

Vugge 1 har varenummer 125 og er 52 cm lang.

Vugge 2 mangler i min samling, og jeg har ingen billeder af den. Denne manglende vugge er 38 cm lang og har varenummer 124.

Vugge 3 er 24 cm og har varenummer 123.

Vugge 4 er 16 cm lang og har varenummer 122.

Vugge 5 er 9 cm lang og har varenummer 44.

De fleste af de gamle vugger, som du kan købe i dag, har mistet deres sengehimmel. I mange tilfælde er det lille hul, som ledningen til himlen er sat ind i, allerede brækket af.
Vugge 4 er den vugge, der stadig tilbydes relativt ofte i dag. Den er 16 cm lang. De store vugger er absolut sjældne – det samme er de helt små.
Ved første øjekast ser alle vugger ens ud.

Men første øjekast er ofte vildledende. Det, der umiddelbart fanger øjet, er selvfølgelig den lille vugges helt anderledes stand. Den har intet hjerte og ingen tulipan. Der blev simpelthen boret et lille hul i stativet til wire af sengehimmel.


Noget andet er helt anderledes ved den lille vugge. Tværstiveren har lige kanter. De smukke sløjfer er væk.

Jeg har to små vugger. Den ene – med det originale sengetøj og baldakin i ternet stof – blev formentlig først lavet mod slutningen af ​​produktionsperioden. Den er i hvert fald meget, meget nemmere at pynte.

Jeg synes, den venstre vugge er meget mere smukt dekoreret.

Designet har ændret sig minimalt. Det er ikke en optisk illusion. Stativet på den højre vugge er 3 mm smallere på det tykkeste sted. Sengen er også smallere. Se nøje på vuggebenene. De har et andet design. udsmykningen er helt anderledes – hvad der er pænest, er nok i beskuerens øje.

Puderne er fyldt meget tæt. Jeg propper aldrig mine – efterbehandlede – puder så tykt. Ingen mor ville lægge sin baby i vuggen og så være nødt til at balancere tæppet på maven.
Men sengehimmelen er en rigtig negativ oplevelse. Der er ingen tvivl, den er original.

Hvis nogen vil genskabe en himmel, så realistisk som muligt, målte jeg himlen. Den er i øvrigt limet til den lille stang. Forkanten er ikke kantet, den blev klippet med zigzagsaks. Stoffet var bare foldet om bagpå – ikke syet.

1 Stangens længde 5 cm, himlens længde 7 cm

2 Længde på den øverste bøjede stang 3,2 cm, himlens bredde 3,5 cm

3 diameter på stangen 0,2 cm

4 foldet stof bagpå 0,8 cm

Der er ingen vugge i rødt i nogen af ​​mine kataloger, så jeg blev meget overrasket, da fru Radtke sendte mig billedet af sin røde 16 cm vugge.

Ja, Dora Kuhn er altid god til en overraskelse.

Jeg har nu præsenteret jer, for alle de vugger, som jeg kender fra stuehusene i de første 60 års produktion. Hvis du har en 38 cm eller en anden Kuhn vugge, som jeg ikke har nævnt, i din samling, modtager jeg meget gerne et foto og en notits. Med Kuhn ved man aldrig!!

Sov godt!

Dukkehilsner

Sigi Ulbrich
www.tortula.de

Vi fortsætter med del IV – Kuhn dukkevognene. Så husk at kigge forbi igen!

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet

Rustik egetræ – Bondemøbler i en anden stil.

(c) for tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
(c) for fotos: GMUwebSign
(c) for oversættelse: Lene Byfoged.

Endnu engang har Sigi Ulbrich været kreativ og indrettet dukkestuer, i en helt speciel stil. Der ligger et stort og spændende arbejde i, at finde de rigtige møbler og det helt rigtige tilbehør og det har Sigi i den grad, fornemmelse for.

Jeg er meget glad for, at Sigi stadigvæk rundhåndet deler sine inspirerende projekter med os. Stor tak Sigi!

Lene

D. 17. Maj 2023. Rustik eg – Bondemøbler i en anden stil.

I 2019 opdagede jeg dette lille lot dukkehusmøbler på Ebay – måske 1:20. Helt klart lidt mindre end Lundby, men større end de små møbler fra Kuhn. Jeg blev forelsket i dette møblement – men det var alt for dyrt for mig. Sælgeren holdt fast i sit prisforlangende, over en periode på måneder.

I december 2020, fik jeg en Paypal-voucher fra Ebay på 20 euro. Dette gjorde prisen på møblerne mere tålelig, så jeg købte dem.

Pakken kom i starten af ​​januar. Møblerne var i meget dårlig stand. Udsmykket “kunstnerisk” med oliemaling, ovnen manglede sin krone og kistelåget var løst. En sengestolpe var knækket, og der var mange pletter efter vand. Selvom alt var korrekt angivet i beskrivelsen, var det ved nærmere eftersyn værre, end jeg troede, det ville være.
Jeg pakkede alt sammen og lagde æsken væk.

2021 – midt i den globale nedlukning, fandt jeg kassen frem og kiggede igen – eller rettere, et nærmere kig.
Jeg fik selv limet sengen – og selvom jeg ikke havde så meget erfaring med det, klarede jeg det ret godt.

Det var svært med ovnen. Men endnu engang, kom der hjælp fra USA. Jeg sendte komfuret over dammen og Steve lod fantasien løbe løbsk – vi kender trods alt ikke originalen. Jeg synes, han gjorde kronen fantastisk.

Mens ovnen var på rejse, vævede jeg tæpper. Da de var færdige, skulle jeg selvfølgelig designe en “prøvestand” i en papkasse. Ja, det ville være rart – men jeg skulle “afmale” møblerne først. Sådan som de var malet, var de selvfølgelig forfærdelige.

Så jeg tilbragte de smukke dage ,på altanen og behandlede træet med antik voks. Det meste kom godt af, med en blød klud. Men i hjørnerne skulle jeg bruge vatpinde. Ikke desto mindre var jeg meget tilfreds med resultatet.

Da jeg ryddede kælderen, fandt jeg en trækasse, som Gerhard havde lavet – ideel til et dukkehjem. Jeg tænkte selvfølgelig med det samme på disse, nu virkelig smukke møbler. Men desværre – kassen var ikke stor nok. Kun en stue ville kunne være deri. Jeg havde brug for en større bolig til et kombineret værelse – eller måske endnu bedre, et dobbeltværelse. De, Lotte Sievers-Hahn-dukker, der var beregnet til dette formål, var ikke af den rigtige størrelse til disse møbler. Ærgerligt, de ville ellers passet i den helt rigtige stil.

Men én ting stod klart. Brændeovnen passede rigtig godt og ville ikke kun opvarme rummet, men også varme beskuerens hjerte.

Jeg ville have en stue med rigtige vinduer. Jeg arrangerede møblerne, som jeg fandt det smukt.
Efter denne “gulvplan” bestilte jeg et dobbelthus fra Miniwelt Holzner.

Mens jeg ventede på det, syede jeg sengetøjet og gardinerne. Mm, jeg tror, ​​jeg har sagt det før, at jeg ikke er særlig god med en synål. Men til sidst var jeg glad for resultatet.

Samtidig bad jeg Steve, om en stol og en skammel til vaskeskabet. Jeg sendte en stol til Missouri for, at han skulle have en skabelon til at snedkere efter og Sherri for at få en trimning. Efter kort tid fik jeg dette billede. Kun hjerterne på ryglænet mangler. Til højre ses “modellen”.

Da møblerne kom, måtte jeg – endnu engang – indse, at jeg havde målt lidt stramt. Meget irriterende. Men det ville fungere fint alligevel.

Jeg ville gerne have, at gulvet skulle have et mørkebrunt træ look. Jeg indrømmer, jeg kan godt lide at bruge skocreme, til det. De fås i mange farver til en moderat pris – og er du i tvivl, kan du også blande dem. Dufter bare ret stærkt, så det kan jeg godt lide at gøre på altanen. Så jeg tapede væggens kanter med malertape, savede en stribe træ til i den rigtige størrelse og ridsede træplankerne ned i gulvet med en gammel “dåseåbner”.

Jeg kunne godt lide farven på gulvet, jeg valgte. Tæpperne så godt ud på det. Efter at malingen var trukket godt ind natten over, pudsede jeg gulvet – først med en pensel, derefter med en blød klud.
Til vægfarverne valgte jeg akrylmaling. De er billige, og der er mange farver at vælge imellem. Men i sidste ende skal du selvfølgelig altid selv, blande den rigtige farve sammen.

Afmærkning af kanterne kræver meget arbejde, men det er det værd. Jeg har ikke en særlig rolig hånd og ville ellers ofte over male den. Jeg lod malingen tørre rigtig godt. Så har jeg vokset væggene med møbelvoks og til sidst pudset dem med en blød klud.

Lige da Sherri skulle til at pakke de nye møbler og sende dem til mig, fandt jeg ud af, at vinduerne skulle have skodder. Mine venner hjalp mig også med dette ønske – og for at være ærlig – ser væggen ikke så meget pænere ud?

Jeg havde planlagt at sætte en stribe på væggen. Så jeg skulle dække en tynd strimmel inden voksning. Det er meget svært at vokse, da den klæber meget.

Også her har indsatsen med kantningen givet pote. Kanten var let at klæbe på og efter et par timers hærdning, var den solidt på plads.

Jeg slog et par søm i væggene og skruede skrueøjer (gardiner) og skruekroge (vægplader) i. Nu kunne møblerne flytte ind på prøve. Det så fint ud, men også lidt Tortula kedeligt, på en måde.

Efter at jeg havde presset tæpperne, så det selvfølgelig lidt mere tiltalende ud. Tæpper kan presses ligesom vi plejede at presse blomster. Men for en hurtig effekt kan du også bruge et strygejern.

Og så kom pakken med møblerne. Vaskestolen var perfekt, og det samme var stolene. Jeg limede skodderne med det samme – se ovenfor.

Det var min mands fødselsdag, og han modtog lykønskninger fra venner, med et “Hansi” postkort med børn fra Alsace i traditionel dragt.

Min mand fortalte mig, at dette lille dobbeltværelse helt sikkert ville være hans yndlingsværelse.

I mit lager var der en lille sort og hvid hane. Jeg ville sætte den i stuen.

Treenigheden af ​​begivenheder viste mig vejen – jeg ville have et Alsace-værelse!!!

  • Jeg fandt de alsaciske børn i traditionel kostume så magiske.
  • Min mand er født i Alsace.
  • Jeg havde en “gallisk hane”

Alsace har en meget broget historie. Det ligger uden for rammerne af denne artikel at dykke dybere ned i det. Interesserede kan læse om det i historiebøger eller direkte på internettet. Under alle omstændigheder er min mand indfødt tysker.

Når jeg først har fået den rigtige idé, kører alt meget hurtigt – som af sig selv. Jeg fandt små stykker træ fra et tyndt stykke træ. Farvede dem brune, satte fast på de små fotos og de blev hurtigt til billeder.

Først senere undersøgte jeg, og fandt ud af, at denne “Galliske” hane er en ægte portugiser, og dens oprindelse er baseret på en portugisisk legende med kristent indhold. Men da havde han allerede erobret en fast plads i stuen. Han bliver og har en gæsterolle.
På nul komma nul tid, blev mit lille værelse redesignet.

Min vægdekoration består af to “Hansi”-billeder med børn i kostume, en patriotisk tegning også af Hansi (Jean-Jacques Waltz) omkring 1900. En nål med Alsace-våbenskjoldet, Strasbourg-jomfruen, en tidlig akvarel af René Kuder – Mand ved kakkelovnen, et fotografi af Kaysersberg med floden Weiss (Kaysersberg er fødestedet for Albert Schweitzer), en Sorgernes Moder og et krucifiks.

Jeg malede væggen og reolen i samme farve. Upåfaldende, men stadig til stede.
Bøgerne er flip-åbne, men de har kun tomme sider. Bogstøtterne er to damer fra Seiffen. I de tilsvarende tændstikæsker spiller de rollen som sælger. Nøddeknækkeren og røgelsesrygeren kommer også fra Erzegebirge. Den lille lysestage er fra Volker Arnolds værksted.
Dinosaursamlingen kom engang til mig i et bundt. Den blå bog er en af ​​de andre bøger, lysestagen er fra Erzegebirge og den smukke vase er ikke fra Lauscha, den er lavet af plastik. Jeg købte dem i Kina. På mange Hansi-postkort ser vi de små børn i traditionelle kostumer med en stor sort paraply. Det skulle selvfølgelig heller ikke mangle i dette rum. Gerhard bøjede guldtrådshåndtaget, og jeg draperede og fastgjorde skærmen rundt om den. Jeg har allerede forklaret den lille portugiser ovenfor. Blomsterkassen rummer faktisk Stublu-planterne – jeg putter et par små voksblomster i den.

Jeg lavede Pinot Noir to gange – den helt unge vin som en klase druer på brystet og den ældre allerede i glassene. Brillerne er fra Playmobil. Playmobil har som altid fundet en meget legende og praktisk løsning. Glassene er i to dele. Du kan tage “vinen ud”. Det er små væddemål. På denne måde blev Pinot Noir hurtigt “trykket” ind i en Pinot Gris. Min ven Geli har indbundet denne fantastiske bog til mig. Den lille pude er lavet af en rest fra gardinstoffet, den anden har jeg hæklet af spaltet bomuldsgarn. Bag den lille dør træder du ind i den gode husånds rige eller måske den lille skildpaddes kølige tilbagetog fra en bonsaihave. Knappen viser, hvor den nationale følelse af Alsace-befolkningen i øjeblikket var placeret. Den sorte kat kommer fra England – den er støbt af hård plast. Den oppustede hane var – før jeg lavede den om – tænkt som skodekoration. Porcelænskrusene kommer fra et sæt med 6 stk. Sølvkopperne er fra smykkekollektionen, ligesom petroleumslampen. De røde romere er fra Erzegebirge i større rum, de bruges ofte som æggebæger.

Religion spiller en ret underordnet rolle i Frankrig. Derfor går jeg ud fra, at beboerne i dette lille dobbeltværelse har tyske rødder. Korset og Vor Frue af Sorgerne hænger på væggen i soveværelset – se ovenfor. Der er en statue af Maria på skabet.
Den farverige kylling er modstykket til den galliske hane i stuen. Fordi kosten er så smuk, hænger den på væggen. Forfængeligheden er min stolthed og glæde. Selve taburetten er Steve og Sherri, porcelænsvasken er nyere, sæben har jeg slebet af et lille stykke træ med en neglefil og malet på lavendel. Jeg har hæklet “svampen” af gult stoppeuld, jeg har også hæklet vaskekluden, håndklædet og tæppet – af flækket bomuldsgarn.

Alsace uden storke, det går slet ikke. Storken på taget er lavet af træ. Han var engang en nøglering. Han arbejdede meget godt. Storken til venstre er et ædelt glasdyr fra Murano. Fordi det er så smukt, fik man en plads midt i rummet. Den midterste stork hænger udenfor på siden af ​​huset. Han er en køleskabsnål. Jeg har lidt plads på hylden ved siden af ​​stuen. Jeg lagde den grøn ud og satte mine andre storke der. Den stolte fugl, der bringer den lille skildpadde, er lavet af celluloid, dens lillebror er en nikkende stork fra BREBA

Det her er Sophia. Denne lille Plasticbaby Preh pige er kun 9,5 cm høj. Heraf kan du nu se, hvor lille det alsaciske dobbeltværelse er. Lidt mindre end Lundby.

Meget tyder på, at dette møbelsæt ikke er fremstillet på en fabrik. Under krigen og også i efterkrigsårene blev der lavet meget legetøj i familierne. Til gengæld var der også utallige små værksteder – både i Erzegebirge og i Allgäu – der lavede dukkemøbler. Det skal være en meget stor tilfældighed, hvis jeg alligevel finder ud af, hvem trækunstneren var her. Jeg vil selvfølgelig blive meget glad for feedback fra læserne.

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Jeg vil gerne takke Lene, for den flotte oversættelse.

Tusinde tak Sigi, for endnu en af dine dejlige fortællinger i dit skønne univers.

Lene

Skabt af nød – en lille bondestue fra Wirsberg

Tekst og fotos: Sigi Ulbrich— www.tortula.de – ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

 Denne dukkehusfortælling er et unikt stykke historie, som Sigi Ulbrich fortæller på sin blog: tortula.de, og som jeg med glæde og interesse har læst og oversat, og som jeg med Sigis tilladelse her giver videre til jer. Hermed hendes spændende beretning:

 Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvad (Berufsverbot) Erhvervsforbud egentlig betyder, og herved mener jeg, hvilke indvirkninger dette har på den berørte person og dennes familie.

Erhversforbud (Berufsverbot) betegnes som en statslig myndigheds bestemmelse, som forbyder en person eller persongruppe at udøve visse virkefelter. (I en af mine tysk-danske ordbøger er begrebet forklaret således: forbud mod ansættelse af politiske ekstremister i offentlig tjeneste – Lise Brastrup Clasen).

Sådan står det beskrevet i Wikipedia, og sådan efterleves det for tiden i Tyrkiet. Men hos os i Tyskland? Tja, i fortiden havde vi naturligvis også meget af den slags. I tiden fra 1933 til 1945 og senere oplevede man bagsiden af medaljen.

En af dem, der blev ramt af dette i efterkrigstiden, var Friedrich Karl Boehner – eller som han hellere kaldte sig ”Fritz Boehner”. Han var til krigens afslutning en kendt og elsket filmproducent. Hans filmstudie lå i Gorbitz/Dresden. Kroen ”Zum Reichsschmied” (Hos Rigs-Smeden” ) fra det 19. årh., hvor der engang var   selskabslokaler med plads til 900 gæster, blev i 1938 erhvervet af Boehner og bygget om til Boehners filmatelier.

Efter i marts 1945 at være flygtet fra Den røde Hær vendte Boehner først hjem til sin fødeby. I 1946 kom ekspropriationen i Dresden, og da det føltes mest praktisk for ham, flyttede han kort efter DEFA til nogle bygninger, hvor han oprettede DEFA-filmstudiet med henblik på produktion af populærvidenskabelige film. I 1955 skiftede man over til tegnefilm, og indtil 1990 var han den kendteste tegnefilmproducent i DDR. Her skabte han talrige kendte dukke– og tegnefilm for børn, men udførte desuden bestillingsopgaver til DDRs fjernsyn og offentlige arrangementer. For nogle år siden var vi på de kanter og så huset, men det sagde os ikke ret meget.

Og nu spørger I sikkert, kære læsere, hvordan det er lykkedes mig at bygge bro fra filmproducenten Fritz Boehner og over til en lille bondestue – Svaret er ganske enkelt: Han har bygget bondestuerne.

Efter flugten i 1945 og ekspropriationen 1946 forsøgte Boehner sig først i Wirsberg/Oberfranken— i nærheden af sin fødeby Erlangen— at etablere sig med en ny filmproduktion. Men den amerikanske besættelsesmyndighed nægtede ham tilladelse.

Tvunget til arbejdsmæssig lediggang søgte han efter en ny indtægtskilde og fandt netop denne i nødkvartererne i Wirsberg. Her byggede han sammen med hjemmearbejdende mennesker— overvejende flygtninge fra Øst, der ligesom han havde fundet husly i disse barakker— små bayriske dukkestuer. Hans målgruppe var de amerikanske soldater, der skulle hjem, derfor skulle dukkestuerne være små, stabile og til en overkommelig pris. Produktionsomkostningerne blev indskrænket til absolut minimum.

Jeg ledte meget længe efter Wirsberger dukkestuerne. I januar 2012 blev endnu engang en stue sat på auktion på Ebay, og den 29.1.2012 bød jeg på den. Den blev udbudt som ”Bayrische Puppenstube Made in US Zone Germany” (Bayerisk dukkestube produceret i Den amerikanske Zone i Tyskland). Den blev min for 22,50 Euro. Det var fordelagtigt, da den lå i sin originale æske. Men man ser sjældent salg til højere priser, selv om mange sælgere drømmer om en højere pris.

Hvor jeg end så disse stuer, var indretningen den samme. Kun gardinerne og puderne var i andre farver, materialer og mønstre. Et sådant udstyr var ofte usædvanligt at finde i så små stuer. Meget sjældent kunne man genkende en tidligere ejers kærlige hånd. Dette undrede mig meget, men da jeg åbnede låget på den smukt trykte æske med min stue, fik jeg forklaringen.

De små møbler er limet fast, dvs. i 1947 – med en lim, som sikkert har været fyldt med skadelige stoffer, men til gengæld har været virkelig stærk, og som efter 70 år stadig holder.

Glad som jeg var, skrev jeg til mine veninder om dette køb og …. Overraskelse! Stefanie Ludwig skrev tilbage ”Jeg har også én!” Og selvfølgelig måtte jeg vide mere om den. Hun kunne dog ikke fortælle mig ret meget. Ifølge beretninger fra sin Mor og Far havde de i slutningen af fyrrerne modtaget denne dukkestue som betaling fra en kunde. Hun huskede, at hun af og til sammen med sin mor havde set på denne stue. Men hun havde ikke leget med den.

Nå ja, det gik jo heller ikke, da dukkestuen ikke er egnet til leg. Desværre står den godt pakket væk bagest på familien Ludwigs loft. Men, hvilken lykke, Steffie har fundet ældgamle fotos (1975) frem, som jeg fik lov til at vise her. Disse fotos har ganske vist lidt under opbevaringen i over 40 år, men…. Min mand ”fotobearbejdningskunstneren” har med tålmodighed og Photoshop sat dem sammen –  til en dobbeltstue – og det synes jeg, han har gjort godt.

Straks da jeg pakkede stuen ud, opdagede jeg de tre vinduer med de malede skodder. Min mand kunne slet ikke lade denne chance gå fra sig og lavede straks en af sine yndlings: ”Se blot her-optagelser!” Mini-Edi ,med den lille blå hue – en gave fra min veninde Jutta – flyttede ind i stuen til billedet… Nu er jeg slet ikke for så meget dikkedik, men her må jeg ganske enkelt sige: ”Åh hvor sødt!”

Farven i stuen skal man sikkert vænne sig til. Jeg husker disse farver ganske godt. Man må ikke røre ved dem, så smitter de af og forsvinder. Kridt! I min barndom havde vi sådanne farver på væggene i toiletrummet. Man måtte ikke se på dem med hvasse blikke, for så smuldrede de. Således også her i ”Den pæne Stue”. Men ellers har der aldrig været leget med den, den er hverken til støvet eller gulnet. Som ny!

Fra den første prøveopstilling med ”Ubegrænsede muligheder” – en Edi-dukke – den bliver i stuen. Hattebæreren flyttede ind her – dog er det ikke godt for et menneske at være alene. Han måtte have en kone. Jeg klædte en lille nøgen Edidukke på ved mit køkkenbord. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet. I mellemtiden har jeg med et lille trick gjort ovedelen mere påfaldende. Nå, det er egentlig også lige meget. Det allerbedste er i virkeligheden kosten, sådan en lille bitte kost har jeg aldrig før set. Jeg fik den engang af Gabo Richter. Jeg vil forfærdelig gerne vide mere om, hvor denne kost stammer fra.

Man kan ikke vide alt om alting!

Den pæne Stue

Bordet er dækket til et måltid med brød, hvad man ikke nævnte under auktionen. Under en anden auktion mangler disse ting fuldstændig. Man har lov til at være heldig: Et ølkrus og to skiver brød – sandsynligvis med Obatzter (Obatzda eller Obazda) – som pålæg (Obatzter er en osteret fra Bayern og kan staves på flere måder –  Lise Brastrup Clasen). Denne ret ligger på et ”træbrædt” af pap, og yderligere tre smørbrikse står på bordet. Således kan den nye husherre gå direkte til bords. ”Dös is pfundig!” som man siger i Bayern: Det betyder ”Det er storartet!”

Det er også smukt at betragte det sarte kalenderbillede. En afrivningskalender! Den passede så godt til stuen på den tid – i dag findes sådanne kalendere næppe mere. Jeg havde en, da jeg var 6 1/2 år gammel. Her stod hver dag et nyt bibelsk vers. Desværre var alle årets blade revet af allerede i marts. Da havde min bror fødselsdag, og jeg ledte efter et smukt vers, som jeg ville skrive på et stykke papir som fødselsdagsgave til ham – jeg kunne virkelig både skrive og læse allerede som 5-årig, jeg var umættelig med hensyn til eventyr og fortællinger. Mine søskende havde ikke lyst til at læse det højt for mig, som jeg gerne ville høre, derfor lærte de mig at læse. Men siden dengang har jeg elsket afrivningskalenderne.

Ser man nøje efter, opdager man, at også Steffies kalender er tiltænkt år 1947, og at også her ligger noget på bordet. Jeg går ud fra, at der lige som hos mig er dækket op til et måltid med brød. Som forventet er gardinerne og puderne også af helt andre stoffer end i min stue. Det er bare sådan, at man har brugt, hvad man havde i kludebunken. Jeg er glad for, at jeg kun har gennem beretninger har hørt om de tider.

En af disse store puder ligger på hjørnebænken i stuen. Den er stoppet fast. Den er af stormønstret skots ternet groft stof, sådan ville en pude ikke se ud i dag.

Ved begge vinduer hænger et glat lyseblåt gardin af fint bomuldsstof. Der er ikke isat glasruder. Gardinkapperne er fastgjort med blot ét søm, og af og til må man rette på dem, således at de sidder lige.

Kakkelovnen er udpræget smuk, og man kommer straks til at tænke på de kolde vinteraftener med stegte æbler.

Det lille vægur er ganske flot. Pendulet er en lille tråd. I modsætning til uret i en artikel, jeg engang læste i Bayrischer Rundschau, viser mit ur kl. 2, og jeg tror, at der mens kl. 14.00. For øvrigt viser urene til modeljernbaner overvejende 5 minutter i 5.

Soveværelset

Soveværelset er malet i en rød farve, som nærmest går over i orange. Iøjnefaldende er den nydelige spejlkommode. Det lille spejl er bare et tykke sølvfolie. Men alligevel!

De tykke puder og dyner i sengen var overraskende: to stk. med fast stoppede grove betræk. Også her igen i et ret stort mønster. Puderne i den lille bitte vugge er lige så stormønstrede og fast stoppet.

Puderne er limet fast i vuggen. Men jeg synes nu, at der skal ligge en baby i vuggen. Jeg løsnede forsigtigt puderne – det gik heldigvis godt og uden at beskadige puderne – og jeg fandt en passende baby til familien.

Babyen er af hårdt plastic fra ”Plastic Baby”, jeg mener, den er fra 60erne. For at det skulle gå hurtigt, har jeg bare hæklet en enkel løjert til den, dvs. ingen lille jakke eller små sparkebukser. Det er nemt at se størrelsesforholdet sammenlignet med 1 cent mønten.

Det ser ud til, at vuggen er limet skødesløst fast. På farven ser man, at den ikke senere er faldet af, men er blevet malet i denne tilstand. Hurtigt og ikke dyrt var mottoet i barakkerne i Wirsberg.

De rosa gardiner med diskret mønster er limet fast til gardinstængerne, ogg disse er derefter sømmet fast til stuevæggen. Sengeforliggeren er limet fast til gulvet. Den er helt enkelt lavet af en stykke uldstof. Den lille dug på frisérkommoden er ligeledes af et fastlimet stykke stof.

Klædeskabet er af en træklods. Ser man nøje efter, har den en lille krone, og man kan da forestille sig, at et sådant miniatureskab kunne have Kuhns dukkemøbler som forbillede. Skabsdørene kan ikke åbnes. Skabet er limet på en tynd bemalet plade. – I skrivende stund ved jeg ikke helt, om pladen er af pap eller tyndt træ. Som det ofte kan ske, er pladen gået lidt løs, hvad overrasker meget, da alle dele er klæbet fast med en meget kraftig lim, og man kan næsten ikke forestille sig, at sådan et lille hjørne kunne gå løs.

Betragter man dukkestuen udefra, kan den kun betegnes som virkelig rustik. Med undtagelsen af skodderne, er den absolut fremstillet af råt, ubearbejdet træ. Næsten ikke slebet. Men det gør stuen charmerende, ikke sandt? Den tykke bundplade – med den store indfatning i ”Den pæne Stue” – har en revne i venstre side. Heldigvis er denne revne stadig begrænset og løber ikke gennem hele konstruktionen af huset. Kigger man efter på undersiden af stuen, ses tydeligt, hvorledes revnen stopper ved logoet. Mon revnen kan bremses med papirlim? Det håber jeg. Iøjnefaldende er de relativt tykke søm, som holder sammen på huset.

Mærkningen af Wirsbergerstuen får dig til at ønske mere viden — ud fra den betragtning, at man ikke ved ret meget om Wirsberger værkstederne.

Made in Bavaria! (Fremstillet i Bayern) … Mon situationen i 1947 virkelig var så uklar, at man i Wirsberg har drømt om en selvstændig stat? Nå, ja, i mellemtiden ved man nu, at det havde set mere realistisk ud med betegnelsen Made in Germany (Fremstillet i Tyskland).

Selv om man klart og tydeligt stadig kan læse de viste papirlogos og stempler, kan man i dag ikke finde mere om Wirsberger Værkstederne, men i det mindste findes der endnu i dag i München en erhvervssammenslutning. Jeg holder af standhaftighed, som for mig ikke betyder stilstand, men sikkerhed.

Huset, møblerne, ja også æsken er malet hhv. dekoreret med hjerter og kornaks. Særligt aksene er påfaldende. Det som ved første øjekast ser ud som en stiliseret blomst, f.eks. på kakkelovnens krone og omkring spejlet på frisérkommoden, går igen på huset. Også hjerterne er sammenfattet til en ”blomst”.

Hermed nogle tekniske data for Wirsbergerstuen, når der ikke er angivet andet, forstås målene som bredde x dybde x højde i cm:

Æsken: 32 x 14 x 11

Selve kassen: 29,6 x 12 x 9

Stuen indvendig: 13 x 11,5 x 8

Klædeskabet: 7 x 5,8 x 2

Himmelsengen: Længde 6,4 x 4 x 5,8

Kisten: 4,6 x 2,3 x 4,6

Bordet: 5 x 3 x 3

Gardinstænger: Længde 5

Stole: siddehøjde: Højde: 2

Vugge, indvendig: 2,7 x 1,8

Vugge: Højde 2,5

Kalender 2,8 x 1,5

Urskive: 1 x 0,8

Ølkrus: Højde: 0,8

Som altid hos mig holder hund og kat og frem for alt en lille skildpadde indtog i stuerne, både i dem hvor der bor mennesker og i dem, hvor der bor dukker.

Min mand har til dukkestuen fået fremstillet en smuk overdækning mod støv. Sådanne kasser er ganske vist ret dyre, men beskytter næsten 100% mod støv. Frem for alt bruger jeg dem for at undgå, at de bitte små ting falder ned og forsvinder i støvsugeren for aldrig at blive fundet igen.

En henrivende lille dukkestue – også selv om den absolut ikke var egnet som legetøj.

Den lille Kuhnstue i trækassen ved siden af er beslyst, hvad jeg naturligvis syntes var meget smukkere. Da der så for nogen tid siden kom en tredje lille dukkestue hen i dette hjørne, gik jeg i gang med at løse ”Problemet”. Jeg indkøbte bitte små lyskæder med batteriet og LED-teknik. Nu har vi ingen mørke kroge i vor opholdsstue. Batterierne holder evig med disse LED-kæder.

Så smukt !

 Hvad der under alle omstændigheder skal nævnes: Fritz Boehner modtog i 1956 ”Das Bundesverdienstkreuz 1. Klasse”! (Fortjenstkorset af 1. klasse = en Stor orden i Forbundsrepublikken)!

Kære Sigi, vi siger hermed tusind tak for din dejlige og unikke beretning om tiderne efter 2. Verdenskrig!

Lene og Lise!

Et lille hygge projekt.

© for tekst og billeder Lene Byfoged.

Under oprydning i mit dukkeværelse fandt jeg et sæt gamle havemøbler, som jeg har flyttet rundt med, da jeg ikke lige kunne finde et sted, at placere dem. Samtidig dukkede en sød kikkasse op og så tænkte jeg, det må kunne kombineres.

Den lille kikkasse med nylagt korkgulv!
Den lille kikkasse med nylagt korkgulv!

Det pæne korkgulv er små selvklæbende fliser på 2,5 cm x 2,5 cm, er købt hos Søstrene Grene.

På jagt efter et møblement på diverse salgssider stødte jeg på en sød lille bakke og selvfølgelig, det skulle det være en lille cafe.

Den lille bakke, med alt til en lille hyggestund.
Den lille bakke, med alt til en lille hyggestund.

Jeg ledte videre og faldt over de fineste ting hos en hollandsk miniaturist (hedder det, det?), dem måtte jeg eje og så var det hele der, sammen med lidt fra kasserne, til en hyggelig lille cafe.

De fransk inspirerende ting.
De fransk inspirerende ting.

For at det hele skulle have et lidt fransk look, lavede jeg nye stolesæder. jeg havde noget kopipapir, (ved ikke rigtigt hvad det hedder), men jeg fandt en tegning af nogle søde lavendler og ned kopierede det. Det kunne så stryges på stof og jeg syntes selv, de blev rigtigt søde.

Før og efter!
Før og efter!

Bordpladen var ikke særlig pæn, så igen kom computeren og printeren mig til hjælp. Jeg kopierede noget marmor og printede ud på kraftigt karton og fik en flot bordplade. En fransk plakat. blev også kopieret ned og printet ud.

Før og efter.
Før og efter.

Jeg syntes selv det er blevet ret hyggeligt og er tilfreds. Dejligt tingene bliver anvendt, i stedet for at ligge i kasser. Hullerne på bagvæggen, er til en lille lyskæde.

Så er der bare det lille problem, hvem skal have fornøjelsen af, at være på cafe? Husets unge pige, der snupper en pause på vej hjem fra indkøb? Eller den gamle kone, der virkelig trænger til en pause! Vi får se!

fil-22-10-2016-10-42-14

dsc_0004
 Det færdige resultat. Det er meningen, at gulvet ikke skal være så pænt!