Det er så dejligt, når bloggens indlæg kan inspirere andre. Det er med stor glæde jeg bringer Lises indlæg, inspireret af Angelika Salzwedel. Jeg er sikker på, det også glæder Angelika. Tak Lise!
Lene
Inspireret af Angelika Salzwedels fine artikel om gamle glansbilledalbums og deres oprindelse, fik jeg lyst til dele hvad jeg har liggende. Jeg har ikke så mange gamle albums, men kan derimod vise nogle af de nyere masseproducerede albums.
De få gamle albums jeg har, er meget enkle og stilfulde i deres udtryk, indholdet har været det vigtigste.
Til gengæld har jeg en del fra nyere tid, ca. 1940-1980, der alle er særdeles farverige og med lokkende, til tider overnuttede, forsidetegninger. Desuden slog det mig, at næsten alle mine albums enten har røde eller lyseblå baggrunde.
Hver samler har sin egen tilgang i måden at samle på og jeg må indrømme, at jeg er typen der uden blusel kan finde på at slagte et album; dog kun hvis indholdet i forvejen er håbløst; halvdelen af billederne er måske allerede fjernet eller faldet ud, eller albummet fremstår på anden vis som noget rod, MEN jeg gemmer altid omslagene.
Som inkarneret samler af påklædningsdukker og interesse for deres tegnere, har det været et påskud for at købe glansbilledalbums, når jeg er faldet over ét med omslag tegnet af fx Ebba Schultz, Illa Winkelhorn eller Evalisa Aghaton.
Omslags-illustrationen har således ofte været vigtigere for mig end selve indholdet; der har bare været en bonus, der fulgte med.
Ebba Schultz og Illa er sammen med bl.a. Ely Gross, Axe Boysen og Richard Møller nogle af de ganske få danske tegnere, der har tegnet glansbilleder. Langt de fleste glansbilleder er af tysk eller engelsk oprindelse. Evalisa Agathon, der er svensk, har været produktiv langt ud over det sædvanlige; andre dygtige svenske tegnere der er værd at nævne i denne sammenhæng er Lucie Lundberg og Helge Artelius samt Aage Damsleth der dog er fra Norge.
Her følger en række eksempler på omslag fra min samling fra de forskellige årtier. Indholdet ser vi på en anden gang.
Hele samlingen af mine albums kan ses på min hjemmeside www.mosterlise.dk
Lise Rasmussen september 2024
Enkelt og stilfuldt fra 1920´erne
Enkel illustration af Ebba Schultz. 1930-40´erne
Der findes en hel del albums og glansbilleder med royale motiver fra 1940´erne. Samleobjekter der har været små glade lyspunkter under krigen.
1950´erne. Så bliver det så putte-nuttet at det indimellem tangerer til det kvalmende, hvis man spørger nogen, men det er Evalisa Agathons kendetegn.
1960´erne. Meget tidstypisk illustration af Ely Gross. Hun er en af mine yndlingsillustratorer. Jeg har altid været vild med dette stofudtryk, som går igen på mange af hendes juleklip og påklædningsdukker. Mange bryder sig ikke om det. Jeg elsker det.
Det her er 1970´erne, når det er bedst.
Farverigt omslag fra ca. 1980.
Herefter begynder de ”smarte” selvklæbende albums at komme frem på markedet.
De er smarte på den måde, at man ikke skal bruge lim for at få billederne til at sidde fast i albummet, men blot sætte billederne ind på en forlimet side, som man herefter dækker med det gennemsigtige stykke plast der er fastgjort til siderne.
Det har sikkert noget med opbevaring at gøre, men nogle albums bliver meget klæbrige med alderen og billederne ødelagt af limstriber, mens andre bliver så udtørrede at billederne drysser ud.
Jeg ved ikke, hvordan andre samlere gør, men jeg opbevarer mine ark i plastiklommer i ringbind og løse billeder opsat med trylletape, men som sagt – det kigger vi på en anden gang. Tak fordi du ville læse med.
Som de fleste jo ved, er Angelika Salzwedel, ekspert i antikke glansbilleder. Det er dejligt hun vil dele sin viden, med os her på bloggen.
Stor tak til Angelika!
1800-tallets største papir samlerobjekt, var uden tvivl glansbilleder.
Glansbilleder og albummets historie:
Den nøjagtige oprindelse er ikke klar. Nogle folklorister er af den opfattelse, at de kommer fra de dekorerede familie fotoalbum, altså de senere digtalbum. Andre er af den opfattelse, at de finder deres oprindelse i mønsterbøgerne hos de hollandske billedforlag fra det 17. århundrede. De indsatte deres lagergraveringer i albums for at gøre det lettere, for købere at vælge. En anden form kunne være de udskårne billeder, som har været dokumenteret siden 1700-tallet. Det var sort-hvide litografier, der blev malet og skåret ud af børn og derefter sat fast i klæbrige albummer.
I England kaldes glansbillederne stadig i dag for scraps. Det er papirbilleder, der er blevet limet på papir. Min version er, at de ville forsøge at efterligne motiverne fra de gamle mønstre til poesialbums, glansbilledealbum etc. og så er de første gamle motiver af glansbillederne, de samme motiver, som vi kender fra de gamle smukke broderi mønstre. I 1797/98 opfandt Aloys Senefelder, stentryk og litografi. Denne overvejende manuelle udskrivningsproces, blev oprindeligt hovedsagelig brugt, til at gengive monokrome originaler. Kromolitografi, altså flerfarvet stentryk, blev opfundet i 1816 af litograferne Engelmann og Lasteyrie. Hver farve skulle placeres, på en anden sten. Den industrielle brug af kromolitografi har været kendt siden 1835. De første oblater dukkede op i midten af 1850’erne. Wolf Hagelberg var den første, der kom med ideen om at udskrive, små billeder forbundet med stænger i Berlin i 1854 for at printe ud og stabilisere arket. I 1860 blev de fremstillet i lille format i stentryk og blev hovedsageligt brugt til at dekorere familie fotoalbum og poesialbum. Næsten alle motiverne havde en symbolsk karakter.
En af glansbilledernes vigtigste og nok centrale funktioner, var at udfylde glanabilledealbum, scrapbøger og poesialbum.
Storhedstiden for glansbilledealbum, kan have været omkring 1900. Der var færdige glansbilledealbum, indbundet i læder, men også simple selvfremstillede hæfter eller små albums. Angelika Salzwedel, har nu over 30 forskellige gamle scrapbøger i meget forskellige designs og designs, de ældste er over 100 år gamle. Hun hun har selvfølgelig også lavet nogle selv.
Først sætte voksne, deres glansbilleder, postkort og billeder fra magasiner ind i deres scrapbøger, sorteret tematisk. Der blev valgt specifikke temaer, som haver, husliv, blomster, jul, påske, engle, husdyr eller eksotiske dyr osv., og så blev resterne eller glansbillederne, ordnet pænt. Senere fik børn også lov til at være med eller lave deres egen scrapbog. Der var også glansbilleder, med bogstaver og tal at lære, som var beregnet til børn. Det var en tid, hvor der hverken var radio, fjernsyn og bestemt ikke internet. Om aftenen, efter arbejdet var færdigt, beskæftigede vi os med denne fine opgave.
Angelika har en masse glansbilleder, i sit første poisialbum fra omkring 1959 – 1960. Nogle gange satte mine skolekammerater flere glansbilleder, på den frie side og arrangerede dem pænt.
Jeg takker Lene for den fine oversættelse.
Ovenstående er eksempler, på smukke glansbillede albummer.
Angelika Salzwedel har sendt dette indlæg om glansbilledernes betydning i håndtering af sorg.
Copyright for tekst: Angelika Salzwedel.
Stor tak til Angelika.
Kristne symboler var meget populære på glansbilleder, i tidligere tider, fordi symbolerne var kendte og kunne fortolkes. Her er eksempler på håndteringen i sorgen.
Korset betyder tro (Fides). Roserne betyder kærlighed og betydningen af forglemmigej, står allerede i navnet. Det betyder “vil aldrig glemme”.
Ankeret betyder håb (Spes). Her igen med forglemmigej = vel aldrig glemme.. I Lägerdorf (Krs. Steinburg) er der et anker foran, den protestantiske kirkes menighedssal og på kirken er der et skilt med inskriptionen “Håb”.
Hjertet betyder kærlighed (caritas). Her igen med forglemmigej, jeg vil aldrig glemme.
Vindmøllen er forgængelighedens tegn, med blomsterne forglemmigej og røde roser tegn på evig kærlighed.
Jeg vil gerne slutte med en engel i en blomsterkrans. Blomsterkransen symboliserer uendelighed og evighed. Englen, som en himmelsk budbringer, forstærker symbolet.
Jeg har modtaget dette dejlige indlæg fra Angelika Salzwedel. Jeg håber, at I syntes det er lige så interessant, som jeg syntes! Og ja, jeg tror på, at vi alle har en skytsengel.
En stor tak til Angelika!
Lene
Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Har alle en skytsengel? Tror folk stadig på deres skytsengle i dag? Jeg ledte også efter svar, på dette spørgsmål på min juleudstilling. Billeder af skytsengle, plejede at blive givet væk som lykønskningskort, primært til konfirmation eller som minde i poesialbum.
Skytsengel med en honeycomb-kjole. Gave fra Lene.
Den smukkeste illustration, jeg har, fik jeg af Lene til denne udstilling. Den viser en smuk skytsenge,med en honeycomb-kjole, fra omkring 1900, som en hilsen på Valentinsdag. Dette var også en af de mest beundrede skytsengle på udstillingen.
Fra et glansbillede album fra 1904.Fra et glansbillede album fra 1904.
Dette spørgsmål om engle og en personlig skytsengel, blev flere gange stillet af besøgende på juleudstillingen “Himmelske budbringere” i Brunsbüttel lokalhistoriske museum, i december 2022, som naturligvis hovedsageligt handlede om juleengle. Men også om skytsengle. Jeg nød virkelig disse samtaler, og de var meget oplysende for mig. Mange besøgende, besvarede spørgsmålet, om deres personlige skytsengel med “ja”. Nogle fortalte deres historie, og det de følte med mødet, af deres skytsengel. Jeg havde personligt indtryk af, i disse vidunderlige samtaler, at skytsenglen er der for mennesker og hjælper dem. Hvor vidunderligt i denne truede tid.
Dansk konfirmationskort.Gave fra Lene.
Tysk konfirmationskort.
Tysk konfirmationskort.
Tysk konfirmationskort.
De smukke gamle konfirmationskort fra Danmark og Tyskland omkring 1900, hvorpå skytsengle er afbildet, og gamle glansbilleder i gamle digtalbum, var meget imponerende. Det er religiøse illustrationer, som senere ikke længere optræder i dette omfang.
Fra et dansk glansbillede album.
Forsiden fra et dansk glansbillede album.
Smukke skytsengle i fedtsten, blev også vist. Ud over kristendommen, har mange andre religioner, også skytsengle. De er også nævnt i esoterisk og antroposofi. Jeg er glad for, at have disse smukke gamle lykønskningskort og også de vidunderlige glansbilleder i de gamle album. Efter mere end 100 år er de vendt tilbage, som skønne figurer “lavet af fedtsten”. Jeg vil gerne takke Lene mange gange, for at donere disse vidunderlige kort, for at have oversat denne tekst og for layoutet.
Så har Angelika igen sendt nogle skønne gamle glansbilleder og lykønskning kort til bloggens læsere. Så smukke er de og jeg takker Angelika mange gange for dette indlæg.
Jeg har tidligere fortalt om glansbilleder, og mere end én gang. Det er trods alt, et af de store samlerområde, trykte billeder fra 1800-tallet, med deres vidunderlige glans og stærke udtryk, i en flot prægeteknik.
De første billeder, dukkede op fra midten af 1850’erne. I 1854 i Berlin, var Wolf Hagelberg, den første, der kom med ideen om, at udskrive små billeder, der var forbundet med søjler, så det arket blev forstærket og kunne printes ud.
I 1860 blev de lavet i lille format med stentryk og blev hovedsageligt brugt til at dekorere poesialbum og postkort og som små pryds skatte. Jeg har nogle smukke eksemplarer, som jeg gerne vil præsentere for dig.
Under billederne, står landet, de er fra. Fælles for dem alle er, at de alle er lavet omkring 1890. Det fine ved postkort og poesialbum er jo, at man kan datere dem. Jeg håber, du nyder at se på disse små skatte.
Jeg takker Lene for den skønne oversættelse og for det flotte layout.
Angelika Salzwedel i april 2022
Disse 3 billeder foroven er fra samme lykønsknings kort. Kortet er tysk.For og bagside på svensk kort
De 2 ovenstående billeder er for og bagside af samme kort. Fra Sverige.
Og det samme med disse 2 billeder fra Sverige.For og bagside på svensk kort.
Tysk konfirmationskort med glansbillede ,fra omkring 1900. Korset symboliserer tro og er dekoreret med mange blomster.
Hvor vi dog gemmer og samler, og pludselig kommer alle barndomsminderne frem. Det bor helt sikkert i os alle at have noget at tænke over, og ikke bare kassere – det er åbenbart også in at forvandle YT til NYT: en udsendelsesrække, der er værd at se og lære af, sprængfyldt med gode ideer – men også af og til med nogle kiksere….
Gammelt foto fra en artikel i Søndag – Babydukken har jeg malet på et dukkekursus, han har porcelænshoved og hænder og er ellers af stof! -50 cm høj
I vore familier er vi gemmere og samlere, og vi er glade for alle vore finurlige og kære minder. Og snakker man med andre, har de allerfleste det på samme måde, selv børnene samler på alt muligt. I min barndom var det ofte de næsten gratis glæder, så som Richs– og Danmarksbilleder, påklædningsdukker fra blade, aviser og havregrynspakker, frimærker, postkort, karamelpapir, cigaretpakninger etc. og selvfølgelig glansbilleder og købepåklædningsdukker, sjove reklamer, ja sådan kunne jeg blive ved.
Min søster samlede på jokere fra spillekort, og hun måtte inkassere en del vredesudbrud og bistre blikke, når de manglede i familiens spillekort. Mette har stadig sin dejlige mappe med jokere, og stor var hendes forbløffelse, da hun en dag opdagede, at vor lokale boghandler havde samme hobby.
Den sjoveste oplevelse angående børn og samlermani fik vi, da vore gode engelske venner i Luxembourg, forældre til dengang 8-årige tvillingedrenge, til stor forargelse og forbløffelse fandt en tom ginflaske under en af drengenes senge… ”Men bare rolig!” forklarede drengene: ”Vi samler på etiketter og kraver fra vin– og spiritusflasker, så den skal i blød i badekarret, således at vi kan tørre den flotte etiket!” Tja, så måtte selv bornerte/moralske englændere give fortabt!
Heubachdrengen tv er den første dukke, jeg støbte og malede etc. på kursus. Kinserepigen Chi kom til senere, også fra et kursus! (jeg har heldigvis alle dukkerne endnu!)
Vor ældste søn samlede på frimærker, og da vi flyttede fra Luxembourg til Danmark var ungersvenden allerede flyttet på grund af studier, men han havde da pakket, sagde han, jeg skulle bare pakke hans samling af smukke glas, som Povls gamle Moster havde foræret ham, og det gjorde jeg så. Derefter skulle der gøres rent og tørres støv af, og oven på et skab opdagede jeg nogle aviser. De skulle væk— og jeg fejede dem ned med en hurtig bevægelse…. Men så stod jeg pludselig i en regn af små stykker papir eller rettere sagt frimærket, som var blevet opblødt og lagt til tørre…. (Godt at ingen var i nærheden, for nu blev ordforrådet udvidet med alskens ikke lige frem stuerene gloser!…. )
Selv havde jeg gemt alle barndommens påklædningsdukker, deriblandt nogle flotte filmstjerner sendt fra min Moster, der dengang boede i USA, Richsalbums og meget mere, og Povl havde gemt alle sine Anders And Blade lige fra nummer 1, pænt sorteret i årgange, og der var meget mere, bl.a. gamle billedbøger, desværre fik vi stormflod eller styrtregn med efterfølgende vandskade i kælderen, hvorefter alt flød rundt som små ”pyssenysser/papirstumper”… en bitter dag, og hvad hjælper en erstatning fra forsikringsselskabet!!! Ingenting, for det var jo minder – som mange gange ikke kan købes igen…. ….. Povls frimærkesamling stod heldigvis ikke i kælderen. Og de dukker, der havde overlevet fra min barndom, stod heldigvis i et skab ovenpå.
Livet går videre, og man samler igen. Og en skønne dag har man huset fyldt med påklædningsdukker, bamser, dukker og andet gammelt legetøj etc.
Negerpigen ”Crissy” fra Roots, ”schweizerdukke” syet herhjemme, hvor jeg forsøgte at få hendes bedrøvede udtryk frem!”
Min dukkesamling blev grundlagt, da vi under en ferie i begyndelsen af 1980erne var på vej fra Luxembourg til Danmark og kørte ind i Düsseldorf for at besøge et legetøjsmarked… her var bl.a. dukkemagere og salg af alskens materialer. Ret fascinerende og en ny verden for mig. Jeg købte en del bøger og materialer, samt et par forme, desuden gamle påklædningsdukker og meget andet, det ophold på nogle timer i Düsseldorf var både dyrt og skæbnesvangert … men der gik dog nogle år, før jeg kom i gang som dukkemager. I mellemtiden læste jeg om alle de gamle dukker og besøgte også en del museer, og – kort sagt – jeg faldt i svime hver gang over de enestående samlinger
Nogle år senere flyttede vi permanent til Danmark, og her opdagede jeg, at der var dukkekurser annonceret i alle aftenskole-katalogerne, og at der i ”vores” landsby var kursus i at fremstille porcelænsdukker. Det kunne jeg ikke leve med uden at prøve, og ih, hvor var det fornøjeligt, alene det at møde en flok andre charmerende ”særlinge/originaler” med samme interesse. (En af de pågældende var Rita Nielsen, også debutant og nu med blandt bloggens læsere, og tro det, om I vil, Rita og jeg fik hurtigt (naturligvis ganske ”uforskyldt”) sat fut i fejemøget, og vi blev som flere af de andre faste gæster på de mange efterfølgende kurser! )
Dejlige Bamsebasser fra min samling !
En stor flok dukker bredte sig på hver eneste ledige plads i hjemmet, og samtidig købte jeg nogle af de gamle og smukke porcelænsdukker fra kendte firmaer…. Dukkerne skulle klædes på, og mange af kursisterne ville gerne have oversat vejledninger etc. til mønstrene og de særligt fine dukkekroppe af skind – en inspiration til mig om at oversætte, og senere kimen til mit forlag, idet der næsten ikke fandtes litteratur på dansk om gamle og nye dukker, samt om dukkemageriet.
Det gik nu slag i slag, hurtigt fik jeg forbindelse med en masse andre samlere og dukkemagere, og jeg prøvede desuden at lave stofdukker – schweizerdukker kaldte vi dem dengang – en dukke af voks blev det også til: hun var en smuk fransk dukke, som jeg senere har fortrudt, at jeg solgte. Jeg malede desuden En dukke med træhoved og lemmer og stofkrop… etc., etc.
Det var dog ikke rigtig nok for kreative mig, jeg begyndte at modellere dukker, og det var rigtig sjovt at få et særligt udtryk frem. Kreativ har jeg altid været, bl.a. tegnede jeg altid påklædningsdukker – og det gør jeg, som I sikkert har set, såmænd den dag i dag!
Samtidig samlede jeg på bamser og syede også selv en del…. Senere var jeg medstifter af Dansk Dukkeforening, blev medlem af Legetøjsklubber, bl.a. Snurretoppen, hvor jeg stadig er medlem, var med på nogle museumsrejser (dukker, bamser, miniaturer osv.) – og alt imens oversatte jeg og udgav dukke– og bamsebøger, samt havde en kraftig im– og eksport af bøger i legetøjs-genren. Det blev efterhånden også til bladene: Nordisk Dukketidende, Nordisk Bamsetidende og Påklædningsdukken, engang blev jeg overtalt til også at udgive Nordisk Miniaturetidende, det blev dog en bet, idet de søde entusiaster, der havde lovet mig stof til bladet, svigtede, der kom således kun 5 numre, hvorefter jeg stoppede – lidt ærgerligt at måtte opgive, men det gælder for mig om at indfri løfter til læserne, og det følte jeg ikke, at jeg kunne på det tidspunkt…. Morale: Stop, mens legen er god!
Somme tider bliver man kendt i kredsene, det gjorde jeg bl. a. da jeg sammen med en hollandsk forretningspartner arrangerede et par Dukke– og legetøjsmesser i Danmark, og forfængelig som jeg er, har jeg selvfølgelig opbevaret artikler fra aviser og blade om mit virke!
Jeg har altid tegnet påklædningsdukker og gør det stadig!
Det blev også til mange museumsbesøg, og det gør det stadig. Desværre eksisterer mange af de alsidige og dejlige museer ikke mere, deres indhold er solgt og spredt for alle vinde, tænk blot på Margot Siesbyes storedukkesamling, Missers Dukkemuseum i Ebeltoft og Legolands enestående samlinger, dog er der heldigvis kommet nye til, bl.a. Olgaslyst og Skagens Bamsemuseum, samt Miniseum i Mariager, og der eksisterer heldigvis flere små dukke– og miniatureklubber.
Teenage-påklædningsdukke fra OTA-Solgryn!
Min store passion er nu påklædningsdukkerne og også bamserne, samt miniaturer, men jeg må hele tiden tage mig selv i ikke at sprede mig for meget. Samlergenerne er der bare – og de her HELDIGVIS uhelbredelige!
Glansbilleder, gamle som nye er stadig et hit!
Kære Alle…. Dette er om mig og mine samlergener og min kreativitet, og skulle I have lyst til at fortælle lidt om jer selv og jeres samlinger etc., er I mere end velkomne, da det altid er både morsomt og lærerigt at læse om hinanden.
