Sigi og Gerhard tilbragte jul og nytår i Seiffen og har sendt dette indlæg, om et af deres museumsbesøg og deres oplevelser.
En kæmpe stor tak for at dele med bloggens læsere!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign
D. 1. Februar 2023 – VERO – særudstilling i Seiffen
Dit barn vil have VERO-legetøj – dette var mottoet, der blev brugt i 1967 til at annoncere, for køb af legetøj under VERO-paraplyen. I dag tiltrækker legetøjsmuseet i Seiffen, besøgende med dette motto.
Bor du i det nordlige Tyskland, er det ikke ligefrem, et stenkast væk, at besøge denne udstilling. Ikke desto mindre, tog vi turen til Seiffen kort før jul. Jul i Seiffen, ja, det har noget magisk over sig.
Selvfølgelig ville vi deltage i julegudstjenesten, i den legendariske Seiffener Bergkirche. Men det blev der ikke noget af. Da vi kom til kirken, en time før gudstjenesten, var der allerede en lang kø, der ventede på at blive lukket ind. Det store antal mennesker, passede bestemt ikke ind i den lille kirke.
Nå men, så vi ventede i hvert fald på, at optoget med børnene med Mettenlanterne kom. Det rørte vores hjerter så meget, og julestemningen nåede sit klimaks, da vi så lanternebærerne på den anden side af dalen. Senere blev deres indgang i kirken, ledsaget af klokkeringning. Ikke underligt, at der var så mange biler, med nummerplader fra nær og fjern parkeret på de omkringliggende parkeringspladser. Så ja, hvis du har julen i dit hjerte, skal du fejre jul i Seiffen.
Vi tog alle julehilsner og pakker, fra familie og venner med til Seiffen. Der var et særligt julekort, i min veninde Gelis pakke. Det viser et maleri af Max Schanz. Kortet viser Mettengang, bedre end nogen forklaring.
Og det bringer mig endelig til VERO-udstillingen. Det første jeg så, var en blomstermarkedsbod. Det overraskede mig meget. Jeg havde indtil da troet, at nogle af disse buketter, hørte til Lundby husene. Jeg tror ikke,det kun er mig. De er afbilledet i Lundby-kataloget. Jeg vidste ikke, at VERO havde “lavet” dem.
Udover blomsterboden, var der også en “keramisk” bod. Vi i det vestlige Tyskland ville nok kalde det en keramikbod. Ligesom med så mange af udstillingerne, var keramikken lavet af plastik – eller “plaste“, som de kaldte det i DDR.
Og det bringer mig til udstillingens – for mig – absolutte mangel. Jeg forbinder VERO med træ. Men på denne udstilling – i hvert fald på dukkehusområdet – vises mange genstande af plastik.
Så disse udstillinger, falder ikke inden for mit fagområde, og jeg kan desværre ikke fortælle noget om dem.
For selvfølgelig ved jeg, hvor meget samlere kan lide, at se billeder af “deres” stykker – jeg kan ikke lade være – jeg tog naturligvis en masse billeder. Jeg beklager, at kvaliteten af billederne er ringe. Men museet er alt andet end fotovenligt. Glasset lever ikke op til nutidens standarder. Det er ikke anti-reflekterende, og montrene var fyldt på 4 sider. Der er ingen partitioner. Så jeg tog for det meste, genstandene ud af billedet og klippede dem ud.
Her var jeg glad, for det store træ. Som Kuhn-samler, elsker jeg naturligvis de malede træer på sidevæggene – også selvom det som her, ikke er æbletræer.
Dette forstadshus med en skorsten, overraskede mig en smule og er helt sikkert langt fra virkeligheden i DDR. Det var bestemt, meget få mennesker i DDR, der kunne leve sådan.
Dette tomme hus er meget legevenligt, på grund af muligheden, for adgang fra alle sider.
Endnu et tomt dukkehus. Det sammenklappelige dukkehus “Søblik”.
Jeg havde virkelig glædet mig til denne udstilling, og det var faktisk drivkraften til vores tur. Men gnisten var der ikke rigtig for mig. En stak papkasser var ikke, hvad jeg forventede.
Jeg blev dog rigtig glad, da jeg så denne minibutik. Legevenlig, der kan leges fra begge sider. Den er omkring 50 cm høj. Meget praktisk med bærehåndtag og fin med butiksklokke. Jeg havde ikke set den før.
Jeg kunne også godt lide den lille skovhytte. I dette tilfælde var den fritstående montre naturligvis en fordel. Man kunne se indretningen og haven.
Dette lille værelse fik blot navnet “Conny Spielserie Zimmereinrichtung 1981”. Et par dage senere, opdagede jeg et identisk et i Olbernhau Bymuseum. Der er en permanent VERO-udstilling der, og Conny-serien blev forklaret der.
Jeg mener, at en sådan/lignende forklaring, også ville have været passende i Seiffen.
Jeg var direkte rystet over præsentationen, af dette badeværelse. Se på det næste billede, og du vil se hvorfor.
Dette badeværelse er nænsomt indrettet med to vaskeklude og to håndklæder. Håndklæderne blev dog placeret af museet som badeværelsestæpper. Bøjlen blev skubbet ind under “tæppet” foran håndvasken. Bøjlen er synlig foran badekarret. Vaskekludene blev hængt på håndklædestativet. Hvor er det ærgerligt, dobbelt så ærgerligt, for dette er mere eller mindre det eneste dukkehjem, med den tidligere ejers personlige udstyr. Og det er præcis, hvad vi kan lide at se.
Andre æsker med møbler, blev også vist.
Og her, nogle møbler uden emballage.
Dukkehusmøblerne var naturligvis kun en del af udstillingen. VERO legetøj af forskellig slags var repræsenteret. For eksempel, forter fra “det vilde vesten”, sandkasselegetøj samt biler, tog og meget mere. Alt hvad der var produceret. På grund af tidsnød, var mit besøg, dog kun rettet mod dukkehusene og møblerne.
Alt i alt en interessant udstilling, som efterlod mange ubesvarede spørgsmål. Det er ikke nemt, at sammensætte en stor særudstilling, når der er en permanent udstilling, om samme emne, mindre end 12 kilometer væk.
Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender
Dukkehilsner
Sigi Ulbrich