Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©
Da jeg startede med at samle og interessere mig for dukker, talte og læste man næsten altid om dukker af porcelæn eller china, idet pocelæn– og chinadukker betragtedes og stadig betragtes som Dukkernes flagskibe…..
Men hurtigt fik jeg øjnene op for dukker af andre marterialer, som i mange tilfælde virker varmere på mig. Og jeg har da stadig min amerikanske dukke med gummikrop og – ører, og hoved at plastic.
Heldigvis har enormt mange samlere fattet interesse for dukker af stof, papmaché, kompomasse (af nogle kaldet komposit), træ, celluloid, plastic, vinyl og meget andet. Og der samles på livet løs på barndommens dukker.
De fleste er fremstillet i Danmark, Tyskland, Storbritannien og Italien og USA. Men selvfølgelig også andre steder, og f.eks. er de søde Wildebras-dukker hollandske…. Wildebrasdukkerne startede som papmaché-dukker, derefter blev de lavet af plastic eller kunststoffet polyethylen og senere desuden af vinyl
Fabrikken er stiftet af Brødrene Nolles. De var i tobaksbranchen, men efter 2. Verdenskrig blev det svært at fremskaffe tobak, og man så sig derfor om efter noget andet, og det te resulteredes således i dukkefabrikken Wildebras i Steenwijk. Her startede man i 1946 med at fremstille dukker af papmaché – dukkerne var rigtig søde med forskellige ansigtsudtryk og omhyggeligt malet. I 1957 gik man over til kunststoffet polyethylen eller plastic— og senere i 1962 fremstillede man sideløbende dukker i vinyl. Produktionen varede til 1976, hvor fabrikken brændte. De sidste mange år lå man i skrapkonkurrence med dukker fra bl.a. USA og Japan.
Dukkerne var naturligvis mærket, enten med et påklæbet/indridset mærke på ryggen eller et lille skilt, som hang på dukken. De samlere, der har vist mig deres Wildebras-dukker, har alle erhvervet eksemplarer, hvor der står Wildebras i dukkens nakke.
I 1956-1957 gik man over til fabrikation af plastic, som man i løbet af 1957 introducerede som polyethylen – dukkerne er søde og udtryksfulde, og et af kendetegnene er de drejelige håndled og de indsatte øjne. Nogle af dukkerne mindede meget om både Skildpadde– og Cellbadukkerne – nå, ja, det kan vist ofte for de fleste være svært at skelne mange af disse dukker fra hinanden uden først at se efter mærket i nakken!!!
Fra 1962-1976— den såkaldte Polyethylen-vinyl-periode – hoppede firm<aet selvfølgelig med på ”velstandsvognen” og fremstillede de allerkæreste dukker både af plastic og vinyl.
I denne periode fremstillede Wildebras desuden bamser af polyethylen/plastic. De 42 cm høje bamser fandtes i 3 farver: brun, hvid og grå med drejeligt hoved, og drejelige arme og ben, alle havde faste øjne. Bamserne fandtes desuden med overtræk af kunststof.
Som andre firmaer på den tid leverede man ofte dukkerne i emballeret i salgskartoner. Dukkerne var fint klædt på, og der solgtes bl.a. dukker med ekstra parykker. Fabrikken var leveringsdygtig i dukketøj, sko (her var et enormt udvalg), dukkelegetøj, møbler (bl.a. stole og dukkesenge) og meget mere.
Og naturligvis stod man ikke tilbage for tidens mode med mannequin– eller modedukker, idet man lancerede Willy Wildebras med en omfattende garderobe. Også en GÅ-dukke kunne ses blandt fabrikkens store udvalg!
For drengene fremstillede man byggesæt à la dem vi alle kender: Wildebras Konstruktie. Desuden fandtes der spil og ikke at forglemme et stort udvalg i Wildebras’ Autos, som man kaldte de mange biler.
Vil du vide mere om Wildebras, findes der tre bøger på hollandsk : Wildebras, Méér over Wildebras (Mere om Wildebras) og Tøj til Wildebrasdukkerne (Kleding voor Wildebras Poppen) med en masse gode mønstre til dukketøjet. Alle bøger er udgivet af Niesje Wolters van Bemmel, EPE, Holland. (Jeg havde i sin tid lejlighed til at oversætte og udgive bøgerne, men gjorde det ikke, da Wildebras-dukkerne ikke er særligt kendte i Danmark).
Denne korte beretning skulle give jer et bredt indtryk af Wildebras-dukkerne,
Og måske nogle af jer har en eller flere i jeres samlinger. Dukkerne ses ret ofte på markeder og messer, og prisen er rimelig.
G o d L æ s e l y s t !
Kilde: Lise Clasen Research ©