Angelika fortæller: I denne specielle juletid har vi på grund af corona-epidemien fået mere tankevækkende tid sammen med familien, og vi holder derfor endnu mere fast ved vore skikke og julepynter huset her i førjuletiden.
I Norden er julekrybber ikke så almindelige som i de sydlige lande, men alligevel er der i Norden tradition for at pynte med krybber af papir.
Jeg er den lykkelige ejer af en vidunderlig gammel krybbe af papir fra omkring 1890— en kromatografi af præget karton—som altid har været i familiens eje. En sådan folde-ud– hhv. klappe-ud-krybbe eller krybbe til at stille op var i perioden 1850-1900 mange steder almindelig. Den bestod af præget karton i forskellige, vidunderlige farveudgaver. De første krybber af papir kunne man se allerede i begyndelsen af det 18. årh.
Denne kikkasse er en slags folde-ud-krybbe!
Storhedstiden for de håndmalede krybber af papir kom omkring år 1800 frem efter krybbeforbudet for klostre og kirker. Mange kunstnere, der dengang skabte de så elskede krybber af træ, stod nu pludselig uden arbejde og indtægt. For at afhjælpe denne nødsituation begyndte nogle af dem at male små krybber af papir. Disse krybber blev godt modtaget, og folk stillede krybberne op i deres hjem. Dog var det kun de velhavende borgere, der havde råd til disse krybber.
I Biedermeiertiden blev det at fejre jul i familien skød mere og mere midtpunkt og trasdition, og da krybbeforbudet atter blev ophævet, udvikledes en stærk og livlig fremstilling af krybbebuer og tegninger til udklipskrybber. Her spillede Joseph Führich en stor rolle, idet han udviklede den såkaldt ”Führich-krybbe”. Den glædede mange sig over, og endnu i dag er den enormt populær.
Denne smukke tjekkiske krybbe er af Krydsfinér !
Imidlertid forandrede smagen sig, og de barokke modeller var ikke længere efterspurgte. En ny stilretning opstod i begyndelsen af det 19. årh. gennem de såkaldte Nazarener, en sammenslutning af tyske og østrigske kunstnere. De stræbte efter en bedst mulig naturtro og detaljeret fremstilling af julenat. Denne stil afløste nu den barokke og senbarokke krybbe og bragte i Nazarener-stil krybben tilbage til sin oprindelse, dvs. området ved Bethlehem. Hermed fødtes ”de orientalske krybber” eller ”krybber fra Østerland”.
Disse to meget flotte og detaljerede krybber måler 20 x 25 cm og er fra omkring år 1900
Disse krybber var ikke tilgængelige for alle og enhver, selv om de ikke kostede så meget som krybber skåret i træ. Omkring 1910 kostede et stort klippeark lige som meget som et rundt pundbrød, hvad tydeligt viser, at heller ikke disse krybber var til at betale for alle.
I anden halvdel af det 19. årh. nåede fremstillingen af klippeark med krybber sit højeste. Gennem forædling af papiret, så som prægning, lakering, bemaling med glimmer eller glas opstod hele tiden endnu prægtigere krybber af papir, således også folde-ud-krybber med kromatografi.
Disse to krybber er 30 cm høje og 30 cm brede – de er fremstillet af præget karton med kromotgrafi – vinduet i den th er af gelatine !
Efter opfindelsen af kromatografi blev det muligt at fremstille større oplag. Nu som før blev der af ”Neuruppiner Bögen” i tiden fra 1855 til 1900, f.eks. fra firmaet Kühn udgivet ca. 175 forskellige ark med krybber. Også firmaet Oehmigke & Riemschneider havde adresse i Neuruppin. En anden kendt fremstiller af udklipsark til krybber er firmaet J.F. Schreiber fra Esslingen. Man kan stadig i dag købe genoptryk af en del af arkene.
En speciel type er de krybber af papir som kan foldes ud, dvs. at man simpelthen blot behøver at folde dem ud, når man stiller dem op. Også den slags krybber har jeg foldet ud og taget med, og nogle af dem er udført som julekalendere. Krybber til at folde ud er stadigvæk elskede objekter.
Trykt krybbe fra 1920erne !
Til disse krybber til at folde ud eller stille op regnes også ”Krybber med fløje” af pergamentpapir. Man kan stadigvæk finde smukke, håndlavede modeller fra 1960erne og 1970erne, desuden krybber af transparent papir af nyere dato.
Ydermere findes de såkaldte ”Dovenskabskrybber”, som i forvejen er lavet færdig og igen sat op. En anden særegenhed er Bogkrybberne, som har form som en bog, som foldes ud hhv. stilles op.
Krybber af papir sat op på træ
I Böhmen og Mähren var krybber af papir særlig yndet, og endnu i dag kan man i Tjekkiet få vidunderlige ark med krybber. Man satte disse op på træ/krydsfinér, således at de stod bedre.
Tjekkiet er også i dag det førende land med hensyn til krybber af papir. Her kan man få hele landsbysamfund med alle mulige detaljer, f.eks. kan man finde en bager, en møller eller en slagter, børn der løber på skøjter eller kælker. Hos de tjekkiske krybber er Nazarenerstilen gået tabt, og det juleagtige præg er lagt ind i landsbymiljøet.
Angelika Salzwedel, december 2020
Litteratur: Weihnachtskrippen aus Papier (Julekrybber af Papir) af Norbert Langenbach, Husum Verlag 2006 Gloria in Exelsis Deo, Museum Eckernförde, Sonderausstellung (Særudstilling) 2008
Vi siger tusind tak til Angelika for denne detaljerede og lærerige artikel og håber, at I lige som os har glædet jer over denne nye viden – god læselyst alle sammen !
Vi ønsker hermed jer alle en Glædelig Jul og et godt nytår Tak for jeres store interesse, og lad os nu bare håbe, at 2021 bliver et lysere år… Lene og Lise
Hermed et lille PS fra Angelika:
Krybben herover er fra Brasilien og Angelika fortæller dens særlige historie:
En krybbes rejse fra Brasilien til Hohenlockstedt: en af mine venner fløj i begyndelsen af oktober i forretningsøjemed til Brasilien. Her havde han lovet os at købe en original brasiliansk krybbe – som man dér skulle kunne finde blandt det store udvalg af krybber… Desværre uden held, idet der på alle krybber stod ”Made in China”.! Han klagede sin nød til en belgisk ven i landet. Denne ven ville nu absolut sørge for en brasiliansk krybbe til vort museum, og han fandt en krybbe. Under sin flyrejse til Belgien gav han den til en anden ven, der tilfældigt skulle til Sydspanien. Nu var krybben nået til Sydspanien, og her hentede vor ven den med bil og bragte den til Madrid. Og derfra kom den med kurer til Itzehoe!
Egentlig var det planlagt at arrangere en udstilling på Heimatsmuseum Brunsbüttel. Men sådan skulle det desværre ikke være i år, idet udstillingen på grund af Coronatallene ikke kan finde sted.
Men set i lyset af det dansk-tyske venskab vil udstilleren Angelika Salzwedel gerne præsentere nogle af sine danske nisser for læserne af bloggen Dukkedrømme.
Jeg er virkelig blevet begejstret over de danske nisser, lige siden jeg så dem første gang hos min danske veninde Lise Clasen i Kruså. Hos os findes der også dværge, gnomer og skovtrolde. Alle dværge, små mænd og nisser har det til fælles, at de alle er hjælpsomme, hvad der passer ganske godt i denne tid med Corona-pandemien.
Det allerkæreste nissetog !
Angelika Salzwedel er specielt begejstret for bjergværksdværgene, Nissernes Grubejernbane, som hun har genopbygget, og senere forsket videre i. Her fandt hun ud af, at Torkild Hinrichsen i sin bog ”Weihnachten in Dänemark—Dansk Jul (Husumer Verlagsgruppe) fortæller, at nisseskikkelserne helt tydeligt er opstået under indflydelse fra de tyske dværge. Deres små skikkelser med de spidse huer opstod efter bjergværksarbejdernes arbejdstøj med den spidse, beskyttende hætte. Nissen i H.C. Andersens eventyr ser nøjagtig sådan ud. ”Eventyret ”Nissen hos Spækhøkeren” handler om en sådan nisse. Et andet eventyr af H.C.Andersen er ”Nissen og Madammen”, som således også fortæller om nisser
Nissernes Grubejernbane, som Angelika har bygget efter Familie-Journalens anvisning 1929
Og i dag ser nissen også sådan ud. Nissefigurerne er her stadigvæk. De venlige julenisser beskytter huset og lever på loftet hos deres mennesker. Til jul får de en skål risengrød og juleøl., og således holder man sig gode venner med dem,. De hjælper til gengæld til i huse og gårde og forbliver trofaste mod deres mennesker. Hvor gamle de bliver, ved man ikke helt, men man regner med,at de kan blive fra 200 til 300 år gamle.
I dag finder man som tilbehør til nisserne: Nissehuse, Nissetog og Nissedøre (dette sidste begreb kendte jeg (Lise) ikke, men da nisserne bor inde bagved i væggene, sætter man små døre fast på fodpanelerne, så de kan komme ind og ud, og når de små børn ser en lille dør, ved de, at det bare er nisserne, og at der ikke er noget at være bange for. Danske børn tror helt sikkert ikke på nisserne, så det må være en nordtysk skik, men det er da rigtig sødt!… Og jeg spurgte straks Lene, om hun kendte til nissedøre, og det gør hun: ”De i de sidste par år blevet enormt populære i Danmark. Man sætter søde små dukkestuedøre op, med en lille stift, måske er døren pyntet med en miniadventskrans, og somme tider står der et par bitte små støvler ved siden af … Tak for det, Lene, tja, man skal lære, så længe man lever!) Og her på siderne kan I se et par fotos af en af Angelikas nissedøre. Den er af naturtræ, men hun har malet den… absolut knusende kært!
Nisser på spadseretur!
Angelika har bygget dette nissehus!
Foruden Julenisserne har man også kravlenisser, disse små klatrende nisser, som fordeles over hele huset og således pryder bogreoler og hylder. Kravlenisserne blev opfundet af Frederik Bramming i 1947, det er herlige, glade nisser iført en slags strømpebukser, og de klatrer i alle mulige og umulige stillinger. De er stukket ned bag billeder og bøger, hænger på lamper, er i vindueskarme, på borde og skabe, ja kort sagt overalt.
Men der findes også andre nisser, f.eks. Kirkenissen, der bor i kirken eller i præstegården og hjælper til dér.
Og så har vi gårdnissen, han bor i huse eller i staldene sammen med husdyrene. Han bor altid alene og hjælper sine mennesker. Han bringer menneskene held og hjælper dyrene.
Nisserne skal på skitur
Skovnisserne klatrer i træerne!
Desuden findes der skovnisser, der lever i skoven eller ude i naturen, og skibsnisser, der som det fremgår af navnet, bor på skibene.
Nisserne bygger hus!
Jeg siger hjerteligt tak til min samlerveninde Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for layout og for jeres offentliggørelse på bloggen.
Fotos: fra Angelika Salzwedels samling
(Angelika Salzwedel november 2020)
Også vi siger tusind tak til Angelika for din alsidige nisseberetning, og vi
For mange af os hører juletræet, ikke mindst her i Nordtyskland, til det vigtigste symbol for Julefesten.
På den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte Frisertræ, der på frisisk kaldtes ”Kenkensbuum” eller ”Jöölboom”, og i Sydjylland for ”Klausenbaum”!
I Nordfrisland var disse julestativer meget udbredt. Det er bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduet som erstatning for et juletræ. På øerne og Hallingerne holdt denne skik sig længere, da det var vanskeligt at få fat i et juletræ. På øerne Föhr og Sild kan man i dag atter beundre ”Frisertræerne” i vinduerne.
Fotoet af dette smukke Frisertræ (taget af Angelika Salzwedel) bringer vi med tilladelse fra og tak til Alix Paulsen, Museum Weihnachtshaus i Husum !
Legenden siger, at stativernes oprindelse stammer fra dengang, hvor man ikke havde graner på øerne. Og der er ganske sikkert noget om snakken, og helt sikkert er det af hedensk oprindelse. Vintersolhverv falder jo næsten sammen med juleaften. Man ville hermed formilde Guderne og bede om en god kommende høst. De stedsegrønne planter, dvs. buksbom og efeu, der er grønne om vinteren, havde allerede dengang noget mystisk over sig.
Man beviklede Frisertræet (eller Föhrer Bogen) med buksbom eller efeu. Foroven satte man 4 lys. Udsmykningen på træet kaldtes ”Kintjes Tüch” på tysk ”Kinderkram” eller på dansk Børneting, dvs. julebagværk til børnene.
Frisertræ med gamle julekugler !
Nederst står Adam ved Livets Træ. På den midterste liste hænger Julegrisen (også kaldet Jul-Schwein), som før Kristendommens indførelse blev ofret. Derover hanen, der helt sikkert ved sit første hanegal forkynder det glædelige budskab, til venstre fåret og til højre oksen. Desuden er der så æbler.
Æblet kommer fra Paradiset og er Livets Frugt, rundt som Verden, rødt som blodet og sødt som Guds nåde. Det symboliserer frugtbarheden. Nogle steder er det skik og brug Juleaften at spise et æble, som i hele det kommende år skulle beskytte mod ulykker og sygdomme. (som man stadig siger i England: An Apple a Day, Keeps the Doctor Away = Et æble om dagen, holder lægen væk)!
Dette frisertræ er pyntet med Juleminiaturer !
Sölring-Jöölbaum er omviklet med en krans af buksbom, som symboliserer årets tætteste kredsløb af solen rundt om jorden. Den skal være grøn lige som de stedsegrønne planter.
Frisertræ med julekugler !
Figurerne er:
Adam og Eva under Livets Træ. Hesten som symbol for styrke, udholdenhed og hurtighed, hunden som tegn på trofasthed, og hanen som tegn på årvågenhed og frugtbarhed. Her tror jeg stadig på, at det her under Kristendommen har noget at gøre med forkyndelsen af Jesu fødsel. I nogle egne har man desuden en vindmølle som tegn på forgængelighed, samt et sejlskib, som symbol på fiskeri-erhvervet.
Øboerne stillede Jöölboom-træet i vinduet, således at ruderne reflekterede lyset, hvorved det gav indtryk af en større hellighed.
I dag har mange samlere i Schleswig-Holstein ”misbrugt” Frisertræet til dekoration med miniaturer, idet man ganske dekorativt har pyntet træerne med julekugler og dukkestel.
Og man siger ganske enkelt og smukt: Traditioner er levende, bare man beholder det gamle, tilpasser det nye og er åben for det fremtidige.
Jeg siger tak til min samlerveninde Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for lay-outet og for offentliggørelsen på jeres blog. Samtidig siger jeg tak til Weihnachthaus Museum for tilladelse til dér at fotografere et Frisertræ.
Og vi kvitterer med tusind tak til Angelika Salzwedel for denne levende og interessante beretning og ønsker jer alle
G o d L æ s e l y s t
(Lene og Lise)
Dette unikke og søde frisertræ er Angelikas Påskefirsertræ pyntet med påske- og dukketing !
En dag fik eller fandt jeg denne annonce visende en række søde, små dukker præsenteret på dansk, engelsk og fransk som giftfrie nokalon-dukker – et Panther Produkt præsenteret som produkt nummer 2975 af Nordisk Kamfabrik A/S i Vordingborg.
Og det måtte jeg naturligvis undersøge nærmere, og det blev ikke helt nemt.
Nordisk Kampfabrik, kendt for Panther-Kammen, hvorfor man på trods af mange produkter bevarede navnet…. Det eneste jeg kunne finde om fabrikken, er et 25-års jubilæumsskrift —hvor man fortæller om firmaets historie og udvikling fra oprettelsen den 21. oktober 1933 til 1958. Fabrikken udviklede termoplastiske materialer, dvs. stoffer formet ved tryk med eller uden varme, og blev især kendt for deres stoffer NOKALON og NOKATHENE. De mange varer solgtes i begyndelse alle under et stof begyndende med NOKA, f.eks. lampeskærme, poser. Havemøbler, kamme og sidst men ikke mindst rør til vand og olie. Desværre nævnes dukkerne ikke i jubilæumsskriftet – så de er nok lige som kammene blevet reduceret til et mere uanseligt produkt.
adresse fra den centrale beliggenhed i den bygning, der senere blev til Kirkeligt Ungdomshjem til en beliggenhed på Københavnsvejen nærmest ved indkørslen til Vordingborg. Og her udvidede man flere gange, men hele tiden bevarede firmanavnet : Nordisk Kamfabrik A/S.. Med Logoet : Panther Kammen, for som man sagde: ”Det er under det navn, vi er blevet kendt!” (I 1985 kendes firmaet dog under Panther Plast bl.a. med beliggenhed i Ørslev – senere slås firmaet sammen med et anden producent af plasticvarer, endnu senere går det konkurs, og senest er det flyttet til Randers unde randet navn)!. Jubilæumsskriftet er spækket med fine stregtegninger af de forskellige afdelingen på fabrikken, men som nævnt desværre ikke et ord om Evighedsdukkerne?????
(Kilder: Jubilæumsskrift 21. oktober 1933—21. oktober 1958, samt oplysninger via nettet)!
Og nu er det, at jeg får brug for jeres hjælp og støtte:::::::::
Hvem mon kender noget til disse dukker, det kunne da være ganske morsomt at se et eller flere eksemplarer i farver… eller måske en kam – måske nogle af jer har noget i jeres samlinger ???
Vi glæder os meget til at høre fra jer !
På genhør og god Læselyst samt efterårshilsner
Pakkeriet, gad vide, om der har været dukker i nogle af kasserne ?
For nogle uger siden udkom Asterix-Album nr. 38, en af min yndlingstegneserier – jeg har samlet dem alle siden 1960erne, og vil fortsætte, selv om hverken forfatteren René Goscinni eller tegneren Albert Uderzo ikke lever, og de herlige albums bliver fortalt og tegnet af andre kunstnere.
Tegneren Albert Uderzo døde i marts i år, 92 år gammel, og han tegnede faktisk indtil han var 84 år. En ambitiøs tegner, der solgte sine første tegning som 14-årig… han var vild med de gæve gallere og identificerede sig gerne med Obelix. Sammen med tekstforfatteren René Goscinni (1926-1977) skabte han den fabelagtige og kendte tegneserie, og i 1959 udkom det første album: ”Asterix og de gæve Gallere”, og sikken en humor , og efterhånden fulgte de mange andre humørfyldte album, hvor der ironiseredes over særhederne i det land, Asterix og Obelix besøgte … bl.a. den engelske tedrikning, den belgiske Manneken Pis, danske vikingeskibe, som kommer i vejen for gallerne, ja sådan kunne jeg blive ved…… Dette fantastiske (mis)brug af Cæsars kamp mod gallerne er for mig uforligneligt.
Albert Uderzo og Obelix, foto af Yves Herman/Reuters som illustration til nekrolog over tegneren!
Og mens jeg skriver, kommer jeg i tanker om vor ældste søn Steens forhold til Asterix: ”Da han var lille, fik man, når man tankede benzin, tror det var hos BP, små poser med Asterixfigurer og tyggegummi i, og alle børnene samlede på dem, mange kun i én bestemt farve, men de små figurer fandtes i røde, blå, gule, grønne, orange, lilla og måske flere farver. Til samlingen fik man en udfoldelig panoramalandsby til gallerne, mens romerne måtte blive udenfor. Steen legede enormt meget med sine figurer, det værste var, at hvis man kom til at træde på en glemt figur, så gjorde sørens ondt…. Men en dag stillede Steen mig et GODT spørgsmål: ”Moar, da du og Asterix var børn, var der så biler?” Desværre husker jeg ikke mit svar, men jeg har vel fundet en grimasse, der ku’ passe!
Nå det var blot et sidespring!
Asterix på Latin….
R. Goscinni og A. Uderzo lavede også andre ting, men det er en helt anden historie, og vil du vide ALT om tegneserier , da besøg tegneseriemuseet i Bruxelles: (Centre .Belge de la Bande Dessinée, Rue de Sables 20, B 1000 Bruxelles, tlf: +32 2 219 198 (lukket mandag)….. (Belgien er et sandt tegneserie-eldorado)…. Jeg har alle 38 Asterix-album, de fleste på dansk, men også enkelte på fransk eller tysk, samt et både på dansk og på latin. Asterix Gladiator, som Steen læste, dengang han ville have den lille latinprøve.
Det nyudkomne album hedder Vercingetorix Datter (efter R.Goscinni og A. Uderzo, men fortalt og tegnet af Jean-Yves Ferri og Didier Conrad) , og det lever helt og fuldt op til de foregående album, hermed den traditionelle tegning på indersiden af coveret.
Måske flere af jer lige som jeg er tegneseriefreaks. For mig er mange tegneserier virkelig geniale, f.eks. Vor egen Rasmus Klump med sine naive handlinger, eller Sten og Stoffer, ja, der kan nævnes virkelig mange,
Med tusind tak til Angelika Salzwedel kommer her en beretning om den unikke udstillimg på Julemuseet i Husum, og Angelika fortæller følgende:
”I Weihnachtshaus Husum/Julemuseet i Husum er der for tiden og indtil den 25. oktober 2020 en udstilling, som er absolut værd at besøge. Jeg har allerede været der to gange og vil besøge den en tredje gang for virkelig at danne mig endnu et godt indtryk af det hele.
Jeg tog derhen i forventning om at se de bittesmå miniaturestuer samt andre miniaturer, så som huse, landsbykirker, indhegninger, dyr, træer osv. Og denne udstilling er med sit brede spektrum virkelig overvældende god. Vi var fuldstændig solgt og imponerede over, hvor mange miniaturelandsbyer, fru Paulsen her har bygget op. Når man selv har organiseret flere udstillinger, ved man, hvilket arbejde der skal lægges i det at få en udstilling af de mange små enheder sat op på en tiltrækkende måde. Hermed nogle fotos, som jeg håber vil være sande appetitvækkere for jer alle !
Træskærer– og drejearbejder har i meget lang tid været tradition i Erzgebirge. Befolkningen her levede af malmudvinding. Bjergboerne havde ofte samtidig med deres anstrengende underjordiske arbejde et bierhvev. Der fandtes træskærerværksteder, fremstilling af tøndebånd, drejerværksteder osv., og størstedelen af dem var familievirksomheder.
Da Erzgebirge med skovene kunne tilbyde tilstrækkeligt med træ, var drejerarbejde i forbindelse med det hjemlige træ især yndet. Frem for alt kender vi foruden legetøj også nøddeknækkerne, de små rygende mænd, englene med lys og bjergmændene, buehvælvingerne, pyramiderne, juleenglene og krybberne. Og alt dette blev i årenes løb også fremstillet som miniaturer.
Allerede dengang eksporterede beboerne i Erzgebirge deres træskærerarbejder til udlandet, men da der omkring år 1900 opstod eksportproblemer på grund af for høje toldsatser, idet tolden blev beregnet efter varens størrelse, gik man over til at fremstille miniaturer.
Personlig har jeg siden min tidlige barndom haft et meget nært forhold til alle disse ting, da jeg er opvokset i Hohenlockstedt, hvor et firma fra Erzgebirge i 1949 slog sig ned. Sammen med dette firma ankom også flere medarbejdere og disses familier, og de bragte deres egne traditioner med. Således har jeg siden mine barndomsdage til jul været bekendt med buehvælvingen og pyramiden, samt med englen med lysene og bjergmanden. Jeg har ikke blot set disse ting i stor størrelse, men naturligvis også i miniaturer.
Allerede i det 16. århundrede har bjergmanden stået som symbol på lys og håb. Iført sin festdragt og med fremstrakte hænder med lys stod han i tidligere tider sågar i gruben. Lyset ledsagede bjergfolkene ned i den dybe grube og lyste op for dem på hjemvejen.
Først i 1830 kom lysengelen til som bjergmandens kone. Det er den eneste engel, der er fremstillet med forklæde og hvid kjole med dekorativ kant eller bordure. De brogede vinger er malet. Senere blev englen som bærer af lys med symbol for sollyset og krone til hovedfigur.
Dette flottepar: Bjergmanden og Englen med lysene herover er fra Angelikas egen samling!
Denne friseropsætning pyntet med påsketing er fra Angelikas egen samling !
Du kan ikke blot beundre juledekorationerne, men også de bitte små miniaturestuer og de mange små landsbyer med deres kirker, træer, indhegninger og jernbaner, som får ethvert samlerhjerte til at slå hurtigere, og som fascinerer de besøgende. Der ses også en masse husdyr, og fremstillingen af dem er beskrevet.
Dejligt er det i udstillingen at se et ”Friesenbaum” (Frisertræ) i pyntet med juleminiaturer, også jeg har i årtier både til jul og til påske pyntet et ”Friesenbaumstativ/en opsætning” og stillet det i vinduet (se Angelikas fotos af denne dejlige dekoration). Til alle jer, der ikke kender et Frisertræ har jeg fra Angelika disse oplysninger: På De frisiske Øer Sild/Sylt, Föhr og Amrum havde man ingen grantræer, derfor pyntede man i stedet for et lignende træ, som man kaldte et Frisertræ.
Og… hermed Angelikas lille beretning om begrebet ”Friesenbaum/Frisertræ” – sikkert for os alle noget helt nyt og en helt speciel skik ikke langt fra os, ja, andre lande eller landsdele, andre skikke…. :
FRIESENBAUM: Ved den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte ”Friesenbaum/Frisertræ, som på frisisk hedder ”Kenkensbuum eller Jöölboom” eller i Sydjylland kaldes ”Klausenbaum”. Disse ”træer” er og var bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduerne som erstatning for juletræer, da der tidligere ikke fandtes graner påøerne og ved kysten.
Man omviklede dem med efeu eller buksbom, og senere kom der på hver side 2 lys til..
Oprindeligt stod Adam og Eva med æbletræet nederst – som kagemennesker, de skulle symbolisere Paradiset, i begyndelsen var træet udsmykket med æbler og rækker af rosiner.. Senere fulgte alt efter hvilken region, man var i: fisk, ko, svin, hane, en vindmølle og et skib, også af dej. En anden variation er ved siden af Adam og Eva og æbletræet at placere en hest, en hund og en hane.
I mellemtiden er disse stativer blevet ”misbrugt” af samlere. Selv har jeg foruden Jule-Frisertræet med miniaturer fra Erzgebirge, et til påskepynt med små harer, fugle osv, og desuden et til foråret med blomsterbørn fra Erzgebirge. Jeg har pyntet flere stativer med gamle julekugler.
Det var derfor en stor glæde for mig, da jeg opdagede, at der på udstillingen står et Frisertræ med miniaturer fra Erzgebirge.,
Udstillingen er virkelig fantastisk, anderledes og nostalgisk her i dette historiske museum med den velassorterede og unikke museumsbutik.
Udstillingen kan ses til den 25. oktober 2020, og der er åbnet dagligt fra kl. 11 til 17.
Jeg siger tak til Lise Clasen for oversættelse af min artikel til denne blog og til Lene Byfoged for lay-out!”
Også vi takker mange gange for denne interessante og historiske artikel og håber, at vi når at se udstillingen og beundre alle de små håndlavede ting fra dagligdagen i miniaturer.
G o d l æ s e l y s t og G o d t u r til jer alle !
Når jeg syr tøj til mine dukker, kan jeg godt lide det bliver så autentisk som muligt. Jeg syntes det er i detaljen, det færdige resultat ligger. F.eks. til min fanødragt fik jeg lavet ravknapper på 1/2 cm i diameter hos en ravsliber og til min Sejerødragt, fik jeg lov til at komme i magasinerne på Kalundborg Museum, så jeg kunne se og mærke, de dragter de havde der.
Under research i min families historie fandt jeg et billede af min tipoldemor på min mormors side Ane Kirstine Christiansen (født Hindborg). Det er taget på hendes konfirmationsdag og det er taget på Liselund Slot på Møn. Hendes far Anton Charles Hindborg var skovfoged på slottet. Ane Kirstine er født d. 23. april 1854 og døde 24. December 1928.
Ane Kirstine på sin konfirmationsdag.
Jeg havde et antikt chinahoved liggende, som jeg syntes med lidt god vilje, godt kunne ligne hende. Jeg fik støbt nye arme og fine støvleben samt fik syet en ny krop til hende. Hun er 40 cm høj.
Jeg ved jo ikke hvordan hendes undertøj så ud, men sådan ser dukkens undertøj ud. Hun har også et par marmelukker på.
Jeg bestemte mig for at prøve at sy en kjole, der nogenlunde ligner hendes. Det var ikke nemt, da det er svært at se detaljerne ordentligt.
Jeg valgte et fint tykt stykke silke til kjolen. Den bliver knappet foran med 12 ensfarvede små knapper, jeg købte på en dukkemesse i Hamburg. Den smukke krave og de fine manchetter, har en dygtig pige kniplet til mig. På lommetørklædet har jeg hæklet en meget smal kant. Salmebogen mener jeg, at jeg købte i Paris.
Da alt, også krop og undertøjet, er syet i hånden, har det taget lang tid. Men jeg er glad for den og hun står som en del af min families historie. Hun blev født som datter af en skovfoged på et lille slot og døde efter et hårdt liv som bl.a. vaskekone.
Min fortolkning af Ane Kirstines konfirmationskjole.
Påklædningsdukkeark med en stor og alsidig garderobe med tilbehør har man først kendt til om- kring 1830.
Man er kun bekendt med én forløber for påklædningsdukkearkene, idet man har fundet et stykke af et fint koloreret brudstykke af et ark udskåret i træ, som er fremstillet omkring 1700 i Augsburg eller Nürnberg. Det viser to piger i lange underkjoler og forsynet med den slags tøj, man brugte omkring 1650. Åbenbart har ideen ikke fænget, idet man ikke har fundet efterfølgende af slagsen, altså måtte ideen gentænkes.
De senere ark fra det 19. årh. viser ofte personer og tøj forfra og bagfra. Figurerne limes sammen og stikkes i træstykker (som ståfod) og stilles op. Tøjet var limet rundt i kanten og trukket ned over hovederne. Først ved slutningen af det 19. årh. begynder bagsiden at falde væk, tøjet får stropper (nogle kalder dem tapper) og sættes på forsiden af figurerne, som vi kender det i dag.
Billedark fra ca. 1680 fremstillet i Augsburg eller Nürnberg. Brudstykke af træsnit 20 x 30 cm, findes på Germanisches Spielzeugmuseum i Nürnberg.
Temaerne var uendelige, de rakte lige fra tidstypisk hverdagstøj, som hurtigt blev forældet og måtte udskiftes, til noget nyt, som til f.eks. uniformer og arbejdstøj, lige fra nonne til gartnerpige, militæruniformer og hvad man ellers kan forestille sig, samt til festtøj og dåbskjoler gerne til babyer på broderede puder.
Man var meget fokuseret på de adelige, de kongelige og andre højt på strå. Der var altid meget flotte kreationer på arkene, men også historiske dragter og egnsdragter sås på arkene. De fleste påklæd- ningsdukker forestillede voksne mennesker, og først efter 1900 blev barnet hovedtema.
Påklædningsdukkerne blev desuden brugt i reklameøjemed.
Det schweiziske chokoladefirma Nestlé, udgave reklame-ark med dukker forfra og bagfra. Arket måler ca. 19,5 x 20 cm, trykt hos Moullot-Marseille, Genève
Ved siden af de nævnte klippeark, som også kunne fås i hefteform eller som små bøger, kunne man købe færdigt udklippede papirdamer med deres garderobe i kassetter og æsker. De små æsker og kassetter præsenterede de tidstypiske dragter tredimensionalt, og annoncerede således den fremtidige mode. De første modejournaler kan dateres til omkring 1780, disse var ret primitive og for det meste ikke farvelagte. Det franske modeblad ”Journal des Dames et des Modes” var farvelagt og i løbet af 42 år fremviste bladet 3.624 om- hyggeligt kolorerede bille- der. Indtil midten af det 19. århundrede fandtes der alene i Frankrig 200 modemagasiner, ofte havde de ganske kort levetid. Modemagasinerne bredte sig, og de blev senere eftergjort i i England.
Typisk ”korset”-dukke fra Duplex, ca. 13,5 cm høj
Egentlig er det legetøj for småpiger, men påklædnings- dukkerne var ofte så smukke og smagfulde, at også mødre og andre voksne kvinder legede med dem, og tit fandt man dem så pragtfulde, at man klædte sig i samme slags tøj.
En typisk engelsk påklædningsdukke kunne være frem- stillet i kraftigt karton og med en flot, ungdommelig skikkelse, den var ofte ca. 20 cm lang og med smukt, opsat hår og iført korset og underkjole, hertil hørte gerne 6 meget smagfuldt ko- lorerede stykker tøj og parykker; her var sommer– og vintertøj, kjoler og negligeer, chemiser, pelse, huer, hatte, således at duk- ken altid var velklædt, og selvfølgelig var man lige som kreativ dengang som nu: man satte hattene på sned, højt oppe på hovedet eller så den skyggede for ansigtet. Fantasien kendte ingen grænser.
Forsiderne af de små genoptrykte hæfter med Isabella og August. Hæfterne er i A5-format.
En ung tysk kunstner fra Weimar eftergjorde disse engelske påklædningsdukker. Også i USA udkom mange af slagsen, og et par af dem fra begyndelsen af den 19. årh. er Lille Henry
Typisk ”korset”-dukke fra Duplex, ca. 13,5 cm høj og Lille Fanny (som mange af jer sikkert kender fra historier eller genoptryk) fra J. Belcher i Boston.. To andre eftertragtede påklædningsdukker blev snart udgivet af kunsthandler Heinrich Friedrich
Müller (17 89-1848) i Wien — disse to små bøger er i 1823 oversat til dansk: Den ene er om en dreng:, der somme tider kommer galt af sted: ”Augusts forvandlinger eller Drengen i seks skikkelser”, den anden er om en dydig pige, der er så hjertensgod (så det næsten gør ondt): Isabellas forvandlinger eller Pi- gen i seks skikkelser”. Hver bog indeholder seks dragter i stentryk. De danske originale eksemplarer kan ses på Det kongelige Bibliotek i København, de tyske på Münchner Stadtmuseum.. Undertegne- de forlag har genoptrykt disse små bøger med duk- ker og dragter i originalstørrelse inde i bøgerne, samt gengivelse af dragterne på bagsiden.
Mange berømtheder udkom også som på- klædningsdukker, bl.a. den smukke danserinde Maria Taglioni og sangerinden Jenny Lind (kendes bedst som genstand for H. C.. Andersens tilbedelse). På Det kongelige bibliotek findes et eksemplar af Maria Taglioni, og på Nationalmuseet i København et af Jenny Lind. En anden smuk og kendt påklædningsdukke er franske Psyché, denne velklædte dame udbydes somme tider på auktioner, det her gengivne eksemplar kan ses på Musée de la Mode et du Costume i Paris.
Maria Taglioni og Psyché
Mange ark er genoptryk, bl.a. Den kejserlige Familie” — Kejser Wilhelm II — fra slutningen af det 19. årh. Originalen findes i æske på 19,5 x 13 x 2,2 cm, udstillet på Münchner Stadtmuseum.
Æsken er udsmykket med ørn, laurbær– og egeblade, og foruden de kejserlige klædedragter ses på arket både fane, tronstol, kanon og sejlskib. Også de gengivne nye- re påklædningsdukker ”Brudeparret”, er tysk og fra ca. 1925, æsken indeholder udklippede påklædningsdukker af brud og brudgom — bagpå forsynet med ”ståfødder”. Bruden er i typisk 20er brudekjole med La Garçonne- hår, og to yndige små brudepiger holder slæbet. Brudgommen vises her i sportstøj, som han nok har medbragt til hvedebrødsdagene. Æsken er udstillet på Spielzeugmuseum der Stadt Nürnberg og måler 31 x 19,5 x 2,5 cm.
Som I vil se fra hæfterne om August og Isabella kom påklæd- ningsdukkerne også tidligt til Danmark. Og hvor har vi dog leget og tegnet.
I tidens løb har jeg som samler erhvervet påklædningsduk- ker fra mange forskellige lande, i det følgende vil jeg dog især fokusere på nogle af de dejlige danske påklædningsdukker, som er udkommet før og i min tid, og især dem, jeg legede med som barn.
I mange dag– og ugeblade var der også påklædningsdukker, bl.a. præsenterede Familie-Journalen og Hjemmet næsten hver uge en påklædningsdukke op gennem tyverne, tredverne og fyrrene. I Familie-Journalen var det meget ofte amerikanske Dolly Dingle og venner oversat til Dukke Lise og venner, tegnet af Grace Drayton, men også mange andre typer påklædningsdukker blev præsenteret i bladet, bl.a. sås i 1942-43 Bamse og dukke Lise og også Journalistpigen Brenda Starr fra de populære tegneserier. I Hjemmet præsenteredes både dukker af lignende typer som Dukke Lise og også mange andre forskellige dukker. Selv om dukkerne startede i 1920erne, er der bevaret masser af dem.
Tv.: Den yndige pige her er del af et sæt fra 1920. Hun har en tvillingebror. Dukkerne er udgivet i flere lande, min udgave er dansk.
I midten: I 1940erne kunne man købe de såkaldte Dansk Arbejde Påklædningsdukker, de små ark (A5-størrelse) kostede en overgang 8 øre!
Th: De berømte canadiske Dionne-femlinger reklamerede for Palmolive Sæbe. Pigerne hav- de tøj i hver sin farve, her- over Cecilie i gule nuancer! Fra slutningen af 30erne.
Reklamepåklædningsdukker har hele tiden fandtes, bl.a. reklamerede de kendte canadiske Dionne-femlinger for Palmolive Sæbe. Dette populære sæt kom på mange sprog, og der er bevaret enormt mange af dem. De fem søde småpi- ger præsenteredes med tøj i hver sin farve.
Alle piger født i de første tre fjerdedele af den 20. årh. har — tør jeg vove at påstå — leget med påklædningsduk- ker og udstyret dem med alskens tøj. Min søster og jeg tegnede hele familier, og hver en stump papir blev udnyttet. De fik også meget tøj, alt afhængigt af, hvor meget papir man havde til rådighed! Og hvem husker mon ikke som var det i går de 6-stks. Vikingfarver, man havde, og hvem blev mon ikke ekstra glad over at få en 12-stksæske! Ofte delte min søster og jeg den store æske med 12 farver, hvor der både var orange og lilla blandt kulørerne. Mærkeligt nok blev den røde og den gule altid først slidt op.
Dukke Lise fra Familie Journalen 1923!
Pigen herover er købt i 1928 ifølge en ældre dame, der engang forærede mig ti påklædningsdukker, som hun havde leget med som barn.
Havde man ikke meget legetøj i min barndom, havde man dog påklædningsdukkerne, som kunne sætte fantasien i gang. Og manglede en påklædningsdukke et par styk- ker tøj, blev der straks tegnet, så den kunne deltage i alle aktiviteter i passende påklædning. Nogle gange fik den tillige en seng, en masse legetøj og andre gode ting, selvfølgelig på dage, hvor man havde meget papir at tegne på.
Det er umuligt at nævne alle påklædningsdukker i denne beretning, men her er nogle af dem, der har betydet meget for mig, og hvor var der dog mange forskellige: ”Bevægelige Liser” var eftertragtede. Påklædningsdukkerne havde bevægelige arme og ben og kunne stå i alle stillinger: Pige Lise startede som Baby tegnet af Ely Gross, en dygtig og alsidig tegner med en meget karakteristisk streg, babyen var udstyret med barnevogn og seng. Senere blev Lise 5 år, vistnok tegnet af Vibeke Meinche. Den femårige Lise var en lyshåret dansk pige med trehjulet cykel og tøj. Senere kom hun i skole og var udstyret med skolebord, blev konfirmeret, dyrkede sport, stod brud og blev mor. Der findes også et ”Lises Hjem” — et hus med alt, hvad du kan ønske dig. Også de små dukker til huset var bevægelige. Denne serie blev leveret i æsker med blå kant. Ely Gross tegnede også andre bevægelige dukker, bl.a. en prinsesse, atter andre af slagsen blev tegnet af Christel.
Den bevægelige Baby Lille Lise tegnet af Ely Gross omkring 1940!
Kirsten her er af de lidt specielle påklædningsduk- ker, foldet på midten, med udstanset kjole, således at man kunne lægge stofstykker under de.
I det hele taget var tegneren Christel enormt produktiv — de mest kendte er helt sikkert hen- des påklædningsdukker — baby- er, børn og langbenede piger — bag på Foska Gryn-pakken, som vi alle samlede på, samt to udgaver af PUK fra de meget læste PUK-bøger med rosa indbinding.
Andre populære påklædningsdukker sad på bagsiden af havregrynspakken OTA Solgryn, her var mannequiner, både voksne og teenagere tegnet af Verner Larsen og en serie med piger i mange aldre tegnet af Ulla Pihl. Mannequinerne passede tøj sammen, og det gjaldt selvfølgelig om at samle dem alle. En af dem sad på pakken med OTAs grove gryn, jeg opdagede den i hvert fald aldrig andre steder, tja, så spiste man sig med stort besvær gennem den pakke gryn også.
Mannequin fra OTA Solgryn, tegnet af Verner Larsen.
Lille Per fra Oxford Bisquits!
I nærheden af min skole lå en lille kiosk, det man i gamle dage kaldte ”En Slikmutter”; her hentede vi nu ikke slik, men købte de populære maleark med børn og voksne, tegnet af Gerda Vinding. Et ark kostede på et tidspunkt 30 øre, husker jeg. Og så farvede vi og beundrede og sammenlignede resultaterne. Disse dukker passede tøj sammen i grupper. Tøjet var meget smart og simpelthen alle pigers drøm. Nogle byttede tøj med hinanden, det gjorde jeg nu ikke, jeg beholdt det hele for mig selv. I gamle kladdehefter, telefonbøger, kataloger og me- get andet, klippede eller foldede man ”registre”, og lagde dukker og tøj på plads i ka- tegorier, f.eks. sommerkjoler, balkjoler, vinterkjoler, visitkjoler, nederdele, frakker, pelse og meget mere.
Manglede en dukke f.eks. en balkjole eller en skidragt, så tegnede man da bare en. Vindings dukker var særligt nemme at tegne tøj til.
Christel-dukker fra Foska Gryn!
Nogle helt specielle påklædningsdukker var et foldet ark på karton med en dukke udenpå, hvor kjolen var skåret bort, og hvor man så kunne lægge små stofstykker ind bagved og på den måde skifte tøj på dukken. (se længere oppe).
Udsnit af originalt Gerda- Vinding-maleark!
Tv: Reklame for de allerførste Mariekiksdukker, 1940, tegnet af Dorte!
Th: Et nyere ark med alle tre Marie- dukker med det flotte Gerda- Vinding-tøj!
Men… de allermest populære, og det er de stadig, var Store, Lille og senere Sorte Ma- rie fra kikspakkerne. De første af disse dukker kom allerede i 1940 tegnet af Dorte, senere af Ellis, og endnu senere af Gerda Vinding. Dagens samlere sætter en ære i at samle de mange hundrede kjoler og dragter til dukkerne.
Oxford kiksene havde Far til Fire fra Engholms og Hasts populære tegneserie bag på Politiken som små ark i pakkerne — også et samleobjekt i dag. De er nemme at få fat i, da der ikke er så mange forskellige. (se længere oppe).
Ugebladet TEMPO, som ikke mere eksisterer, samt dets søsterblad Flittige Hænder (nu Hendes Verden) havde også påklædningsdukker, her var hver uge et stykke tøj, hvortil man kunne købe snitmønstre. TEM- PO havde udelukkende kendte filmstjerner, mens Flittige Hænder gennem årene har bragt børn og voksne, og også filmstjerner, (blandt samlerne kaldes tøjet til alle disse dukker populært ”strimler”. I vor dage bringer Hendes Verden – som det eneste blad – med mellemrum stadig påklædningsdukker.
Doris Day 1954 fra det amerikanske firma Whitman. Sådanne påklædningsdukkebøger kunne købes i Danmark.
Ava Gardner fra Tempo 1958!
Noget rigtig populært var påklædningsdukker af de kongelige. Illa Winkelhorn tegnede De lille Prinsesse, vor nuværende Dronning, som 2-3 årig med en masse tøj, Ellis tegnede de tre prinsesser på fire ark: ferie, vinterferie, Amalienborg og et ark med folkedragter, også vore prinsessers kusine Elisabeth og hendes brødre Ingolf og Christian kom på et stort ark for blot at nævne nogle af herlighederne (se længere nede).
Mine yndlinge blandt påklædningsdukkerne var Birgit Larnous serie ”Storskovens Dyr” i det daværende Socialdemokraten, som jeg fik via nogle venner til mine forældre. Han var reklamemand og fik tilsendt alle dagbladene til sit bureau. Her var forskellige dyr. Hovedfigurerne var Trille Langøre og Freddy Skovmus, og der kom flere og flere dyr til, altid ledsaget af en sød historie. Man kunne også tegne tøj til dyrene og sende det til avisen (se længere nede) .
Eksempel på ”strimmel” med kjole og snitmønster fra Flittige Hænder 1964!
I USA var påklædningsdukkeindustrien enorm, og snart kunne man også i Danmark købe bøger med påklædningsdukker af f.eks. Filmstjerner og Disney-figurer. Det var en svir at kunne købe stjerner som Elizabeth Taylor og Doris Day samt Snehvide og De syv små Dværge.
Min søster og jeg var så heldige at have en Moster i USA, der gav- mildt sendte os påklædningsdukker, blandt andet mange dejlige dukker tegnet af Queen Holden.
Meget af alt det er nu genoptrykt, men det er selvfølgelig altid mest morsomt af få fat i de originale ting. Heldigvis er der stadig kommet nye påklædningsdukketegnere til, der talentfuldt designer noget for både store og små.
Fra arket Amalienborg med vore tre prinsesser tegnet af Ellis!
Tv: Mit yndlings-påklædningsdyr Trille Langøre tegnet af Birgit Larnou 1953! Th: Storskovens dyr og senere Familien Isbjørn har masser af tøj, her er f.eks. Indianertøj til Nanok og Grynte-Hans,
Vi sad i min barndom og klippede dukkerne omhyggeligt ud, nu findes der ark og hæfter, hvor dukkerne kan trykkes ud. Om det var særlig farligt at bruge en saks, ved jeg ikke, vi gjorde det bare, og da man nu kan få sakse uden spids, er det da ret nemt for børnene at lære at håndtere sådan et stykke værktøj uden at komme til skade. De helt moderne bøger med påklædningsdukker er hæfter, hvor tøjet er klistermærker (stickers), desuden er der skabeloner og broget papir, således at man kan designe en garderobe. Jeg vil nok altid synes, at vi havde større fantasi eller var tvunget til at have det med de få midler, vi havde til rådighed.
Desværre leger børnene ikke ret meget eller næsten ikke med påklæd- ningsdukker mere. Mange samlere og andre som jeg tegner påklædnings- dukker med vore børnebørn og har også leget på denne måde med vore børn, men… vi må alle erkende, at vi er oppe imod computerspil, Barbie- dukker, heste og meget mere. En ringe trøst er det, at der også findes på- klædningsspil, hvor man kan klæde påklædningsdukker på i lige netop det ønsketøj, man drømmer om. Og du behøver blot at vise børnene én gang, hvordan de kan gå på nettet og finde påklædningsdukker — de er nærmest født med en computer foran sig. Der er uendelige muligheder.
Familien Jenzsen tegnet i 1981 af Bjørn på 8 år!
Og er du ny samler, eller vil du glæde dine børnebørn med nye ”gamle” påklædningsdukker, kan du på de fleste museer købe genoptryk
Men at lege med dem som vi gjorde, vil aldrig komme igen, vel? Kultur, levevis, opdragelse og forbrugermønstret er åh, så forandret, og om det er til det bedre, vil jeg lade jer om at afgøre.
Kære læsere, mon der findes nogen større anledning end Den internationale Dukkedag/Verdensdukkedagen til at præsentere jer forden dukke, som har ledsaget mig næsten hele livet?
Skulle I, kære læsere, ikke være helt up to date, angående den specielle dag for os dukkesamlere, henviser jeg hermed til Linket til det brev, som den amerikanske dukkekunstner Mildred Seeley skrev i 1986:
www.worlddollday.com
Siden da fejres den 2. lørdag i juni den særlige dag: Verdensdukkedagen— blandt dukkesamlere og dukke-elskere.
Denne dag er en anledning til at forære en dukke til et andet menneske, og frem for alt er den en erindring om ikke at glemme sin barndoms veninde. Denne dag skal forene dukkesamlere og dukkemagere, dukkejournalister og biblioteker, dukkebutikker og dukkemuseer. En virkelig storartet idé. Da interessen for dukker og alt det, der findes i denne sammenhæng, er gået stærkt tilbage, er dagen en god anledning til atter at tænke på og beskæftige sig med dukken.
I enhver dukkesamling kan man helt sikkert finde effekter fra forskellige områder af dagliglivet, som har et eller andet at gøre med dukken. Først da kommer samlingen til sin ret. Som dekoration vender jeg gerne tilbage til den store postkortsamling, som jeg har arvet efter min gudmor, samt til frimærker.
Foto: Sherri Farley
Det var således ikke overraskende, at jeg straks blev begejstret, da jeg på den danske dukkeblog Dukke- & Legetøjsdrømme blev præsenteret for disse smukke frimærker. Min veninde Sherri fra Missouri opdagede faktisk disse frimærker til os på den store amerikanske auktionsplatform og købte straks tre sæt.. Vi vil hænge frimærkerne op som billeder i vore dukkestuer. Hendes mand har lovet at snedkerere rammer til billederne, og når jeg har fået mine, vil jeg vise jer dem på www.dukkedroemme.dk.
Foto: Gertrud Ihde
Min barndoms veninde hedder Bärbel
Og i dag vil jeg fortælle om hende. Den, der kigger nøje på fotoet, vil se, at Bärbel sidder på mit skød – mens jeg sidder på skødet af min bedstemor.
Foto: Gertrud Ihde
Bärbel, krigsbarn, Schildkröt, 34 cm, fast hoved, blå malede øjne, modelleret brunette ”frikadellefrisure”.
Den dag, da Bärbel trådet ind i mit liv, husker jeg ikke længere, og det er faktisk ikke så mærkeligt, da det var på min første fødselsdag.
Min bedstefar havde bygget dukkevognen til mig. De dertil passende puder i rød/hvidternet stof havde min bedstemor syet. Af resterne fik Bärbel en spencerkjole: kort nederdel og overdelen med let smocksyning. Den kjole havde hun meget længe. Det tøj, hun nu har på, blev i begyndelsen af 60erne ligeledes syet af min bedstemor.
Postkortsamling: Else Weber
Alle små børn leger gerne med vand. Da de selv ofte blev vasket uden hensyntagen til deres egne ønsker, er det en elsket leg at vaske dukkerne eller bamserne. Gengivelsen— som kunstner– eller fotopostkort hhv. glansbilleder taler for sig selv.
Postkortsamling: Else Weber
Bärbel havde det ikke nemt hos mig. Jeg var meget proper med hende. Igen og igen vaskede jeg hendes hoved, og jeg er bange for, at jeg har skrubbet hende rigtig grundigt. Derfor er det ikke overraskende, at den tidligste oplevelse, jeg husker med Bärbel, er et besøg hos dukkedoktoren.
Jeg var 3 eller 4 år gammel. Bärbels ansigt og hår var udvasket og farveløst. Jeg gik med min mor til dukkedoktoren og holdt Bärbel tæt ind til mig. I dag tænker jeg på, at jeg nok var meget bekymret for mit dukkebarn. Så bøjede ”Doktoren” sig over salgsdisken og ned til mig, så på min dukke og sagde (jeg husker det, som var det i går): ”Hvad fejler din Bärbel?”
At denne fremmede mand var så klog og vidste, hvad min dukke hed, beroligede mig dengang uendeligt. Han blev ”livlæge” for Bärbel. Hun måtte ofte konsultere ham. Igen og igen farven. Hendes sidste ophold hos ham var i 1962. Nogle år senere blev hun sammen med Dieter (en Christeldreng) – min søsters og vore babydukker lagt væk i en stor æske.
Ca. 25 år senere pakkede jeg dukkerne ud igen og …..
Postkortsamling: Else Weber
….. vaskede dem.
Selvfølgelig har jeg et helt specielt forhold til min barne-Bärbel … Og helt ærligt, jeg kan næppe gå forbi en Bärbel uden det uimodståelige ønske om at kalde hende min.
På min dukkeudstilling i vinteren 2016-17 i Itzehoe havde mine Bärbel-dukker deres egen vitrine, hvor de af fru Andresen, museets dekoratør, var stillet op i et virkeligt vidunderlig scenarium.
I min vitrine i dagligstuen har jeg ikke helt så meget plads. Der kommer hele tiden en eller anden dukke mere til Men alligevel her inden for mine egne fire vægge er den min yndlingsvitrine, og som midtpunkt står naturligvis min første Bärbeldukke.
01—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede grønne øjne
02—48 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, brune glasøjne
03—56 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne
04—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne
05—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede brune øjne
06—25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne
07—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne
08—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne
09—16,5 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne, Hertwig Katzhütte
10—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne
11—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne
12 – 25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne
Jeg begyndte tidligt at læse, allerede som lille pige var det bøgerne, der bestemte mit fremtidige liv. Min første ”krimi” fik jeg som fireårig – den handlede om en bortførelse. Nå ja, dengang fandt jeg den frygteligt ophidsende, følte med den lille mor, og jeg fandt, at bortføreren var en slem forbryder. Nå ja, I tænker sikkert på den samme bog, som jeg: Det var bogen: ”Den vidunderlige Dukkerejse/Die Wunderbare Puppenreise” af Sophie Reinheimer. Det bedste ved denne bog var, at dukkepigen Mimi havde den samme smukke frikadellefrisure som min Bärbel, og det fødselsdagskort, som fulgte med gave fra min Gudmor, ligger i dag stadig i bogen.
Bemærkning fra oversætteren: Sophie Reinheimer (1874-1935) har skrevet mange børnebøger, jeg har ikke fundet dem oversat til dansk, men de tyske udgaver kan købes antikvarisk flere steder:
For øvrigt har jeg opkaldt min Skildpadde-Strampelchen Fritzchen (Lille Fritz) efter broren til ovennævnte Mimi.
I forhandlerkataloget fra 1938— jeg har dette katalog med forhandlerprisliste— vises Bärbel for første gang og endda i seks størrelser (18,5—25,5—29.5—34—45—49) og i forskellige udgaver som kødfarvet eller solbrændt, med glasøjne eller med malede øjne, og i størrelse 49 cm endda med bevægelige øjne med vipper. De små dukker har bevægelige arme og ben og fast hoved. De store dukker har bevægeligt hoved og bliver leveret iført en combination. (Bemærkning fra oversætteren: en combination var undertøj, dvs. undertrøje og –bukser syet i et stykke).
De første påklædte dukker kan man se i 1940-kataloget. Dukkerne var hovedsageligt iført enkle bomuldskjoler – særlig henrivende finder jeg kjolen med skildpadderne – egentlig tænkte jeg altid på, at dette skildpaddestof var en nutidig kreation, (til højre), men det er det ingenlunde, den idé fik fabrikanterne i Mannheim allerede på et tidligere tidspunkt..
Schildkröt udsendte hvert år et lille reklameprospekt – i hovedrollerne sås altid celluloiddukkerne fra Skildpaddefamilien (Die Schildkrötfamilie). Det lille hefte fra 1941 har den karakteristiske titel ”Lege året rundt/Spiele für das ganze Jahr”. Jeg viser jer her denne side, fordi lille Bärbel og de andre medlemmer af skildpaddefamilien er fremstillet så pænt, og naturligvis fordi denne side netop er fra juni: Den måned, hvor vi fejrer Verdensdukkedagen.
Bemærkning fra oversætteren: jeg har gendigtet dette dejlige børnerim: ”Hvem har bolden”! Eller måske hedder legen ”Ståtrold?” Og jeg er helt sikker på, at flere af jer kan nikke genkendende til legen.:
Hvem er med, vi lege vil:
Hvem har bolden – herligt spil.
Jeg og du —
Sig det nu:
Møller-Æsel, Møller-Ko,
Det er dig, det si’r jeg jo.
Inge stod for det at tælle,
Hans blev valgt, åh, ælle-bælle.
Ryggen til os have må,
Mens alle vi i porten stå!
Han kaster bolden bag sig hen,
Mens vi råber: Hør min ven
Hans skal gætte, den er klar
Hvem af os mon bolden har?
Åh, du stakkels dumrian,
Mon du snart det gætte kan.
Hvem af os har bolden gemt,
Gæt det nu, det er ej slemt!
Min veninde Nicole fortalte mig engang, at hun ikke kan læse de gamle tyske skrifttegn. Jeg ved, at det er hun ikke alene om. Derfor har jeg ”oversat” teksten til alle Nicoler. Jeg har forsøgt at finde ud af noget om denne tekst. Men desværre forgæves – Måske er det bare en remse skrevet specielt til denne lille bog.
Opbygningen af kataloget for 1951 er opbygget helt anderledes. I de tidligere kataloger blev hver dukke altid vist i de størrelser, man tilbød, mens man fra 1951 præsenterer dukkerne efter størrelse og med alle skildpaddebørnene i blandet flok.
Og en anden ting i denne udgave er påfaldende. Hans, der altid var Inges trofaste ledsager, afbildes nu som Bärbels ledsager. Hvilke tanker man har gjort sig, da man tog dette skridt, vil jeg ikke tage stilling til.
Med få fornyelser hhv. ændringer skete der ikke mere. Bärbel af celluloid blev fremstillet i de ovennævnte 6 størrelser. Bärbel var DUKKEN fra efterkrigstiden. Mange andre fabrikanter red med på ”frikadellebølgen” (her hentydes til Bärbels frisure). Således har jeg også i min samling nogle fremmede ”Bärbel-dukker”. Schildkröt forblev tro mod denne yndede model. Den eneste virkelige nyhed kom i 1952. Her fik de 45 og 49 cm høje dukker en anden hals. Det drejelige hoved blev skåret af og fik i stedet for en halsring til fastgørelse på en blødere krop, og hermed kunne man nu isætte lukkeøjne.
Dukken blev dog aldrig et stort hit. Jeg har ingen af denne type i min samling, og kan derfor desværre ikke vise jer dem.
Fra 1953 var Bärbel ikke længere på programmet, som den eneste af Skildpaddebørnene er Bärbel ikke fremstillet i Tortulon.
Foran mig ligger kataloget fra 1958. Her afbildede man et kuriosum. Måske man overvejede en dag at fremstille Bärbel i Tortulon. Jeg ved det ikke, og i dag er der næppe nogen, man kan spørge. Jeg kan garantere jer, at det med afbildningen herover drejer sig om en originalscanning fra skildpaddekatalog 1958.
I kataloget fra 1961 er der ikke mere henvisning til Bärbel, eller endnu ingen henvisning til Bärbel.. For….. I kataloget fra 1962 præsenteres en taledukke med navnet Bärbel. Hun har den statelige højde af 58 cm, og takket være et taleværk i hendes mave og ved hjælp af små grammofonplader kan hun tale. Denne dukkes krop er af fast materiale, og hovedet af noget blødere, måske gummi eller vinyl. Nylonhåret er påsyet.
Selv om skildpaddekataloget altid havde været i A-4-format, blev det fra midten af 60erne udsendt i mindre format, dvs. A-5 i tværformat. Fra siderne smiler Bärbel stadig i størrelse 58 cm, men nu med kortere hår – ikke mere de gode, gamle fletninger rullet op som ”frikadeller”. Hovedattraktionen – i mange størrelser – er nu Bienchen (på tysk Den lille Bi eller lille, kønne pige).
Denne dukke er – frem for alt i de små størrelser – virkelig fortryllende. Heller ikke jeg kunne modstå hendes charme. Jeg købte ekstra en Bienchen til min udstilling i Itzehoe, selv om hun hverken var fra den tid, eller af det materiale, som passede ind i min samling.
Ak, ja, hermed en note: Schildkröt har tit eksperimenteret med materialer. Ikke alt, hvad der er hårdt og fast, er Tortulon. Der fandtes også et materiale, som Schildkröt kaldte tortulflex, og Skildpaddemodellen Käthe Kruse var at et materiale, som Schildkröt kaldte Demiflex. Senere kom også Celidor til.
I 1973 – til højre – bliver Tale-Bärbel stadig fremstillet, men nu med langt, glat hår. I kataloget til venstre, som desværre ikke har noget udgivelsesår påtegnet, men på grund af farvegengivelsen og udstyret sikkert ligeledes stammer fra 70erne – angives prisen for Bärbel med DM 69,90—og til højre i 1973-kataloget med DM 77,50, dvs. DM 7,60 højere, hvad der får mig til at drage den slutning, at det venstre katalog er det tidligste. I årenes løb udsendtes der desværre hele tiden kataloger uden årstal— hvad jeg findes yderst sælsomt. Det gør i dag alle vi samleres research vanskeligere, Nå, ja, dengang havde man vel endnu ikke tænkt på samlere.
I begyndelsen af 80erne blev der som bekendt slået skår i Schildkröt-Mannheim-firmaet. – når vi ser på Bärbel som klassisk model. Hermed begynder endda før salget og flytningen til Kaufbeuren en ny æra for firmaet. Bärbel står nu ved siden af Hans. De danner par. Som den tredje model ses Erika, men ekviperet på en anden måde. Først senere i Kaufbeuren kommer Inge og de andre søskende med.
Desværre har jeg ikke kataloget fra 1980, men er dog i besiddelse af forhandlerkataloget fra 1981. Som materiale angives ”Celidor”. Der er de afbilledet. Ejendommeligt nok som:
Prægningen på halsen og i nakken betyder, af min dukke har størrelse 46, er fra fabrikationsåret 1980 og har løbenummer 585.
I Kaufbeuren, hvortil fabrikantfamilien Biemann med Skildpaddedukkerne var flyttet fra Mannheim, blev lokaliteterne hurtigt for små. I 1993, kort tid efter vendepunktet, kom flytningen til Thüringen— direkte i Det tyske Dukkelands Hjerte – til Rauenstein.
Her udvikledes et samarbejde med porcelænsfremstilling i Region Gräfental i Gräfental, og her skabtes tre dukkefigurer helt af porcelæn: Strampelchen liggende på en pude, Hans….. og Bärbel stående på en sokkel. Alle tre ca. 15-18 cm høje. Jeg fortalte jer allerede i indledningen, at jeg har svært ved at gå forbi en Bärbel. Nu er de således med til at pynte i min vitrine.
Åh, ja Pynte….. Den klassiske kollektion af Skildpadde-Familie-programmet er meget alsidig. En virkelig smuk og særlig variant er juleengle-dukkerne i mange størrelser og mange dukketyper. Min engel er selvfølgelig en Bärbel, og lige siden jeg fik hende i 2004 kommer hun hvert år ud af sin æske til jul og pynter i vor julestue.
Jeg har tidligere sammensat et lille udvalg af Bärbel-dukker til jer. Som I vil se, er det nemlig ikke bare blevet ved gamle og nye Bärbel-dukker fra Schildkröt. Dukker fra Cellba, Käthe Kruse, Hertwig, Emaso og naturligvis engle afrunder min samling
Jeg tænker, at det er frikadellerne over ørerne, som hele tiden frister mig til at få fat i en Bärbel. Min mand, der egentlig altid er generøs og tolerant med hensyn til mine samlinger, mener, at jeg nu har fået fat i tilstrækkeligt mange. Men som den store fodboldspiller engang sagde:
Lad os nu se.
(Bemærkning fra Sigi og oversætteren: Lad os nu se/Schauen wir mal er bevingede ord på tysk. Disse ord stammer fra Franz Beckenbauer, en kendt fodboldspiller fra Bayern-München i 70erne. Han er stadig en legende, og dette motto stammer fra reklamefjernsynet).
Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for det flotte layout.
Også vi takker dig for denne levende fortælling om Bärbel. En lille pige, der elskede sin dukke og hele livet fortsætter med at holde af Bärbel. Det har været en fornøjelse at oversætte din beretning, Lene og jeg kan kun ønske alle vore læsere
For ikke så længe siden fortalte Sigi Ulbrich om det store udvalg af tæpper til dukkehuse og –stuer, hun har designet, og hermed får I nogle tips og gode råd, når I kreerer jeres tæpper.
Tak, Sigi, for disse tricks, nu kan jeg trygt fortsætte med bedre resultater).
(NB! Undertegnede/oversætter blev som nævnt rigtig glad for disse tips, idet mine forsøg ikke ligefrem kan tilskrives Einstein, Edison og Bohr, men bare Lise; derfor håber jeg, at dette vil være en god ballast, når I går i gang, og når mine tæpper ENGANG bliver super-perfekte, skal I få dem at se)!.
Sigi skriver:
”Jeg håber da, at du/I synes det er sjovt at lave tæpper, og hermed nogle tips og gode råd, når du skal forme tæpperne:
Altså skal du – når tæpperne er færdige, udarbejde dem i den rette facon, (bringe dem i form). For man kan ærlig talt risikere, at de runde tæpper ofte bliver til kurve eller skåle i stedet for til flade skiver. Det er derfor meget vigtigt, at man syr med løse sting og endelig ikke strammer tråden under sammensyningen. Herefter kan man trække, strække og udspænde arbejdet.
Der findes forskellige muligheder, en af Sigis veninder bruger altid sukkervand for at gøre tæpperne mere stive. Det er jeg modstander af, jeg tænker her på, at man derved inviterer uvelkomne GERNE SEKSBENEDE medbeboere indenfor.
Selv klipper jeg en skabelon af papir, lidt større end tæppet, herefter sætter jeg papiret fast på polstringen på sofa-armlænet, ganske enkelt med knappenåle. Så fugter jeg tæppet – dette lykkes ganske godt med en stænkflaske (den du bruger, når du stryger tøj), og endelig hæfter jeg med knappenåle tæppet fast på papirskabelonen, derpå strækker jeg det lidt efter lidt ud til den størrelse, som jeg vil have det i henhold til skabelonen. Dvs. igen og igen strække og hæfte fast, indtil tæppet har fået den rigtige facon og størrelse. Jeg bruger således ganske enkelt vand, da man hele tiden her efter behov kan fugte kan lidt mere efterhånden. Sherri fortæller, at hun blot presser tæppet, men den metode er ikke så enkel at arbejde med, da man bagefter ikke kan se, hvordan tæppet er placeret i pressen, hvorved det let får en forkert facon.
Altså, kære venner, prøv nu bare og ha’ det sjovt… og det er bare så herligt at kunne hygge sig med små ting— – eller som man siger nu til dags: I WANT FUN !”
Som I kan se på Sigis fotos— de taler for sig selv ! giver det flotte resultater— eller øvelse gør mester……
God Fornøjelse !
Således inspireret af Sigis skønne tæpper, kan jeg ikke nære mig for at vise et af de tæpper jeg har lavet i samme stil, til et af mine dukkehuse.
Det er tyndt flerfarvet bomuldgarn, broderet på hørlærred.
Udsnit af originalt Gerda- Vinding-maleark!
Tv: Reklame for de allerførste Mariekiksdukker, 1940, tegnet af Dorte!
