Dukker - DUKKE - & LEGETØJSDRØMME. (Vi samler og leger stadigvæk).

Håndarbejde på tynde pinde

Ikke ligefrem ”Pringle of Scotland” – men strikkede ting, som jeg værdsætter!

Med hilsen fra Sigi Ulbrich (www.tortula.de) ©

(fotos :gmuwebdesign ©) – (oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle uger siden modtog jeg månedens kompendium-sider om Edi-dukker, hvor Sigi præsenterede sine EDI-babydukker i hjemmestrikket /selvdesignet tøj, og dette yndige og søde tøj måtte jeg da vide mere om, således at vi alle kunne få glæde af Sigis færdigheder… Og her er således hendes fortælling om at strikke og hækle af fri fantasi… (Prøv selv… fantasien kender ingen grænser):

Da jeg for mange år siden begyndte at samle på Edi-dukker, var der endnu ingen, der tænkte på Ebay og andre salgsportaler på nettet. Ville vi i forbindelse med hinanden, skrev vi et brev, eller såfremt det skulle gå hurtigt, og såfremt modtageren havde ”et af disse nymodens apparater”, gik man ned på gaden, fandt en telefonboks og ringede til modtageren. Det allermest sikre var dog, at man satte sig i bus, sporvogn eller tog og kørte hen til vedkommende.

Derfor var samlingerne- lige meget hvilken genre – gerne små og overskuelige. Alle mine dukker havde navn, og jeg kendte dem godt, vidste hvornår og hvor jeg havde erhvervet dem. Mange køb var således mere kærlighed ved første blik end ønsket om at udvide samlingen.

En dukke som den lille LEA tv var allerede dengang en virkelig eksklusiv erhvervelse. Min mand købte hende dengang i USA. En 10 cm høj Edi-Babydukke med hanekam (det vi i Danmark kalder Prinsessekrølle) – vækker denne frisure minder? Hun er iført sin originale legedragt og hun bærer endnu sit skilt ”Made in Western Germany”, sådan mærkedes tidligere alle genstande, som Den tyske Forbundsrepublik fremstillede til eksport.

På tyske loppemarkeder fandt man allerede på et tidligt tidspunkt de nøgne dukker, og hver gang jeg opdagede en, tog jeg den med. Jeg er ikke god til at sy, det har jeg aldrig været, allerede i skolen opgav min håndarbejdslærerinde at lære mig noget. Jeg kunne ganske enkelt ikke sy, og helt ærligt, jeg havde heller ikke lyst.

Dog havde min mor mig meget tidligt lært at hækle og strikke, og da de små dukker naturligvis ikke skulle sidde i ”deres fødselsdagstøj”, ville jeg strikke tøj til dem. Med mit normale håndarbejdsgrej kom jeg dog ikke videre. Jeg forsøgte mig med babyuld, og selv om resultatet blev ganske smukt, var kjolen for tyk. Kjolen blev strikket færdig med meget få masker og nøjagtigt sådan kom den til at se ud.

På en miniaturemesse opdagede jeg nu strikkepinde, helt tynde og kun 1,2 mm i diameter. Jeg lavede nogle forsøg, og med disse kunne man strikke med blondegarn. For de, der måske ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at blondegarn er ca. så ”tykt” som sytråd. Nu havde alle døre pludselig åbnet sig, for sytråd fås i alle farver. Jeg var nu i stand til at strikke tøj til alle mine små dukker, herunder også lege– og pyntedukker til dukkestuerne. Og når man først får begyndt, kommer den nødvendige kunnen med de tynde pinde og det fine garn helt automatisk. Hurtigt købte jeg nu helt tynde hæklenåle (størrelse 0,75, 1 og 1,5. Nu kunne jeg også hækle fine blonder på de små kjoler, nøjagtigt som til de små dukker tv. Dukken i salgsreolen fra Bodo Hennig er 1,4 cm høj, og pyntedukken på dukkehussengen er 2 cm høj.

Mit resultat af disse håndarbejder var virkeligt fortryllende, og jeg var meget stolt. Men det blev også til lidt roderi eller fjumren rundt. Med hensyn til mine 7 og 10 cm høje Edi-dukker blev det mig for møjsommeligt. Men da jeg en dag handlede i en forretning med sytilbehør, fik jeg denne idé: Jeg købte knaphulsgarn og fandt hermed en fantastisk løsning. Garnet er dobbelt så tykt som sytråd og er lige så nemt at strikke med. Når man strikker så små ting, skal man passe på, at man ikke strikker for stramt— for gør man det, fremstiller man hurtigt små træbrikker. Strikker man tilpas løst, falder alt let, ja smyger sig om den lille dukkekrop. Derfor benytter jeg for det meste hulmønster til nederdelene, hvorved alt falder endnu mere elegant ud.

Det vigtigste ved disse fine arbejder er lyset. Allerhelst sidder jeg på altanen i skygge og strikker, da man i det skarpe sollys bliver blændet.

Endnu i dag arbejder jeg efter min Mors retningslinjer. Alt— kjoler, bluser, sweaters, skjorter, dragter- kan åbnes og lukkes i ryggen. Dette er nemmest, når man klæder dukkerne af og på, og det skåner de små dukkearme- og det er ekstra vigtigt, da jeg overvejende samler på celluloiddukker. Selv på Edi– dukkerne, som er af hård plastic, skåner man derved fastgørelses-anordningerne på arme og ben.

Jeg bruger ikke strikkeopskrifter, jeg arbejder efter ”Mål”. Jeg hækler eller strikke et stykke og holder det op mod dukken. Dukker er taknemmelige modeller- måske lidt genstridige i arme og ben, men dukker behøver ingen pause og sidder altid beredvilligt parat, således at man kan måle på dem. Man kan selvfølgelig ikke arbejde for at tjene penge, det ville på grund af tidsforbruget koste alt for meget, jeg arbejder således for min egen fornøjelses skyld. For det første er det en fornøjelse for mig af fremstille de små ting, og for det andet er det mig en glæde at beundre mine små dukker i stadsen.

Vil jeg udstyre en lille baby-dame rigtig sødt, får hun en lille kjole, små bukser, en lille kyse og et par babysko.

Kjolerne udformer jeg gerne som kittelforklæder, dvs. korte, brede seler og derpå overdelen— som lukkes bagpå. Da det er nemmest, hækler jeg stykket indtil taljen. Den sidste række er en hulrække, således at man kan trække et lille bånd igennem. Derefter samler jeg maskerne op og strikker videre. Til Opsamling af masker anvender jeg gerne dobbelt garn, så har jeg med et slag opnået vidden på nederdelen. Kun sjældent skal der flere masker til. Til halsudskæring og ærmegab hækler jeg endnu en lille blonde. Denne bliver særligt smuk og fin, når man benytter tyndere sytråd.

Som i det virkelige liv er det for det meste nemmere at strikke til ”mændene”. Mine sparkebukser er altid i et stykke, overvejende med lange ben, som jeg gerne lukker under fødderne. Herved sparer jeg at strikke de ekstra babysko. For at få benene lige lange, strikker jeg straks begge på én pind. Når de har den rigtige længde, strikker jeg i midten til kilen yderligere 2-3 masker – de skal senere tages ind – derefter strikker jeg dem sammen foran. ”Buksedelen” strikker jeg videre i glatstrik (en pind ret, en pind vrang). I taljen kommer en hulrække. I overdelen indarbejder jeg gerne et lille mønster. I halsudskæringen bliver i hvert tilfælde skulderstykket lige så langt, at det kan sys til foroven på ryggen. Nu lukkes bagsømmen til taljen. Ærmerne strikkes enkeltvis og sys direkte til overdelen. For øvrigt gør jeg nøjagtigt det samme, når det drejer sig om store babydukker. Dragten til den 30 cm høje ASK-baby (Adam Szrajer/Adam Schreyer— de blev fremstillet i byen Kalisz/Kalisch) er ligeledes i et stykke, sågar skoen er strikket med. Men naturligvis er denne dragt strikket af det ”normale” meget tynde bomuld.

Under alle omstændigheder får også en drengebaby en kyse – tidligere brugte man det. En baby havde kyse på. Til disse små drenge laver jeg gerne en ”lodden hue” (en slags djævlehue). Også selv om det ikke er realistisk i det virkelige liv —- ser det ganske henrivende ud, og dukkebabyerne ligger eller sidder jo overvejende i deres små senge, vogne, vugger eller høje stole. De to 7 cm høje babyer i gult/hvid og rosa/hvidt har ligeledes strikkede dragter i et stykke.

Hvis det engang skal gå hurtigt, får en baby – se længere oppe, en 4 cm høj Edi-dukke med sin 12 cm høje Edi-Mor i en bondestue fra 1942 – en løjert (en slags køre eller sparkepose med overdel). Til denne dukkestørrelse er man nødt til at bruge sytråd, alt andet bliver for pølseagtigt.. Man strikker helt enkelt ca. 20 pinde – her har jeg brugt perlestrik. Herefter har man opnået den rigtige størrelse og fortsætter med 2-3 pinde til overdelen foran, brede seler og sammensyning. Som sædvanlig er dragten åben bagi og let at iføre barnet. FÆRDIG!

Jeg har kasser og æsker fyldt med garn og stofrestert. Jeg ved også, hvorfra min samlerlidenskab stammer, den har jeg arvet efter min Bedstemor. Hun gemte hvert eneste lille stykke stof og garnrest. ”Man ved jo ikke, hvornår man engang for brug for det igen!” Nå, ja, hun var årgang 1893. Da Bedstemor døde i 1981, arvede jeg alt dette. Hver gang jeg har brug for et stykke stof eller en særlig farve garn, finder jeg det helt bestemt i Bedstemors efterladenskaber. For nylig ryddede jeg op i det hele- og til min mands store glæde smed jeg noget ud. Dog er der stadig for alle tilfældes skyld rigeligt tilbage.

Og her ved fandt jeg stoppegarnet. Husker I det? Jeres bedstemor og måske også jeres Mor stoppede dengang strømper. Dengang kunne man købe stoppegarn viklet om tyndt pap. Oprindeligt var det uldgarn, og omkring midten af 60erne overvejende dralon (et kunststof). Mens uldgarnet på de gamle papstykker ikke længere er anvendeligt – de falder nærmest fra hinanden, når man ser på dem – er dralon vidunderligt som strikkegarn. Sy– hhv. knaphulsgarn gør det ud for bomuldsgarn, og dralon gør det ud for uldgarn. Begge dele ser godt ud, og mine små dukker er rigtig fint klædt på.

Måske ikke lige frem Haute Couture, men heller ikke Prêt-à-Porter !

Og så er der kun at takke Sigi hjerteligt for denne herlige og lærerige artikel med tips og tricks – en fortælling, der helt sikkert giver mange af os lyst til at prøve kræfter med strikkepinde og hæklenål helt uden opskrifter og ”efter de forhåndenværende materialers princip”!.

God fornøjelse !

PS: Sigi fortæller at der findes 2 bøger om Cellba dukkerne:

bind 1 og 2: Im Zeichen der Nixe (I havfruens tegn men kun på tysk)

Udgivet af: Heimat und Gewschichtsverein eV.

Mere om Cellba dukkerne

Anne Friis © for tekst og fotos.

Hvad jeg ved om Mærket Cellba.

Det er beretningen om min Cellba dukkepige lavet i celluloid. Jeg købte den på loppemarkedet i Humlebæk, det er der kun ret sjældent. Pigen der solgte den fortalte at den havde tilhørt hendes mor, som lige var død. Hun ønskede dog ikke at smide den ud, selvom ingen var interesseret i den – jeg kom ret sent – men da jeg fortalte at jeg nok skulle passe på den, blev den min for bare en tyver. Hun er en type, som jeg ikke har mange af, en såkaldt ståbaby, direkte oversat, desuden er hun af mærket Cellba fra 1923-1966. De bruger en havfrue kalder jeg det, andre siger havmand, der er i et skjold ”Wassernixe” på Tysk. Firmaet er Schöbel, Becker & Co bosiddende i Babenhausen.

Celluloid er jo et farligt materiale, da det skal presses i en form og med lufttryk presses ud i alle hjørner, derefter bliver delene sat sammen, faktisk smeltet sammen.

Da jeg arbejdede på Statens filmcentral var jeg en af de få, der fik lov til at sidde og reparere brækkede celluloidfilm med et flydende materiale, nitroglycerin i en lille glasflaske, der smeltede det sammen. Der var temmelig mange stumfilm fra den periode.

Derfor sad jeg for mig selv, så hvis det eksploderede var det kun mig det gik ud over. Det kan man så tænke over i dag, da jeg var alene med 3 små drenge – tror ikke det var gået i dag. Der er adskillige fabrikker, der er brændt ned til grunden på grund af eksplotionsfaren og alle de forsøg, de var nødt til at lave. Men jeg må nok sige, det er et meget mat og smukt materiale, som sågar er blevet brugt til fremstilling af smykker. Et sådant købte jeg også på samme loppemarked – en yndig rose. Jeg har selvfølgelig en del dukker i Celluloid, men desværre må jeg sige, at de er utrolig sarte nu hvor de er over 100-160 år gamle, idet materialet blev opfundet i 1895. Husk ALDRIG at tage din dukke ud i frostvejr eller udsætte den for en stor temperatur forskel, så kan de eksploder for øjnene af dig. Har selv prøvet det, og man lære jo kun af sine fejl, ved at gøre dårlige erfaringer. Ellers er det et dejligt let materiale, der senere blev udkonkurreret af Bakkelit, og Tortulon, som det kan minde om. Bakkelit kunne også presses i form, men det holder heller ikke, det pulverisere – tænk på gamle brune kontakter og fatninger – om det er fordi ledninger bliver varme ved jeg desværre ikke.

Firmaet Cellba har rigtig mange søde og spændende dukker i deres sortiment, de virker lidt anderledes end ”Skildpaddernes” som jo sad på det store marked og diktered hvad de andre firmaer kunne tillade sig. Alle fik rå-celluloiden – sikkert fra det samme sted, men Skildpadde bestemte hvem der fik. De eksistere jo den dag i dag, så de har formået at klare sig, ved at opkøbe andre fabrikker og så nedlægge dem. En nem måde at få sine konkurrenter fjernet på. Jeg siger ikke at andre firmaer ikke ville gøre det samme; når det kommer til stykket er det pengepungens størrelse, der bestemmer. Cellba lavede mest babydukker og så stådukker, men de kunne være med både faste og drejbare hoveder samt en meget charmerede Kewpie type. Desuden var der andet legetøj til små børn som tumlinge, der ikke vælter og sådanne ting. Dem har jeg dog kun set fotos af. De kunne sagtens putte vippeøjne i, som også blev lavet i celluloid, men ligeså tit kunne det være glasøjne, de har et meget dybere blik og betingede sikkert en højere pris. I skal huske at de faktisk var ret dyre, det var jo det nyeste hit, så mange china dukker har måtte lade livet for at få et nyt hoved i celluloid, men jeg tror ikke at Cellba lavede skulderhoveder, men det gjorde andre firmaer, især ”skildpadde”. Børn ønsker altid at få det, der lige nu er in, ellers plager de livet af dig; det gjorde de også dengang. Hende, jeg købte i Humlebæk, hedder Gabi i de tyske bøger. Min har malet øjne – den billige udgave. Desuden tror jeg det ene ben er udskiftet, da det har en mørkere lød i den ellers meget blege hudfarve. Det er heller ikke mærket på samme måde som det andet ben og armene. Hudfarven blev hældt i celluloidmassen, så man kan sige de er gennemfarvet, hvor nogle negerdukker blot er sprøjtelakeret på en lyserød grundfarve. Det ses i de dele man kan skille ad, især på indersiden af lårene. Men som sagt har jeg også der kun set fotos af deres specielle negerdukker. Men jeg kan godt lide det lidt anderledes udtryk Cellba bruger, de virker ret naturlige som rigtige børn og var klædt som sådanne. Jeg vil se i min samling, om jeg skulle have flere hele dukker fra Cellba. Mange af mine celluloider er desværre blevet ødelagt af diverse katte samt et indbrud, hvor personen bare smadrede dem, så min samling er ikke i den bedste stand desangående.

Fordi cellba pigen er så bleg, har jeg inkluderet en tumling, så I kan se hvor godt at farverne kan holde. Det er en klovn som slet ikke har noget mærke overhovedet, den er gennemset med lup, men den virker meget tysk i mine øjne, så det tror jeg på. Desuden har den en noget anden farvetone end de Japanske celluloid ting, så det udelukker jeg også. Den indeholder noget det rasler samt er ikke så god til at rejse sig op, som de plejer at være. Han er 14,5cm høj.

Bøger kun med celluloid dukker og ting: Zelluloid-puppen sammmeln fra Lanterna Magica skrevet af Angelika Lipinski ISBN3-87467-313-8, katalog med farvefotos og prisguide på tysk.

Mange leksikoner har også afsnit med celluloid dukker, ligeledes de forskellige pris guider, men meget få har store gennemgange af de vidt forskellige mærker fra mange lande i Europa. De danske celluloid’er fra Køge, Muslinge og Swift fabrikkerne dukker slet ikke op i disse, samt polske og franske mærker heller ikke; begge lande lavede som bekendt pragtfulde dukker. Dette får mig til at tro, at meget lidt af de forskellige mærker slet ikke kendes andre steder. Jeg er tit blevet spurgt om dette i Bruxelles hos min dukkereparatør, som var meget interesseret i ny viden, og jeg købte netop den franske bog hos ham.

Poupées Francaises en Celluloid både på Fransk & Engelsk af Kathy Moreau kun franske mærker. Denne lille, men meget oplysende guide, er ganske undværlig og idet den er tosproget yderst anbefalelsesværdig. Jeg har adskillige franske celluloider, men alt sammen analogt registreret, så jeg må i gang igen og lave det digitalt.

Puppen & Spielzeug aus Zelluloid fra Weingarten af Sabine Reinelt , nok den bedste med tyske dukker, den mest alsidige, og med pragtfulde fotos. Desuden var det den eneste som havde fotos af min nye Käthe Kruse dukke i tortulon med korrekt angivelse af årstal.

Vi skal huske at celluloid hurtigt bliver videreudviklet, og at der kommer andre stoffer i det hen ad vejen, via bakkelit og tidlig plastik og til sidst vinyl, som vi kalder det meste for i dag. Tidlig plastik og plastik er to meget forskellige materialer, og museerne har store besværligheder med at bevare disse ting, fordi de går ind og reagere med luftens forurening i en kemisk proces. De tidlige plastik dukker (Barbie & Bild Lilly) er særlig udsatte, og der skal nok kommer flere med over årernes løb. Nogle af mine får grønne plamager midt i ansigtet, det havde Barbie Lene aldrig set før. Ellers er det kun ved ørerne (grundet messing ørenringene og metallet de er fæstnet med). Hvis I selv har oplevet dette må I gerne fortælle os andre om I har fundet en løsning på især misfarvnings problemer, det kunne vi godt tænke os her på blokken.

En stor tak til Anne for denne udførlige artikel!

Lene

Den smukke Schoenau-dukke

En hilsen fra Inger Vistoft ©

(med supplerende research af Lise Brastrup Clasen ©)

Det er altid spændende, når vi præsenteres for nyerhvervelser fra vore læsere. Og hermed lidt om Inger Vistofts nye ”gamle” Schoenaudukke. Inger har rengjort dukken, renset hendes hår og vasket kjolen, således at den nu fremstår lækkert og indbydende.. De fine fotos er taget af Inger!

Som I vil se, er dukken mærket med hjerte og bogstaver fra det tyske firma (Arthur) Schoenau. Vi har tidligere skrevet her på bloggen om Schoenau & Hoffmeister, som engang dannede firma, men blev uenige om fremstilling af dukkehoveder. Arthur Schoenau og senere hans efterkommere førte firmaet videre (firmaet blev oprindeligt grundlagt af Arthur Schoenau initialerne i og omkring hjertemærket – hhv. AS og ASS – henviser til grundlæggerens initialer.

Denne smukke pige er 38 cm høj og af /kompomasse – hun har brune lukkeøjne og fyldigt hår, og vipperne er nogen lunde pæne. Der er lydboks i dukken, og boksen virker perfekt. Pigen har en lille ridse på højre kind og en afskalning på højre hånd, men ellers er hun helt perfekt. Den dejlige pige er mærket med Schonaus hjerte, mit gæt er, at hun er fra halvtredserne! – Desværre kan man på fotoets af hendes nakke og ryg ikke se mærket helt tydeligt her.

Kjolen er sikkert original, den har et par brist, og der er en yndig broche som pynt.

Vi siger tusind tak til Inger, det er dejligt at se din nye (gamle) dukke !

(Lise)

Flere Sasha Morgenthaler dukker

© for tekst og billeder Anne Friis

Kære Venner,

så fik jeg endelig fotograferet min Sasha dreng, så I kan se ham. Jeg har desuden fundet fotos af den baby, jeg ikke fik fra auktionen i Sverige, Lund Crafoord auktioner. Han er 42cm høj, og har brune øjne på en fløde chokoladefarvet vinyl krop. Som jeg tidligere har fortalt boede jeg jo i London i begyndelsen af 1960’erne i adskillige år, så jeg syntes de var meget smukke, men utrolig dyre. De blev solgt i vare huset Harrods i deres legetøjsafdeling. Jeg mener ikke Hamleys eksisterede i 1960’erne, men jeg kan tage fejl. Som regel kom de i et plastikrør og blev lavet hos Frido Trendon Ltd. (/1965-1986). De står som 16” eller 41cm, men håret gør dem en lille smule højere efter min mening. De havde desuden en lille reklame bog med, hvor man kunne se de forskellige typer af dukkerne og deres udstyr, ligesom Barbie dukkerne. Jeg har tjekket ham meget nøje for mærker, og der er absolut ingen. Götz Puppenfabric ( 1964 – 1970) lavede dem også, men de skal have mærket dem. Senere fik Götz en ny licens 1994 til at producere disse igen, så måske laves de endnu, det ved jeg egentlig ikke.

Her med blå strikket sweater og rød overall, virker troværdigt for tiden, tror det er originalt. Sandalerne er i hvert fald.

Drengen som normalt hedder ”Gregor” har meget blond hår og pigen er med mørkt langt hår. Men de findes både med rødt hår og platin blond. De havde et mærke med navn og type om håndleddet, som tit mangler, som hos Steiff. Min Gregor har helt sikkert sit originale tøj, som består af en blå strikket sweater med rød overall eller snedkerbukser, som de bliver kaldt, og sine originale sandaler, disse er jeg helt sikker på. Pigerne kunne dog godt have anderledes sko, tit i hvidt med hvide ankelsokker og en lyserød eller lyseblå ternet lillepige kjole med hvid krave. Hende har jeg set mange gange, men som sagt ikke haft råd til at købe hende. De har alle et uhyre blidt udtryk og svagt farve læber og et drømmende udtryk.

Forskellige composit, celluloid samt Sasha Bay fra Crafoord auktionen.

Babyen, som jeg ikke har målt, er ret charmerende, og nok den mest sjældne. Desværre står deres størrelse ikke i bøgerne, men de blev lavet af det engelske firma fra 1970-78 med angivelse af køn, fra 1978-86 uden dette. Husk lige, der er man begyndt at blive snerpet igen. Nogle af de andre vinyldukker havde også denne angivelse, men om den er lige så fri i dag ved jeg ikke, tror det ikke. Der blev også lavet specielle udgaver med et tema, som balletpige, skøjteprinsesse eller ride pige.

Desuden er der de helt originale Sasha Morgenthaler, (1940-74) hvor hun døde, som er udført af hende selv med mrk. under foden samt håndledsmærke. De kan være lavet i stof og komposit som Lise nævner og med mærket tøj. Jeg tror kun man kan se disse på museer, så sjældne er de, og derfor ekstremt dyre.

Anne Friis

En stor tak til Anne for denne dejlige artikel!

Modedukker – Fashion dolls

(Grevinde Maree Tarnowskas samling på auktion)

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For en uges tid siden modtog jeg meddelelse om, at Grevinde Maree Tarnowskas fantastiske samling af dukker nu kommer under hammeren, og det drejer sig om 50 udsøgte dukker og ca. 300 kjoler, samt tilbehør af høj kvalitet.

Grevinde Tarnowska er velkendt for sin viden om modedukker fra det 19. århundrede og blev i sin tid inspireret af sin mors lille samling. Hun var medstifter af The Antique Doll Dealers Association of Great Britain /Sammenslutningen af forhandlere af Antikke Dukker i Storbritannien) og The United Federation of Doll Clubs i USA ( Sammenslutningen af Dukkeklubber i USA) – Hun har gennem årene holdt mange foredrag både i USA, Storbritannien og i mange andre europæiske lande, og hun inspirerede derigennem mange samlere til at interessere sig for Mode Dukker (Fashion Dolls).

Blandt mit righoldige bibliotek om dukker har jeg hendes fantastiske bog ”Fashion Dolls” med forord af den lige så legendariske Dorothy Coleman. Her er der udførlig historie om Fashion dolls, og disse franske skønheder fra perioden 1860-1890 dukker ofte op enkeltvis i store auktionshuse. I bogen ser man tydeligt forskellen på dukkernes alder og mode, og der er mange forskellige mærker. Desuden er her et interessant tillæg af Madeleine Ginsburg om undertøj i det 19.årh. af : De mange mærker har I sikkert hørt om før, F.G., som både kan stå for François Gaultier og for Gesland, og det er mange gang ret umuligt at skelne dem for hinanden, BRU JneR i forskellige former, Huret, Juneau, Mme Rohmer (Marie Antoinette Léontine Rohmer), House of Simonne og mange flere.

De smukke damer havde ofte skindkroppe eller noget af kroppen var af skind trukket over guttaperka, kroppene var ledkroppe med bevægelige albuer og knæ, hovederne af porcelæn med indsatte øje og smukt malet.

Damen her er i selskab med en fin herre, hun er 48 cm høj med et indridset H på hovedet. Hun har bevægeligt hoved, blå glasøjne, og piercede ører. Kroppen er helt i skind med bøjelige albuer, knæ og hofter. Hendes ledsager er 58 cm høj og mærket J. på bevægeligt hoved, (tilkendt Jumeau), brune glasøjne og skindkrop med led som hos damen, dog med individuelt markerede tæer. (fra omtalte bog)

Bogen, FASHION DOLLS af Maree Tarnowska, er udgivet af Hobby House Press i 1986 (ISBN nr. 0 87588 286 2) og kan stadig fås antikvarisk. Den er spækket med smukke farvefotos af dukkerne, samt mindre s-h/fotos med beskrivelse af de forskellige typer.

Hermed annoncering af auktionen, samt et par appetitvækkere fra den omtalte bog.

Den nævnte auktion finder sted den 27. –28. maj via Auktionshuset François Theimer, og som abonnent på hans auktionskataloger vil jeg i nærmeste fremtid modtage dette ekstra-katalog, som je glæder mig meget til at se!. Vil I vide mere om auktionen, da gå ind på www.theimer.fr

Fra kapitlet om undertøj i det 19. årh. !

G o d L æ s e l y s t !

MARILÚ – en dukke fra Argentina

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Da vi for nogle år siden besøgte vor fjerne familie i Argentina, opdagede jeg straks Peggys søde dukke i et hjørne af sofaen, og senere fik jeg dukkens historie, som I selvfølgelig også skal indvies i:

I 1932 averterede Billiken, det mest kendte børneblad i Argentina med en ny dukke ved navn Marilú.

Marilú var en dukke, som var indført fra Tyskland, men fremstillet specielt til det argentinske marked. Hun var 16”, ca, 41 cm høj , og mærket på bagsiden af hovedet med ”K*R//917//Germany, tallet 917 blev brugt af Kämmer & Reinhardt til deres version af kompodukker fra form 117. Marilú havde enten brune eller blå lukkeøjne af glas, håret var bølget af blondt eller brunt mohair, eller som en kort, krøllet frisure, eller pagehår. Kroppen var en fuldt bevægelig trækrop med kompo malet i en temmelig stærk pink. På ryggen var kroppen mærket: ”MARILÚ//MARILÚ REGISTRADA”.

Desuden annoncerede Billiken hver uge med, at man ville bringe mønstre, således at dukken kunne få en komplet garderobe.

Marlú blev så stor en succes, at hun allerede i 1933 fik sit eget blad, selvfølgelig kaldt Marilú og tydeligvis inspireret af det franske blad for Bleuette-dukkerne: ”La Semaine de Suzette”.

Successen fortsatte, og stormagasiner og butikker lancerede tøj til småpigerne, således at dukkerne og deres mødre kunne være ens klædt på. Senere kom der møbler og andet tilbehør til dukkerne. Træmøblerne fandtes i farverne blå, rosa eller creme: Man kunne få en dejlig seng, spejl, stole, toiletbord, natbord, bogreoler, borde, skrivebord og polstrede lænestole.

Omkring 1936 overtog Köenig og Wernicke produktionen af dukkerne. Hovedet lignede det, som Kämmer & Reinhardt havde fremstillet, men var blot mærket i nakken med ”Germany”. Kroppen var den samme som før, men nu på ryggen mærket med rødt blæk MARILÚ//Marca//Registrada. Frisuren var den samme, men for det argentinske marked introduceredes nu også sort hår.

Da 2. Verdensskrig gjorde det meget vanskeligt endsige umuligt at skaffe dukkerne fra Tyskland, blev de nu fabrikeret i Argentina, stadig med kompohoved og kompoledkrop etc.

De argentinske Marilú-dukker blev fremstillet af Bebilandia, et dukkefirma, der havde sin egen dukkeserie med Lita, Pepito, Teresita, Martita, Chichin, Coquito og andre.

Produktionen i Argentina startede i 1940, og snart fik Marilú en lillebror ved navn BUBILAY. Han havde kompohoved og træ– og kompokrop – han var mærket på ryggen med blåt blæk: ”BUBILAY//Registrada”. Han blev senere fremstillet med malet plastichoved og kan have haft malet plastickrop. Og mon ikke han også var inspireret af Bleuettes lillebror Bambino, se ill.

I 1960 ophørte produktionen – og som følge heraf gik bladet MARILÚ også ind.

Da min mands nu 90-årige grandkusine er opvokset i Argentina, spurgte jeg naturligvis, om hun kendte til dukken Marilú, og det gjorde hun så sandelig.

Peggy har stadig sin Marilú, som hun fik af sine forældre, da hun var en lille pige, og hun sendte mig et par fotos af dukken, hvor hun hygger sig med katten: på det ene er Marilú iført original hvid kjole og kyse, på det andet en blå kjole.

Desuden har Peggy sendt mig to mønstre til dukkekjoler, den ene passer til en ca. 35 cm, den anden til en ca. 25 cm høj dukke. Mønsterdelene skal forstørres, således at hver kvadrat måler ca. 1,2 cm.

Vejledning og mønstre:

Mønsterdelene tegnes op på kvadreret papir, således at hver kvadrat måler ca. 1,2 cm..

Hermed mønstre og sy-vejledninger til de enkle og søde dukkekjoler:

Mønstret til kjolen med rundskåren nederdel passer til en ca. 35 cm høj dukke, delene består af overdel (blouse), forstykker med fold, klip én. Ryg: klip 2, waistband = linning, og skirt = nederdel. Front or Back to fold = for eller bag til fold. Facing Line = kantlinje.

Kjole med rundskåren nederdel til ca. 35 cm høj dukke: (Dukken til venstre på billedet)

Hertil skal du bruge: Rester af f.eks. Bomuldsstof, 2 tryklåse, samt en lille hægte til nederdelen.

Ombuk/sømmerum: ca. 1 cm til overfald og 1/2 cm til sømmerum og midtfor på overdelen.

Klip mønsterdelene således: Fold stoffet som vist på delene. Klip linningen i enkelt lag stof, alle andre dele i dobbelt lag. Klip nederdelen igen. Klip den øverste del af forstykke og ryg til den punkterede linje til foret

Nederdelen: Sy sidesøm, idet du lader venstre side stå åben fra taljen til foret. Pres arbejdet fladt. Bøj åbningens kanter ind, så det ser pænt ud. Søm op forneden. Sy den ene ende af linningen til retsiden af linning kanten. Vend arbejdet på vrangen, sy kastesting over, således at arbejdet bliver pænt. Luk med hægte og løkke syet som knaphul.

Overdelen: Sy overdelens skulder- og sidesømme og foret. Læg arbejdet ret mod ret og sy hals – og midtbag – kanterne. Klip udskæringerne, således at vinklerne bliver skarpe. Vend foret på vrangen og stik det i kanten. Pres arbejdet. Vend arbejdet, lad ærmegab på for– og overdel mødes, og kast delene omhyggeligt sammen. Søm resten af ryggen og sy op forneden. Lav ombuk på ryggens venstre side og luk med tryklåse. Sy kanten til ombuk på sidesøm.

Langlivet kjole med læg, passer til ca. 25 cm høj dukke: (Dukken til højre på billedet) ….

Også her er hver tern (hvert kvadrat) ca. 1,2 cm

Mønsterdelene er gengivet med front = forstykke, fold stoffet og klip ét stk. Back = ryg med ombuk—klip 2 stk.

Hertil skal du bruge: små stofrester, f.eks. bomuld, 2 tryklåse og 2 knapper.

Ombuk/sømmerum: ca. 1 cm til ombuk/overfald og 1/2 cm til sømmerum.

Klip mønsterdelene således: Tegn mønsterdelene fra diagrammet. Klip forstykke og ryg i dobbelt stof, heraf det ene lag til fo’r. Den læggede nederdel klippes som en strimmel på ca. 5 cm bredde og 120cm længde.

Sådan gør du: Sy sidesømmen til kjole og fo’r. Pres arbejdet fladt. Læg retsiderne på kjole og fo’r mod hinanden, og sy langs venstre ryg, hals og ærmegabskanter. Vend om på retten og pres. Sy skuldersømmene på kjolen, pres og kast over ombukkene. Overlap højre side af ryggen over venstre med ca. 3/4 cm og hæft sammen.

Fæst enderne af flæsen (nederdelen) og søm langs den ene side. Lav læg på ca. 3/4 cm og pres arbejdet. Sy overdelen fast foroven til læggene, idet du lader fo’ret være åbent. Bøj om og kast fo’ret over ombukket. Sy arbejdet fast til sømmen midt bag. Luk kjolen i ryggen med tryklåse og pynt med knapper.

Lise Clasen Research ©

God læse– og arbejdslyst !

Badedukker, frozen Charlotte, frozen Charlie

kært barn har mange navne.

© for research Lene Byfoged

Nogle af de sjældne badepuppen med modelleret badetøj. Billede www.Thieraulth.

Jeg holder af at se antik programmet “Rares für Bares” på den tyske TV kanal ZDF og i sidste uge var der bl.a. en stor bisque badepuppen til vurdering. Det er jo som de fleste ved, fine helstøbte bisquedukker, som er lavet i mange størrelser, lige fra 3 cm til 45 cm. Mange fabrikker lavede dem i perioden fra 1850 til 1920.

De blev oprindeligt lavet som badelegetøj til børn på stranden og i badet hjemme. De er produceret med et hul, således at de kunne flyde på ryggen i vandet og hvis man lod noget vand flyde ind, kunne de stå oprejst i vandet. Dukkerne blev, som et af stederne, solgt ved de fashionable badesteder i Tyskland. Jeg havde aldrig hørt denne version før og gik på nettet og tjekkede det og det er ganske vist, de er lavet til vandleg. Men selvfølgelig fortæller navnet det jo.

De er lavet både som bisque, men også som uglaseret lertøj. De er lavet med gult, brunt og sort hår. De mandlige dukker “frozen Charlie” kan kendes på deres frisure og nogle gange påderes kropsbygning.

frozen Charlotte og frozen Charlie. Billedet er fundet på Pinterest!

Navnet frozen Charlotte stammer fra en amerikansk folkevise “Fair Charlotte”, skrevet over digtet af samme navn af Seba Smith. I digtet fortælles den grufulde historie om Charlotte, der ikke ville have et tæppe over sig, da hun skulle på kælketur, og derfor døde af kulde.

De er selvfølgelig også brugt til mange andre ting. De allermindste blev brugt som mandel i julegrøden, i buddinger, i kager, som små lykkeamuletter, i dukkehuse, ja lige hvad fantasien kunne finde på.

Billede af forskellige badepuppen fundet på Pinterest!

De blev utroligt populære i USA og solgt i enorme mængder dertil.

Ifølge udsendelsen er disse dukker stadig eftertragtet i et ellers, faldende dukkemarked.

Schoenau & Hoffmeister

Porcelænsdukkefabrik med mere i Burggrub

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Den dejlige negerpige ! Hun inspirerede mig til den artikel

For nogle dage siden havde Anna-Lise Wolfram en dejlig negerdukke til salg via en af de mange dukkegrupper – selv om mange finder udtrykket racistisk, og hellere kalder dukkerne eksotiske, mørklødede eller-hvad-man-nu-kan-lide-at-kalde-dem, vil de sorte eller brune dukker altid stå for mig som negerdukker. Det hed de i min barndom, og det var blot den tids betegnelse, og alle elskede deres negerdukker. Begrebet racisme kendte vi ikke som børn; det nærmeste, man kom den negroide race, var i geografitimerne eller ved at læse ”Lille sorte Sambo” og ”Onkel Toms Hytte”!

Da jeg så mærket i nakken på den nævnte negerdukke, måtte jeg da straks undersøge dette nærmere. Efter en lille debat er man kommet frem til, at dukken er lavet af kompomasse (af nogle kaldet komposit) – og dukkens stjernemærke, med SP VH tyder ret meget på, at dukken, som skulle være fra omkring 1925, er fremstillet af firmaet Schoenau & Hoffmeister, som eksisterede fra 1901 til 1953 og også skulle have produceret dukker i kompomasse.

Og… selvfølgelig blev jeg inspireret til at skrive om Schoenau & Hoffmeister, hvad jeg har gjort for10 år siden i nr. 39 og 40/2006 – Nordisk Dukketidende – som led i min ”uendelige” serie: Dukker & Dukkemærker !

Dengang blev jeg inspireret af en af mine læsere, Grethe Rasmussen, der fortalte om sin Mors dukke.

Grethe Rasmussens dukke med stjernemærket ! Dette ses under nærbilledet!

Karakteristisk dukkemærke fra Schoenau & Hoffmeister — Karakteristisk
dukkemærke fra
Schoenau &
Hoffmeister

Schoenau & Hoffmeister fandt sammen i 1901, men allerede i 1884 havde Arthur Schoenau sin egen dukkefabrik i Sonneberg, hvor han bl.a. deltog på Leipzigmessen med ”Nanking-Dukker. I 1901 grundlagde han sammen med Carl Hoffmeister, ligeledes fra Sonneberg firmaet Schoenau & Hoffmeister i Burggrub. Firmaet averterede straks efter øvede kvindelige porcelænsmalere – Desværre kunne de to partnere ikke rigtig blive enige, og allerede i 1907 forlod Carl Hoffmeister firmaet, således at Arthur Schoenau nu stod som ene-ejer. Han foretrak drejelige hoveder (i modsætning til skulderhoveder), og i 1909 fik han Magnus Leube som medejer.

Efter Arthur Schoenaus død overtog sønnen Hans lederskabet sammen med sin Mor og Curt Schoenau. I 1911 lancerede de DRGM 489 885—øjenpar til porcelænsdukker med maling i både over– og underglasur. I 1913 havde man 120 ansatte på Fabrikken og 2 ovne, og man producerede en pæn stor mængde af porcelænshoveder. Hans Schoenau døde i 1914.

I 1927 annoncerede firmaet med ”Baby skulderhoveder – nyfødt” (Baby Shoulderheads, Newborn), og i 1930 producerede man dukkehoveder, babyer, skulderhoveder og havde 75 ansatte og 2 ovne. Nu forlod Curt Schoenau firmaet, hvorefter ledelsen blev overtaget af Helene Eversberg.

Efter 1930 har det ofte været svært at identificere firmaets dukker og dukkemærker, men ét er sikkert: Mærket med stjerne omgivet af S og H, samt dukkenavnene ”Das lächende Baby” (den leende baby) – også identificeret som DALABA – Hanna, Künstlerkopf (kunstnerhoved), My Cherub (min engel), Princess Elizabeth (Prinsesse Elisabeth) og Viola, samt mærker med Porzellanfabrik Burggrub— der er desuden fundet andre forkortelser som MB for My Cherub, SHPB for baby-karakterdukker. Firmaet Schoenau & Hoffmeister fremstillede dukker til omkring 1953.

Ifølge siderne dollreference.com har firmaet også fremstillet dukker af andre materialer, som f.eks. kompomasse (komposit). Ligeledes fremstillede man dukkehoveder til firmaerne Edmund Edelmann (SPBH som Melitta og Mine) og til Ernst Liebermann under navnene Violet og Eli.

Grethe Rasmussens yndige dukke fra hendes fortælling ”Min Mors Dukke” samt dens mærke viser vi hermed, men der er således fundet mange flere mærker, og vi har her gengivet nogle af dem, således at I fåret indtryk af firmaets alsidighed!..

Farvefotoet herunder viser en dejlig babydukke fra ca. 1912, signeret med S.PH i stjerne samt KBH, hun er 40 cm høj og har siddebabykrop og bevægelige håndled.

Vil du vide mere om dette firma, kan vi referere til følgende kilder:

Coleman’s: The Collector’s Encyclopedia of Dolls

Ciesliks: German Doll Encyclopedia 1800-1939

Jean Bach: Internationales Handbuc der Puppenmarken (The Main Street Dictionary of Doll Marks)

Sabine Reinelt: fortryllende Karakterdukker

Siderne: Dollreference.com

Desuden tak til Anna-Lise Wolfram for inspiration til denne artikel.

God Læselyst !

Shirley Temple dukker

Hvem husker ikke den populære og berømte barnestjerne med alle de mange fine krøller Shirley Temple? Hun har vel været den mest populære af dem alle gennem tiderne. Hun startede sin filmkarriere som 3 årig og hun kunne det hele, danse, synge og spille skuespil, så hun charmerede enhver hun mødte. Hun blev født i 1928 og døde i 2014 som 86 årig.

Der blev produceret masser af merchandise, som f.eks. kopper, hatte, tøj, påklædningsdukker, dukker og meget mere. Hun indspillede også flere grammofonplader.

Shirley Temple med en af de dejlige Shirley dukker.

Det er selvfølgelig de eftertragtede Shirley Temple dukker, jeg vil prøve at fortælle lidt om her.

De første dukker blev lavet af firmaet Ideal Toy Corporation i midten af 1930érnes depression i USA. Det blev billedhuggeren Bernard Lipfert der fik opgaven til at skabe en dukke der lignede Shirley Temple. Efter mere end tyve forsøg, enedes familien og firmaet og den første dukke kom i produktion.

Den første udgave blev lavet i composition med tre forskellige parykker brun, rød og blond. i 1934 ansøgte Ideal Toy Corporation om patent og den første Shirley Temple dukke blev offentligt annonceret i magasinet “Toys”. Herfra gik det hurtigt og dukkerne blev fremstillet i flere udgaver. Den blev lavet i mange størrelser, fra 28 cm til 90 cm. De første dukker var mærket “COP IDEAL N & T Co” på bagsiden af hovedet. Alle dukkerne blev solgt iført en polkaprikket kjole magen den til den, hun havde på i filmen “Stand up and Cheer”.

Shirley Temple dukke fra 1930érne i sin originale prikkede kjole. Det originale mærke sidder der stadigvæk.

Det var ikke billige dukker, men de blev hurtigt meget populære og firmaet ansatte designeren Mollye Goldman til at kreere en større garderobe til dukken. Så ejerne af dukkerne, kunne nu iføre deres dukker de forskellige fine kjoler af enhver art.

Ideal Shirley Temple dukke fra 1958 i vinyl. på 30 cm. Iført original sømandskjole i bomuld.

Original Ideal Shirley Temple dukke fra 1934 på 45 cm med sin fine garderobe.

Disse dukker blev hurtigt firmaet største succes og bedst sælgende produkt og blev med tiden lavet i både composition, porcelæn og vinyl og hen ad vejen, ændrede dukken udseende. Hun fik bl.a. slankere ansigt og hendes mærkning ændrede sig.

De forskellige mærker:

1 . SHIRLEY TEMPLE (i form af en halvcirkel)

2 . SHIRLEY TEMPLE (i form af en halvcirkel) IDEAL N. & T.Co. (inde i halvcirkel, som regel skrevet IDEAL, lige over, på én linje, og N. & T. Co. på næste), dette mærke kom også med COP (C med O og P inde i det),

3 . SHIRLEY TEMPLE

4 . Shirley Temple med IDEAL i en diamant under navnet

Andre firmaer ville også være med i succesen og der blev fundet på flere kreative ideer til at omgå ophavsretten, men de blev aldrig helt så populære.

45 cm. høj vinyl Shirley Temple dukke i sin originale indpakning. Denne dukke blev lavet mellem 1959 og 1963.

Dukkerne er stadigvæk store samlerobjekter og man er vel ikke i tvivl om, hvilken dukke det er, når ser den.

Et par af de mange bøger der er udkommet om Shirley Temple dukkerne:

En af de mange Shirley Temple påklædningsdukker der er produceret.

Sasha-Dukker

Om Sasha Morgenthaler og hendes uimodståelige dukker

Denne meget kreative , energiske og alsidige kunstner er i særklasse, og mange dukkesamlere er ejere af en eller flere af hendes dukker. Som et led i serien af dukker ”modelleret” og fremstillet i stof får I hermed noget om Sasha Morgenthaler, der har været inspiration til de kendte ”Schweizerdukker”, (dukker af stof, hvor hovedet er en maske betrukket med stof) – som flere har prøvet kræfter med at fremstille (se tidligere artikel)!

Sasha Morgenthaler blev født i en aristokratisk schweizisk familie i Bern i 1893 og blev døbt Mary Madeleine Sasha von Sinner. Som den yngste af fire søskende blev hun fra sin tidlige barndom passet af Nannies og guvernanter, alt imens hendes Mor brugte sin tid på litterære kredse og musik, hvad den lille pige tog ved lære af.

Sasha von Sinner (Morgenthaler) var kunstinteresseret og blev selv kunstner. Det er karakteristisk for hende, at da hun voksede op i en verden, hvor alt var ved at forandre sig til masseproduktion, fik ideer til at skabe noget individuelt, heriblandt sine dukker.

Under sine studier stiftede hun bekendtskab med avantgarden inden for kunst, deriblandt Paul Klee, Franz March og Wassily Kandinsky. I 1916 giftede hun sig med kunstmaleren Ernst Morgenthaler fra Bern og helligede sig i begyndelsen malerkunsten. Denne opgav hun senere til fordel for sin ægtemand, der mente, at det var fuldt tilstrækkeligt med én kunstner i familien. Og snart var hun Mor til tre, idet hun i 1920 og 1921 fik sønnerne Niklas og Fritz, og i 1924 datteren Barbara. Alle børnene var glade for legedukker og –dyr af stof, og som enhver Mor ville Sasha glæde dem med den slags legetøj, men snart opdagede hun, at det legetøj af stof, man kunne købe, var både dyrt og smagløst.

En baggårdskat- og – et elsket stykke legetøj for Sashas børn!

Dette var ikke helt nok for energiske Sasha Morgenthaler. I 1934 gennemførte hun en uddannelse som jordemoder, og samtidig voksede hendes interesse for flygtningebørn.

I 1937 tegnede hun sin berømte dyrekvartet, en lige så stor succes som de håndlavede dukker. Nu var grunden til det hele lagt, og i 1943 ansatte hun en stab af medarbejdere til at fremstille dukker og stofdyr – dette førte senere til en udstilling af mannequiner til modeugen 1943 i Zürich.

Dukkerne tøj spillede også en stor rolle, idet de skulle klædes korrekt på, og bl.a. fremstillede hun meget dukketøj af genbrugsmaterialer, således at dukkerne så naturlige ud og lignede rigtige børn. Under sine rejser rundt om i verden skabte hun dukker af forskellige etnisk oprindelse, og også de blev naturligvis korrekt påklædt. Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle, at Morgenthaler-dukker forestillende børn af anden etnisk oprindelse er mere værd end de hvide.

Sasha Morgenthaler blev under sine mange rejser inspireret til at lave etniske dukker

Af Sasha Morgenthalers mange kunstværker kan nævnes ”Båd med Mor og Barn”, hvor en sorgløs asiatisk mor bøjer sig over sit lille barn: et af hendes senere arbejder, idet hun var fyldt 66 år, da hun skabte dette tableau.

Før i tiden var dukker ofte noget, som børnene i f.eks. Tyskland og Schweiz kun måtte lege med om søndagen, for de kunne jo gå i stykker. De flotte og smukke porcelænsdukker var kun til forsigtig leg, og hvilken lille pige har mon dengang leget med sin dukke med hjertet fyldt af angst for at tabe den!!! Med Sasha Morgenthalers dukker var der tale om små individualister eller personligheder af stof med tøj, som kunne tages af og på i en uendelighed. Dukker der således kunne tåle at blive leget med…

Mange af Sasha Morgenthalers tidlige dukker er fremstillet i alle mulige materialer, f.eks. Gips og voks, nogle med malet hår, og andre med ægthårsparyk, og alle blev de klassikere, som vi kender i dag.

Senere gik Sasha Morgenthaler sammen med sine børnebørn på opdagelser i ”Legeland”, og det har garanteret ikke været kedeligt!

Sasha Mortenthalers dukker blev fra 1963 masseproduceret, og der udvikledes mange nye typer og modeller. I perioden 1965-69 fabrikerede Götz dukker for hende, og samtidig i 1966-86 produceredes dukkerne i Storbritannien af Frido-Trenton.firmaet. Også et firma i USA fremstillede Sasha-Morgenthaler-dukker.

Den 18. februar 1975 afgik Sasha Morgenthaler ved døden i Zürich-Höngg, men hendes dukker er nærmest blevet en legende og har som sagt givet inspiration til begrebet ”Schweizerdukker”…

Der er skrevet flere bøger om kunstneren, og bl.a. har datteren Barbara med stor kærlighed fortalt om sin Mor og hendes kunst, og tidligere kunne man se en permanent udstilling af hendes værker på museet i Bärengasse i Zürich; dette museum er desværre nu spredt for alle vinde, men egentlig er der næsten altid udstillinger med hendes dukker, og jeg har kendskab til, at der for tiden og

indtil året ud (2016) er en udstilling af hendes dukker i

Zürcher Spielzeugmuseum, Fortunagasse 15, CH 8001 Zürich, tlf: (+41) 44 211 93 05.

www.zuercher-spielzeugmuseum.ch— info@zuercher-spielzeugmusem.ch –

åbent ma-fr 14-17, lø 13-16, lukket søn og helligdage

Men vær sød at kontrollere disse oplysninger, før du begiver dig af sted til museet. Selv når jeg desværre ikke frem til udstillingen i år, men skulle nogle af jer ”komme forbi Zürich”, må I meget gerne tage en udstillingsbrochure med til mig. På forhånd tak!

Med de viste billeder af Sasah Morgenthalers dukker og dyr håber jeg at have givet jer et indblik i hendes alsidighed.

God læselyst!

Share this:

Hvad jeg ved om Mærket Cellba.

Share this:

Share this:

Share this:

(Grevinde Maree Tarnowskas samling på auktion)

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Om Sasha Morgenthaler og hendes uimodståelige dukker

Share this: