Bjergfolk i porcelæn

© for tekst og billeder: Anne Friis

Tusinde tak til Anne for denne søde artikel.

Jeg vil lige vise jer disse, da jeg før har kaldt dem nisser, men det tror jeg ikke, de er mere. Snarere et slags bjergfolk, som de små dværge hos Snehvide, eller som nogle kalder dem ”de underjordiske”. Men de er dog lidt juleagtige på grund af huerne. Jeg har fundet dem af og til hos handlende samt set nogle hos Kirsten Johansen, som også samler på dem. Hun har flere end jeg har. Derfor har vi selvfølgelig diskuteret, hvem de er, hvor de er lavet, og hvad man har brugt dem til. Kroppen og ansigtet er i et stykke og i porcelæn, der, som I kan se, er stærkt malet i kongeblåt og postkasserød, samt ansigt og hvidt skæg. Nogle af dem har store googlie øjne – store runde øjne, som giver et let komisk udtryk. Jeg tror de er tyske, og måske kan de været bygget over en tegneserie, som vi ikke kender her i Danmark. Benene er malet metal og skal tit limes op i kroppen igen, de går meget nemt af. De har store runde maver meget oppustede og bærer næsten alle sammen på et eller andet, dametaske, en hammer, økse, sæk og en skovl. Der findes sikkert flere variationer. Desuden er der ældre personer også med skæg. De er lidt forskellige i højden, de med huer er ca. 7cm og den ældre herre, som sikkert på grund af alder, er skrumpet til 6,5cm.

Der er mange eventyr i Tyskland, som netop handler om bjergfolk, og i Norge og Sverige er der trolde, hvilket de også kunne repræsenterer. Er der nogle af jer derude, som er stødt på dem, eller har set dem på Museer eller hos andre handlende hører jeg gerne jeres mening. Det kunne være spændende at kende deres historie, så jeg håbe gerne på et resultat.

Fra Norge fik jeg mail med foto af Cecilies, min norske veninde og rejsekammerat på både London og Coburg turen, Hansier. Hun har medsendt et foto af sine to Hansi’er, og I kan se at drengen har det samme kostume, som min klædt som pige. Desuden har min også samme sko i hvide, men de er ikke med på fotoet.

Håber alle er kommet godt ind i det nye år og husk at se Theriault’s store katalog over ”Landmark” samt de flotte og inspirerende videoer lavet af Florance Thieriault’s, de ligger på You Tube. Auktionen er lørdag og søndag og om dagen, så man skal ikke sidde oppe den halve nat for at se den.

Det er ikke dukker, de fleste af os kan købe, men det er så utroligt inspirende at se, hvad der virkelig er lavet, især er trædukkerne fantastiske, så snyd dig ikke for dette.

Dukkehilsner fra Anne Friis ©

Dr. Eisenbart – eller – Efterskrift til artiklen om

Den tyske Eventyrvej !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Tak til Inge og Vibeke Harck, som satte mig på sporet af Dr. Eisenbart !

 I min artikel om Den tyske Eventyrvej nævner jeg Dr. Eisenbart (Dr. Jernskæg) fra Hann./Münden (Hannoverische Münden) som et af Grimms eventyr, men sådan forholder det sig slet ikke, og jeg skal nu i al korthed fortælle jer følgende om denne spændende person:

Beskåret kobberstik af Dr. Eisenbarth som 54 årig (1717) af
A.B.König, Berlin!

Johann Andreas Eisenbart (1663-1727) var vandrerlæge, ja, faktisk Barokkens mest berømte af slagsen. En farverig person, som af mange betegnedes som kvaksalver og fupmager. Han var en sand levemand, og på et tidspunkt desuden hoflæge, og meget dygtig… . f.eks. kunne han med en speciel stjernenål hjælpe folk mod lidelsen grå stær. I det hele taget var han enormt alsidig, bl.a. trak han tænder ud, og for at gøre sig kendt var han en af de første, der benyttede sig af Flyers som reklame for sin gerning.

25 år efter hans død blev hans forskellige operationsteknikker betragtet som forbillede for den videnskabelige kirurgi i Tyskland. Men mens han levede, havde han et dårligt ry, og sladderen gik, man gjorde nok lidt nar af ham. Ikke alle hans operationer lykkedes, nok fordi man ikke kendte bakteriernes udbredelse og smitte. f.eks. afgik to unge patienter ved døden få dage efter en blærestensoperation foretaget af ham, og der blev selvfølgelig iværksat indgående undersøgelser, men på en eller anden måde slap han for tiltale.

Man skrev bl.a. også smædeviser om ham, eller slogans som dette:.

Jeg er Dr. Eisenbart — kurerer sygdomme af hver en art !

Træstatue fra Hann.Münden—
På tavlen under statuen står: Han var anderledes end sit rygte!

           På et tidspunkt åbnede han i Hann.Münden et apotek med et enormt udvalg af medicin. Under sin virke opnåede han mange privilegier, ligesom han rejste en del.

Figuren fra brønden i
Magdeburg!

Nu står en figur af ham ved ”indkørslen til Hann.Münden, hvor man også kan se hans apotekerskilt. Her er desuden drejet en spillefilm om ham, og her opføres teaterstykker om ham med gags til stor moro for alle, bl.a. ”trækker man tænder ud med en kæmpestor tang”!….. .

I Magdeburg ses en statue af ham ved en brønd navngivet efter ham: Eisenbarthbrunnen, også i Oberviechtbach findes en Eisenbarth-brønd. I 1977 på 250-årsdagen for hans død udgav Det tyske Postvæsen et frimærke til minde om ham.

Og vil du vide mere, kan du søge på: www.han.muenden.de, skriv derefter Dr. Eisenbart….

Det omtalte frimærke fra 1977!

Hermed skulle ringen om Den tyske Eventyrvej gerne være sluttet fra min side. Det blev således ikke til en beretning om en figur fra Grimms Eventyr, men lidt om en virkelig person!

 God læselyst og god rundtur…..

Øverst Mindeplade fra Göttingen, og nederst Dr. Eisenbarths gravsten ved Aegidienkirken i Hann.Münden!

 

På E V E N T Y R R E J S E

En dejlig tur ad ”Den tyske Eventyrvej”

(Die deutsche Märchenstrasse)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Inspireret af Lenes og Torbens besøg i Alsfeld kom jeg i tanker om min gamle artikel fra juli 2008 i Nordisk Dukketidende, hvor jeg kort skrev om Eventyrrejsen i Brdr. Grimms fodspor, og den skal i selvfølgelig også læse til inspiration her i ferietiden. Hermed min historie i revideret udgave:

Skitse over
Eventyrvejen med start
i Bremen!

Du husker vel tydeligt barndommens fantastiske eventyr, fabler og legender – samlet og fortalt af Brdr. Grimm: men ved du også, at du kan rejse gennem Tyskland og besøge de mange steder og byer, hvor Grimms Eventyr stammer fra?

De fleste danskere ville nok starte i Bremen med at se De Bremer Stadtmusikanten og så fortsætte sydover, det gør jeg ikke. Sammen med familien har jeg besøgt mange af de kendte ”eventyrsteder”, men da vi dengang boede i Luxembourg, startede vi ikke nordpå, nok nærmere ”på midten”. Du kan sagtens tage Eventyrvejen i små bidder, når du er på ferie i nærheden. Får man indtrykkene lidt efter lidt, husker man dem bedre og glæder sig mere over hver enkelt oplevelse.

Hvor du helst vil starte, er således helt op til dig og en temperamentssag, men hermed facts om ”Den tyske Eventyrvej”:

Aben her er fra dukjke– og legetøjsmuseet i Hanau-Wilhelmsbad—de mange dukker etc. må I glæde jer til, jeg røber ikke mere lige nu!

Die Deutsche Märchenstrasse/Den tyske eventyrvej er en 600 km lang ferievej fra Bremen til Hanau, hvor brødrene Grimm blev født. Den tyske eventyrvej opstod, da 60 tyske byer, kommuner og amter i 1975 samledes i byen Steinau an der Strasse for at planlægge en rute passerende forbi udvalgte byer og landskaber med forbindelse til tyske folkeeventyr, samlet af Brødrene Grimm. I tilgift et par sidespiring om Baron Münchhausen og Max & Moritz.

Turen kan f.eks. begynde i Bremen, hvor de berømte Bremer Stadtmusikanter boede, og gå videre til de mange historiske borge og slotte, hvor Tornerose og Askepot havde hjemme, derfra til bindingsværksbyen, hvor Max og Moritz (Wilhelm Busch’s forløbere for Knold og Tot) fandt på alle deres mange skarnsstreger, og til den forheksede borg, hvor Rapunzel lader sin lange fletning hænge ud af vinduet, og siden til Hanau, hvor Brødrene Grimm blev født. En herligt tur blandet med eventyr, kunst, historie, naturparker, gamle maleriske byer, slotte, borge, kultur, folklore og stemningen såvel i landsby som i storby.

Brødrene Grimms hus i
Steinau an der Strasse, hvor man samledes for at planlægge Eventyrvejen!

Du kan også planlægge din Eventyrrejse efter, hvornår de forskellige byer afholder arrangementer, det kan være teater, eventyruge, byvandring og udflugter, f.eks. Kan du gå ”I Rødhættes fodspor” ved ALSFELD, komme på sporet af Rottefængeren fra HAMEL, eller måske besøge Brødrene Grimms museum i KASSEL. Husk, at der som en ekstra ”godte” befinder sig alle tiders dukke-og legetøjsmuseum i HANAU-WILHLEMSBAD. Inden jeg glemmer dette enestående museum, får I lige adressen etc. (der er for øvrigt en dejlig café i forbindelse med museet, og museet bugner med bl.a dukker, dukkestel og alskens legetøj): Hessisches Puppen & Spielzeugmuseum, Parkpromenade 4 (Arkadebygningen-Byparken), D 63454 Hanau, tlf: +49 6181 86 212,

info: hpsum@de, www.hpsum.de…..           Tag af sted og oplev alle de drømmeagtige landskaber, hvor de kendte eventyrfigurer holdt til, måske du allerede nu kan høre Snehvides onde Stedmoder hviske:

”Lille spejl på væggen der! – Hvem er skønnest i Verden her?”

 Oplev eventyrvejen i småbidder, det får du mest ud af….  Tag dette som appetitvækkere: Hermed nogle steder, hvor der sker noget, og du får ind imellem adresser på hjemmesider, som kan inspirere og hjælpe dig videre frem, hermed en af dem: www.grimms.de.

Det var i Hanau am Main, det hele i sin tid startede. Her blev Brødrene Jacob og Wilhelm Grimm født, og her startede de to brødre deres søgning efter eventyr og fabler, og….. folk fortalte og fortalte, hvad de kunne huske. Med en god portion fantasi blev alle disse fortællinger til de verdenskendte Grimms Eventyr. Samlingen omfatter 210 fabler, legender og eventyr. Nogle er mere kendte end andre, tænk blot på Den bestøvlede Kat, Den lille tapre Skrædder, Rødhætte, Snehvide, Askepot, Tornerose, Hans og Grete, Rottefængeren fra Hamel, ja, sådan kunne jeg blive ved….. Den store eventyrsamling er oversat til over 160 sprog.

Brdr. Grimm studerede i øvrigt i den gamle, berømte og maleriske by Marburg, som ligger ved floden Lahn www.goeuro.de/nach marburg an der lahn – Det er, i omegnen af Marburg, at bl.a. Askepot, Hans og Grete samt Mor Hulda skulle komme fra. I Marburg finder du den smukke gamle bydel, Altstadt, med sine snævre gader og trapper, som fører lige op til slottet med den dejligste udsigt over byens skæve tage.

Brdr. Grimm boede også ca, 30 år i Kassel, som betegnes som hovedstad for Den tyske Eventyrvej, og som midtpunkt for Eventyrsamlingerne: www.goeuro.de/nach kassel, det er for øvrigt i Kassel, at du kan se Herkules-Slottet, noget helt specielt med vandspil om sommeren.

I perioden 1829 til 1837 virkede Brdr. Grimm som professorer i Göttingen, www.goeuro.de/nach goettingen. Eller bare www.goettingen.de … Herfra stammer eventyret om Gåsepigen Liesl, som ikke er ret kendt i Danmark, her er vandreture eller byture ”Rund um Gänseliesel”, Göttingen er for øvrigt en smuk by, som man nødigt bør gå glip af. Og når du alligevel er i Göttingen, så tag en afstikker til Ebergötzen – www.ebergoetzen.de – byen er ligger lige i nærheden, og det var her tegneren og digteren Wilhelm Busch voksede op og blev inspireret til at tegne og fortælle om den to skarnsunger Max & Moritz og deres gale streger (Max & Moritz inspirerede senere den amerikanske tegner Rudolph Dicks til at skabe vore velkendte Knold og Tot (tegnet fra 1912-49 af Harold Knerr) – men det ved I sikkert allerede).

Askepots Guldsko !

Bliver eventyrrejsen for omfattende, kan både Göttingen og Ebergötzen besøges under en Harzentur    

I Steinau an der Strasse boede Brødrene Grimm fra 1791 til 1796, og huset er et besøg værd, her er på visse dage eventyr-rundture. Steinau an der Strasse (Steinau ved vejen) lyder lidt spøjst, men byen hedder sådan, da den lå tæt på Kongevejen Via Regia, (steinau.de/puppenspieltage) der er for øvrigt mange interessante slotte og ruiner i omegnen.

I denne by er der et rigtig fornøjeligt, og det er også her, du finder Frøkongen i sin brønd.

Rødhætte og Ulven!
(Fra min gamle eventyrbog efter
Carl Ewalds danske oversættelse!)etc

Den lille by Schwalmstadt (www.schwalmstadt.de) gør lige som Alsfeld meget ud af Rødhætte, og hvert år er der Rødhætteuge med mange arrangementer, oplevelser med fortællinger og opdagelser. I år er ugen planlagt til den 29. juli—5. august, programmet omfattende Willinghausen-Merzhausen) finder du på hjemmesiderne

www.rotkaeppchenland.nordhessen.de/de/maerchen-und-sagen-1

Ved borgruinen i Polle (Weserbjerglandet) har Askepot hjemme, hendes værelse står der endnu!!! Her er du også nær Den legendariske Münchhausen i Bodenwerder — baronen med de helt usandsynlige eventyr og oplevelser— www.muenchhausenland.de

Byen Hameln kender I sikkert alle, www.hameln.de – Her drejer det hele sig naturligvis om eventyret:

Rottefængeren fra Hameln… I byen findes et stort friluftsteater — og desuden findes der et ”Hochzeitshaus” med klokkespil over rottefængersang og Wesersange, og der spilles hver dag ca. hver anden time. De dukkespil, man opfører, er enormt flotte, og sagnet om rottefængeren dateres så langt tilbage som til 1284. Desuden kan du som sidegevinst besøge Hamels imponerende glaspusteri, hvor de dygtige glaspustere demonstrerer deres kunnen.

Et sidespring: Rottefængeren fra Hameln har altid fascineret mig, og i en af de Verdenshistorietimer, hvor jeg hørte efter og var opmærksom, diskuterede vi indgående denne begivenhed, hvor man (vor udmærkede historielærer) mente, at fortællingen symboliserer det børnekorstog, som dengang fandt sted; her forsvandt alle de børn, som dengang opildnede deltog i et korstog! Sandheden er nu aldrig bevist!

Hans og Grete finder du i Höxter – www.hoexter.de, samt Dr. Eisenbart (Dr. Jernskæg) i Hann her er ingen speciel hjemmeside, i hvert fald fandt jeg den ikke – Eventyret eller sagnet/fortællingen? Kender jeg umiddelbart ikke, søger stadig efter den danske titel.

De Bremer Stadtmusikanten !

Der er således eventyr overalt på denne rute, og lad os slutte oplevelserne med et besøg i den gamle Hansestadt Bremen, hvor de uimodståelige og kendte Bremer Stadtmusikanten – æslet, hunden, katten og hanen (udført i bronze) kan ses på Rådhustorvet (Rathausplatz). Bremen er sidste stop på eventyrrejsen, dersom man følger turistanvisningerne, men for os nordboere kunne Bremen være rejsens første mål. Bremen er en dejlig by med usædvanlig arkitektur, en smuk domkirke, for ikke at tale om Rolandsfiguren på den historiske Marktplatz (Torvet) – www.bremen.de.

Tager du på eventyrrejsen eller oplever du dele af ruten, finder du helt sikkert steder, som ikke er nævnt her, men husk, at du er meget velkommen til at dele dine oplevelser med bloggens læsere.

G o d     T u r   !

Forskellige former for julepynt, Vat-folk og Dresdner Pap.

Copyright for tekst og billeder Anne Friis.

Med denne dejlige artikel, vil vi gerne ønske alle vores læsere en rigtig glædelig Jul og et godt Nytår.

De fleste har sikkert julepynt arvet fra tidligere generationer, som de holder meget af. Anne fortæller i dette indlæg om sit fantastiske antikke julepynt.

Tusinde tak Anne!

Før jeg begyndte at samle på dukker, var jeg vildt optaget af julen. Jeg lavede alle mine julegaver selv, så jeg gik i gang lige efter sommerferien, da nogle af produkterne tog lang tid. Desuden var jeg medhjælper på politikkens juleværksted, som blev holdt i en stor hal inde i Politikkens hus, fordi de syntes jeg var så kreativ og dygtig til at undervise de andre. Jeg lavede mange flettede julehjerter, som jeg stadig har nogle af i min samling. Men det, der fik mig til at få åndenød var, når jeg fandt et eller andet meget gammelt julepynt. Men jeg synes det var dengang utrolig svært at finde. De fleste ting, jeg har, er fundet som voksen, eller jeg har det fra mine forældres og bedsteforældres julekasse, samt min gamle nabo.

I dag har jeg begrænset mig til at skrive om de utrolige dejlige vat og crepepapirting, samt Dresdner papting, som jeg har, eller har set. De er svære at datere, men jeg sætter dem til 1900- og fremover helt op i 1920’ne. Det gode ved dem er, at man kunne bruge løse bisque eller chinahoveder, som man nok har kunnet få billigt fra de store fabrikker. De behøvede jo ikke være perfekte, men for det meste er det glansbilleder, der er brugt til vatfolket.Desuden kunne disse små figurer også bruges i et dukkehus, hvor mit kælkepar har boet i mange mange år. Men jeg har dog set flere med ski under, så de er en form for større snebørn. Jeg tror de er lavet med Gebrüder Heubach bisque hoveder og de må være lavet over efter et forlæg, da de alle ser ret ens ud. Jeg har set en hel del af disse herhjemme.

De er sikkert lavet som hjemmeindustri. Crepepapir mister farven og bliver sprødt samt uhyre nusset. De, der prøver at efterligne dette i dag, pensler papiret med te, når de har lavet dukken, for at de skal se ældre ud. Der var i hvert fald adskillige ude til det sidste marked i Bella-centret, så man skal passe godt på, når man vil købe. De gamle ligger på omkring 800Kr. til godt 2-3000Kr. for de fineste. Især er julemændene svære at finde. Mit par har jeg haft i omkring 46 år og dengang var de også dyre. De ældste ting er som regel de enkleste og især de ting, der kaldes ”Dresdner Papting” er utrolig eftersøgt. De startede omkring 1880’erne og der var 9 forskellige fabrikker, som lavede disse 3 dimensionale ting. De var tit i sølv eller guld og præget, samt kunne have andre ting monteret på sig. Et specielt stykke inventar også fra denne tid er ”candy containers”, som bruger flere af disse ting i sig. I dag ville vi kalde dem ”Slik æsker”, men de er ligeledes et utroligt spændende emne.

Jeg har kun et par enkelte ting med et rundt billede med et pålimet kattehoved eller en halvmåne samt min fine stork, som er hul men med en velformet krop. (3 dimensional). Tingene blev presset sikkert via damptryk, tror jeg, og der er en hel del dyr iblandt med runde former og altså ikke flade. De blev derefter tørret og smukt malet, og de holder forbløffende godt. De er dog tit knækket i et spinkelt led som tynde ben f.eks. på min stork. Men de er utrolig fascinerende. Jeg ved der er andre på Bloggen, som har meget fine ting i dette medium. F.eks. en sko med silkepose og andre smukke ting, men de er utroligt svære at finde, sikkert fordi de er blevet så kostbare.

Det må have taget timer at lave de forskellige små vat-børn, der eksisterer, så jeg tror timelønnen har været utrolig lav. Hvor populære de har været, da de kom frem, ved jeg egentlig ikke, men jeg har set adskillige i forskellige samlinger herhjemme. De siges at være begyndt i 1890’erne og de har tit et glansbillede som ansigt, eller et hoved i bisque. Hænder, arme og ben er overtrukket med tyndt pladevat og deres tøj som regel lavet af crepepapir i forskellige smukke farver. De mest eftertragtede er julemænd, danserinder og engle samt hvis de har særlig smukt tøj på. Vi var så heldige at have besøg af Pia Larsen og hendes helt fantastisk vidunderlige samling af julestads i 2011, og det tror jeg ikke ret mange af Snurretoppens medlemmer vil glemme. Jeg gør det ikke, så jeg har medtaget et par enkelte fotos fra den aften.

I vores tid er der flere nye kunstnere, som laver disse og blandt de bedste hører Lise Solow til en af de aller aller dygtigste. Jeg tror jeg har over 15 af hendes dejlige personer. Nogle har hun endda kreeret specielt til mig. Jeg har også nogle drenge, som hun kun har lavet få af. Hun lærte at lave sine crepebørn af sin søster, når hun besøgte hende i USA. Desværre er hun stoppet på grund af gigt. De vil med tiden blive store samlerstykker herhjemme.Dateringer har jeg fra min yndlingsbog Papier-Antiquiteten Luxuspapire von 1820 bis 1920 af Elke Gottschalk.

De bedste julehilsner til alle på Bloggen fra Anne Friis

Dukker i Amagerdragter

copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Torben og jeg tog en tur til Amagermuseet for at se deres juleudstilling. Jeg har som barn og ung boet på Amager, men aldrig besøgt museet, så nu skulle det være.

Det var en dejlig oplevelse, museet var pyntet så smukt op til jul og det emmede af hygge og nostalgi. 

At museet har en meget fin dragtsamling, der sagtens kan måle sig med Fanøs dragtsamling, var jo kun et ekstra plus. Jeg er betaget af de gamle egnsdragter, så det var et eldorado at kigge på alle de smukke dragter. 

At der også er en dejlig samling antikke dukker i forskellige Amagerdragter, gjorde ikke oplevelsen mindre, tværtimod.

Det hele var sat så fint og informativt op. I montrene med dukkerne, var også de enkelte stykker tøj sat op, så man rigtigt kunne se, hvor fint og korrekt det var syet, med alle detaljer, ligesom de de almindelige dragter.

Jeg har tidligere syet en Sejerødragt og har være på Fanø, for at lære om Fanødragterne og er nu så langt, at jeg så småt er i gang med at sy en til en større chinadukke. Jeg blev så begejstret for disse dragter, så måske syr jeg også en Amagerdragt til en dukke en dag. Vi får se.Der er skrevet en meget god og informativ bog om Amagerdragterne. Den ligger på museet til at gennemse, men kan sikkert også stadig købes.Amagerdragterne – deres historie og brug af Birte Hjort, Dirch Jansen og Lisbeth Møller.

Falder vejen forbi, kan det absolut anbefales at besøge museet. 

Amagermuseet, Nordre Krinkelgade 18a, 2791 Dragør

www.museumamager.dk for yderligere oplysninger.

Et barndomsminde – en påklædningsdukkefamilie i papir og i stof !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Som I alle ved, har jeg altid været og er stadig vild med påklædningsdukker! Som barn ønskede jeg mig påklædningsdukker og farver— brugte alskens papir og tegnede påklædningsdukker med en masse udstyr, ja, helst hele familier, og jeg legede og fantaserede. Min søster og jeg var så heldige, at min Moster, der boede i en af New England Staterne, sendte os mange, dejlige bøger med påklædningsdukker. Der blev tegnet og leget, og mange af dukkerne blev vel slidt op, og en del forsvandt for mig som voksen under en vandskade, således at jeg måtte bygge en ny samling op. Et yndlingssæt var denne bog med ”Little Family” Den lille familie fra Merrill nr. 1561 fra 1949.. En familien i humoristisk streg og bestående af bedsteforældre, forældre, pige i huset, børn, hund og katte, .., samt en slags hus. Jeg har senere set den gengivet som ”Jones Family” dateret 1953.

Den sorthvide illustration er fra Mary Youngs ”Guide to Saalfield and Merrill” – den grønne guide – , de øvrige fra bogen, som jeg for nogle år siden fik tilsendt som gave fra en påklædningsdukkeveninde, der syntes, det var synd for mig, at jeg havde mistet mine minder under den ovenfor nævnte vandskade, jeg blev rørt til tårer og takkede hende, nu er hun desværre død og borte, men bogen har jeg samt minderne om barndommens leg med bogen og min venindes uselviskhed.

Hele påklædningsdukkefamilien udstråler varme og indbyder til leg og fantasi. Jeg elskede dem dengang, og det gør jeg stadig.

Men… Familien findes ikke alene i sin påklædningsdukkebog, men også trykt på bomuldsstof! Dette opdagede jeg ved et tilfælde, da en påklædningsdukkeveninde her i Danmark satte et stykke stof til salg påtrykt familien med bedsteforældre, Far, Mor, Børn, hunde og katte, samt en masse af deres tøj (Pigen i huset er ikke med) – Stoffet er fra Michael Miller Fabrics Lic. For mig et rigtig godt køb! En samler er altid på jagt! Hermed et par udsnit af det festlige stof! En dejlig ting som supplement til samlingen. Jeg har en del forskellige stofstykker med påklædningsdukker, bl.a. med Dolly Dingles/ Dukke Liser! En ting kunne jeg godt lide at få at vide, og det håber jeg da, at jeg en dag gør: Hvem mon har tegnet denne glade familie?

Hjertelige hilsner herfra !

Bonzo

Lise Clasen Research ©

Skabt af kunstneren George Ernest Studdy (1878-1948)

Hvem har mon nogen sinde kunnet stå for denne charmerende hund —i hvert fald ikke jeg… Denne hvalp skabt med et hvidt og et sort øre, lidt små sorte pletter, stumphale og store blå øjne, ja, det er såmænd Bonzo, som snart blev alle yndling.

Bonzo så dagens lys i 1922, hvor de første skitser af ham blev tegnet, og snart var han gennemgående figur i The Sketch Magazine. Allerede i midten af 1920erne kom han på et 100-brikkers puslespil, og snart sås han alle vegne. Næsten enhver bilejer havde en Bonzomascot, til børnene kom der Bonzohunde (i blødt bamsestof) – han sås på plakater, på film, på postkort; du kunne få ham som sæbe, som parfumeflaske, som vedhæng til nøgleringe, på askebægre, kopper, salt– og pebersæt, badges, pudderdåser —ja, sådan kunne man blive ved —listen er nærmest uendelig— og vi danskere husker ham sikkert bedst fra Familie-Journalens forsider.

Går du på nettet, er der Bonzoplakater, børnebøger og meget mere til salg via bl.a. Amazon.com, og firmaet Merrythoughts Bonzo kan stadig skaffes, ligesom du kan få fat i kanvastasker med Bonzomotiver.

Selvfølgelig ville det kendte Steiff-firma (bamser og dyr med ”knap i øret”) også være med, og de fremstillede allerede i 1927 prøver af Bonzo—115 stk.—, men George Studdy syntes ikke om dem, og derfor fik Steiff aldrig tilladelse til at producere Bonzo-hundene.

Hermed lidt om George Ernest Studdy—manden og kunstneren bag Bonzo

Denne engelskmand blev født den 2. juni 1878 som søn af Ernest og Constance Studdy i Devonport, Devonshire, som nummer to af deres tre børn, han havde en storesøster ved navn Ernestine og fik senere en lillebror Hubert. Efter en kort militærkarriere, mest fordi det var hans Fars ønske, forlod han militæret. Han tog en eksamen som ingeniør, men efter at have fået en gave på £ 100 fra sin tante, tog han aften- kurser på Heatherly’s Kunstskole i London, og samtidig deltog han i et semester på Calderon’s Animal School for at studere dyreanatomi samt tegning.

Han arbejdede hårdt og sendte sine tegninger ind til flere relevante steder, det fornemste var The Sketch Magazine, og snart fik han udgivet postkort og meget andet med Bonzo. Det hele kørte bare derudaf.

Kunstneren i sit arbejdsværelse – i færd med at tegne Bonzo!

I 1912 giftede han sig med sin elskede Blanche Landrin fra Frankrig, de fik datteren Vivienne. Blanche og George havde et fantastisk samarbejde.

I 1947 fik han smerter i brystet, han havde hele livet været storryger. Han blev svagere og svagere og var i sine sidste måneder bundet til sengen. Han døde den 25. juli 1948.

To af de 115 prøver, som *Steiff fremstillede, men som ikke blev godkendt
af Studdy!

Bonzo kom på film allerede i 1924—små fascinerende 10-minutters –film. Og allerede fra midten af 20erne dukkede Bonzo op på kontinentet: her kan nævnes Frankrig, Tyskland, Østrig og Danmark, senere Norge og Tjekkoslovakiet. Næsten samtidig blev han transatlantisk og dukkede selvfølgelig op i USA i The American Weekly.

I USA udkom i 1929 desuden en serie små indbundne bøger trykt af McLouglin Bros., Inc.

I 1927 kom Bonzo i Toby Magazine som tegneserie —idet man havde besluttet at give Bonzo en pause fra The Sketch Magazine, da man mente, at læserne var trætte af ham. Efter et hul på ca. 15 måneder kom Studdy tilbage til The Sketch Magazine, ikke med Bonzo, men med ”Exit Bonzo — Enter Ooloo”, en kat. Bonzo kom aldrig tilbage til dette blad.

Til gengæld så man ham indtil begyndelsen af 2. Verdenskrig i ”Dean’s Books”.

Dette store udvalg af nøgleringe er fundet på nettet!

BONZO lever stadig blandt sine mange fans, og går du på nettet, finder du en masse oplysninger om kunstneren og Bonzo. Undertegnede har samlet en del billeder og præsenterer et udvalg her på siderne. Og da jeg fandt billedet af en japansk celluloid-Bonzo fra 1930erne, kunne jeg slet ikke lade være med at tegne et stykke påklædningsdukketøj til ham.

Merrythoughts Bonzo 1994-2004

God læselyst ønsker © Lise Brastrup clasen

 Bonzo: the Life and Work of George Studdy, af Paul Bab og Gay Owen

Button in Ear af Jürgen og Marianne Cieslik

Diverse oplysninger ved at gå på nettet, samt —egne udklipsbilleder

Japansk Bonzo af celluloid produceret fra ca. 1930 til 1940!

Bonzo postkort.

 

Wagner & Zetsche

 

© for tekst og billeder Anne Friis

Anne Friis har endnu engang været så sød, at dele lidt af sin store viden om antikke dukker med os. Denne gang er det spændende læsning om nogle af dukkerne fra Wagner & Zetsche. Tusinde tak Anne!

Denne gang har jeg valgt at skrive lidt om Wagner & Zetsche, som allerede blev dannet i 1875, men først rigtigt kom i gang 1886. Firmaet lå i Ilmenau i Thüringen. I kender sikkert firmaet hvis I har prøvet at skifte et dukkehoved på skulderskjold. Under selve hovedet sidder der som regel en blå papirseddel med et stort W og Z slynget ind i hinanden, meget smukt designet og dramatisk. Jeg har i hvert fald masser af disse kroppe, som kan være lavet i alle former for skind samt senere også i voksdug. Tit brugte de hoveder fra Gebrüder Heubach. De lavede også løse sæt arme som man så selv kunne vælge til en passende krop. Det er også dem, der finder på at mikse arme i træ som kan bevæges, ind igennem kroppen med en trærulle, hvorigennem man kan trække en elastik. Det er den samme type arme, som bruges i leddukker. Håber I forstår min forklaring. Det må have været i ret store mængder, da jeg er stødt på disse kroppe og medfølgende arme utrolig mange gange.

Harald fra Wagner & Zetsche sammen med Hansi her som pige.

De siges at have ansat 230 arbejdere, hvoraf kun de 25 var mænd, så en så absolut stor kvinde arbejdsplads før århundrede skiftet. Deres andet store slagnummer var sko, oceaner af disse og mærkeligt nok ikke mærkede, jeg har aldrig stødt på et presset mærke i disse andet end størrelses nummer. Coleman’s leksikon skriver de er mærkede, men det har jeg aldrig set. Deres kroppe og sko er vist i Cieslik’s store leksikon på side 321 til 323. Selvfølgelig har de også prøvet med deres egne dukkehoveder fra 1915, rigtige små karakterdukker i et materiale som de kalder Heralit, et nyere materiale, eller måske meget tidlig plastik. Det minder en hel del om celluloid, men det er ikke brændbart, det føles dog meget hårdere. Dukkehovederne er ikke skulderhoveder, men drejelige sat direkte på deres specielle kroppe, med en syet manchet om halsen, som sidder ret stramt, men hovedet kan således drejes med fingrene, så på den måde kan den jo se lidt anderledes ud. Heralit er et hårdt materiale, en finger er brækket af på den lille Hansi, som hos mig er klædt som en pige. Om selve hovedet er rundt eller med en flad kant ved jeg egentlig ikke, og jeg har ikke ønsket at sprætte lukningen op for at se efter, da jeg tror det et svært at få det på plads igen. Men jeg hælder til en flad kant, det har enkelte bisque-hoveder også.

De lavede tre forskellige dukker alle med malede øjne, lukket mund og decideret træk fra ægte børn, i virkeligheden Max Zetsches egne børn. Der er billeder af børnene hos Cieslik. Harald, Hansi & Inge. Det er tydeligt at se deres mærkning bagpå, deres navn og W. Z. Øverst nummer for størrelsen. Jeg må nok sige at jeg altid har ønsket mig disse, jeg tror personligt også, de er sjældne, det er sikkert ret begrænset hvor mange, der er lavet. Den store dreng er på en voksdugskrop, men den ligner næsten læder, så fint er den udført. På engelsk kalder de det ”artificial leather”. Jeg er aldrig stødt på nogle af dukkerne, på nogle af de store amerikanske auktioner. De mener også ”Hansi” er et pigenavn. Det er det ikke, som enhver dansker vil vide. Men man har altid klædt dukker af det samme mærke i begge typer køn i karakterdukkerne.

Det blå mærke kendt af mange, W & Z her også mærket 235.

Mærket dukkekrop fra Wagner & Zetsche med 40 for cm størrelsen på dukken 235.

Harald er 34cm lang med sin fine rene krop, der går virkelig stramt i leddene, hans arme er lede-arme med klassiske hænder. De er trukket igennem kroppen med elastik, som stadig er stram. Han er mærket 2 Harald W. Z. Han er iført sit fine tøj, blå korte bukser med broderet smæk og seler, hvid bluse i prikket mol med rød butterfly og fine hvide glasknapper, hvide strømper samt fine lædersko størrelse 3. Jeg er for en gang skyld noget i tvivl om de også skulle være lavet af voksdug. Kroppen bøjer i knæleddet samt i hofteleddet, se venligst de fotos af ham uden tøj. Det er den klassiske nye kropstype, der kunne sidde i en stol. Kroppene kunne selvfølgelig leveres med forskellige typer ben, i bisque, eller celluloid og her ligner det rigtig celluloid. Desuden nogle gange en form for billigt stofmateriale, de skulle jo iføres strikkede strømper og sko, og så så man jo ikke hvad materiale underfoden var lavet i. Hos Harald er det samme materiale som resten af kroppen. De har en ret bred numse, som de også kunne sidde ved af sig selv. Den konstruktion med metalkapsler sat udenpå de steder, hvor benet kan bevæges med en form for split bliver ret almindelig, og brugt af rigtig mange fabrikker. Han medbragte desuden sin egen fine luth, stadig med alle sine metalstrenge og i en superfin kvalitet. I kan se ham spille i bar udgave, hvor han sidder i en stol, så man kan se de bøjede ben. Han har heller ingen rust på sine metal knapper, hvilket tit er det normale.

Harald fra Wagner & Zetsche på original krop tøj og støvler ca. 1915, 34cm.

Harald bagfra

Harald by Wagner & Zetsche W.Z. mærket for tydelighedens skyld.

Lille Hansi er 20cm og lavet helt i stof, men med samme hoftesamling, her står 2/0 og Hansi, men stemplet W.Z. må være under den manchet, der holder på hovedet, eller også er der slet ikke plads til det i den lille størrelse. Den har store tydelige smilehuller og begge har pandehår. Hun er utrolig bleg, så jeg tror hun har været lidt overmalet. Hun har to meget små tænder i den lukkede overmund. Her er der ikke noget knæled. Hun er iført grøn filt kjole med kyse, hvide sko & strømper samt fint undertøj. Personligt tror jeg, det er deres originale tøj, da det passer perfekt og ikke er overpyntet, som tyske børn jo tit ikke var. Vi skal også lige huske, at det var lige omkring 1. Verdenskrig, de kom, og det var nu meget småt med legetøj og især med eksporten til resten af verdenen. Men da Danmark ikke rigtigt var involveret i denne krig, kun via de danskere der var tvunget til at kæmpe på tysk side, så tror jeg stadig vi importerede legetøj fra Tyskland. Men det kan forklare hvorfor, de ikke dukker op på amerikanske auktioner, da de havde importforbud. Måske forklare dette også hvorfor skoene kun er mærket med størrelse. Der står hos Cieslik’s er det var fruen i huset som designede og kreerede deres kostumer.

Wagner & Zetsche Hansi modellen kun 20 cm, 1915 hoved & arme i Heralit.

Hansi mærket i nakken.

Jeg kender to andre samlere, som har en W & Z dukke herhjemme. Inge skulle sidde i Olgas Lyst og en af mine venner har en anden Harald, men ellers er jeg aldrig stødt på dem. Gad vide om nogle af jer andre har en sådan, så vil jeg gerne have besked derom. Måske regner folk dem til moderne dukker, men 100 års alderen er da passeret.

Mange hilsner fra Anne Friis ©

Lad os fejre og mindes Izannah Walker og hendes dukker

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen © 

For nogle uger siden henviste vi til denne fine artikel på engelsk/amerikansk fra rubylaneblog, (Dolls den 22. oktober 2018) – men da det for os alle altid er bedst at læse noget på modersmålet, bad vi om tilladelse til at bringe artiklen med vor danske oversættelse, og vi siger hermed tusind tak til Ruby Lane …   Hermed følger artiklen og de dejlige billeder med vor oversættelse:

Til minde om Izannah Walker’s dukker

(fra Dolls, 18. oktober 2018 af Ruby Lane ©)

Denne milepæl er skrevet for at fejre, at det er 201 år siden (28. juni 1817), Izannah blev født. Og det passer godt med, synes jeg, at denne blogger engang skrev en artikel over dukker skabt af Walker, også kaldet ”Izannahs fødsel” . Denne artikel blev bragt i Doll Designs (House of White Birches) = Dukkedesign (De hvide birkes Hus, som ikke mere udgives.

Foto fra Skinner auktionshus og valuarer i Boston og Malborough, Massachussetts. Skinnerinc.com

Walker fik patent på sine dukker i 1873, men hun havde fremstillet dukker måske så tidligt som i 1828. Hun var involveret i dukkefremstilling indtil sin død i 1886. disse dukker med deres håndmalede træk, i oliemaling, og som lignede folkekunst, har senere givet inspiration til Martha Chase dukkerne. Chase legede som barn med en Walkerdukke.


Foto fra Withington Auctions, Inc.

Foto fra Withington Auctions, Inc.

De fleste af dukkerne har malet hår, men der er også fundet negerdukker med hår af garn. Der eksisterer ligeledes dukkedrenge. Dukkerne blev fremstillet i størrelserne: 15, 17, 18, 20, 21 og 24 tommer (en tomme er ca. 2,5 cm). Hovederne blev fremstillet af mange lag stof gennemvædet i lim og presset ned i en jernform. Det færdige hoved lignede skulderhovedet på et tidligt China-hoved. Kroppene blev ofte stoppet med søgræs(tang), som voksende nære Ixannah Walkers hjem.

Kilderne til disse oplysninger stammer fra et brev via Fru Norman H. Robertson, grandniece til Izannah Walker. Brevet dukkede op i Philomena Harts spalte i ”The Providence Bulletin. En dukkesamler ved navn Fru Singsen begyndte at korrespondere med Norma Robertson, og en del af oplysningerne fra the Providence Bulletin var med i Janet Pagter Johl’s bogklassiker; Your Dolls and Mine (Dine dukker og mine). Det vil sige at Fru Lila Singsens dukker blev fotograferet til Johl’s bog. Se the Izannah Walker Chronicles.com angående flere informationer om denne korrespondance. Johl’s bog blev udgivet i 1952.

Amerikansk Patenteret Stofdukkemodel af Izannah Walker, fra Theriault’s.

Dukkerne er identificeret med proveniens (oprindelse) og Izannah Walker’s arbejdsmetode. De hvide dukker er karakteristiske med deres ikoniske spytkrøller. Dukkernes hænder er ligeledes realistiske med fingre i modsætning til mange andre antikke stofdukker, hvis hænder ser ud som vanter. Nogle af de fotograferede dukker har broderede tæer, andre påmalede støvler. Jeg er aldrig blevet rigtig klar over, om dukkerne virkelig blev mærket. Samtidige angivelser fra Walker er ikke bekræftet, men der findes sparsomme oplysninger om firmaets egne optegnelser. Walker arbejdede sammen med sine søstre, og det fortælles, at Walkerfamilien ejede en dukke i legemsstor størrelse. De fleste forfattere er enige i, at der blev fremstillet ca. 3.000 dukker fra ca. 1845 og til Walkers død omkring 1886 (andre mener i 1888), du kan i det følgende læse mere indgående om dukkerne.

Izannah Walker dukke fra den specielle udstilling ”American Women Dream in Cloth” (Amerikanske Kvinders Drøm i Stof: ”Cottage Industry in the United States 1840-1930 (Husflidsarbejde i De forenede Stater 1840-1930.” fotograferet på The United Federation of Doll Clubs, Inc. = Den forenede Sammenslutning af Dukkeklubber), det årlige konvent 2015 www.ufdc.org VIA https://madwifeinthe attic.com)

Fra Live Auctioneers

Richard Wright og Maureen var ejere af dem, og sandsynligvis også afdøde Sam pryor, idet en af de dukker, som er fotograferet i Coleman’s encyklopædi tilskrevet hans tidligere dukke-biblioteks-fundats. Her er fotografier af omkring to hundrede dukker, men der findes også mange artikler, internetsider, mønsterbøger, samt andre bøger om eller med omtale af Izannah Walkers dukker.

Prisen på de gamle dukker kan være fra ca. 3.000 til 41.000 US$ (dollarkursen er i skrivende stund ca. d.kr. 6,50 — dukkerne er således absolut for DEN STORE PENGEPUNG ) – (bemærkning af Lise Brastrup Clasen).

Mange dukkekunstnere heriblandt Paula Walton, Gail Wilson og Dixie Redmond skaber også sådanne dukker (Se The Izannah Walker Chronicles = Optegnelser/krøniker over Izannah Walker).

Izannah Walker efterlader os en bemærkelsesværdig arv og legende om en enlig kvinde, iværksætter og kunstner; hun skabte mange andre ting end dukker, men dukkerne vil altid være det, der gjorde hende berømt og mindeværdig.

Foto fra Paula Walton, læs mere i september-2017-udgaven af Antique Doll Collector Magazine

Kære Alle, håber at også I bliver ved at læse dette, bliver vildt begejstrede over Izannah Walkers dukker, en af de første amerikanske dukkekunstnere, tænk bare, at disse dejlige dukker blev fremstillet for ca. 180 år siden…

G o d     L æ s e l y s t     ønsker     Lene     og   Lise   !!!