Coburger Puppenmuseum/Coburg Dukkemuseum

med sine fantastiske dukker og deriblandt

De helt vidunderlige SICORA-dukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

(Fotos og historie med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A, Coburger Puppenmuseum ©)

I Coburg finder du et fint og alsidigt dukkemuseum, som er en fornøjelse at besøge, et rent dukke-eventyr for alle vi samlere:

Blandt museets mange dukker står tre meget specielle af slagsen, det vil sige SICORA-gådukker, noget helt specielt, da de kom frem som noget helt nyt på markedet. Disse vidunderlige og udtryksfulde dukker er designet af firmaet Escora, en korsetfabnrik, stiftet i 1904, og som fra 1923 til 1937 blev ledet af Erna Schmidt.

Den fine korsettering fra firmaet Escore (i dag EsCo-Park) med en lille gylden nøgle som logo kendes stadig af mange damer, men at firmaet fra 1923 til i hvert fald 1937 fremstillede dukker, er der ikke mange, der husker og ved. Gådukkerne under navnet ”Sicora” var så fint udført, at de kunne præsenteres på Verdensudstillingen i Paris i 1928.

Kort og godt om ”Sicora”-dukkerne:

I 1923 fremstillede 30 modeller

I 1924 var man oppe på 60 modeller, og fik sølvmedalje på erhvervsudstillingen i Hildburghausen

I 1928 præsenterede man dukkerne på Verdensudstillingen i Paris og

I 1932 købte man Dukkefabrikken Loeffler & Dill, i Sonneberg.

Her er den dejlige dukkedreng, som synes at være på vej hen mod os!
Under huen har han malet hår!

Hvordan finder et korsetfoirma dog på at fremstille dukker? Dette skete takket være firmaets ejer nr. 2, Gustav Schmidts kone, Erna Schmidt, f. Heyman, der foruden at være ejerens hustru, husmor og mor også var en dygtig forretningskvinde, som hurtigt ønskede sit eget virkefelt, og inspireret af den begejstring, som gå– og taledukker vakte overalt, og særligt amerikanerne var vilde med, specialiserede hun sig i fremstilling af dukker. Da den model i 1923 under navnet ”Sicora” blev registreret, omfattede sortimentet allerede 30 gå– og taledukker. Allerede året efter præsenterede man 60 modeller og blev æret med sølvmedaljen på erhvervsudstillingen i Hildburghausen. I 1937 købte Gustav Schmidt Dukkefabrikken Loeffler & Dill i Sonneberg.

Hvor længe man derefter fremstillede dukker, vides ikke, men det antages, at dukkefabrikationen blev indstillet, da 2. Verdenskrig brød ud. Escora korsettering derimod bestod ind i 1990erne.

Den store dukkepige her i selskab med en af museets bamser, er en af de dukker, der er forsynet med paryk!

Sicora-gådukkerne er forsynet med en enkel, men naturligt virkende mekanisme. To snore, som løber fra knæ til mave, foranlediger, at fødderne kan bevæges skiftevis. For at få det til at virke, skal man, lige som med et lille barn, der skal lære at gå, holde dukken under armene og skubbe fremad. Senere udviklede man som mere hjælp en førerstab, og i 1928 på Verdensudstillingen præsenteredes dukken som ”Vidunderdukke”/En hidtil uset og speciel dukke”!

Dukken bevæger, når den går fremad, også hovedet og kan ”kvække” ved hjælp af en indbygget stemmeanordning. Alle Sicora-dukkerne (også kendt under navnet ”Sicora Wunderpuppe” (vidunderdukke) eller ”Sico-Sicora-dukken” har en velstoppet stofkrop, bevægelige led af masse, og papmachéhoved med malet ansigt og hår. Nogle dukker var med paryk i stedet for det malede hår! Under sålen på højre sko står ”Sicora” samt et slogan, forfattet af Gustav Schmidt: ”Ich lauf und stehe frei, – sprech und bewegt den Kopf dabei!” (Jeg går og står uden støtte, taler, alt imens jeg bevæger hovedet!” (Slogan’et rimer på tysk, men desværre ikke på dansk). (Under nogle skosåler stod desuden: ”For det tredje kan jeg ikke gå i stykker!”

På Coburger Dukkemuseum findes i alt tre Sicora-dukker, og de ses her i deres originale udførelse. Der har stået artikler om dukkerne i Ciesliks Puppenmagazin Nr. 3/1996 og i Puppen & Spielzeug nr. 3/2018.

Den tredje dukke i Coburg er pigen her i forårsgrønt strik, der er mindre end de andre
også hun har paryk!
Og her kan I så se mærke og slogan under dukkernes højre sko:

Nu er I selvfølgelig nysgerrige efter at få noget at vide om dukkefabrikken Loeffler & Dill, som ”Escora” købte i 1930. I Ciesliks Encyklopedia over tyske dukker 1800-1939 står der lidt om firmaet, men desværre er der ikke afbilledet nogen dukker: Firmaet blev stiftet i 1879 efter at have erhvervet Hermann Walters firma i Sonneberg, – også et dukkefirma med ultrakort eksistens 1864-79, hvor stifteren afgik ved døden – af Otto Loeffler og Caspar Dill, der var gift med Helene Loeffler, en kort tid hed firmaet stadig Hermann Walter. Man annoncerer i 1922 bl.a. med fremstilling af påklædte dukker, leddukker og alle slags dukkehoveder, mærket er bl.a. L&D, derunder 6/0 og atter derunder X. Desuden findes der et logo med en dukke.

Coburger Puppenmuseum – Den helt specielle dukkeverden

Er et flot og alsidigt dukkemuseum med en mange forskellige dukker og bamser, legetøj og mange andre sjove ting. . Der sker hele tiden noget på museet, der er kendt for sine mange spændende aktiviteter, som I kan læse om på hjemmesiderne.

Museet har mere end 1000 ”historiske dukker” dukker og mange dukkehuse fra ca. 1800 og til i dag, bl.a. har man den største Tedukke/halvdukkesamling i Europa, ca. 300 forskellige. Desuden er der stort udvalg af forskelligt legetøj, man falder nærmest i staver foran de mange flotte vitriner.

Museets facade ses først i artiklen, og hermed adresse og åbningstider:

Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg –                             tlf.: 0049 9561 891480

puppenmuseum@coburg.de – www.coburger-puppenmuseum.de

Et af de museer, som fra 1. april til 30. september holder åbent hver dag fra 11 til 16 –

  • fra oktober til marts er der lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid fra 11 til 16
  • (der holdes dog lukket på flere helligdage, hvilket vil fremgå hjemmesiderne)

 Tusind tak til museumsleder Christine Spiller, M.A., for tilsendelse af fotos og andet materiale.

God tur til Coburg i Bayern og god læselyst !

 

Verdens Største MINIATURE-Stormagasin/Varehus

Bygget af Brigitte og Klaus Reiser, grundlæggere af firmaet Mini Mundus og ejere af klenodiet!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Som jeg for nogle dage siden lovede jer, kommer her med en beretning om det fantastiske Mini-Stormagasin, som er udstillet i Dukke– og Legetøjsmuseet i Byparken Hanau-Wilhelmsbad.

           Samtidig siger jeg på bloggens og alle læsernes vegne tusind tak til Forretningsfører, Dipl.Ing. Peter Bohn, Mini Mundus Hobby GmbH, for det hurtige svar og alt det gode og detaljerede materiale, jeg har modtaget, samt nå ja, det kan I selv læse videre om….

Verdens Største Miniature-Stormagasin

Er et fascinerende bygningsværk. Det er over 3 meter langt, næsten halvanden meter bredt, og indbyder sine kunder til at handle i de 17 smukt indrettede butiksafdelinger, eller kigge ind ad de 16 udstillingsvinduer. Den enestående belysning er opnået ved installation af over 480 pærer.

Stormagasinet er levendegjort med scenarier, hvor mere end 120 porcelænsdukker i håndsyet tøj optræder. I huset findes unikke og helt nøjagtige kopier af miniaturer skabt af kunstnere gennem mange år i hele Europa.

De udsøgte glasvarer er skabt af kunstnere fra den tyske glaspusterby Lauscha. Størstedelen af det håndmalede porcelæn stammer fra en tysk porcelænsmaler, Nips-liebhavere kan endda i et af udstillingsvinduerne finde miniature-Hummel-figurer. De allerfineste sølvsmedearbejder stammer fra en engelsk sølv– og guldsmed.

Som nævnt står huset på

Hessisches Puppen- & Spielzeugmuseum, Parkpromenade 4, Hanau-Wilhelmsbad, D 63454 Hanau,

Tlf: 0049 6181 86 212 – info@hpusm.de – www.hpusm.de

Åbent: ti-on-to-fr: 10-12 og 14-17, lø-sø-helligd.: 10-17

 Og i det følgende siger Mini Mundus TAK for vor interesse, og meddeler, at de er begejstrede for bloggen: www.dukkedroemme.dk:

 ”Som tak for Deres interesse og til støtte for Deres blog modtager de hermed – eksklusivt og udelukkende for Deres læsere – et bevis på rabat på 10% ved køb gennem vor Online Shop, rabatten kan indløses indtil den 31. december 2018, og gælder for alle produkter:

Rabatkode: MM-DUKKE-10

 Og vi informerer naturligvis gerne over kommende nyheder angående Mini-Stormagasinet og ønsker

god Weekend.

De venligste hilsner fra forretningsfører Peter Bohn, dipl.ing., Mini Mundus Hobby GmbH, tlf: 0049 6103 94890”

(og i det følgende får du henvisninger etc.):

Hermed links til Mini Mundus’ Online Katalog, på tysk og på engelsk:

Tysk: minimundus.de/de/mini-mundus-online-katalog (92 sider)

Engelsk: minimundus.de/en/mini-mundus-online-catalog (48 sider)

Online Shops: www.minimundus.de www.mini-mundus.at – og www.minimundus.co.uk

Går du ind på Pinterest, kan du desuden se detaljer og fotos over de enkelte afdelinger i miniature-stormagasinet:

 Pinterest.com/minimundus/das groesste-miniatur-kaufhasu-der-welt/ eller

Billedgalleri pinterest.com/minimundus.de

 Facebook-siderne findes under: facebook.com/minimundus.de

 God læse, kigge– og købelyst!

Dukke Peter

© Tekst og billeder Anne-Lise Crety.

Anne-Lise Crety har lyttet til og oversat Peters beretning i 2003.

Da jeg læste indlægget om “Rejsekammeraten”, kom jeg i tanke om Peter. Peter fik jeg for ca. 15 år siden af Uschi fra Berlin. Uschi er veninde med min veninde Anne-Lise og da hun hørte, at jeg elskede dukker, syntes hun at  jeg skulle have Peter, da ingen af hendes døtre var interesseret i ham. Anne-Lise skrev dengang følgende om Uschi og Peters historie:

I dukkevitrinen hos Lene sidder dukken Peter. Han skæver lidt til de andre dukker, speciel til hende den søde på højre side, – for det kan han nemlig: Ikke som de andre blot lukke og åbne øjnene, men han kan også “smutte” med de smukke, mørke svesker, så det kan blødgøre ethvert pigehjerte.

Evnen til sådan at skabe øjenkontakt gør han flittigt brug af, ikke mindst fordi han ellers har lidt svært med at kommunikere med de andre i skabet, Peter taler nemlig endnu ikke dansk, han er for ikke så længe siden kommet fra Tyskland.

Men hvorfor ikke give ordet til Peter; skønt fortalt på tysk, får vi et indblik i den skæbne, der foreløbig er blevet hans:

Jeg er ca. 60 år (nu er det jo 75 år) gammel og kom til verden i Tyskland under 2. verdenskrig. Den første del af min tilværelse tilbragte jeg på en hylde i en legetøjsbutik. Butikken lå i Pichelsdorfer Strasse i Spandau ved Berlin, og jeg kan huske at den hed “Spielwaren-Gericke”. Der var kun sjældent kunder i legetøjsbutikken og kom der endelig et par børn for at kigge på herlighederne, købte de kun lidt glaskugler eller et par tinsoldater. Vi dukker og bamser på hylden var nok for dyre for dem.

Alligevel så jeg ofte børn, der trykkede næserne mod ruden, og ligesom længselsfuldt kiggede ind på os. Især bemærkede jeg en lille pige, der ofte kom forbi forretningen med sin mor. Det slog aldrig fejl: Moderen blev ved hånden trukket hen til vinduet, og den lille pige, der talte ivrigt, pegede op på hylden, hvor vi sad på rad og række. Hvad hun sagde, kunne jeg ikke høre, men jeg noterede mig lidt trist, at moderen hver gang rystede på hovedet og skyndte sig videre med barnet.

Efterhånden glædede jeg mig ligefrem til deres besøg, ikke mindst da jeg efter et stykke tid bemærkede at det helt bestemt var mig, hun kiggede mest på. Jeg sendte hende et skælmsk blik, næste gang jeg så hende, og nu var det helt sikkert: Det var mig, hun var interesseret i!

Tiden gik, det blev både vinter og vår, og stadig sad vi alle på vores hylde og støvede til.

Og så skete det: Den lille pige kom med sin mor ind i butikken, og – oh jubel: Jeg blev taget ned fra hylden og pakket i en æske med træuld, med papir og snor udenom og en lille bærepind. Nu blev jeg det kæreste eje for et lille menneskebarn. Hun hed Uschi, fortalte hun mig, – ja, egentlig hed hun Ursula, men hun blev kaldt Uschi. Mig kaldte hun Peter, så det hedder jeg altså.

Uschi og jeg blev hurtigt meget gode venner, vi kendte jo næsten allerede hinanden fra blikkene gennem vinduet, og efter nogen tid fortalte hun mig, hvordan det omsider lykkedes at få lov til at købe mig.

Som jeg før fortalte, var der krig i Tyskland, og Uschis far og mor skulle bruge hver en Mark, de kunne skaffe, til mad og tøj. Det hus, de boede i før krigen, blev bombet, og Uschi fortalte mig om den frygtelige dag, hvor hendes mor stod på altanen på 3. sal, medens resten af huset brændte under hende. I sidste øjeblik blev hun reddet ud af brandfolkene, der jo havde travlt overalt i byen, hvor bomberne var faldet. Det eneste moderen fik reddet ud, var hendes syæske og et fotoalbum med navnet “vores barn”. Det billede, I kan se af mig og Uschi, er fra albummet.

Uschi og Peter.

Heldigvis skulle hendes far ikke ind som soldat, og han søgte derfor arbejde hos bønderne i omegnen. De betalte ham med lidt kartofler, mel, æbler og måske et brød eller to, hvis bondekonen netop havde bagt. Penge fik han ikke for sit arbejde. Engang fik han en sæk sukker, som bonden havde taget i bytte for noget andet, og da familien jo ikke havde brug for så meget sukker, gik faderen med sækken ned til slusen i Spandau og fik det solgt til skipperen på en slæbebåd. Nu var der lidt penge hjemme, og Uschis store ønske blev opfyldt: Jeg blev købt!

Uschi passede vældigt godt på mig, og da jeg jo, -som I selv kan se på fotoet,  – ikke havde noget tøj på, strikkede hendes mormor en tyrolerdragt til mig, som jeg stadig syntes klæder mig godt.

Da Uschi blev voksen og selv fik to piger, fik de somme tider lov til at lege med mig, hvis de gjorde det meget forsigtigt. Alligevel har jeg på et eller andet tidspunkt fået et lille sår i panden, jeg husker ikke rigtig, hvordan det skete, måske har jeg været besvimet et kort øjeblik.

Peter i sin søde tyrolerdragt.

Da pigerne blev voksne og ikke ville lege mere, blev jeg lagt ind i skabet, og der lå jeg igen og kedede mig ligesom i legetøjsforretningen.

Så skete der igen noget i mit liv: En sommerdag i 2002 blev jeg taget ud af skabet. Mit tøj blev vasket, og det blev jeg også selv, og så kom jeg med Uschi og hendes mand på ferie i Danmark. Dér var dejligt! Jeg blev sat i en sofa og blev beundret og fotograferet, for Lene havde hørt om mig og ville gerne have et billede af mig. Desværre traf vi ikke hinanden personligt ved dette besøg, og da vi efter ferien rejste hjem og jeg igen blev lagt ind i skabet, var jeg i lang tid temmelig nedtrykt.

Næste sommer skete nøjagtigt det samme: Vi rejste til Danmark, jeg blev sat i en sofa, blev beundret, – og traf nu endelig det menneske, der så inderligt ønskede at “adoptere” mig! Sådan gik det til at jeg nu sidder i en vitrine i Danmark sammen med en masse kønne dukker, – og da mine nye dukkevenner holder lige så meget af mig, som den lille Uschi i Spandau gjorde for mange år siden, ved jeg, at jeg aldrig mere skal sættes til salg på en hylde eller lægges ind i et mørkt skab.

Desværre er der ingen mærker på Peter, så oprindelsen står hen i det uvisse, men det gør ikke min glæde ved ham mindre og som Anne-Lise skriver har han de smukkeste brune Flirty-eyes.

Det er ikke denne slags dukker jeg samler på, men historien er så sød og han er givet til mig med stor kærlighed, så i dag sidder han i dukkeværelset og hygger sig, og så minder han i meget stor grad om den “glasdukke” jeg havde i min barndom, som min bror smadrede hovedet på.

Lene

Rejsekammeraten

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen, oversættelse, ©

 Kære Venner,

Hermed en rørende lille historie om en dukke, der hele livet har fulgt sin Dukkemor! Denne lille beretning er fra rubrikken ”Tilbage i tiden” (Zeitsprung) fra ”Die Zeit” nr. 29, den 12. juli 2018 – et udklip, jeg fik tilsendt fra min søn Bjørn, og som jeg straks mente, kunne være af interesse for jer alle, idet mange af os stadig har vor barndoms yndlingsdukker, og det derfor kunne være både interessant og morsomt at få jeres dukkehistorie med foto og beskrivelse: grundlaget for en herlig debat….. Ikke sandt!

1940/2015: Rejsekammeraten

 Monika Göth, Wien fortæller:

 På billedet tv ser I mig som fireårig med min yndlingsdukke. Fotoet th viser os begge 75 år senere. Egentligt ikke noget særligt, dersom der ikke var sket et bombeangreb i Kiel i august 1944, hvorunder jeg blev begravet under vort brændende hus. Da man mange timer senere reddede mig, havde jeg denne dukke i mine arme. Siden da har den ledsaget mig overalt, delt bolig med mig i fremmede byer og lande, i møblerede værelser og i egne huse. Nu er vi begge gamle —men dukken ser stadig ung og smuk ud. (Monika Göth, Wien).

Og nu glæder vi os vanvittigt til løbende at modtage historier med billeder af jeres barndoms yndlinge…. På genhør, på genhør…..

Kilde: Tak til Monika Göth, forfatter, for tilladelse den 2. august 2018 til at bringe dette! Og desuden glæder jeg mig åtil at sende denne oversættelse med mere til Monia Göth som tak for tilladelsen.

 Fortsat god sommer…..

Sønderskov Museum med sine mange skatte

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Gennem min søgning efter historien om Brønd-dukkevognen kom jeg i forbindelse med museumsinspektør Nick Schaadt, Museet på Sønderskov, der velvilligt har overladt mig en masse facts om dette smukke museum og dets skatte, og jeg siger hermed tusind tak for de mange detaljer og fotos, idet jeg håber, at I efter at have læst min beretning får blod på tanden og bliver inspireret til at besøge dette alsidige sted.

Hermed en spændende historie:

Museets historie går tilbage til1400-tallet, men der er ikke mange oplysninger om de ældste bygninger. I starten af 1600-tallet brændte bygningerne, senere blev de genopbygget af adelsmanden Thomas Juel, og kælderen, som rummer Restaurant Herregårdskælderen, er den ældste del af bygningerne, men hvor meget ældre end det øvrige den er, er man ikke sikker på. Man ændrede efter tidens mode og krav på stilen, således at den oprindelige renaissancebygning nu blev mere stilren. Bygningerne skiftede ofte ejere, og forfaldt mere og mere på trods af fredningen. Det var særligt slemt i 1970erne og 1980erne, og den daværende ejer fik således tilladelse til nedrivning. Men heldigvis blev dette på grund af fredningen ikke muligt, og Statens Bygningsfredningsfond og Planstyrelsen gik ind i sagen, hvorved det lykkedes at få frastykket hovedbygningen.

I 1986 blev bygningen solgt til murermester Helge Kragelund, der gennemførte en gennemgribende og nænsom restaurering, som varede i 7 år, og som blev hædret med tildelingen af Europa Nostra Diplomet i 1992.

Sideløbende med restaureringen dannedes en forening med det formål at starte et kulturhistorisk museum på egnen. De to projekter fandt sammen, og museet fandt plads på Sønderskov og blev statsanerkendt i 1990.

Museet flyttede ind allerede midt i restaureringen og fik dermed mulighed for at tilpasse sig en række funktioner og indretninger undervejs.

Museet er således godt i gang, med 13 fastansatte, samt et antal projektansatte, og der er typisk 15-19 medarbejder dagligt i huset. Samtidig er museet forenings-ejet og har en stor skare af frivillige… alle er således en vigtig del af museets arbejde og identitet.

Vil du læse mere om museets ejer historie og række af ejere, så gå ind på danskeherregaarde.dk.

Museet bugner af skatte og fund fra egnen. Der er aktiviteter og særudstillinger. For tiden er der en spændende udstilling om Barndommen, hvor du bl.a. kan se en Hovborg-dukke og det spændende og geniale ”Forvandlingsmøbel”: kaldet Brørup barnepigen, hvad der er hel ny viden for mig. Museet har, som jeg nævnte i min artikel to om Brønd-dukkevogne, desuden en sådan dukkevogn stående…

Udstillingseffekterne er forsynet med fortællinger om oprindelse osv., hvad man ikke er forvænt med at se på ret mange museer. Her, hvad man skriver som introduktion om Barndommens rum før og nu:. Men lad os starte med:

Hovborgdukken; Som I ved, har jeg før skrevet om Hovborgdukkerne på grundlag af en avisartikel, men her er museets beskrivelse af dukken og dens ophavsmand, og jeg blev selvfølgelig glad for at få mere viden om disse dukker:

Stefan og Kirstine Berthelsen !

Hovborgdukken var resultatet af den ihærdige Stefan Berthelsens konstante søgen efter arbejde og indtægter. Undervejs pådrog han sig arbejdsskader og blev handicappet, men fandt altid en udvej, således at han kunne forsørge sin familie..

Under arbejde i tørvemosen i 1943 var han uheldig og faldt i tørvepresseren, som rev hans ene ben af. Men selv med dette handicap, fandt han muligheder for at tjene lidt ekstra. Lige efter 2. Verdenskrig købte han for 800 kr. forme etc. til fremstilling af dukkehoveder.

Hovborgdukken !

Hovederne, som blev fremstillet af bl.a. lim og formalin, var dog ikke nogen succes, idet man i legetøjsforretningerne ville have hele dukker, da disse var svære at skaffe lige efter krigen. Men Stefan Berthelsen eksperimenterede straks med at lave en dukkekrop, som efter ni måneder kom på banen og blev en succes.

Den første dukke annonceredes i Landbobladet, og snart bredte nyheden sig, og der solgtes dukker fremstillet i flere størrelser både i Danmark, Sverige og i USA. Gennem 17 år producerede Stefan Berthelsen dukker, men efterhånden havde formalindampene gjort ham syg, hvorfor han måtte stoppe.

Den omtalte 49 cm høje
Hovborgdukke, som du kan se på
Museet på Sønderskov.

Herover kan du se den store, dejlige dukkepige, som man har udstillet på Museet på Sønderskov: og som museet beskriver således:

Hovborgdukke, 49 cm høj, indsendt fra producentens børnebørn. Dukken er tilvirket i Lindknud mellem 1945 og 1955. Hun har brunt, formstødt hår, blå øjne og røde læber. Dukkepigen er iført strikket orangefarvet kjole og underbukser, samt strikkede sko kantet med orange ”snørebånd”. Tøjet er strikket af Stefan Berthelsens kone, Kirstine, dagligt kaldt Stinne, der strikkede det meste af tøjet til dukkerne.

Tøjet til denne dukke er dog senere end produktionen, muligvis fra 1960erne eller 1970erne. Dukken er som nævnt fremstillet i Hovborg, som før 1922 lå i Lindknud Sogn.

Dukken er slidt og har været leget med. Hovedet er limet og elastikkerne på benene er slappe.

Noget nyt og spændende for mig — og måske også for jer andre er: Det geniale forvandlingsmøbel, dvs. børnemøbel i form af gyngehest etc. og —som kaldes

Brørup Barnepigen

Da museumsinspektør Nick Schaadt spurgte mig, om jeg kendte denne ”Barnepige”, måtte jeg svare Nej? Men da min nysgerrighed er grænseløs, søgte jeg straks efter den, og jeg fandt da både en avisartikel om Museets udstilling samt et eksemplar af møblet til salg på nettet for 1.400 kr. Jeg fandt også navnet på fabrikken, som havde fremstillet den, men ingen historie… Heldigvis har man fra museets side rådet bod over min uvidenhed ved at sende mig Brørup Barnepigens historie, og den får I her:

Tv Brørup Cikorietørreri ca. 1890 – her startede Marinus Kristensen fabrikken ”Combination” – desuden ”Brørup Barnepigen” som gyngestol eller gyngehest!

Manden bag ”Brørup Barnepigen” var Marinus Kristensen , født i Hunderup (landsby mellem Esbjerg og Ribe)29. januar 1903 – han arbejdede en tid som møller i Bobøl, giftede sig med Andrea og fik en datter. I 1936 flyttede familien til Brørup, hvor han erhvervede og indrettede sig i Allégade 3. I 1937 startede han produktionen, sit snedkeri kaldte han ”Combination”, meget betegnende, idet han konstruerede forskellige børnemøbler med flere funktioner. De mest kendte var Brørup Sengen, en kombineret seng og kravlegård, og ”Brørup Barnepigen”. Hvad der senere blev af familien ved man ikke ret meget om,, men i 1955 emigrerede han og datteren til Nordamerika, og i 1955 købte Brørup Fjernvarme Allégade 3 af Marinus Kristensen.i.

Brørup Barnepigen er en gyngehest, som kombineres til høj stol og barnestole.

Så festlig og sjov ser Brørup Barnepigen ud i forskellige positioner, praktisk og pladsbesparende og helt sikkert til stor fornøjelse for både børn og forældre!

Men lige et smut tilbage til min Brønd dukkevogn, som jeg har beskrevet i to artikler. Museet på Sønderskov har som nævnt et flot eksemplar af en dukkevogn mærket Brønd, den kommer fra Jette Møller og er i meget fin stand…. Vognen er nyere end min, så vidt jeg kan se fra disse fotos. Fotoet i midten viser det Brønd-Logo, der ses på siden af dukkevognen.

Nu glæder jeg mig til at besøge museet og med egne øjne se alle skattene, og selvfølgelig især de her beskrevne.

Museet har en unik butik med salg af mange sjove effekter, som ikke kan købes andre steder, og man sælger desuden forfriskninger. Vil du spise, er der flere steder i nærheden, men du kan også få en dejlig oplevelse i Museets kælder, hvor restaurant: ”Herregårdskælderen” befinder sig i disse gamle, nænsomt restaurerede lokaliteter: Restauranten er åben ons-lør 12-23 og sø 12-16, tlf: 7538 3845 preben@sonderskov.dk

Museets adresse og åbningstider: Museet på Sønderskov, Sønderskovgårdvej 2, 6650 Brørup,

tlf: 7538 3866, post@sonderskov.dk – åbent fra tirsdag til søndag 11-16 (lukket i januar).

 Endnu engang tak for tilsendelse af det gode materiale…

Og til alle jer andre og jeres familier ønsker jeg en dejlig oplevelse og en

 G o d     T u r   !

Mere om BRØNDs Dukkevogne

(eller mere om gaver)….

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Når man får gaver…. Ja, sådan lød min beskrivelse af den BRØND-dukkevogn, jeg fik som gave, og som I kunne læse om… men historien er slet ikke slut, for nu har jeg —der er enormt videbegærlig – via Vejen Bys Lokalhistoriske Forening fået historien om Barnevognsfabrikken Simon Brønd & Co., som selvfølgelig også fremstillede Dukkevogne og meget andet godt. Nu skal I bare høre,

Gammel illustration af fabriksanlægget 1934

 

HISTORIEN OM EN FABRIK

             En over 110 år gammel historie, som starter med 21-årige Simon Brønds ankomst til Vejen i 1907hvor han blev ansat som isenkræmmerkommis hos P. Lauridsen. Her forelskede han sig i pigen i huset, Anna Lassen, og de blev i 1910 gift og bosatte sig i Tommerup på Fyn, hvor de startede Tommerup Købmandsforretning.

Den driftige Simon Brønd, fik i 1912 tilbud om at blive bestyrer af P. Lauridsens forretning i Vejen, og parret solgte købmandsbutikken i Tommerup og flyttede til Vejen, nærmere betegnet ind i Villa ”Pax”, på Øster Allé 8.

I villaens udhus startede han sideløbende en fabrikation af træskoklamper og ansatte en enkelt medarbejder. Og hvad er så træskoklamper?, jo da, det er jern– eller læderbeslag til træsko, som blev slået på sålerne, således at træskoen fik længere holdbarhed. Min mand kan huske, at der i hans klasse var nogle drenge, som hvert år via ”Børnenes Kontor” fik tildelt træsko samt klamper, og at disse drenge senest en uge efter på skolen skulle fremvise træskoene nu forsynet med påslåede klamper, dengang af jern…

I 1915 stiftedes A/S Simon Brønd & Co. med Simon Brønd som direktør og en beskeden aktiekapital. Samme år opførtes et lille værksted på Plantagevej, og man flyttede produktionen af træskoklamper hertil. Virksomheden voksede, og i 1917 stoppede Simon Brønd hos P. Lauridsen for helt at hellige sig sin egen virksomhed. Samtidig udvidedes aktiekapitalen til 125.000 kr. Succesen fortsatte, og i 1917-18 og 19 opkøbte man de tilliggende grunde på Plantagevej, opførte nye fabrikslokaler og udvidede produktionen med legevogne, trappestiger, flueskabe, trillebøre, havemøbler og andre trævarer. Man beskæftigede selvfølgelig nu mange både faglærte og ufaglærte medarbejdere.

Fra indregistrering (1917) – med tegning af klamper (beskyttelsesbeslag) under støvlesålerne, kaldet REKORD!

Men hvornår kommer så dukkevognene ind i billedet ? Ifølge uddrag af De officielle Handelregistre står Simon Brønd & Co. fra 1921 opført som Trævarefabrik, Havemøbler, Barnevogne, Dukkevogne og Legevogne, i 1922 og i 1923 producerer man ikke længere havemøbler, mens man i 1924 udvider med barnemøbler og automobilkarrosserier.

Firmaets motto: Danske børn i danske Barnevogne

Men ikke, som man kunne tænke sig:

Danske dukker i danske Dukkevogne

Da dette ville være utopi eller ønsketænkning, idet man i Danmark kunne købe dukker fra hele Verden, så lad os nøjes med mottoet om barnevognene (Lise!)……

Desværre har jeg ikke alderen på den gamle dukkevogn, jeg modtog som gave, men mit tip er, at den er fra omkring 1930!

I 1940 dør Simon Brønd kun 53 år gammel, og fuldmægtig Vilhelm Iversen ansættes som direktør, samtidig kaldes Harry Brønd hjem for at blive ansat i firmaet.

Logo for Brønds Barnevogne !

Barnevognene og dukkevognene blev fremover hovedproduktionen. Under 2. Verdenskrig kunne man faktisk sælge alt, selv om det ofte kunne være svært at skaffe materialer, og i 1945 ombyggedes hele fabrikken. I 1960 hærgedes fabrikken af en voldsom brand. Op gennem 1950 og i d i tresserne var der som alle andre steder højkonkunktur, bl.a. præsenterede man hvert år nyhederne på Købestævnet i Fredericia – den flotte barnevogn tv. er fra 1960, men… derefter gik det ned ad bakke og var ved at være forbi. Man forsøgte sig med katalogsalg og import af legesager, men i 1971 var eventyret definitivt slut, og direktør Harry Brønd måtte fortælle medarbejderne, at alle muligheder var udtømt, og at man måtte ”kaste håndklædet i ringen”!

En æra var slut. Bygningerne blev nu udlejet til forskellige formål. De er nu revet ned, og der er opført privatboliger på stedet.

Fabrikken var meget populær og kendt på egnen, og mange unge mennesker var ansat som ungarbejdere, inden de fik lærepladser. Når man læser firmaets historie, støder man også på en fristil om fabrikken skrevet af 13-årige Claus Juel Pedersen en dreng fra 7.b på Bakkely Skole – en god og detaljeret beretning, skrevet ”helt efter bogen”, idet den minder mig om min egen skoletid, hvor man skulle skrive disposition til fristilene: indledning, handling og slutning…

Der skulle stå en BRØND-dukkevogn på Sønderskov Museum, men den vender jeg tilbage til samtidig med en artikel om dette museum!

Kilder: Tak til Vejen lokalhistoriske Arkiver

             (Lise Clasen Research)

 G o d   L æ s e l y s t   !

Min BRØND-dukkevogn som vist i artiklen
”Når man får gaver 2.del”!

M a t r o s t ø j

HUSKER   DU – JA, DET GØR VI SIKKERT ALLE SAMMEN, ELLER ?

 Tekst med hilsen fra Angelika Salzwedel, 2018 ©

– fotos Angelika Salzwedel og Lise Clasen ©

Oversættelse, for– og efterord : Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Når man som samler dvæler ved sine skatte: dukker, påklædningsdukker, glansbilleder, bøger, postkort og andet godt, kan man slet ikke undgå at støde på børn i matrostøj, og minderne vælder frem om det fine tøj, børnene blev iført, de romantiske billeder i bøgerne, de smukke glansbilleder, påklædningsdukkernes matrosæt og matroskjoler …. og og og…. Men hvorfor Matrostøj??? Du og dine brødre har sikker togså haft matrostøj, ofte til pænt brug, når man skulle være rigtig fin. Husker I Matador, hvor der krævedes matroskraver til afdansningsballet? Og hvorAgnes fortæller, at hun har skaffet matroskraver til drengene?

Et par gamle glansbilleder.

Denne mode opstod allerede i 1860, og min gode veninde, Angelika Salzwedel, fortæller i det følgende om udviklingen af denne klædedragt, og inspireret af sine påklædningsdukker og glansbilleder arrangerede hun i samarbejde med Stadtbibliotek Itzehoe en udstilling over temaet, og Angelika fortæller følgende:

M a t r o s tø j

Allerede fra omkring 1860 gik små drenge klædt i matrosbluser med den karakteristiske, firkantede krave, knæbukser og stråhat.

Denne mode blev gengivet på påklædningsdukkeark så tidligt som omkring 1880, et populært ark var med den kejserlige familie. Dengang kaldte man sættet for ”En Kieler Habit” eller blusen for en Kieler-Bluse, og snart blev dette tøj eftertragtet og yndet i alle befolkningslag.

Oprindeligt var matrosdragten arbejdstøj for Marseilles havnearbejdere, da det var bekvemt og slidstærkt (nævnt som Costume á la Matelot/Matrostøj —i 1787 i Pariserjournalen for luksus og mode…..). Denne beklædning var til at bevæge sig i og opfyldte børnenes krav og ønsker om bevægelse, og man kan sige, at moden med matrostøj reformerede moden bl.a. i Tyskland.

”Glansbillede” med matrosdreng— fra udstllingsplakaten— udformet af Angelika
Salzwedel !

Tøjet var var enten syet af enkelt, slidstærkt bomuld, drejl, eller måske af uld, senere også fremstillet af jersey, og bukserne blev senere til de velkendte lange bukser.

Nu kunne man få snitmønstre i mange forskellige variationer. Fra 1890 udskiftedes stråhatten med en matroshue, og farverne vekslede i mange nuancer fra lyseblå til mørkeblå eller hvide. Men det typiske snit med den påsatte krave og hat eller hue forblev uændret. Der findes enormt mange henrivende tegninger og gengivelser og piger og drenge i matrostøj, og heldigvis er mange af dem genoptrykt på postkort.

Sømanden fra Allers bog med striket legetøj af Ayoë Stokkebro Hansen (1949) !

Omkring 1890-1900 kom matrosbluser frem til småpigerne, og selvfølgelig så man matrostøj hos påklædningsdukkerne og på glansbillederne. Dukkerne havde ikke bare matrosbluser, men dertil passende mørkeblå læggede nederdele, og selvfølgelig også en matroshue til pigerne.

Farvemæssigt blev man også mere modig, idet man nu både hos påklædningsdukkerne og som glansbilleder kunne finde matroskjoler i rødt og hvidt, og selvfølgelig kunne man købe rød/hvide matroskjoler i butikkerne.

Og her er vor ”alle-sammens” Pernille og Peter— de to 40 cm høje Køgedukker, til hvem der blev udsendt to strikkebøger fra ALT for damerne, og som I ved, var deres matrostøj strikket i rødt og blåt !

Meget ofte ser man hos påklædmningsdukekr og glansbilleder ved siden af matrostøjet en sejlbåd elelr en skovl som tegn på forbindelsen til hav og strand.

Ja, sådan gik udviklingen, og går du til de tidligere påklædningsdukker, havde pigerne førhen gymnastikdragter, bade– og tennistøj, først senere fik de en mere komplet garderobe bl.a. med matrosbluse, matroshue, lægget nederdel, eller matroskkjole.

Iben Clantes Louise (3072 IF) med matroskjole, og matrosbluse til at trække over kjolen, samt en fin matroshat!
(fra Lise Brastrup Clasens samling)

Fantastisk at denne mode i dag stadig er aktuel. De aktuelle strikke– og symønstre til småbørn og dukker bærer stadig præg af matrosmoden. Tænk at en mode har kunnet manifestere sig i snart 300 år— og så her i vor tid, hvor alt løber og hele tiden forandres, ”næsten ikke til at forestille sig”, men ikke desto midnre sandt. Herligt, at der stadig findes sådanne ting. (Angelika Salzwedel juni 2018)!

Hermed Benjamin Rævepels fraStorskovens Dyr af Birgit Heldt-Hansen— beg. af 1950erne!
(Lise Brastrup Clasens samling)

Prøv at se i dine samlinger, så finder du fantastisk mange gengivelser af matrostøj, bl.a. kiggede jeg i en tilfældig påklædningsdukkemappe og fandt hurtigt 27 dukker med matrostøj. Ligeså har jeg en hel del strikmønstre til matrostøj, postkort, billedbøger, glansbiller, gamle fotos etc.

Den spændende og inspirerende udstilling med fokus på fotos, glansbilleder og påklædningsdukker slutter den 31. august, idet man på grund af den store interesse har forlænget den med én måned, så du kan sagtens nå det endnu!!! Stadtbibliotek Itzehoe, Htm. Klosterhof 31, D 25524 itzehoe, der er åbent på mandage, tirsdage og fredage fra 10 til 18, torsdage fra 10 til 19 og på lørdage fra 10 til 13 (onsdage og søndage lukket).

(På udstilllingen kan du medtage et par selv-at-male-påklædningsdukker med matrostøj (tegnet af mig)!

Amanda og Anton – lige til at farve og klippe ud
(Fik du dem ikke? – Da sender jeg dem gerne til dig pr.mail) !

Skulle jeg vise ALLE mine skatte med relation til matrostøj, kunne jeg helt sikkert fortsætte i dagevis, men jeg stopper her. God Læselyst!

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 2

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

I fortsættelse af beretningen om den gamle skildpaddedukke, får I hermed lidt om den gamle dukkevogn.

 Sammen med celluloiddukken fra Rheinische/Schildkröt fik jeg denne gamle dukkevogn:

Vognen taget forfra med det defekte ”Forlæder”, men måske I kan skelne den ”guldmalede”, tynde firkant!

Resterne af ”forlæderet”, som min Mor altid kaldte det stykke, der beskyttede barn og sengetøj for regn og slud, er lavet af en slags voksdug eller imprægneret stof.

Kalechen er ligeledes af en slags imprægneret stof (mener jeg)!

Understellet er af jern, og der er desuden monteret kraftige jern-anordninger til at slå kalechen op og ned. Desværre er ”anordningen” i højre side defekt og ”hænger”.

Håndtaget er af flot svunget metal med et drejet træhåndtag.

Fra jord til overkant af kassen måler vognen ca. 34 cm., kassens længde er 36 cm, og dens indvendige bredde ca. 18 cm . Fra jord til håndtag måler vognen ca. 90 cm i højden.

I vognen er der madras, samt hovedpude og dyne med pudevår og dynebetræk af hvidt lærred med mellemværk.

Vognen i al sin pragt og herlighed!

Vognen er mærket BRØND. Et mærke, jeg aldrig har hørt om før – nå, ja, egentlig har jeg aldrig interesseret mig for dukkevogne, men har fundet Maria Holms artikler om dukke-og barnevogne overordentlig interessante og lærerige – og hvad gør man så: går på nettet og ”googler og googler”… Og bingo, jeg fandt et opslag fra august sidste år om dukkevogn af samme mærke annonceret som

”Dukkevogn, 100 år gl. 5.500 kr., står som pynt.. ”!

Et kig ned i vognen med det fine sengetøj.
Til sammenligning billedet fra nettet af den gamle dukkevogn, som var til salg sidste år – beklager billedkvaliteten – jeg vil nu undersøge, hvor den er endt i håb om flere oplysninger om mærket Brønd!

Kære læsere, nu håber jeg så, at I måske ved noget mere om dukkevogne, end jeg gør, og foreløbig står dukkevognen til pynt, idet jeg endnu ikke rigtig ved, hvilken bamse eller dukke, der skal have æren af at ligge eller sidde i vognen!

G o d     L æ s e l y s t   !

 

Hilsen fra Anne Friis med “Lidt om Lises skildpaddedukke”.

Fra Anne Friis med copyright. for tekst og billeder.

 Kære Lene & Lise samt andre på bloggen.

Celluloid hoved fra Skildpadde fabrikken i Tyskland mrk. 17 og med skildpadde i ramme, men af en fantastisk kvalitet med glasøjne & tænder.

Jeg kunne ikke lade være med at finde de fotos frem, som jeg har af den samme dukke, da Lise gerne ville se denne, og især hendes krop. Det er selvfølgelig en ”Skildpadde”, som vi siger på dansk, og fra måske nok den kendteste fabrik af celluloid ting, som Tyskland har haft. Først og fremmest er dukken ikke min, men den var i en forfærdelig forfatning, da jeg fik den. Damen som ejede den, har jeg mødt til min endnu eneste 100års fødselsdag, som jeg har deltaget i. Da vi kom til at snakke, fortalte hun mig om sin dukke, hun så gerne ville have repareret. Jeg lovede selvfølgelig at kigge på den, og efter at jeg havde fået tilsagn om reparation fra Göran Berg uden for Malmø, som er medlem af vores klubber i Kbh. og en meget god ven, tog jeg til Sorgenfri, hvor damen boede, tæt på mine gamle venner. Desværre burde jeg jo have fotograferet den inden reparationen, men det var kroppen og armene, det var galt med. Jeg fjernede af sikkerhedsmæssige grunde hovedet, så det ikke skulle ud på så mange rejser, hvorfor jeg har taget billeder af det uden sin sikkert originale krop.

Selve hovedet har jeg set mange gange, men aldrig i så stor størrelse og med glasøjne, der kan lukkes, selvfølgelig. Netop på grund af dette, kan de nu efter så lang tid få hovedet til at revne, da den vægt der sidder i balancen godt kan ødelægge hovedet og få det til at revne. Jeg tror så absolut dette er Roll Royc’en for denne model. Bemærk hvor fint modelleringen er og tydelig, undtagen på bagsiden med mærket, som I også får i eget foto. Kroppen er mærket med 45cm så kan vi altså se størrelsen af hensyn til Lises eksemplar. Den har de typiske ben med specielle samle-led i hoften i metal og indsatte stofstykker ved knæene, så den kan bevæge benene frem og tilbage samt sidde ned i en stol f. eks. Disse kroppe blev brugt meget omkring 1910 og frem, og de går selvfølgelig ikke så let i stykker, men kapslerne som sidder i hoften er tit brækket af eller kan helt mangle.

Selve mærket fra Skildpaddefabrikken 17. ca.1910-15, skildpadden i ramme med germany over fra repareret dukke hos Göran.

De kan endog være lavet i voksdug også, så man har kunnet få dem i mange prislag, den samme type findes også i læder, hvilket selvfølgelig har været dyrere, men som regel har de et bisque hoved i uglaseret porcelæn. Jeg har selv flere typer med disse kroppe i forskellig variationer. Nogle af dem kan have ben i forskellige udgaver, stof i andet materiale, bisqueben, eller ben af celluloid. Disse har som regel ganske små skildpadder stemplet ind i siden, og således også fra dette firma.

Dette hoved er dog efter min mening meget smukt og mat i sin celluloid farve-holdning. På grund af sin udefinerbare frisure kan den være både en pige eller en dreng. Men jeg må sige at glasøjnene klæder den, så bliver den netop så udtryksfuld og får lidt farve i ansigtet. Den har åben mund, men her også med tænder. De kan være svære at finde, når de mangler, og det gør de tit. Den var klædt i en spencer og manglede en bluse, hvilket den fik af mig. De billeder jeg derfor har af den og kroppen er efter den kom tilbage fra Göran, som er en uhyre omhyggelig og dygtig reparatør. Han har sandelig lavet en masse af mine ting, som jeg har opgivet til stor fornøjelse for mig. Det er i dag særlig svært at finde nogle som kan det med at reparerer celluloid, de fleste ødelægger tingen, men det sker ikke hos Göran.

Det indvendige hoved med måske pris 4/00 som kan være 4.Kr. samt grønt stempel, udstoppet med papir så det ikke gåt itu. Skildpadde 17 med ramme & germany

Jeg har selvfølgelig fotograferet kroppen grundigt, så I kan se typen, men de er som sagt fundet i mange forskellige variationer, men jeg tror de har kunnet købes færdig hos diverse legetøjshandlere og sikkert er lavet Tyskland, og de billegere typer har ikke kostet en bondegård. Stoffet kan være ret forskelligt, nogle er med en form for elasticitet i, det vil sige det kan strække sig og må nok benævnes som en slags tricot stof altså strikket på en maskine. Jeg har sågar en fransk dukke med samme type stof, hende vil jeg komme tilbage til en anden gang, da hun er utrolig spændende. Jeg har close-ups af hvordan armene er sat fast samt størrelsen af dukken. Når I ser billedet fra indersiden af dukken kan I se en mulig pris på måske 4/00 som kan stå for 4,00 Kr., hvilket på det tidspunkt er ret dyrt, så lad være med at tro at celluloid dukke hoveder var billige. Desuden var de det sidste nye, og derfor enhver lille piges ønskedrøm.

Bagsiden af skildpadde hovedet med mærke i ramme, Germany & 17. fra 1910-15 1 verdenskrig.

Desuden skal I huske at første verdenskrig startede i 1914, så var det godnat for celluloid industrien, idet alle fabrikker skulle lave våben, samt det faktum at celluloid kunne eksplodere. Det blev netop opfundet i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, så det måtte ophøre under krigsårerne, men kom igen mellem verdenskrigene, selvom det var relativt dyrt at fremstille. Det forhandledes i store plader, som så skulle opmagasineres, hvilket er så farligt. Husk derfor en celluloid dukke kan pludselig eksploderer, så pas endelig på i denne varme, hvis du skulle bo i et træhus, de er og bliver uhyre sarte, og der er intet af gøre, når de først er eksploderet. Du står bare tilbage med nærmest støv, tro mig, jeg har selv prøvet det.

Skildpadde dukke med skjold mærket med skildpadde i retangel og 17. samt Germany ovenover. Karens veninde repareret af Göran
Den nyreparerede krop fra Górans hånd som nu kan sidde og bevæge sig i sin næsten originale skikkelse, med celluloisarme påsat.
Her størrelsen på kroppen samt mærket den er lavet hos, kan ikke se hvilket med se hvordan arme er fastgjort 1910-15

Håber I alle overlever i varmen, jeg bader næsten hver dag for at få min Iskias til at fungere, derfor har jeg været tavs så længe.

Venligst Anne Friis

 

Mere om ”Mit lille Strandhus” – 11. juli 2018 – supplement –

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich – tortula.de ©

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:

 Sigi fortsætter med at fortælle:

Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.

Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.

Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.

”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.

Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.

 www.breba-kleinartikel.de

 Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!

Lene og Lise