M i t L i l l e S t r a n d h u s

 Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©

 Fotos: Gerhard Ulbrich, med undtagelse af billede nr. 2, som er fra Sherri Farley ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Det startede i sommeren 2017. Min mand og jeg var ved at planlægge en ferie i Büsum, da min veninde Sherri fortalte mig, at hun havde planer om at indrette et ”Nauticroom”. Hendes mand havde bygget en ny kasse til hendes soveværelsemøbler, og med alt dette som grundlag ville hun indrette et sømandsværelse. En herlig idé. Hun bor ca. 900 mil fra havet. Jeg tilbød hende at kigge efter muslingeskaller og andre nautiske småting i Büsum.

Samle muslingeskaller på stranden, det var meget, meget længe siden, jeg havde gjort det. og det var sjovt. Og da jeg havde samlet muslingeskallerne sammen, opdagede jeg et sandt eldorado for miniaturister i souvenirbutikken på Büsum havn.

Jeg blev så begejstret over at finde disse ”Skatte”, at jeg straks var fast besluttet på også at ville have en Nautikstue. Under min søgning fandt jeg hos NKD dette ”Lille Hus” i tre størrelser. Hvortil de skulle anvendes, har jeg ingen anelse om? De blev udbudt som hylder. Jeg tog den største ”hylde” og gik straks i gang med at planlægge.

Jeg ville i alle tilfælde bruge møbler fra mit overskudslager — altså var der helt sikkert tale om Kuhn. Hjørneskabet skulle for længe siden have stået i de rigtige omgivelser. Da jeg kun havde lidt plads til inventar, men uendeligt mange småting og ideer, besluttede jeg mig for et loftsrum — her kunne jeg ”rumle” fuldstændig rundt. Jeg indsatte derefter loftsrummet — af pladekarton — en side hvid – som tag over stuen og så en ”træagtig” side som gulvflade til loftsrummet. Det syntes jeg så godt om, at jeg også indsatte et gulv i stuen. Hjørneskabet fik mulighed for plads, og selvfølgelig skulle der også en Kuhn-hylde med, samt en gyngestol og et lille bord.

I mellemtiden blev mange små pakker afsendt og modtaget mellem Missouri og Slesvig-Holsten. Jeg havde for eks. små tøj-emblemer fra 50erne, som jeg kunne sende til Sherri, og selvfølgelig også de smukke sejlskibe. Til skibene tilskar Steve passende ”træplader” (Steve er Sherris ægtemand), og Sherri forsynede skibene ganske diskret med stænk af farver, delte dem mellem os og sendte omgående den ene del tilbage. Da jeg ikke havde bejdse og ikke ville købe noget blot til disse smådele, farvede jeg træet med skosværte.

I Büsum havde jeg købt et selskabsspil –   LUDO – brikkerne var måger, strandkurve, fyrtårne og muslinger, et fantastisk supplement. Jeg gennemgik derefter min ”samling” af margarinefigurer, ja og selv blandt mine tøj-emblemer gjorde jeg fund.

Det samme gjorde Sherri, der altid når hun købte noget til sig selv, straks tækte på mig. De to fyrtårne er spindelvævstynde porcelænstallerkener og er kommet direkte fra USA til Elbens strande.

Mens jeg stadig overvejede, om jeg skulle bygge sandslotte eller ej, ankom de pr. post sammen med en fortryllende havfrue. Hermed var næsten alle mine ønsker gået i opfyldelse.

Hvad endnu manglede, var en tavle med stik og knob. Intet sømandshjem uden sådan en tavle. Altså gik jeg i gang med denne vanskelige opgave og øvede mig med tykt bomuldsgarn, et stykke karton og et par nåle.

           Til sidst var jeg halvt og halvt tilfreds og syede knobene fast på pappet.

Nu gik det først rigtig løs med fumleriet. Med sytråd genskabte jeg knobene og når jeg var tilfreds med resultatet, syede jeg dem fast på mørkeblåt filt. Derefter limede jeg det hele på en af de træplader, som Steve havde tilskåret. Ja, nu fandt jeg virkelig resultatet tilfredsstillende.

Den færdige tavle med stik og knob kan I se ved fotoet af prøvetavlen. En tavle magen til blev selvfølgelig sendt over Dammen til Sherri.

Og endnu en ting sendte jeg ud på den lange rejse. Jeg knyttede nemlig fiskenet til Sherri og mig. I mangel af en rigtig knytteramme, satte jeg en holder sammen ved hjælp af klemmer, papæske og pinde. Dette klappede helt fint, og nettet var værd at se på. Med små korkstykker, ægte muslinger, samt søstjerner og søheste fra smykkefremstilling ser nettet helt ”ægte” ud.

Til sidst manglede jeg kun et passende bord. Først tænkte jeg på et bord fra ministuerne. Men jeg syntes egentlig, det var for lavt. For nylig havde jeg fået blandet farve i ”Kuhnblåt”, og så fik jeg ideen: jeg havde stadig en hvid køkkentaburet i overskud. Dens ben blev malet blå. Nu er den forvandlet til et dejligt bord – som passer til gyngestolen. Pibe, askebæger, glas, whiskyflaske og lommeur (fra smykkefremstilling) fuldstændiggør forestillingen om denne kliché.

Søulken mangler stadig, men hans 12 cm høje EDI-barnebarn leger allerede på stranden.

Og ellers er alt komplet.

Da jeg nok aldrig vil kunne pynte en strand hertil, er sandslottene, samt havfruen og solhatten trukket på loftet. Her bor desuden en kat fra Erzgebirge.¨

Hos mig skal der være gulvtæppe i enhver stue, derfor også i strandhuset. I stedet for den græske landskildpadde bor der selvfølgelig en vandskildpadde i dette hus. Den hvide Vovhund er ligeledes fra Erzgebirge. Den læser ikke avis, ser blot ud som om.

Fisken (Playmobil), den tykke muslingeskal (LUDO-spillet) og de små muslingeskaller (ægte) er presset ned i modellervoks, som derefter er fikseret på træet. Redningsbæltet er en nøglering fra Büsum, jeg tror, det er af gips.

Holderen til muslingeglasset har Steve bygget. Sandskibet var fremstillet med stativ fra fabrikanten.. Fyrtårnet er fra Büsum, og de små muslingeskaller på muslingetallerkenen er naturligvis samlet af mig. Kikkerten er en del ældre, jeg tror den er fra en sættekasse engang i 70erne. Nøglebundtet er fra fremstilling af smykker. I mellemtiden har jeg i mange af mine dukkestuer sådanne eller lignende nøgler. De er med at at fuldstændiggøre boligmiljøet.

Da jeg var ung, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan jeg engang ville have et strandhus. Det skulle være enkelt med solide træmøbler og for alt i verden ikke kitsch. Det skulle ligge direkte bag Nordsødiget og selvfølgelig med perfekt udsigt over havet. Jeg ville sidde på terrassen og fiskerne arbejde. Det faldt mig dengang aldrig ind, at der ikke rigtig var logik i dette.. Nå, ja, vor feriebolig i Büsum havde faktisk et par af disse egenskaber. Den lå direkte bag Nordsødiget, havde den perfekte udsigt (fordi den lå på 2, sal i et flerfamiliehus) og…, jeg kunne fra morgenmadsbalkonen se fiskerne arbejde.

Mit stranddukkehus er nu blevet helt anderledes. Og dog er det nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig mit strandhus.

Men helt ærligt, dér ville jeg aldrig arbejde som rengøringsdame!

Kære Sigi, tak for din herlige fortælling med fine fotos om at skabe et lille Strandhus, man fornemmer virkelig, at du har hygget dig. Vi glæder os hermed til at præsentere historien for alle vore læsere!

Lene og Lise

 

 

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 1

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen©

 For snart mange måneder havde vi besøg af et vennepar, der havde overtaget et gammelt hus og fundet en gammel dukke og dukkevogn på loftet. Og da man kender min samlermani og forkærlighed for gammelt legetøj, fik jeg begge del som en STOR og dejlig værtindegave. Og mon ikke jeg følte mig som en Lykkens Pamfilius!

Dette billede er fundet i Angelika Lipinskis ”Zelluloidpuppen Sammeln (Preisführer) 1991) !

Da vi havde taget afsked, kastede jeg mig straks over mine bøger (”bibler”) for at kunne datere dukken:

Hun er fra Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim-Neckerau, nu Schildkröt (det var virkelig godt, at firmaet skiftede navn, da deres dukker altid gik under den populære betegnelse ”Skildpaddedukker”!)! Hun er en gammel dame med skulderhoved mærket med Skildpadde i ruderamme og tallet 17. under ”padden”. Hun har ”halve” celluloidarme og stofkrop. Kroppen er af lærred, og kan være fornyet, idet der ikke er ”spjæld” som knæ på kroppen, dvs. at jeg egentlig burde sy en anden krop til hende….. Ifølge flere af mine bøger blev hun fremstillet fra 1910 til 1915 og fandtes i mange størrelser, og mit eksemplar må være den største af typen. Dukken blev senere reproduceret i 50erne med en svag ændring i frisuren.

Dukken er iført et par strikkede sokker, et par mamelukker og en kjole af lærred…. Hvor gammelt eller nyt tøjet er, tør jeg ikke sige noget om, måske meget nyere end dukken, og skulle energien en dag komme over mig, vil jeg ekvipere hende lidt fiksere.

Kroppen ser nyere ud end
Dukkehovedet, en gammel krop ville helt sikkert have spjæld med knæled!
Hendes Skildpaddemærke er desværre ikke ret tydeligt —men her kan I også se hovedet og frisure bagfra !
ådan ser pigen ud, og hun vil da helt sikkert se sødere ud, dersom, hvis, såfremt, ifald hendes ”dukkemor” tager sig sammen til at ekvipere hende bedre

DEL TO om dukkevognen følger, den varme sommer inviterer ikke helt til at sidde og skrive. Skulle nogle af jer af en sådan eller en lignende dukke, så bare fortæl, fortæl og fortæl!

G o d   Læ s e l y s t !

T r æ d u k k e r – GROMADA

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

Hvor er det dejligt at kunne arbejde sammen og supplere hinanden, som f.eks. her , hvor Lene og jeg lagde os i selen for at finde oprindelsen til disse charmerende trædukker, som jeg inderst inde kalder ”russiske bondepiger”:

Det hele startede med Annette Rahbeks forespørgsel om oprindelsen til tre 17,5 cm høje trædukkepiger, som hun for længe siden på et loppemarked havde erhvervet til næsten ingen penge. Mine trædukker er 13,5 cm høje, var der mon forskellige størrelser?

Dukkerne er fra Polen, her er firmaet Gromadas mærke.

Både Anette og jeg har fundet vore dukker i rodekasser på loppemarkeder, og dukkerne er klædt på i tøj af stofrester, typisk for, hvad man havde dengang i fyrrerne efter krigen. Men hvor mon dukkerne kommer fra?

Allerførst spurgte vi på bloggen, hvor flere læsere havde fået at vide, at de var fra Lego, så den oplysning gik vi videre med:.

Vi kom herefter laaangt omkring. Allerførst spurgte vi hos LEGO, idet flere læsere mente, de stammede fra Legos første tid, hvor man fabrikerede trælegetøj – her fik vi svar med henvisning til hjemmesiderne miniland.nl. – , hvor der er gengivet katalogsider i s/h og i farver, men desværre ingen dukker.. Derefter spurgte vi BRIO, Sverige, som hurtigt svarede, at dukkerne desværre ikke er svenske.

17,5 cm høj dukke fra Retro-vintage!

Da dukkernes bemaling ligner de russiske matronedukker: Matrojska eller Babushka, og da deres tøj ligner russiske folkedragter, kunne dukkerne da være russiske eller måske østeuropæiske….. så vi måtte videre. Og der er masser af fotos af disse trædukker på nettet, dog uden oprindelse!.

I mellemtiden fandt Lene på siderne: retrovintage.dk,. at man herigennem stadig kunne købe æsker med sådanne dukker, og vi bestilte lynhurtigt en æske hver. Disse dukker annonceres som: Gamle Trædukker fra 1940erne – æske med 6 stk.

Disse dukker er vel ankommet, og sælgeren har sendt os de pæneste, hun havde, idet dukkerne er gamle (1947-49), og tøjet krøllet af at have ligge i æskerne i så mange år. Et par af dem skulle da også have en klat lim til fastgørelse af en løs træsko, men alt i alt er de søde og flotte.

Men vi måtte videre ud i den STORE Verden. En af mine dukkebekendte har en ukrainsk veninde, og ved en forespørgsel fik vi via Ukraine at vide, at de var polske, og at de fandtes i to størrelser (13,5 og 17,5 cm) , dvs. fra Gromada. Der står meget under Gromada, når man læser polske hjemmesider, og jeg fandt da også en lignende dukke udstillet i Legetøjsmuseet i Gdansk, men ville jeg gå dybere ind i min forskning, stod der bare: åbner snart….

For at komme videre, gik jeg til min polske svigerdatter, der ellers ikke interesserer sig for dukke og legetøj, men hun kunne måske finde noget, ikke alt er oversat fra polsk, derfor var Dorota mit bedste bud, og BINGO: Dorota fandt historien om Gromada, og den får I her:

Trædukken fra Gdansk— som I ser, er den er fra 1956!

Det kooperative firma Gromada i Kielce blev etableret i 1939. Dets aktiviteter var koncentreret om denne regions legetøjstraditioner, Kielecczyzna er et område i det centrale Polen. Foruden trælegetøjet så som dukker, byggeklodser, møbler, gynger, byggesæt og meget mere, gik man i gang med at fremstille maskotter og dukker af stof. Firmaet skabte over 300 modeller. De introducerede desuden tegneserielignende typer, samt figurer fra tegneserier, de fleste kendt i Polen, så som Jacek og Agatka, forældreløse Marysia og Koziolek Matolek, figurer som ikke siger os ret meget eller nok slet intet.

Firmaet præsenterede deres legetøj på messer og eksporterede til Nigeria, Tanzania, Libyen, Tunis, USA og Japan, og deres aktiviteter fortsat langt op i 90erne.

Trædukker i polske politi– og soldateruniformer sattes i produktion i 1960, disse dukker var ikke særligt populære blandt potentielle kunder./købere. Men da firmaet meget gerne ville af med dem, solgte man dem til politi og militær, som brugte dukkerne som gaver for tro og eksemplarisk tjeneste.

I 1960erne var Gromada-dukkerne meget populære i Polen, de fandtes på hylderne i næsten alle butikker. Dukkerne solgtes til udlandet som souvenirer fra Polen. Og stadigvæk kan du være heldig at finde dem på loppemarkeder og auktioner rundt om i Verden.

Her er min 13,5 cm høje trædukke, som jeg har tegnet og scannet. Hendes tøj er i groft blåt og hvidt lærred!
Hun er fundet for mange år siden i en rodekasse på et eller andet loppemarked!

Anette Rahbeks tre 17,5 cm høje dukker, forfra og bagfra – også fundet på et Loppemarked!
Tøjstilen er den samme, folkedragter i groft lærred og meget enkelt syet
Æske med 6 dukker fra Retro-Vintage –
Lene og jeg var heldige, vi fik de pæneste æsker af dem, der var tilbage!
Sådan introducerer Retro-Vintage restpartiet af dukker – og sådan blev vi bragt på sporet!
Tv: På et loppemarked så Lene dette ”Kaptajnspar” til salg, og nedenunder kan I se Beritt Mathiesens fire velklædte trædukker. Alle 6 ligner Gromada-dukkerne, synes I ikke ?

Men…. Der er stadig et åbent spørgsmål??? Her er Annalise Fiskers trædukke. Hun er malet anderledes og iført en blød bomuldskjole – gad vide, hvor hun kommer fra ?

Til slut tak til alle jer, der satte os på sporet af disse charmerende trædukker, og vi modtager gerne mere om dem.

G o d   L æ s e l y s t   !

Babydukkeudstyr til ca. 31 cm høj dukke

Dette nostalgiske og søde sæt består af:

kjole, livsstykke, blebukser, støvler, kyse og trøje

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Til dette sæt skal du bruge: Rester af hvidt og rosa uldgarn, tynde strikkepinde, samt en hæklenål til tungekanter (picots) i hals og ærmegab på livsstykket og rundt i kanten af buksebenene på blebukserne. Desuden 2 små knapper.

 Forkortelser: m = maske, p = pind, r = ret, v = vrang, sl = slå om p, sm = sammen, indt = indtagning, udt = udtagning, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, rib = ribstrik (1 r, 1 v) . glat = glatstrik (1 p r, 1 p v), perles = perlestrik (1 r, 1 v, på næste p startes omvendt, således at r strikkes over r, og v strikkes over v, lm = luftmaske, fm = fastmaske, km = kædemaske,

Billede1

Strikkefasthed: 7 1/2 m er ca. 2,5 cm – dukken måler 31 cm fra isse til fod, og 23 cm på det tykkeste sted rundt om kroppen . (Du kan altid strikke til en mindre eller større dukke med tyndere/tykkere garn og pinde, blot du husker med passende mellemrum at måle strikketøjet på dukken).

 

KJOLEN:

 Bagstykket: Slå 53 m op med rosa uldgarn, strik 5 p i perles, skift til hvidt uldgarn og strik 1 p v. Derefter mønsterp: 1 m r *sl 1 m, 2 r sm, gentag fra* p ud. Strik yderligere 39 p med mønster. Skift til rosa uldgarn: indt p: 2 r sm, i alt 26 gange, 1 r (nu 27 m på p. Derefter 4 p perles. Skift til hvidt og strik 1 p v.

Bærestykke og ærmegab: Fortsæt i rib og tag 1 m ind i hver ende af næste p, samt i hver anden af de 2 følgende p (nu 21 m tilbage). Strik 7 p rib. Næste p: 5 m rib, vend arbejdet, idet du lader de resterende 16 m stå. Strik 6 p mere rib med de 5 m, som derefter lukkes af. Gå tilbage til de resterende 16 m og luk 11 m af til halsudskæring. Strik de resterende 5 m rib, strik yderligere 6 p rib med disse 5 m og luk af.

Forstykket: Strikkes på samme måde som bagstykket.

Ærmerne: Slå 21 m op med rosa uldgarn og strik 3 p perles. Skift til hvidt og strik 1 p v. Gentag derefter mønsterpinden (se bagstykket) 10 gange.

Og nu til ærmetoppen: 1. p: strik 2 r sm, strik 1 r *sl 1, strik 2 r sm, gentag fra * til der er 2 m tilbage, strik 2 r sm.— 2 p: strik 2 m r* sl 1, 2 m r sm, gentag fra * til der er 1 m tilbage, 1 m r. – 3. p: 2 r sm, *sl 1, 2 r sm, gentag fra *, til der er 3 m tilbage, strik 3 m r sam. – 4. p: strik 1 r * sl 1, strik 2 r sm, gentag fra * p ud. – gentag 1. p (15 m tilbage). Luk af.

Strik det andet ærme magen til.

Montering: Pres alle dele (undtagen rib) med et varmt jern over et dampklæde og brug et kraftigt strygeunderlag. Heft ærmerne i ærmegabet, således at der bliver ca. 6 mm sømmerum. Sy ærme– og sidesømme sm i én arbejdsgang og pres. Lav en knaphulsløkke på hver skulder på forstykket, og sy en knap i hver skulder på bagstykket.

LIVSSTYKKET:

Bagstykket: Slå 31 m op med hvidt uld og strik 6 p rib. Herefter strikkes følgende mønster: 1. p: (højre side) – *3 m r, 1 v, gentag fra * til der er 3 m tilbage, 3 m r. – 2. p: v. – Gentag disse p yderligere 9 gange.

Ærmegab: fortsæt i mønsterstrik, idet du tager 1 m ind i hver side af næste p og på hver anden af de følgende 4 p (21 m på p). Strik 1 p v. – Næste p: Strik 4 m i mønster, vend arbejdet, idet du lader de resterende 17 m stå. Strik med disse 4 m yderligere 7 p i mønster og luk dem af. Start derefter i halssidekanten med de 17 m: luk 13 m af og strik de sidste 4 i mønster. Strik 7 p mere med disse 4 m og luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket.

Tungekanten (picot): sy skuldersømmene sm og hækl en smal kant rundt i hals og ærmegab: 1 fm ind i en strikm, 3 lm, km ind i 3. lm fra hæklenålen, spring 1 m over gentag hele vejen rundt. Pres arbejdet og sy sidesømmene sm.

BLEBUKSER:

 Bagstykket: Slå 9 m op med hvidt uld og strik 1 p v, forsæt derefter således: 1 p: (højre side): * 1 v, 3 r, gentag fra *, til der er 1 m tilbage, 1 v. – 2. p: strikkes v. Gentag disse p yderligere 2 gange. Fortsæt i det her angivne mønster, idet du slår12 m op i beg af hver af de næste 2 p (nu 33 m). Gentag de 2 mønsterp yderligere 2 gange. Strik 4 p rib. Hulrække: *1 r, slå om p, 2 r sm, 1 v, slå om p, 2 v sm, gentag fra *, til der er 3 m tilbage, 1 r, slå om p, 2 r sm. Derefter strikkes 3 p, og der lukkes af.

Forstykket: Strikkes på samme måde som bagstykket.

Kantning af bukseben:

Sy sidesømmene sm. Hækl en tunge(picot)kant rundt i hvert bukseben på samme måde som på livsstykket. Pres blebukserne, sy dem sm forneden og træk bånd gennem hullerne i taljen.

STØVLER:

 Start foroven med rosa uldgarn og slå 21 m op. Strik 2 p i perles, derefter 2 p glat. Hulrække: 1 m r, sl, 2 r sm, i alt 7 gange. Næste p: v.

Billede2

Nu deles m af hensyn til indsatsen: 13 r, vend, 5 v, vend, idet du lader 8 m stå ustrikket i hver side. Strik 10 p glat med de midterste 5 m. Næste p: Strik de 5 indsatsm r, saml op og strik 5 m r fra p, som slutter på venstre side af indsatsen, derefter de 8 m r, som du lod stå ustrikket på denne side. Næste p: 18 m v, saml op og strik 5 m v fra p, som ender på modsatte side af indsatsen, derefter de 8 m v, som du efterlod ustrikket på denne side (nu 31 m). Strik derefter 6 p perles og luk af.

Strik den anden støvle på samme måde.

Pres arbejdet, sy støvlerne sm (benet og under foden). Træk silkebånd gennem hulrækken ved anklen.

KYSE: (en kyse med spids bagtil kadtes en pipaluk, dengang jeg var baby)!

 Begynd med kanten ved ”ansigtet” og slå 45 m op med rosa uldgarn. Strik 3 p i perles, derefter 7 p glat, idet du starter med 1 retp. Slut med perles i de 3 sidste m i hver ende af hver p som kant, således at der kan laves et ombuk til kysen.

Strik derefter 36 p glat begyndende med en retp, idet du stadig holder en kant med 3 m perles i hver side. Derefter lukkes af.

Pres kysen. Lav et ombuk og sy det fast forneden i hver side. Sy silkebånd i forneden i hver side af ”ansigtskanten”.

TRØJE:

 Bagstykket: Slå 43 m op med rosa uldgarn og strik 4 p perles, derefter 18 p glat.

Ærmegab: Tag 1 m ind i begge sider af næste p og på hver anden af de 4 næste p (33m tilbage). Strik 7 p mere i glat og luk af.

Venstre forstykke: Slå 27 m op med rosa uldgarn og strik 4 p perles. Gå derefter over til glat med kant i perles således: 1. p: (retsiden af arbejdet): r, indtil der er 3 m tilbage, disse strikkes i perles. – 2. p: 3 m perles, v p ud. Gentag disse 2 p 8 gange mere.

Ærmegab: Idet du fortsætter med at strikke kanten med 3 m i perles og resten af p i glat, tager du 1 m ud i beg af næste og på hver anden af de 4 næste p (22 m tilbage). Strik 2 p mere lige op. *På næste p lukkes 17 m af til halsen, strik p ud. Strik 4 p mere med de sidste 5 m. Luk af.*

Højre forstykke: Slå 27 m op med rosa uldgarn og strik 4 p perles. Gå derefter over til glat med kant i perles således: 1 p: (retsiden af arbejdet): 3 m i perles, resten af p i r. – 2. p: v, indtil de sidste 3 m, som strikkes i perles. Gentag disse 2 p 8 gange mere.

Ærmegab: Idet du fortsætter med at strikke 3 m i perles og resten af p i glat, tager du nu 1 m ind i slutn af næste p og på hver anden af de næste 4 p (22 m tilbage). Strik 3 p mere lige op. Derefter gentages fra * til * som på resten af venstre forstykke.

Ærmerne: Slå 23 m op med rosa uldgarn og strik 4 p i perles. Derefter strikkes 2 p glat. Fortsæt i glat og tag 1 m ud i hver side af næste p og i hver følgende 6. p — indtil den 4. udtagningsp er færdig (dvs. nu har du 31 m på p. Strik 1 p v.Nu dannes ærmegabene således: Tag 1 m ind i hver side af næste og i hver anden af de følgende 3 p. Luk de resterende 23 m af. Strik det andet ærme på samme måde.

Halskanten: Sy skuldersømmene sm. Saml (rosa uldgarn) 16 m fra halskanten på højre forstykke, 18 m fra ryggen og 16 m fra venstre forstykke (i alt 50 m) op. Strik 1 p r.

Hulrække: 2 m r *slå om p, strik 2 m r sm, strik 1 m r*, gentag dette p ud. Strik 1 p r og luk af.

Pres arbejdet. Sy ærmerne fast til ærmegabene. Sy sidesømmene sm og pres trøjen. Træk silkebånd gennem hullerne i halskanten.

Et tip: pynt trøjen foran og kysekanten med små rosenknopper og blade i mørkrosa og grøn broderisilke.

G o d   F o r n ø j e l s e   !

Billede3

 

Særudstilling af kunstnerdukker og antikt legetøj

Fra Inge Harcks samling

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich,tortula,de, for tekst og fotos

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen © –   design Lene Byfoged ©)

Efter at jeg for et par uger siden fortalte om mine gamle Kuhn-dukkestuer, skete der følgende for mig:

 I maj genså jeg min højt elskede bedstemor, der døde i 1980. Ja, virkelig, jeg er fuldstændig sikker. Hun sad på Museum Oldemorstoft i Padborg, Danmark, og skrællede kartofler. Tror I mig ikke? Tror I ikke på reinkarnation? Nå, ja, det gør jeg egentlig heller ikke. Men i dette tilfælde?

© Foto: Fra Sigi Ulbrich familiealbum.

 Min mand og jeg kørte til Padborg for at se en særudstilling

Kunstnerdukker og antikt legetøj

fra Inge Harcks samling

 Jeg indrømmer, at jeg ikke har ret meget forstand på kunstnerdukker, ja egentlig kender jeg slet ikke noget til dem, men man skal da være fleksibel, og det antikke legetøj var jeg selvfølgelig meget betaget af.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Vi havde en aftale med Inge Harck, og trods varmen og afstanden ankom vi til tiden. Ja, og da så jeg hende, jeg mener min Bedstemor, i en vitrine. Hun sad på en køkkenstol i haven og skrællede kartofler, og ved siden af stod jeg og så til, jeg var helt sikkert meget utålmodig, da jeg meget hellere ville lege med Bedstemor med min dukke. Dukken var for øvrigt en Bärbel – en af de kendte Skildpaddedukker.

Dette display med de to figurer foran – (Bedstemor på 39 cm og barnebarnet på 14 cm), – og hvor der bagved står en omgang storvask med vaskebaljen af træ, satte mig tilbage til barndommen, og jeg blev lidt rørt.

Det er helt klart som i 50erne og næppe noget andet.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Mens vi drak kaffe, kom Inge Harck og jeg hurtigt i snak med hinanden.

Hun fortalte om sine udstillinger, om sine nomineringer i Sonneberg og Neustadt, og om hvor stolt hun var over at have vundet Max Oscar Arnolds Kunstpris hele to gange.

Det hele begyndte i 1990, da hun som autodidakt (selvlærd) fremstillede reproduktioner af antikke dukker. Her forsøgte hun sig med forskellige materialer, men fik en forkærlighed for porcelæn og modellere.

Hos denne kreative kvinde var skridtet til dukkekunstner dermed uundgåeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Et af hendes første værker var Max & Mortiz.

De er modelleret af cernit. Ja, og jeg forstår fuldt ud, at en kunstner, som i begyndelsen endnu er famlende og usikker— (kan man genkende mine værker, kan man lide dem) – øjner chancen for, at publikum i disse slemme drenge” , som ikke er til at tage fejl af, kan genkende hendes arbejde. Her er således deres 3. skarnsstreg:

 Max & Moritz –  gale streger –

Med saven her i skjul de leger

Tju og bang –  drillerier laver

I broen snildt et hul de saver!

(gendigtet af Lise Brastrup Clasen ©)

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Det er i øvrigt de ægte Max & Moritz-figurer, skabt af Wilhelm Busch, og som i 1865 første gang blev offentliggjort, og ikke som mange tror, de samme som de i Danmark kendte figurer Knold og Tot, som er inspireret af dem.

Knold og Tot har siden 1897 lavet skarnsstreger hos vore naboer mod nord, og har i både i væsen og udseende meget til fælles med Max og Moritz.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Også en allerede etableret kunstner udvikler sig stadig.

Her er Inge Harck ingen undtagelse. Inge er krigsbarn og har derfor minder, som måske i dag endnu ikke er fordøjet og bearbejdet..

Den lille Inge skulle som ”feriebarn” hjemmefra. Hun blev optaget som feriebarn i en dansk præstegård.

Årtier senere skabte hun i modelene sceneriet om sin ankomst til præstegården.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, så stærkt et indtryk gør dette tidsbillede. Man føler med Inge og sporer, hvor ængsteligt hendes lille hjerte måtte banke..

© Foto: Inge Harck

Inge Harck fortalte mig, at hun har atelier i Kreativitetshuset i Flensburg ”Holm 35 – Kunst & Kunsthandwerk”, her arbejder hun i modelene og andre modellermasser.

Desuden nålefilter hun billeder, dyr og små figurer. Da hun ikke kan stille en ovn op dér, kan hun ikke arbejde i porcelæn. Af særlig interesse er det, at Holm 35 hver fredag mellem 15 og 17 har åbent hus. Også Inge Harck er til stede på dette tidspunkt. Her kan du snakke med hende om hendes kunst. Fra atelieret sælger hun dukker, skulpturer, relieffer med mere fra sit værksted.

Desværre nåede vi ikke at se Inge Harck arbejde i atelieret. Men hun har overladt os nogle fotos, som fortæller en hel del om en dukkekunstners arbejde.

En amatør (dvs. jeg) har således ikke kendskab til forskellene mellem de enkelte materialer.

© Foto: Inge Harck

Inge Harck forklarede mig derfor :

Vedrørende en modellermasse skal alt lige fra starten ”sidde” korrekt. Anbringes et øje på skrå i ansigtet, så sidder det på skrå, man kan enten lade det sidde, eller kassere emnet. Porcelæn kan man senere stadig bearbejde. Aha, det vidste jeg således ikke. Men porcelæn er dyrere, man skal lave forme, hvori porcelænet støbes. Ved modellermasse former man blot de enkelte kropsdele af en klump. Porcelæn skal brændes, mens modellermasse derimod tørrer i luften eller i bageovnen. Nå, i det mindste vidste jeg dette.

© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck

Hvorfra får en kunstner sine ideer? Hvordan de andre får dem, ved jeg selvfølgelig ikke, men Inge Harck får dem fra det virkelige liv, eller så at sige dagliglivet.

Som f.eks. fra en TV-serie

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Fra eventyr, Den lille pige med svovlstikkerne har gjort et særligt indtryk på kunstneren.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Fra showbusiness, som her den sydkoreanske sanger og skuespiller Lee Jin-ki – bedre kendt under sit kunstnernavn ”Onew”. Fra alle former for sport, dvs. ikke så meget sportsstjernerne, men selv sportsgrenen: Den legendariske skøjteløbermor, som med hård eksercits vil skabe det ud af sine børn, som hun aldrig selv opnåede. *For kunstneren selv, der er et udpræget familiemenneske, er dette helt utænkeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Også musik derhjemme er et tema, hun ofte benytter, som I ser, kunne det være, men behøver absolut ikke være Mozart.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Vinterbørnene her gemmer en lille hemmelighed, for til et af disse børn stod Inge Harcks barnebarn model. Men selvfølgelig røber jeg ikke, hvilken dukke det er. Et par hemmeligheder skal der da være. Du må således selv besøge udstillingen og løse gåden.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Mellem kunstnerdukkerne finder man historisk legetøj: dukker, dukkevogne fra dukkestuer, bamser og andre krammedyr. I et dukkekøkken står en musefælde under køkkenbordet – og selvfølgelig befinder den lille mus, som passer til fælden, sig ikke langt fra den.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign
© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Udstillingen kan ses helt til den 31. oktober, og hver onsdag er Inge Harck på museet og besvarer meget gerne alle dine spørgsmål.

Hermed Museets adresse, åbningstider etc.::

Museum Oldemorstoft, Bovvej 2, 6330 Padborg, tlf: (0045) 73 76 64 36

Email: museumoldemorstoft@aabenraa.dk – www.oldemorstoft.dk

Åbningstider:

Lukket mandag

Fra tirsdag til fredag 10.00—16.00 og

  1. weekend i måneden: lø-sø 13.00 til 16.00

Helligdage fra 13.00 til 16.00

Entré:

Børn fra 0 til 9 år: gratis

Børn fra 10 til 17 år: 15 kr.

Voksne: 40 kr.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Der kan desuden bestilles rundvisninger (efter aftale).

Vi siger endnu engang tak til Sigi Ulbrich og til Inge Harck, glæd dig til en god oplevelse…..

G o d   F o r n ø j e l s e   !

Eventyrmuseet i Alsfeld

Copyright Lene Byfoged

I maj var vi i Tyskland hvor vi besøgte nogle af byerne langs Eventyrruten. Ruten følger i Brdr. Grimms fodspor og i mange af byerne er der mindesmærker og museer om dem.

Statuen af Rødhætte i byens egndragt.

Vi boede i Alsfeld, også kaldet Rødhættebyen. Det siges, at Brdr. Grimms eventyr om Rødhætte, er inspireret af byens egnsdragt, hvortil der hører en lille rød hue.

Det er en meget smuk lille by og f.eks. er byens rådhus det mest fotograferede i Tyskland. Det kan jeg godt forstå, det er simpelthen så smukt.

Rådhuset i Alsfeld.

I Aldsfeld findes også Marchen Haus (Eventyrhus). Her findes alle Brdr. Grimms eventyr og der er scener fra mange af eventyrerne. Her er underholdning for enhver.

Her en scene fra Rødhætte.

Det er virkelig spændende at udforske og på første sal er der en stor udstilling af dukkestuer og køkkener. Alle er lavet i  Erzegebirge og spænder tidsmæssigt over to århundrede.

Et kig ind i heksens hus.

Absolut et besæg værd, hvis man er på de kanter.

Et udsnit af dukkestue og køkken udstillingen.

Museet har åbent:

Lørdag 10.30 – 12.30 og 14.00 – 17.00.

Søndag. 14.00 – 17.00.

Adresse: Sackgasse 2. 36304 Alsfeld,

Entre: Voksne 3 Euro og børn 2 Euro.

H u s k e r D U ?

Tegneren Axel INGVAR Johansen!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen @

 Denne unikke danske tegner husker jeg udmærket. Han var en af min Fars yndlingstegnere, og jeg voksede da også op med Magasin Madsen, Prins Pilfinger og hunden Tjavs, som fandtes i Politikens Søndagstillæg og i årshefter, på postkort, som sprællemænd, legetøj og meget mere, men én ting har jeg aldrig vidst før for nylig: Hans figurer findes også som påklædningsdukker….

 

For nogle uger siden blev der udbudt en påklædningsdukke til salg tegnet af Ingvar, og den kunne en samler som jeg da slet ikke undvære.

Men hvem var så tegneren Ingvar?

Går man ind på nettet, får man flere steder en kort biografi med portrætfoto og foto af familiegravstedet, og her står bl.a.

Axel Ingvar Johansen født tirsdag den 3. marts 1908 i København og død søndag den 30. april 1950 på Frederiksberg. Ingvar blev således blot 42 år – en ung alder at gå bort i!

Her er tegnerens signatur – taget fra den uudklippede del af tøjet til min påklædningsdukke!

Ingvar, som hans kunstnernavn er, var søn af J.M. og Hansine Johansen, og gift med Oda Ingvar. Han voksede op på Fyn og blev uddannet bankmand, men arbejdede ihærdigt på at blive bladtegner i Odense. Desværre uden held, da hans tegninger og forslag altid kom retur. Dagbladet Politiken kunne heldigvis se potentialet i hans runde streg , og Axel Ingvar blev ansat af chefredaktør Valdemar Koppel og debuterede i 1928 med vignetter til dagens begivenheder –   disse vignetter fortsatte han med at tegne helt frem til 1949     – I 1930 foreslog Valdemar Koppel ham at lave en tegneserie om livet i et københavnsk stormagasin og – resultatet blev Magasin Madsen, som havde premiere den 28.marts 1930 og fortsatte de næste 19 år.

Successen fik redaktionen på Søndagstillægget ”Magasinet” til at bede ham tegne en serie hertil, og juleaftensdag den 24.december 1933 så Prins Pilfinger” dagens lys i farver – sikken en julegave læserne fik….. Prins Pilfinger og hans familie blev enormt populære hos børn og voksne, og denne serie fortsatte ligeledes til 1949.

Et par år senere kom terrieren TJAVS med i spalterne (den 10. februar 1935) og alle tog den lille terrier til deres hjerter, den oplevede ALT set fra gulvet….   Ingvar var en talentfuld og sprudlende tegner — han kunne bare udspy de allerherligste figurer og situationer, og jeg husker da også, at jeg som barn ejede nogle af hans årshefter.

Dette årshefte er fra ca. 1949, 28 sider, jeg har fundet det på nettet! Sådan et hefte ejede jeg engang!

For nogle år siden kom jeg forbi et loppemarked, var det vist, og her lå et TJAVS-hefte, men da jeg som altid ikke havde kontanter på mig, kunne jeg ikke købe det, og desværre ville sælgeren ikke modtage en check. Postkort af Ingvar ejer jeg desværre ikke, men går I ind på Per Sørensens Postkortsider, kan I se dem alle, og her har Per Sørensen skrevet mere udførligt om tegneren. Sprællemænd har jeg heller ikke, et af mine store ønsker… og jeg håber at finde en eller flere…..

Prins Pilfinger stiftede jeg som nævnt bekendtskab med som barn, men også da ALLER i slutningen af fyrrerne udgav det lille hefte: Strikket Legetøj— fra Børnenes Lilleput-Verden – af Ayoe Stokkebro-Hansen, med vignetter af den kendte tegner Ebba Schultz— her var vejledninger til at strikke de herligste dukker — jeg strikkede både Bamse og Dukke Lise, en soldat og Prins Pilfinger – og jeg husker tydeligt, at jeg ikke havde blå garnrester, så Prins Pilfinger blev strikket i rødt og gult, desværre har jeg ingen af de strikkede dukker mere….

Der er helt sikkert mange af jer, der ejer dette lille strikhefte: herover forsiden, samt Prins Pilfinger med vignet af tegneren Ebba Schultz!

Tjavs kom i ”striber” – denne er fra 12.6.1944 – fundet på nettet!

Men tilbage til påklædningsdukken: her er hun, 22 cm høj (hårsløjfen er dog ikke med i ”opmålingen”)! Og måske I kan skimte Prins Pilfinger i hendes dukkevogn! En rigtig charmetrold, ikke sandt!

Hermed et lille PS til Tegneren Ingvar:

 Så skete det,…. Jeg fik fat i alle tiders herlige Prins Pilfinger-julekalender, ca. 20 x 24 cm.. Hvornår den er tegnet, ved jeg ikke…., men den er helt uimodståelig: karton med grønt silkebånd til ophæng og en lille ubrugt blok med en tegning for hver dato: 1. til 24. december, og her blev jeg erindret om navnet på min påklædningsdukke: hun hedder Prinsesse Guldhår.

Prins Pilfinger var en sand spilopmager, mens Prinsesse Guldhår var sød og artig: På blokken 2. december er der tegning af kongen med Prinsesse Guldhårs ønskeseddel: En dukke, en bog, og kongen smiler glad, men den 3. december ser han Prins Pilfingers ønskeseddel: 1 Vandpistol, Fyrværgeri (stavet med g), Kløpulver og Syltetøj, og Kongen ser da også rigtig sur ud, mens han læser ønskesedlen.

Så herlig og festlig ser julekalenderen ud i al sin enkelhed, men selvfølgelig leder jeg stadig efter sprællemænd og andet fra Ingvars hånd….

G o d     L æ s e l y s t !

Nordjysk Plastic-Industri

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Efter 2. Verdenskrig dukkede der enormt mange dukkefabrikker op i Danmark, og da samtidig kom det til stor udbredelse af plasticda der samtidig samtidig blev plastic, blev dette produkt udnyttet med stor fantasi, og vi gik således alle ind i ”Plasticalderen”.

I 1949 grundlagde Poul Bock Tingskou fabrikken Nordjysk Plastic-Industri, med domæne i Rørdal, Aalborg. Man lagde ud med nogle rigtig søde dukker og firmaets oven for viste logo NPI i en cirkel, dukkerne blev ret hurtigt populært kaldet NPI-dukkerne. Samtidig specialiserede man sig i dukkeøjne.

Fabrikken udstillede hvert år, f.eks. kunne man i Aalborg Stiftstidende den 29. juli 1950 læse følgende:

Blandt de mange udstillere på Købestævnet i Fredericia ses Nordjysk Plastic-Industri med dukker og dukkeøjne.

Nordjysk Plastic-Industri annoncerede blandt andet i Legetøjshandlerforeningens Tidsskrift, hvor de to søde dukker her var forlæg i nytårsskriftet 1952 (beklager den mindre gode billedkvalitet fra mit materiale), og således blev de præsenteret:

”I det forløbne Aar har vi stræbt efter at fremstille saa kvalitetsbetonede og letsælgelige Varer som muligt.

Denne Linie vil ogsaa fremover blive fulgt, og med Haabet om et fortsat godt Samarbejde beder vi Legetøjshandlerforeningens Medlemmer modtage vore bedste Ønsker om et glædeligt Nytaar ! ” (sådan er den citerede halvsides annonce opstillet):

Dukkeøjnene var af god kvalitet og blev på et tidspunkt eksporteret til Argentina.

I Berlingske Tidende kunne man i 1952 læse følgende:

 Danske Madonna-Øjne til Argentina

En ung Aalborgenser har startet en ny virksomhed, Nordjysk Plastic-Industri, som bl.a. i Begyndelsen fremstillede ”Katteøjne” til Biler. De blev lavet af palstic, og Artiklen havde vældig Afsætning.

Katteøjnene gav Fabrikkens Indehaver en god idé: Hvorfor ikke fremstille dukkeøjne af Plastic?

Og nu er han i fuld Gang med at fabrikere Dukkeøjne, som eksporteres i Massevis. Bl.a. har Argentina vist meget stor Interesse for Øjnene, som man dernede agter at anvende til

Helgenbilleder og Madonna-Figurer!

Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !
Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !

Desværre har jeg ved min research ikke fundet mere om de pågældende øjnes fremtid i Argentina, men måske en eller flere af jer ved mere om fabrikkens, dukkernes og øjnenes videre skæbne, således at jeg kan fortsætte og afslutte denne beretning.

G o d     L æ s e l y s t   !

D D R – M O D E gennem fire årtier !

Vist gennem en påklædningsdukkefamilie på fire !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Som samler får jeg altid gaver fra mine børn, og sidst var det en forårspresent i form af et kvadratisk hefte og et postkort købt på DDR-museet i Berlin… I det hele taget overrasker vi her i familien gerne hinanden med en gave: stor eller lille, billig eller dyr, men altid en kærkommen ting, som er af interesse for modtageren. Vi kalder dem ”Flinke-gaver” her hos os!

Schick zum Ausschneiden und Anziehen/ØST-Mode — Original DDR-smart til at klippe ud og klæde på. Og her kan man således klippe far, mor, søn og datter ud og klæde dem på i DDR-mode fra 50erne, 60erne, 70erne og 80erne…   og sikken en forskel! Læs og se blot her: – forordet i bogen er skrevet af Karin Günther, forretningsfører for Modeinstitut Berlin GmbH:.

DDR-mode var på grund af de meget ringe ressourcer, som via hård valuta blev indkøbt på Verdensmarkedet, præget af langtids-holdbarhed, slidstyrke og nem vedligeholdelse. Først og fremmest købte de erhvervsaktive kvinder og mænd praktisk tøj. Man opbyggede sin garderobe efter ”byggeklodssystemet”, således at alt passede sammen og var formålstjenligt for alle.

Familien gennem fire årtier !
Tegnet af Nina Eggermann, Berlin !

De tekstiler, stoffer og andre materialer, som nu til dags stadig videreudvikles, var allerede dengang grundlag for de mange produkter på markedet. Fejlagtig markedsstrategi, det stigende behov for smart, moderne design og større alsidighed resulterede i opbygning af egne materialeforråd, således at man kunne fremstille fritidstøj, som f.eks. Cowboybukser og T-shirts, hvorved yderligere huller i markedet lukkedes. Nogle produkter fandtes i enhver husholdning.

Udvalg af 50er-tøj !

DeDeRon-forklædet (Forklæde i syntetisk tekstilfiber) – hvor pletterne forsvandt, når man lagde det i blød —var farveægte, dvs. farverne løb ikke ud og smittede af, strygefrit osv. — var et meget praktisk produkt, med dette forklæde var man godt klædt på til erhvervsarbejde, og man så desuden velklædt ud under havearbejdet.

En Sweater af Wollpryla (syntetisk uld, nærmest som dralon) havde de samme egenskaber som uld, og frem for alt kradsede den ikke, et krølfrit kunstfiber, som kunne tåle at komme i vaskemaskinen.

Og endelig Präsent 20 (Gave nr. 20) århundredets spadseredragt og habit, yderst praktisk, og i tidens smag moderne i form og farve. Tøjet krøllede absolut ikke, selv om det blev pakket ned i den mindste rejsekuffert. Udseendet var helt i top, og stoffet kunne sagtens holde stand over for de i dag fremstillede og sammenlignelige produkter af 100% polyester

Mor iført 60er-kjole !

Mange fagfolk, designere og ingeniører inden for tekstil-, beklædning–, sko– og lædervareområdet bestræbte sig for at udvikle en moderne og praktisk mode med høj bæredygtighed, som frem for alt skulle kunne bruges længe og var til at betale. Da befolkningen sparede sammen til biler, fjernsyn og vaskemaskiner, måtte beklædningsindustrien fremstille tøj med lang holdbarhed.

Familiens dreng i velsyet 70-er-tøj!

Naturligvis længtes man efter og ønskede nye moderne genstande, som ikke var massefremstillede (stangtøj), hvorfor små systuer og atelierer, samt symaskinen derhjemme var i højkonkunktur. Længslen efter ”Manglerne” resulterede i mange ideer, som den dag i dag høster stor anerkendelse.

Karin Günther ønsker alle god fornøjelse med at studere den mode, som har skrevet historie. Den er fra en tid, som alle vil huske, og som gav anledning til stor kreativitet og fornøjelse.

Foruden denne kavalkade med noget af tøjet fra bogen OstModern (i bogen har familiemedlemmerne hver en side med tøj fra hvert årti) skal I lige se det postkort med praktisk DDR-tøj, som jeg også fik, og til sammenligning en lille rejsereklame fra ”Det Bedste” –   november 1964. – Ja, da, dengang var der virkelig forskel på moden i DDR og i Vesteuropa.

Mors 60er-bukser kunne jeg slet ikke stå for !

Kommer I til Berlin, skulle I tage jer tid til at besøge DDR Museet, Geschichte zum Anfassen (Historie til at tage og føle på), det ligger på Karl-Liebknecht-Str. 1, DE 10178 Berlin-Mitte, tlf: +49 30 847 123 73—1,

www.ddr-museum.de – åbent mandag til søndag fra 10 til 20, og lørdag helt til kl. 22.

Som passioneret påklædningsdukkesamler har jeg stor fornøjelse af at følge moden gennem påklædningsdukkerne, det er ganske morsomt at datere dem alle efter deres tøj. For mig er påklædningsdukker et sandt stykke kulturhistorie, og de mange tegnere har hver især deres karakteristiske måde at tolke moden på. Og mine mange samlervenner giver mig helt sikkert ret!

G o d   L æ s e l y s t     og     G o d   F o r n ø j e l s e   !

Til venstre reklamen fra Det Bedste november 1964 – til højre postkortet fra DDR-Museet !