I går kom det længe ventede brev eller måske den ventede lille pakke fra Steiff indeholdende min årsbamse, en sjov lille fyr, denne gang syet i vaskbart, cremefarvet uld og med certifikat, som det hører sig til.
Men der var selvfølgelig også vedlagt brev, medlemsblad, katalog over nyheder, samt meddelelser om bamsemesser, alt sammen herligt læsestof for en Bamsoman som mig.
I medlemsbladet er der for øvrigt en omtale af det kommende Bamsemuseum i Billund med billede af den berømte bamse Alfonso – se tidligere artikel ! og interview med Gitte og Johnny Thorsen, Orange Bears, som står for museet.
Der er også bragt resultater af designerkonkurrencen, desværre vandt jeg ikke, man er ikke altid den heldige… , selv om jeg syntes, at mit projekt sagtens kunne stå mål med e udtrukne vinderes, men Tab og vind med samme sind, og måske jeg er mere heldig næste gang.
Her er den 10 cm høje Club-bamse nederst, men vil man have ham i stor udgave, fås han 29 cm høj i samme udførelse. Bamsen i midten er syet af mohair og er 21 cm høj, han er et specielt tilbud til klubmedlemmerne.
Steiff genudgiver hele tiden deres gamle bamser som replika, bl.a. denne mørkebrune mohairbjørn på alle fire ben., han måler 22 cm og er første gang fremstillet i 1914.. Faktisk rart, at mange af dyrene ikke er så store, at det til sidst vil knibe med at få plads til dem.
Men Der er også andre dyr, bl.a. pingviner, løver, en ozelot, Paddington, hans forældre, etc. en særlig god historie i Steiffs Club-magazin er, at der hver gang står noget om forgangne tider. Og så er der brevkasse, hvor du kan få oplysninger om dine nyere eller gamle Steiffdyr
Da påske nærmer sig, er der selvfølgelig kreeret de sødeste påskelam og -harer, bl.a. Beatrix Potters Peter Kanin. Men de allersødeste nyheder er for mig Lena Mus på bare 12 cm og syet i Alpaca, samt miniharen på 10 cm syet i vaskbart fløjl. Begge er fremstillet i begrænset udgave. Hermed de charmerende dyr med lange ører hhv laaang hale!
Blandt de mange medsendte brochurer er der meddelelser om kommende auktioner og messer, hvor Steiff og mange andre deltager: Hermed nogle oplysninger til jer alle:
Ladenburger Spielzeugauktion, Lustgartenstraße 6, D 68526 Ladenburg, www.spielzeugauktion.de – mail@spielzeugauktion.de – hvor du kan få oplysninger om de kommende auktioner den 28.2. og 1.3. i Hamburg, samt i Berlin og Wien senere, datoer endnu ikke offentliggjort.
Teddy Dorado , Stadthalle Bad Godesberg, Koblenzer Straße 8, D 53177 Bonn am Rhein, www.steiffauktion.de for yderligere oplysninger, holder auktioner den 14. april og den 27. oktober.
Teddybär toltal 2018 finder sted den 28.-29. april i Messe- & Congress Centrum Halle Münsterland, Albersloher Weg32, D 48155 Münster, yderligere oplysninger www.teddybaer-total.de eller
email: info@teddybaer-total.de
Samme sted og samme tid: er der International Dukkeauktion og Kreativt Forår: info www.puppenfruehling.de eller www.kreativ.fruehling.de – billetterne gælder – så vidt jeg kan se – til alle arrangementer.
Der er workshops, underholdning, foredrag, komkurrencer og meget andet godt den 28.-29. april i Münster!
Du kan også komme til Teddybär Welt den 26.-27,. Maj i CongressCenter Wiesbaden, info: www.teddybaer-welt.de – eller til Steiffs egen sommerfestival den 1. juli: Steiff Sommer 2018, på Steiffområdet Margarete Steiff GmbH i Giengen an der Brenz, info og kontakt: museum@steiff.de (her kan man også deltage i workshops)……
De nævnte arrangementer er for alle, men er du klubmedlem, foregår der noget overalt, f.eks. I Belgien, Holland, Schweiz, Østrig og United Kingdom… En bamsoman behøver aldrig at kede sig, og man har da lov til at deltage som GLO-gæst, det er jo ikke altid, man har lyst til at ÅBNE den STORE pengepung, vel!
Vi skal på auktion via Ladenburger auktionshaus !!!
Og så er der kun tilbage at ønske jer God fornøjelse !
I har sikkert lige som jeg engang for længe siden samlet på Hollywood-stjerner – klippet alle de billeder ud, I kunne finde, og klæbet dem ind i kladdehefter eller lignende – Alle piger samlede på deres helte og heltinder, glamour og romantik. Nu er barndommens idoler desværre alle gået bort, og de gamle kladdehefter eksisterer måske heller ikke mere.
En af dem, jeg samlede på, var den smukke Elizabeth Taylor, (20.2.1932-23.3.2011), der startede som barnestjerne og blev kendt som pigen i Lassie vender Hjem, den rørende historie om den dejlige Collie-hund, der løber hjem gennem England. Hun var barnestjerne i denne og flere andre film, og som ganske stjerne var hun en af søstrene i ”Little women” (Pigebørn), og så gik det slag i slag.
Kat på Varmt Bliktag og En plads i Solen er nogle af de for mig uforglemmelige filmoplevelser – Eller I husker helt sikkert også ”Giganten”… med James Dean og Rock Hudson, blot for at nævne nogle perler — og altid havde hun en flot mand som partner. Hun spillede fantastisk god i alle de film, jeg så, husker I f-eks. Pludselig sidste Sommer?? Dekadence over al måde!
Nu er hun borte efter mange ægteskaber, skandalen hvor hun snuppede med Eddie Fisher, der var gift med Debbie Reynolds – op– og nedture, en gigantisk smykkesamling, velgørenhed og meget mere, og alle kender hende som Cleopatra, hvor hun spiller sammen med Richard Burton.….
Hjemmets udgave af Elizabeth Taylor, her med et par af roberne. Hun blev —som I sikkert ved — bragt sammen med Esther Williams!
Elizabeth Taylor blev selvfølgelig også gengivet som påklædningsdukke i dejlige bøger af flere kendte USA-firmaer, men da også i Danmark, hvor hun kom i Ugebladene Tempo og Hjemmet i 50erne. Alle disse påklædningsdukker er eftertragtede blandt samlerne.
Som samler abonnerer jeg på Påklædningsdukkeblade – for resten udgav jeg i sin tid det første i Danmark under navnet ”Påklædningsdukken” – og for ca. et halvt år siden ønskede Paper Doll Studio fra læserne tegninger af de kjoler, Elizabeth havde haft på i sine film. I husker måske, at jeg bad om hjælp til at finde et farvefoto af kjolen fra Agatha Christie-krimien: Mord i spejlet = The Mirror Crack’d fra 1980 med Rock Hudson?
Den kjole måtte jeg som krimi-fan absolut tegne, men havde svært ved at finde et foto, hvor man kunne se kjolen i sin helhed. Heldigvis fik jeg hjælp fra flere af jer, og jeg siger endnu engang tak. Her i begyndelsen af februar ankom endelig Blad nr. 119/2018 spækket med Elizabeth Taylor billeder, påklædningsdukker og hendes historie, samt med gengivelse af alle de tegnede kjoler. Der var mange gengangere, men kun jeg havde tegnet kjolen fra The Mirror Crack’d. Den påklædningsdukke af Elizabeth Taylor, man kunne klæde på, er et vellignende eksemplar designet af David Wolfe, men havde man lyst, kunne man sagtens selv designe en Elizabeth Taylor påklædningsdukke, det gjorde jeg nu ikke… Men I skal selvfølgelig se den kjole, jeg designede efter fotoet. Der er i alt tegnet 61 costumer fra Liz Taylors film.
Paper l Studio (tidligere OPDAG) er en sand hyldest til stjernen, med hendes livshistorie skrevet af David Wolfe og illustreret med pragtfulde fotos, I kan læse desuden læse om hendes liv på nettet, hvor der også er mange dejlige fotos af stjernen og fra hendes film. I bladet er der naturligvis gengivelser af mange gamle og nye Elizabeth Taylor-påklædningsdukker – i alt 32 forskellige…. bl.a. fik jeg i sin tid som gave fra Sandra Wanderpool en sorthvid udgave af Liz Taylor og alle hendes brudekjoler, under titlen: ”Liz Does it Again and Again”, denne udgave findes nu i farver, og Sandra Wanderpool har en sjælden evne til at tegne vellignende påklædningsdukker. Sådan tegnede TomTierney også, en skam, han ikke er her mere, en anden fantastisk tegner er Marilyn Henry, hendes Elizabeth er ikke gengivet her. Og der kan sagtens nævnet mange andre påklædningsdukkekunstnere.
Elizabeth Taylor engagerede sig intenst i AIDS-fonden og modtog en Oscar for sit store humanitære arbejde.
Gad vide, om flere af jer også har samlet Elizabeth Taylor billeder etc. Dette er blot en appetitvækker. Det kunne være morsomt at høre om flere Elizabeth Taylor fans: Den sidste store Hollywood Stjerne, der gik bort. Jeg slutter med dette smukke portræt, som er indledningen til David Wolfes fine beretning! Davbid wolfe har desuden et et månedligt nyhedsbrev om sine værker, sin research og meget andet:
Så har Anne været aktiv igen og skrevet en spændende artikel om de meget smukke og skønne karakterdukker. Tusinde tak Anne, for at du vil indvie os i din store viden.
Som jeg sagde, må jeg komme tilbage med mere om karakterdukker, da det som regel er det, jeg bliver spurgt mest om. På min tur til alle de tyske museer, så jeg enormt mange karakterdukker, også mange, som jeg aldrig før havde set. De fleste vil så gerne vide ”Hvad er en karakterdukke”
Pigen i naturligt tøj med smilende lukket mund med tænder ekstrem sjælden, er fra Bähr & Proeschild i Ohrdruf, har aldrig set før.Pige lidt i samme stil men fra Cattenfelder Puppenfabrik 219, lige så spændende fra omkring 1912. hun er ikke med i mange leksikoner, så her taler vi om €7000-9000, så kan I selv gange med 7,50 Kr.
Her må lidt dukkehistorie til. Normalt har man produceret dukker som voksne personer, men af og til har man set perioder med en anden type dukker. Dronning Victoria gav en barnedukke i voks til sin datter, og disse voks dukker var tit mindre børn, sjældent babyer, men det skete. Men det var enere der dukkede op engang imellem. Husk hvor dyre disse håndlavede dukker var. Desuden havde man også en såkaldt ”Mothsmann baby” på tysk kaldet ”taufling”, hvor der var indskudt stofdele, hvor lemmerne var sat fast. De var udviklet fra japanske dukker, som er lavet på denne måde, netop med bevægelige lemmer og det faktum at dukken kunne bøjes og sidde i en stol. Det kan man just ikke sige om de tidligere dukker. Men der skulle gå adskillige år før babydukken blev det mest almindelige.
Jeg er desværre nødt til at fortælle, at det jeg forslår ikke altid måske er det rigtige. Cieslik kommer med andre forslag, som går ud på, at det er Kämmer & Reinhardt, der kommer med disse dukker, da de laver en udstilling i et stort varehus allerede i 1908, hvor forskellige nye typer fremvises, og på det tidspunkt altid med malede øjne, men på leddekroppe af nye proportioner. Til at begynde med hed de kunstner dukker, men Marion Kaulitz er dog nævnt for 1908 og stedet ”Münchner Künstlerpuppen”, men da begge parter førte sager mod hinanden i retten, om hvem der havde opfundet begrebet karakterdukker, er det nok den med de fleste penge, der har vundet. Dengang har det haft stor betydning, men det havde ligeså meget at gøre med det faktum at man så anderledes på barnet og det at lege; som noget meget nødvendigt, hvilket bringer os frem til Käthe Kruse. Jeg er så absolut sikker på at de to kvinder, som jeg nævner fik større betydning end de mands-domminerede firmaer, som faktisk mest ønskede at tjene penge. I kan tjekke de omtalte personer i Ciesliks store leksikon, side 50-51, samt hele ”Charakterpuppen” af Christa Langer.
Her nævner jeg igen damerne Marion Kaulitz & Käthe Kruse. De er begge tyskere og den første fik ideen til de såkaldte karakterdukker, hvor de fleste blev modelleret af Hr. Vogelsanger, den anden lavede dukker i stof med oliemalede ansigter. Jeg havde kun set en enkelt Kaulitz herhjemme, de har hoveder af masse, som er en slags komposit altså en blandet masse af ler, gips savsmuld og andet billigt fyld som klude. Dette, som så er æltet sammen og brændt tror jer til en formbar masse. Så det var en stor oplevelse at se disse så berømte dukker i virkeligheden, og der var adskillige på de fleste museer. Se fotos fra tidligere artikler på Bloggen.
En af de dejligste drenge fra Marion Kautliz designet af Vogelsinger, vi så mange andre i alle de tyske museer af denne første kunstnerdukke type, senere benævnt karakterdukker.
Vi skal dog lige huske at det hele var også et nyt udtryk for hvordan man så på børn. Før var små børn & drenge iklædt kjoler. De fik først bukser alene når de begyndte i podeskolen, en form for børnehave eller forberedelse til skolen. Familierne var tit meget store, det ene ny barn fulgte det andet, så børneflokkene kunne få en anseelig størrelse. Husk lige at skolepligt for begge køn blev først gennemført efter 1814 i Danmark. Man fik andre tanker om børns opvækst, end den der før havde været gældende og den vi har i dag. Mange små børn blev undervist hjemme, eller på små institutter, hvor de samledes. Derfor blev påklædningen mere afslappet, men altid dækket af et forklæde, som også gjaldt drengene. Det var dog mest udenadslære der dengang var gældende, og så det at lære at læse biblen og kunne sin katekismus, så man kunne blive en god kristen. Men det var først fra mine egen mors fremkomst at karakterdukkerne og babydukken brød igennem. Min mor er fra 1915, så der var de lige kommet. Jeg har stadig hendes karakterbaby, som hun fik af sin morfar, og som var købt i Tyskland.
Il Fiammingo hovedet, som var med til at starte karakterdukkerne, min gips afstøbning som er 17cm høj og samme størrelse som selve hovedet til Käthe Kruses føeste dukke Model 1 samt K&R hoved 115A.
En karakterdukke er en dukke, der tit er modelleret over et ægte barn, som model. Der er ret mange drenge imellem, hvilket heller ikke var set før. Flere modellører brugte et berømt hoved kaldet Fiamingo hovedet, af Francois Duquesnois, andre nævnes også, men her er vi tilbage i Renæssancen, som forlæg. Tilfældigt fandt jeg det engang hos en marskandiser og købte det. Det var et meget yndet og udbredt hoved. Det gjaldt både Käthe Kruse, som via sin mand, der var billedhugger, gik i gang med forsøg på at lave nogle dukker i stof, der kunne tåle at leges med, bygget over dette hoved. Det blev forsøg med mange forgæves prøver, som hun så prøvede af på sine egne børn, før hun kom frem til Model 1. med de brede hofter, mange sømme til at forme den, og arme & ben kunne bevæges. At andre skulptører, som Simon & Halbig, også blev inspireret af den samme buste er måske bare et tilfælde. Men deres hoved skulptør var professor Arthur Lewin-Funcke, fra Berlin, som arbejdede for K&R. Han brugte sine egne børn som modeller, og i dag ved vi hvem de er inspireret af, da der er skrevet en pragtfuld bog med fotos kun om disse af Christa Langer, ”Charakterpuppen” med både engelsk / tysk tekst på forlaget Puppen & Spielzeug. Her er Marion Kaulitz også nævnt som opfinderen af karakterdukkerne. Så der hersker altså forskellige opfattelser.
Senere modeller af Käthe Kruse, som var med fra 1908, flere af typerne alle i stof, malet med oliefarver, som regel hårdt stoppet, lidt som bamser med skiver i arme & ben..Disse kaldes “DU Mein” og er i rigtig babystørrelse og brugtes af sygeplejeskoler, også fra Käthe Kruses værksted i Bad Kösen, senere Østtyskland, som stadig eksistere.
H & B producerede deres hoveder i bisque, som blev brændt og malet, men ikke glaseret. De havde den største produktion og samarbejdede med mange forskellige fabrikker, Kämmer & Reinhardt samt mange flere andre. Senere overtog K&R fabrikken S&H, som kun var en porcelæns-fabrik; men de lavede stadig hoveder til deres egen produktion og til andre fabrikker, dog har de altid deres eget stempel presset ind i nakken på hovedet, så man kan se hvem de er lavet til, hvilket gør det lettere i dag for os samlere. Husk at S&H står for den bedste kvalitet, og sikkert altid vil gøre det.
Min personlige yndlingsdukke K & R 102 med bisquithovede og på en leddekrop i naturligt tøj med tornyster på ryggen, så flot med støbt frisure og malede øjne, lukket mund, af Arthur Lewin-Funcke.Her en pige også lidt ualmindelig fra Gebrüder Heubach, Lichte 1910, et af de populæreste mærker i DK, der er mange af dem hos os, så her er vi heldige, men hende kendte jeg kun fra fotos, her i den store vitrine kun med Gebrüder dukker.
Disse dukker blev vist på den store Tyske legetøjsmesse i Leipzig 1912, og fik et enormt gennembrud. Faktisk foretrak de fleste små piger stadig de mere neutrale ansigter med pæne udtryk og ikke karaktererne. Men det var forældre og bedsteforældre der købte dukkerne, så man kan sige at det var de, som faldt for dem, og egentlig ikke børnene. Men økonomisk var de ikke nogen succes, de blev således brugt senere til gulvfyld og isolering udenpå husene, hvilket jeg selv har set på Snurretoppens store Tysklandstur.
Du skal lige huske her, at disse forskellige modeller kunne komme med malede øjne – det mest almindelige – eller med vippeøjne i glas, dette noget senere – samt med paryk eller med lukket hoved, hvor frisuren også var malet. Dette gælder især for drengene, samt med forskellige hudtone, både mulatter og helt mørke dukker eksistere også i disse. Desuden kunne de kommer på en almindelig leddekrop, en babykrop eller en toodlerkrop, som var en mere bastant og mindre krop, med andre proportioner, men stadig samme model af hovedet. Så variationerne var virkelig store, senere i 1920’erne lavede man endda en ny type leddekrop med længere ben, til kortere kjoler. En ny øjentype, hvor øjnene så vippede fra side til side samtidig med åbne & lukkemekanismen fungerede, meget brugt på modellerne 126 & 114 af K&R så dagens lys. De kaldes Flirte øjne. Andre kopierede dem selvfølgelige, de findes sågar i celluloid dukker denne type øjne.
Amand Maseilles Fany, som er ret sjælden, modelleret over Il Fammingoen, her i lille størrelse. Jeg har kun set den en gang i DK personligt, og meget dyr
Tøjet til disse dukker blev også en stor fornyelse, idet det nu lignede det tøj, som børn virkelig selv gik med. Det betyder at det ikke skal være alt for overpyntet, hvilket ikke er tilfældet med alle de i Amerika viste karakterdukker, hvor de meget tit optræder i den ene flæsekjole efter den anden og med nye lange slangekrøller, udskiftede nye parykker. Dette er på ingen måde korrekt efter min mening, og heller ikke det, de viser på de tyske museer, hvor de slet ikke er overpyntet. Husk lige at nu når vi ind i krigstiden og så blev stof også en mangelvare. Det faktum gør sig også gældende at Tyskland tabte sin popularitet og ingen ønskede at handle med dem, så flere andre lande begyndte en egen dukkeproduktion eller fortsatte deres gamle.
3 drenge med skulderhoveder på stofkroppe, med 4 cifrede numre Gebrüder Heubach, og en baby som negerdukker af Ernest Heubach, Köppelsdorf.
Der er relativt mange sjældne karakterdukker i DK, sikkert fordi vi lå så tæt på og ikke deltog videre i 1. Verdenskrig, samt det faktum at vi altid har handlet meget med hinanden. Desuden voksede Danmarks velstand med det store salg af landbrugs produkter, hvilket måske har medvirket til at disse dukketyper er så udbredte. Håber I kan bruge mine mange års research, jeg har nu næsten samlet i 50 år og min bogbestand er betydelig.
Jeg søgte da om tilladelse hos forlaget til at fortælle om bogen og dens indhold. Det viser sig, at forlaget nu er overtaget af Gyldendal, det har dog ikke givet problemer, og jeg takker boghandelchef Mette Pedersen og Gyldendals Afdeling, ejer af bogen, NON fiktion for jeres tilladelse. Illustrationerne her er også taget fra bogen med tak til de mange fotoentusiaster!
Bogen indeholder faktisk Alle former for legetøj, dog ikke min egen passion ”Påklædningsdukker”, men låner du bogen på biblioteket, eller får du fat i den antikvarisk, bliver du indført i Legetøjets Verden lige fra de mest primitive til de avancerede legeting og –redskaber.
Blandt andet blev jeg fascineret af bogens allerførste kapitel ”Primitivt legetøj og traditionsleg af Holger Rasmussen, hvor man fik en masse ud af planter bl.a. siv og dunhammere, som kunne forvandles til ”alt”. Selv kender jeg – hvad I alle sammen helt sikkert også gør – mest at man flettede blomsterkranse, pyntede sig, og vupti man var straks en fe eller en prinsesse!.
Desuden har jeg mange gange brugt grene og blomster til a t fremstille sjove dukker, desværre visnede og tørrede de, og endte som drys…. Og jeg kan her fortælle jer følgende herlige oplevelse:
Selv om jeg ”fylder 29 hvert år”, har jeg fejret runde fødselsdage, og under en af dem havde mine børn og svigerbørn arrangeret skattejagt, hvor en af posterne var en pose naturmaterialer og klude, hvor hvert hold skulle fremstille en dukke, men også disse sjove dukker er desværre af tidens tand blevet til ingenting.
I en af bloggens artikler fortælles om køer lavet af pinde. Men også en sten med hul i kunne bruges. Nok en lang tradition, den nævnes i bogen og jeg har da også som barn sammen med legekammeraterne samlet sten med hul i, som man trak rundt med i en snor, måske var det en hund, måske en ko eller en elefant, fantasien kendte og kender stadig ingen grænser.
Besøger du Nationalmuseet, kan du se flere eksempler på primitivt legetøj, og for nylig var der i Legetøjssamlerens blad en artikel om Pieter Breughels maleri af legende børn (maleriet kan i øvrigt ses i Wien og er fra slutningen af 1500-tallet).
Samling af SYEDE BOLDE (Nationalmuseet og ill. fra bogen!)
Boldspil er den form for leg, vi alle kender og ikke kan stå for, det indre legebarn i os alle hopper af lyst til at kaste og sparke til en bold, og ligger der en glemt bold i rendestenen eller i skoven, så gad jeg nok se den, der ikke samler den op og kaster eller sparker…..
Der er altid fundet bolde, og de gamle, syede bolde er trods deres manglende kraft til at hoppe og springe, for mig de sjoveste og mest fantasifulde, og dem kan du læse mere om på bloggen, hvor Lene i sin tid skrev om dem. Eller du bliver mindet om dem i H.C. Andersens eventyr om ”Toppen og Bolden”. Der er i tidens løb fremstillet bolde af alle slags materialer, f.eks. af filtet uld, stof, skind, garn, plastic og gummi. Da jeg var barn, lavede man somme tider en bold af mange brede elastikker uden på hinanden, og en sådan lille bold kunne hoppe og springe, indtil elastikkerne var slidt op….. Boldene er alle vegne, en vandbold eller badebold var altid et stort ønske, og man pustede og pustede, til den var stor og rund… eller man brugte måske sin cykelpumpe….
Der spilles bold alle vegne, Petanque, golf, krocket, tennis, fodbold og håndbold blot for at nævne lidt, og at spille bold med sin hund er altid hyle skægt, indtil du som kaster bliver træt, for din hund holder altid ud….. .
Kuglespil og Nipsenåle … Det første var et hit, da jeg var barn: man spillede med lerkugler, i gamle dage kaldet marmorkugler, tror jeg nok, og man spillede ofte om de flotte glaskugler med smukke spiraler i flere farver inden i, eller man spillede om stålkugler, de sad i kuglelejerne, og min Far blev engang ret vred, da alle stålkuglerne var væk…… jeg havde da regnet med, at han ikke skulle bruge ”det gamle bras”… Men gjort var gjort, og sket var sket…..
Og man lavede også et kuglebræt: et stykke pap med små broer forneden, hvor der oven over stod 2, 5 eller 10, og broen, man skulle trille kuglen ind for at vinde hele 10 kugler, var selvfølgelig mindre end de andre, man trillede sin kugle mod brættet over en vis afstand i håb om at den trillede ind i det ønskede hul. Hvor har man dog selv lavet meget legetøj dengang, da der ikke blev brugt formuer på legetøj — det var der simpelt hen ikke afsat penge til!
I bogen fortælles der om at spille klink og at spille med knapper, det har jeg nu aldrig prøvet, ej heller ikke
Spillet NIPS, dette sidste har min forældre fortalt meget om, og jeg har da også arvet en stor pude med nipsenåle, mest dem med runde hoveder med smukke kontrastfarver inden i, men også med fugle og elefanter. Jeg husker, at min Far fortalte, at han (lillebror af fem søskende) af sin lærer i den stråtækte landsbyskole blev sendt ned i ”de stores klasse” for at hende et eller andet. Her underviste Tauline, husker jeg, han fortalte, en gammel elskelig lærerinde. Bag døren i klassen lå hans storesøster og en veninde på knæ og spillede nips… Han fik et strengt tys-tys-blik af dem, og mens han hentede det ønskede hos den gamle lærerinde, havde de to ”møgunger” pænt sat sig på deres pladser igen…. Man spillede nips således (fortalte min Mor mig engang): Man slog skiftevis til sin nål, og den, hvis nål lagde sig øverst, havde vundet den andens nål.
Nipsenåle – ill. Fra bogen: pude fra Nationalmuseet,
Senere spillede man terre med fem terninger: Fem terninger kastes i luften og gribes, én lægges til side og så fremdeles. Den mode holdt sig ikke længe i min skoletid. Snurretoppe fandtes også, men det var mest til små børn.
Til gengæld legede man med en snor på håndleddet, hvor man lavede en start -figur, kaldet ”Vuggen”, og med to eller tre fingre tog modparten så Vuggen af den pågældende hånd, og der var skabt en ny figur, og sådan fortsatte man, indtil ”modparten” lavede en fejl… Den der kunne tage flest figurer til sig uden fejl, havde således vundet!
Hinkesten og stylter var et hit. Hinke og hoppe f.eks. I en ”Flyver-hinkerude” var en fælles leg for drenge og piger, og fliser var velegnede som ruder, selv om mange husejere skældte ud over, at der blev tegnet på deres flisegange, eller på fortovet netop uden for deres hus. Heldigvis var skolegården ikke fredet, her var hinkeruder alle vegne.
Stylter var alle tiders, og min Far som snedkermester havde lavet nogle rigtig gode stylter med ”fire skift” til mig, vi boede i rækkehus med 10 beboelser i hver række, og …. det var en yndet sport at ”gå på stylter” og kigge ind ad alle køkkenvinduerne i stueetagen… For resten kan jeg stadig gå på stylter. Da et af mine børnebørns børnehave holdt ”Bedsteforældredag” for længe siden, lærte jeg børn og forældre at gå på stylter, det gjorde lykke…. Vandt også engang et væddemål, da jeg sammen med venner kom forbi en legeplads, hvor der lå et par stylter og flød….. ”Hvem kan gå på dem”! Ha, det kan jeg! ”Det tør du ikke”, ”Jo da, det koster en omgang”! ”Top!” og så vandt jeg en omgang…..
Men læs selv, hvad man i bogen skriver om alle disse dejlige legeredskaber og mange, mange flere! (Sjippetove, kælke, ja, ALT det dejlige gamle legetøj, hvilken nostalgi)! Der er skrevet om mange af emnerne på bloggen!
Legedukker og dukkeleg er et omfattende afsnit af Birgit Fischer omhandlende dukken og barnet, dukketyper, dukkernes historie, dukketøj, dukkehuse og –møbler etc. Her kan du læse om både de hjemmefremstillede kludedukker, trædukker osv. til de fine og avancerede porcelænsdukker. Forfatteren kommer også ind på betydningen af de mange tyske dukkefabrikanter for Danmark, men da der er skrevet uendelig meget om dukker, er det måske bedst, at I selv erhverver den måske supplerende viden fra bogen.
Wienermøbler, 1879 – Nationalmuseet, ill. Fra bogen!
Afsnittet er rigt illustreret med dukketyper, og dukketilbehør, bl.a. en smuk dukkeseng og –kommode, servantestel, dukkeporcelæn og ikke at forglemme de dejlige støbejernskomfurer, som mange af os sikkert har haft. Jeg bagte pandekager på mit, men hvor det er forsvundet hen, ved jeg egentlig ikke, måske min Mor har givet det til naboens mindre børn…
Et af bogens eneste illustrationer i farver viser et særligt dukkehus bygget som åbent hjørneskab omkring 1800, huset findes på Nationalmuseet. Dukkehuset har blandt alle vi samlere oplevet renæssance, og det er helt fantastisk, hvor fingernemme samlerne er, jeg er vildt imponeret. Samlerne er gode til at se muligheder i mange ting (kaldet værdiløst materiale som f.eks. kapsler, paprør, brugte tændstikker, klemmer, træpinde og så fremdeles) dvs. alskens ting og dimser, og de er ikke at forglemme fantastiske gode til at indrette huse og rum i en vis stil uden slinger i valsen.
Et dejligt afsnit i bogen er Bentgt Jacobssons Den nære verden i lille størrelse, hvor man ser drengens yndlingslegetøj fra for længe siden: heste forspændt for vogne og kareter, huse og skibe, køer og heste, stalde og pakhuse, og herlige træbiler, Falckstationer, samt en overgang til Kay Bojesens forvandlingsbil i versionen fra 1950erne, et herligt afsnit, som må være guf for samlere af drengelegetøj. Den klassiske Noas Ark nævnes også.
Senere er der afsnit om tinlegetøj osv., af samme forfatter, som betegner det Opstillingslegetøj, f.eks. En beværtningshave, tyske marinere, tinsoldater, fæstninger, kanoner, ryttere, krigsskibe etc. Han kommer selvfølgelig desuden ind på samme effekter udført i pap, og I husker vel tydeligt alle de pap– og kartonting, man kunne klippe ud og lime, bl.a. bag på havregrynspakkerne, eller i julehefter og ugeblade… sikken en flot og travl by, man kunne stille op, det var tider, ikke sandt!
Kapitlet afsluttes med Støbte Modelbiler fra Tekno. Samlerobjekter som i dag koster en formue.
Lille pakhus, ølvogn på hjul etc. fra Dansk Legetøjsfabrik 1895, Nationalmuseet —ill. fra bogen.!
Ib Varnilds afsnit om bevægeligt, mekanisk og fysikalsk legetøj, dvs. legetøj der kan bevæges ved optræk med nøgle, flytten rundt, et skub etc. Alt sammen mere eller mindre ny viden for mig og noget, jeg faktisk kun har set på auktioner, der er masser af illustrationer af gamle ting i den genre. Og her kommer modelbanerne ind i billedet. Nu kan jeg være med, idet jeg har en hel kiste fyldt med modeltog i flere størrelser, fascinerende for mig, og jeg får nu lyst til at åbne kisten og sætte en togbane sammen, særligt den i stor størrelse, for her kan alle bamserne og de mindre dukker få sig en laaang køretur— enten de vil det eller ej.
Der nævnes også dampmaskiner her, alle drenges legedrøm, og der sluttes af med kikkasser og lignende, som jeg håber, siger jer noget. Jeg havde engang en slags kikkasse, som man kunne sætte en slags små ”plader2 i, og så se 8 billeder i en bestemt genre. Tingen blev slidt op med tiden.
Man byggede desuden kalejdoskoper : et rør med spejlglas og kulørte glasstykker, som man rystede – og hver gang kunne man se et nyt og smukt symmetrisk motiv.
Helt fantastisk at man har leget med så mange forskellige ting. Håber, at I glæder jer til at læse om dem alle.
Ib Varnilds afsnit i bogen handler om Spil og Billeder for Børn, her får vi spils alder og historie, og mange af spillene er gamle, bl.a. Abespillet, som er det ældst kendte ”kapløbsspil” i Danmark, hvor er der dog ,mange og med meget forskellige regler, mange med at flytte brikker.
Det får mig til at tænke på Matador, som finde si mange versioner, og I er sikkert mange, der lige som jeg har en gammel udgave med biler af metal. Mange laver ekstra regler, i hvert fald i vor familie, hvor min revisormand, når der skulle gøre op og tælles sammen efter at spillet var slut, altid angav sin bil med en vis værdi, og hvad han nu ellers fandt på….
Fantastisk så mange slags spil, der finde og fandtes, helt morsom at læse, hvad jeg også håber, det er for jer. Lotterier og billedlotterier er naturligvis også omtalt. Vi spillede gerne billedlotteri, og jeg har stadig mit gamle Storm P billedlotteri, i sin slidte æske. Ludo er stadig populær, jeg har altid fundet det kedeligt og ville hellere spille Dam eller Mølle. Men alt er en smags– og temperamentssag.
Bogen slutter med afsnit om At farve og forme og småbørnslegetøj – ja, man kunne blive ved og blive ved, glæd jer til at låne bogen på biblioteket eller måske til at erhverve den antikvarisk.
Under årets Dukke-Oscar-uddeling i Neustadt bei Coburg modtog den norske, internationalt kendte dukkekunstner Sissel Bjørstad Skille en velfortjent Gylden Oscar for sit livsværk, hvilket fik mig til at finde min gamle artikel fra marts 2004 i Nordisk Dukketidende frem.
Min daværende historie skrev jeg inspireret af Tone Bergli Joners bog: Lag Dukker Selv (forlaget Ex Libris) – en bog, jeg i 1993 oversatte til dansk for forlaget Aschehoug under titlen Dukkeværkstedet (med undertitel; Hvordan du laver dine egne dukker) – Bogen indeholder bl.a. et omfattende afsnit om dukker af Cernit (modellermasse), hvor fremgangsmåde og fotos er bygget over Sissels design.
Foto fra Sissel Bjørstad Skilles atelier, hvor der både er dukker af porcelæn og af Cernit (fra bogen ”Dukkeværkstedet” 1993!
Senere fik jeg en lang snak med Sissel Bjørstad Skille under den dukkemesse, jeg i sin tid arrangerede i Roskilde, hvor Sissel havde en stand sammen med Ruth Enevoldsen (sidstnævnte samler er kendt for sin alsidige bog: På Jagt Etter Norske Dukker).
Sissel Bjørstad Skille er født den 18. marts 1945 og opvokset i Sortland, men bor nu i Trondheim. Hendes dukker er ikke til at lege med, men unikke kunstnerdukker, som sælges over hele verden. Sissel har modtaget et utal af priser for sin dukkekunst, og nogle af dukkerne er af det tyske dukkefirma Götz reproduceret i vinyl. Antallet er begrænset, dvs. fra 100 til 1.000 eksemplarer, og er eftertragtede samlerobjekter.
Fra Sissel Bjørstad Skilles udstilling i maj 2016 i Neustadt bei Coburg, hvor hun modtog en Æres-Oscar!
Sissel Bjørstad Skille er selvlært, men gik i 1969/70 på Nordisk Dekoratørskole i Aalborg; senere frekventerede hun lærerseminariet i Tromsø og fik sin lærereksamen. Men da hendes passion for at designe og lave dukker tog mere og mere tid, var denne interesse svær at kombinere med lærerjobbet, og i 2000 tog hun springet og har siden da arbejdet fuldtids med sine dukker. Hermed lidt om Sissels udvikling, der i høj grad viser, at man ikke kommer sovende til at blive et navn inden for Dukkeverdenen.
I min artikel i Nordisk Dukketidende fortæller hun bl.a.: ”Barneansigter har altid fascineret mig, og allerede da jeg var 8-10 år gammel, lavede jeg udklipsbøger med billeder af småbørn, og eftersom jeg altid har kunnet lide at tegne og male, blev det naturligt for mig at kombinere disse ting. Når jeg begynder på en ny dukke, ved jeg som regel, hvilken type jeg vil lave. Jeg starter med at udvælge dukker af forskellige børn, der ligner hinanden. Dvs. flere billeder fra mange forskellige vinkler. Ud fra disse billeder modellerer jeg derefter ansigt, arme og ben.”
Sissels første dukke fra 1981 modellerede hun af Trylledej, og dukken fik stofkrop. Hun eksperimenterede dengang med mange forskellige materialer. Efter at have prøvet med gipshoveder dyppet i bivoks, gik hun videre med Cernit, som senere skulle blive hendes favorit.
Fotoet her illustrerer udmærket 3 Sissel-Bjørstad-Skille-perioder: tv venstre dukke dyppet i bivoks, stående Jonette fra ca. 1980 med en dukke på armen med porcelænshoved fra midten af firserne!
Dukkerne er således modelleret af PVC-baseret modellermasse. Kroppen er af stof, bygget og formet over et plasticskelet, og derefter stoppet med uld. Håret er ægthårsparykker eller af mohair, formet af Sissel. Dukkerne har glasøjne. Tøjet er syet og designet af Sissel. Det tager selvfølgelig lang tid at fremstille en kunstnerdukke, hvorfor det blot bliver til mellem 8 og 12 dukker om året. De første dukker var mellem 25 og 35 cm høje og fremstillet i porcelæn, senere fremstillede hun større dukker på helt op til 80 cm.
Efter at have set de tyske dukker fremstillet i Cernit, gik Sissel Bjørstad Skille fuldstændig over til dette materiale – og de fleste af hendes dukker er mellem 70 og 80 cm høje.
Her er Svanhild og Markus, begge 80cm høje (fra ”Dukkeværkstedet”!)
Sissel Bjørstad Skille har gennem årene fået tildelt mange priser,bl.a. Publikuimsprisen i Stavanger, Glastryllestaven (Der gläserne Feenstab) i Tyskland, Käthe Kruse trofæet i København, Max-Oscar-Arnold Æresprisen i 2016, for blot at nævne et lille udvalg. Desuden har hun udstillet over det meste af Verden.
Og I skal da lige se disse to eftertragtede Samlerdukker fra Götz: dukken th er Sissels originale ca. 70 cm høje dukke i cernit — dukken th er af vinyl og ca. 66 cm høj, har fået navnet Rashanee og er reproduceret i begrænset antal!
PS: I Artiklen i Nordisk Dukketidende marts 2004 ses andre fotos af Sissel Bjørstad Skilles dukker, lige som forsiden er prydet af en Skille-dukke. Denne artikel sender jeg gerne til jer digitalt, dersom I sender mig en mail. (Lise)!
Billund får i løbet af 2017 et bamsemuseum – sådan lød de mange rygter og formodninger, og i Bamsekredse er projektet et stort samtale-emne, og nu er det således en realitet, idet
Teddy Bear Art Museum åbner den 20. maj 2018 i Billund Centrum, Hans Jensensvej 3, 7190 Billund, og vi takker museumskoordinator Anette Zappel for disse detaljer og fotos. Du kan læse meget mere om museet, dets ejere og bestyrere på dette link og/eller hjemmesiderne: :
Det planlagte Bamsemuseum i Billund skulle egentlig ligge i tomme lokaler på Butikstorvet, men planerne blev ændret, da man fik tilbudt Edith Kirk Kristiansens hus, som ligger ved siden af Den Jyske Sparekasse .
Gunhild Kirk Johansen, Ediths datter, er søster til Kjeld Kirk Kristiansen og passioneret bamsesamler, en interesse hun deler med bamsemageren og –samleren Gitte Thorsen, der sammen med sin mand, Johnny, står for opbygningen, indretningen og den daglige ledelse af Bamsemuseet.
Motiv fra Ediths Have !
Selve huset er en arkitektonisk fra 1959, dansk arkitekturs storhedstid, og den gamle villa er således nænsomt forvandlet fra privat hjem til moderne museum i dansk design.
Museet er omgivet af en smuk, parklignende have, skabt af Edith. Haven bliver åben med gratis adgang for besøgende i Bamsemuseets åbningstid. Ediths roser, rododendron og store træer giver ro til mange gode bamsetanker. Glæd dig til en tur i haven med den smukke farvepragt – og haven er selvfølgelig indhegnet med et særligt bamsehegn, designet af bamsekunstneren Gitte Thorsen!
I museets forhal bliver der en åben, inspirerende udstilling med gratis adgang. Du er også velkommen til at besøge vore to butikker (Bamsemagerbutik og bamsebutik) samt bamsecafeen – alle med gratis entré.
Museets første særudstilling viser forvandlingen af Ediths villa fra privat hjem til moderne museum.
Og hermed historien om en af museets beboere, måske I allerede kender den, men en god fortælling kan sagtens tåle at bliver fortalt igen og igen, ikke sandt!
Alfonzo og Xenia
Selv nu – et hundrede år efter at Romanov-tiden i Rusland er forbi – er vi stadig grebet af historiens begivenheder. Og… en lille bamse er blevet indbegrebet af denne æra:
Storhertugen George Mikailovich gav sin datter, prinsesse Xenia, hvis Mor var dansk prinsesse, en sjælden rød Steiff-bamse som julegave i 1908. Prinsessen gav ham navnet Alfonzo, og hendes engelske barnepige, som prinsessen kaldte for Nanabell, syede en kosakdragt af bomuldssatin til ham.
Prinsessen og Alfonzo bolev uadskillelige. De tilbragte vinteren sammen på Micailovsky-Paladset i Skt Petersborg og forår og sommer i deres hjem, tæt på tsarens palads ved Sortehavets Kyst, hvor de legede sammen med Prinsesse Anastasia og hendes andre fætre og kusiner.
Dejlige og velbevarede Alfonzo glæder sig til at hilse på alle os Bamsomaner!
I 1914 rejste Prinsesse Xenia med sin bamse på sommerbesøg til Buckingham Palace. Mens de var i England, udbrød Første Verdenskrig, hvilket betød, at de ikke kunne rejse hjem. De blev i London og undgik derved den russiske revolution. I 1919 blev Prinsesse Xenias Far henrettet. En tragedie, der bragte Prinsesse Xenia endnu tættere på Alfonzo – den eneste gave fra sin Far, som hun havde bragt med sig til London.
I 1921 blev prinsessen gift med William Leeds, der var arving til en stor formue. Hun flyttede til sin ægtemands gods, Kenwood, som lå i Oyster Bay på Long Island i USA.
Alfonzo blev ved Xenias side resten af hendes dage. Efter Xenias død i 1965 gik bamsen videre til hendes datter Nancy, der boede i Woodstock, Vermont. Hun fortalte, at Alfonzo ”føler sig hjemme, da vi har bjørne i bjergene her i området”. Da Nancy ikke havde udsigt til at få børnebørn, indleverede hun Alfonzo til Christie’s Auktionshus i New York i 1988, og det følgende år blev han sat til salg på Christie’s Auktionshus i London.
Ian Pout- ejeren af Bamsebutikken Teddy Bears of Whitney – blev betaget af bamsens kejserlige aner og var så heldig at kunne købe ham i maj 1989 til rekordpris. Siden da har Alfonzo været hjertet i Ians butik og har tiltrukket bamseelskere fra hele verden til Whitney.
Nu har Alfonzo fået et nyt hjem i Danmark hos Teddy Bear Art Museum. Vi glæder os til, at bamseelskere fra hele verden kommer og hilser på ham i hans fine nye omgivelser. På Alfonzo-udstillingen vil du kunne se Alfonzos stamtræ med forgreninger til flere kongelige familier, den danske inklusiv..
På bamsemuseet kan du se kunstnerbamser kreeret af bamsekunstnere fra hele verden. Museets udstilling af kunstnerbamser består af to bamsesamlinger, og her møder du ganske særlige bamser, hver med sin egen personlighed, og alle fremstår som et lille kunstværk. De fleste af bamserne er unikabamser, dvs. der er kun fremstillet EN af slagsen.
En gruppe uimodståelige kunstnerbamser !
Bamsemuseet bliver således endnu en attraktion for hele familien: Billund er og bliver Alle Legebørns Hovedstad: Glæd jer derfor til endnu en god oplevelse!
Gitte Thorsen fremstiller de dejligste unika bamser, og der vil i tilknytning til museet være arbejdende værksted, således at hele familien kan se og lære noget om Bamse-håndværket. Her kan I således alle prøve kræfter med Bamsefremstillingen!
Som nævnt er der også en butik, hvor du kan købe samlebamser, børnebamser, samt materialer til fremstilling af bamser – ja, man kan efter sådan en dag hurtigt trænge til en forfriskning, og derfor er der café på stedet. – kort sagt, vil hele området være et eldorado for alle os Bamsomaner.
Og mon ikke de mange bamser fra Gunhild Kirk Johansens, Gitte og Johnny Thorsens samlinger glæder sig til at flytte sammen og ind i disse dejlige omgivelser!
Og her til slut skal I lige se disse bamser, som glæder sig til at flytte ind (fotograferet af Johnny Pinholt Thorsen!)
Vi glæder os alle til at besøge stedet og hilse på Bamserne!
Anne har skrevet en spændende artikel om Legetøjsmuseet i Coburg. En stor tak for det Anne.
Man får helt lyst til en tur der ned.
Kære Venner
Godt nytår til alle, og måske tror I at jeg er færdig med mine serier fra min Tysklands tur, men det er jeg altså ikke, så I må lide lidt endnu.
På toppen knejser Coburg Slot eller Borg.
Ikke langt fra Sonnenberg ligger Coburg. Det er jo også et interessant område med en noget større by, end de andre vi besøgte. Prins Albert af Sachsen-Coburg & Gotha, som var gift med dronning Victoria, boede her og hans familie stammer herfra. Det gør det uhyre interessant. Via ham og hans status i England kom der endnu mere tysk legetøj til England. Man kan se både dronning Victorias eget legetøj og det fra hendes børn på nogle af de store museer i London, husk de fik 9 børn. Da vi kørte ind i byen lå borgen højt oppe på et bjerg, som man kunne skimte. Jeg fik senere at vide at det skal være et meget smukt museum med meget glas og porcelæn, sikkert også historisk.
Coburg er en meget charmerende gammel by, man kan også nå den fra Sonneberg med toget. Jeg har været der før på ”Snurretoppens” store Tysklands tur, som jeg havde fortalt mine norske venner om. Men jeg havde også fået at vide at museet var brændt og havde fået stor vandskade under slukningen, men det er stadig et pragtfuldt museum.
Det tager ca. 25 minutter fra Sonnenberg i bil, og så får man også set lidt af alle de store skove og bjergmassiver, man er omgivet af. På museet skal du hele tiden op af ret stejle trapper fra den ene etage til den anden, så du skal være godt gående. Til gengæld er det stadig meget smukt sat op. De har numre ved dukkerne og ark med disse numre, med alle de oplysninger om dukkerne, du kan ønske dig, så det er ikke svært at hitte ud af, hvad du ser. Men selv uden at gennemlæse disse kan man nyde museet.
Det dejlige portræt af Cornelies mor, som fik hende i 1853.
En af de damer, der har doneret en masse dejlige ting, som bliver vist på museet, er en spændende dame. Der hænger et portræt af hendes moder, som er så utrolig smukt idet det viser en dame med den typiske frisure fra det århundrede. Hendes frisure har jeg set på adskillige dukker lavet i china og Papier Mâchè. Derfor skal I også se det. Moderen hed Marie Johanne Katharine Mechtold 1820-1896, datteren Cornelie & gift Stoeckenius. Det er det vi i Danmark ville kalde et dejligt guldalder portræt. Jeg har aldrig set y’et i panden i virkeligheden så skarpt, som hun bære, kun på dukker, men det må altså kunne lade sig gøre. Proptrækker krøllerne er jo mere brugt, især på mange china dukker. Her er vi i begyndelsen af empire tiden og hendes datters legetøj afspejler disse ting meget fint. En lille vitrine med 6 dukker, alle med china hoveder på forskellige kroppe, hvor vi alle sukkede af fryd. Det er bare så dejligt at se så mange samlet. Desuden var der flere ting, blandt disse Cornelies dukkestue, som er utrolig spændende. Den har ret tidlige møbler, samt dukkestellet i metal, der er forgyldt, har jeg aldrig set i den størrelse, samt tapeter og gardiner er meget fine også i farverne. Cornelie blev født i 1853 som 3die barn, det kan altså også havde tilhørt en af hendes søstre. Det er almindeligt at pigerne i en familie var sammen om et hus med indhold. Der står også om familien at de boede til leje og altså ikke ejede deres bolig. Cornelie selv mistede desværre sin lille søn, ret tidligt og hendes mand døde også tidligt, så hun vendte tilbage fra Nürnberg til Coburg. Men hun har passet umanerligt godt på sit legetøj.
De fem små vidunderlige chinaer, som vi alle tre brændende ønskede os.3824a. Her den ene, som er en peg-wooden, d.v.s. på trækrop med china lemmer
Det par tilhørte også Cornelies samling Grödnertals begge i træ.
Museet indeholder flere specialsamlinger, lidt Papier Mâchèr, lidt china’er, adskillige franske modedukker, de berømteste og bedste karakterdukker i et pragtfuldt stort rum, hvor de er sat op med de forskellige fabrikker i hver sin vitrine, alle typer af Käthe Kruse dukker, der er virkelig de mange typer som man sjældent ser, Lenci dukker. En enorm samling af halvdukker fra de bedste tyske fabrikker, faktisk den største jeg nogensinde har set, står helt for sig selv i et stort lokale. Der er også en fin samling af børneporcelæn og lidt i miniature, så der er nok at se på. Der er desuden en samling af en nyere tysk dukkemager Carin Lossnitzer, som døde i 2009, med meget smukke dukker, som nu tilhører museet. Der er kun få butikker og køkkener men flere dukkehuse. Praktisk taget intet drengelegetøj, dog var der en specialudstilling af legeborge og riddere i underetagen, ikke permanent. Desuden nyere dukker fra 1930’erne og celluloider. Men et efter min mening pragtfuldt museum. Der er yderst dejligt at spise i Coburg, hvilket vi nød udenfor, hvor vi så soppende børn i et område. Museet var ikke stillet op som for 25 år siden, så jeg har lidt svært ved at se, hvad der manglede, men noget er selvfølgelig gået tabt. Kommer I forbi Coburg så glem det ikke. Måske kunne I så også se Borgen og fortælle om den, jeg er da ret nysgerrig.
Her et kig ned i den absolutte dejligste fint inrettede dukkestue, bemærk det meget smukke porcelæn, som her er af metal, der er guldmalet, samt en dejlig mandsdukke, desværre var hustruen besvimet og lå ved siden af.
Her kommer Lily en super dejlig fransk fashion dukke i lille størrelse med hele sit fine udstyr, prøv rigtig at se efter alt hvad hun har med 1860.
Her en større fransk Fashion også fra F. Gaultier i silkekjole, paraply og sikke støvler, hun er fra 1870.
Endnu en Franskmand af ukendt mærke, men se hele rækken af knapper, de berømte 3 huls glasknapper i et rejsekostume med sjal.
Den store syvitrine, hvor sytilbehør samt mønstre hører til. Dukken er en leddedukke fra Johan Kestner.
.Dejlig Papier Mâchè dukke fra Ludwig Greiner, en tysker som emigrerede til Philidelphia i USA, og blev meget kendt 1850.
Fire forskellige dukker af træ, altså hovederne fra forskellige perioder, meget forskellige i udtryk 1850-1920
To sæt møbler det øverste lithograferede fra 1890, det nederste et anderledes sæt Thonet møbler fra Wien, desuden også en større størrelse.
En dukkestue med møbler, hvor dekorationen er indlagt af strå, sikke et arbejde fra 1910, det har jeg aldrig set før.
Frisen som er rullet op oven over nogle china dukker der forestiller et bryllup, dette det originalen fra Dronning Victoria & Prins Albert af Coburg bryllup.
Kære Anne,
Tusind mange tak for din gode og velskrevne artikel, hvor er det dejligt med mere viden.
Hermed Del 2 af den spændende og interessante artikel om sovjetiske celluloiddukker – bringes med stor tak til Helena Jarzemskaja og sigi Ulbrich (www.tortula.de).
Helena Jarzemskaja fortsætter sin beretning:
OXK-dukkerne var noget temmelig dyrt legetøj – en stor dukke kostede 3,5 rubler (lønnen på sygehusene var dengang ca. 190 rubler).
Trods den høje pris blev alle dukkerne solgt uden tøj – og det af denne simple grund:
På kemifabrikken fandtes ikke noget passende værksted, der var ingen på stedet, der kunne sy dukketøj. Delvis af samme årsag var dukker med parykker, lukkeøjne og flirteøjne, men også med malede øjne ret sjældne.
Men ikke kun på grund af det manglende kendskab til at kunne sy en paryk blev de taget ud af produktionen og erstattet af dukker helt af celluloid.
Smukke dukker, som var meget komplicerede at fremstille, blev betragtet som alt for dyre.
Af samme grund blev ALLE senere fremstillede dukker produceret blot med modelleret hår (og senere med bånd i håret, kyser og fuldt påklædte).
Også dyrefigurer blev fremstillet i denne udformning.
Da temaet Det internationale venskab på den tid var højaktuelt, afspejlede dette sig i dukkerne.
En af de mest elskede dukker var en leende negerdreng.
Hele tiden gik man ind for, at der hos OXK også skulle produceres dukker af andre nationaliteter med lysere hud.
En kineser – en Tadschikisch. Sådan en blev egentlig ikke fremstillet. Illusionen blev blot fremhævet, ved at man tilsatte varierende høje eller lave doser pigment til de forskellige celluloid-opløsninger. Ofte meget mindre end normalt, og dukkens smil, som gav dens øje en karakteristisk ”østlig” skævhed, fuldendte resultatet.
Med tiden opstod et stort antal af egne modeller med OXK-mærket.
Pigedukkerne var smilende og havde enkle frisurer – sådan skulle sovjetiske idealbørn se ud
Men et fælles træk hos alle de tidligste dukker fra OXK er ansigternes omhyggelige detaljer:
Hver enkelt tand var fremhævet og stod for sig selv
Øjne med skygger osv.
Meget smukke – personligt finder jeg dem ganske enkelt charmerende – var Skulderhovederne af celluloid – undertiden sat sammen med arme og ben).
Sådan skulle en sovjetisk pige helst se ud !
OXK fremstillede aldrig stofkroppe – disse blev normalt syet af mødre og bedstemødre hjemme i de forskellige Artels (Et Artel var i Det russiske Kejserrige til ind i tiden for Sovjetunionen noget lignende som et kollektiv – i Tyskland bedre kendt som Genossenschaft(Kooperativt selskab) – Et sæt på fem celluloiddele, hvor man selv kunne sy kroppen og sætte dukken sammen, kostede meget mindre end en færdig dukke.
I efterkrigsårene blev fremstillingen af legetøj i OXK atter genoptaget – først efter de gamle modeller, men kvalitet og udførelse vedrørende de tidlige dukker slog ikke mere til, og selve kvaliteten af celluloid var desuden dårligere.
Den elskede og berømte dukke på 32 cm!Skulderhoveder —ofte dele af dukkesæt, hvor kroppen blev syet i Artels af Mødre og Bedstemødre
Ikke desto mindre var disse dukker i 50erne blandt de sovjetiske børn meget berømte og elskede. Den 32 cm høje dukke (som i ser her samt på fotos 18 og 19) er en af dem, og det er ligeledes den søde 16 cm dukke —som entydigt er inspireret af skildpadde-dukkerne, ofte fandtes hun nøgen, men lige så ofte med påmalet badedragt.
Og selvfølgelig var en af de mest elskede efterkrigsmodeller en babydukke på ca. 50 cm med kort, krøllet hør, se foto 20.
Vanen tro blev dukken ikke kun hos OXK fremstillet i denne variation, men samtidig kunne man finde denne model og meget sjældne dukke med lukkeøjne – se foto 21.
Fabrikken overså heller ikke de helt små dukker – denne 5 cm høje badedukke får os til at tænke på lignende modeller fra Minerva.
Hos Büschow & Beck var disse dukker mellem 3 og 7 cm høje.
Alle badedukker blev solgt solo eller i sæt med vaskefad eller badekar.
At have sådan en badedukke i sin samling er i dag at eje noget helt specielt.
OXK-Spielzeugs udbud er vokset betydeligt, ved siden af celluloid dukkede der nu nye materialer op.
Således kan man i kataloget fra 1954 ved siden af mange forskellige dukker og dyr se service, musikinstrumenter osv., herunder noget fremstillet i aminoplast, phenoplast og polystyrol.
Og i 1960erne startede også OXK sin æra med plasticlegetøj – plastic fortrængte mere og mere det velkendte celluloid-materiale.
Denne DUKKE fra min samling (39 cm høj) er blot en af fabrikkens senere stykke celluloidlegetøj. Og det er ikke til at overse, at den påfaldende adskiller sig fra alle sine forgængere.
Faktum er, at der i 60ernekom nye, unge og talentfulde kunstnere til fabrikken, der meget snart designede originalt og påfaldende legetøj: og at eje et stykke legetøj fra den tid er enhver ægte samlers drøm.
Men det er en helt anden historie, og dette billede, som er optaget for lang tid siden i legestuen i virksomhedens børnehave, er den bedste illustration vedrørende endeløse historie…
Atter med tak til Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich (www.tortula.de) håber vi, at I hermed har fået mere ny viden om celluloiddukkerne, og vi ønsker jer alle
Med tak til den ukrainske samler Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich har vi hermed fornøjelsen at bringe denne artikel. Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich er veninder, og artiklen har været bragt i Sigis KOMMODE www.tortula.de, december 2017, som kommer med nyheder inden for dukke– og legetøjsverdenen hver måned – www.tortula.de har i år 20-års fødselsdag, og jeg har i hele denne periode fulgt med i processen, og har derigennem suget megen viden til mig. (2. del, som følger, blev bragt i tortula.de januar 2018)
Helena Jarzemskaja fortæller følgende:
Børn har altid villet og vil stadig lege med forskellige former for legetøj. Det vil de i alle lande og til alle tider, også i de meget svære perioder, som revolutioner og krige. Og også når landets nye regering pludselig forbyder al slags legetøj ”fra den gamle tid” og destruerer alt, hvad der angiveligt symboliserer ”Den gamle Verden”. Sådan gik det i USSR i 20erne.
Det var en skrækkelig tid – såvel for voksne som for børn. Men heldigvis er alle børn umiddelbare skabninger, små tryllekunstnere, der er i stand til at skabe en hel Verden ud af Ingenting!
Skønt legetøjet i Sovjetunionen i 1920erne var primitivt og enkelt, legede børnene med, hvad de havde og var glade for deres ting. Her kan I se, hvordan legetøjsforretningerne i Sovjetunionen så ud – og disse er blot de rigeste, de såkaldte ”mønsterbutikker” (Præsentationsbutikker).
Det lille udvalg af legetøj blev produceret af forskellige små foretagender – de kaldtes ”Artels”. Og regeringens radikale indstilling til fremstillingen resulterede i, at mange af produkterne beklageligvis manglede. Det forbavsede således ikke, at politikere og andre voksne indså nødvendigheden i en ændring af disse forhold. Og dette førte til de første sovjetiske celluloiddukker.
En af de berømteste fabrikker – og den allerførste — som startede en fremstilling – var OXK i Leningrad.
OXK, blev som alle tidlige legetøjsproducenter ikke grundlagt som en legetøjsfabrik:Ohta-krudtfabrik – det er firmaets første navn – blev grundlagt allerede i 1715 efter ordre fra Peter den Store med beliggenhed ved Floden Ohtas bred.
Helt op i det 19. årh. var dette firma et af Ruslands største krudtværker. Efter revolutionen fortsatte firmaet med at fremstille militærartikler, og i 1922 gik man over til fremstilling af kemiske produkter. I 1931 fik firmaet det navn, hvor under alle vi dukkesamlere kender det: – OXK (eller på tysk – OCK, Ohtinrer chemisches Kombinat).
I dag er firmaet en del af sammenslutningen ”Plasmolimer” og går under navnet – Ohta chemical Werk, men det er en helt anden historie, da vi blot er interesseret i de tidligere ”Legetøjs”-sider.
Men hvorfor begyndte denne kemiske fabrik nu pludselig at fremstille Legetøj? Svaret er ganske simpelt: I Sovjetunionen var forbrugerindustrien praktisk talt ikke udviklet. Derfor var alle foretagender fra ca. midten af det 20. årh. forpligtet til, i sine fabrikshaller også at fremstille nogle forbrugsvarer: beklædning, møbler, porcelæn og bestik, forskellige husholdningsartikler – og naturligvis børnelegetøj.
OXK valgte den sidste variant – som de fandt lå nærmest i forhold til deres profil. I 1927 organiserede fabrikken fremstilling af celluloid (indtil da blev dette produkt udelukkende købt fra Tyskland) – dette materiale blev først og fremmest købt af håndværkere og private foretagender.
Men allerede i 1931 omstillede firmaet produktionen udelukkende til forbrugsvarer – kamme, sæbeskåle, brille-etuier – og allerede år 1932 fødtes Ohta-Zelluloid-Spielzeug/(Ohta-Celluloid-Legetøj) – der blev fremstillet Dyrefigurer.
Den første dukke kom til verden i 1935, hvad man kunne løse i det netop grundlagte første sovjetiske tidsskrift om legetøj (kaldet Legetøj ).
Begyndelsen var svær – for da det kom til stykket, var fremstillingen af legetøj helt nyt for firmaet. Der fandtes ingen designere eller andre fagfolk. Derfor blev de første dukker fremstillet efter forme fra Værket ”Komsomolskaya Pravda” (denne fabrik havde netop på dette tidspunkt indstillet sin produktion af celluloiddukker. Andre af firmaets talrige forme blev taget fra franske og tyske porcelæn– og celluloidforme (dengang havde ingen fra Sovjetunionen gjort sig tanker om ophavsret/copyright).
Jeg tænker, at disse dukker er let genkendelige – og hvis du tror, at du her ser franske og tyske børn med deres dukker, tager du fejl – alle de her gengivne fotos er med dukker fremstillet i Sovjetunionen.
De første Ohta-dukker blev stadig overvejende solgte uden mærke. Senere blev de fremstillet med skiftende mærker. Hermed en række af de kendte mærker, ganske vist ikke alle.
Selvfølgelig var ikke bare OXK interesseret i de fine, tyske dukker, som f.eks. Den mest kendte dukkedreng Hans fra Schildkröt (Skildpaddedukke). Han blev virkelig internationalt kopieret.
De kønne dreng kan vi genkendte gennem mange sovjetiske, japanske og polske dukker. Blandt mange sovjetiske dukkesamlere eksisterer denne legende stadig: at dukken er lavet efter dette barnefoto af Volodya Ulyanov (Lenin), og der ses virkelig en vis lighed….
Denne teori ligger langt fra sandheden – svaret er meget mere simpelt:
Det er en kopi af skildpaddedukken
I dag er han en af de mest elskede og kendteste celluloiddukker fra den tidligere Sovjetunion – der findes næppe den samler, som ikke ejer en Hans, og mange har to eller flere (I USSR –landet med Planøkonomien – blev den samme model ofte fremstillet på forskellige fabrikker, dvs. med ganske uvæsentlige forskelle i f.eks. bemalingen etc., og selvfølgelig mærket forskelligt. Og skulle en samler ikke eje en sådan dukke, drømmer hun eller han helt sikkert om at få en).
Jeg er ikke i tvivl om, at alle samlere genkender disse dejlige bamser, eller denne yndige, dukke med den mørke hud og de store øjne – og her tog jeg atter fejl: Ligesom de før nævnte dukker er de også mærket OXK, og ikke Skildpaddedukker.
Et yderligere problem ved de tidlige OXK-dukker var farven på celluloid-materialet – de første dukker fik en grønlig afskygning. Her fandt man snart svaret, – det vand, man brugte ved fremstillingen, kom fra floden Ohtinka, og var meget jernholdigt.
Efter indbygningen af filtre, forsvandt dette problem. Men i vor tid er dette minus delvis blevet et plus – en karakteristisk farve er en hjælp til identifikation af de tidligste og særligt sjældne og værdifulde dukker.
Kære læsere, dette er hermed første del om de russiske celluloiddukker — der er meget mere at fortælle, derfor følger anden del af beretningen meget snart.
Stor tak til Helena jarfzemskaja og Sigi Ulbrich (Tortula)
håber vi, at I hermed har fået mere ny viden om celluloiddukkerne, og vi ønsker jer alle
