Ho ho historien om julemanden

Historien om julemanden hører uløseligt sammen med navne som for eksempel Sankt Nikolaus, Sinter Klaas, Santa Claus og Coca-Cola!

 Skrevet af juleinspektør i den Gamle By i Århus Jens Ingvordsen 

Ethvert barn ved, at julemanden, dét er ham, der kommer med gaver juleaften. Af uransagelige årsager er julemanden en noget korpulent, ældre herre med hvidt skæg, der i min barndom mindede mest om Onkel Erik eller Farbror Jørgen. I dag passer dette billede stadig på julemanden, selv om mange yngre mennesker vil mene, at han mest af alt ligner den lille, sprælske Fætter BR-figur.

Julemanden kan man møde alle steder. Pludselig dukker han op i supermarkedet eller viser sig på Gågaden. Når han skal aflevere gaver, kommer han som regel kørende i en tungt lastet slæde trukket af rensdyr. Så mange børn over hele verden skal have besøg af ham, at han dårligt kan over komme det hele. Således kan han nå at uddele gaverne til danske børn allerede på selve juleaften. Det tager så lang tid at rejse med slæde til England og USA, at børn i disse lande først kan forvente gaverne afleveret med morgen-gaveposten første juledag! Julemanden og gaver hører uløseligt sammen. Og historien om julemanden hører uløseligt sammen med navne som for eksempel Sankt Nikolaus, Sinter Klaas, Santa Claus og Coca-Cola!

Julemanden som han ser ud i førsteudgaven af Juleklassikeren Peters Jul fra 1866.

Børnenes og de søfarendes beskytter

Julemanden er i virkeligheden identisk med den katolske helgen Nikolaus, der var børnenes og de søfarendes beskytter, samt alle jomfruers hjælper og trøster. Nikolaus skal have været biskop i byen Myra i Lilleasien i 300-tallet. Legenderne om ham er talrige. Han skal have frelst tre jomfruer fra at være tvunget til at begå utugt af bitter nød ved i al hemmelighed at kaste tre guldklumper ind ad deres vindue om natten. Hans knogler, der blev opbevaret i Myra, blev imidlertid i 1087 stjålet af en gruppe søfolk fra den syditalienske by Bari.

Julemanden som han ser ud i førsteudgaven af Juleklassikeren Peters Jul fra 1866.

Søfolkene tog helgenens hellige ben med hjem, og den dag i dag ligger de i en sarkofag i Basilica di San Nicola i byen Bari.

Sinter Klaas fra Nederlandene

Hans navnedag er den 6. december. I Nederlandene har man derfor siden middelalderen haft den juleskik, at en kappeklædt mand, der kaldtes Sinter Klaas, om natten til den 6. december ankom gennem skorstenen med gaver, som han anbragte i børnenes træsko – hvis de havde været artige. Hvis ikke, fik de i stedet træskoen fyldt op med kul samt et risknippe, som deres forældre kunne tugte dem med.

Opfundet i et digt

I 1822 skrev den amerikanske professor Celment Clarke Moore, hvis kone var af nederlandsk afstamning, et juledigt til sine børn. Deri hedder det, at han om natten til den 25. december ikke kunne sove. Han hørte underlige lyde på taget af huset, og opdagede så, at det var en lille, tyk mand, der ankom i en slæde, trukket af otte rensdyr. Han hoppede ned i skorstenen med en sæk fuld af julegaver. Hans påklædning var lædertøj, han havde en rød næse, og hans mave hoppede, når han lo. Moore kaldte sit digt for ”Santa Claus’ besøg”.

Kampagnefigur fra Coca-cola 

I 1840’erne blev digtet udgivet, og det blev meget hurtigt folkeeje i hele USA, ganske som ”Peters Jul” blev det i Danmark i 1900-tallet. Santa Claus blev i løbet af 1900-tallets første halvdel reeksporteret til Europa, hvor han smeltede sammen med den engelske Father Christmas og den tyske der Weihnachtsmann. Julemandens karakteristiske rød/hvide dragt viser hen til, at Coca-Cola fra 1930 hvert år i december har brugt ham som kampagnefigur, og koncernens kampagnefarver netop er rød og hvid.

Fra 1930 brugte Coca-Cola julemanden som kampagnefigur hvert år i december. Og julemandens rød/hvide dragt har han fra Coca-Cola.

En stor tak til Jens Ingvordsen for tilladelse, til at bringe dette fine indlæg!

Per Cederholms nekrolog

Per Cederholm

Det bliver svært at komme over ikke mere at skulle møde Per Cederholm, høre hans stemme og morsomme historier, samt være sammen til de mange bestyrelsesmøder og ture, jeg igennem årerne har deltaget i, sammen med ham. Jeg har kendt ham i over 40 år, og altid nydt hans humor og meget sarkastiske tilgang til livet. Den er jeg selv opvokset med, så jeg havde ikke svært ved at genkende den. Desuden var han en fabelagtig kok og vært, når vi tit har holdt møder i hans lejligheder, hvor han nu end har boet.

 Han havde et enormt talent til at indrette sig, sætte kasser med ting sammen i tableauer, billedmager ville jeg kalde ham, med en utrolig fantasi og farvesans. Det var lidt forskelligt igennem årerne, hvad der lige nu tændte ham, men bamserne havde altid hans store hjerte. Det var derfor også rigtigt at han sammen med Lone Riis indrettede Bamsemuseet i Skagen, som jeg stadig håber at få at se en dag. Desuden stod han for flere Bamseudstillinger på Marienlyst Slot, hvor jeg selv var med. Vi har lavet adskillige udstillinger sammen med Lene Priem som tovholder, og den sidste var en lille udstilling ude på Vigerslev bibliotek for Legetøjets Venner. Han arbejdede også med bøger, som han skrev/lavede flere af, blandt disse bamsebogen og en om ikoner. Vi glæder os til at se hans sidste værk, som vi i klubben hørte så meget om. Han ringede af og til og læste op for mig, for at få mit syn på hvad han mente, eller sendte mig et afsnit på mail. Mange gange har vi tilfældigt mødt hinanden på antik, eller kunstudstillinger og slået følge, så han bliver så utrolig sværd at undvære.

 Det er altid brutalt når man pludselig er væk uden nogen forudgående forklaring. Jeg glædede mig til at komme ind og besøge ham, han elskede jo mine valnødder, så det snakkede vi sammen om sidste gang, jeg talte med ham i telefonen, kun et par dage før han døde, men efter hans operation med de mange skruer i halsen. Men heldigvis var han ikke alene og han vidste heller ikke, det var nu, så ud fra dette må det siges at være i hans egen ånd, at han forlod os så brat. Æret været hans minde og en stor tak for alt han har betydet for mig og hele klubben.

Anne Friis

Som mange kendte Per, på loppemarkedet.
Per sammen med glade medlemmer i hans elskede legetøjsforening Snurretoppen.

 

Dansk Legetøjsfabrik A/S

Hermed endnu et lille PS med relation til Fængselslegetøjet – denne helsides sorthvide annonce er fra Legetøjshandlerforeningen af 1913´s 50-års-jubilæumsskrift 20. februar 1963 – her kan du se det kendte Flagmærke, samt varemærkerne for alle de kategorier, fabrikken repræsenterede.

Med venlig hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Læs eventuelt den tidligere artikel om fængselslegetøj, hvor flere læsere, har bidraget med deres legetøj, lavet i de danske fængsler.

Julens dejlige skikkelser

Nisser, Julemænd, sprællemænd og andre udklipsfigurer

 © Angelika Salzwedel, Itzehoe, oktober 2017 – (© for oversættelse: Lise Brastrup Clasen)

Hermed et herligt causeri over nisser, julemænd og andre juleskikkelser og deres oprindelse, for hvor kommer det hele egentlig fra ? Angelika fortæller:

 De mange julefigurer er et typisk dansk og nordtysk begreb. De dukker op på billedark og kommer desuden ind under begrebet udklipsark.

Sprællemænd som nisser, julemænd og andre juletrolde er udklipsfigurer, idet deres hoved er ud i et med kroppen, og de har påsatte bevægelige arme og ben med snore eller hefteklammer til breve. Trækker man i en snor, bevæger de arme og ben. Et stykke legetøj for ung og gammel.

Fra 1746 havde man allerede i Frankrig de såkaldte ”Pantins” som udklipsark for voksne. Disse Pantins (sprællefigurer) – opkaldt efter en Pariserforstad— vakte jubel blandt damerne i det bedre selskab. Figurerne fandtes i forskellige udførelser, f.eks. Som riddere, modedamer, Mester Jakel og endog som karikaturer. Senere blev de også solgt som børnelegetøj.

De første julemænd som figurer og sprællemænd kom frem omkring 1850, og de var på den tid meget eftertragtede julegaver. I det 19. århundrede blev julemænd og Nikolaus gengivet meget forskelligt. Nikolaus som skytshelgen for søfolk og børn var en venlig, gammel mand. Han var ledsaget af den vredt udseende Knægt Rupert, der uddelte straf og derfor havde et spanskrør med. Dog havde han også en julesæk med gaver til de artige børn.

Julemanden og Nikolaus bar en kappe med hætte, og i Tyskland blev den først gengivet i meget forskellige farver, så som blå, brun, beige, lilla og rød, hvad man kan se af gamle udklipsfigurer og glansbilleder. Neuruppiner-forlaget udgav i tidens løb flere forskellige udførelser af disse skikkelser, og mange af dem kan i dag købes som genoptryk.

Også i Tyskland gav man tidligere sprællemænd som julegaver, hvad der er interessant at se i gamle bøger. Desuden kunne man i Tyskland finde dem som pynt på juletræet.

Siden 1950erne fremstilles både Julemanden og Nikolaus som en og samme person: godmodige gamle mænd med hvidt skæg, røde kapper og med deres glade udtryk i ansigtet, og fra en stor sæk deler de gaver ud til børnene. De ser glade og lykkelige ud, og har hverken mørke eller vrede ansigtsudtryk.

Da det nærmest er en protestantisk skik, at julemanden kommer med gaverne, har man her oppe i Norden bevaret Julesprællemændene og frem for alt nisserne. Og stadig i dag kan man være heldig at finde smukke, gamle eksemplarer.

Fra omkring 1970erne kunne man i julehefter og –blade både i Danmark og i Tyskland finde ark med julesprællemænd, som man kunne hygge sig med at lave. I Danmark ser man desuden mange julesprællemænd som reklamer for forskellige produkter. I dag kan man finde vejledninger til at lave sprællemænd på nettet, ikke alene i papir, men man kan selvfølgelig også tegne dem over på træ og save dem ud.

Vi siger tak til Angelika Salzwedel, Itzehoe, for dette oplysende og hyggelige causeri, og kan samtidige fortælle jer, at hun af sin samling udstiller:

Mere end 50 forskellige overvejende danske, men også tyske Julefigurer på Heimatmuseum Hohenwehstedt (Hohenwehstedt ligger i Holsten) fra den 26.november 2017 til den 7. januar 2018. Der er åbent torsdage og søndage fra 14 til 17, og fri entré

 G o d   tur   alle sammen !

Julesprællemændens Historie

vises fra den 29.11.2017 til den 7.1.2018..

Samlingen tilhører Angelika Salzwedel, Itzehoe    – 

Illustration fra Verlagsprogramm der Husumer Druck- und Verlagsgesellschaft, Husum

 Heimatsmuseum Hohenwehstedt, Freidrichstrasse 11, D 24594 Hohenwehstedt,

åbent torsdage og søndage fra 14 til 17 – Gratis adgang….

 

Søde strømper i hulmønster

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Disse søde, blondeagtige strømper passer til en

Dukke på ca. 40-45 cm, eller en dukke

med en ca 35 cm lang kompokrop

(Udnyt dine garnrester og hyg dig i regnvejret) !

Du skal bruge: tyndt hæklegarn alt efter hvor store strømperne skal være. NB! Hvis du vasker strømperne før brugen, er det en god idé at lægge dem udstrakt på et håndklæde… de vil da sidde bedre på dukkebenene.

Forkortelser: omg = omgang, r = ret, v = vrang, m = maske, p = pind, rib = ribstrikning (2 r, 2 v), sm = sammen, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, ind = indtagning, udt = udtagning

Sådan gør du: 1.-8. omg: slå 40 m op på 3 pinde, med 12 m på 2 pinde og 16 på den 3. pind. Strik 8 omg rib. 9. omg: strik 2 r, 2 r sm. Gentag omg ud, (nu 30 m på p). 10., 11. og 12. omg: strikkes r, idet du sætter 10 m på hver p. 13. omg: 2 r sm, slå om p, gentag omg ud. 14., 15. og 16. omg: strikkes r. gentag de sidste 4 omg med mønstret 8 gange. Nu er mønstret færdigt, og du er nået til:

  1. omg: strik 2 r sm i beg af omg og 2 r sm i slutn af omg. 49.-52. omg strikkes r. 53. omg: strik 2 r sm i beg og slutn af omg. 54., 55. og 56. omg: strikkes r.

Hæl: Nu deles m til hælen. Der er nu 7 m på hver side af midt bag. Sæt disse 14 m på én p, og 6 på hver 2 sikkerhedsnåle til forsiden af foden. Strik 14 omg r med de 14 m — strik 1 omg v og strik den næste r.

”Spjældet” til hælen strikkes således: 8 r, 2 r sm, vend (derefter 4 v, 2 v sm, vend, 4 r, 2 r sm, vend). Gentag disse 2 sidste p, til der er 6 m tilbage. Strik r over disse 6 m, saml 7 m op i den ene side. Strik forsiden af foden r (ud over p) på én p, og saml 7 m op i den anden side (du har nu 32 m).

Del hælmaskerne med 10 m på hver ”sidepind” og 12 på ”forsidepinden”.

Fod: Strik 1. omg r. 2. omg: strik r over ”forsidepinden”, strik 2 r sm i beg af 1. hælpind og i slutn af 2. hælpind .

  1. og 4. omg: strikkes r. 5 omg: gentag 2. omg. 6.– til 14. omg: strikkes r.

Tag 1 m ud i beg og slutn af ”sidepindene” og sæt dem på ”forsidepinden, idet der nu er 14 m på ”forsidepinden” og 7 på hver ”sidepind”.

  1. omg: strik 2 r sm i beg og slutn af ”forsidepinden”, og 2 r sm i beg af den ene ”sidepind” og i slutn af den anden. 16. og 17. omg: strikkes r. 18. omg: gentag 15. omg. 19 omg: strikkes r.

Nu fortsætter du med indt som på 15. omg, indtil der er 2 m tilbage på ”forsidepinden” og én på hver ”sidepind”.

Sæt alle m på én p og luk af.

Strik den anden strømpe på samme måde.

G o d   f o r n ø j e l s e !

 

A n k e r – B a m s e r n e

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Anker Plüschwarenfabrik GmbH – München-Pasing

 Da jeg engang stødte på noget om ”Anker-Bamser”, blev jeg selvfølgelig nysgerrig, da disse bamsebasser var ukendte for mig. Jeg ledte i flere bøger, og her er, hvad jeg fandt ud af om disse bamser.

Logo blåt og sølv – med liggende løve og anker !

Den viste bamse fra 1957 kan slet ikke lyve sig fra at ligne nogle forfædre, idet han har stor lighed med Hermann-Bamserne. Den første bamse af Hermann-familien kom som bekendt frem i stamhuset Johann Hermann. De fire efterkommere fremstillede senere uafhængigt af hinanden både bamser og plysdyr. Johann Hermanns ældste søn, Artur, overtog i 1919 sin fars firma, og i 1940 flyttede han fra Sonneberg til München og fremstillede bamser under navnet J. Hermanns efterfølger.

I 1954 solgte Artur Hermann sin virksomhed til ”Anker Plüschwarenfabrik GmbH”, og designet af de klassiske Hermann-Bamser blev således overtaget af Anker. I begyndelsen benyttedes et logo med et anker. I 1957 er det en liggende løve med anker. Det gengivne brystmærke viser firmalogoet i blåt og sølv. Bagpå står: ”Anker Plüschtiere aus München”.

Da salget i begyndelsen af 1970erne gik tilbage, overdroges hele firmaet til ”Hegi” i Nürnberg og derefter til Schuco. I München blev der fremstillet bamser indtil 1976, hvor Schuco gik konkurs, og produktionen af plysdyr blev indstillet.

Umiskendelig lighed med Zotty-Typen !

I salgskataloget fra 1957 ses den klassiske bamse af mohair med lukket mund og indsat, korthåret snude. De let bøjede arme og de rødbrune indfarvede glasøjne med sorte pupiller viser tydelige kendetegn fra den klassiske Hermannbamse.

Desuden kan du se en bamse i ny og ubrugt stand, den er stoppet fast med træuld og er syet af brunmeleret kunstsilkeplys. Indersiden af ørerne og den indsatte snude er af korthåret, beigefarvet mohair. Den håndsyede søm sidder på ryggen af bamsen. Næsen er broderet på tværs med sort. Bamsen har ingen kløer.

Den beskrevne bamse ses her i profil og forfra! Han er 40 cm høj, og som nævnt af kunstsilkeplys, et ret sjældent materiale! Han har sit originale logo på brystet, og hans profil har tydelig lighed med Hermann-bamserne

Ankerbamsen viser også tydeligt slægtskab med Zotty-typen – bamse med åben mund. Den her viste bamse er af sølvmeleret mohairplys, med sølvbrune indfarvede glasøjne. Munden er åben, og filtet i den åbne mund er i en kraftig rød farve. Poter og fodsåler er af beigefarvet filt. Han er blødt stoppet, og i modsætning til Steiffs Zotty har denne bamse ingen broderede kløer og heller ikke lyst brystparti.

Kilde: Lise clasen Research.

 Ankerbamserankerbamserankerbamserankerbamserankerbamser

Mølædt – hvem, mig???

© for tekst og billede Anne-Lise Crety

Min dejlige og mange årige veninde Anne-Lise, har for mange år siden skrevet denne søde historie, som jeg før har bragt andetsteds og jeg har fået tilladelse til at bringe den her på Bloggen.

Hvor har det da været er rædsomt vejr i sommer! Ja, ikke fordi det har generet mig særligt meget, men det er da synd for menneskerne i mit hus. De kigger ustandseligt ud af vinduet og taler ustandseligt om skyer, regn og kulde,  – ja specielt det sidste kan jeg godt følge dem i, det er ikke særligt rart at fryse.

Vi bamser fryser jo normalt ikke så let som menneskene, men jeg husker dog én episode, hvor det blev for meget af det gode, selv for en gammel nordbo som mig.

Gammel, det er jeg, det ses på mig. Jeg er ikke som vore dages bamser lavet af farvestrålende nylonpels, men har et mere diskret, nærmest camoufleringstilstræbt ydre. Jeg er nemlig i begyndelsen af 40-erne, syet af en gammel soldaterfrakke, kaki, og af lidt fast tykt uldstof. For at live op på det har jeg fået lyserødt stof i ørerne og på fodsålerne, og om halsen sidder en rød sløjfe, der nu er meget falmet og lidt frynset. Jeg er, som I vil se, ikke ligefrem nogen hjerteknuser, og siden min første ejermand, lille Karen, blev voksen og siden meget gammel og for nylig døde, er der da heller ingen, der har krammet mig og betroet mig alverdens sorger og glæder.

Da min Karen døde, skulle jeg have været smidt i containeren sammen med en masse andre overflødige ting, som hendes familie ikke ville have, men til mit store held blev jeg og min fætter alligevel lagt til side, og vi fik en tilværelse hos en bamseven. Min fætter må jeg også hellere beskrive lidt nærmere. Han er lidt større og lidt yngre end mig, det kan jeg ikke løbe fra. Hans røde sløjfe er ikke helt så falmet og flosset, og så er han syet af brunt, blødt plys fra en damefrakke engang i 50-erne. Den nøjagtige dato er han ikke selv klar over. Det har jo gennem årene hos Karen tit såret mig, at hun mange gange hellere ville kæle med Bløde Fætter, men når det gjaldt var det dog altid mine lyserøde ører, der fik hvisket hendes små hemmeligheder.

Min fætter og mig.

Hjemme hos vores nye bamseven, blev vi sat på række i sofaen sammen med en hel masse andre bamser, der alle var meget spændt på at høre, hvor vi kom fra. Vi fik også de andres historier og fandt os efterhånden godt tilpas i bamsegruppen. En dag bemærkede en gæst, at jeg havde flere små huller i kroppen, hvor min indvendige træuld stak lidt ud. Gæsten mente, at jeg var “mølædt”, og at der muligvis stadig var mølæg og andre ubehageligheder i mig, og at jeg burde smides ud. At jeg blev forskrækket kan I jo nok forstå, og det lykkedes mig ikke at gøre dem forståeligt, at hullerne naturligvis ikke stammede fra de uønskede møl, men tværtimod burde betragtes med ærefrygt, det er nemlig skudhuller i den uniformsjakke, jeg er syet af.

Måske har min protest alligevel gjort sin virkning, jeg blev i hvert fald ikke smidt ud, men lagt i en plastpose og puttet i fryseren, hvor jeg skulle ligge i nogen tid, indtil de formegentlige mølæg med sikkerhed var døde. For en sikkerheds skyld blev Fætter også lagt i fryseren.

Der lå vi så i mørket sammen med jordbæris og pakker med oksekød, og efterhånden følte vi os lige stivnede og afventede som dem. For det lærte vi hurtigt at forstå: Når man ligger i en fryser, er det eneste man tænker på, det tidspunkt hvor man bliver taget op igen og anvendt til en rigtig lækker ret på middagsbordet. Fætter og jeg hviskede lidt sammen, om denne skræmmende mulighed, vi forstod ikke rigtig oksekødets utålmodige forventning.

En dag var det ved at gå galt. Fryseren blev åbnet, og plastposerne med Fætter og mig blev båret op i køkkenet og lagt til optøning på køkkenbordet. Det var jo i og for sig ikke så galt, livet vendte langsomt tilbage til lemmerne, og jeg mærkede efterhånden vanddråberne fra sløjfefrynserne løbe ned over min mave. Alvorligt blev det først, da vi hørte tale om, at ovnen nu var varm nok til at “stegene” kunne komme ind.

Uha, det lød ikke rart, vi ville meget gerne have byttet med det længselsfuldt ventende oksekød i fryseren. At det i sidste ende også gik sådan, kan I jo nok regne ud. Så snart det blev opdaget, hvad plastposerne gemte, blev vi, stadig kolde, igen anbragt i bamsegruppen, og ingen vover fremover at tvivle på årsagen til mine huller i kakien, – møl er der med garanti ikke tale om!

Det må dog gerne snart blive bedre sommervejr, det er ikke særligt rart at fryse!

En stor tak til Anne-Lise, det var dejligt at læse historien igen.

Den store Museumstur i Tyskland, Teaterdukker

© for tekst og billeder: Anne Friis

Endnu et dejligt indlæg fra Anne Friis, fra hendes tur til Tyskland tidligere på året. Så dejligt, at se de skønne dukker og det fine tilbehør. Ting, man kun kan drømme om.

Se venner, sådan kan det gå engang imellem, tror I ikke jeg bare glemte at vise jer mine to mænd købt i Frankenhalle, den sidste dag på Tysklands turen?

 Men så kan de jo få lidt ekstra plads med flere fotos samt nogle af de småting, jeg ikke fik fotografret før. Jeg havde selvfølgelig set på dukkerne flere gange. De var 16,5cm høje, den ene med china hoved og i en dragt, som efter min mening lignede en hushovmester, eller lord, svært at afgøre. Den anden har Papier Mâché hoved, ret lille i forhold til kroppen, samt i en meget fin fransk uniform og fint lavet hat. På det første fotos mangler han sit fine Ormelu sværd, men det sidder normalt fint fast i hans bælte. Jeg fik det i hvert fald med. Jeg har nu opdaget at det, sværdet altså, kan trækkes ud af skeden. Eftersom dukkerne fra denne handlende, som var franskmand, tilhørte hans kone, som var tysk, og hun var forsvundet fra salen, blev det lidt svært at handle med ham. Jeg havde forhandlet mig frem til en pris med hende på tysk. Men det ville han ikke acceptere, så jeg ventede og ventede. Kirsten, som kendte ham godt, gik også ind og forhandlede med ham, men han var en hård nød at knække. Jeg måtte så låne lidt flere Euro af Kirsten, hun fik dem tilbage med det samme i Danske Kroner, som jeg havde på mig. Jeg betalte så absolut nok for dem 300 € pr. stk., men fik så flere kostumer som forklæder, et yndigt korset, lang original underskørt til en fransk dukke samt andre småting med. De andre blev lidt trætte af mig, da vi alle ventede så længe på den tyske dame, så vi fik ekstra kaffe og slentrede bare rundt og så de forskellige begynde at pakke ned. De andre var færdige med deres køb.

Manden med china hoved, lord eller hushovmester, her iført sin fine jakke.
Hans flotte ansigt i china, med en speciel fin usædvanlig frisure 3,8cm, kvaliteten er super for en sådan lille størrelse.
I kan se hvordan bevægelsen er konstrueret, samt størrelsen på hænderne, anderledes end jeg havde forestillet mig.

Dukkerne er jo mænd, som er sværere at finde end damedukker, desuden er de i original stand. De er lavet på trækroppe, man kan mærke at de har en dims bagpå ryggen, som man har brugt i et teater, derfor de store meget smukke hænder, hvor der stadig er lidt snor tilbage i begge dukker. Måske prøver jeg at tage jakken af på ham med china-hoved, da jeg forsigtigt kan fjerne hans sting foran og få jakken af for derved at se konstruktionen. De er lavet mellem 1830-50. Papier Mâchén er ikke almindelig, og han er så flot bemalet. Det var det jeg faldt for, samt det faktum at ingen af mine små tidlige dukkehus dukker havde nogle mænd. Det gode ved dem er at de kan sidde naturligt på en stol, modsat dukkehusdukker på almindelige kroppe, som sidder fuldstændigt stift og stritter ud i luften. Eftersom arme og ben er af træ med led kan de således optræde mere naturligt. Jeg så flere teatre på Nürnberg museet med sådanne dukker. Tit bliver de solgt som hele sæt. De er sikkert også blevet brugt herhjemme, jeg har for nylig set et sådant flot sæt med rigtig mange dukker i København. For det meste er de dog med malede træhoveder.

Soldaten har meget lille hovede, men flot malet i fin uniform med hat & sabel, mere spinkel udført end den anden figur.
Hele samlingen, som de stod hos den handlende i Neustadt, begge teaterdukkerne ligger på 16,5cm
Her med sin imponerende hat, som er knækket af ved sit hagebånd.
Den fine lille sabel, som kan drages, 7cm i Ormelu

 Nogle gange kan man egentlig ikke forklare hvorfor man falder for en dukke og absolut bare vil have den, men sådan er det bare. Det er helt ubetinget en mavefornemmelse, og jeg får den altid, når jeg står overfor en sådan dukke, som jeg ikke kan leve uden. Af og til undertrykker man denne følelse, men jeg skifter næsten aldrig smag, og har faktisk aldrig fortrudt mine køb, det må jeg indrømme. Andre samlere skifter deres ting ud hele tiden, da de hele tiden skifter interesser. Så det må være meget forskelligt. Jeg havde set en påklædningsdukke som jeg blev ret vild med, i øvrigt den eneste næsten på hele min tur, som var til salg, og fra den rigtige periode 1840-50. Hun var meget dyr, 275 €, og jeg syntes jeg havde set den før. Samtidigt var hendes ben ikke i orden, men hun havde masser af tøj, så jeg snakkede med Kirsten om det, og vi så på tingene sammen. Det er uvurderligt at lufte sin tanker med andre, når man står i en presset situation og ikke har en ubegrænset økonomi. Kirsten foretrak også dukkemændene, så jeg fik taget min beslutning. Nu kan I jo selv bedømme om den var den rigtige.

6 champagnefløjter, 2,8cm, som jeg fandt på markedet i Neustadt by.
Helt vidunderligt sæt i celluloid eller tidlig plastik, farven gør det, samt prægning i
stellet omkring 1900.
fad i typisk blåt porcelæn fra Spode 1850, købt for år tilbage i Helsingborg hos fru Baumann, samt buddinge form med blå dekoration fra Neustadt markedet, kan godt være engelsk.

 Jeg fandt billeder af samme pd-dukke i et tidsskrift, da jeg var kommet hjem, hvor dukken var helt anderledes men tøjet det samme. Ligeledes så jeg den også på en auktion i USA over internettet, denne gang med en tredje dukke, så nogle af de gamle pd’er kan dukke op med forskellige type dukker, her med det samme tøj. At det så er forskelligt hvor meget de hver især har med, alt efter hvordan de har overlevet. Dette sikkert fordi de ikke er tegnet så kropsnært, som senere dukker, og derfor kan flere dukker passe det samme tøj. Man skubber enten dukken op igennem tøjet – der er jo to sider begge som regel bemalet, eller man kan åbne tøjet og lægge dukken ind. I får love til at se hende også, for bedre at bedømme det. Jeg vil senere skrive en speciel artikel om mine tidligste pd’er.

Den lille PD’er som stod og var så charmerende til €275 fra 1850.

En stor tak til Anne.

Lene

Skuffemøbel – anno 1922 – til dukkehuset !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Fra   YT   til   NYT …

I denne tid ser jeg Fra YT til NYT mandag til fredag lige efter den korte TV-avis på 10 minutter (jeg orker ikke den lange med sport og udpenslet vejrudsigt) !   Og YT til NYT er meget inspirerende, også selv om nogle af resultaterne virker lidt kiksede!

                Forleden kom jeg i tanker om dette lille pæne skuffemøbel, som jeg i sin tid bragte i Nordisk Dukketidende (nr. 26, juni 2003):

                Sådan lavede børnene dukkemøbler dengang. Skuffemøblet er en model fra det engelske børneugeblad PUCK den 22. juli 1922l – whauu hele 95 år siden – hvor man skriver:

Som enhver dreng og pige ved, kan man bruge tomme tændstikæsker til mangt og meget, fantasien kender ingen grænser, og her er en sød idé til dukkestuen, hyg dig, mens det regner, med at lave det allerkæreste lille skuffemøbel.

Dukkehusmor vil blive rigtig glad for det lille møbel og vil straks anvende det som sybord, eller måske Dukkehusfar vil have det som skrivebord, bare de nu ikke bliver uvenner! Men du kan selvfølgelig lave to skuffemøbler, ét til hver.

Du skal brug én tom tændstikæske, en sort perle og en del brugte tændstikker.

Start med at fjerne de afbrændte svovl-ender fra tændstikkerne og klip 4 tændstikker i samme størrelse, disse skal bruges til møblets ben.

For at sætte benene fast borer du et lille hul i hvert hjørne af æsken (du har selvfølgelig først fjernet ”skuffen”). Hullerne skal være lige netop så store, at du kan fastgøre tændstikkerne, og tændstikkerne skal sidde, således at de ikke skraber mod skuffen, når du trækker den ud eller skubber den ind. Benene fastgøres med en lille klat lim.

Det næste, du skal gøre, er at fastgøre tværstængerne om benene (se tegningen af møblet). Tværstængerne er lavet af tændstikker klippet til, så de passer, og limet på med en lille klat lim.

Foran på skuffen syr du den lille perle fast, så har du et håndtag således at du kan trække skuffen ud eller skubbe den ind.

Til slut maler du møblet med flere lag af netop den farve, du synes bedst om. (Du kan lakere møblet bagefter, hvilket gør det mere holdbart (Lise).)

Og så er dit lille møbel færdigt og kan stilles på plads i dukkestuen eller –huset, det var da umagen værd, ikke sandt!!!

God arbejdslyst og hjertelige hilsner herfra  !

 

Dukkefestival – og et dejligt museum i Frankrig

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 For nogen tid   siden skrev jeg en serie om celluloiddukker fra flere lande, og heriblandt også de franske fra firmaet PetitCollin,. Dengang vidste jeg ikke, at der findes et dejligt museum med franske dukker i Étain ved floden Meuse eller Maas, hvor der er gammelt legetøj og de dejligste dukker, bl.a. Raynal og Petitcollin.

           Museet ligger i det nordøstlige Frankrig, ca. 70 km fra Luxembourg, og i nærheden af Verdun, hvor du kan se en masse fra 1. Verdenskrig. Verdun i sig selv er et besøg værd for alle, alt kan således kombineres i en dejlig ferietur til Frakrig…..   Men nu tilbage til museet:

Både museet og firmaet er en messe værd med alt det gamle og nye … der er guidede ture af ca. halvanden times varighed på fabrikken, og jeg henviser nedenfor til info og åbningstider etc.

Fra den 18. til den 26. november har turist– og kulturcentret i byen for 8. gang arrangeret en stor

D u k k e f e s t i v a l – dukken i alle sine facetter

 Her vises film, der er særlig underholdning for børn i alle aldre, arrangeret workshops, rundvisninger, demonstration af reparationer af dukkerne—dukkeshow, bamser og meget mere. Og til foretagendet hører en dejlig café/restaurant, hvor du kan hygge dig.

Stedet hedder Musée de la Poupée Petitcollin, 2 rue des Fontangues, F 55400 Étain, info via turistkontoret: Centre culturel et touristique, Rue des Casernes (banegårdskvarteret), F 44500 Étain (Meuse) – man taler naturligvis engelsk   – tlf: +33 329 87 20 80— groupes@tourisme-etain.fr – Her kan du tilmelde dig specielle aktiviteter efter ønske.- og her får du yderligere oplysninger om festivitas’en etc. Og der sker noget hver dag. Ellers er museet åbent hele året, detaljer får du på turistkontoret, men jeg villige tilføje, at man har årlig lukning fra den 22.12.2017 til den 22.1.2018….

Selv glæder jeg mig enormt til at besøge museet, næste gang jeg kommer på de kanter…… hermed et par links til herlighederne: www.petitcollin.com/tourism.php og

  • www.tourisme-etain.fr/festival-de-la-poupee-dans-tous-ses-etats 1.php

Tak til Bjørn for tippet, og god tur til jer alle   – Efterårshilsner herfra