Sigi og Gerhard på spil igen!!! Hermed det flotte komfur, som Sigi købte på
Sigis fine restaureret komfur!
et loppemarked i Freiburg for bare 5 € (ca. 37 d.kr.) – Sigi fortæller, at komfuret var bulet og bøjet, men Gerhard varmede det og fik rettet det ud, så her er resultatet, flot ikke sandt!
Det er et fint tip til jer alle: sådan kan man reparere blikbuler og få noget ud af ”næsten” ingenting! Så grib chancen, når I finder ”vrag”! Stå ikke med ”hænderne i lommen eller på ryggen, for som I ved: ”Lediggang er roden til alt ondt”, men ikke for os samlere, vel!
Dukken er en 20 cm høj EDI-dukke fra Sigis store samling.
Samtidig fortæller Sigi, at hendes hjemmesider: – www.tortula.de – den 1. marts har fødselsdag! Læs mere om det om nogle dage. Og her kan I desuden lykønske Sigi med jubilæet.
PS. Det pågældende komfur er af blødt blik, og ved sådanne materialer, skal man være ekstra forsigtig under reparationen.
Tusinde tak til Sigi & Gerhard og stort tillykke, med www.tortula.de, som i morgen fylder 18 år! Flot gået!
Kig ind på denne spændene side, der er meget spændende læsestof!
Forleden skinnede solen så dejligt, at jeg fik forårsfornemmelser, da vi var ude og gå en tur. Jeg kom til, at tænke på dengang, alle vi piger hinkede, både hjemme og i skolegården. For mig er det et absolut forårstegn og jeg ser da heldigvis stadigvæk hinkeruder på fortovene.
Da jeg begyndte, at lede efter stof om hinkesten, fandt jeg Ghita Egeberg & Kim Hansens fantastiske informative og spændende hjemmeside www.hinkesten.info.
Kig ind på siden for meget mere information.
God fornøjelse
Lene
Hvor stammer hinkning fra
Ja – hvor stammer hinkning fra.
Det kan man i princippet svare ganske kort på – det vides ikke med sikkerhed. Der er flere bud på oprindelsen, ingen af disse kan dog med sikkerhed siges at være det endegyldige.
Overalt i verden findes der optegnelser og indridsede symboler, der relaterer sig til hinkning.
Eksempelvis er der en kinesisk beskrivelse fra omkring 2.300 f.Kr., hvor en tidlig version af hinkning beskrives ligesom der både i Egypten og i Grækenland i grave er fundet inskriptioner og tegninger, der angiveligt skulle beskrive hinkelegen. Tegningerne der er fundet der, er typisk den kendte spiralform eller snegl og den rektangulære version med 9 felter.
Fra serien Fossiler designet af Elin Blink. De er fra Holmegårds Glasværker!
Hinkning og hinkeruder siges i øvrigt at have været forløberen eller inspirationen til flere brætspil såsom Skak og Dam.
Nogle mener, at det at hinke har sit udspring i Asien, hvor det skulle have været en del af mandomsprøver, når drenge skulle vise deres evner og færdigheder for at de kunne blive betragtet som mænd og krigere. Lignende prøver blev ynglinge udsat for i de græske labyrinter, når de havde nået en alder, hvor de skulle bevise at de havde styrke nok til at træde ind i “de voksnes rækker”.
At hinke er jo i bund og grund bare en række fysiske udfordringer, som man skal overvinde, når man tager turen gennem hinkeruden i form af felter og streger eller trædesten – om der så er anden og dybere mening med hinkning end leg og den fysiske udfoldelse, vil jeg komme ind på senere.
Den mest almindelige antagelse er, at legen – ihvert fald i vores del af verden – kommer fra etruskerne og at den efterfølgende har spredt sig til det meste af Europa med romerske soldater, der var udstationeret til langt op i England – ja helt op til Edinburgh i Skotland.
Det siges, at de romerske soldater som led i træningen hinkede for at styrke deres lårmuskler, smidighed og kondition i det hele taget. Soldaterne trænede, iført fuld udrustning, i hinkeruder på helt op til 40-50 meters længde – en barsk omgang, hvis der ellers er hold i historien.
Børn, var hurtige til at efterabe soldaternes træning og lave deres egne regler for legen. På den måde menes legen at være spredt yderligere rundt i Europa samtidig med at der lokalt blev udviklet de mange varianter af legen, der kendes i dag.
Mange kilder gengiver, at den ældste kendte hinkerude skal være ridset eller hugget ned i gulvet i Forum Romanum i Rom. Det er dog hverken lykkedes mig at finde nogen skriftlig dokumentation herfor – ejheller har jeg kunnet opdrive et billede af den omtalte hinkerude. Måske har alle kilderne bare ukritisk skrevet af efter hinanden.
Jeg har konsulteret Jens Ole Larsen, der er bosiddende autoriseret guide i Rom og som har et meget indgående kendskab til Forum Romanum.
Han har aldrig hørt om eller set en hinkerude på Forum Romanum og peger i stedet på at der på et af trappetrinnene ved justitspaladset “Basilika Giulia” er indridset et spil, der meget minder om et skakbrædt.
Løven fra serien Stjernetegn. Den er fra Hammer Glasværk!
En anden i Rom bosiddende lokal autoriseret guide Tina Montalbano fortæller:
Det er helt sikkert, at man hinkede i det antikke Rom.
Legen hed Cladius (den haltes leg) eller Mundus (verden), fordi hinkeruden illuderede nedstigningen til underverden og tilbage igen. Hinkeruden var typisk aflang med to parallelle rækker af ruder der afsluttedes med en halvmåneformet eller spiralformet rude. De kilder jeg har konsulteret, taler netop om, at de romerske soldater medbragte legen til de erobrede områder i verden.
Jeg har ikke kunne finde særlig information om etruskerne, men flere arkæologer mener at legen stammer fra det gamle Egypten, men de understreger dog, at man ikke med sikkerhed kender legens oprindelse. Hvad angår hinkeruden på Forum Romanum bekræftes det mange steder. Den burde findes på gaden i et lavere lag på en af sidevejene til hovedvejen Via Sacra og er ikke synlig for besøgende men nærmere har jeg ikke kunne komme det.
Der findes flere meget korte beskrivelser eller omtaler af hinkning i litteraturen – jeg har medtaget nogle af dem her.
Det, efter sigende, første skriftlige vidnesbyrd i Europa om hinkning, findes i den italienske eventyrbog Pentamarone fra 1634.
En næsten samtidig beskrivelse, kan man finde i den engelske bog Book of Games, der er blevet til mellem 1635 og 1672 af Francis Willoughby, hvor begrebet “Scotch Hoppers” omtales. I bogen, hvor der er en illustration med 5 unge mænd der hinker, beskrives legen som en leg for drenge og unge mænd.
Poor Robin’s Almanack omtaler i 1677-udgaven hinkning som Scotch-hoppers og angiver senere “The time when schoolboys should play at Scotch-hoppers”. I udgaven fra 1707, kan man læse at “Lawyers and Physicians have little to do this month, so they may (if they will) play at Scotch-hoppers”.
Advokater og læger kunne altså også hinke i en nærmere angivet måned, hvor de traditionelt ikke havde så meget at lave – vel at mærke “hvis de havde lyst”.
I den engelsk bog The Boy´s own Book fra 1829 af William Clark”, er hinkelegen beskrevet indgående – hvorimod den slet ikke er nævnt i bogen The Girl´s own Book fra 1834 af Lydia Maria Child.
Den nærliggende konklusion på baggrund heraf er, at det at hinke først ret sent er blevet en egentlig pigeleg – formentlig først omkring år 1900, hvor man ser de første beskrivelser af pigers deltagelse i legen.
Fusk fra Aarhus Glasværk!
Der er i øvrigt flere bud på hvor betegnelsen Scotch Hoppers kommer fra.
Det der passer bedst ind i sammenhængen her, er at det er betegnelsen på romerske soldater, som skulle have hinket på Great North Road, der via York forbinder London med Edinburgh i Skotland. Turen var på godt og vel 400 miles svarende til 650 km.
Som bekendt så nåede de romerske soldater ikke helt op til Danmark under deres erobring af det meste af Europa omkring Kristi fødsel.
Det kan vi uden tvivl takke den tyske stammehøvding Arminnius og hans medsammensvorne for, da de totalt udraderede ikke mindre end 3 romerske legioner på i alt 18.000 mand i det berømte Varusslag ved Teutoburgerskoven i år 9 e.Kr.. Dette nederlag var stærkt medvirkende til at romerne fuldstændigt mistede lysten til at udvide imperiet mod nord og øst for Rhinen.
Da det således ikke er direkte fra Romerske soldater at hinkning i Danmark har sin oprindelse, må vi se på andre muligheder.
Første gang hinkning er beskrevet i Danmark – i øvrigt ledsaget af en tegning, der viser hinkende piger – er i 1846, hvor Dr. J.B. Hübertz i Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus, beretter om hvordan han har set at der blev leget ”Hopskok” i Århus omkring 1832.
Fra Bjørns Kunstglas i Vordingborg!
Omtrent samtidig hermed – i 1847 – har maleren Johan Thomas Lumbye i Kalundborg lavet en lille tegning med titlen Soldat og Paradiis, hvorunder der er tilføjet teksten ”Hoppenskok”.
Umiddelbart er det meget nærliggende at disse betegnelser for hinkeleg fra 2 forskellige lokationer i Danmark, må have sin oprindelse i det engelske ord ”Hopscotch”.
Det samme kan gælde for betegnelsen ”Hoppeskår”, et andet navn for hinkesten, der i øvrigt primært kendes fra midtjylland.
Jeg er enig med Hübertz i hans betragtninger og tillader mig at antage at hinkning på en eller anden måde må have vandret fra England og/eller Skotland over nordsøen til Danmark.
Sideløbende hermed, er det nærliggende at antage at der også må have været en import af legen fra eksempelvis Tyskland. Det tyske ord ”hinken” svarer til det danske verbum ”hinke” (begge ord har deres rod i det oldnordiske “hinka”), som betyder “halte eller gå skævt”
Den danske filolog H.F. Feilberg publicerede i 1896 en artikel om hinkning i det engelske tidskrift Folk-Lore under titlen: “The game of Hopscotch as played in Denmark”. Ud over at give en uddybende beskrivelse af reglerne for hinkning (som i øvrigt ikke er gengivet helt korrekt), skriver Feilberg, at hinkning ikke er særligt udbredt i Jylland, hvor det stort set kun kendes i byerne. Derimod er legen langt mere udbredt i landdistrikterne på Fyn og Sjælland, hvor den tilsyneladende udøves af både drenge og piger.
Af ukendt oprindelse!
Det er i øvrigt lidt interessant at bemærke, at hvor hinkning i England omkring år 1800 primært var en drenge/mandeleg, er det nu små 100 år senere i Danmark blevet til en leg for både drenge og piger.
Om det er udtryk for en mere liberal holdning i Danmark eller bare en naturlig udvikling, skal jeg ikke gøre mig klog på – men blot konstatere at pigerne ikke var sene til helt og holdent at sætte sig på hinkelegen – ja det endda i så høj en grad, at det senere ligefrem var flovt for en dreng at deltage i hinkelegen.
Nedenstående er et uddrag fra afsnittet om Kastrup Glasværk, hvor Karl Pedersen født i 1919, blandt andet fortæller:
Det var mest pigerne der hinkede, men det var et lukket sted, så en dreng kunne godt være med!
Hinkning var altså i løbet af 30 år gået fra at være en blandet leg til nu primært at være en pigeleg. Hvis en dreng hinkede – var det i hvert fald ikke noget han pralede med.
Endnu en hinkesten fra Fyens Glasværk!
I dag anvendes hinkning mange steder i professionelt regi – for eksempel til at træne motorikken på blandt andet børn og tilskadekommende, der har behov for at få styrket og genoptrænet bevægeapparatet. Her er hinkestenen dog erstattet af små poser med gryn og lignende indhold.
Ikke alle celluloidvarer og dermed – dukker er lige kendte. Hermed lidt om Paul Hunaeus celluloidvarefabrik, som i 1890 blev grundlagt af Dr. Paul Hunaeus.
I begyndelsen fremstillede man blot soldater og andre figurer af celluloid, men fra 1900 gik man desuden i gang med en produktion af celluloiddukker. Som varemærke anvendte man PH, som blev indregistreret som logo for legetøj, dukker og dukkedele. Man startede med at fremstille skulderhoveder med malede øjne og præget hår. Nogen tid efter fortsatte man med dukker helt af celluloid., i udgaver med fast hoved eller med drejehoved, dukkerne havde bevægelige arme og ben
Påfaldende ved de tidlige sukker af mærket ”PH” er den måde, hvorpå de pressede celluloid-dele er sammensat: Sømmen er specielt tyk, og det ser ud , som om delene er lagt over hinanden som flapper og derefter er blevet limet sammen.
To dejlige drenge fra 1928. Stående: 26 cm høj dukke med fast hoved og bevægelige arme og ben, let modelleret hår og prægede øjne med grå iris, lukket mund. Mærket PH i rude, derunder tallet 26 og Germany. Babyen foran er 22 cm høj, fast hoved, arme og ben med skiveled, modelleret hår, prægede brune øjne og lukket mund. Mærket PH i rude, derunder tallet 22 og Germany!
Allerede i 1905 overdrog Firmaet Paul Hunaeus rettighederne til nogle af sine produkter til Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik (hedder nu Schildkröt— dem med Skildpaddedukkerne, som I sikkert alle kender). I 1911 ændrede firmaet sit Logo – således at en ”Rudelinje” nu indrammede bogstaverne PH.
I 1928 sendte firmaet en sidde – og stådukke (baby) på markedet med fast hoved og med patenteret Igodi-drejehoved, (hovedled) som endte under hagen og var sat på kroppen med en dertil forbundet halstap, således at hovedet både kunne dreje og nikke. Den slags ”montering af hoveder” finder du frem for alt på de kendte franske celluloiddukker af fabrikatet ”Petit Colin”.
Pigen her tv er en af de ældre dukker fra ca. 1915—Hun har krop syet af gedeskind med universal-led i benene— arme af træ med kugleled —skulderhoved af celluloid med modelleret frisure, prægede, blå øjne og lukket mund. Mærket PH i rude og derunder tallet 6.
Nævnte sidde– og stådukke (baby) med det specielle hovedled blev, da man sluttede i 1930 og blev sammenlagt med ”Rheinische Gummi– und Cellulolidwarenfabrik” sammen med hele produktionen videreført og nu mærket med den kendte Skildpadde.
Og selvfølgelig glæder vi os til at høre fra jer, om I skulle være ejere af en eller flere af disse unikke dukker!
Hermed to vidt forskellige dukker for at belyse, hvor alsidig fabrikken var: tv: en 17 cm høj RYTTER fra 20erne, stådukke med faste arme og ben, hoved med det såkaldte Igodi-patent, malede øjne, præget og påmalet tøj. Mærket PH i ramme, Germany. Th: 17,5 cm høj DRENG ligeledes fra 20erne, tykmavet stådukke med bevægelige arme, fast hoved, malede øjne, præget hår, lukket mund og med dpåmalet ”legedragt”. Mærket PH i ramme, Germany.
Gyngehestens historie går utvivlsomt hundredvis måske tusindvis af år tilbage. Børn har jo altid kopieret deres forældre, og når en knægt så sin far på en på ryggen af en fyrigt dansende hingst, så har han i sin egen fantasi galoperet af sted på en “vild” og ustyrlig kæphest.
Hvornår man begyndte at sætte gænger på en træhest står hen i det uvisse, men i England blev en gyngehest (med gænger) fra omkring 1600 solgt til et museum for £ 25.000.
Den industrielle revolution i England, som startede omkring 1820 – 30 var årsag til en øget velstand især blandt de i forvejen velstillede. Denne udvikling var med til at øge populariteten og salget af gyngeheste.
Da Dronning Victoria i 1851 besøgte J. Collinson and Sons et værksted hvor man lavede gyngeheste gav hun sin kongelige anerkendelse til en “dapple grey” gyngehest.
Dette besøg var medvirkende til at udtrykket “Viktoriansk Gyngehest” dukkede op, og populariteten og kvaliteten af gyngeheste steg til nye højder.
I 1877 introducerede en Amerikaner svingarms modellen (se billede) Denne model blev i løbet af kort meget populær, nu var det slut med at få tæerne i klemme under en gænge. Desuden var denne model langt mindre støjende.
Man kan dele gyngehestene op i to klasser: Den fabriks fremstillede gyngehest “brug og smid væk” og den Viktorianske Gyngehest som er håndarbejde af højeste kvalitet. Disse gyngeheste er bygget så de kan vare i flere generationer. Det er heller ikke uden grund at man kalder dem for arvestykker.
Lidt mere simpel gyngehest. Privat eje!
En sådan hest er samlet af 30 til 36 stykker træ og er hul indeni, og enhver ansvarlig gyngehestemager lægger et brev i hestens mave til den fremtidige finder om 100 til 200 år.
Gyngehestens popularitet fortsatte helt frem til Første Verdenskrig, men på grund af krige og depression skulle man helt frem til omkring 1960 før den atter kom i vinden.
Teknik og udvikling raser fremad i dag i et tempo man aldrig har oplevet før og det gælder også børns legetøj, som i løbet af ganske kort tid bliver forældet og skal erstattes med det sidste nye.
Det er her den Viktorianske Gyngehest viser sin berettigelse, den er tidløs, den er trofast, altid den samme. En man kan lege med, flette man og hale, betro sig til, et specielt legetøj og en klenodie på en gang.
En af de smukke gyngeheste under processen!
En stor tak til Gunnar for tilladelse, til at bringe denne artikel. På Gunnars hjemmeside www.gunnars-workshop.dk, kan man finde tegninger og tips til, hvordan man laver sin egen gyngehest!
Nedenstående dejlige billeder af glade børn og deres gyngeheste, bringer vi med tilladelse fra Gerhard Ryding!
Disse bamser er dejlige, og lige det, man forstår ved en rigtig krammebamse.
En typisk Hermannbamse!
Firmaet Hermann Spielwaren in Coburg (Hermann-Legetøj i Coburg) er gammelt og velanset, og det har som mange andre tyske legetøjsdynastier ført en omtumlet tilværelse. Firmaet er grundlagt af Johann Hermann (1854-1919), der startede med at fremstille trælegetøj. Men da efterspørgslen efter bløde krammedyr af plys i begyndelsen af den 20.århunrdrede blev større og større, begyndte man i 1907 at sy bamser og andre krammedyr. Og snart eksporterede man de charmerende bamser til bl.a. USA.
Et par charmerende bamsebasser fra firmaets katalog!
Firmaet gik senere i arv til Johann Hermanns børn, og man flyttede flere gange. Hermann udstillede hvert år på den legendariske legetøjsmesse i Leipzig, men efter Tysklands deling, mistede Leipzig sin store betydning som messeby for legetøj, og Nürnberg meldte sig og tog over, og siden da holdes de store årlige legetøjsmesser i Nürnberg. Den daværende producent Max Hermann havde en forudanelse om tilstandene i DDR og flygtede i 1953 med sin familie til Vesttyskland, hvor de slog sig ned i Coburg.
Her fremstilledes foruden bamser mange forskellige plysdyr på licens, bl.a. Mickey Mouse og Anders And, Paddington, smølfer og Pumucki. Fra 1993 er alle Hermann-Coburg-Bamserne forsynet med et halsmærke som sidder plomberet i nakken som kendetegn for, at dette er den ægte vare.
Min Hermannbamse tilhører vor ældste søn, men opholder sig hos mig på ubestemt tid. . Bamsen er af den såkaldte Zotty-type med åben mund. Da han er købt i 1966 og har været leget med, kælet for og sovet hos vor søn, er han lidt slidt på hovedet, på venstre øre og på den broderede næse. Som I kan se, er han syet af gyldenbrunt lyst skind, og hans fodsåler og poter er af filt. Han har brune bamseøjne.
Efteråret kommer altid, vær derfor parat med lidt varmt tøj til dukken— (denne gamle Bodil-opskrift fra ca. 1950 bringes med tilladelse fra Søndags BT).
Du skal bruge: 25 g tretrådet garn, pinde nr. 2 1/2 og 4 små knapper.
Forkortelser: m = maske, r = ret, v = vrang, p = pind, sm = sammen, glat = glatstr, dvs. skiftevis 1 p r, 1 p v, indtagn = indtagning(er), beg = begyndelsen, slutn = slutningen
Start forneden, idet frakkens ”nederdel” strikkes i ét stykke: Slå 128 m op og strik 6 p r. Derefter strikkes glat, idet dog de første og sidste 4 m strikkes r på alle p, både frem og tilbage. Indtagn laves således: strik 19 m r, 2 m sm, 28 r, 2 m sm, 26 m r, 2 m sm, 28 m r, 2 m sm, 19 m r. Strik v tilbage. På hver anden p tages 2 m sm over de forrige indtagn. Lad alle 4 indtagn rykke 1 m mod midten for hver gang. Når der er 68 m tilbage, strikkes et knaphul i retkanten således: 1 r, 2 sm, slå om p, 1 r. Strik 2 cm lige op, lav et knaphul til. Strik 18 m ind, vend og strik frem og tilbage på dette forstykke, til ærmegabet måler 5 cm, idet du stadig laver knaphuller. Nu lukkes i halssiden for 5 m, og derefter 2 m sm på hver p i halssiden 2 gange. Strik 4 p uden indtagn og luk derefter skulderen af i to omgange. Strik det andet forstykke på samme måde uden knaphuller. De resterende 32 m strikket til ryggen efter samme mål som forstykkerne.
Sy skuldersømmene sm, saml maskerne op i halsen og strik 6 p r.
Diagram til Huen!
Ærmerne: Slå 30 m op og strik 4 p r, derefter glat, til ærmet måler 6 cm, nu lukkes for 3 m i beg af de næste 2 p. Derefter tages 2 m sm i beg af hver p, til ærmet måler 9 cm. Luk af. Strik et ærme magen til.
Montering: Pres delene og sy dem sm. Sy knapper i lige ud for knaphullerne.
Huen: slå 20 m op og strik r. Tag 1 m ud i beg af p og 1 m ind i slutn. Strik r tilbage. Gentag dette, til der er 12 riller, så tages 1 m ind i beg af p og 1 m ud i slutn af p. Strik r tilbage. Gentag dette, til der er 12 riller. Tag derefter 1 m ud i beg af p og 1 m ind i slutn. Strik r tilbage. Fortsæt til der er 6 riller. Dette er halvdelen af huen. Den anden halvdel strikkes på samme måde. Sy huen sm på det lige stykke. Sy nakken sm som en stjerne. (Se diagrammet til huen) – (Sådan en hue kaldtes i min barndom for en djævlehue, en rigtig modedille på den tid, og vi gik alle med hjemmestrikkede djævlehuer)!
Endelig fik jeg ryddet op i alle mine påklædningsdukke-dubletter, og ind imellem fik jeg også nydt mine nyerhvervelser, deriblandt Lille Broder, en meget flot påklædningsdukke, som Marianne Mathiesen forærede mig for nogen tid siden.
Sådan ser han ud gengivet på æskelåget. Hånden på den bøjede arm er skåret fri, således at han kan holde om sine ting. Desværre kan han ikke være i hel figur i min scanner!
Hvem tegneren er, eller hvor han er udgivet, fremgår ikke af æsken, der står blot Lille Broder øverst. Gad vide, om der findes en tilsvarende ”Lille Søster”, og gad vide, om nogle af jer kender noget til Lille Broder.
Han er 36cm høj og har tre sæt tøj med tilhørende hatte, en stok, en legetøjshest, en fodbold og et sejlskib. Desuden er der tre hjemmetegnede sæt til ham. Jo, der har virkelig været passet godt på ham.-
Lille Broders tilbehør, læg mærke til, at der er sat en snor i både sejlskibet og legetøjshesten, således at han kunne trække rundt med dem!
Hvem tegneren er, eller hvor han er udgivet, fremgår ikke af æsken, der står blot Lille Broder øverst. Gad vide, om der findes en tilsvarende ”Lille Søster”, og gad vide, om nogle af jer kender noget til Lille Broder.
Han er 36cm høj og har tre sæt tøj med tilhørende hatte, en stok, en legetøjshest, en fodbold og et sejlskib. Desuden er der tre hjemmetegnede sæt til ham. Jo, der har virkelig været passet godt på ham.-
Hans tre sæt tøj, det røde sæt bagest er det samme som på æsken!Så meget kunne min scanner få med af den meget smukt tegnede Lille Broder, han minder mig meget om de gamle glansbilleder!
De tre hjemmetegnede sæt !
Og nu er jeg spændt på, om nogle af jer er ejere af lignende påklædningsdukker ? Sådanne smukke påklædningsdukker er ret sjældne og svære at få fat på!
Jeg stødte på denne søde babydukke på nettet og blev lidt nysgerrig, så jeg lavede lidt research og fandt ud af følgende: Dukkerne hedder “Baby Sandy” og er udkommet på forlaget Merrill nr. 3426 i 1941. Baby Sandy havde en kort karriere som filmstjerne sidst i 30érne / først i 40èrne. Hendes rigtige navn var Alexander Lee Henville, født d. 14. januar 1938 i Los Angeles, Californien.
Hun blev “opdaget” af Universal Studios, der håbede hun kunne blive deres modstykke til Shirley Temple, men hun opnåede aldrig den samme stjernestatus og havde tilsyneladende heller ikke stort talent. Hendes karriere stoppede allerede som 5 årig, men hun nåede alligevel at være med i 8 film. Ganske godt gået af en 5-årig!
Kilde: All Movie Guide, Hans Wollstein.
1939 East side of Heaven
1939 Unexpected Father
1939 Little Accident
1940 Sandy is a Lady
1940 Sandy Gets her man
1941 Bachelor Daddy
1941 Melody Lane
1941 Johnny Doughtboy
I de tre første film, har det formegentligt mere været en birolle, hun har haft, da disse tre film ikke er nævnt i alle biografer.
En stor tak til Lise Rasmussen, for at dele denne artikel med os!
Bamsetræffet hos Helen og Jørn Rübner, Teddyshop Danmark i Rønde, handlede for 12 år siden – i 2003 – om skindbamserne:
”Minnas Bamser”
En flok bamser på ”Hovedbordet” – Bamsen med det hvide skilt er Minnas og Jørgens egen bamse!
Pelsbamser, bamser af skind eller buntmagerbamser ”kært barn har mange navne” – og de fleste af os ejer en eller flere af disse charmerende gavtyve, som vi i dagens anledning havde medbragt. Alle vore skindbamser og –dyr blev sat op på hovedbordet, så alle kunne se dem, og hvor var der dog mange forskellige i facon og farve: store, mellemstore og små, ja, et par af dem var endda to-farvede.
(Sammen med Hanne Siim Johnsted og hendes journalist-bamse Snobby deltog jeg i bamsetræffet, og vi havde en dejlig dag, som Snobby fortalte om i Nordisk Bamsetidende nr. 16/2003. Tak til Hanne og Snobby for lån af fotos. )
Da Jørn traditionen tro havde budt os velkommen, fortalte Minna og Jørgen (Krogh) fra Sjælland om deres fremstilling af skindbamser, og jeg skal love for, at det er en spændende beretning, som I alle skal have del i. Hanne Siim Johnsted og jeg griflede og griflede for at få det hele med, og her er, hvad Snobby kunne berette:
To dejlige Minna-Bamser!
Fabrikationen begyndte omkring 1961 og fortsatte indtil 1990. Minna og Jørgen købte eller overtog skindrester, som blev skåret til med en buntmagerkniv, da man ikke kunne klippe i skindene. På et tidspunkt anskaffede de en stansemaskine—en revolution for hjemmevirksomheden. Fabrikationen foregik i husets kælder, Blomstermarken 28, i Søborg, hvor Minna og Jørgen stadig bor.
Alle bamser blev syet med nylontråd og samlet i hånden. Arme og ben er ikke fastgjort med pap– og spændeskiver, men med nylontråd trukket gennem bamsen. Minna havde ikke kræfter nok til at sætte arme og ben fast, så det gjorde Jørgen, mens Minna satte øjne i samtlige bamser.
Øjnene var ”på stilke”, dvs. på metalpind ligesom næserne, alt indkøbt i Skræddernes Indkøbscentral på Nørrebro i København, bamserne har aldrig fået broderet snuder.
Bamsefyldet var skuldervat (som du sikkert ved, er det de skulderpuder, som får damer til at ligne bredskuldrede mænd). Et materiale, som var støvet og underligt at arbejde med. Minna og Jørgen brugte en træpind à la en stor spisepind til at stoppe med— (Når vi andre syr bamser, bruger vi også en spisepind til stopningen, da en sådan pind er tilpas lang og uden spids).
Minna har gennem hele fabrikationstiden haft ondt i fingrene af at sy og samle ca. 2.000 bamser årligt i hånden. Det bliver til 60.000 bamser, lidt af en præstation!
Vigtige kendetegn for ”Minnas Bamser”:
Fodsåler og poter er altid af rødt, glat skind, enkelte af ruskind.
Bamserne har påsatte næser.
Leddene er fastgjort med nylontråd—trukket gennem bamsen.
Modellerne havde numre fra 1 til 7—nr. 7 var på ca. 50 cm. De større modeller havde rød tunge af skind.
Bamser, der solgte godt, var brune eller hvide. Sorte bamser kunne næsten ikke sælges. ”Minnas Bamser” havde aldrig tøj på.
Det var et stort arbejde at stoppe bamser, og Minnas og Jørgens to voksne sønner gjorde vrøvl over, ”at de altid blev sat til at stoppe bamser”. I travle perioder havde Minna og Jørgen ansat nogle damer, der som hjemmearbejde stoppede bamser—alt andet lavede Minna og Jørgen selv.
Hanne og Minna— de tre bamser er Hannes Minna-bamser!
Bamsesæsonen for bestillinger og salg gik fra fastelavn til jul, og således kunne familien først begynde egne juleforberedelser Lillejuleaften. På et tidspunkt kom der også bestillinger fra BR-Legetøj, men da dette firma voksede sig stort, stillede det mange særbetingelser, bl.a. krav om store rabatter, hvorfor Minna og Jørgen ophørte med dette samarbejde.
Og flere Minna-Bamser!
På et tidspunkt fik man også bestillinger på Matadorhunden KVIK, og også skottehunde som NETTO-hunden blev skåret. Hunde af sort persianer solgte godt, gule hunde midnre godt. Af og til lavede man også udstilingsbamser til buntmagerforretninger. Engang bestilte inderhaveren af en kendt buntmagerforretning ”Tommelise” i Lyngby en stor hvid bamse. Denne bamse blev særdeles flot, og Minna regnede med, at det var en udstillingsbamse—men da bamsen blev afleveret—var den tiltænkt hunden!!! Dette gjorde ondt i Minnas bamsehjerte— Hanne, Snobby og jeg kaldte det nærmest vandalisme. I ørvigt blev der solgt bamser i det meste af Skandinavien.
Efter denne inspirerende beretning undersøgte Minna vore medbragte bamser, og vi, der havde medbragt bamser, havde alle ”øjnene på stilke”, var vi mon ejere af en eller flere ”Minna Bamser”?
Selv er jeg således ejer af en brun bamse med tunge og Hanne havde hele 3 af slagsen.
Det var en dejlig dag med lækker mad, kåring af årets bamse, handel i Teddy Shop Danmark, snak om bamser, nyheder inden for bamseverdenene og meget mere.
Først og fremmest skal I vide, hvad en all-bisque dukke er – det er oversat, en dukke helt lavet i brændt porcelæn kaldet bisque, men ikke glaseret. Var den glaseret kalder vi den china, men selvfølgelig findes de også i dette materiale og bliver tit taget med under dette, hvilket faktisk er forkert, men lad nu det være. Dukkerne bliver kaldt dette op til ca. 19-20 cm, men de fleste er betydeligt meget mindre. Altså er det en dukketype, der ikke kræver så megen plads, hvilket har haft enorm betydning for udbredelsen af den. Der er desværre meget få bøger om netop disse, og de, der er, er som regel kun med s/h fotos. Dog har mange af de store bøger et kapitel med all-bisquer. Næsten alle firmaer har lavet dem, men man kan slet ikke komme udenom Kling, Kestner, Simon & Halbig, Künlenz, Heubach, Alt, Beck & Gottschalck, disse er bare nogle af de kendteste, men faktisk har de fleste firmaerne lavet disse.
Bagsiden af de samme All-Bisque dukker!Eksempel på All-Bisque dukker forfra!
Dukken består af en krop, af og til sidder hovedet fast på denne, andre gange kan det drejes, idet hovedet er løst og går ned i halsen og således kan bevæges. Som regel er lemmerne – arme og ben – sat på med ståltråd. Hos de bedre er de sat fast med elestik og små fine træ pløkke i hullerne hvor disse er limet fast. Hullet, hvor hovedet går ned, kan være kantet med fint hvidt læder. Dette ses kun på de allerbedste. Desuden kan hovedet have bitte små glasøjne, hvilket giver dem et mere levende udtryk, og det gjorde dem selvfølgelig også dyrere, men de har været svære at sætte fast i så små hoveder. De har dog haft det rigtige værktøj og vist hvordan det skal gøres. Jeg har sågar en Googlie med vippeøjne eller lukkeøjne, vælg selv hvilket udtryk, du bruger.
Fra Hildas museum Nordsjællands Legetøjsmuseum, som jo desværre er lukket. Nu er dukken i gult min og stemplet 2 i gotisk skrift, det er en Kling og har altid været min yndling, nu har jeg to af denne tidlige dukke.Denne dejlige Kestner er nok omkring 20 cm. Hun befinder sig på Museet i Oslo, som har legetøj samt meget andet. Lidt lig nationalmuseet, men også med gamle huse. Hun er ret så pragtfuld, og ville være meget dyr.
Der er altså utallige mulige udformninger af disse dukker hvilket gør at de bliver så spændende. Når dette er sagt, er vi slet ikke kommet ind på sko & strømper samt farverne på disse og om muligt med bare tæer, det er nogle af de sjældneste. Vi var så heldige sidste år i ”Snurretoppen”, at have besøg af Cecilie Juul-Møller, fra Norge, som satte os ind i disse mysterier, og hvordan man kan skelne de forskellige mærker fra hinanden. Det vil dog blive for indviklet at forklare forskellene her. Men jeg kan roligt sige, det er et uhyre spændende emne. De fleste har som regel en Kling dukke med mærket 31 og en størrelse ved siden af dette, f. eks 10, 12, 8. Dette mærke kan dog også sidde inde i benet eller armen oppe hvor den sidder fast og være mærket som hovedet samt en meget lille klokke, deraf navnet. Kling mærket er en klokke med et K i, men det er ikke ret tit man kan se det i de små dukker, husk at bruge forstørrelsesglas. Er de forskellige numre identiske har du en helt original dukke, men husk den kan have tabt disse igennem årene. Folk har tit lavet deres egen dukke fra et løst hoved og en krop der passer nogenlunde, fremmede arme og ben. Man kan tydeligt se forskel på en, hvor det hele er født sammen, og en hvor det alt sammen er fra forskellige firmaer. Men vi har alle købt sådan nogle sammensatte små dukker, det tager år, at få den fornødne kundskab, til at finde de rigtige arme og ben. Så giv ikke op, opsøg de klubber der findes, og bliv klogere på all-bisquerne på denne måde, samt byt dig til den rigtige del, det er den bedste metode, jeg kan give. Mange af de små dukker har tit originalt tøj, men er den uden, skal der jo ikke så meget stof, kun stor øvelse i at lave dette. Nogle af de store samlere er utrolig dygtige til dette, og kan tit hjælpe med gode råd. Mange all-bisquer bor som regel i dukkestuer eller større huse, hvor de tit er børn hos dukkestuedukkerne. De er også med i butikker og andre steder, hvor der er brug for små dukker. På fransk kalder man dem tit ” Poupé de Poche” eller ”Mignonnetter”, da de kan ligge i en hånd eller lomme hos en lille pige og således komme med rundt på visitter hos andre små dukkefrøkner. Mange kaldes franske dukker, men det er de ikke, som regel er de tyske; dog er de lavet til det franske marked, hvilket ses tydeligt på det smukke tøj, de bærer og deres bemaling. Især Simon & Halbig var uovertrufne i disse små dukker, de er sjældent mærkede, men malemåden afslører dem. Der er selvfølgelig også originale franske dukker, men de er sjældent mærkede. Jeg har kun få af de mere sjældne typer, da de bestemt ikke er faldet i pris, men stadig holder en høj pris. Derfor vil flere af de dukker, jeg har fotos af ikke være mine, men være taget rundt om på markeder eller museer eller hos andre samlere. Så der kan mangle størrelses angivelse på dem, men I kan se hvordan de er lavet og ser ud. Flere er vist uden tøj, da det er her man kan skelne de forskellige typer. Det er således et uhyre spændende emne, og der er samlere der kun vil have de små dukker – de fylder også en del mindre, så det er forståeligt.
. Fra mit eget store dukkehus, pigen i sort er en stuepige som er en Kling 12 31 som er sat ned i en stofkrop, hun har også stofben ret tykke og voldsomme, men hænderne er Kling 1231 med øje. Bemærk hun har 4 tænder og brune øjne ikke meget hår. Den næste er en dukkehusdukke af super kvalitet Kling eller S&H, foran hende står en yndig kling hoved ikke mærket ellers 1131i arme & ben, hun har gammelt tøj, som her er taget af. No.4 er en dreng lavet af forskellige dele af mig, så derfor ikke originalt. Hovedet er et Kestner og mærket 1, passer nogenlunde i kroppen, med sikkert kling arme, men mærker ikke tydelige, ben er 653/ 21/2 helt forkert, men de er dem jeg har så indtil videre har han dem. Han har kun en frakke.Stribet dukke med Kling hoved 1231 det samme i arme & ben, hun er 14cm en af de almindeligste af typen. No. 2 er en af de smukkeste jeg har, har haft den i 45 år, gotisk 3, troede den var fransk, men både Cecilie Juul-Møller og Kirsten Johannesen siger hun er en tidlig Kling. Hun har en restaureret krop, men ellers dejlige glasøjne, der sidder fast & lukket mund 17cm. I dag har hun en yndig gammel kjole, men det har taget tid. No.3. er min egen med gotiske 2 derfor sikkert også en Kling, lillesøster til den store 14,5cm med glasøjne & lukket mund nul mærker i arme & ben, desværre har hun hul i maven. No.4 Måske den bedste jeg har 35n 14 nedenunder, begge arme er modelleret forskelligt, to stropper over sko med hæle, forfod mangler, næsten glat ben med hvide sokker med blå kant, brune dybe øjne uden malede vipper, og trutmund.
Biblen for all-bisque dukker hedder ”All-Bisque & Half-Bisque dolls” og er skrevet af Genevieve Angione på engelsk og er svær at finde, jeg fik først min for 2 år siden. Udgivet af Schiffer ISBN 0-916838-39-0 Den er skrevet i 1955, så den har ikke så mange farvefotos mest sort/hvid, men hver eneste dukke bliver beskrevet og der foreslås et mærke samt hvad man især skal hæfte sig ved.
Den anden hedder ”Kleine Puppen von 1850-1920” af Elke Gottschalk på tysk, denne har både dukkehus folk og mignonetter, som de bliver kaldt her samt ”püppschen” den er udgivet af Battenberg i 1993 ISBN 3-89441-149-X. Desuden kan også anbefales ” Chrildren Figurines of Bisque and Chinawares” af Elyse Zorn Karlin kun i farve fra 1990 og også fra Schiffer ISBN 0-88740-297-6. Den handler mest om figure men har Snebabyer og Kewpies med samt flere andre småting, så den er utrolig interessant. Jeg har haft min lånt ud så mange gange, at I ikke drømmer om det, spørg bare Lene. Håber I kan bruge mine oplysninger og der er også afsnit i hver Blue Book om all-bisquer. Ha et dejligt nytår alle sammen det kan vi godt trænge til.
Kineserpige med langt sort hår, skal sikkert flettes, men er endnu ikke gjort, meget usædvanlig kan ses i ”Kleine Puppen” mærket 125 under 9. Hun har farvet bisque og sjældne snabel sko, som Kestner undertiden bruger. Foret i halsen med skind, skæve øjne uden pupiller, lange malede øjenvipper og skrå bryn, hun har en enkel rød gammel kjole. Hendes nabo er en sort dukke med malet bisque ikke indfarvet i bisquen. Hun er en Kling 31 15 og hele 17cm høj. Hun var i indianer udstyr i filt, som er lagt væk på grund af dagslys, desværre fik hun en skade sidst gang, jeg havde hende med, så hun skal limes.Lille dukkehus dreng af den lille slanke type, som der blev lavet så mange af med sorte støvler, hovedet sidder fast med store brune øjne og lukket mund. Han er i sit originale tøj – jeg måtte lave et manglende bukseben, men det er fint tidligt matrostøj, han har også en sølvhjelm, kun 7cm høj
Knus fra Anne Friis
En stor tak til Anne, for denne spændende og lærerige artikel.
