Hermed det endelige program for den 10. og 11. november, hvor Inge fortæller:
Kom med indenfor i Kunst og Kunsthåndværk: Opdag det smukke, det brogede, og de store og små ting!
I deres atelierer og værksteder arbejder 14 alsidige kunstnere i Atelier Holm35 i Flensborgs Gågadecentrum. Fredag den 10.11.2017 fra 15 til 19 og lørdag den 11.11.2017 fra 11 til 17 er alle kunstnerne på stedet, hvor de præsenterer sig selv og deres værker midt i den specielle atmosfære, som du kan opleve og leve med i.
Benyt chancen, vær med i skaberprocessen og få svar på de spørgsmål, du måske har, når kunstmalerne Jan Günter, Peter Nottrott, Dorothee Ellerbrock, Birgit Jendrossek-Rasmussen og Birthe Jansen måske er ved at blande farver, eller mens Barbara Klingenberg og Ulrike König er fordybet i deres illustrationer. Dyk ned i Skyggeteatrets Verden hos Birte Mahlau, eller lad dig fortrylle af Frauke Himmerkus’ ædle stoffer og smukke rober. Se de varme og lunende lammeskinds-kreationer hos Kaisa Duus, eller lad dig overraske af Angelika Bergers florlette silke-objekter. Inge Harck indvier dig i De håndlavede dukkers Verden, og endelig kan du være med, når Dominique Lenoir fremtryller de skønneste smykker af guld og sølv.
Lørdag den 11.11. åbner Veronika Pennekamp sit atelier, hvor hun af mange små bidder af forskellige materialer fremstiller sine helt unikke mosaikarbejder.
Fredag den 10.11. kl. 18 er der desuden oplæsning, hvor Flensborg-forfatteren Ulrich Borchers læser op af sine små fortællinger eller såkaldte ”Short Stories”!
De kreative kunstnere fra Holm35 glæder sig til at møde nye og gamle interesserede venner af Kunst og Kunsthåndværk!
Opdag vor alsidighed i Atelier Holm 35 i Hjertet af Flensborg!
Vi ønsker dig en udbytterig Kunsttur i alsidige Flensborg
I facebook gruppen “Nipsenåle samlere Salg og Auktion”, har Birgitte H. Sørensen sat en side fra Svanebogen på, en sød historie om nipsenåle og legen med dem.
Vi har fået lov til, at bringe billedet af siden, med den søde historie.
Det er da en sød historie.
Nu ved jeg ikke særligt meget om nipsenåle, men så vidt jeg har forstået, er det let genkendelige nåle.
Bogen er udgivet i 1932 og skrevet af Dora Sandal og Sigfred Degerbøl. Tegninger af Herluf Jensenius. Udgiver C.A. Reizel. Fortællingerne er fra de foregående 10 år, altså fortællinger fra 1920érne. Denne bog er fra 5. udgave og Birgittes svigerfar er den lykkelige ejer, der læser højt for børnebørnene fra den. Så dejligt!
Jeg har forgæves søgt den hos antikvarer, så man skal nok være heldig, hvis man finder den evt. på et loppemarked.
Bodil Vejlund skrev denne spændende og informative artikel i 2010, men den er jo stadigvæk aktuel og vi er meget glade for, at vi har fået tilladelse til at bringe den her på bloggen.
Fra tidsskriftet LEGETØJS-tidende årgang 1949 har jeg fundet inspiration til denne artikel.
“Under krigen forsvandt nipsenålene fra markedet, for det var tyskerne der leverede dem”. Det kan så stadigvæk diskuteres om de virkelig kom fra Tyskland. De flotte glasfigur nåle fra begyndelsen af det 19 århundrede, blev sandsynligvis fremstillet i Tjekkiet, men det er der allerede skrevet udførligt om og indtil flere gange om i ugeblade og i den eneste bog om emnet: NIPSENÅLE.
Jeg har lyst til at se på en helt anden type nipsenåle fra omkring 1952: DISNEY NÅLENE.
Vi ved at Walt Disney aldrig har været forretningsmand, han var manden med ideerne, den altid inspirerende kunstner. Vi ved også at det var hans bror Roy Disney, som på dette tidspunkt vat i gang med en karriere og sagde sin stilling op, for at samarbejde med broderen Walt.
Et samarbejde som var givtigt, og har varet lige siden. Her taler vi selvfølgelig om Disneys filmproduktion. Som årene er gået ved vi også at denne virksomhed voksede hurtigt til, blev til et verdensfirma som hele verden henvendte sig til for at få licens til at bruge figurerne. En sådan tilladelse blev i 1947 givet til “Mickey Mouse Corporation” i København. Her på hovedkontoret kunne man se legetøjsbranchens store udbud af rangler, tumlinger, NIPSENÅLE, mekaniske figurer m.m. som forskellige danske virksomheder producerede på licens.
Nu kommer vi så til den nye udvikling som omhandler formindustrien.
Disney nipsenålene i plastik fremstilles i Danmark hos fabrikant Herman Hansen. Der er meget at tage hensyn til inden en fabrikation går i gang. Tegninger og modeller skal godkendes, Disney-figurerne SKAL ligne originalerne, det kunstneriske indtryk er hovedsagen, ellers bliver de kasseret.
Formene udføres hos Herman Hansen af en Disney-specialist, og når man hører at sådanne 22 forme dengang kostede 35.000 kr. er det let at forstå hvilke omkostninger der pålægges varen, før den ligger hos legetøjshandleren. Sidste del af tilblivelsen blev udført af dygtige rutinerede damer, som håndmalede alle nålene, atter under streng overvågning og den mindste afvigelse medførte kassering af nålen.
Herman Hansen ombyttede ligeledes alle nåle som blev returneret gennem grossisten. Desværre har jeg aldrig set en styk pris nogen steder i den tid jeg selv har samlet på Disney nåle. Jeg har eksempelvis en nål helt uden maling, sikkert fra en kasse på hylden som blev overset. Mange mindre gode nåle kan alle vi samlere sikkert stadig finde rundt omkring.
Som før nævnt blev der fremstillet 22 plastik Disney nipsenåle efter de mest populære figurer.
PLUTO – MICKEY MOUSE – ANDERS AND – RIP – RAP – RUP – BAMBI – STAMPE – PINOCCHIO – GEPETTO – STROMBOLI (troldmanden) – FELIX – CLEO – og JESPER FÅREKYLLING.
Lotte Christina Andersen er den heldige ejer af den komplette samling. Billedet bringes med tilladelse af Lotte.
Omkring 60 år er gået siden denne artikel blev skrevet, nye oplysninger om Disney nålene er måske dukket op. Et står dog fast, nålene er blevet et samlerobjekt lige så meget som de ældre og mere spændende glasnipsenåle. Der er lige nu stor interesse for tidlige sjældne figurnåle, som holder en høj pris hvis de er uden defekter. Mange handler foregår på diverse netauktioner. Ulemperne er som altid rust på nålene, den ses ikke, selv på gode fotos.
Hilsen og god jagt
Bodil
En stor tak til Bodil for denne dejlige artikel.
Lilian Skov har sendt os nedenstående billeder af hendes imponerende samling af Disney nåle og strikkepinde.
Også en stor tak til dig Lilian. Det er så dejligt, når der er nogen, der vil vise deres samling frem.
Lilians fine samling.Lillians imponerende samling nåle og strikkepinde.
Jeg har fået tilladelse af Susanne Gilmour Maclay, der er den lykkelige ejer af disse nipsenåle, til at bringe disse billeder. Susanne har købt dem en gang på den Blå Avis og som man kan se er det hele Snehvideserien. Så velholdte og fine på det originale pap. De har oprindelig kostet kr. 2.50 og er senere sat op k til kr. 2.80. Hvilken skat.
Hele den dejlige Snehvide serie, på det originale pap.Bagsiden.
Her følger 3. del af Anne Friis dejlige indlæg fra hendes tur til de skønne legetøjsmuseer i Sydtyskland.
Spielzeugmuseet med flere interessante vitriner.
I det store Spielzeugmuseet var der selvfølgelig nogle opstillinger, som I også skal se og nyde. Blandt disse var især en stor vitrine, man kunne gå rundt om, med alle mulige opstillinger af små tableauer med handlende på en markedsplads, netop som den var i Nürnberg omkring 1850. Her er brugt små dukker, både mænd og damer, mange med de samme hoveder. Det gør ikke noget synes jeg, i fint påklædt stand, stående og siddende foran det de sælger. Disse er lavet enten i tidlig Papier Mâché eller hoveder, der er af det nye materiale glaseret porcelain, som det tidligere staves, deraf det danske udtryk porcelain. Jeg kalder altid disse dukker china, da det er det mest benyttede udtryk for disse internationalt. Jeg synes det er meget inspirende, hvis du selv vil prøve at lave en opstilling med en lille markedsstand. Måske har du en dukke som mangler lidt her og der, men som kan blive en god torvekone, hvis du har noget spændende tilbehør. Vi havde jo torvekonerne på Gammel Strand, da jeg var barn og ung endnu. Desuden er der også tjenestefolk som handlede, samt diverse boder med slagtede dyr og fisk. Det var en meget inspirerende montre.
Her ser I den stor montre med flere forskellige handlende torvefolk, en bødker & oliehandler, en som handler med levende gæs & ænder, en med kurve , en med grønsager i store kurve, samt indkøbere, alle fra 1850 i Nürnberg fra SMLidt tættere på, men samme folkGåsemand med forskellige dyr, en dame, der køber ind, bemærk den flotte brøndButikken med hele svinesider og pølser, der hænger ned fra bure spændt op, foran konen med brød.Fiskekonen med kar til saltede fisk samt foran rødspætter, tyende i baggrundenKonen har næsten solgt alle sine blomkål & andre grøntsager.
Den førte lige forbi de fint udskårne små trædukker kaldet Grödnertals efter det område hvor de blev skåret. De er alle sammen på den samme type krop, hvad enten de er store eller bitte små, med fine små led, som gør at de kan sidde og bøje armene, der er en meget tynd lille dyvel stukket ned imellem leddet, så dette virker. Så pas på med at bøje disse, de kan meget nemt knække, især hvis de er små. Der er faktisk to typer, den ene med stofkrop med papir om samlingerne, tit i stærk farvet glanspapir, den anden med led, som især bruges til opstillinger, men det ser man jo ikke når de er påklædte. Det kan være svært at afgøre hvilken type de er, og man vil jo nødigt ødelægge sin dukke, så styr dig.
Damen kan bevæge sig frem på træruller, bemærk det smukke hoved i Papier Mâché fra 1850, med modelleret smykke om halsen. En lignende større dame var der på LEGO samlingen, samt en mindre på Olgas Lyst i København, meget sjældne & charmerende.Her ser I netop de mere simple typer til venstre, mens den ældre og fint malede med udskåren kam står i midten 1850. Forest en som kaldes en ”Docke” drejet i et stykke og den tidligste fra 1820. Kan I kende navnet, det har vi beholdt, mens tyskerne nu bruger Puppen som hoved betegnelse for dukker.Så pragtfuld kan en af de rigtig gamle slagter boder se ud, jeg har set lignende i London, og der var også en i ”Den lille by i Præstø” da Camma Backes dejlige museum endnu eksisterede. Den blev senere solgt hos Christies i London. Apropos slagter varer, så købte jeg 3 gamle sådanne stykker i Sonneberg den sidste dag dernede. Nogle er lavet i gips, andre helt lette i Papier Mâché.
Apropos slagter varer, så købte jeg 3 gamle sådanne stykker i Sonneberg den sidste dag dernede. Nogle er lavet i gips, andre helt lette i Papier Mâché.
Meget blev lavet i hjemmeproduktion, hvor hele familien sad og syede tøj, snittede hoveder, limede, malede og skar forskellige dele. Senere blæste de også glasøjne i små glashytter også børn. Som sådan må dukkeindustrien betragtes som en uhyre farlig industri, hvilket vi ikke skal glemme i vores moderne verden. Det ville have været totalt forbudt i dag på grund af kviksølvsdampe, limdampe og blyforgiftning. Mange døde selvfølgelig også af dette samt brandfaren ved det, men ellers var de bare døde af sult, så den viden må man lære at leve med. Tingene blev så hentet af en forlægge /Verleger, som så afleverede alle varerne hos producenten eller grossisten, ville vi kalde dem i dag. Forlæggeren fik pengene og betalte sine hjemme-arbejdere. De blev hentet i store kurve, som de bar på ryggen, selv i en høj alder viser det sig. En af de berømteste damer fandt man frosset ihjel på vejen med sin kurv på ryggen i dyb sne og i en alder over 80 år. Alt i alt har det været en hård vej, både at producere og hente det, ligeså hårdt som i Kina i dag.
Mange af de religiøse dukker er lavet på samme måde, men med mere udtalte og robuste led, som går ind i hinanden, figuren var også tit større. Disse skulle tit have nyt tøj på og forestille andre personer, derfor med led. De bruges stadig i kirkerne til højtiderne, samt i Norditalien samt hele Sydamerika og de fleste katolske lande til de berømte krybber. Disse bliver stillet op i alle katolske kirker til jul. En masse af disse så jeg på Nationalmuseet også, nogle fyldte flere meter i store montre. Da vi i Danmark blev lutheranere blev adskillige af disse figurer leget med af børn, sikkert for at skjule at familien stadig var katolikker.
I Spielzeugmuseet var der er en stor høj montre kun med karakterdukker. Disse er på ledkroppe i papmache/composition med kugler og koniske drejede led i træ med hul i, hvor igennem man trækker en stærk elastik eller en wire, som Kestner brugte det. De kan være på almindelige ledkroppe, babykroppe eller toddlerkroppe, disse sidste forestiller et mindre barn på kun et par år, og derfor er benene meget kortere. Karakterdukkerne kom først frem til den store legetøjsmesse i Leipzig 1909. De var inspireret af Marion Kaulitz og til dels Käthe Kruse – hun lavede stofdukker. Begge havde lavet deres egne typer af dukker. Marion Kaulitzes var med ledkroppe, og hoved af masse – en blanding som kunne støbes i en form og derefter males, også øjnene. Hendes dukker er selvfølgelig utroligt sjældne.
Denne er ret stor omkring 45cm, tror jeg, og sad på disken i butikken på Galanterie i Sonneberg, prissat til 15.000€, men uhyre sjælden, det er hun så absolut.Her Peter & Marie, som de hedder fra K*R 101begge med malede øjne, de findes også med glasøjne og i en brun udgave.
Disse børn var mere naturlige og bygget over rigtige levende børn af specielle designere. En modellører, som fremstillede prototypen på disse til diverse fabrikker, som så massefremstillede disse. Især er S&H meget berømte. Firmaet Kämmer * Reinhardt var måske det kendteste af disse, men hovederne fik de fra S & H Gräfenhain, som også producerede hoveder til andre firmaer. Her var hovederne lavet i bisque med en mat finish, modsat et china hoved som er blankt af glasuren, men ellers samme teknik og materiale. Alle disse fabrikker lå rundt omkring i området i Thüringen og i Sonneberg, hvor de så leverede til forskellige fabrikanter. Mange porcelains fabrikker producerede kun ting af dette materiale. De kunne så være opkøbt af en af de store grossister som K*R, Kestner eller Gebrüder Heuback, Amand Marseille o.s.v. for bare at nævne nogle af de største og kendteste. Det er også derfor, der på muserne dernede er så meget at se af alle typer af legetøj, de var jo lige midt i smørhullet.
Max, nok den sjældneste af dem alle, fra serien Max & Moritz på dansk Knold & Tot no. 123 & 124. De overgås kun i pris af 102, 105, 107 og 109. Alle mærkerne står bagpå hovedet tydeligt præget i dette, sammen med K stjerne R og S & H, så de er ikke svære at spotte, størrelsen er i cm. Desuden kan der være tilføjet et n bagpå nummeret, dette angiver at øjnene kan bevæges fra side til side. Gælder især for 126 og 117. De kan således også være på en krop med længere underben til kortere kjoler, disse refereres til som Flapper-kroppe i engelske & amerikanske bøger og kommer først i tyverne.En ung dame 116 i et sødt og naturligt kostume, bemærk dette, da de fleste amerikaner fylder hvide flæsekjoler på dem, godt tyskerne lader dem være naturlige børn.Endnu en Marion Kaulitz fra dette dejlige museum SMSkabet forfra med 2 søde S&H dukker121 fra Gräfenhain, samt forrest en lille Googly siddende A.M. 325, ved hendes side 2 Kewpies fra Kestner lavet til en amerikansk importør George Borgfeldt. Kewpies er tegnet af Rose O’Neill.
Hvis der er noget I vil have uddybet må I henvende jer til mig om dette under kommentarer, så tager jeg det op, hvis I gerne vil have mere at vide. Men jeg skal nok skrive flere artikler.
Vi har modtaget denne søde historie fra Lise Rasmussen og når Lises research er færdige, får I selvfølgelig resten.
I weekenden fandt jeg denne lille skønne trævugge med længdemål på 13,5 cm. (Dog uden indhold). Vuggen har fine udskæringer på alle sider og på den ene side står skåret ”Himmelbjerget”.
Det vakte naturligvis min nysgerrighed for årstal og fremstilling. Jeg har via lidt research fundet frem til lidt historie omkring håndlavede træsouvenirs fra Himmelbjerget.
Området omkring Ry har igennem alle tider haft en stor fremstilling af forskellige træprodukter, og især kendt for træskoproduktion; omkring 1800-tallet siges det, at der var en træskomand i hvert hus. Det gik imidlertid ned af bakke for de lokale håndværkere i takt med industrialiseringen og de dygtige håndværkere begyndte at fremstille håndlavede træsouvenirs, som i starten solgtes fra en bakke, de gik med om halsen. I 1891 kom den allerførste kiosk ved Himmelbjerget. Der skulle være en udstilling af disse gamle souvenirs på Gl. Rye Mølle, som jeg helt sikkert vil besøge.
I begyndelsen af 50 ´erne og 60´erne begyndte man at importere souvenirs og plastiktingene udkonkurrerede det fine lokale håndværk. Jeg gætter derfor på at, min lille vugge ikke er meget senere end omkring 1950. Jeg har kontaktet museet i Ry og afventer spændt deres svar.
PS. Som en ekstra lille krølle på halen, kan jeg fortælle, at jeg har haft en tilsvarende vugge fra Himmelbjerget. Den er dateret Himmelbjerg 1920. Jeg har byttet den væk og har desværre kun et billede af den fra enden.
Hvor vi dog gemmer og samler, og pludselig kommer alle barndomsminderne frem. Det bor helt sikkert i os alle at have noget at tænke over, og ikke bare kassere – det er åbenbart også in at forvandle YT til NYT: en udsendelsesrække, der er værd at se og lære af, sprængfyldt med gode ideer – men også af og til med nogle kiksere….
Gammelt foto fra en artikel i Søndag – Babydukken har jeg malet på et dukkekursus, han har porcelænshoved og hænder og er ellers af stof! -50 cm høj
I vore familier er vi gemmere og samlere, og vi er glade for alle vore finurlige og kære minder. Og snakker man med andre, har de allerfleste det på samme måde, selv børnene samler på alt muligt. I min barndom var det ofte de næsten gratis glæder, så som Richs– og Danmarksbilleder, påklædningsdukker fra blade, aviser og havregrynspakker, frimærker, postkort, karamelpapir, cigaretpakninger etc. og selvfølgelig glansbilleder og købepåklædningsdukker, sjove reklamer, ja sådan kunne jeg blive ved.
Min søster samlede på jokere fra spillekort, og hun måtte inkassere en del vredesudbrud og bistre blikke, når de manglede i familiens spillekort. Mette har stadig sin dejlige mappe med jokere, og stor var hendes forbløffelse, da hun en dag opdagede, at vor lokale boghandler havde samme hobby.
Den sjoveste oplevelse angående børn og samlermani fik vi, da vore gode engelske venner i Luxembourg, forældre til dengang 8-årige tvillingedrenge, til stor forargelse og forbløffelse fandt en tom ginflaske under en af drengenes senge… ”Men bare rolig!” forklarede drengene: ”Vi samler på etiketter og kraver fra vin– og spiritusflasker, så den skal i blød i badekarret, således at vi kan tørre den flotte etiket!” Tja, så måtte selv bornerte/moralske englændere give fortabt!
Heubachdrengen tv er den første dukke, jeg støbte og malede etc. på kursus. Kinserepigen Chi kom til senere, også fra et kursus! (jeg har heldigvis alle dukkerne endnu!)
Vor ældste søn samlede på frimærker, og da vi flyttede fra Luxembourg til Danmark var ungersvenden allerede flyttet på grund af studier, men han havde da pakket, sagde han, jeg skulle bare pakke hans samling af smukke glas, som Povls gamle Moster havde foræret ham, og det gjorde jeg så. Derefter skulle der gøres rent og tørres støv af, og oven på et skab opdagede jeg nogle aviser. De skulle væk— og jeg fejede dem ned med en hurtig bevægelse…. Men så stod jeg pludselig i en regn af små stykker papir eller rettere sagt frimærket, som var blevet opblødt og lagt til tørre…. (Godt at ingen var i nærheden, for nu blev ordforrådet udvidet med alskens ikke lige frem stuerene gloser!…. )
Selv havde jeg gemt alle barndommens påklædningsdukker, deriblandt nogle flotte filmstjerner sendt fra min Moster, der dengang boede i USA, Richsalbums og meget mere, og Povl havde gemt alle sine Anders And Blade lige fra nummer 1, pænt sorteret i årgange, og der var meget mere, bl.a. gamle billedbøger, desværre fik vi stormflod eller styrtregn med efterfølgende vandskade i kælderen, hvorefter alt flød rundt som små ”pyssenysser/papirstumper”… en bitter dag, og hvad hjælper en erstatning fra forsikringsselskabet!!! Ingenting, for det var jo minder – som mange gange ikke kan købes igen…. ….. Povls frimærkesamling stod heldigvis ikke i kælderen. Og de dukker, der havde overlevet fra min barndom, stod heldigvis i et skab ovenpå.
Livet går videre, og man samler igen. Og en skønne dag har man huset fyldt med påklædningsdukker, bamser, dukker og andet gammelt legetøj etc.
Negerpigen ”Crissy” fra Roots, ”schweizerdukke” syet herhjemme, hvor jeg forsøgte at få hendes bedrøvede udtryk frem!”
Min dukkesamling blev grundlagt, da vi under en ferie i begyndelsen af 1980erne var på vej fra Luxembourg til Danmark og kørte ind i Düsseldorf for at besøge et legetøjsmarked… her var bl.a. dukkemagere og salg af alskens materialer. Ret fascinerende og en ny verden for mig. Jeg købte en del bøger og materialer, samt et par forme, desuden gamle påklædningsdukker og meget andet, det ophold på nogle timer i Düsseldorf var både dyrt og skæbnesvangert … men der gik dog nogle år, før jeg kom i gang som dukkemager. I mellemtiden læste jeg om alle de gamle dukker og besøgte også en del museer, og – kort sagt – jeg faldt i svime hver gang over de enestående samlinger
Nogle år senere flyttede vi permanent til Danmark, og her opdagede jeg, at der var dukkekurser annonceret i alle aftenskole-katalogerne, og at der i ”vores” landsby var kursus i at fremstille porcelænsdukker. Det kunne jeg ikke leve med uden at prøve, og ih, hvor var det fornøjeligt, alene det at møde en flok andre charmerende ”særlinge/originaler” med samme interesse. (En af de pågældende var Rita Nielsen, også debutant og nu med blandt bloggens læsere, og tro det, om I vil, Rita og jeg fik hurtigt (naturligvis ganske ”uforskyldt”) sat fut i fejemøget, og vi blev som flere af de andre faste gæster på de mange efterfølgende kurser! )
Dejlige Bamsebasser fra min samling !
En stor flok dukker bredte sig på hver eneste ledige plads i hjemmet, og samtidig købte jeg nogle af de gamle og smukke porcelænsdukker fra kendte firmaer…. Dukkerne skulle klædes på, og mange af kursisterne ville gerne have oversat vejledninger etc. til mønstrene og de særligt fine dukkekroppe af skind – en inspiration til mig om at oversætte, og senere kimen til mit forlag, idet der næsten ikke fandtes litteratur på dansk om gamle og nye dukker, samt om dukkemageriet.
Det gik nu slag i slag, hurtigt fik jeg forbindelse med en masse andre samlere og dukkemagere, og jeg prøvede desuden at lave stofdukker – schweizerdukker kaldte vi dem dengang – en dukke af voks blev det også til: hun var en smuk fransk dukke, som jeg senere har fortrudt, at jeg solgte. Jeg malede desuden En dukke med træhoved og lemmer og stofkrop… etc., etc.
Det var dog ikke rigtig nok for kreative mig, jeg begyndte at modellere dukker, og det var rigtig sjovt at få et særligt udtryk frem. Kreativ har jeg altid været, bl.a. tegnede jeg altid påklædningsdukker – og det gør jeg, som I sikkert har set, såmænd den dag i dag!
Samtidig samlede jeg på bamser og syede også selv en del…. Senere var jeg medstifter af Dansk Dukkeforening, blev medlem af Legetøjsklubber, bl.a. Snurretoppen, hvor jeg stadig er medlem, var med på nogle museumsrejser (dukker, bamser, miniaturer osv.) – og alt imens oversatte jeg og udgav dukke– og bamsebøger, samt havde en kraftig im– og eksport af bøger i legetøjs-genren. Det blev efterhånden også til bladene: Nordisk Dukketidende, Nordisk Bamsetidende og Påklædningsdukken, engang blev jeg overtalt til også at udgive Nordisk Miniaturetidende, det blev dog en bet, idet de søde entusiaster, der havde lovet mig stof til bladet, svigtede, der kom således kun 5 numre, hvorefter jeg stoppede – lidt ærgerligt at måtte opgive, men det gælder for mig om at indfri løfter til læserne, og det følte jeg ikke, at jeg kunne på det tidspunkt…. Morale: Stop, mens legen er god!
Somme tider bliver man kendt i kredsene, det gjorde jeg bl. a. da jeg sammen med en hollandsk forretningspartner arrangerede et par Dukke– og legetøjsmesser i Danmark, og forfængelig som jeg er, har jeg selvfølgelig opbevaret artikler fra aviser og blade om mit virke!
Jeg har altid tegnet påklædningsdukker og gør det stadig!
Det blev også til mange museumsbesøg, og det gør det stadig. Desværre eksisterer mange af de alsidige og dejlige museer ikke mere, deres indhold er solgt og spredt for alle vinde, tænk blot på Margot Siesbyes storedukkesamling, Missers Dukkemuseum i Ebeltoft og Legolands enestående samlinger, dog er der heldigvis kommet nye til, bl.a. Olgaslyst og Skagens Bamsemuseum, samt Miniseum i Mariager, og der eksisterer heldigvis flere små dukke– og miniatureklubber.
Teenage-påklædningsdukke fra OTA-Solgryn!
Min store passion er nu påklædningsdukkerne og også bamserne, samt miniaturer, men jeg må hele tiden tage mig selv i ikke at sprede mig for meget. Samlergenerne er der bare – og de her HELDIGVIS uhelbredelige!
Glansbilleder, gamle som nye er stadig et hit!
Kære Alle…. Dette er om mig og mine samlergener og min kreativitet, og skulle I have lyst til at fortælle lidt om jer selv og jeres samlinger etc., er I mere end velkomne, da det altid er både morsomt og lærerigt at læse om hinanden.
Vi bringer her 2. del af Anne Friis pragtfulde beretning fra hendes besøg, på nogle af de bedste legetøjsmuseer i Tyskland. Rigtig god fornøjelse.
Måske tænker I, hvorfor jeg ville blive 2 dage i Nürnberg? De har simpelthen de to bedste museer, som jeg aldrig havde set, måske endda de to bedste museer i verden; og jeg har da set en hel del. Desuden har jeg masser af bøger, som netop har beskrevet disse, samt det faktum at Kirsten Johansen havde set dem, da hun lå på hospitalet i Nürnberg. Hun sagde også, at dem må du ikke misse, hvilket jeg så heller ikke gjorde. Men selvfølgelig har du kun en dag ville det også kunne gøres på den, hvis du var der tidligt. De har åbent fra 10-18 hver dag undtaget mandag. Der er også det faktum at det store ligger kun 10 minutter fra Hovedbanegården og ved metroen Operapladz hvis du kommer fra den anden side med metroen. Jeg gik faktisk omvendt rundt, men det gør man jo under tiden, når man aldrig har været i en by, men til sidst stod jeg foran dette kæmpe museum med al min oppakning, og gud hvor var jeg træt. Der var fin plads til min kuffert på museet, de har et nøglesystem lig det danske. Alle var venlige og imødekomne og da jeg to gange havde vandret rundt om hele museet, tror jeg de fik lidt medlidenhed med mig og lod en ansat følge mig over til Dukkehus-afdelingen. Jeg nåede dog lige en kop varm chokolade og en Quiche, det må have hjulpet.
Her blev jeg mødt af en ældre herre, som jeg sludrede lystigt med på mit ”perfekte” tysk. Jeg var den eneste, der var der de næste fire timer, så jeg fik lov til at gå rundt og fotografere så meget jeg lystede, han buzzede mig bare igennem de fire etager, hver gang jeg var færdig med en etage over sin video. Jeg havde medbragt min egen store solsikke lygte, så de steder, hvor der ikke er lys – det er der ikke på de meget gamle huse – her er vi nede i 1600 og 1700 tallet, så det var kun godt, han kaldte mig en proffi, jeg har altid lygte med. Det har reddet mig, når jeg er ude at rejse, så jeg vidste fra Stockholm er det sikkert var ligesådan i Tyskland.
Selvfølgelig er ikke alle fotos lige gode, måske har du ” Mansions in Miniature af Leonie von Wilkens, hvor de fleste meget gamle dukkehuse bliver vist i, men farverne betyder jo nu meget, samt det, at man kan se en ting fra mange sider og især vinkler. Mit eksemplar har jeg engang lånt ud, og jeg fik det aldrig tilbage. Dog havde min søde og betænksomme veninde Bente købt et brugt eksemplar i Amsterdam til mig, endda på engelsk. Det er bare dukkehus bogen over alle og nu skulle jeg så se alle herlighederne in persona.
Al min store træthed forsvandt som dug fra solen, og jeg gik bare i gang med at fotografere. Tingene er selvfølgelig sat utrolig smukt op, der er små vellavede skamler, så man kan komme højere op ved hvert af de kæmpestore dukkehuse, sikkert beregnet til børn men de duer også til voksne. Først en hurtig rundgang så begynder jeg forfra igen, det er altid utroligt spændende.
Her et af de smukkeste huse jeg har set. Tror det er en arkitektonisk udført model med fine farve søjler og kun et rum. I taget er der dog muligheder for at vise småting tilhørende i huset. Et Empirehus med håndlavede møbler & Papier Mâché dukker. Det står, så man kan gå rundt om det, med to store verandaer, fantastisk udført.GNM
Der er dog en ting, som gør det svært at fotografere dukkehusene og også dukker på museerne, alle refleksionerne i glasset er ret irriterende. Omtalte Bente havde altid en stor mørk kappe med og stillede sig bag mig og bredte armene ud, det hjalp utroligt, når jeg fotograferede – hende manglede jeg jo. Jeg siger det bare, hvis andre kan bruge dette tip et mørkt tæppe eller stor frakke er utrolig nyttig. Derfor er mange af fotoerne taget på skrå for at undgå alle disse refleksioner, lokalet var ret lyst med nedrullede gardiner, som fjernede noget. Husk også aldrig at bruge blitz, den går lige ind i glasset så billedet er totalt ødelagt, mit apparat kan godt gå tæt på, men ikke alle kan det, så fokuseringen kan være yderst vigtig. Her er det særlig slemt, hvis de har sat spejlglas op bag ved, for så kommer du selv med på fotoet samt fokuseringen går helt skævt. I får det at se på nogle af mine fotos. Men jeg har gjort mit bedste, andet kan jeg ikke sige.
Stuen alene med de fine dukker, en herre to damer og mange fine broderier. GNM
De to museer, der er om legetøj i Nürnberg, er et samlet museum. Det troede jeg i hvert fald, tror ikke det holder. Nationalmuseet er efter min mening sat utrolig smukt op, men kun meget lidt tekst, desværre. Til gengæld har de lavet en fin bog om de 3 mest berømte dukkehuse, til kun €6, så den skal I købe, hvis I kommer forbi, der er også en bog med dukketeater ligeså god, men ingen med hele afdelingen, heller ikke på det andet museum, som hedder ”Spielzeugsmuseet” oversat legetøjsmuseet, også i mange etager. Det har bedre tekster, men ikke alle dukkerne er så nemme at fotografere der, som i monterene på Nationalmuseet. Desuden har de høretelefoner med tekst på andre sprog som man kan leje for 1 €. Spielzeugmuseet er gjort mere børnevenligt med legehjørner og plads til at løbe omkring. Dette nye tiltag er især tydeligt i Sonneberg Museet, hvor flere skoleklasser var der, medens vi var der. Rædselsfuldt efter min mening. Generelt er børn meget lidt interesseret i gammelt legetøj, og de skal slet ikke løbe igennem gange og sale. Men det er desværre en tendensen overalt i verdenen, også i Londons mest berømte museum ”Museum of Childhood, Bethnal Green” som er blevet moderniseret og sat op til børn med spørgeskemaer osv. Desuden finder alt plastik legetøjet plads på bekostning af nogle af de gamle og for os andre helt fantastiske ting. Rigtig ærgerligt efter min mening. Men det er heldigvis ikke sket på Germanische Nationalmuseum. Jeg havde en fornemmelse af, at nogle af dukkerne ovre på Spielzeugmuseet burde være på Nationalmuseet – det var de meget berømte & eftertragtede KPM’er – china hoved dukker, lavet så tidligt som 1837 og frem, de fleste i 1840’erne, som står ikke så smukt over på Spielzeugmuseet, som på GNM. Derfor skrev jeg til Christiane Gräfnitz – min tyske veninde, som har besøgt mig og er specialist på KPM. Hun har udgivet en bog om disse, snarer et enormt værk. Men disse to dukker er ikke med i hendes bog, hvilket undrede mig. Da jeg jo lige havde mødt hende i Neustadt ville jeg sende nogle af alle de fotos jeg havde med hende og hendes ny-købte dukker. Hun svarede mig med det samme, at de faktisk tilhørte Nationalmuseet, men at hun desværre ikke havde fået lov til at løfte hovederne for at registrere de specielle mærker, så hun kunne ikke inkludere dem i sit store værk. Altså foregår der en rivalisering på de to store museer, man har ikke afleveret KPM’erne tilbage; men det kan man ikke mærke når man besøger dem. Dog finder jeg det besynderligt at de ikke har lavet en stor bog hver, eller samlet, så der møder man det måske. Sonneberg muset har fået lavet en fin bog nu til 28€, men det er meget ærgerligt at de to bedste og største ikke har gjort det samme. Alle museerne har fine gavebutikker, med bøger, legetøj, PD’er i nytryk samt mange andre interessante ting.
De to KPM, her har jeg fjernet mange af reflekserne, så I bedre kan se dem, den røde klædte er desuden limet, det er den anden ikke. I kan svagt se den rosa farve i porcelænet, men hvor er de dejlige. 1840’erne mange typer blev lavet også mænd.Her den anden med et mærkelig hovedtøj, hvor man ikke på nogen måde kan se hendes frisure, ret vigtig på tidlige dukker, samt at håret er brunt ligesom på de danske kongelige dukker, bemærk også de smukke arme og fingre 1840’erne begge fra SM
Begge museer har pragtfulde tidlige køkkener, og de har ikke blot et, men mange, desværre kan jeg ikke altid se alle deres informationer, så I kan ikke få disse, men nu ved i grunden. Jeg har tænkt mig at jeg til billedteksterne vil skrive GNM om Nationalmuseet, og SM på Spielzeugmuseet.
Grønt malet køkken med masser af udstyr fra GNMMeget stort tidligt køkken med usandsynligt fint udstyr, bemærk hønsehuset nederst til venstre og ildstedet bagtil. Lidt blandet størrelser på tingene især kokken fra SM Bemærk alle de fine gulve i alle huse og køkkener.Min absolutte yndlingsdukke en tidlig Empire trædukke omkring 1830 helt original. I får to portrætter af hende også. Se hendes fine led i armene samt bemaling fra GNMHun virker næsten som en karakterdukke, eller en levende model.Da hun er så sjælden og høj, omkring 80cm vil jeg tro, får I alle hendes billeder samt desuden fotoet med hele monteren i det næste alle fra GNMPortræt af den miderste dukke med fint kniplet kysehat.Den næste i rækken med de særlig tidlige krøller malet på og en lille kam/krone på toppen superb kvalitet på dem alle GNM 1830’erne.
Selvfølgelig så jeg også andet om lørdagen, nåede et kæmpe marked med blomster – planter er dyrere end hos os – fantastiske frugter, tørret og frisk, samt honning og forskellige souvenirs, men det meste var faktisk håndlavet, det tror jeg var et must.
Montren ved siden af med meget dejlige Papier Mâchér samt hatte og tilhørende møbler tids og stilmæssigt, her kan I også se deres størrelses forhold, de kom i alle mulige størrelser. 1. sal på GNMDen meget stilfulde og interessante modebutik, set oppefra. Der var adskillige modebutikker på begge museer, men denne er meget kendt og findes i mange bøger og slet ikke til at stå for.Her set udefra, den har hatte på toppen, som jeg desværre har skåret af her.
En af de mange smukke Christian Hacker butikker 1870 med galleri øverst med egen trappe fra SM havde nær misset disse da de var indskudt i en gang, I får flere i næste fotoDe står så tæt at man næsten opfatter dem som en gade både foroven og nedenunder.Dette skab kunne flyttes rundt med barnet, egentlig ikke et dukkehus, men med døre og masser af porcelæn samt kobbertøj & metal ting også SM.Trerums køkken med beboelse og sovealkove, ret tidlig med ildsted grøn kakkelovn og helt fantastiske gulve, der er noget at kigge på alle vegne. SM.Stort flot og usædvanligt hus måske en Christian Hacker men dukkerne står der er fra 1880, der var flotte møbler også, men de er svære at se, når facaden er på. Aparte flot farveholdning.
Nürnberg som by er meget charmerende, der er mange turister i inder-byen, den har en gammel mur rundt om, men den blev meget bombet under 2 verdenskrig, man kan godt se det, når man ser sine fotos, når man er kommet hjem, men egentlig lagde jeg ikke mærke til det før da. Den er restaureret på den smukkeste måde, synes jeg personligt, og ville nogle gange ønske at vi danskere lærte af dette. Der var desuden kirkefestival, det var jo en religiøs højtid & Kristi Himmelfart, så jeg fik nogle flotte processioner at se, højst sandsynligt var flere af kirkerne katolske tror jeg, eller også er de udstyret helt anderledes end vores lutheranske nøjsomme kirker. Flere kirker var lukket grundet korsangfestivaler. Jeg har altid elsket kirker og besøger dem altid, selvom jeg er alt andet end religiøs. Der var mange fine madsteder, så jeg ente på en spansk restaurant med Tapas. Det kan godt være lidt svært at gå ud og spise som enlig pige, men efter flere overtagelsesforsøg lykkedes det mig at få en plads hos en ung spansk pige og hendes bedstemor. Så skulle jeg både tale spansk, tysk og tænke på dansk, og jeg kunne næsten ikke huske mit spanske. Men hyggeligt blev det alligevel. Min lygte kom igen i brug til hjemturen, så glem den aldrig. Det er altid betydeligt sværere at finde hjem, når man ikke ved hvor man er. Jeg skal lige tilføje, at jeg boede på et uhyre dejligt hotel Park Inn under Radisson, som min søn havde boet på i Berlin, det kan jeg kun anbefale.
Anne Friis
En kæmpe stor tak til Anne for, at vi må bringe denne helt fantastiske beretning, fra hendes tur til Tyskland!
Af fhv. gårdejer Laurs Laursen 1885-1966 – denne artikel er fundet i
Jubilæumsheftet 50 – Legetøjshandlerforeningen af 1913-1913 – 20. februar 1963
(Vignetterne er tegnet af Ejnar Larsen)
Da jeg læste denne herlige artikel, blev jeg så begejstret, at jeg ville gengive den her til glæde for jer alle, og jeg søgte da på nettet og fandt en henvisning til forfatterens søn Jørgen Laursen – anede først ikke (jeg havde kun navnet og en mailadresse) , om det var familie, men der var gevinst ved første forsøg, og jeg takker hermed Jørgen Laursen mange gange for tilladelse til at bringe hans Fars fornøjelige beretning!
Blot ved at se ordet legetøj kommer man uvilkårligt tilbage til ens egen legealder. Den gang da livet og verden var helt ny, uprøvet og uopdaget, hvorfor selv de mindste ting og tildragelser og dertil hørende følelser og stemninger står helt klare i erindringen. De mellemliggende 70 år sløres ud af billedet, og jeg er atter en lille dreng på 4-5 år på gården hjemme i Rustrup.
Jeg var alt for lille til at have med de rigtige køer og heste at gøre, men så havde jeg selv mange husdyr, som ikke var så livsfarlige at have med at gøre, og hvis pasning tog meget af min tid.
Fabriksfremstillede efterligninger af alle de voksnes brugsting i legetøjsformat til børn, som alle børn nu har, kendte vi slet ikke dengang. Vi havde tøjbolde, som kunne hoppe en lille smule, og som vi kunne lege med uden at slå for meget i stykker. Det var en stor korkprop omviklet med tøj og en fint broderet eller strikket klud syet fast udenom.
Men især havde jeg mine kære køer. De var omhyggeligt udvalgte pinde fra kvasbunken, en halv alen lange og med to udløbere i den ene ende. Det var koens horn, og anden lighed med en ko havde pinden ikke. Men det var også nok for fantasien. Køerne havde navne efter udseendet. Der var den brogede, den hvide og den sorte, den lille, langhorn og korthorn. Hver dag blev de trukket ud og tøjret på græsplænen. Tøjret var et stykke sejlgarn med et tretomssøm til tøjrpæl. Men den store tyr var en stump af en tømmerstok, hvor en jernring var gjort fast. Den virkelige store tyr havde jo også ring i næsen og var farlig, hvis den kom løs. Derfor måtte min tyr også tøjres i et stykke ståltråd, og tøjrpælen var en syvtoms spiger.
En aften, efter det var blevet mørkt, havde jeg glemt at trække køerne ind, og jeg husker endnu mine sjælekvaler. De stakkels køer, der lå ude det forfærdelige mørke. Og det var min skyld!
Min søster havde dukker, tøjdukker med rigtige porcelænshoveder, men dem måtte jeg ikke lege med, og det var jo heller ikke noget for mandfolk. Dukkerne lignede alligevel mere små mennesker, end mine pindekøer lignede rigtige køer. I dukkestuen var der møbler, og for vinduerne gardiner. Jeg følte mig fattig, især efter at Thomas blev syg.
Køerne og den store tyr blev hver dag trukket ud og tøjret på græsplænen !
Thomas var min jævnaldrende i nabogården, hvor han var eneste barn. Han lå længe syg i sin seng, måske et år eller mere, før han døde. Og sikke det legetøj han fik. At besøge ham var som at komme i et legetøjsparadis. Jeg ønskede inderligt, at jeg også kunne blive syg og prøvede på at hoste, når mine forældre skulle til Silkeborg, hvor jeg havde set rigtigt legetøj udstillet i et butiksvindue. Det hjalp imidlertid ikke meget. Dog fik jeg en rigtig bold, men om jeg hostede mig til den, ved jeg ikke. Thomas havde fået en flot træhest med seletøj og vogne, der kunne køre rundt i stuen, spændes for og spændes fra akkurat som de voksnes rigtige køretøj. Og han havde en lille vindmølle, der kunne gå og svinge rundt med vingerne, når man hældte sand i den. Sandet kom igen løbende ud fra kværnen – et vidunder over alle vidundere.
Men endelig så det ud til, at lykken ville smile også til mig. Ved et besøg hos mine morbrødre – to i mine øjne ældgamle karle på 25-30 år – så jeg et skakspil med en sort og en hvid brik i form af et fint og dejligt hestehoved skåret ud af ben. Jeg syntes, at mine morbrødre var alt for gamle til at lege med sådanne ting, hvorefter jeg stak de to brikker i lommen og tog dem med hjem. Men sikken forfærdelse hos mine forældre dagen efter. Kun 5 år og allerede en tyvagtig lille forbryder. Ak, det var dog kun en lille drengs naturlige lyst og trang til kønt og morsomt legetøj i naturtro gengivelse, som man kunne misunde andre børn, der var i besiddelse af sådanne ting.
Min søster har fortalt om de misundelsens pinagtigheder, hun måtte igennem, fordi hendes lille veninde på samme alder havde en meget fin dukke-gyngestol. Hendes egne kære dukker kunne jo ikke i samme grad nyde livet. Dukkerne med deres porcelænshoveder, blå øjne og æblekinder lignede andre børn så meget, at der ikke skulle megen fantasi til kærligt at pusle om dem.
Dukkerne lignede rigtige mennesker.
Min kone arvede, da hun var 16 år, en dukke fra en faster. Den var så fin, at hun som lille pige kun måtte se den, men slet ikke røre. Da hun senere fik den, var hun for gammel til at lege med dukker. Dukken var nok over 100 år gammel, formodentlig hjembragt fra et eller andet udland til Samsø af en sømand. Den havde det fineste porcelæns-kvindehoved og var påklædt efter gammel mode med mange lag blonde-skørter. Dukken lå som en helligdom i min kones gemmer. Og da hun ikke selv fik en datter, solgte hun den i et letsindigt øjeblik til en københavnsk dame for 100 kr. Jeg tror, at min kone derefter ligesom har følt sig lidt fattigere. Det var en rigtig dårlig handel.
Småpigernes legetøj vil sikkert også i fremtiden væsentligst gruppere sig om efterligninger af moderens virke i hjemmet. Dukkebørn, dukkemøbler, vogne og fint pynt dertil. Lidt større pigebørn har jeg for nylig set vældigt optaget af at få dukkernes hår sat op i moderne bikubeformat og lægge teint på dukkeansigtet, rød mund og sorte øjenbryn med farvekridt.
Noget af det bedste legetøj til børn indendørs synes at være Lego-klodserne. Det morsomme er at bygge med klodser, ikke at se på det færdige hus eller slot. Når det er færdigt, har det ikke mere interesse. Det samme gælder for det dyre legetøj som f.eks. elektriske tog. To drenge på 7 og 8 år var vældigt optaget af at vise mig, hvordan de kunne lave det hele med spor, skiftespor og tunnel, men da de havde fået toget til at køre, overlod de til mig at forundre og fornøje mig derover. Så gik de ind i den anden stue, hvor de kravlede rundt på gulvet med hver sin lille bil i hånden, mens de brummede som en motor og dut-duttede, når de kom i vejen for hinanden. Det var meget morsommere og ikke så lidt billigere.
Da min yngste søn var 8-9 år, fik han til jul fra de ældre søskende både ”Den lille Ingeniør” og biler, der kunne trækkes op og selv køre. Og kort efter, da nyhedens interesse var gået lidt af det, så vi ham stille sine dyr op igen. Det var de forskellige vildtarter, billeder på pap og små propper. Og så havde han dertil en lille kanon, der kunne skyde med ærter, og hvis han ikke havde rigtigt sigte, ramte han ikke. Det krævede en indsats også fra hans side. At faderen var jæger, gjorde vel også sit. Dette gamle legetøj, som drengen havde haft et par år, var altså efter hans skøn at foretrække for alle de nye strålende legeting
Kun én gang fik jeg rigtigt legetøj: en kæphest !
Nu får praktisk taget alle børn købe-legetøj, som er blevet en meget betydelig handelsvare. Især er julehandelen med disse ting kolossal. I min drengetid på landet fik vi også julegaver, men det var hjemmelavede ting, som vi skulle have alligevel: nye træsko, kludesko, muffedisser og vanter. Det var der ikke megen fest ved. Kun én gang fik jeg rigtigt legetøj, en kæphest. Den havde jeg megen glæde af. Jeg fik den i virkeligheden kun på grund af en fejltagelse. Efter at jeg var faldet i søvn i min egen lille seng, var min far en kold vinteraften kommet hjem ifølge med en præst, som skulle overnatte hos os. Og da gæstesengen vel har været for kold, var præsten kommet i min fars seng. Før det blev lyst, vågnede jeg og kravlede som så tit før op i min fars seng og tog ham om halsen. Det blev præsten så rørt over, at han sendte mig kæphesten til juletræet, hvad der i tiden derefter flyttede mig op i den såkaldte syvende himmel.
30 år senere, da jeg skulle købe julegaver til mine egne børn, var der mekanisk legetøj at få. Biler, sporvogne og dyr, der kunne trækkes op og selv køre et lille stykke på gulvet eller bordet. Det var morsomt nok. så længe det varede, men inden længe gav det et lille klik i maskineriet, og så kunne tingene ikke selv bevæge sig mere. Repareres kunne det ikke. Somme tider gik det strålende fine legetøj i stykker allerede juleaften og forvandlede børnenes glæde til skuffelse.
Når jeg nu igen, 30 år senere køber legetøj – denne gang til mine børnebørn – kan jeg ikke undgå at se, at der er sket større fremskridt. Legetøjet er blevet langt bedre og mere hensigtsmæssigt end før. Og selv om priserne er forholdsvis højere, er pengene givet godt ud.
I øvrigt synes jeg, at der er en egen hygge i en rigtig legetøjsbutik – en eventyrverden for børn – hvor venlige og uendeligt tålmodige damer og herrer hjælper én til rette.
Hvis der ved 50-års jubilæet skulle være en vase tilovers, vil en gammel bedstefar derfor gerne overrække en blomst..
En artikel skrevet om glæden over det enkle legetøj og et barns fantasi, akkurat i tråd med legebarnet i mig (Lise)!
Forfatteren, Laurs Laursens søn, Jørgen Laursen fortæller: ”Min Far var 10. generation på en gård i Rustrup – og ud over at passe sin gård i 30 år, var han folketingskandidat. Han var en skattet foredragsholder, hvor han fortalte om landbrugslivet og sin barndom. Min Far var i 30 år medarbejder ved Politiken, og han har desuden i tidens løb skrevet enormt mange kronikker, læsebreve og fortællinger, de fleste til Politiken – Alle disse ting bliver nu samlet i et værk om Laurs Laursens virke…”!
Helt sikkert spændende og interessant læsning, som vi alle kan glæde os til ! Og I skal selvfølgelig få besked, når Jørgen Laursens værk udkommer!
Man higer og søger… egentlig ledte jeg i Nordisk Dukketidende efter min gamle omtale af et legetøjsmuseum i Singapore, som jeg nu skal gense til vinter, men undervejs stødte jeg på disse tips, som jeg satte direkte på Facebook, men Lene og jeg synes da, at alle vore læserne skal have gavn af dem.
Samtidig siger jeg tusind tak til Alice Sejersen og Anna Kuhlmann, at I gjorde mig opmærksom på det syrefri papir og de syrefri æsker.
UPS! Dette sker for næsten alle:
Tro nu ikke, at den smukke pige her er en af mine dukker, nej, det er et glansbillede som dekoration til ”mine gode råd”!
Efter længere tid tager du dine yndlinge ud af skabet og op i dine arme… Og hvad ser du: måske hænger arme og ben slapt ned, kjolen har måske fået lyse pletter eller måske huller.
Men du kan hjælpe dig selv til at bevare dine dukker. Husk at være opmærksom på, at lys kan blege dukkerne og deres tøj. Står de skiftevis i varme og kulde, ældes f.eks. Celluloid hurtigere, og elastikkerne i arme og ben tørrer meget hurtigt ud.
Vil du opbevare dine dukker et sted, hvor temperaturen er nogenlunde ens og tempereret, da sæt dem endelig ikke i nærheden af varmelegemer, eller på loftet, og gem dem slet ikke i en kælder med høj luftfugtighed. Her kan dukkerne få mugpletter, og tøjet får disse væmmelige pletter, du ved nok.
Også skadedyr som møl elsker dukkesamlinger. For at holde møllene væk, kan man anskaffe sig lugtløst mølpapir, som lægges mellem dukkerne og udskiftes jævnligt. Støv også dukkerne jævnligt af med en lille pensel, f.eks. angribes dukkerne ofte mellem fingre og tæer, ja, i det hele taget, hvor der er folder i dukkernes hud.
Selv om de søde børnebørn plager om at få lov til at lege med dukkerne, må du være standhaftig, som eksempel bliver celluloid ofte skørt eller sprødt, og pludselig går en hånd eller fod måske i tusinde stykker, eller en del af dukken kan slå revner.
Sæt dine dukker på et nogenlunde skyggefuldt sted, støv dem af og rens deres tøj – samt husk mølpapiret, eller som Alice Sejersen og Anna Kuhlmann gjorde opmærksom på: pak dem i syrefrit papir eller i syrefri æsker, så er du allerede hjulpet et godt stykke på vej.
Jeg pakkede før en flytning, hvor alt skulle opbevares en rum tid i containere, en samling af dukker iført folkedragter og i forskellige størrelse og materialer, samt en samling Damtrolde og – dyr i syrefrit papir, og… – ja, her må jeg tilstå, at samlingerne lå pakket væk i små to år – ALT er i lige så fin stand som før ned pakningen….
Og… lige et tip med hensyn til at fjerne pletter på dukketøjet: Hertil bruger du parfumeret og klar sulfo til håndopvask (selv bruger jeg Neutral, men der findes sikkert mange andre udmærkede produkter, som er lige så effektive) – sprøjt eller smør sulfo på pletterne, rul tøjet sammen og lad det ligge et par timer, derefter vasker du det, og vupti pletterne er i 99,9,% forsvundet. (Samme metode kan du anvende til dit og familiens tøj, og er du hurtig, afskaffes begrebet ”evighedspletter”)!
HUSK også, at du kan ”rense” gamle bamser for utøj ved at lægge dem i en plasticpose og ned i fryseren en uges tid!
Kære venner, benyt det kølige efterår og den kolde vinter til at gå din dukke– og bamsesamling efter i sømmene!
Kilde: Lise Clasen Research, bl.a. min tidligere artikel i Nordisk dukketidende.
Når man i Sverige taler om Astrid Lindgren og alle hendes dejlige figurer med Pippi Langstrømpe i spidsen, i Norge om Thorbjørn Egner med sine kendte figurer som f,eks, Karius og Baktus, Dyrene i Hakkebakkeskoven og Folk og Røvere i Kardemomme By, i Danmark om Karla og Wilhelm Hansens Rasmus Klump og vennerne, så taler man naturligvis i Finland om Mumitroldene og Tove Jansson.
Tove Marika Jansson blev født i Helsinki den 9. august 1914 og døde knap 87 år gammel den 27.juni 2001. Tove Jansson blev i 2014 – da hun ville være fyldt 100 år – fejret af hele Verden, og ved den lejlighed skrev jeg en biografi over hende og kreerede en lille scrapbog, for som alle I andre, var jeg og er stadig helt vild med Mumitroldene, som i sin tid dukkede frem alle vegne. Min biografi og scrapbog blev således skabt, før bloggen her, men selvfølgelig skal I da have min historie om Tove Jansson og hendes virke.
Tove Jansson var ældste datter af billedhuggeren Viktor Bernhard Jansson og illustratoren Signe Hammerstein-Jansson – Tove Jansson var dobbeltsproget (finsk-svensk).
Familiehygge!
Hun studerede i perioden 1930-38 i Stockholm, Helsinki og Paris. Hun var patriot og protesterede heftigt mod Det tredje Rige og Finlands alliance med Tyskland. Tove Jansson havde sin første udstilling i 1943.
Kunstneren er bedst kendt som skaber af Mumitroldenes verden, og fortællingerne er oversat til 39 sprog (på engelsk kaldes de Moomin og på tysk Mumin). På finsk hedder de Muumi….
Den første af de ni illustrerede bøger om Mumitroldene ”Småtrollen och den stora översvämningen” udkom i 1945 (faktisk samtidig med de første fortællinger om Pippe Langstrømpe) – på dansk i 1954 under titlen ”Mumitroldene”. I 1948 fulgte Trollkarlens Hatt, på dansk i 1968, Farlig Midsommar 1954 (på dansk i 1970), samt Trollvinter i 1957 (på dansk i 1969). Under pseudonymet Vera Haj skrev hun desuden den kendte fortælling: Sara och Pelle och Nackens Blackfiskar. Også Höstvisan med musik er Erna Tauro er begået af hende. Denne sang er oversat til dansk og indspillet med Erik Grip. Læs desuden ”Billedhuggerens Datter”.
Et af de mange finurlige krus, der kan købes!
På et tidspunkt indledte hun samarbejde med sin bror, forfatteren Lars Jansson (1926-2000), men også med sin livsledsager siden 1955, den fremragende tegner og historiefortæller, prof. Tuulikki Pietilä (1917-2009) havde hun et langt og inspirerende samarbejde.
Tove Jansson har modtaget mange hædersbevisninger: her kan nævnes H.C. Andersen-prisen i 1966 og Selma Lagerlöfs litteraturpris i 1993. Til erindring om hende er desuden i 2002 indstiftet Tove Jansson-prisen, som uddeles hvert 3. år til en person, der fortjenstfuldt har virket for børne– og ungdomskultur i Finland. Prisen er på 10.000 €.
Påklædningsdukker lige til at klippe ud og noget af tøjet skal farvelægges!
De mange bøger, videos, tegneserier og meget mere kan stadig erhverves. Da hun i 2014 ville være blevet 100 år, blev hun som nævnt fejret over hele Verden med mønter, frimærker, særudstillinger, teaterstykker, koncerter, optryk af glansbilleder, postkort og påklædningsdukker, jubilæumskrus og meget, meget mere, ja, den liste kunne nærmest blive uendelig!
Spredt ud over siderne bl.a. glansbilleder og påklædningsdukker, således at I kan se Mumidalens beboere: Mumitrolden, hans veninde og forældre, Lilly My, Mymlen, Knytten, Mumrik og alle de andre elskede figurer fra bøgerne. Oplev Mumidalen og alle begivenhederne på ny. Min yndlingsfigur er Mor Mumitrold, der har ALT i sin store, altid medbragte taske…
Hermed det endelige program for den 10. og 11. november, hvor Inge fortæller:
Når jeg nu igen, 30 år senere køber legetøj – denne gang til mine børnebørn – kan jeg ikke undgå at se, at der er sket større fremskridt. Legetøjet er blevet langt bedre og mere hensigtsmæssigt end før. Og selv om priserne er forholdsvis højere, er pengene givet godt ud.
