Som I kan læse af min artikel om Mumidalen og skaberen af dette eventyr… var alt om Troldene et stor hit i 1990erne, og det håber vi da, vil fortsætte. Især tegnefilmene vakte stor begejstring, og nu arbejder man på at skabe en ny animationsserie om Troldene og alle deres venner, idet det finske produktionsselskab Gutsy Animations har igangsat en kampagne for at indsamle hele 200.000 US$ til produktion af serien.
Vi kommer, vi kommer, vi kommer, håber vi ! På gensyn!
Og går dette i opfyldelse, vil der i foråret 2019 komme 13 afsnit om de Tove Janssons Mumi-trolde-historier begyndende fra 1945, og hvert afsnit vil være på ca. 22 minutter.
Og selvfølgelig er der belønninger til glade givere, alt efter donationens størrelse, f.eks. Krus, muleposer og en digital kopi af første sæson, og har du den store pengepung fremme, kan du endda få lov til at lægge stemme til en lille rolle i serien eller komme på en Mumi-inspireret ferie i Finland. Ja, det er da lokkemad, så det batter, lad os se, om det lykkes for selskabet at producere Mumiudsendelserne, som jeg vil glæde mig meget til. Og, der vil i så fald komme meget mere om Mumitroldene til den tid!
En gang imellem får jeg lyst til at rydde grundigt op i alle mine gemmer, men… jeg har det som så mange andre, man falder i staver over minderne, og snart er oprydningen forvandlet til et evighedsprojekt”…..
Den genfundne ”Barbiebluse”!
Sådan gik det også mig, sidst jeg ihærdigt forsøgte at få orden i mange ting… intet blev kasseret, det gør man da ikke med ”gode venner og minder, vel”! Og da jeg fandt denne strikkede bluse nok passende til en af min datters dukker fra Barbie-familien, vældede minderne om dukketøjet fra min egen barndom frem!
Dengang legede man stadig med dukker, til man var 12-13 år, nu er det anderledes, allerede da min datter var 10-11 år, måtte dukkerne vige for heste, og nu stopper pigerne endnu tidligere med at nusse om dukkerne… hvad jeg tydeligt ser hos mine børnebørn… Om computerspil er lykken…, ved jeg ikke! Her vil jeg til enhver tid sætte et STORT spørgsmålstegn!????
Sådan må min barndoms mønster-design have set ud!
Min Mor var rigtig skrap til at sy dukketøj, og en af mine mostre et rent strikkegeni, derfor var min søsters og mine dukker altid meget velklædte. Selv om jeg var under skolealderen, skulle jeg naturligvis prøve at sy dukketøj akkurat som mine større legekammerater gjorde. . Opfindsomheden fejlede ikke noget: jeg foldede en rest tøj, klippede hul til dukkens hoved og en lille slids. Foldede sammen igen og syede sammen i siderne, satte en tryklås i hver side af slidsen og trak kjolen over hovedet på dukken, der fik et bånd om livet som bælte og måske fik kjolen en blonde forneden…. Skulle det være meget fint, syede jeg perler på kjolen— nok i et syndigt rod, men selvgjort er velgjort.
Senere lærte jeg at strikke af min Mor og Moster. Jeg komponerede nu mange kreationer og målte mig frem til pasform etc. Fantasi har jeg aldrig manglet.
3. Bind af ”Hjælp til Selvhjælp” og Illustration til kapitlet om håndarbejde!
I skolen havde pigerne dengang, som I jo nok ved ALT om, faget håndarbejde, hvor man lærte at sy, brodere og strikke. Jeg hadede de timer, og håndarbejdslærerinder, som regel gamle ”tudser” lå for mig i bunden af ranglisten vedrørende undervisere. (I en af mellemskoleklasserne blev jeg nærmest uvenner med en lærerinde, idet min Mor eller Moster havde syet knaphuller i en kittellignende bluse. Når jeg tænker tilbage på dem, var de faktisk flottere end dem, vi lærte at sy, og det fik jeg fortalt meget højt og overbevisende, tja, det var så anledningen til en dårlig karakter)….
Under min oprydning i disse dage fandt jeg desuden mine yndlings-fag-bøger: ”Gyldendals Børneleksikon” i 3 bind, samt to bind om historie og videnskab. 3. bind hedder Hjælp til Selvhjælp, og her er et kapitel om Håndarbejde med alskens ideer, som jeg tydeligt husker, at jeg brugte, bl.a. Syede jeg et par ”klude”- eller stofdukker, og strikkede og syede tøj til dem med broderede borter i korssting som pynt,. Jo, da, det hele blev for mig mere og mere avanceret.. (Værket havde jeg fået i julegave, det er fra 1950, uhadada…. Nu kan I snart regne ud, hvad der står på min dåbsattest…., den hverken kan eller vil jeg løbe fra)!
Selvsikkerheden fejlede ikke noget, nu kunne jeg bestemt ALT inden for dukketøj, og da man i en juniorklub— hvor jeg var medlem – spurgte, hvem der ville strikke dukketøj til små celluloiddukker (Køgedukker) til årets basar, meldte jeg mig selvfølgelig. Og man blev ikke skuffet, faktisk det modsatte, idet jeg til fem eller seks dukker strikkede trusser, små sko, kjoler og kyser…. (Jeg fortalte naturligvis ikke, at det havde taget mig enormt mange timer…. Man må da tage skade for hjemgæld….).
Annonce fra 1963 i Legetøjshandlerforeningen af 1913’s Jubilæumsskrift 1913– 20.februar 1963 (50år) ! Se logoet ved billedet af dukkeselen!
Nogle af mine klassekammerater havde dukketøj, som var syet hos en dukkedoktor eller fra en dukkefabrikant, noget af det var enormt flot og elegant, andet var noget bras, som gik i stykker, når man klædte dukken af…
Men én ting kunne man ikke rigtig selv fremstille, og det var sko og støvler, det var noget, man ønskede sig og fik til jul eller fødselsdag. Godt nok havde en af mine dukker strikkede sko med remme, men at få sådan et par ”købesko” og/eller –støvler til dukken, det var bare lykken. Først som voksen og som dukkemager fandt jeg mønstre og vejledninger til dukkefodtøj i skind og læder etc.
Et skomærke til dukkerne er eller var ”JODA-DUKKESKO” – navnet er sammensat af fabrikanternes efternavn Johansen og deres datter Gyda’s fornavn.
Dukke Lise med JODA-SKO – og bare skoene – Tak til Lilian Skov for dine gode fotos)!
Else og Ove Johansen fremstillede fra omkring 1950) dukkesko i 3 kælderrum— her produceredes det dejligste fodtøj til dukker i alle størrelser, bl.a. til vore yndlinge: Ønskedukkerne og dukke Lise fra Magasin. Som I vil se af annoncen, havde virksomheden i 1963 til huse i Valby, hvor man havde specialiseret sig i dukkeseler– og platsticfodtøj til dukkerne – en del af produktionen lå hos hjemmesyersker. Else og Ove Johansens ting var så gode og eftertragtede, at de i 1964 kunne overtage en legetøjsfabrik i Præstø, hvor de foruden dukkefodtøjet fremstillede dukketøj, dukkeseler– og lifts. Fabrikationen varede i ca. 20 år..
Causeriet om dukketøj, sko og andet tilbehør fortsætter senere!
I forbindelse med mors dag, havde mine sønner og svigerdatter inviteret Torben og jeg på tur og bl.a. besøgte vi Nyboders Mindestuer. Det var et dejligt museum, som jeg ikke kendte til. En super kompetent guide fortalte levende om Nyboders historie og nogle af de gamle levn og fortællinger. I museet er der også en gammel lejlighed, der stadigvæk står som den gjorde omkring år 1900.
Dukken på sengen.
På loftet var der et hyggeligt børneværelse (nogle af tingene er senere end år 1900, men det betyder jo ikke så meget), hvor både drengene og pigerne delte værelse.
Det fine dukkestue køkken.Den flot møblerede dukkestue.Selvfølgelig var der også en pude med nipsenåle.
At det var et sømandshjem var tydeligt, at se. Når drengene blev gamle nok, blev der spændt en hængekøje op, så løste man pladsproblemet og så kunne de også vænne sig til, at sove om bord på skibene.
Hængekøjen helt oppe under loftet.Et papirark til drengene.Kommoden med de gaver, som børnenes far, har haft med hjem fra sine sejlture i den store verden.
Ud over børneværelset var det en dejlig tidsrejse og som datter af en far, der var ansat i Søværnet, var mange ting et dejligt gensyn. Så man kan sagtens invitere familie og venner med, der er noget for enhver smag og så er Nyboder jo en lille oase i byen, hvor det er hyggeligt, at gå tur.
Nyboders Mindestuer Sankt Pauls Gade 2 1313 København K
Der er åbent hver søndag fra kl. 11.00 – 14.00 undtagen påskesøndag, pinsesøndag og søndag mellem jul og nytår.
Entre kr. 20.00
For yderligere oplysninger www.nybodersmindestuer.dk
Denne stribede ”matrosbluse” bliver rigtig sød til din bamse… og har du lyst, kan blusen pyntes med en applikeret and! Blusen passer til en 20-25 cm høj bamse….
Du skal bruge: 50 g mørkeblåt uldgarn — strikkepinde nr. 3 eller 3,5 – 50 g beigefarvet uldgarn i samme kvalitet— rundpind i størrelse 3 eller 3,5. Gule, røde og brune filtrester til anden, samt en lille, sort perle (evt. tekstillim)!
Forkortelser: m = maske, p = pind, omg = omgang, r = ret, v = vrang, sm = sammen
Forstykke og ryg: strikkes i ét stykke, hvorved du undgår synlige sømme. Slå 52 m op med blåt på rundpinden og strik 4 omg 2 r, 2 v som bort. Fra 5. omg strikkes r. Efter 4 omg skiftes hele tiden mellem beige og blåt, start med blåt. Efter 3 striber (12 omg), deles maskerne, således at du har 26 på hver p – lad den ene p med m hvile. Nu strikkes skiftevis 1 p r og 1 p v, samt en kantm i hver side. Strik således 6 striber (24 p), luk ikke af. Strik den anden side mange til.
Nu strikkes for– og rygstykke i begge sider sammen med 5 m, luk af. Der er nu i alt 32 m tilbage, som igen strikkes rundt. Strik 2 omg r. Nu deles dette maskeantal på midten af forstykket, og der strikkes frem og tilbage til krave Dvs. skiftevis 1 m v og 1 m r + samt hele tiden en kantmaske, strik 18 p og luk af.
Ærmer: Saml i alt 40 m op direkte fra ærmegabet i for– og rygstykke (enten på rundp eller alm strikkep, NB: det er nemmest at samle m op med en hæklenål)! Start med blåt og strik striber som tidligere. Strik 5 striber r (20 p eller omg), derefter 4 p eller omg blå bort (2 r, 2 v). Luk af. Strik et ærme magen til.
Skabelon til anden: forstørres/formindskes efter behag)!
And: Klip selve anden af gult, næbbet af rødt og fødderne af brunt filt. Sy anden fast på forstykket (du kan også lime den på med tekstillim: bruger du lim, så husk kun at smøre et tyndt lag på, ellers kommer der pletter. Sy en sort perle på som andeøje.
I fortsættelse af Maria Holms sammenligning mellem børnene i de to familier, er hermed lidt om Dionne-Femlingerne, som nogle af jer sikkert har hørt om, mens de for andre kunne være ukendte.
De fem piger kom den 28. maj 1934 til Verden i Callendar, Ontario-Provinsen i Canada. Deres forældre Elzira Legros og Oliva Dionne havde i forvejen fire børn. De små piger blev født to måneder for tidligt og blev lagt i store kurve dækket med varme håndkæder.
Pigerne blev kaldt:
1.Yvonne, død den 23. januar 2001
2. Anette
3. Cecilie
4. Emilie, død den 6. august 1954
Marie, død den 27. februar 1970
Der er således kun to tilbage, som nu bor sammen.
Femlingernes barndom blev ikke helt almindelig. Da de var 4 måneder gamle, mente myndighederne, at forældrene ikke var i stand til at tage vare på dem, ret underligt, for de havde trods ringe vilkår passet deres øvrige børn udmærket. Hvor meget man skal lægge i alt dette, ved jeg ikke, men de små piger blev i hvert fald anbragt i Dr. Dafoes klinik/hospital , et stort hus med have, en masse værelser og tjenende ånder. Huset lå på den anden side af gaden, hvor der meget snart opstod en forlystelsespark ”Quintland/Femlingeland”, hvor de besøgende på bestemte tidspunkter bl.a. kunne se femlingerne, vist frem som babyer og senere legende i sandkasse etc. Der var mange, som slog mønt af Quintland, som blev den mest besøgte forlystelsespark i Ontarioområdet.
Opslag fra Quintland, hvor man venter på næste fremvsining af femlingerne!
Det store hus eller den store klinik var selvfølgelig dyr i drift, men udgifterne blev rigeligt dækket af reklameindkomster, licenser til legetøj med mere, bl.a. blev der drejet tre film over femlingerne.
Pigernes dag var nøje tilrettelagt med spisetider, skoletid, toiletbesøg, legetid etc. Jeg tænker tit på, at det for pigerne var en stor fordel, at de havde hinandens selskab. Forældrene – især deres Far, forsøgte mange gange at få myndighederne til at ændre standpunkt, men først, da pigerne var 9 år gamle, kom de tilbage til deres familie. Familien flyttede derefter ind i et stort murstenshus.
Men …. Bagsiden af medaljen var, at Oliva Dionne, pigernes Far, hurtigt så fordelen ved at vise døtrene frem og lade dem optræde…
Annonce fra Alexander Dolls 1935 – Femlingedukker
Femlingerne var simpelthen blevet en kult, og man kunne få dukker, billedbøger, puslespil og sidst men ikke mindst påklædningsdukker af dem, samt meget mere, og her er det, jeg kommer tilbage til de dukker, Maria Holm omtaler i sin artikel:
Der blev fremstillet mange forskellige udgaver af femlingedukkerne, den mest kendte er helt sikkert fra Alexander Doll Co., som allerede i 1935 lancerede dem som babydukker, og senere fulgte succesen op med børnedukker, til nogle sæt hørte en sygeplejerske eller en doktor, og dukkernes udstyr var i hver sin farve, men også Arranbee, Freundlich og andre fremstillede femlingedukker, ja selv Japan kom med et sæt mærket ”Japan Dolls” – der er siden fundet flere umærkede sæt af ukendte fabrikanter. Alle dukkerne synes at være af kompomasse.
Sættet med æske (på skrå) med sygeplejeske er fra Freundlich, dukkerne er 17 cm høje og sygeplejerske 23 cm, alle kompodukker— I sættet med Dr Dafoe er dukkerne ca. 19 cm, og dr Dafoe 36 cm , kompodukker 1936. Sættet th er umærkede og af ukendt oprindelse, ca. 18 cm høje kompodukker fra midten af 30erne!
Jeg kender ingen, der ejer et sæt femlingedukker, til gengæld har de fleste påklædningsdukke-samlere et sæt. Det mest kendte er Palmolivesættet, som kunne købes via kuponer, og som udsendtes i mange lande, jeg har foruden det danske sæt, set det samme på svensk, hollandsk, tysk og engelsk. Også her havde hver femling sin egen farve. Der findes også babysæt, ark, samt et sæt med en femling i hver sin bog, de små bøger blev for ca. 25 år siden optrykt, jeg har købt mine i Legoland, men der er også andre sæt udgivet af kendte USA-firmaer. Desuden kunne man bl.a. få puslespil og billedbøger med femlingerne.
Ja, sådan kan det gå, for mig at se kom femlingerne fra asken og i ilden, da de kom hjem, og det viste sig da også, at de som 18-årige forlod deres hjem og ikke siden da havde ret megen kontakt til deres forældre.
Som en sidebemærkning kan jeg anføre, at der i 1936 fødtes firlinger i Danmark, en pige og tre drenge, men her satte forældrene straks en stopper for det begyndende hysteri ved at sætte et adgang-forbudt-skilt op i haven – og undlade at lade børnene optræde med mere. (Lidt må det dog have ført med sig, idet jeg husker et barndoms puslespil med de danske firlinger). Men det er en helt anden historie!
God Læselyst, og det kunne være meget spændende, dersom nogle af jer skulle eje et sæt femlingedukker, dem vil vi meget gerne se og høre om!
Når auktionsresultaterne foreligger, vender jeg tilbage med ”hammerslaget”!!
Blot et lille PS… I skrivende stund modtog jeg det nyeste Theimer-auktionskatalog, om hammerslagene den 28.maj 2017, og hvad ser jeg:
En lille kurv med Dionnefemlinger i form af mignonnettes og blot 7 cm høje. De har bevægelige arme og ben, og ansigterne er smukt formet og malet. Vurdering mellem 675 og 900 d.kr. – Der står desværre ikke noget om mærkning og producent. Men hermed de fem små babyer.
Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig bygningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering af sumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.
Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immigreret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.
Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.
Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.
Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulu. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.
Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.
En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.
Paulas billede.Dionnequints Public Domaine fra Ontario Canada.
I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i flere udgaver og årgange.
Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne
Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.
Jeg har et meget sjældent celluloidhoved, kuglehoved med glasøjne og lukket mund i en yderst mørk farve – gulbrun er den nærmest – med lukket top. Der er skåret en rund kant så man har kunnet løfte toppen af, dog er det limet fint sammen og der er en paryk ovenpå, så det havde jeg ikke set, før jeg gik i gang med fotograferingen og ville fjerne parykken. Det sidste ryk ville frembringe et stort hul, så det gjorde jeg ikke. Parykken kunne ellers godt have trængt til en rensetur i Benzin. Den skårede cirkel er sikkert til isætning af øjne, der kan vippe. Drengen, som det kun kan være, har jeg købt for mange år siden hos Hilda, men kun hovedet, så jeg leder stadig efter en krop, som sikkert godt kan være en komposit eller papmaché krop, det har jeg set mange gange. Det kan, på grund af farven, godt være en asiatisk dreng, men jeg tror bare den er guldnet med årerne ret meget. Det skulle det nye materiale ellers ikke gøre, det er Cellulobrin en videre udvikling af celluloidet, som skulle have en masse bedre kvaliteter, f. eks. nævnes at :
Den er ikke brandfarlig,
Den kan vaskes
Den er yderst holdbar.
Cellulobrin vejer ikke meget.
Bliver ikke gult, som alt andet celluloid (dette holder ikke).
Den er gennemfarvet i hudfarven som er homogent forbundet, så farven ikke kan skalle af eller flage.
Dette nye materiale er ikke dyrere end det gamle celluloid.
Den er fint bemalet med et udsøgt fint barnligt udtryk i modelleringen.
Det er muligt at fremstille i enhver model og størrelse.
Nedenunder står der følgende:
” Denne nye egenskab besiddes ikke af noget andet materiale, hvilket giver den fuldkommen nye muligheder i dukkeindustrien”, og så fabrikantens adresse. Jeg har ikke kunnet lade være med at oversætte den morsomme opremsning af alle disse uovertrufne egenskaber, som jo efter 100 år ikke ser ud til at holde spor. Men han er stadig en dejlig dreng, selv med diverse limklatter og små ridser, og man har sikkert ikke troet at den skulle holde så længe, som den jo har holdt. Materialet er jo fra omkring 1909. Legetøj bliver jo ikke regnet for noget, medens det bliver lavet, og dette passer bedre på vores tids ”brug og smid væk kultur”, men stod ikke for den tid, hvor det blev produceret.
Den er mærket F.S.& Co 1276/40 som står for 40cm. Denne er en decideret karakterdukke fra Franz Schmidt & Company, som er mest kendt for deres dejlige bisquedukker både som kuglehoveder og som skulderhoveder også med mange karakterer i bisque. Disse har jeg flere af. Men den er så tydeligt mærket at et andet firma er udelukket. Han har desuden det vi kalder åben-lukket mund med to tænder i, endnu en sjældenhed. De brune glasøjne gør ham yderst levende og aktiv, de vipper ikke så godt, synes jeg. Den er forstærket indeni med en kork plade, som er gipset på, men det er farligt med vippeøjne i celluloiddukker, det tunge blylod kan så nemt slå hul på celluloiden, og risikere at beskadige baghovedet, og sikkert mere efter så lang tid. Cellulobrin blev skabt i 1909 og er derfor lige kommet med karakterdukkernes frembrud. For det meste er disse lavet til K*R (Kämmer & Reinhardt) eller Kestner i celluloid, så S.F. & C. må være yderst sjælden. Alle de bøger, jeg har konsulteret, siger at de har lavet dukker i celluloid, men det må have været en meget lille produktion, da jeg ikke kan finde nogle billeder af dem. Der er kun vist en s/h reklame med et par fotos. Se side 255 i Cieslick’s leksikon samt side 131 i Sabine Reinelte’s bog. Netop derfor skal i se ham, måske er der andre, der kender disse typer.
Jeg har haft en dukke med cellowax, fra Kestner, nok en af de smukkeste, jeg har set, da voksen gjorde den helt mat og blød at røre ved, men ak og ve, den eksploderede til et dukkemøde. Den var oven i købet på original papmaché krop og med tøj, samt papmærke fra Kestner og i original æske. Men jeg har resterne, samt øjnene og parykken. Derfor gentager jeg min advarsel, vær yderst forsigtig med jeres celluloider. Jeg har et lysbillede af den, som jeg må se at få scannet ind, så I kan se den, som den så ud. Jeg mener kun det var Kestner, der brugte cellowax, men det kan dog ikke udelukkes, at der findes andre firmaer som brugte dette materiale.
En stor tak til Anne for, at dele denne artikel med alle de gode oplysninger.
Jeg har haft en oplevelse med mit toårige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjdyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.
Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.
Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:
Mormor barnevogn!
i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.
Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.
Gammel celloiddukke fra tidlig .1950Glasdukke fra Erik plus en af de nye i stoflift.
Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag.
Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.
Køjesengen fra min far.
Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.
Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol
Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.
Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957.
Tusinde tak Maria, for at vi endnu engang, må bruge en af dine dejlige artikler.
Som I nok husker, vandt Inge Harck sidste år en Dukke-Oscar for sin yndige babydukke, og også i år deltager hun i konkurrencen om Max-Oscar-Arnold-Kunstpris. Denne gang i KONGERÆKKEN, hvor hun sammen med de øvrige vindere fra 2016 konkurrerer om den eftertragtede pris!
I år uddeles Oscarpræmierne den 24. maj vanen tro kl. 18 i Rådhussalen, Rådhuset i Neustadt bei Coburg, og der er 9 almindelige kategorier: 1: Den bedste legedukke, 2.1. og 2.2:Bedste baby- hhv Bedste barnedukkedesign. 3: Bedste design af et ungt menneske, 4:Bedste design af et voksent menneske, 5: Bedste portrætdukke, 6: Bedste fantasidukke, 7: Bedste miniaturedukke i skala 1:12, 8: Bedste karikatur, 9: Bedste temaarbejde.
Desuden konkurreres i følgende 4 specialkategorier: 10: Eksperimenterende dukkekunst, 11. Begyndere i Dukkekunst, 12: Konkurrence blandt tidligere pristagere og 13: Det bedste samlede værk designet af en etableret kunstner.
Da der deltager dukkekunstnere fra det meste af Verden, er konkurrencen meget hård, men det må være vældig inspirerende at deltage, endsige at blive nomineret til deltagelse, idet kun de bedste får adgang til konkurrencen!
I år er Inges deltagerdukke denne lille fattige pige, der tigger og forsøger at sælge et par visne blomster.
Den søde pige er modelleret i Cernit og er 43 cm høj. Kroppen er af stof med skelet, således at hun kan stå alene. Hun har glasøjne og ægthårsparyk, og tøjet er designet og syet af Inge. Hele dukken er således håndlavet.
Neustadt bei Coburg er en rigtig Dukkeby, og der er en rute med 24 seværdigheder med relation til dukkemageriet i Bayern. Du kan få kort over strækningen på turistkontoret i byen og tage på denne helt unikke udflugt, eller hjemmefra gå på nettet og få flere detaljer.
Den 24. maj er der marked over hele byen, og den 25. maj er der antikmarked i Frankenhalle/Neustadt.
Vi ønsker Inge Harck ”Hals und Beinbruch” – PØJ-PØJ
Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.
