I min søgen efter barnevognskataloger stødte jeg på nogle tyske firmaer fra perioden 1936-1937.
Da jeg så forsiden på den ene følte jeg hele den afsky for det tyske, som var almindeligt i Danmark under krigen og mindst ti år efter. Det er skrifttypen, der minder alt for meget om Nazipropaganda. De sidste tyve/tredive år har jeg dog fået helt andre tanker om Tyskland og kan lide at besøge landet.
Her er tre kataloger, som i den grad dannede mode for danske barnevogne før krigen. Katalogerne fandt jeg i Odder Lokalarkiv, som havde arvet al arkivmateriale fra Odder Barnevognsfabrikken. Der havde de samlet kataloger fra konkurrerende firmaer i ind- og udland. Allerede under krigen har de danske firmaer rettet sig mod engelsk og evt. amerikansk stil for fra først i fyrrene var de danske modeller meget engelsk prægede og mange havde engelske navne.
Dette er et katalog fra 1936. Firmaet lavede også våben!
På Odder fabrikken har man skelet til det tyske firma
Odder katalog 1940
Her året efter er moden gået lidt fra den firkantede funkisstil over mod det mere afrundede.
Et andet firma hedder Germania og kataloget er fra 1936. Forbilledet må have været biler eller motorcykler og i Danmark havde firmaet PMK næsten samme typer på den tid.
De danske modeller i mærket PMK fra København. I teksten nævnes at en forfatterinde Gurli Schade gik fra København til Skagen med sin lille 14 mdr. gamle søn Virtus i denne vogn kaldet “Ingrid”. Jeg tror at det er de danske firmaer, der har kopieret de tyske vogne.
Når man har glade og kreative børnebørn, får man ofte gaver, og det er fantastisk at se, hvordan de udvikler sig. Merle og Nælde er tvillinger og går i første klasse, og da Mor og Far er på job, er Merle og Nælde selvfølgelig efter skoletid beskæftiget i fritidsordningen.
Merles Collage!Nældes Collage!
Og her sker altid noget, og jeg har en stor samling af alle de ting, mine børnebørn har skabt. Denne gang blev jeg ekstra imponeret både over den idérige og inspirerende pædagog, de har, og over disse flotte resultater. . Og… I skal selvfølgelig opleve disse unikke skulpturer, lavet med omhu og glæde. Jeg var så heldig at få Nældes ”Girafskulptur med de krydsede” ben – mens Merle forærede sin til sin Far, men foreløbig har jeg den ”i pleje”! De står således begge to og lyser op i stuen!
Første trin var for eleverne af klippe eller rive dele ud af blade, aviser, papir etc. og skabe en collage som grundlag for skulpturen. Collagerne er klæbet op på sort baggrund og hænger indtil videre her hos mig!
Senere kom det store arbejde med at skabe skulpturen over et skelet, male den, slibe og lave alle de mange detaljer. Merles skulptur er ca. 37 cm, mens Nældes er ca. 32 cm høj. Værkerne blev derefter sat på en lille sokkel med kunstnerens navn. Og her er de færdige resultater: jeg er en stolt og vildt imponeret Farmor, der absolut må dele denne kreativitet med jer.
GOD Læselyst, og skulle I have lignende Værker fra jeres efterkommere,
Da jeg læste i det indkøbte julenummer af ”Mein schönes Land” (købt da der var en dejlig, gammeldags julekalender som ekstra omslag) – fandt jeg i bladet en dejlig artikel om ovennævnte museum… Artiklen fokuserer på museets nostalgiske dukkestuer, -huse, -køkkener og –butikker… Men desværre fik jeg ikke tilladelse til at bruge disse illustrationer, men måtte i stedet for benytte alt fra museets hjemmesider med angivelse af kilde.
Dette nostalgiske og alsidige museum befinder sig i Den gamle Landsbyskole i landsbyen Kleßen – Havelland, ca. 75 km nordvest for Berlin, se køreskitsen nedenfor.
Øverst th. Hans og Grete – illustration fra gammel billedbog! Nederst tv. En gammel symaskine, så du selv kunne sy dukketøj! Nederst th. Mon I husker de gamle Lineolfigurer?
Under jeres rejse til barndommens land kan hele familien se legetøj fra den tyske Industri fremstillet gennem 200 år – Det velkendte træ– og bliklegetøj, dukker, bamser, krammedyr, dukkestuer, -huse, -køkkener og –butikker. Modelbaner og biler, dampmaskiner, bræt- og terningspil, dukketeatre, herunder Mester Jakel, børne– og udklipsbøger, dyr fra og i Zoo og bondegården, tinfigurer og meget, meget mere.
Denne yndige dukkestuedukke står jo nærmest og byder velkommen!
Museets adresse og åbningstider får du her:
Spielzeugmuseum im Havelland, Schulweg 1, D 14728 Kleßen – tlf: +49 332135 —29 00 44
Hermed endnu en lille beretning eller billedkavalkade om japanske celluloiddukker: Der er som tidligere nævnt enormt mange Logoer vedrørende japanske Celluloiddukker, og disse 3 herlige dukker (figurer) er således mærket med hver sit Logo:
Dukkegruppen her har bevægelige arme, og de er alle mærket med hver sit ”uidentificerede” logo.
Pigen til venstre er ca, 15 cm høj og klædt i 1920ernes stil med gul hat og blå frakke. Hun er mærket med SS i rude, Made in Japan!
Den lille tykke dreng i midten er sikkert en golfspiller, hvad man kan se af hans tøj og den lille hvide bold, han holder i højre hånd. Han er iført brun skjorte, gule bukser og gul hat. Han er mærket med MS i rude, Japan.
Pigen til højre er ca. 15 cm høj og iført rød kjole og pink hat. Hun holder en fodbold i højre hånd, og hun er mærket med ”omvendt W, derunder S og Made in Japan.
Dukken til venstre er en Kewpie-type på 14 cm, hun har bevægelige arme og ben, men kan ikke stå oprejst. Hun er flad bag i, og benene er forbundet med en vinkel stående ud til siderne. Det har muligvis været nemmere at gøre det sådan end at modellere udstrakte ben — hvem ved? Dukken er fint modelleret og omhyggeligt malet. Kravledragten er pink, og hatten er grå. Hun er mærket ”MADE IN//JAPAN.
Et mærke, der blev benyttet meget ofte i besættelsestiden lige efter 2. Verdenskrig er tal i rude, her vist med 500 i rude og Made in Occupied Japan. Den lille kære dukke til højre er ca. 15 cm høj og iført moddelleret cremefarvet heldragt. Ansigt og hænder hudfarvede i lys nuance — Øjnene er grønne med en lysere ring rundt om pupillerne. Hår, vipper og bryn er i den typiske rødlige farve. Dukken har bevægelige arme og ben, og fingrene er modelleret separat og sat på hænderne.
Et andet, meget ofte fundet logo er Den franske Lilje, og derunder Japan Royal, samt en kontrol-label i rødt og formet som en blomst.
Her er to søde dukker, der begge er mærket med Den franske Lilje osv.
Dukken til venstre er ca. 18 cm høj og af meget fin kvalitet. Den er flot modelleret, og hoved, arme og ben er bevægelige. Materialet er kraftig pink-hudfarvet celluloid, og bemalingen er meget detaljeret. De blå øjne har lysprikker i pupillerne, og der er hvide øjenæbler. Ofte har er øjenæblerne på japanske dukker samme farve som den anvendte celluloid. Dukken har sorte, omhyggeligt malede vipper, samt pink prikker i øjenkroge og næsebor, heller ikke noget man normalt finder på japanske dukker. Foruden mærket med Den franske Lilje er dukken stemplet på venstre fod og har Den røde Kontrol-label på højre.
Dukken til højre måler lidt over 20 cm. Ansigtet er i lys hudfarve med enorme Googly-øjne — Iris er lavendelblå med lysprikker, og også denne dukke har hvide øjenæbler, dog kun sorte krøllede øjenvipper foroven. Hele kroppen er modelleret som en pink bamse, og hænderne har form som poter. Dukken har bevægelige arme og ben og fungerer som rangle. Foruden Liljemærket er der stempel under venstre fod.
Desværre har jeg ikke fundet farvefotos af dukkerne, men drøm jer til farverne!
Fra fireårs alderen husker jeg, at jeg synes det var sjovt og latterligt, at min far ledte efter os i køkkenskuffer og bag døre, når vi lå under spisebordet eller i et hulrum under køkkenbordet og klukkede af grin.
At gemme os og blive fundet var vidunderligt. Det kunne også være vi stod og bevægede os bag et gardin.
Fra samme tid ser jeg mig selv og min tvillingebror med en køkkestol på ryggen og vi var snegle. Lidt for store til at kravle, men dejligt at kravle alligevel.
At klæde os ud var også et hit. Det bestod altid af voksentøj og tæpper.
Karin fra Bispebjerg er med i sommerhuset sommeren 1953Vi klæder os ud med Karin sommeren 1953 2½ år.Vi klæder os ud og går på varme fliser.
Fra tiden inden vi byggede helårshuset i Herlev i 1954.
På ferie i Lynæs ca. 1958. Far kan ikke gå mere med os.
At gynge på min fars ben, mens hans stod og holdt i en dørkarm eller lignende. Det blev sværere og sværere jo tungere vi blev. Han havde en af os på hvert ben. Den leg blev skiftet med, at jeg helt stivt kastede mig bagover i den tro, at han greb mig.
Det bedste med min mor var at, hun læste historier eller fortalte fra sin egen barndom. Den var mere livlig end vores og med mange flere veninder og familiemedlemmer omkring sig end vi havde.
Fra venstre to kammerater fra Marthasvej og søstrene Ruth og Eva ca. 1925.
Vores engelske venner fra min mors rejse til England i 1946 sendte altid små gaver til fødselsdag og bogen om de slemme mus gjorde et kæmpe indtryk, idet musene var så uartige at de slog gibsmaden i stykker i dukkehuset i frustration over, at de ikke kunne spise den.
“Nils Holgersens forunderlige rejse” og Dickens “Oliver Twist” var to bøger, som gjorde et uudsletteligt indtryk, fordi de var både spændende, sørgelige. Det at hun læste højt gav mig en intens lyst til at lære at læse, selvom jeg var noget længe om det. Det meste af første klasse var vi meget tit syge og derfor ikke til stede i undervisningen. Men det førte da til at jeg slugte bøger fra børnebiblioteket fra den tid, jeg kunne læse. Prøvede at komme igang med Oliver Twist inden jeg rigtig kunne læse og var en hel eftermiddag om at læse første side, inden jeg gav op indtil jeg blev ældre.
Mine favoritter var Laura Ingalls bøgerne fra U.S.A.s nybyggerliv og Astrid Lindgrens “Bullerby børnene”. De sidste levede i et romantisk univers helt uden at de voksne nævnes, mens Laura bøgerne handler om både børn og voksne og meget om at udholde de strabadser, der kom i deres daglig liv. Deres relationer var præget af meget stor gensidig respekt, hvilket jeg beundrede.
Min favorit “Det lille hus i den store skov”.
Vi havde en krybekælder, hvor mine forældre opbevarede alt, det vi ikke behøvede at have oppe i huset eller andre steder, som liggestole, byggematerialer, gamle tæpper og ikke mindst de mange kasser med æbler fra haven. De, der holdt sig hele vinteren og ud på foråret, var Belle de Boskop. De blev bedre og bedre med tiden og gjorde at det duftede helt særligt derinde. Min mor satte også foråd af kartofler, grøntsager og appelsiner ind, så de bedre holdt. Det var en krybekælder og man kunne ikke gå oprejst derinde. Jeg fandt på i ti-årsaldren at gå ind og til højre og helt i bunden, hvor jeg lavede en hule med en veninde. Vi må have sat tæpper op omkring nogle kasser. Hvad vi lavede husker jeg ikke, men måske har vi læst bøger eller gamle Anders And blade.
Ved siden af vores hus til begge sider lå et lille sommerhus. Vores havde også været en udstykning med et lille sommerhus inden vores hus blev bygget. Da sommerhuset til venstre for os blev solgt, så jeg, at det blev det kørt væk på en vogn. Der skulle bygges hus til nye ejere. Dem med sommerhuset havde en stor stak Anders And blade i en stor metaltønde, som vi måtte få. Der var bare den hage ved det, at vores ældre fætre var på besøg og de tog for sig. Min bror sidder med et tyndt blad uden forside. Den måtte han få! Vi var kun omkring 3 1/2 år så vi kunne ikke hamle op med deres hurtighed. Jeg husker, hvor intenst jeg syntes den uretfærdighed var. Måske endte det med, at vi fik lidt flere. Jeg syntes jo bestemt, at alle bladene var vores, da det var os, der boede der. Ingen voksne hjalp os det mindste.
De “slemme fætre” inden episoden med Anders And bladene.
Til de tidlige minder var at lave en “Boldebane”, som vi sagde. Vi gravede tunneller i sand eller grus med hænderne og lod små bolde løbe ned. Vi kørte på elendige trehjulede cykler, der var tusse gamle, men vi vidste ikke, at de var gamle og stive og aflagte fra børn inde på Bispebjerg, hvor vi kom fra.
Ca. sådan så den ud.
Vi havde også én rulleskøjte på et ben. vi delte for det var nok for svært at bruge to også meget aflagte. Måske duede den ene bare ikke? Lykken var at få rigtige rulleskøjter, som de nu var dengang med røde læderstropper om anklerne og over fodryggen.
Dorthe Lohmanns retro rulleskøjter.
Senere blev det dejligt at mestre at hinke og både min bror og jeg kunne lide det.
Vi fik meget sjældent slik, men jeg husker at have haft nogle vingummibamser i ni eller ti årsalderen. De kom op at sidde i kirsebærtræerne. Hvorfor ved jeg ikke, men legen gik på, at jeg og en veninde havde to Rosenbuddukker, som var med ved den lejlighed. Det var en dejlig sommerdag. Samme veninde og jeg lavede også parfume af rosenblade. Hun overbeviste mig om, at det kunne vi gøre. En masse rosenblade blev lagt i vand i en balje og gemt nogle dage. Jeg var lidt skeptisk og det blev heller ikke så lækkert som rigtig parfume.
Rosenbud dukker fra min samling
Jeg beundrede, at min far malede så smukt. Det han malede fik tre gange og blev pudset med sandpapir i mellem lagene af maling. Jeg ville også male, men turde ikke spørge. En cigaræske skulle være grøn. Jeg kunne dog ikke vente på, at den skulle have så grundig en behandlig, så den blev også helt ru med ujævn maling. Meget skuffende resultat. Om penslerne blev rensede melder historien intet om.
Min bror gjorde et stort arbejde i at fjerne al svovl på en masse tændstikker og så lave en lille flyver ud af dem. Han limede dem sammen og savede forsigtigt vinger og ror i facon. til sidst blev den lakeret. Han klippede også Tin Tins “Enhjørningens Hemmelighed” tegneserie ud af Politikken og klistrede dem op i et stort aflangt kladdehæfte.
Jeg har tidligere fortalt, hvordan jeg elskede at tegne, klippe og farvelægge. Aldrig var det i malerbøger.
Jeg elskede glansbilleder og naturligvis allermest babyer.
En farlig leg var at “dryppe stearin”. Jeg fatter ikke, at vi fik lov til det. Men vi hældte varm, flydende stearin på et billede i et Anders And blad og da det var stivnet, kunne det tages af og et skønt billede var at se på undersiden af stearinen.
Vi kom meget hos Hr. og fru Eskær i sommerhuset til den anden side. De havde en voksen datter, der kom om søndagen. Engang sagde hun, at vi kunne lede efter firkløvere og straks fandt hun nogle. Det viste sig, at hun havde sat en tændstik ved firkløverene, så de var til at finde med det samme. Det var lidt snyd. Der inde lærte jeg at skyde til måls med et luftgevær. Har aldrig praktiseret det siden. Vi lærte at spille kort der og lægge kabaler. Ud over at brodere og strikke fik jeg senere lært at sy efter mønster, da fru Eskær var tidligere dameskrædderinde, som det hed dengang.
Hos Eskær skyder vi til måls. Her en pige fra Horsens fra deres familie
Vores far lavede stylter til os og vi kunne gå i to højder på dem. Til sidst gik vi “rundt om Agerledet” dvs. op ad vejen og bagom og tilbage af parallelvejen. Det gjaldt om ikke at glide i nedfaldne blade.
Torben på stylter 1962
Lidt forskellige billeder fra barndommen.
Tusinde tak til Maria for, at delagtiggøre os i dine barndomsoplevelser. Mon ikke de vækker minder hos andre?
Nu er den dejlige december med al sin travlhed og hygge lige om hjørnet. Der er mange traditioner forbundet med denne måned. Ikke alle er ens hos os alle, men julekalenderen har vi vist alle et forhold til.
Sigi Ulbrich som har den meget hyggelige og informative hjemmeside http://www.tortula.de og som tidligere har delt dejlige artikler med os, har sendt os denne skønne julekalender.
Fra i morgen d. 1. december, kan man ved at gå ind på Sigis hjemmeside, hver dag indtil juleaften åbne en lige i denne virtuelle julekalender.
Gottschalk hus model 2135 fra Tyskland tidligere i Anne Maltbæk eje.
Når man får et nyt dukkehus, starter den store søgning, især i diverse bøger. Man kan selvfølgelig være heldig på nettet, men det er ikke min opfattelse, at man får noget at vide. Der er masser af billeder, men ingen gode oplysninger, og det er jo dem man skal bruge. Så hold ved, behold jeres bøger, de er meget bedre end I tror. Det dukkehus jeg nu vil vise jer, har jeg set hos min veninde, som nu desværre er død. Men det stod på gulvet under en reol, så det var ikke så meget andet end det udvendige, jeg kunne se. Jeg havde aldrig haft det åbent, og vidste heller ikke om der var møbler & dukker i det. Men jeg havde en idé om, hvem der kunne have lavet det.
Jeg blev oplyst om, hvornår den auktionen hendes legetøj skulle sælges på, ville finde sted, og så er det jo bare om at slå til. Det var på Hørsholm auktioner, et hyggeligt & venligt auktionshus, og det hele foregik på nettet. Du skal så absolut tage til eftersyn, da der kan være meget i vejen med de ting, man eventuelt ønsker at købe. De har uhyre gode fotos og også en beskrivelse, ikke altid korrekt, men de gør en stor indsats, og du kan altid få tingene ned og se, så man selv står med det i hånden. Kun der, kan man afgøre hvor meget, man ønsker at byde. Hvis du ikke har prøvet at byde på nettet, så øv dig lidt og snak med dem om teknikken, de er utroligt hjælpsomme.
Huset bliver i bogen omtalt allerede fra 1913 og frem, da det havde lidt møbler i ,et sæt Gottschalk i dyb rødt lavet i pap, kan også være grønt, som sikkert er fra 1920. jeg regner det før 1930 som kataloget fremhæver. Højde 63cm dybde 31cm og bredde 43,8cm.Gottschalk hus med såkaldt rødt tag model 2135 se sidde 79 bogen om Gottschalk. I original stand.
Huset er i usædvanlig god stand, selvfølgelig er der lidt afskalning nogle steder, men det må forventes når det er omkring 100 år gammelt. I Evelyn Ackerman’s bog om Moritz Gottschalk firmaets dukkehuse, butikker, køkkener, stalde & møbler, fandt jeg det på side 79. Hvordan kan man så være sikker på det, hvilket jeg ikke helt var. Jeg syntes gallerikanten på det lille værelse med veranda ovenpå, så forkert ud, men blev så glad, da jeg så den kant eller snare udskæring på et andet foto af en stald. Her så man netop den udskæring, jeg havde på min veranda, dukke op. Evelyn Ackerman skriver det er fremstillet fra 1913 og frem til ca. 1942. Mit er nok omkring 1920, men kan lige så godt være et af de tidligste, da de to elektriske pærer som er opsat, kan være tilført senere. De ser ikke ud til at være født med huset. Det har nøjagtigt det samme tapet i stueetagen og gulv, som på billedet af det i Ackerman bogen. Det bliver omtalt som ret sjældent. Normalt har jeg kun set de store huse, idet Legoland havde flere af dem, og dette mit nye hus, var utroligt lille. Men jeg var overbevidst. Grunden til min tvivl er den, at et andet firma Th. Heymann var ret dygtige til at kopiere Gottschalk og det gjorde de godt, endda med samme form (på en forhøjning eller base og med et rækværk samt første sal med verandaer eller måske snarere altaner) som hos Gottschalk. Men det opdagede jeg kun, fordi jeg har en ret stor samling meget dejlige bøger om dukkehuse, listen på disse kommer til sidst af artiklen.
Farverne betyder meget for Gottschalk, de tidligste huse har blå tage, senere blev de røde, selvom jeg mere syntes de er orange. De næste fik elevatorer isat og elektricitet. Så de er delt op i de forskellige typer. Husene har alle modelnumre, men jeg har ikke set noget stemplet på mit eller mærket på nogen måde, heller ikke i bunden, skrevet med blyant. Det eneste, der står er 15.00 og det henviser nok til den oprindelige pris på huset. Men modelnumret er nævnt i bogen, og her har det nummer 2135. De rødtagede huse er alle utrolig farvestærke, de har skodder mange af dem, lavet i tykt pap med stencil tryk, måske ville jeg hellere kalde det papmaché, lidt naive i måden de er konstrueret og malet på, synes jeg. De fleste har ikke så mange rum, ikke som de almindelige med 4 rum og helt åben bagtil, så man enten kan stille dem op med facaden mod sig eller den åbne side mod sig, hvilket de fleste gør. Så ser man jo bare aldrig selve huset.
Gottschalk hus med såkaldt rødt tag model 2135 se sidde 79 bogen om Gottschalk. I original stand.
Gottschalk hus med såkaldt rødt tag model 2135 se sidde 79 bogen om Gottschalk i original stand,
På mit svinger hele underetagen op kun med et rum, der går igennem hele huset. Der er ikke vinduesglas i, men bogen siger det kan være normalt også. På øverste etage er der så et meget mindre rum, her med to vinduer, smallere end forneden og med hvidt pap udskåret som gitterværk i verandadøren, se fotos for at forstå dette. Der er desuden et ovalt vindue ovenover med samme gitterværk. Det værelse bliver som regel brugt til soveværelse. Dybden er ikke ens i hele huset, hvilket gør det svære at møblere, efter min mening, men de forskudte tage med karnapper er utroligt charmerende udefra og gør dem meget dekorative. Eftersom jeg selv bor i et hus med forskudte etager og tage, er det sikkert grunden til, at jeg altid har været så fascineret af det, og kunne huske det; men jeg troede selvfølgelig at familien ville beholde det. Det er 63cm højt, 31cm i dybden, når værelset ikke er åbnet, samt 43,8cm i bredden.
Flere samlere af disse huse er slet ikke dukkesamlere, men indretningsfolk, arkitekter, designere og journalister. De har dem så bare stående kun til dekoration. Dette bevirker at de efterspørges, især de små & mindre huse. Dog synes jeg, det er svært, at finde møbler og dukker til dem netop på grund af den lille størrelse. Det skal understreges, at det er besværligt, at have dukkehuse i sit hjem, det må jeg indrømme, de fylder utroligt meget. Store huse er næsten håbløse, jeg har et som fylder et kvart værelse på høje ben, men man lære at leve med dem. De fleste samler dukkehus ting og deres beboer på hylder. Man kan så engang imellem flytte rundt på det hele, når man får noget nyt, det er betydeligt nemmere; men der mangler noget efter min mening. Hvad syntes I?
Er der noget jeg har glemt at svare på, kan I gå ind og spørge mig under kommentarer, så skal jeg nok svare.
Møblerne er typiske for netop Gottschalk stilen, de virker ret stabile, selvom de er lavet i pap, men jeg ville kalde dem pressede møbler i papmaché, tit malet vinrøde eller grønne samt hvide, der er struktur i selve møblerne, så man kan se de er pressede.Det er især papmøblerne, der er interessante da de er Gottschalk møbler i pap malet vinrøde og med lidt motiv i sædet og forgyldt med lidt maling, det består af en sofa et bord og to stole.
Jeg har i dag nået at få taget nogle af møblerne til huset, som jeg derfor medsender. De originale papmøbler, som de kaldes, de er tyndere, men stadig meget papmaché agtige malet dyb vinrøde, men kan også have samme farve som skodderne i grønt. Tit var de bare hvide og de kan være præget, således at de sikkert er blevet støbt i en form via en presse og ved hjælp af damp. Der bliver stadig lavet dyr til påske (harer & kyllinger) i Tyskland og store æg af samme slags den dag i dag. Jeg stødte på dem i en stor butik for kunstner-artikler i London for et par år siden. Derfor må de have været relative nemme & billige at producere. Der er ikke så mange fotos af møblerne i de forskellige bøger, dette tror jeg skyldes, at disse møbler er senere, end de møbler der er mere populære at samle på som f.eks. Boulle møbler og Waltershausen samt andre som har fået forskellige navne. Selv tror jeg heller ikke Gottschalk husene har været så dyre, som de mange individuelt udformede danske, engelske og amerikanske huse, som der har været på markedet, og som vi kan købe i dag. Vi skal heller ikke glemme de svenske huse, som med deres store mængder af træ og større interesse for sløjd, viser ret fantastiske huse. Jeg har været på museum i Sverige til en udstilling med dukkehusmøbler og dukkehuse, som var helt fantastisk, for mange år siden, helt suverænt. Den var samlet fra alle de svenske museer og så lånt ud til museet i Jönköbing, tror jeg det var, en så stor udstilling, som jeg aldrig havde set før. I kan se flere Gottschalk huse på Olgas Lyst i Kbh. samt andre flotte dukkehuse, hvis I vil finde mere inspiration.
2 små senge fra Gottschalk huset sengene lavet i metaltråd og ikke så store med håndsyet sengetøj.4 billeder sat i ens rammer for at passe til Gottschalk huset, glansbilleder, brugt, ca. 1920 . Svært at vurdere.
Litteraturliste:” The Genius of Moritz Gottschalk” af Evelyn Ackerman ISBN 0-
912823-45-3.
”Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser” af Marianne Cieslik / Swante Köhler
ISBN 3-921844-70-3 begge bøger er uundværlige, de har alt med om dukkehus inventar den sidste. De er utrolig dyre, men måske kan I finde dem hos Amazon.com.
Collecting Dolls’houses and miniatures af Nora Earnshaw with Rarity Guide ISBN 0-00-412457-X jeg mener der er et Gottschalk hus på forsiden, men det bliver ikke oplyst.
”puppenZubehör” af Elke Gottschalk ISBN 3-89441-120-1 med de mest vidunderlige fotos af småting, jeg bruger den som huskeliste og krydse af, når jeg får en ny ting, med blyant selvfølgelig.
Mansions in Miniature four centuries of Dolls’ Houses af Leonie von Wilkens, ISBN ISBN 0-670-45410-9 betegnes som biblen indenfor dukkehuse, findes både på Engelsk & Tysk.
”Dolls & Doll Houses” af Estrid Faurholt & Flora Gill Jacobs kan af og til findes herhjemme i antikvariater, men Mrs. Jacobs skrev mange andre bøger, da hun havde et pragtfuldt Museum i New York, som jeg ikke nåede at se, inden det blev lukket. f.eks ”A history of Dolls’Houses” ”Dolls’ Houses in America”
Gottschalk bliver end ikke nævnt i deres Index, hvilket kun kan betyde at de ikke har vist, at det var et sådant hus, lidt flovt, men både England & USA er meget fokuserede på deres egne produkter vel vidende at mange af dem var tyske. Det jo ikke yndede grundet de store verdenskrige. Vi må have haft et mildere syn på Tyskland, de altid har været en af vores største handelspartnere og er det stadig.
En fantastisk ting er, at i Ackermans bog på den sidste side, har hun en gennemgang med henvisning til alle de dukkebøger, der på daværende tidspunkt var, og med henvisning til hvilke huse de har vist, som hun kan rubricere til Gottschalk. Hvilket et arbejde, hendes bog er fra 1994 og måske kan jeg prøve at affotografere denne, skulle I være blevet vilde i varmen, eller fotokopiere den og sende den til de som ønsker denne. Det er en stor hjælp, syntes jeg at finde den.
En stort tak til Anne for, at dele sin store viden med os.
Det er dejligt når vi får artikler fra vores læsere og endnu engang har vi været så heldige, at få lov til at bringe en af Maria Holms dejlige artikler.
I min jagt på billeder af gamle barnevogne og dukkevogne har jeg fået kontakt med flere spændende mennesker. En af dem er en Flemming L. fra Sundby Lokal Historiske arkiv. Jeg havde undret mig meget over Itkin fabrikken, som jeg vidste lå på Amager Strand de sidste 15 år af deres aktive tid og hvad var så årsagen til at de også hed Skandinavisk Barnevognsfabrik?
Ingen har svaret, men jeg har selv fundet brochurer, som fortæller at manden, der skabte fabrikken hed Itkin og var indvandret fra Tyskland i ca 1909 og startede fabrikken i 1911. Han kaldte fabrikken med det samme begge navne. På trods af at jeg selv fandt ud af dette ved at kigge i småtryksamlingen på den Kgl. Bibliotek har jeg haft en livlig mailkorresponcence med Flemming. Jeg havde tilbudt at de på Sundby arkiv skulle få et eksemplar af min fars bog om sit liv og det ville de utrolig gerne. Min mand Henry med at scanne alt både tekst og billeder og de kan så bruge bogen meget bedre på den måde. Som tak jeg jeg i flere omgange fået de skønneste billeder af dukke- og barnevogne, som har tilhørt familier i området. Hvert billede er forsynet med familiens navn.
Den lille pige har de glasdukker, som jeg så brændende ønskede mig en af plus en lækker hvid og splinter ny dukkevogn. Jeg er glad for at ingen af mine kammerater havde en sådan overflod. Det havde været svært at bære. Min legekammerat havde én babydukke som glasdukke og den var utrolig livagtig og blød i kroppen og det var jo noget, der mindede om en rigtig baby, når man nu ikke havde en sådan i familien. På billedet ses pigens lille legehjørne i stuen. Det har sikkert været en toværelses lejlighed. Billederne her må været taget af en rigtig fotograf med en stærk lampe. Dengang kunne man ikke bare lige tage gode indendørsbilleder. Måske har faderen selv været fotograf?
1951. Johannes Mogenshøj Jensen. Odder dukkevogn. Foto: Sundby lokalhistoriske Forening.
1951. Johannes Mogenshøj Jensen. Odder dukkevogn. Foto: Sundby lokalhistoriske forening.
Jeg har fundet et katalog fra 1952 i mærket Scandia, med en rigtig barnevogn næsten magen til.
Scandias første katalog 1952.
Min veninde Dorthe Lohmann, som har bidraget med mange fine billeder af dukker, dukke-barnevogne, dukkestuer og køkkener, har skrevet til mig om sine oplevelser af dukkevogne i sin barndom i Bagsværd, kun fire km. fra mit barndomshjem i Herlev. Tænk om vi havde kunnet lege sammen dengang!
Der var forskel på mine veninders dukkevogn, min var i mellemklassen, og jeg var ikke helt tilfreds med den. Den var mørkeblå, og den lignede på mange måder den jeg har i dag, men den var mindre, var ikke polstret og havde ikke læderstropper, Jeg havde en legekammerat, som havde en lignende, den var dog mindre, faktisk alt for lille til de almindelige glasdukker. Så var der de to søstre, jeg vist tidligere har fortalt om, de havde to store vogne med hele udstyret, de gyngede blødt i deres læderrems, var blødt polstrede og havde vendestyr, jeg var så betaget af dem. Den mest forkælede af pigerne på vejen havde en af de helt moderne vogne, hvor kassen kunne tages op, og stellet klappes sammen, det var sidste skrig, men jeg var ikke så draget af den, jeg så kun de to søstres vuggende vogne, fine og cremefarvede, fuldstændig som de rigtige barnevogne. Nej, jeg blev aldrig hundrede procent glad for min vogn, selvom den var flot, og min lidt yngre legekammerat med den lille dukkevogn var heller ikke helt glad for sin, hun overtog min vogn, da jeg voksede fra dukkeleg.
Herunder ses en rigtig barnevogn af samme type i snevejret.
En vinterdag ved Rådhuspladsen først i 1950érne. Fotograf ukendt.
Så har Dorthe igen været ved tasterne og har skrevet en super dejlig artikel om sin fine forretning!
Min mands morfar – Fritz (Ferdinand) Nielsen – havde en købmandsforretning på hjørnet af Tingvej og Sundholmsvej, og det er til minde om ham og hans forretning, at min egen i legetøjsudgave har fået hans navn, vel vidende, at min forretning hverken sælger bøttesmør eller sild i tønde, som hans gjorde.
Fritz-Nielsens-forretning
Apropos Sundholmsvej – kender du sangen om det gamle Sundholm?
Hvis ikke, får du lige teksten her:
På Sundholm der lær`man at feje
og hugge de hårdeste sten
der får man den kraftigste suppe
på knogler og dameben.
Synd, jeg ikke kan skrive noder, for melodien er næsten lige så smuk som teksten 🙂
Det gamle Sundholm hedder i dag ” Herbergscentret Sundholm”, og her laves vist ikke så meget suppe på dameben, men det er en helt anden historie.
Lad os gå videre med min lille købmandsforretning, som er en hjørneforretning ligesom Fritz Nielsens på Sundholmsvej.
Købmandsgården og fru Else Georgia Nielsen og søn.Facaden som støder op til lageret.
Da jeg overtog forretning, var den i ringe stand. Alle tre facader var skæmmet af fugt, ødelagte skilte og forrevne reklamer, yderligere manglede en af de store butiksruder.
Inden døre så det lidt bedre ud, dog var også gulvet fugtskadet, og det samme var de elektriske installationer, som næsten var rustet væk.
Alt i alt et sølle syn, som længe havde skræmt kunderne væk.
I et par år var forretningen gemt væk i vores kælderen, for det gav ingen mening at sætte den i stand, hvis jeg ikke kunne skaffe et ordentligt varelager, og det holdt det faktisk hårdt med.
Jeg søgte på loppemarkeder, hos andre samlere og på auktioner, alligevel gik det KUN for langsomt – faktisk var jeg ved at give op, da jeg ved et besøg på Køge Legetøjsmuseum uventet fik den største gave, man kan tænke mig.
Oliver (ejer af Køge Legetøjsmuseum) havde en samling af de etiketter, som legetøjsfabrikken Keike i sin tid fremstillede til de små naturtro købmandsvarer fra 40`erne og 50`erne.
Fra Kaike havde han også en samling små kopier af de reklamer og skilte, som i samme periode prydede danske købmandsforretninger, og dermed også købmandsforretninger i legestørrelsen.
Og tænk, Oliver forærede mig uden videre etiketter til en masse forskellige varer, og reklamer og skilte nok til, at jeg kunne føre min forretning tilbage til sit oprindelige udseende, jeg er ham stor, stor tak skyldig.
Olivers samling fra Keike, vist nok fundet på loftet over en gammel legtøjsforretning.
På billedet fra Køge legetøjsmuseum kan man se lidt af Olivers samling, de små papirer ligger i en af de sjældne salgskasser, som stod i mange legetøjsforretninger.
I hvert af disse kassers nummererede rum lå en af de små købmandsvarer, og foran kassen kunne børn så stå og udvælge netop den vare, som skulle med hjem til deres egen forretning.En tilsvarende salgskasse har jeg i min egen samling, jeg syntes, den fuldender fortællingen om min og alle de andre lege-forretninger fra den tid.
Min salgskasse, som jeg i sin tid fandt i Forum.
Jeg mindes ikke noget hyggeligere museum end det i Køge. Her var altid kaffe på kanden og altid tid til en snak, og ofte fik både børn og voksne lov til at undersøge det udstillede legetøj.
Oliver er et usædvanligt menneske, altid villig til at hjælpe andre samlere, og altid villig til at øse af sin viden, synd museet nu er lukket, det er meget stærkt savnet.
Med Olivers gave fik jeg blod på tanden, nu skulle forretningen vækkes til live.
Det store udstillingsvindue.Der er kommet varer til lageret.
Normalt vil jeg aldrig pynte på gammelt legetøj, det er jo netop det oprindelige, mikset med tidens tand og sporene af børns leg, som er charmerende.
Men ved købmandsforretningen måtte der gøres lidt, hvis den skulle være en glæde for øjet, dog var det kun facaden, jeg ville pifte op, alt andet skulle forblive i original stand.
Jeg slæbte forretningen med til Flügger, hvor man har et apparat, som kan ”måle” sig frem til en eksisterende farve, jeg kom da også hjem med en nøjagtig kopi af forretningens oprindelige ”materiegule murværk”.
Jeg malede de tre facader, hvorefter de fine reklamer og skilte fra Oliver blev sat op på de samme steder, de gamle lasede havde siddet.
Der kom også en ny rude i facaden, og den elektriske installation blev fikset, de sidste detaljer kan jeg takke min hjælpsomme mand for.
En ældre pige har overtaget ansvaret for købmandens sprælske søn, som ikke vil sove.Fru Else Georgia Nielsen har travlt.
I de følgende uger blev der herhjemme fabrikeret købmandsvarer. og langsomt udfyldte de spritnye varer pladsen mellem de relativt få gamle, jeg havde skrabet sammen.
Men der kom også andre varetyper, se bare hvordan det store udstillingsvindue bugner af køkkentøj til fruen!
Og på flere hylder ligger metervarer af den fineste slags, her kan husmoderen finde stof til sin nye kjole og til børnenes tøj, men også på manden er der også tænkt, for man har både skjorteknapper og tobak på lager.
Men vigtigst for børnene er hylden med legetøj, og de store glas med sukkergodt, se bare ham den sliksyge dreng på billedet!
Gad vide hvad de to har fået øje på?Kan du nære dig dreng!
Jeg syntes, det er blevet en velassorteret forretning, her mangler vist ikke andet end bøttesmør og sild i tønder, som var lagervarer hos den gamle Fritz Nielsen, men med min forretning har vi nok taget skridtet ind i en mere moderne tid, hvor smørret ikke sælges fra bøtte, og fisken ikke ligger ”som sild i tønde”.
Nu er det den grønne bil fra Kooperativa, som kommer med varer.
Bilen blev i sin tid fundet på tysk eBay, den var rasende dyr, men alle pengene værd, for uden friske varer, kunne forretningen næppe efterkomme de mange krav fra datidens kræsne kundekreds.
Med blanke sko kommer man vidt, brug derfor TIT og TITTO tit, står der på døren.
Og kunderne er strømmer til, de fleste er er fra 1920-30, mens jeg tipper forretningen til at være fra årene omkring 1940.
Men trods aldersforskellen må de gerne handle her, hvor der i forvejen sker så meget mærkeligt.
To små piger har været i byen for deres mor!
Og med ”mærkeligt” mener jeg det rent bogstaveligt, for på loftet over forretningen bor en nissefamilie, som hver evig eneste december laver rav i den.
Der sker mærkelige ting, mens gode kristne sover, som man kan se på et af mine billeder – taget med skjult kamera – pågår der en livlig nissehandel, mens der pilles og rodes overalt.
Nisser ved nattetide, taget med skjult kamera.
I den gamle købmandsgård står julen for døren, vi håber meget på, at nisserne gemmer lidt af julevarerne til os andre.
Til sidst vil jeg bare sige, at jeg selv ønsker mig en bøtte lim, så jeg kan gå de gamle skilte efter i sømmene, de trænger flere steder til en kærlig hånd, det er ligesom med gamle huse, man skal være over dem konstant.
Hilsen Dorthe
Tusinde tak Dorthe for endnu en dejlig fortælling!
Mange kender sikkert til H.C. Andersens ulykkelige forelskelse i den svenske sangerinde Jenny Land, også kendt som “den svenske nattergal”.
Maleri af Jenny Lind. Fundet på Pinterest!
Da Jenny Lind som 25 årig i 1843 var på besøg i København, boede hun hos August Bournonville og her blev hun kurtiseret af forfatteren H.C. Andersen. Hun blev bombaderet med blomster, breve og digte og de mødtes igen i 1845, lige på det tidspunkt hvor H.C. Andersen var ved, at få sit gennembrud.
H.C. Andersen var dybt forelsket, men kærligheden blev ikke gengældt fra Jenny Linds side. Jenny Lind inspirerede H.C. Andersen til nogle af hans eventyr bl.a. Nattergalen.
Silhouette Jenny Lind & H.C. Andersen. Tegnet af ukendt kunstner!
Jenny Lind blev født i 1820 som Johanna Maria Lind i Stockholm og debuterede som 17 årig. På det kongelige svenske teater studerede hun klaverspil, sang, sprog og drama. Hun optrådte mange gange i USA samt i flere europæiske byer.
Jenny Lind tjente styrtende med penge og donerede mange af dem til velgørenhed, fortrinsvis til frie skoler i Sverige.
Hun døde i 1887, 67 år gammel!
Et bevis på hendes popularitet er de smukke og dejlige chinadukker, flere forskellige dukkefabrikanter lavede og de opkaldte deres dukker efter Jenny Lind. Blandt de firmaer der producerede disse dukker var Alt. Beck, & Gottschalk, Conta & Boehme, AW Fr. Kister og Kestner. De er i dag spændende samleobjekter for enhver der elsker disse smukke dukker.
Min egen Jenny Lind. Den er umærket!
Det kan være særdeles svært, at finde ud af hvilken fabrik, der har lavet de enkelte dukker, da de mange gange er umærkede. Hardcore samlere kan se det. Desværre kan jeg ikke, men lytter til de mere erfarne samlere.
Jenny Lind. Alt. Beck, & Gottschalk! Billedet er fundet på Pinterest.Den bløde knude i nakken. Denne Jenny Lind er fra Conta & Boehme. Billedet er fundet på Pinterest!
Det er en smuk dukke, med et meget mildt og dejligt udtryk i ansigtet.
Frisuren er altid med bløde lokker og en snoet knude.
Jenny Lind fra Kestner! Billedet er fundet på Pinterest!
Dukkegruppen her har bevægelige arme, og de er alle mærket med hver sit ”uidentificerede” logo.
Nu er den dejlige december med al sin travlhed og hygge lige om hjørnet. Der er mange traditioner forbundet med denne måned. Ikke alle er ens hos os alle, men julekalenderen har vi vist alle et forhold til.
En stor tak Til Sigi og god fornøjelse!
