Lenci-Dukkerne

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Når man taler om dukker af filt, tænker man straks på de flotte og unikke Lenci-dukker, både drenge og pigedukker, hvor både dukker og tøj er lavet af presset, uldfilt.

billede1

Dukkerne blev skabt af Elena König, der blev født i 1885 i torino. Hun flyttede senere til Tyskland, hvor hun fik kælenavnet Lenchen, et navn hun ændrede til det italiensk-klingende Lenci, da hun senere flyttede tilbage til Italien. Under den kaotiske 1. Verdenskrig, hvor Italien kæmpede mod Tyskland, eksperimenterede hun med filt og dette materiales mange muligheder. I 1915 giftede hun sig med Enrico Scavini, der optog filtdukkerne i Lenci-firmaet, et firma, som hidtil havde koncentreret sig om keramik.

billede2

Firmaet voksende, og i 1937 beskæftigede man 300 medarbejdere. I 1944 blev firmaet bombet, og i 2002 trådet firmaet i likvidation og ophørte.

De smukke og elegante dukker kendetegnes ved, at de var maskinsyet op omkring skuldrene og håndsyet mellem benene. Det flotte filttøj smyger sig karakteristisk og passende om dukkerne.

billede3
Denne lille russiske pige med gris og i folkedragt kunne jeg slet ikke stå for. Hun er 24 cm høj og iført broderet bluse og filtkantet skørt. Denne type findes også i større format. Hun er fra 1921 og Mærket med Lenci osv.!

Ansigterne fremstilledes ved presning i formene, og ansigtstrækkene er håndmalede. Håret var af mohair og syet på hovedet. Sådanne dukker med pressede filthoveder var enormt populære i det 19. årh. og til efter 1. Verdenskrig. Øjnene kiggede til siden og gav dukkerne et særligt ansigtsudtryk.

Kæk og skælmsk og ”helt alene i skoven?” Charmerende 33 cm høj dukke fra ca. 1925!
Kæk og skælmsk og ”helt alene i skoven?” Charmerende 33 cm høj dukke fra ca. 1925!

Dukkerne var mærket med Lenci under foden. De blev fremstillet i mange forskellige størrelser og iført utallige dragter og uniformer, samt almindeligt, smart og flot tøj. Dukkerne er vel, hvad man kalder sofistikeret akkurat lige som Elena König Scavini var; alle måtte simpelthen eje mindst én, og dette er da fuldt ud forståeligt, når man ser dukkernes ansigtsudtryk og udførelse som helhed, dukkerne er lige til at kramme og knuselske.

Mut, tvær eller blot ængstelig? Serie 300, 44 cm høj og fra ca. 1927!
Mut, tvær eller blot ængstelig? Serie 300, 44 cm høj og fra ca. 1927!

Der er udgivet enormt meget litteratur om Lencidukkerne, selv har jeg en del bøger stående, nogle med facts, og historie, andre rene udstyrsstykker. Bøgerne er enten på engelsk, tysk eller fransk, og det er svært at fremhæve den ene frem for den anden. Hermed et lille bitte udvalg af de dejlige dukker.

God Læselyst !

Vi har efterfølgende modtaget følgende fra Anne Friis:

Her nogle billeder af min Lenci dukke eller kopi. Har ikke haft den ret længe, men højden passer 43cm, øjenmåden med de side kiggende øjne stemmer og de strittende finger stemmer også, begge hænder er forskellige. Jeg har ikke taget den uden tøj, da den er blevet ret klemt, men den er hul indeni, hvor de andre altid er udstoppet. Hænder hoved & ben er i filt med en mohair paryk som trænger til en meget kærlig hånd. Tøjet er fint med hvidt tungebesat skørt & mamelukker samt hvid chemise. Hun har en turkis frakke på a la Lenci alt ordentligt syet. Jeg har andre som jeg ikke mener er Lenci, men næsten lige så charmerende. De franske typer er svære at skelne fra Lenci. Jeg har i mit lange samler liv kun mødt et par stykker, som havde Lenci, Nordsjællands Museum, har fotos af disse, som er et tvillinge pige par. Desuden har nogle af de handlende haft dem en enkelt gang eller to. Jeg skal se min fotosamling igennem og vil komme tilbage med fotos af disse.

Stor før julehilsner Anne Friis

Hun er på en hul stofkrop, der har fået nogle tryk, hovedet kan drejes, både arme & ben har papskiver i leddene ved lår & skulder, hendes fingre ligner Lencis måde at lave dem på samt hendes bemaling er super flot & holder endnu, især øjnene er smukke
Kroppen er noget faldet sammen d.v.s.den må være hul og have fået flere tryk, troede egentlig de var fyldte, hænderne har to sammenvoksede fingre som Lenci brugte og kvaliteten tyder også på dette, men ingen mærkning tøj kan godt være originalt, fin stand.1920-30 skal slå op i Lenci bøger.

En stor tak til Anne Friis for disse billeder, med uddybende tekst.

Lun housecoat til pigedukke på 36 cm

Her er storesøster Lise ved at bade lille Lasse

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Tak til Alt for damerne for denne enkle og nemme opskrift, som jeg tror, at mange læsere vil strikke, da det ikke er ret almindeligt med en housecoat til dukkerne (Opskriften er fra udklipsheftet: vi strikker dukketøj til Lise og lille Lasse).

 LISEs HOUSECOAT

 Forkortelser: m = maske, p = p, r = ret, r dr = ret drejet, v = vrang, gl = glatstrikning (1 p r, 1 p v), rib = ribstrikning (1 r dr, 1 v) , omg = omgang, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, sm = sammen, sl o = slå om p, gent = gentages, indt = indtagning, udt = udtagning.

 Du skal bruge: ca. 100 g lyserødt, 4-trådet uldgarn, en rest hvidt garn til snor, pinde nr. 2 1/2 og en lille perlemorsknap, samt et par filtrester..

Billede1

 Ryggen: Slå 52 m op og strik 6 p r. Strik derpå gl, til arbejdet måler 16 cm og luk nu til ærmegab for 5 m i hver side. Tag derefter 2 m sm i ver side af den næste p og strik så lige op , til ærmegabet måler 6 1/2 cm. Luk til halsen for de midterste 12 m og strik 2 p mere til hver skulder. Luk af.

Højre forstykke: Slå 28 m op og strik 6 p r, strik nu videre i gl, idet de 4 første m hele tiden strikkes r til forkant. Når arbejdet måler 16 cm, lukkes til ærmegab som på ryggen. Luk på de næste 2 r-p for 1 m i ærmegabssiden og strik derpå lige op i gl. Når forkanten måler 20 cm (76 p), indstrikkes et knaphul: strik 2 m, sl o, tag 2 m sm, strik 2 m. Strik 3 p mere. Luk på næste r-p for de 10 første m, strik p ud, luk skulder-m af. Strik venstre forstykke tilsvarende, men omvendt.

Ærmerne: Slå 28 m op og strik 6 p r, fortsæt i gl, idet der tages 1 m ud i hver side af p 4 gange (der er nu 36 m på p). Når arbejdet måler 7 cm, lukkes i hver side for 5 m. Luk derefter i hver side for 8 gange 1 m. På næste p lukkes de resterende m af. Strik et ærme magen til.

Montering: Pres stykkerne forsigtigt på vrangen og sy delene sm. I halskanten tages 34 m op til kraven. De 4 yderste m strikkes r på alle p. Når der er strikket 3 p, strikkes 2 m i hver 4. m inden for kant-m p ud. Strik 4 p gl og tag ud igen lige over de første udt. Efter 4 p gl tages atter ud, denne gang i mellemrummene, derefter strikkes 2 p gl, og til sidst 6 p r. Luk af.

Pres housecoaten let, sno en snor af hvidt garn til at binde om livet og sy en lille knap i venstre forstykkes retkant. Klip et par små figurer i filt og hæft dem nederst på forstykkerne som pynt.

Og nu er dukke Lise klar til at bade lillebror Lasse

 God strikkelyst !

Ingen DANSK JUL uden kravlenisser !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Julen nærmer sig med raske skridt, og snart har vi alle pyntet op i stuerne, ja overalt, for mon ikke Kravlenisserne hænger frimodigt og lyser op ved billeder, malerier, bøger, under og på nipsgenstandene, i tråde ned fra vinduerne, eller hvad vi nu har fundet på i år.

Energiske Bramming-nisser!
Energiske Bramming-nisser!

Måske du allerede ved, at Kravlenisserne er en dansk opfindelse og en udpræget dansk skik. Den fremragende og fantasifulde tegner Frederik Bramming (1911-91) ”Opfandt” dem allerede i 1947. Herlige og glade nisser med en slags strømpebukser og i alle mulige og umulige klatrende og ”nedfaldende” attituder og alskens grimasser. Bramming tegnede desuden julekalendere, var en flittigt illustrator, og man så hans værker alle vegne. For et par år siden kom heldigvis en dejlig bog om Frederik Vilhelm Bramming og hans virke: Anders Hjorth-Jørgensen: Nisser her, der og alle vegne, hvor du kan læse ALT om Bramming, et must for enhver kravlenissefreak.

Ih, hvor de klatrer og kravler - den nederste er af Anni Lippert!
Ih, hvor de klatrer og kravler – den nederste er af
Anni Lippert!

Fra min barndom husker jeg— som var det i går -, at min Far engang kom hjem med hele fire ark kravlenisser (det var dog ikke Brammings design), og at vi sammen klippede ud og hængte op, og ih, hvor vi passede på dem, de blev således gæster hvert år i juletiden.

Den tradition har jeg siden holdt ved lige, og hvert år kommer kravlenisserne frem, både gamle og nye, og hænger og ser glade ud, og når jeg efter jul tager dem ned igen, glemmer jeg altid en eller to, som ”pludselig dukker frem flere uger efter”! Har I det også sådan?

En af mine gamle Christelnisser i kraftigt karton!
En af mine gamle Christelnisser i kraftigt karton!

Vore børn og senere børnebørn har altid elsket at pynte op med kravlenisser sammen med mig, og det har da slidt på nisserne, men hvad gør det. Der kommer hvert år før jul altid nye ark frem, både nyt design og genoptryk.

Glad Nissedreng fra Susanna Hartmann!
Glad Nissedreng fra Susanna Hartmann!

Går du ind på www.kravlenissernes-side.com, kan du se et kæmpe udvalg af kravlenisser og deres ”fædre og mødre”, dvs. alle de kendte tegnere, og illustratorer, der gennem årene har tegnet og stadig tegner kravlenisser. Og sjovt nok er de fleste af dem de samme, som også har tegnet påklædningsdukker eller vittigheder og tegneserier, f.eks, Axe, Christel, Dorte Kortzau, Ely Gross, Iben Clante, Henny Olsen (Iversen), Illa, Jørgen Clevin, Susanna Hartmann, Füchsel og mange, mange flere.

Denne nuttede nissedreng er fra et Henny-Ark, fås hos Grafisk Werk i Præstø!
Denne nuttede nissedreng er fra et Henny-Ark, fås hos Grafisk Werk i Præstø!

Da jeg aldrig har kunnet stå for disse nisser, måtte jeg absolut samle på dem, og gengivelserne her er alle fra mine samling, som jeg er vild med at udvide!.

Nu er jeg spændt på at høre, om I også samler, eller om I blot glæder jeg til hvert år at hænge dem op over alt i boligen.

God læselyst og glædelig ”For-h”-JUL !

Venter på Juleaften…

 

untitledNu er den dejlige december med al sin travlhed og hygge lige om hjørnet. Der er mange traditioner forbundet med denne måned. Ikke alle er ens hos os alle, men julekalenderen har vi vist alle et forhold til.

Sigi Ulbrich som har den meget hyggelige og informative hjemmeside http://www.tortula.de og som tidligere har delt dejlige artikler med os, har sendt os denne skønne julekalender.

Fra i morgen d. 1. december, kan man ved at gå ind på Sigis hjemmeside, hver dag indtil juleaften åbne en lige i denne virtuelle julekalender.

http://www.tortula.de

0000-3En stor tak Til Sigi og god fornøjelse!

Rasmus Klump, alle vennerne og Det gode Skiw ”Mary”

En klassiker – og Danmarks mest kendte Bamse….

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Billede1

I mere end halvtreds år er Rasmus Klump og hans Venner gået ind i alles hjerter. Den uimodståelige Bjørn og hans venner oplever Alt på deres rejser jorden rundt i Det gode Skiw Mary, som de selv har bygget! Som bekendt blev figurerne skabt af ægteparret Carla og Vilhelm Hansen, og selv om begge for længst er gået bort, lever Rasmus Klump og vennerne videre i os alle, og stadigvæk kommer der nyt om dem: Bøgerne genoptrykkes, der laves film, han findes i Tivoli, sprællemænd, også en sparebøsse kom forlænge siden frem, skoleskemaer, påklædningsdukker, glansbilleder, dekorationer på brugsgenstande, ja, sådan kunne jeg blive ved.

Hermann-bamserne (Teddy Hermann) fremstillede også de dejligste Rasmus-Klump-og-hans-venner-krammedyr. (se billedet)! Af vennerne er jeg vild med Pelle, pelikanen der har ALT, hvad de andre mangler, i sit store næb, og ellers ser man den sovende søulk Skæg, Pellefant, pingvinen Pingo og de små, deriblandt Pilskaden, samt mange andre. Nogle dukker bare op og forsvinder igen. Rasmus Klumps Mor spiller en stor rolle, da hun bager verdens bedste pandekager til de trætte og hjemkomne søfarende. (På et tidspunkt får Rasmus Klump en Lillebror, og han skal selvfølgelig også smage Mor Klumps lækre pandekager)!

Kært barn har mange navne: I Norge er Rasmus Klump kendt som Bamse Bjørn, i Holland kaldes han Pol, mens han i Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Belgien hedder Petzi..Billede2

Det allerbedste ved Rasmus-Klump-bøgerne er for mig og mine børn og senere børnebørn det umiddelbare og for børn helt naturlige i historierne, f.eks. sætter man da bare ét ur på taget hos den bondemand, der lige netop mangler et sådant, Sfinksen, som vogter foran den pyramide, Klump og co. besøger, hedder Svendsen, og sådan går det Jorden rundt, hvor de møder alskens sjove figurer, bl.a. Hattesvingere og Trolde, for blot at nævne et par stykker.

Billede3

Striber med serien både i sorthvid og i farver findes pog fandtes i mange aviser og blade, bl.a. læste vi om Rasmus Klump i sorthvid for meget længe side i Grønlandsposten.

Rasmus Klump med flere er naturligvis beskyttede figurer, og de, der bruger dem, gør det via licens eller tilladelse. Min gode veninde —strikdesigneren Birgit Kjærullf – designede engang figurerne i strik, men kunne ikke få tilladelse til at vise dem offentligt, i stedet for stod de længe på Det gode Skiw Mary på ugebladet Hjemmets Redaktion! På grund af uenighed om ophavsretten, har hun desværre aldrig fået tilladelse til at offentliggøre denne unikke strikdesign.Billede4

Hermed en lillebitte billed-kavalkade over Rasmus Klump. Bøgerne viser jeg ikke, da de står hos mine børnebørn. Men de er store samlerobjekter, og der er sikkert mange af jer, der ejer flere af dem eller måske hele serien! Lad aldrig Rasmus Klump og vennerne gå i glemmebogen!

God Rasmus Klump-fornøjelse til jer og jeres familier …..

Strikkede kaniner

Kender I de fantastiske søde strikkede kaniner og andre dyr fra www.littlecottonrabbits.com?

Jeg faldt over nogle  billeder på Pinterest og gik ind på siden og købte først opskriften til pigekaninen og senere til drengekaninen.  Ud over kaninerne er der opskrifter til bl.a. elefanter, aber, katte og bamser. Den ene sødere end den anden. Man køber opskrifterne via linket og downloader dem.

fil-10-11-2016-15-35-46
De første kaniner jeg strikkede.

Opskrifterne er på engelsk, men på ingen måde svære at strikke efter. Der er rigtig gode forklaringen med og masser af billeder der viser hvordan man gør.

2016-09-04-12-42-33
Den næste kanin jeg strikkede, blev en dreng.

Jeg strikkede de første i ren bomuld og de efterfølgende i strømpegarn fra Coop, det sidste er langt, at foretrække for mig.

fil-10-11-2016-15-34-52
Den sidste i rækken er sød i sin julekjole og jeg håber modtageren bliver glad.

Et nyt par er allerede på pindende.

Skulle der være nogen, der har fået lyst til, at strikke nogle, vil vi da meget gerne se resultaterne.

© for tekst og billeder Lene Byfoged

 

En miniature årskalender

14054058_754183604729596_3072946551509899283_n
Forsiden på Pers fine kalender!

Per Cederholm har lavet en pragtfuld evighedskalender og den er i handlen nu.

Her er hvad Per fortæller om den:

Endelig er mine små legetøjsbutikker og andre lilleputopstillinger, der præger mit hjem, blevet omsat til den kalender, jeg har drømt om i årevis. Hvert enkelt billede har sin helt egen historie, som er beskrevet kort på bagsiden. Det er en evighedskalender og der er i alt tretten billeder, forsiden inkluderet.
Prisen er 150 kr. pr stk. og 250 kr. for to stk.
Portoen er 50 kr. ved et stk. og 64 kr. ved to stk.
Betaling via mobil Pay, bankoverførsel eller Pay pal.
Send mig en besked her eller til mail:
p.cederholm@mail.dk for at bestille.

Teksten er både på dansk og engelsk.

Strik til lille Lasse,

tøjet passer til Babydukker på 23 cm

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Hermed tøj til baby Lasse, opskrifterne bringes med tak til Alt for Damerne –  og er fra ”udklipsheftet: Vi strikker dukketøj til Lise og lille Lasse

 Hermed vejledninger til sparkedragt, trøje med hætte og babytæppe.

 Forkortelser: m = maske, p = pind, r = ret, r dr = ret drejet, v = vrang, gl = glatstrikning (1 p r, 1 p v), rib = ribstrikning (1 r dr, 1 v), omg = omgang, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, sm = sammen, sl o = slå om p, gent = gentages, indt = indtagning, udt = udtagning, fast-m = fastmaske, luft-m = luftmaske

 SPARKEDRAGT:

 Du skal bruge: 1 nøgle (ca. 25 g) 3-trådet uldgarn, (farven bestemmer du selv) pinde nr. 2 1/2 og 4 små perlemorsknapper.

Billede1

Mønster: 1. p: 2 r, 1 v, 3 r, 1 v, p ud—2. p: v.—3. p: 4 r, 1 v, p ud.— 4. p v.— disse 4 p danner mønstret og gent. arbejdet igennem.

Begynd forneden på det ene ben : slå 35 m op og strik 7 cm mønster, slut med en v-p. Læge arbejdet til side og strik et tilsvarende stykke. Saml nu de to ben ved at slå 10 m op mellem stykkerne og 7 m i hver side til forkanter (94 m i alt).

Nu fortsættes lige op i mønster, dog strikkes de 4 første og 4 sidste m r. På hver 12. p laves et knaphul i den ene forkant således: 2 r, sl o, 2 r sm. Der skal i alt være 4 knaphuller.

Når stykket fra sidste opslagning måler 5 cm, strikkes 2 p rib. Derefter strikkes en hulrække til snor: *2 sm, sl o, 2 sm*, gentag fra * til * p ud. Strik igen 2 p rib. Der strikkes nu 8 p mønster, hvorefter der lukkes til ærmegab således: strik 21 m, luk 6 m, strik 40 m, luk 6 m, strik 21 m, hvorpå ryg og forstykke strikkes hver for sig.

Venstre forstykke: efter 14 p lukkes de 4 forkant-m, og der strikkes nu videre i mønster, idet der i halssiden lukkes for 4 gange 2 m. Luk af, når ærmegabet måler ca. 3 1/2 cm. Strik det andet forstykke magen til, men omvendt. Strik ryggen, så den svarer til forstykkerne,. Luk lige af.

Ærmerne: slå 30 m op og strik 8 p rib. Skift til mønsterstrikning og tag samtidig 1 m ud på hver 4. p til i alt 35 m. Luk af, når arbejdet måler 7 1/2 cm. Strik et ærme magen til.

 

Montering: Sy skuldrene sm og saml hals-m op (undtagen forkant-m). Strik 4 p rib. Luk af. Pres arbejdet på vrangen og sy delene sm. Sno en snor af garnet og træk den gennem ribborten i taljen. Bind tilsvarende snore om anklerne. Sy de 4 små perlemorsknapper i.

TRØJE MED HÆTTE:

 Du skal bruge: 1 nøgle (ca. 20 g) 3-trådet uldgarn, (farven vælger du selv), pinde nr. 2 1/2 og 5 små perlemorsknapper.

 Mønster: 1. p: 2 r, 1 v, 3 r, 1 v, p ud —2. p: v— 3. p: 4 r, 1 v, p ud – 4. p: v. – Disse 4 p danner mønstret og gent.

Begynd forneden på trøjen: slå 72 m op og strik 12 p r. Efter 4 p laves det første knaphul i forkanten: 3 r, sl o, 2 sm, 13 r. Der er herefter 12 p mellem hvert knaphul (5 knaphuller i alt). Skift til mønsterstrikning med undtagelse af de 8 forkant-m i hver side, der strikkes r.

Når arbejdet måler 6 cm, lukkes til ærmegab således: strik 17 m, luk 4 m, strik 30 m, luk 4 m, strik 17 m.

Nu strikkes ryg og forstykker op hver for sig. Når forstykker og ryg måler 10 cm, strikkes en hulrække: 2 r, sl o, 2 r sm, p ud. Luk alle m af.

Ærmerne: Slå 26 m op og strik 8 p r, skift til mønsterstrikning. Tag 1 m ud i beg og slutn af hver 4. p, til der er 33 m i alt. Luk af, når arbejdet måler 7 cm. Strik et ærme magen til.

Hætten: slå 66 m op og strik mønster, idet de første og sidste 6 m strikkes r. Når arbejdet måler 6 cm, strikkes 12 p r. Luk af.

Montering: pres arbejdet, sy delene sm, sy ærmerne og hætten på. Sno en snor af garnet og træk den gennem hulrækken. Sy knapperne i.

BABYTÆPPE: (her er valgt lyseblåt og hvidt, hvad du ikke kan se, da disse illustrationer vises i sorthvid i hæftet).

Billede2

Du skal bruge: en rest (ca. 75 g) kraftigt, blåt uldgarn, lidt hvidt til kanten og pinde nr. 2 1/2, samt en hæklenål.

 Mønster: 1.-8. p: 7 r, 7 v – 9.-16 p: 7 v, 7 r.

Slå 50 m op (blåt garn) og strik 6 p r. Nu skiftes til mønsterstrikning, dog strikkes de 4 første og 4 sidste m r til kant. Når mønstret er gentaget 4 gange, strikkes 6 p r. Luk af.

Montering: pres arbejdet let og hækl med hvidt garn en række ”musetakker” uden om tæppet således: * 1 fast-m i kanten, 3 luft-m, 1 fast-m i den første luft-m*, gentag fra * til * langs hele kanten.

G o d   S t r i k k e l y s t   !

De gamle kongelige dukker findes stadigvæk derude

© for tekst og billeder Lene Byfoged.

Vi har før skrevet om de spændende dukker fra den Kongelige Porcelænsfabrik. De fleste har sikkert som jeg, “kun” hovederne fra 1970´erne.

Der er nu dukket, endnu et af de gamle Kongelige hoveder op, de er derude, så hold øjnene åbne.

Det er Erik & Jeppe fra legetøjsmuseet Olgas Lyst, der er de heldige ejere. Hovedet kan ses på museet. www.olgaslyst.dk.

fil-16-11-2016-15-23-00
Hun er da smuk!
fil-16-11-2016-15-22-13
Indersiden med de tre blå bølger.

Vil du vide mere om de Kongelige dukker, har vi tidligere bragt en artikel om den, under overskriften De Kongelige dukker.

På sporet af Pummelchen, der her hedder dukke Sanne

– Den dejligste tyksak fra Schildkröt –

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 (Idé efter Bente Klarskovs fortælling – Fotos: Bente Klarskov ©)

For nogen tid siden fik bloggen en forespørgsel fra Bente Klarskov, der gerne ville vide, hvornår hendes barndoms dukke Sanne var fremstillet, og det skulle da straks undersøges:

billede1

Bente og hendes forældre har altid passet godt på dukke Sanne, og Bente fortalte mig, at hun som 7-årig havde fået den af sin Mormor i 1962. Bentes Far byggede en gyngehest til dukken, og i Bentes voksenalder passede hendes forældre godt på Sanne, der hvert år og langt op i firserne blev iklædt nissetøj og sad til pynt i deres stue.

Her kan jeg virkelig misunde Bente, at hendes forældre havde sans for at passe på dukken i stedet for som min Mor, der rundhåndet gav det meste af vort legetøj væk til naboens yngre børn.

Dukke Sanne er af vinyl og har stemmeboks med mærket Schildkröt midtpå, se foto. Hun har himmelblå lukkeøjne, lyst, krøllet nylonlignende hår og er 40-42 cm høj. En dejlig og velproportioneret babydukke.

billede2
Bente med dukke Sanne og gyngehesten, lavet af Bentes Far!

Bente husker tydeligt, hvor begejstrede hendes Mor, Moster og Mormor var over det ”nymodens” materiale Vinyl. Det kan man da kun give dem ret i, da vinyl ligner hud og er lækkert at røre ved, man forstår udmærket, at dette materiale gik sin sejrsgang over ”hele Verden”!

Det var ikke muligt for mig at finde oplysninger om vinyldukker fremstillet af Schildkröt, tidligere Rhenische, men Bente havde sendt mig flere fotos af dukken uden tøj på, og heldigvis kendte hun det år, hvor hun fik dukken, således at jeg kunne spørge hos Schildkrötfabrikken angående oplysninger om Sanne.

billede3
Skildpaddemærket sidder midt på stemmeboksen på Sannes ryg!
billede4
Og I skal da også lige se hendes buttede babytæer – jo, da hun er en rigtig Pummelchen/tyksak..!

Schildkröt (eller tidligere Rhenische) er —som I sikkert ved – kendt for deres smukke celluloiddukker, som stadig fremstilles, dog ikke længere i celluloid, men nu i det ikke-brændbare materiale Tortulon, og det første svar fra dem var da også, at man var i gang med at søge oplysninger i firmaets arkiver, men at man ikke altid kunne finde detaljer om vinyldukker fremstillet dengang. Firmaet Rhenische blev som så meget andet bombet under 2. Verdenskrig, og senere genopbygget, og med skiftende ejere op gennem 60erne og frem i 80erne, har man blot gemt sparsomme oplysninger om produktionen … Men alligevel fik jeg ret hurtigt svar fra dem:

Processed with MOLDIVbillede5

Dukke Sanne er en Pummelchen badedukke (hvilket vil sige, at hun kan tåle vand og blive badet) og fremstillet i 1960-61. Pummelchen betyder sagt om et barn: Lille Tyksak eller lille Bolle, og hun er da også en dejlig velproportioneret baby, som man kun kan holde af, se f.eks. nærbilledet af hendes tykke babytæer! Kroppen er velformet og som et lille barns krop.

Jeg var på nettet for at finde andre eksemplarer af Pummelchen-dukker, , for hun måtte da have søskende, men desværre uden resultat. Da hun kun har været fremstillet i ca. 2 år, er der meget forståeligt ikke bevaret ret mange eksemplarer af Pummelchen. Men hun burde egentlig have nogle ”søskende” rundt omkring!.

billede6
Dukke Sanne i nissetøj i Bentes forældres hjem!
billede7
Dukke Sannes nye nissetøj!

Nu nærmere julen sig, og Bente har fået strikket en nyt sæt nissetøj til Sanne. Her sidder hun sammen med Lille Nis, en 30 cm slaskedukke, som Bente for et par år siden købte i en af Kirkens Korshærs juleboder, da hun ikke kunne stå for hans blå øjne. Han er mærket China og har lomme på maven til ekstern pivert, som desværre ikke mere fungerer. For mig at se, er han fra slutningen af tresserne, men måske nogle af jer kender ham lidt bedre.

billede8
Dukke Sanne og Lille Nis ønsker jer alle sammen glædelig Jul !

Vi siger tusind tak til Bente for historien om dukke Sanne/Pummelchen og Lille Nis.

God læselyst !