Går det mon jer på samme måde? Jeg elsker, når mine dukkestuer og dukkehuse er oplyst Ja, jeg holder af at slukke lyset i vor dagligstue og se skæret fra dukkestuer og – huse stråle ud over det hele! Men så kommer mit problem, idet lyset ikke stråler ud fra alle stuerne, da der ikke er elektriske forhold alle steder. Se ill. 01)
01: Så mørk så den søde dukkestue ud i forhold til det oplyste dukkehus!
Da min samling – trods mine gode forsætter – stadig vokser sig større, bliver jeg nødt til at ”stable”. Det vil sige, at der på en stor dobbeltdukkestue fra Kuhn f.eks. står et dukkehus. Dukkehuset er meget smukt oplyst – sågar de blafrende flammer i kaminen lyser Se. ill 02. – mens dukkestuen neden under blot er en mørk plet.
02: Flammerne i dukkehusets kamin blafrer lyst og lystigt!
Men nu har min mand, Gerhard, fundet en genial løsning på dette. Han har lagt et tyndt, men meget stabilt bånd om stuen og bundet det meget stramt. Om dette bånd har jeg lagt en lillebitte lyskæde, 10 små LED-pærer indført ved batteri (Knapbatteri).
Ill 03 og 04: hvor bånd og lyskæde er monteret.3
Batteriet er altid tændt og de små led-PÆRER holder ”evigt”. (ill 03).
Dette giver et helt andet indtryk, og nu kan jeg altid, når jeg har lyst, kaste et blik ind i denne dukkestue. Det er ikke noget skarpt lys, men det er fuldt ud tilstrækkeligt og hyggeligt. (ill 04).
Hermed resultatet: Det hyggelige lys i dukkestuen (ill. 05)!
Mere Lys og vi bygger Broer:
Sidste sommer til min fødselsdag forærede min mand mig mod bedrevidende en dukkestue. (ill 06). Det er en dukkestue fra Kuhn fra 1930erne. Jeg elsker disse fortryllende møbler malet i blåt. Denne dukkestue fristede indtil i dag en kummerlig tilværelse. Jeg vidste virkelig ikke længere, hvor jeg skulle placere den. Og endnu en gang fik min mand en fantastisk ide.
Min dejlige Kuhn-dukkestue (ill. 06).
Jeg har to dukkehuse, som står ryg mod ryg. Men det ene er meget lavere end det andet. Ikke at det er så meget mindre, men fordi det står lavere.
Min mand har bygget en kasse – eller som vi kalder det: bygget en bro. Han har i Byggemarkedet fået tilskåret trælister og skruet dem sammen. Han er ikke nogen møbelsnedker. Broen er dog meget stabil, da den har fået en bagvæg.
For at min smukke, nye dukkestue ikke bare skal forsvinde i mørket, har han boret 10 huller foroven, og der har vi stukket de små pærer fra en LED-kæde ind og fastgjort kablet ovenpå. Kablet får strøm via 2 små batterier. (ill. 07).
Så er kassen klar (Ill. 07).Færdig ”Bro” med lyskæde (Ill. 08)
Under denne ”Bro” har jeg ikke bare stillet den nye dukkestue, nej da, den ledige plads – hvilken samler har mon plads tilovers – blev straks besat med endnu en lille dukkestue. Den stod tidligere ret usikkert på hjørnet af en anden dukkestue – den er selvfølgelig indtil videre uden lys. Det hus, som nu står ovenpå, blev af min mand udstyret med et par små filtstykker, således at det uden vaklen kan stå over den fastgjorte lyskæde. Se ill. 08.
Jeg kan slet ikke se mig mæt på mine nu så smukt belyste dukkestuer! (ill. 09).
Dukkestuehilsner fra Sigi Ulbrich (www.tortula.de)
Kære Sigi, tak for din lærerige og gode historie, og hils Gerhard og ros ham for sin tekniske kunnen og hans lyse ideer. Der er helt sikkert mange læsere, der vil gøre lige som jer.
Under oprydning i mit dukkeværelse fandt jeg et sæt gamle havemøbler, som jeg har flyttet rundt med, da jeg ikke lige kunne finde et sted, at placere dem. Samtidig dukkede en sød kikkasse op og så tænkte jeg, det må kunne kombineres.
Den lille kikkasse med nylagt korkgulv!
Det pæne korkgulv er små selvklæbende fliser på 2,5 cm x 2,5 cm, er købt hos Søstrene Grene.
På jagt efter et møblement på diverse salgssider stødte jeg på en sød lille bakke og selvfølgelig, det skulle det være en lille cafe.
Den lille bakke, med alt til en lille hyggestund.
Jeg ledte videre og faldt over de fineste ting hos en hollandsk miniaturist (hedder det, det?), dem måtte jeg eje og så var det hele der, sammen med lidt fra kasserne, til en hyggelig lille cafe.
De fransk inspirerende ting.
For at det hele skulle have et lidt fransk look, lavede jeg nye stolesæder. jeg havde noget kopipapir, (ved ikke rigtigt hvad det hedder), men jeg fandt en tegning af nogle søde lavendler og ned kopierede det. Det kunne så stryges på stof og jeg syntes selv, de blev rigtigt søde.
Før og efter!
Bordpladen var ikke særlig pæn, så igen kom computeren og printeren mig til hjælp. Jeg kopierede noget marmor og printede ud på kraftigt karton og fik en flot bordplade. En fransk plakat. blev også kopieret ned og printet ud.
Før og efter.
Jeg syntes selv det er blevet ret hyggeligt og er tilfreds. Dejligt tingene bliver anvendt, i stedet for at ligge i kasser. Hullerne på bagvæggen, er til en lille lyskæde.
Så er der bare det lille problem, hvem skal have fornøjelsen af, at være på cafe? Husets unge pige, der snupper en pause på vej hjem fra indkøb? Eller den gamle kone, der virkelig trænger til en pause! Vi får se!
Det færdige resultat. Det er meningen, at gulvet ikke skal være så pænt!
Vi har modtaget denne dejlige artikel fra Lise Rasmussen. Tusinde tak, det er dejligt med indlæg fra vores læsere, på denne måde bliver bloggen mere alsidig og interessant.
Ja kært barn har som bekendt mange navne, og ét navn har været særlig populært til mange kære dukkebørn, nemlig Dorte. Så når vi i dukkekredse snakker om Dukke Dorte, bliver forvirringen hurtig total. Jeg vil derfor prøve at gøre rede for nogle af de oplysninger. jeg har fundet frem til mht. udgivelse, årstal og mærkning.
Magasin Dukke Dorte blev lanceret igennem ”Alt for Damerne ” i 1964/65 og dukken kunne kun købes hos Magasin eller igennem ugebladet ”Alt for Damerne”. Herigennem kom der også opskrifter på garderobe til dukken. Både som sy- og strikkeopskrifter. Tøjet fra disse opskrifter kunne også købes. Dorte M er 30 cm høj, mærket C 1964 Ratti – Italy i nakken og har rottemær-ket og ”made in italy ” på ryggen. Dorte M har blå lukkeøjne, lille trutmund og findes kun med tre hårfarver, lyst hår , mellemblond hår og med mørkebrunt hår. Alle dukkerne har kort hår.
Dukkerne herunder er mine egne.
Specielt for Dorte M dukken er, at den har præget hår i vinylen under det påsatte hår i panden; Dog eksisterer der en lidt nyere udgave fra 1967, der ikke har denne prægning og i sagens natur heller ikke er mærket 1964 , men er ellers mærket som de andre. Billedet her er lånt og gengivet med tilladelse fra en samler.
Dukken kostede bare 12,50 kr. Suk! Her ses reklame for dukken.
2. I efteråret 1974 udkommer Ugebladet ”Hendes verden” med en række opskrifter til Dukke Dorte i en 3-ugers periode. Dukken ( Dorte 1) kan bestilles igennem bladet for 16 kr.. Dukken kunne muligvis også købes igennem en butikskæde. Mere herom senere. Garderoben bestod af både syede, strikkede og hæklede modeller designet af Else Kragh. I sommeren 1975 kommer endnu en 3 ugers periode i ”Hendes Verden ”med opskrifter til dukken, der nu vises i en lidt anden udgave (Dorte 3). I teksten fremgår det, at de har fået en ny sending hjem til samme lave pris. Dukken kunne købes igennem Hendes Verden og leveredes i en buksedragt. Jeg har fundet dokumentation for at både Dorte 1 og Dorte 3 havde den dragt på.
Dukken her er i original æske, der er mærket ”Sonni”. Dukken er 75 udgaven (Dorte 3) Bemærk hårnettet. Billedet er lånt og gengivet med tilladelse fra en samler.”Sådan ser jeg ud, når De modtager mig. Jeg har hvide sko og strømper. Mit hår kan vaskes og sættes i mange forskellige frisurer. Mit hoved , arme og ben er vinyl, de er bøjelige og går derfor ikke i stykker. Mine mål er: højde 30 cm og livvidde 18 cm ” Sådan står der i HV nr. 44/1974, da dukken præsenteres første gang.
Jeg undrer mig lidt, da kun dukken jeg kalder Dorte 3 har arme af vinyl. Resten af kroppen er hård plast, ligesom krop, arme og ben er det på Dorte 1 . På billederne fra opskrifterne ses også plastkroppen.
Gældende for begge dukker er ,at de er 30 cm høje og har forskellige hårfarver. Ifølge annoncerne i HV kunne dukken bestilles enten som lyshåret eller mørkhåret . De har begge udgaver med blå og brune øjne, men kropsstaturen og mærkningen er helt forskellig. Dorte 1 har smal næse, betuttet mund, og strittende fingre. Dorte 1 har mærkningen 30/210 i hårgrænsen i nakken. Dorte 3 har tæt-siddende øjne, ”duckface” mund og tykke fingre. Dorte 1 har kraftigere krop og større fødder end Dorte 3. Dorte 3 har mærkningen 165/30 14 i hårgrænsen i nakken.
Forskellen er tydelig. Dorte 1 til ve. og Dorte 3 til hø. på alle billederne her. Kun vinylarme på Dorte 3.
3. Her er mine 3 dukker (Dorte 1), der er mærket 30/210, og de ligner meget godt de dukker, der er afbilledet i opskrifterne, bortset fra læbemalingen. Det orange sæt , som dukken yderst til højre har på, er et originalt sæt tilhører til Alexia dukken, men det er en hel anden dukkehistorie.
Forskellige billeder fra opskrifter til dukken i den første serie i efteråret 1974
Kjolen her har jeg haft i min samling og troede egentlig at den var til en anden dukke, men fandt den så til min glæde her undervejs i min research.Dukken her er mit eget eksemplar af Dorte 3, der er mærket 165/30 14. Hun har det mest pragtfulde lange hår. Jeg har fået opfattelsen af at dragten er original til dukken, og har set den i mange farver og mønstre. Men hvordan det hænger sammen kan jeg ikke sige.
Billederne er fra opskriftsserien i foråret 1975, hvor det ses at dukketyperne fremstår blandet. Det er også her, at det forlyder at de har fået en ny serie hjem.
Nå og hvorfor sprang jeg så nr. 2 over ?
Fordi der findes en dukkevariant af Dorte 1. Kroppen er fuldstændig identisk med Dorte 1, men ansigtet er anderledes. Hele ansigtet er bredere, der er større afstand mellem øjnene og både næse og mund er bredere. Mærkningen i nakken er 30/186. Denne udgave har jeg set flere eksempler på i den samme kjole, min egen iblandt og det får mig til at antage at denne udgave af dukken, måske var den man har kunne købe i detailhandlen iført denne kjole, da dukken der blev købt igennem HV som nævnt havde en buksedragt på. Dette kan jeg desværre ikke verificere og heller ikke om denne udgave faktisk er en Dorte dukke, men hun går i samlerkredse for at være det.
Det er kjolen her med rødt forklæde, som jeg mener kan være en kjole dukken havde på ved køb.
Jeg har haft kontakt til Hendes Verden, der desværre ikke kunne bidrage med yderligere oplysninger, end dem, der fremgår i bladene ved opskrifterne.
Artiklen er således et udtryk for mine egne opfattelser.
Herunder ses alle tre dukker til sammenligning.
Artiklen er udarbejdet nov. 2016 og må kun gengives i sin helhed med kilde. Lise Rasmussen
Hvor er det morsomt at få nye bekendtskaber, der har samme interesser som en selv. Under åbningen af Angelika Salzwedels påklædningsdukkeudstilling på Bungsberg kom jeg i kontakt med Barbara Elisabeth Busch, der er passioneret dukkekunstner, underviser og dukkedoktor, og hun har en fin hjemmeside (Puppenklinik Kappeln) som introduktion til sit virke. Barbara er en kapacitet inden for området, hendes dukkekunst er fantastisk, og selvfølgelig har hun udstillet, deltaget i konkurrencer og taget præmier. Desuden er hun en meget dygtig og efterspurgt dukkedoktor.
Og selvfølgelig skal I høre om Barbara Elisabeth, der fortæller:
I 1979 blev jeg motiveret, da jeg læste en avisartikel om en kunstner i Toscana, der fremstillede porcelænsdukker, og derefter startede jeg mine første forsøg med at modellere i forskellige materialer. Modelleringen blev for mig en afslappende beskæftigelse i forhold til mit hverv som plejer inden for ungdomsforsorgen.
I 1981 gjorde jeg således mine første erfaringer inden for porcelæn, og i 1986 var jeg på modellerkursus i Hamburg hos den kendte dukkekunstner Hildegard Günzel, hvor jeg lærte at modellere hoveder. Og… i 1988 stod min første porcelænsdukke af eget design færdig.
En smuk porcelænsudgave af Den lille Havfrue!
1989 skiftede jeg job fra at være plejerske til ansættelse inden for børnehaveområdet. Og… i 1992 åbnede jeg mit eget lille dukkeværksted.
Min store passion for fantasifigurer resulterede i mange nisser, trolde, alfer og klabautermænd fra hele verden. Enten fremstillet i 5 eksemplar eller som unika.
For at få råd til de mange materialer til mine egne dukker og til rejser til kongresser holdt jeg de følgende år mange kurser i reproduktioner. I slutningen af 90erne kom den store overproduktion eller ”oversvømmelse” inden for dukkeverdenen, og der var således ikke mere efterspørgsel efter dukkekurser.
Fra mit værksted, her er altid travlhed og udfordringer!
I stedet for blev der mere og mere efterspørgsel efter dukkereparationer, og jeg begyndte da at interessere mig for dette emne og indarbejdede mig lidt efter lidt på området. I mellemtiden er dukkeklinikken således blevet den dominerende del af mit arbejde.
En rigtig gavtyv, jeg (Lise) faldt pladask for dette ansigtsudtryk! (Porcelæn)
Jeg har siden 1988 været medlem af GDS og er medlem af Doll Artisan Guild. Indtil 1999 var jeg medlem af ”Forum Puppenkunst” (Forum for Dukkekunst) i Schloß Reinbek.
Jeg har deltaget i mange udstillinger, bl.a. på forskellige internationale kongresser inden for GDS og Doll Artisan Guild. Doll *rt i Frankfurt, Stilwerk Hamburg, Schloß Farach i Østrig, Münchener Puppenstuben und Zinnfigurenkainet (Münchener dukkestue– og tinfigurkabinet), ”Kinderwelt-Sammlerglück” (Dukkeverdenen-Samlerlykke) i Maximilianpark i Hamm, Museet ”Haus Löwenberg” i Gengenbach. Amtsricherhaus i Schwarzenbek, samt mange regionale udstillinger i Hamburgområdet.
Et par smukke keramiske vægrelieffer – hvor troldene titter frem!
Desuden har jeg kunnet glæde mig over en del Præmier:
Flere gange: Dollmaking Achievement: Dollforum Wien/GDS-kongresser, Sølv i kategorien Fantasidukker under en GDS-kongres, Publikumsprisen i kategorien Fantasidukker under en GDS-kongres, Bronze i kategorien Børnedukker under en GDS-kongres, og også GDS’ Ruby Award.
Dejlige og udtryksfulde porcelænsdukker!
Efter at vi for tre år siden solgte vort hus og har bygget et nyt, er jeg nu ved at opbygge et nyt dukkeatelier og håber, at det vil stå færdigt i begyndelsen af 2017 under navnet ”Galerie Mondfisch” (Galleri Månefisk), således at alle interesserede kan komme og se det hele.
Som I vil se af de mange fotos, er Barbara Elisabeth Busch enormt alsidig, og kommer du til den smukke egn ved Kappeln , kan du nemt komme til at se alle herlighederne. Hermed adressen:
Puppenklinik + Gallerie Mondfisch—Fantasifulde dukker og dukkeklinik Kappeln
(Barbara Elisabth Busch)
Schulstraße 23, D 24376 Kappeln, tlf: (+49) 4642 4719,
Gottschalk hus model 2135 fra Tyskland tidligere i Anne Maltbæk eje.
Når man får et nyt dukkehus, starter den store søgning, især i diverse bøger. Man kan selvfølgelig være heldig på nettet, men det er ikke min opfattelse, at man får noget at vide. Der er masser af billeder, men ingen gode oplysninger, og det er jo dem man skal bruge. Så hold ved, behold jeres bøger, de er meget bedre end I tror. Det dukkehus jeg nu vil vise jer, har jeg set hos min veninde, som nu desværre er død. Men det stod på gulvet under en reol, så det var ikke så meget andet end det udvendige, jeg kunne se. Jeg havde aldrig haft det åbent, og vidste heller ikke om der var møbler & dukker i det. Men jeg havde en idé om, hvem der kunne have lavet det.
Jeg blev oplyst om, hvornår den auktionen hendes legetøj skulle sælges på, ville finde sted, og så er det jo bare om at slå til. Det var på Hørsholm auktioner, et hyggeligt & venligt auktionshus, og det hele foregik på nettet. Du skal så absolut tage til eftersyn, da der kan være meget i vejen med de ting, man eventuelt ønsker at købe. De har uhyre gode fotos og også en beskrivelse, ikke altid korrekt, men de gør en stor indsats, og du kan altid få tingene ned og se, så man selv står med det i hånden. Kun der, kan man afgøre hvor meget, man ønsker at byde. Hvis du ikke har prøvet at byde på nettet, så øv dig lidt og snak med dem om teknikken, de er utroligt hjælpsomme.
Huset bliver i bogen omtalt allerede fra 1913 og frem, da det havde lidt møbler i ,et sæt Gottschalk i dyb rødt lavet i pap, kan også være grønt, som sikkert er fra 1920. jeg regner det før 1930 som kataloget fremhæver. Højde 63cm dybde 31cm og bredde 43,8cm.Gottschalk hus med såkaldt rødt tag model 2135 se sidde 79 bogen om Gottschalk. I original stand.
Huset er i usædvanlig god stand, selvfølgelig er der lidt afskalning nogle steder, men det må forventes når det er omkring 100 år gammelt. I Evelyn Ackerman’s bog om Moritz Gottschalk firmaets dukkehuse, butikker, køkkener, stalde & møbler, fandt jeg det på side 79. Hvordan kan man så være sikker på det, hvilket jeg ikke helt var. Jeg syntes gallerikanten på det lille værelse med veranda ovenpå, så forkert ud, men blev så glad, da jeg så den kant eller snare udskæring på et andet foto af en stald. Her så man netop den udskæring, jeg havde på min veranda, dukke op. Evelyn Ackerman skriver det er fremstillet fra 1913 og frem til ca. 1942. Mit er nok omkring 1920, men kan lige så godt være et af de tidligste, da de to elektriske pærer som er opsat, kan være tilført senere. De ser ikke ud til at være født med huset. Det har nøjagtigt det samme tapet i stueetagen og gulv, som på billedet af det i Ackerman bogen. Det bliver omtalt som ret sjældent. Normalt har jeg kun set de store huse, idet Legoland havde flere af dem, og dette mit nye hus, var utroligt lille. Men jeg var overbevidst. Grunden til min tvivl er den, at et andet firma Th. Heymann var ret dygtige til at kopiere Gottschalk og det gjorde de godt, endda med samme form (på en forhøjning eller base og med et rækværk samt første sal med verandaer eller måske snarere altaner) som hos Gottschalk. Men det opdagede jeg kun, fordi jeg har en ret stor samling meget dejlige bøger om dukkehuse, listen på disse kommer til sidst af artiklen.
Farverne betyder meget for Gottschalk, de tidligste huse har blå tage, senere blev de røde, selvom jeg mere syntes de er orange. De næste fik elevatorer isat og elektricitet. Så de er delt op i de forskellige typer. Husene har alle modelnumre, men jeg har ikke set noget stemplet på mit eller mærket på nogen måde, heller ikke i bunden, skrevet med blyant. Det eneste, der står er 15.00 og det henviser nok til den oprindelige pris på huset. Men modelnumret er nævnt i bogen, og her har det nummer 2135. De rødtagede huse er alle utrolig farvestærke, de har skodder mange af dem, lavet i tykt pap med stencil tryk, måske ville jeg hellere kalde det papmaché, lidt naive i måden de er konstrueret og malet på, synes jeg. De fleste har ikke så mange rum, ikke som de almindelige med 4 rum og helt åben bagtil, så man enten kan stille dem op med facaden mod sig eller den åbne side mod sig, hvilket de fleste gør. Så ser man jo bare aldrig selve huset.
Gottschalk hus med såkaldt rødt tag model 2135 se sidde 79 bogen om Gottschalk. I original stand.
Gottschalk hus med såkaldt rødt tag model 2135 se sidde 79 bogen om Gottschalk i original stand,
På mit svinger hele underetagen op kun med et rum, der går igennem hele huset. Der er ikke vinduesglas i, men bogen siger det kan være normalt også. På øverste etage er der så et meget mindre rum, her med to vinduer, smallere end forneden og med hvidt pap udskåret som gitterværk i verandadøren, se fotos for at forstå dette. Der er desuden et ovalt vindue ovenover med samme gitterværk. Det værelse bliver som regel brugt til soveværelse. Dybden er ikke ens i hele huset, hvilket gør det svære at møblere, efter min mening, men de forskudte tage med karnapper er utroligt charmerende udefra og gør dem meget dekorative. Eftersom jeg selv bor i et hus med forskudte etager og tage, er det sikkert grunden til, at jeg altid har været så fascineret af det, og kunne huske det; men jeg troede selvfølgelig at familien ville beholde det. Det er 63cm højt, 31cm i dybden, når værelset ikke er åbnet, samt 43,8cm i bredden.
Flere samlere af disse huse er slet ikke dukkesamlere, men indretningsfolk, arkitekter, designere og journalister. De har dem så bare stående kun til dekoration. Dette bevirker at de efterspørges, især de små & mindre huse. Dog synes jeg, det er svært, at finde møbler og dukker til dem netop på grund af den lille størrelse. Det skal understreges, at det er besværligt, at have dukkehuse i sit hjem, det må jeg indrømme, de fylder utroligt meget. Store huse er næsten håbløse, jeg har et som fylder et kvart værelse på høje ben, men man lære at leve med dem. De fleste samler dukkehus ting og deres beboer på hylder. Man kan så engang imellem flytte rundt på det hele, når man får noget nyt, det er betydeligt nemmere; men der mangler noget efter min mening. Hvad syntes I?
Er der noget jeg har glemt at svare på, kan I gå ind og spørge mig under kommentarer, så skal jeg nok svare.
Møblerne er typiske for netop Gottschalk stilen, de virker ret stabile, selvom de er lavet i pap, men jeg ville kalde dem pressede møbler i papmaché, tit malet vinrøde eller grønne samt hvide, der er struktur i selve møblerne, så man kan se de er pressede.Det er især papmøblerne, der er interessante da de er Gottschalk møbler i pap malet vinrøde og med lidt motiv i sædet og forgyldt med lidt maling, det består af en sofa et bord og to stole.
Jeg har i dag nået at få taget nogle af møblerne til huset, som jeg derfor medsender. De originale papmøbler, som de kaldes, de er tyndere, men stadig meget papmaché agtige malet dyb vinrøde, men kan også have samme farve som skodderne i grønt. Tit var de bare hvide og de kan være præget, således at de sikkert er blevet støbt i en form via en presse og ved hjælp af damp. Der bliver stadig lavet dyr til påske (harer & kyllinger) i Tyskland og store æg af samme slags den dag i dag. Jeg stødte på dem i en stor butik for kunstner-artikler i London for et par år siden. Derfor må de have været relative nemme & billige at producere. Der er ikke så mange fotos af møblerne i de forskellige bøger, dette tror jeg skyldes, at disse møbler er senere, end de møbler der er mere populære at samle på som f.eks. Boulle møbler og Waltershausen samt andre som har fået forskellige navne. Selv tror jeg heller ikke Gottschalk husene har været så dyre, som de mange individuelt udformede danske, engelske og amerikanske huse, som der har været på markedet, og som vi kan købe i dag. Vi skal heller ikke glemme de svenske huse, som med deres store mængder af træ og større interesse for sløjd, viser ret fantastiske huse. Jeg har været på museum i Sverige til en udstilling med dukkehusmøbler og dukkehuse, som var helt fantastisk, for mange år siden, helt suverænt. Den var samlet fra alle de svenske museer og så lånt ud til museet i Jönköbing, tror jeg det var, en så stor udstilling, som jeg aldrig havde set før. I kan se flere Gottschalk huse på Olgas Lyst i Kbh. samt andre flotte dukkehuse, hvis I vil finde mere inspiration.
2 små senge fra Gottschalk huset sengene lavet i metaltråd og ikke så store med håndsyet sengetøj.4 billeder sat i ens rammer for at passe til Gottschalk huset, glansbilleder, brugt, ca. 1920 . Svært at vurdere.
Litteraturliste:” The Genius of Moritz Gottschalk” af Evelyn Ackerman ISBN 0-
912823-45-3.
”Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser” af Marianne Cieslik / Swante Köhler
ISBN 3-921844-70-3 begge bøger er uundværlige, de har alt med om dukkehus inventar den sidste. De er utrolig dyre, men måske kan I finde dem hos Amazon.com.
Collecting Dolls’houses and miniatures af Nora Earnshaw with Rarity Guide ISBN 0-00-412457-X jeg mener der er et Gottschalk hus på forsiden, men det bliver ikke oplyst.
”puppenZubehör” af Elke Gottschalk ISBN 3-89441-120-1 med de mest vidunderlige fotos af småting, jeg bruger den som huskeliste og krydse af, når jeg får en ny ting, med blyant selvfølgelig.
Mansions in Miniature four centuries of Dolls’ Houses af Leonie von Wilkens, ISBN ISBN 0-670-45410-9 betegnes som biblen indenfor dukkehuse, findes både på Engelsk & Tysk.
”Dolls & Doll Houses” af Estrid Faurholt & Flora Gill Jacobs kan af og til findes herhjemme i antikvariater, men Mrs. Jacobs skrev mange andre bøger, da hun havde et pragtfuldt Museum i New York, som jeg ikke nåede at se, inden det blev lukket. f.eks ”A history of Dolls’Houses” ”Dolls’ Houses in America”
Gottschalk bliver end ikke nævnt i deres Index, hvilket kun kan betyde at de ikke har vist, at det var et sådant hus, lidt flovt, men både England & USA er meget fokuserede på deres egne produkter vel vidende at mange af dem var tyske. Det jo ikke yndede grundet de store verdenskrige. Vi må have haft et mildere syn på Tyskland, de altid har været en af vores største handelspartnere og er det stadig.
En fantastisk ting er, at i Ackermans bog på den sidste side, har hun en gennemgang med henvisning til alle de dukkebøger, der på daværende tidspunkt var, og med henvisning til hvilke huse de har vist, som hun kan rubricere til Gottschalk. Hvilket et arbejde, hendes bog er fra 1994 og måske kan jeg prøve at affotografere denne, skulle I være blevet vilde i varmen, eller fotokopiere den og sende den til de som ønsker denne. Det er en stor hjælp, syntes jeg at finde den.
En stort tak til Anne for, at dele sin store viden med os.
Det er dejligt når vi får artikler fra vores læsere og endnu engang har vi været så heldige, at få lov til at bringe en af Maria Holms dejlige artikler.
I min jagt på billeder af gamle barnevogne og dukkevogne har jeg fået kontakt med flere spændende mennesker. En af dem er en Flemming L. fra Sundby Lokal Historiske arkiv. Jeg havde undret mig meget over Itkin fabrikken, som jeg vidste lå på Amager Strand de sidste 15 år af deres aktive tid og hvad var så årsagen til at de også hed Skandinavisk Barnevognsfabrik?
Ingen har svaret, men jeg har selv fundet brochurer, som fortæller at manden, der skabte fabrikken hed Itkin og var indvandret fra Tyskland i ca 1909 og startede fabrikken i 1911. Han kaldte fabrikken med det samme begge navne. På trods af at jeg selv fandt ud af dette ved at kigge i småtryksamlingen på den Kgl. Bibliotek har jeg haft en livlig mailkorresponcence med Flemming. Jeg havde tilbudt at de på Sundby arkiv skulle få et eksemplar af min fars bog om sit liv og det ville de utrolig gerne. Min mand Henry med at scanne alt både tekst og billeder og de kan så bruge bogen meget bedre på den måde. Som tak jeg jeg i flere omgange fået de skønneste billeder af dukke- og barnevogne, som har tilhørt familier i området. Hvert billede er forsynet med familiens navn.
Den lille pige har de glasdukker, som jeg så brændende ønskede mig en af plus en lækker hvid og splinter ny dukkevogn. Jeg er glad for at ingen af mine kammerater havde en sådan overflod. Det havde været svært at bære. Min legekammerat havde én babydukke som glasdukke og den var utrolig livagtig og blød i kroppen og det var jo noget, der mindede om en rigtig baby, når man nu ikke havde en sådan i familien. På billedet ses pigens lille legehjørne i stuen. Det har sikkert været en toværelses lejlighed. Billederne her må været taget af en rigtig fotograf med en stærk lampe. Dengang kunne man ikke bare lige tage gode indendørsbilleder. Måske har faderen selv været fotograf?
1951. Johannes Mogenshøj Jensen. Odder dukkevogn. Foto: Sundby lokalhistoriske Forening.
1951. Johannes Mogenshøj Jensen. Odder dukkevogn. Foto: Sundby lokalhistoriske forening.
Jeg har fundet et katalog fra 1952 i mærket Scandia, med en rigtig barnevogn næsten magen til.
Scandias første katalog 1952.
Min veninde Dorthe Lohmann, som har bidraget med mange fine billeder af dukker, dukke-barnevogne, dukkestuer og køkkener, har skrevet til mig om sine oplevelser af dukkevogne i sin barndom i Bagsværd, kun fire km. fra mit barndomshjem i Herlev. Tænk om vi havde kunnet lege sammen dengang!
Der var forskel på mine veninders dukkevogn, min var i mellemklassen, og jeg var ikke helt tilfreds med den. Den var mørkeblå, og den lignede på mange måder den jeg har i dag, men den var mindre, var ikke polstret og havde ikke læderstropper, Jeg havde en legekammerat, som havde en lignende, den var dog mindre, faktisk alt for lille til de almindelige glasdukker. Så var der de to søstre, jeg vist tidligere har fortalt om, de havde to store vogne med hele udstyret, de gyngede blødt i deres læderrems, var blødt polstrede og havde vendestyr, jeg var så betaget af dem. Den mest forkælede af pigerne på vejen havde en af de helt moderne vogne, hvor kassen kunne tages op, og stellet klappes sammen, det var sidste skrig, men jeg var ikke så draget af den, jeg så kun de to søstres vuggende vogne, fine og cremefarvede, fuldstændig som de rigtige barnevogne. Nej, jeg blev aldrig hundrede procent glad for min vogn, selvom den var flot, og min lidt yngre legekammerat med den lille dukkevogn var heller ikke helt glad for sin, hun overtog min vogn, da jeg voksede fra dukkeleg.
Herunder ses en rigtig barnevogn af samme type i snevejret.
En vinterdag ved Rådhuspladsen først i 1950érne. Fotograf ukendt.
Så har Dorthe igen været ved tasterne og har skrevet en super dejlig artikel om sin fine forretning!
Min mands morfar – Fritz (Ferdinand) Nielsen – havde en købmandsforretning på hjørnet af Tingvej og Sundholmsvej, og det er til minde om ham og hans forretning, at min egen i legetøjsudgave har fået hans navn, vel vidende, at min forretning hverken sælger bøttesmør eller sild i tønde, som hans gjorde.
Fritz-Nielsens-forretning
Apropos Sundholmsvej – kender du sangen om det gamle Sundholm?
Hvis ikke, får du lige teksten her:
På Sundholm der lær`man at feje
og hugge de hårdeste sten
der får man den kraftigste suppe
på knogler og dameben.
Synd, jeg ikke kan skrive noder, for melodien er næsten lige så smuk som teksten 🙂
Det gamle Sundholm hedder i dag ” Herbergscentret Sundholm”, og her laves vist ikke så meget suppe på dameben, men det er en helt anden historie.
Lad os gå videre med min lille købmandsforretning, som er en hjørneforretning ligesom Fritz Nielsens på Sundholmsvej.
Købmandsgården og fru Else Georgia Nielsen og søn.Facaden som støder op til lageret.
Da jeg overtog forretning, var den i ringe stand. Alle tre facader var skæmmet af fugt, ødelagte skilte og forrevne reklamer, yderligere manglede en af de store butiksruder.
Inden døre så det lidt bedre ud, dog var også gulvet fugtskadet, og det samme var de elektriske installationer, som næsten var rustet væk.
Alt i alt et sølle syn, som længe havde skræmt kunderne væk.
I et par år var forretningen gemt væk i vores kælderen, for det gav ingen mening at sætte den i stand, hvis jeg ikke kunne skaffe et ordentligt varelager, og det holdt det faktisk hårdt med.
Jeg søgte på loppemarkeder, hos andre samlere og på auktioner, alligevel gik det KUN for langsomt – faktisk var jeg ved at give op, da jeg ved et besøg på Køge Legetøjsmuseum uventet fik den største gave, man kan tænke mig.
Oliver (ejer af Køge Legetøjsmuseum) havde en samling af de etiketter, som legetøjsfabrikken Keike i sin tid fremstillede til de små naturtro købmandsvarer fra 40`erne og 50`erne.
Fra Kaike havde han også en samling små kopier af de reklamer og skilte, som i samme periode prydede danske købmandsforretninger, og dermed også købmandsforretninger i legestørrelsen.
Og tænk, Oliver forærede mig uden videre etiketter til en masse forskellige varer, og reklamer og skilte nok til, at jeg kunne føre min forretning tilbage til sit oprindelige udseende, jeg er ham stor, stor tak skyldig.
Olivers samling fra Keike, vist nok fundet på loftet over en gammel legtøjsforretning.
På billedet fra Køge legetøjsmuseum kan man se lidt af Olivers samling, de små papirer ligger i en af de sjældne salgskasser, som stod i mange legetøjsforretninger.
I hvert af disse kassers nummererede rum lå en af de små købmandsvarer, og foran kassen kunne børn så stå og udvælge netop den vare, som skulle med hjem til deres egen forretning.En tilsvarende salgskasse har jeg i min egen samling, jeg syntes, den fuldender fortællingen om min og alle de andre lege-forretninger fra den tid.
Min salgskasse, som jeg i sin tid fandt i Forum.
Jeg mindes ikke noget hyggeligere museum end det i Køge. Her var altid kaffe på kanden og altid tid til en snak, og ofte fik både børn og voksne lov til at undersøge det udstillede legetøj.
Oliver er et usædvanligt menneske, altid villig til at hjælpe andre samlere, og altid villig til at øse af sin viden, synd museet nu er lukket, det er meget stærkt savnet.
Med Olivers gave fik jeg blod på tanden, nu skulle forretningen vækkes til live.
Det store udstillingsvindue.Der er kommet varer til lageret.
Normalt vil jeg aldrig pynte på gammelt legetøj, det er jo netop det oprindelige, mikset med tidens tand og sporene af børns leg, som er charmerende.
Men ved købmandsforretningen måtte der gøres lidt, hvis den skulle være en glæde for øjet, dog var det kun facaden, jeg ville pifte op, alt andet skulle forblive i original stand.
Jeg slæbte forretningen med til Flügger, hvor man har et apparat, som kan ”måle” sig frem til en eksisterende farve, jeg kom da også hjem med en nøjagtig kopi af forretningens oprindelige ”materiegule murværk”.
Jeg malede de tre facader, hvorefter de fine reklamer og skilte fra Oliver blev sat op på de samme steder, de gamle lasede havde siddet.
Der kom også en ny rude i facaden, og den elektriske installation blev fikset, de sidste detaljer kan jeg takke min hjælpsomme mand for.
En ældre pige har overtaget ansvaret for købmandens sprælske søn, som ikke vil sove.Fru Else Georgia Nielsen har travlt.
I de følgende uger blev der herhjemme fabrikeret købmandsvarer. og langsomt udfyldte de spritnye varer pladsen mellem de relativt få gamle, jeg havde skrabet sammen.
Men der kom også andre varetyper, se bare hvordan det store udstillingsvindue bugner af køkkentøj til fruen!
Og på flere hylder ligger metervarer af den fineste slags, her kan husmoderen finde stof til sin nye kjole og til børnenes tøj, men også på manden er der også tænkt, for man har både skjorteknapper og tobak på lager.
Men vigtigst for børnene er hylden med legetøj, og de store glas med sukkergodt, se bare ham den sliksyge dreng på billedet!
Gad vide hvad de to har fået øje på?Kan du nære dig dreng!
Jeg syntes, det er blevet en velassorteret forretning, her mangler vist ikke andet end bøttesmør og sild i tønder, som var lagervarer hos den gamle Fritz Nielsen, men med min forretning har vi nok taget skridtet ind i en mere moderne tid, hvor smørret ikke sælges fra bøtte, og fisken ikke ligger ”som sild i tønde”.
Nu er det den grønne bil fra Kooperativa, som kommer med varer.
Bilen blev i sin tid fundet på tysk eBay, den var rasende dyr, men alle pengene værd, for uden friske varer, kunne forretningen næppe efterkomme de mange krav fra datidens kræsne kundekreds.
Med blanke sko kommer man vidt, brug derfor TIT og TITTO tit, står der på døren.
Og kunderne er strømmer til, de fleste er er fra 1920-30, mens jeg tipper forretningen til at være fra årene omkring 1940.
Men trods aldersforskellen må de gerne handle her, hvor der i forvejen sker så meget mærkeligt.
To små piger har været i byen for deres mor!
Og med ”mærkeligt” mener jeg det rent bogstaveligt, for på loftet over forretningen bor en nissefamilie, som hver evig eneste december laver rav i den.
Der sker mærkelige ting, mens gode kristne sover, som man kan se på et af mine billeder – taget med skjult kamera – pågår der en livlig nissehandel, mens der pilles og rodes overalt.
Nisser ved nattetide, taget med skjult kamera.
I den gamle købmandsgård står julen for døren, vi håber meget på, at nisserne gemmer lidt af julevarerne til os andre.
Til sidst vil jeg bare sige, at jeg selv ønsker mig en bøtte lim, så jeg kan gå de gamle skilte efter i sømmene, de trænger flere steder til en kærlig hånd, det er ligesom med gamle huse, man skal være over dem konstant.
Hilsen Dorthe
Tusinde tak Dorthe for endnu en dejlig fortælling!
Som medlem af Steiffklubben modtager jeg hvert forår årets Klubbamse— dvs. en dejlig og velsyet 10 cm høj bamsebasse.
I år var pakken forsinket, og først her i begyndelsen af juni ankom æsken, som jeg vanen tro flåede op:
Her er han så, 10 cm høj, af lysblondt, farvet mohair, vaskbar, og med bevægelige led (hoved, arme og ben). I øret den traditionelle ”forgyldte” knap— Da bamsen er klubbens årsbamse, kan han ikke købes nogen steder. Jeg har været medlem i en del år, og der står eller sidder nu en hel række små bamser på min Steiffhylde. Et år var årsbamsen en elefant, den sidder selvfølgelig midt i rækken.
Som sædvanlig var Steiffs nyhedskatalog vedlagt, og jeg— der har en svaghed for visse tegneseriefigurer, sprang op af glæde —som et gedekid, eller måske var det mere som Bukke Bruse, da jeg i kataloget opdagede Tom og Jerry udgivet af Steiff. Disse to spøjse og charmerende figurer må jeg absolut se at få fat i. (Jeg er ejer af katten Tom i en simpel, men sjov udgave, den superfrække Jerry (musen), som ikke bestiller andet end at drille Tom, har jeg aldrig ejet.
De to gavtyve er fremstillet i begrænset udgave på 2.000 pr. stk.. Begge er stående figurer og fremstillet af det fineste mohair. De har bevægeligt hoved og bevægelige arme. Tom er 33 cm høj og grå og hvid, og Jerry er 20 cm og rødbrun.
Kataloget indeholder desuden de mange julenyheder— bl.a. denne uimodståelige julebamsekrybbe – samt andre fantasifulde bamser.
Husker I, da vi alle gik med blazer og duffelcoat… ? Dengang i 50erne? Hermed opskrift på både blazer og duffelcoat til dukke Lise på 36 cm— opskrifterne bringes med tak for tilladelsen til Alt for damerne, idet opskrifterne er fra et af de eftertragtede små hefter til udklip: ”Vi strikker dukketøj til Lise og lille Lasse”.
Forkortelser: m = maske, p = pind, r = ret, v = vrang, r de = drejet r, gl = glatstrikning (1 p r, 1 p v), omg = omgang, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, sm = sammen, sl o = slå om p, gent = gentages, indt = indtagning, udt = udtagning
BLÅ BLAZER – hertil skal du bruge: 1 nøgle (25 g) 4-trådet marineblåt uldgarn. Pinde nr. 2 1/2 og 4 guldknapper.
Ryg: slå 46 m op og strik3 p r. Strik videre i gl, til arbejdet måler 6 cm, hvorefter der lukkes af for 5 m i hver side til ærmegab. Tag derefter 2 m sm i slutn af næste p og strik lige op, til arbejdet måler 12 cm. Luk af.
Højre forstykke: Slå 33 m op og strik 3 p r. Der fortsættes i gl, dog strikkes de 4 forkant-m ret. Når arbejdet måler 2 1/2 cm, strikkes et knaphul i r-kanten således: 1 r, sl o, 2 r sm, 1 r. Strik 2 1/2 cm til og gent knaphullet. Strik endnu 1 cm og luk til ærmegab som på ryggen. Når arbejdet måler 7 cm, dannes reverset ved at strikke 1 ret-m ekstra til forkant-m på hver vr-p. Når arbejdet måler 10 cm, lukkes for 10 m i r-kanten. Strik endnu 2 cm med de resterende m til skulder og luk af.
Venstre forstykke: strikkes som højre, dog modsat og uden knaphuller.
Ærmer: slå 28 m op og strik 3 p r. fortsæt i gl og tag på 1. p 2 m ud. Tag derefter 1 m ud i beg og slutn af hver 4. p, til der er 40 m på p. Når arbejdet måler 7 cm, lukkes for 2 m i beg af hver p, til der er 12 m på p. Luk af. Strik et ærme magen til.
Montering: sy skuldrene sm og saml fra midten af reverset 30 m op til kraven. Strik r og tag 1 m ud i beg og slutn af hver 2. p. Luk af, når kraven måler 1 1/2 cm. Sy de andre sømme sm og sy de fire knapper i forstykkerne.
DUFFELCOAT – hertil skal du bruge: 2 nøgler (ca. 50 g) 4-trådet blåt uldgarn, en rest hvid i samme kvalitet, pinde nr. 2 1/2 og 2 hvide knapper.
SLÅ 116 m op og strik 6 p gl, derefter en v-p på retsiden (ombukningskant). Fortsæt med gl, til arbejdet måler 9 cm. Så begynder ærmegabet: 29 r, luk 5, 48 r, luk 5, 29 r. Forstykkerne og ryggen strikkes op hver for sig således: Når ærmegabet måler 6 cm,. Lukkes til forstykkerne 9 m af til skulderen og 3 m i halsudskæringen, på ryggen lukkes 9 m i hver side. Der er nu i alt 64 m, der samles på én p til hætten. Efter 3. p gl strikkes en hulrække således: 3 r, * sl o, 2 r sm, 4 r*, gent fra * til * p ud. Strik 12 p r lige op, luk af.
Ærmer: Slå 30 m op og strik gl. Tag 1 m ud i beg og i slutn af hver 2. p, til der er 40 m på p. Når arbejdet måler 6 1/2 cm, lukkes alle m på én gang. Strik et ærme magen til.
Montering: Arbejdet presses på vrangen og sys sm. Slå 8 m op med hvidt garn til kanterne og strik r. Når kantebåndet passer i længden til forkanterne og hætten, lukkes af, og båndet hæftes på. Ærmerne kantes på samme måde. Sno en snor af det hvide garn til lukningen foran og hulrækken i hætten. Sy knapperne i foran..
