I april sidste år, fik jeg en sms, fra en legeveninde. “Vil du have dette hus?, Det skal hentes hurtigst muligt”. Jeg blev straks forelsket i det og sagde ja tak. Fik overtalt min mand, til at køre ud og hente det med samme. Men ak, det er stort og jeg tænkte, at det havde jeg ikke plads til. Men jeg tog det alligevel, med hjem.
Det er da et skønt hus. Her inden renoveringen.
Huset var i dårlig stand og renoveringen begyndte. Jeg ville ikke gøre det for pænt, ville gerne bevare det nogenlunde, som det var.
Huset før renoveringen.
Mens jeg renoverede huset, begyndte jeg at tænke over hvem, der skulle bo i huset. Det er en stor del af det for mig, på denne måde indretter jeg rummene, efter hvem der skal bo i dem. Jeg besluttede, at det skulle være det, man i dag kalder et senior bofællesskab. Jeg fik fjernet de ødelagte vægge og sat nye i. Malede rummene i nogenlunde samme slags farver som det oprindelige, for at være lidt tro mod det. Så kom det sjove, at indrette rummene. Jeg har ikke taget hensyn til størrelsesforhold, nyt og gammelt. Undtagen barnebarnet, som er en gammel dukke, har jeg malet, monteret dukkerne og syet tøjet til dem.
De syntes selv de har fået det hyggeligt og nyder, når barnebarnet er på besøg.Vinduet i karnappen, er konen glad for og hun nyder udsigten over byens tage, selv om hun stadigvæk savner udsigten over gårdens marker. I stedet for gardiner, har hun ladet en blomst klatre rundt om vinduet.Et billede af slægtsgården, skulle der også være plads til ( er I klar over, hvor besværligt, det er, at få et billede i dag, af en gård, uden en trailer, bil eller andet, så man kan bruge det?).Det kan godt blive for meget, når barnebarnet er på besøg, så er det godt, man kan lægge sig ind i soveværelset, og slappe af med en øl, en bog og dyrene.
Nederst tv. bor Obersten.
Grammofonpladerne købte jeg i Irland, via Etsy og coveret er nedkopieret fra gamle plader, set på nettet.I dette hus er jeg ikke gået så meget op i størrelsesforholdet.
Oberstens bogskab havde en grim revne, den ordnede jeg ved, at jeg skar balsatræ så de passede på lågerne. Jeg fandt en serviet med med den franske lilje og limede den på og nu ligner det intarsia. Jeg syntes selv det blev godt.
Nederst th. bor der en lidt sippet gammeljomfru. Hun elsker at høre stille klassisk musik, imens hun broderer eller lægger tarotkort. Det giver tit og ofte gnidninger imellem, de to naboer.
Gammeljomfruens stue.Som det ses, elsker hun at brodere.Billedet på bordet, er min farfars gamle manchetknap. Jeg fik altid lov til, at rydde op i min farmors syæske, da jeg var barn, når jeg var på ferie hos hende og her fandt jeg den. Lykkelig var jeg, da jeg fik den med hjem og dejligt at den er i brug.Her er hele huset. Desværre er jeg ikke så god til at tage billeder, men jeg tænker I kan se det alligevel.
Jeg håber I syntes det har været hyggeligt, at kigge ind i mit hus. Et nyt projekt er allerede på vej og det eneste jeg vil fortælle om det på forhånd er, at det er noget med engle.
Lise laver de skønneste jule dukker og ønsker man sig en af Lises dukker, skal man vist være hurtigt.Se længere nede i indlægget, hvor de sælgesfra.
Jeg har selv et par af Lises dukker, en pige og en julemand, og jeg glæder mig hvert år, når de bliver pakket ud og bliver sat op og pynter i julebyen.
Lene
Lise skriver,
De første blev nok lavet i slutningen af 1990. Jeg dykker ned i æskerne med de gamle modeller…………….
Den sødeste julepige
DET STARTEDE MED BESØG AF MIN YNGRE SØSTER FRA USA, HVOR HUN VAR BOSAT. HUN HAVDE ALTID VÆRET MEGET FINGERNEM – OG VAR STARTET MED AT LAVE JULEDUKKER.
DE FØRSTE DUKKER VAR MEGET ANDERLEDES END DUKKERNE I DAG. DE VAR RET KLUMPEDE OG KLODSEDE, MEN EFTERHÅNDEN FIK JEG MIN EGEN STIL PÅ DEM, OG HAR TILBRAGT MANGE ÅR MED AT FORFINE UDTRYKKET.
DET BEDSTE VED MINE HÅNDLAVEDE DUKKER, VAR ALLE DE SØDE MENNESKER JEG HAR MØDT I TIDERNES LØB, OG SJOVE OPGAVER DER ER FULGT MED, BL.A. BØRNEDUKKER TIL ET LEGETØJSMUSEUM OG SPECIELLE DUKKER TIL SKOVSHOVED – OG H.C.ANDERSEN MED HANS EVENTYRFIGURER, I ÅRET HVOR HAN BLEV FEJRET.
3 søde piger på rad og række.
I ÅR BLIVER NOK SIDSTE ÅR JEG KAN DELTAGE MED ET JULEMARKED. FOR OGSÅ EN DUKKEMAGER KAN BLIVE GAMMEL….
MEN I ÅR KAN I KOMME TIL ET HYGGELIGT JULEMARKED HOS HALGODT I SKOVSHOVED HAVN OG SE MINE DUKKER.
DEN 15. NOVEMBER KL. 15 – 21
DEN 16. NOVEMBER KL. 11 – 18
DEN 17. NOVEMBER KL. 11 – 18
JEG HÅBER VI SES.
KH. LISE
PS. Hvis man er interesseret i at købe en dukke, er Lises tlf nr 28 93 81 95.
Det er så dejligt, når bloggens indlæg kan inspirere andre. Det er med stor glæde jeg bringer Lises indlæg, inspireret af Angelika Salzwedel. Jeg er sikker på, det også glæder Angelika. Tak Lise!
Lene
Inspireret af Angelika Salzwedels fine artikel om gamle glansbilledalbums og deres oprindelse, fik jeg lyst til dele hvad jeg har liggende. Jeg har ikke så mange gamle albums, men kan derimod vise nogle af de nyere masseproducerede albums.
De få gamle albums jeg har, er meget enkle og stilfulde i deres udtryk, indholdet har været det vigtigste.
Til gengæld har jeg en del fra nyere tid, ca. 1940-1980, der alle er særdeles farverige og med lokkende, til tider overnuttede, forsidetegninger. Desuden slog det mig, at næsten alle mine albums enten har røde eller lyseblå baggrunde.
Hver samler har sin egen tilgang i måden at samle på og jeg må indrømme, at jeg er typen der uden blusel kan finde på at slagte et album; dog kun hvis indholdet i forvejen er håbløst; halvdelen af billederne er måske allerede fjernet eller faldet ud, eller albummet fremstår på anden vis som noget rod, MEN jeg gemmer altid omslagene.
Som inkarneret samler af påklædningsdukker og interesse for deres tegnere, har det været et påskud for at købe glansbilledalbums, når jeg er faldet over ét med omslag tegnet af fx Ebba Schultz, Illa Winkelhorn eller Evalisa Aghaton.
Omslags-illustrationen har således ofte været vigtigere for mig end selve indholdet; der har bare været en bonus, der fulgte med.
Ebba Schultz og Illa er sammen med bl.a. Ely Gross, Axe Boysen og Richard Møller nogle af de ganske få danske tegnere, der har tegnet glansbilleder. Langt de fleste glansbilleder er af tysk eller engelsk oprindelse. Evalisa Agathon, der er svensk, har været produktiv langt ud over det sædvanlige; andre dygtige svenske tegnere der er værd at nævne i denne sammenhæng er Lucie Lundberg og Helge Artelius samt Aage Damsleth der dog er fra Norge.
Her følger en række eksempler på omslag fra min samling fra de forskellige årtier. Indholdet ser vi på en anden gang.
Hele samlingen af mine albums kan ses på min hjemmeside www.mosterlise.dk
Lise Rasmussen september 2024
Enkelt og stilfuldt fra 1920´erne
Enkel illustration af Ebba Schultz. 1930-40´erne
Der findes en hel del albums og glansbilleder med royale motiver fra 1940´erne. Samleobjekter der har været små glade lyspunkter under krigen.
1950´erne. Så bliver det så putte-nuttet at det indimellem tangerer til det kvalmende, hvis man spørger nogen, men det er Evalisa Agathons kendetegn.
1960´erne. Meget tidstypisk illustration af Ely Gross. Hun er en af mine yndlingsillustratorer. Jeg har altid været vild med dette stofudtryk, som går igen på mange af hendes juleklip og påklædningsdukker. Mange bryder sig ikke om det. Jeg elsker det.
Det her er 1970´erne, når det er bedst.
Farverigt omslag fra ca. 1980.
Herefter begynder de ”smarte” selvklæbende albums at komme frem på markedet.
De er smarte på den måde, at man ikke skal bruge lim for at få billederne til at sidde fast i albummet, men blot sætte billederne ind på en forlimet side, som man herefter dækker med det gennemsigtige stykke plast der er fastgjort til siderne.
Det har sikkert noget med opbevaring at gøre, men nogle albums bliver meget klæbrige med alderen og billederne ødelagt af limstriber, mens andre bliver så udtørrede at billederne drysser ud.
Jeg ved ikke, hvordan andre samlere gør, men jeg opbevarer mine ark i plastiklommer i ringbind og løse billeder opsat med trylletape, men som sagt – det kigger vi på en anden gang. Tak fordi du ville læse med.
Som de fleste jo ved, er Angelika Salzwedel, ekspert i antikke glansbilleder. Det er dejligt hun vil dele sin viden, med os her på bloggen.
Stor tak til Angelika!
1800-tallets største papir samlerobjekt, var uden tvivl glansbilleder.
Glansbilleder og albummets historie:
Den nøjagtige oprindelse er ikke klar. Nogle folklorister er af den opfattelse, at de kommer fra de dekorerede familie fotoalbum, altså de senere digtalbum. Andre er af den opfattelse, at de finder deres oprindelse i mønsterbøgerne hos de hollandske billedforlag fra det 17. århundrede. De indsatte deres lagergraveringer i albums for at gøre det lettere, for købere at vælge. En anden form kunne være de udskårne billeder, som har været dokumenteret siden 1700-tallet. Det var sort-hvide litografier, der blev malet og skåret ud af børn og derefter sat fast i klæbrige albummer.
I England kaldes glansbillederne stadig i dag for scraps. Det er papirbilleder, der er blevet limet på papir. Min version er, at de ville forsøge at efterligne motiverne fra de gamle mønstre til poesialbums, glansbilledealbum etc. og så er de første gamle motiver af glansbillederne, de samme motiver, som vi kender fra de gamle smukke broderi mønstre. I 1797/98 opfandt Aloys Senefelder, stentryk og litografi. Denne overvejende manuelle udskrivningsproces, blev oprindeligt hovedsagelig brugt, til at gengive monokrome originaler. Kromolitografi, altså flerfarvet stentryk, blev opfundet i 1816 af litograferne Engelmann og Lasteyrie. Hver farve skulle placeres, på en anden sten. Den industrielle brug af kromolitografi har været kendt siden 1835. De første oblater dukkede op i midten af 1850’erne. Wolf Hagelberg var den første, der kom med ideen om at udskrive, små billeder forbundet med stænger i Berlin i 1854 for at printe ud og stabilisere arket. I 1860 blev de fremstillet i lille format i stentryk og blev hovedsageligt brugt til at dekorere familie fotoalbum og poesialbum. Næsten alle motiverne havde en symbolsk karakter.
En af glansbilledernes vigtigste og nok centrale funktioner, var at udfylde glanabilledealbum, scrapbøger og poesialbum.
Storhedstiden for glansbilledealbum, kan have været omkring 1900. Der var færdige glansbilledealbum, indbundet i læder, men også simple selvfremstillede hæfter eller små albums. Angelika Salzwedel, har nu over 30 forskellige gamle scrapbøger i meget forskellige designs og designs, de ældste er over 100 år gamle. Hun hun har selvfølgelig også lavet nogle selv.
Først sætte voksne, deres glansbilleder, postkort og billeder fra magasiner ind i deres scrapbøger, sorteret tematisk. Der blev valgt specifikke temaer, som haver, husliv, blomster, jul, påske, engle, husdyr eller eksotiske dyr osv., og så blev resterne eller glansbillederne, ordnet pænt. Senere fik børn også lov til at være med eller lave deres egen scrapbog. Der var også glansbilleder, med bogstaver og tal at lære, som var beregnet til børn. Det var en tid, hvor der hverken var radio, fjernsyn og bestemt ikke internet. Om aftenen, efter arbejdet var færdigt, beskæftigede vi os med denne fine opgave.
Angelika har en masse glansbilleder, i sit første poisialbum fra omkring 1959 – 1960. Nogle gange satte mine skolekammerater flere glansbilleder, på den frie side og arrangerede dem pænt.
Jeg takker Lene for den fine oversættelse.
Ovenstående er eksempler, på smukke glansbillede albummer.
Lise Rasmussen har sendt dette fine indlæg til bloggen. Jeg er ældre end Lise og husker med stor glæde Cirkus Buster. Et dejligt gensyn. Håber I vil være lige så glade for det, som jeg er. En stor tak til Lise for, at dele med os.
Lene
Copyright for tekst og billeder: Lise Rasmussen.
For år tilbage var jeg så heldig at få en masse gamle klippefigurer, der forestiller forskellige personer og dyr fra Cirkus Buster. Min nysgerrighed var naturligvis hurtigt vakt for at finde ud af disse figurers oprindelse, da de er lige tidlige nok til min erindring.
Cirkusdirektør Buster
Jeg fandt hurtigt ud af at figurerne stammer fra en TV serie, som blev skabt i 1958 af Buster Larsen og Niels-Jørgen Kaiser. Den blev sendt i perioden 1959 – 1961. Ideen bag serien var at lave Cirkus i børnehøjde; ”for børn og med børn”. Buster Larsen optrådte selv både som cirkusdirektør og klovn.
Klovnen Buster.
De øvrige klovne var Torkil – den hvide klovn. (Torkil Lauritzen) Bernhard (Bernhard Brasso) og Viggo ( Viggo Brodthagen).
Torkil.
Bernhard.
Viggo.
”Jaj har ikke tidt –jaj ska´skinde mej”, er en sætning som nogle sikkert husker. Jeg troede, at jeg havde fået en dublet af ”Viggo”, men blev overrasket da jeg fik øje på at figurerne har forskelligt ansigtsudtryk.
Viggo.
Jeg undrede mig, da jeg først troede at figurerne stammede fra et klippeark, men ved videre research fandt jeg ud af at de havde været på bagsiden af Kellog´s morgenmadsprodukter.
Det forklarer jo bedre ændringen af ansigtsudtrykket på ”Viggo”.
Reklame for Kellog´s og figurerne fundet i Hjemmet nr. 29 1961.
Reklame fra Anders And nr. 15 1962. Manegen kunne fås gratis ved at indsende den nette sum af 60 øre.
Jeg fandt en historie om Viggo Brodthagen i Dansk Familieblad nr. 35 fra 1960, hvor man kunne vinde en grammofonplade.
Historien handler om en ung pige, der igennem Radio Merkur fik en pladekontrakt og indsang sin første plade sammen med Viggo Brodthagen og man skulle finde ud af, hvordan pladeomslaget skulle se ud. Viggo mente ikke, at han havde nogen billeder.
Tidligere på året havde et billede af Viggo prydet forsiden af Dansk Familieblad ; det var taget under en forestilling i Tivoli med Cirkus Buster, og han kom i tanke om, at det måtte kunne bruges.
Den selvsamme unge pige som han netop havde indspillet pladen med, havde været fotografens assistent, da billedet blev taget, og da genkendelsen gik op for Brodt (sådan blev han åbenbart kaldt) udbrød han: ”Jo, for pokker. Lad os håbe, at pladen er blevet lige så god som billedet”.
Pladen hedder selvfølgelig ”Jeg skal skinde mig”.
I 1961 blev ”Cirkus Buster” lavet som film instrueret af Erik Balling. Heri medvirkede bl.a. Helle Virkner som linedanserinde og Tommy Kenter fik sin filmdebut i en alder af bare 11 år.
Helle som linedanserinde. Hun havde stand-in til trapeznumrene.
Filmplakaten for Cirkus Buster.
Mr. Trix.
Sultan.
Løven Laurentius.
Bamse, Per og Lady.
Mie og Tom.
Cirkusprinsessen Pauline kan ikke være andre end Pauline Schuman, der var datter af den verdensberømte klovn Charlie Rivel og mor til Benny Schuman.
Pauline.
Tilbage står spørgsmålet: hvem har tegnet? Da jeg så Paulines ansigt kom jeg til at tænke på Razibor, og manegen ligner meget tegneren Eilif Frederiksens streg. Denne kombination er ikke usandsynlig, da netop de to havde et samarbejde. Det er dog uden dokumentation. I det hele taget har det været svært at finde nogle oplysninger om disse klippefigurer på nettet, men i min søgen fandt jeg dog også, at historien om Cirkus Buster er udgivet som børnebog i 1960.
Børnebog fra 1960.
Jeg har skrevet denne artikel til PD bladet i 2008, men da jeg for et par år siden til min store glæde fik figuren af Helle, blev jeg fristet til at revidere artiklen og endnu en tilføjelse er kommet til; nemlig en julekalender, der er udformet som en grammofonplade.
Den er indspillet d. 20.06.1960 med Buster, Thorkil og Viggo.
Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at afprøve skiven.
Angelika Salzwedel har sendt dette indlæg om glansbilledernes betydning i håndtering af sorg.
Copyright for tekst: Angelika Salzwedel.
Stor tak til Angelika.
Kristne symboler var meget populære på glansbilleder, i tidligere tider, fordi symbolerne var kendte og kunne fortolkes. Her er eksempler på håndteringen i sorgen.
Korset betyder tro (Fides). Roserne betyder kærlighed og betydningen af forglemmigej, står allerede i navnet. Det betyder “vil aldrig glemme”.
Ankeret betyder håb (Spes). Her igen med forglemmigej = vel aldrig glemme.. I Lägerdorf (Krs. Steinburg) er der et anker foran, den protestantiske kirkes menighedssal og på kirken er der et skilt med inskriptionen “Håb”.
Hjertet betyder kærlighed (caritas). Her igen med forglemmigej, jeg vil aldrig glemme.
Vindmøllen er forgængelighedens tegn, med blomsterne forglemmigej og røde roser tegn på evig kærlighed.
Jeg vil gerne slutte med en engel i en blomsterkrans. Blomsterkransen symboliserer uendelighed og evighed. Englen, som en himmelsk budbringer, forstærker symbolet.
Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
At sende venlige hilsner på religiøse helligdage, er en tradition, der går over 100 år tilbage. Julekortene er særligt kendte. Selvom påskehilsner eksisterede før julehilsener, har pinsehilsener også eksisteret i mere end 100 år.
Lykønskningskort har været tilgængelige i Danmark siden 1871, og et år senere var der frygt for, at den åbne tekst på kortet, ville blive læst af andre. Men så sejrede den store mulighed for, at sende sine venner og kære slægtninge, en pæn hilsen til højtiden, også i pinsen, hvis man ikke kunne besøge hinanden. Udviklingen af nye trykprocesser betød, at mange forskellige motiver kunne produceres, i større mængder. Indtil 1894 var der ensfarvede litografier, og fra 1895 var der flerfarvede kromolitografier. Billedpostkortenes absolutte storhedstid var omkring 1900 til slutningen af 1920’erne. Begge pinsehilsener vist her, er fra 1921 og 1927. De har blomstermotiver og birkeblade. Violer kan ses på begge kort og symboliserer ydmyghed, beskedenhed og tro. Begge kort har en krans eller en cirkel.
Den ene er en blomsterkrans, der symboliserer uendelighed og evighed, passende til pinsefesten, og den anden er en cirkel, der ikke har nogen begyndelse og ingen ende og derfor også symboliserer uendelighed.
Jeg vil gerne takke min kære veninde Lene, for den fine oversættelse og ønske alle læsere en glædelig pinse.
Angelika Salzwedel, maj 2024
Nedenstående danske pinsekort, er fundet på Pinterest.
Her er 3. del af Sigi Ulbrichs artikler om soveværelsesmøbler. Jeg håber I finder dem lige så interessante og inspirerende som jeg gør. Jeg blev da så inspireret af 1. del, at jeg nu har indrettet et par værelser med Dora Kuhn møbler.
En stor tak til Sigi og Gerhard Ulbrich, for det store arbejde med tekst og billeder.
Lene
Udgivet d. 22. februar 2024.
Som en lille pige besluttede jeg, at jeg en dag ville giftes med prins Charles. Jeg var ligeglad med titlen, jeg ville have en pink organzakjole, og jeg ville sove i en vugge´´´´Ligesom de andre prinsesser. Hvad kan jeg sige… han gjorde en anden kvinde til dronning, jeg har aldrig haft en lyserød kjole, og jeg har aldrig sovet i en vugge. I dag tror jeg, det ville gøre mig svimmel.
Den første vugge, som jeg kan dokumentere – øverst til venstre – er som det fremgår af en reklamebrochure fra 1933. Himlen er lavet af et blondebånd. Vuggen til højre – fra et katalog fra 1938, den har en himmel, lavet af meget delikat trykt batist. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det. Vuggerne har et helt andet design end de senere. De har ikke deres egne ben. Så de skal altid hænge i rammens ophæng. Formen på sengen er nok ens for begge vugger, men udsmykningen er helt forskelligt og stativet har også forskellig form og udsmykning.
På et foto af messestanden på Leipzig-messen i 1947 kan vi – om end svagt – se et foto af en vugge fra slutningen af 1930’erne på bagvæggen. Så disse blev ved med, at være tilgængelige.
Den næste verificerbare vugge (til venstre) er vist i 1955-kataloget. Numrene matcher numrene fra 1966-kataloget (til højre). Heldigvis blev størrelsesoplysningerne skrevet der. Himlen er lavet af hvid organza. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det. Sengetøjet er (formentlig) i rødt og hvidt ternet. Jeg tror ikke, det er gingham. Jeg formoder, at det er stoffet, der også prydede udsmykningen på messestanden i 1947. Fra 1966-kataloget og fremefter er himlen også i tern, i dette tilfælde, ligesom sengetøjet. Selvfølgelig ser vuggerne identiske ud ved første øjekast. Men det trænede øje opdager hurtigt, at sengene har forskellige designs. Mellemsløjfen i 1950’erne er meget kortere end den senere sløjfe og udsmykningen er selvfølgelig anderledes. I den tidligere vugge er der i midten tre Tölzer kugleroser, som øverst var forbundet med en krans af prikkede blomster. Der er også en anden kuglerose ved hoved- og fodsektionerne. I senere år blev der tilføjet to kugleroser med en prikket blomst til højre og venstre og en cosmea på toppen.
Denne illustration kan ses i et Karstadt (stor tysk stormagasinkæde) julekatalog fra 1971. Det er en 30 cm stor vugge. Så dengang kostede den DM 33,50 – jeg ved det ikke præcist, men det må have været over 130 DKK. Det var mange penge for en dukkeseng. Det der er lidt forvirrende for mig, er designet – som man tydeligt kan se på trods af den dårlige billedkvalitet. Billedet viser en bøjle til højre og venstre – jeg har aldrig set vuggen sådan før. I Kuhn-katalogerne er vuggerne vist med en central pind,
Jeg har et Kuhn-katalog fra 1971. Vuggerne fås i fire størrelser. Alle står på en base med en central mellemstykke og… en sengehimmel i rød og hvid tern hænger over et simpelt wirebeslag.
Der var allerede en anden størrelse af vuggen i kataloget fra 1973. Den er kun 9 cm lang. Lige præcis til et dukkehus, der ikke er for lille.
Under alle omstændigheder reklamerer, denne illustration for vuggen indtil 1981. Så jeg mangler kataloger, for det næste katalog, jeg har, er fra 1988. Vuggerne produceres ikke længere.
Til denne fotomontage – har jeg forsøgt at vise, i de rigtige proportioner – brugte jeg min vens vugge eller billedet af den.
Vugge 1 har varenummer 125 og er 52 cm lang.
Vugge 2 mangler i min samling, og jeg har ingen billeder af den. Denne manglende vugge er 38 cm lang og har varenummer 124.
Vugge 3 er 24 cm og har varenummer 123.
Vugge 4 er 16 cm lang og har varenummer 122.
Vugge 5 er 9 cm lang og har varenummer 44.
De fleste af de gamle vugger, som du kan købe i dag, har mistet deres sengehimmel. I mange tilfælde er det lille hul, som ledningen til himlen er sat ind i, allerede brækket af. Vugge 4 er den vugge, der stadig tilbydes relativt ofte i dag. Den er 16 cm lang. De store vugger er absolut sjældne – det samme er de helt små. Ved første øjekast ser alle vugger ens ud.
Men første øjekast er ofte vildledende. Det, der umiddelbart fanger øjet, er selvfølgelig den lille vugges helt anderledes stand. Den har intet hjerte og ingen tulipan. Der blev simpelthen boret et lille hul i stativet til wire af sengehimmel.
Noget andet er helt anderledes ved den lille vugge. Tværstiveren har lige kanter. De smukke sløjfer er væk.
Jeg har to små vugger. Den ene – med det originale sengetøj og baldakin i ternet stof – blev formentlig først lavet mod slutningen af produktionsperioden. Den er i hvert fald meget, meget nemmere at pynte.
Jeg synes, den venstre vugge er meget mere smukt dekoreret.
Designet har ændret sig minimalt. Det er ikke en optisk illusion. Stativet på den højre vugge er 3 mm smallere på det tykkeste sted. Sengen er også smallere. Se nøje på vuggebenene. De har et andet design. udsmykningen er helt anderledes – hvad der er pænest, er nok i beskuerens øje.
Puderne er fyldt meget tæt. Jeg propper aldrig mine – efterbehandlede – puder så tykt. Ingen mor ville lægge sin baby i vuggen og så være nødt til at balancere tæppet på maven. Men sengehimmelen er en rigtig negativ oplevelse. Der er ingen tvivl, den er original.
Hvis nogen vil genskabe en himmel, så realistisk som muligt, målte jeg himlen. Den er i øvrigt limet til den lille stang. Forkanten er ikke kantet, den blev klippet med zigzagsaks. Stoffet var bare foldet om bagpå – ikke syet.
1 Stangens længde 5 cm, himlens længde 7 cm
2 Længde på den øverste bøjede stang 3,2 cm, himlens bredde 3,5 cm
3 diameter på stangen 0,2 cm
4 foldet stof bagpå 0,8 cm
Der er ingen vugge i rødt i nogen af mine kataloger, så jeg blev meget overrasket, da fru Radtke sendte mig billedet af sin røde 16 cm vugge.
Ja, Dora Kuhn er altid god til en overraskelse.
Jeg har nu præsenteret jer, for alle de vugger, som jeg kender fra stuehusene i de første 60 års produktion. Hvis du har en 38 cm eller en anden Kuhn vugge, som jeg ikke har nævnt, i din samling, modtager jeg meget gerne et foto og en notits. Med Kuhn ved man aldrig!!
Sov godt!
Dukkehilsner
Sigi Ulbrich www.tortula.de
Vi fortsætter med del IV – Kuhn dukkevognene. Så husk at kigge forbi igen!
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
Copyright for tekst: Lene Byfoged og for billeder: Torben Byfoged.
Jeg har været så heldig, at få lov til at købe den smukkeste dukke, i en brudedragt fra Sønderho på Fanø.
Dukken er fra 1900 – 1910, ifølge de papirer der fulgte med den. Den er 55 cm høj. Hovedet er lavet af voks, kroppen af stof og hænderne af bisque.
Hun er da smuk, ikke?
Hun er iført sort plisseret nederdel, i sort uld med et sort fløjlsbånd forneden. Indvendigt et bredt slidbånd.
Et grønt plisseret overskørt af uld.
Et rødt plisseret underskørt af uld.
Overdelen er af sort uld med fløjlsbånd ved ærmerne. På hvert ærme, er en smuk sølvknap.
Bullen er meget smukt broderet.
Sjalet er af silke med kniplinger.
Om livet har hun et fløjlbånd med sølv tipper.
På tipperne er der graveret. J. L. Jeg har ikke kunnet finde en sølvsmed, med de initialer, fra det tidspunkt.
Til sidst den smukke Boer, der er lavet af kunstige blomster. Bagsiden er smukt udsmykket med spejl og perler. Lige sådan er det smukke bånd foran også. Se det forreste billede.
Jeg håber I har nydt, at se den dejlige og sjældne dukke.
For de læsere, der holder af de antikke dukker, er her et dejligt indlæg fra Anne Friis. Mange kender sikkert Anne og ved hun hun har en kæmpestor viden inden for antikke dukker og dukke huse og skriver meget inspirerende og underholdende.
En stor tak til Anne, for dette dejlige indlæg.
Lene
En gang imellem finder man et hoved i glaseret porcelæn – også kaldet china i dukkekredse – som man bare køber fordi det er så dejligt og et af de, som man altid har ønsket sig. Dette gjorde jeg inde i byen hos en af mine gode venner Dennis Nellholt, som desværre nu ikke er her mere. Så det må blive mit sidste køb fra ham af, det var i 2015. Det var et lille hoved på en hals, som kunne passe i en flaske med en korkprop uden om halsen. I forhold til sin stand – afslag på chinaen foran i ansigtet, måske kan jeg male den ene side op, da det er yderst generende, men det gør jeg normalt aldrig. Hun boede altså hos mig i en skuffe og bare ventede på at der skulle ske noget. I sommer var jeg på en tur med mine to venner Kirsten og Bodil, vi var inviteret til Skuldelevs lukkede museum, for at vi kunne se på tingene og købe før andre, men der havde nu været mange før os. Jeg købte et par småting blandt andet en gammel trækrop uden fødder, men de kan jo altid bruges, når man har forskellige små china hoveder, der venter på nyt liv. Det var en hyggelig tur, og da det var min 79 års fødselsdag hyggede vi 3 os på et nærliggende konditori. Det er et utroligt smukt landskab Skuldelev ligger i, men besværligt at finde.
Prophovedet 4cm højt og som det ses, med kork udenpå selve proppen
Da gik lidt tid, men en dag tog jeg kroppen med ind til mit sy-hold på Olgas Lyst, hvor jeg så kunne diskutere med de andre piger om jeg kunne lave en dukke af det, jeg havde. Erik, som indtager pladsen som øverste autoritet, hjalp mig med at få monteret hovedet, og så kunne jeg gå hjem og se hvad jeg havde af ting jeg kunne bruge til skørt, mamelukker, nederdel, bluse o. s. v. Jeg kan godt være lidt svær at få i gang, men jeg fandt forskellige ting frem, som jeg kunne forandre lidt og få til at passe, da dukken jo ikke er så stor 24 cm, men heller ikke så lille, at hun var vanskelig at sy til. Jeg kan bedst lide at tøjet kan tages af og på, hvilket til de helt små dukkehusdukker kan være uhyre svært. Jeg er ret længe om at beslutte mig til at klippe i ting og lave det om, idet jeg gerne vil sikre mig at det tidsmæssigt passer og at jeg altså ikke bevidst ødelægger noget. Der er altså en del research at gå i gang med inden jeg begynder. Jeg ved at Lene bruger samme grundige metode så det kan tage sin tid. Men i løbet af nogle uger havde jeg fået en ide om hvad hun kunne iklædes. Men der er jo altid problemet med undertøj og deslige, så der er nok at se til. Vi diskuterede alle meget, hvad hun skulle have inderst. Jeg tog nye stykker med hver gang, men var ikke tilfreds. Så fandt jeg en ret gammel simpel lille særk, som kunne passe til hende. Skæbnen ville at jeg kom med op i Eriks hus i Sverige for nylig, og der var fred og ro, og ikke mindst varme, så der var der en chance for at jeg kunne få lavet noget. Herhjemme er der meget koldere i mit hus, så min fingre har svært ved at sy. Som sagt så gjort. De ting jeg havde fundet hjemme blev kun ved særken lagt op, det ekstra skørt forkortet lidt og en bane taget ud til to skorstensrør, u-sammensyede mamelukker, da de tidlige dukker ikke har sammensyede mamelukker. Det kunne lige lade sig gøre, skørtet blev lidt smallere, men vidden var fin i chemisen. Jeg ved godt at det kun er unge piger, der har mamelukker og ikke voksne damer, men her gjorde jeg en undtagelse. Nederdelen og den hvide tynde batist bluse passede, da jeg lagde nederdelen ned. Jeg havde desuden gået læderkroppen igennem og vendt armene rigtigt. Armene blev forlænget, da de kom på igen hvor de oprindeligt havde siddet, så de blev en hel centimeter længere, men ellers gjorde jeg ikke noget ved hende.
Hele dukken 24cm efter flytning af arme og fastsættelse af hovedet. Dukken i profil samt i den nye gamle chemise inderst inde.
Det vigtigste når I rynker noget, er at lave tre rynketråde lige under hinanden og derefter rynke det omhyggeligt, det kan tage sin tid inden man er tilfreds. Her var det vigtigt at jeg fik halsen til at passe, da den skulle begynde lige under den i china malede hvide rynkede hals. Det var virkeligt besværgeligt og var ikke nemt. Jeg skulle hele tiden tage blusen af, som var meget gammel af tyndt batist eller bomuld med enkelte lige ærmer, som jeg bare bøjede op, så de passede i længden. Som nederdel havde jeg en ret gammel efter min mening, der nemt kunne passes til i vinrød med sorte græske borter, der er trykt på. Den er ikke så pænt syet, men jeg har beholdt den helt som den var, ligeledes den tynde fine hvide enkle bluse. Da jeg kom hjem fra Sverige prøvede jeg et lille fint gammelt slag, som jeg købte af en veninde i Snurretoppen for 2 mdr. siden, og pludselig så hun bare dejlig ud. Kender I følelsen?
Her med det nye skørt.
Det er sjældent man kan få tingene til at lykkes, nu mangler hun bare en kyse, så jeg skal lige lede lidt igen. Her har jeg brugt en, som er det eneste der ikke er gammelt, men stil og måden den er lavet på passer af Ina, og så mangler kun mit store problem – fødderne. Men faktisk har jeg fået en ret sjælden dukke til en så absolut overkommelig pris, samt lært en masse om syning og tilpasning, så jeg er sikker på at min moder ville være stolt af mig. Hun var en gudsbenådet dameskrædder udlært i Brussel, men dukketøj havde hun kun lidt tålmodighed til at sy som voksen. Jeg har dog både ting hun har syet til min AM 390, som hun havde haft og hendes dukke Mogens, en fin og sjælden karakterdukke hvor hun har syet tøjet som barn. Jeg er sikker på min mormor hjalp lidt til, hun syede altid alt sit tøj selv, samt til sine to døtre, som var ens klædt. Hele familien bagud var uddannede skræddere.
Selve dukken er 24 cm til fødderne, som mangler. Eventuelt kan hun få sko af velour, som kan stoppes ud. Det har adskillige af mine tidlige ”chinaer”. Men det bedste ville være at lave et par fødder i pæretræ, jeg har fundet grenen på mit pæretræ og skåret den af, men hvornår jeg får taget mig sammen til dette, ved jeg ikke. Jeg har aldrig skåret i træ før. Selve hovedet er 4 cm med den rynkede flæse i hvidt og grønt glaseret porcelæn, som er på hovedet, så går halsen længere ned for at kunne danne en prop. Den smuttede pænt på plads i læderkroppen, da jeg lukkede den op. Når jeg har fundet dette hoved, benævnes de tit som ”spanniels ears” i bøger, men det er både dyrt og sjældent. Håret står ud fra ansigtet ved ørerne, som nærmest vinger. De kan også have en kyse i china, men findes både med og uden kyse, hos disse er frisuren mindre udtalt, men bemaling og udtryk det samme, så jeg har ikke svært ved at kende hende. Alle, jeg har set, har sort malet hår. Du kan finde fotos af dem på Pinterest, men disse har sjældent en beskrivelse, hvilket irritere mig kolossalt. Ifølge Kirsten Johannesen, som har besøgt denne tidlige fabrik, som tilhørte Conta & Boehme, er det et tidligt hoved fra denne. Men den kan selvfølgelig godt været brugt i flere år, især de små hoveder. Vi snakker her om 1840-50. Hun har bølget hår på siderne, forhåret klassisk skilt i midten, bøjet tilbage bagpå med en flot lavt siddende knude. Håret ligesom drejet ind i knuden. Det er på ingen måde bare glat. Ørerne er dækket af håret og altså ikke synlige. Jeg har set et meget stort eksemplar af dette hoved over i ”Den gamle By i Aarhus” i legetøjsafdelingen, som har sit eget hus. Men selve hovedet har, et efter min mening, meget specielt udtryk, som jeg altid har elsket. Der er enkelte dukker, jeg har det sådan med, og det skifter efter min mening og erfaring aldrig. Selve ansigtet er klassisk malet, let buede øjenbryn i en streg, ikke sorte, men mørk grå. En meget sort og spinkel streg ved øjet og en rød streg meget højere oppe, blå øjne, lang næse med røde næsebor og en lille mørk smilende mund, store røde kinder, lidt af rougen er slidt af to steder, måske er det netop smilet, der gør det. I kender måske følelsen? Hun er en dejlig størrelse at sy eller arrangere udstyr og kostumer til, måske har jeg møbler, der kan passe til hende. Jeg har en hel del miniaturemøbler, som passer til større dukker, idet min yndlingsstørrelse er ca. 30 cm.
Her kommer nederdel og bluse samt slag, som er fint gammelt og til sidst kommer kysen med. Sådan kom hun til at se ud
Så nu har I fået min historie om dette lille charmerende hoved og hvordan hun blev en dejlig dukke i min samling. I er velkomne til at give jeres besyv med under kommentarer, jeg er stadig ikke på Facebook.
