Søndag d. 6. december 2015 åbnede Dansk Legetøjsmuseum.
Historien om Dansk Legetøjsmuseum
Dansk Legetøjsmuseum er en fortsættelse af den store samling legetøj, som Bent Eliasen har samlet igennem hele sit liv.
SlotssøBadet fik i starten af 2015 en livsgave af en ældre Koldingborger, Bent Eliasen, der igennem hele sit liv har samlet mere end 140.000 legetøjseffekter.
Hidtil var alle effekterne samlet i et hus i centrum af Kolding. Men da kræfterne var ved at være udtømt, ønskede Bent Eliasen at finde en alternativ måde at vise
de mange samlede effekter. Derfor blev SlotssøBadet spurgt om en evt. mulighed for at overtage og drive en form for et museum.
Efter en forholdsvis lang periode med undersøgelser osv. lykkedes det i sommeren 2015 at finde en egnet lokation; Nemlig i centrum af Christiansfeld, som netop
i 2015 er blevet udpeget som UNESCO by, den eneste af sin art i Danmark. Stedet Lindegade 40, er en rigtig god beliggenhed, hvor de mange effekter virkelig kan komme til sin ret og det er en fin mulighed for at vise endnu en attraktion i det gamle Christiansfeld for den forventede stigning i turisttallet, som en UNESCO udnævnelse forventes at bibringe.
Dansk Legetøjsmusem er en selvejende institution med egen bestyrelse, vedtægter osv. Institutionen har altid brug for frivillige til at drive den socialøkonomiske virksomhed, som Dansk Legetøjsmuseum er, og hvis du har interesse heri er du meget velkommen til at kontakte os.
Sigi Ulbrich fortæller her levende om, hvordan hun byggede det hele op, og som I vil se, gælder det hele tiden om at bruge fantasien, ikke sandt! :
Den yndige japanerinde, nøgen og påklædt!
I min samling har jeg i mange år haft en lille EDI-japaner-dukke. Hun stod helt nøgen med lotusblomst i håret og vifte i hånden i min vitrine. Da min veninde Gabo har en japansk dukke i originalt tøj, syede jeg med den som forbillede dragten til min dukke og skabte således min egen originale japanerinde.
Sidste år kom julemanden med de små sorte lakmøbler, og nogle dage senere modtog jeg en Samurai.
Den kæppe Samurai!
Herefter stod min beslutning fast: jeg måtte have et japansk værelse.
Med mere gåpåmod og iver end med basisviden om japansk boligkultur, gik jeg i gang med hobby– og pillearbejdet.
Jeg gennemgik mine beholdninger efter eventuelle japanske skatte, og netop i den weekend lykkedes det mig på det lokale loppemarked at erhverve nogle små fjernøstlige ting. Men jeg havde ikke hverken et rigtigt hus eller en stue, så jeg brugte en solid papæske.
Den smukke stue med Shoji (skydevæg), og de fine lakmøbler!
Da jeg ikke kan forestille mig et japansk værelse uden Shoji (japansk skydevæg), skar jeg sidevæggen ud, lod blot en ramme blive tilbage og indsatte en Shoji af farvet karton. Da jeg ikke havde noget rispapir, brugte jeg et stykke madpapir (pergament).
Min mand, Gerhard, der tidligere forretningsmæssigt har haft forbindelser til Japan og har tilbragt nogen tid i landet, fortalte mig om det smukke Gudehjørne, eller den høje opstilling quasi (tempelhjørnet—King’s Place. Og selvfølgelig måtte jeg da bygge sådan en. Hertil benyttede jeg en lille sortlakeret æske, og de pålimede ”Guldblomster” stammer fra en konfettipose. Buddha-figuren er fra loppemarkedet. I kender sikkert disse stande. Her kan man købe statuerne i alle størrelser for både få og mange penge, alt afhængigt af, hvor gode køber og sælger er til at forhandle. Den ”røde lykkeport” sad på en lille souvenirdel, som jeg erhvervede for et par cent på det samme marked.
Den fantastiske opstilling med Buddha, guldblomster og lykkeport!
Og selvfølgelig forbinder vi Japan med Ikebana, og således har jeg sat denne bizarre ”skabning” ned i det sortlakerede låg fra en sjov dåse. Jeg fyldte først låget op med selvtørrende modellermasse og dækkede derefter ”jorden” med kaffegrums. Den gyldne fugl, som pryder æsken, stammer ligeledes fra konfettiposen.
Det lille mesterværk: Dragen!
Naturligvis har mine japanere brug for en gylden drage. Mit pragtstykke bringer helt sikkert lykke til beboerne. Jeg har overtrukket den med ”Guldmaling” på den røde side. Helt ærligt, selv nu, hvor jeg sidder ved min computer og ser på huset, mens jeg skriver om det, synes jeg stadig, at dragen virkelig er lykkedes for mig at fremstille — jeg har nemlig overhovedet ikke noget maletalent. Men da jeg således alligevel var i gang med at male, malede jeg straks en Shikishi (kalligrafi) ”Kærlighed”, fordi husets beboere først mødte hinanden efter så mange år (ca. 50) og straks var Yin og Yang. Egentlig er der ikke noget i vejen for et fælles, langt dukkeliv.
Sigis imponerende løsning på Ikebana!
De hjerteligste hilsner fra Sigi og Gerhard Ulbrich
Forfatterindens efterskrift for den danske dukkeblog:
Dette manuskript er fra 2007. men den der ser nøje på det hele, vil opdage, at der nu er endnu mere: En veninde har klædt en lille 4 cm høj japanerinde på til mig, og i min Edi-dukke-samling står de japanske dukker i mellemtiden fuldtalligt. Papæsken som dukkehus står således stadig, men jeg har bygget et tag af gennemsigtigt, kraftigt folie, således at de små beboere i det mindste er lidt beskyttet mod støv.
Yin og Yang- taler for sig selv!Shikishi/kaligrafi: ”Kærlighed”!
Vi siger tusind tak til Sigi for din levende fortælling, som helt sikkert har inspireret os alle til at gå i gang med unikke og særprægede projekter!
På alle læsernes, Lenes og mine vegne ønsker jeg endnu engang hjertelig tillykke på Tortulas 18-års fødselsdag:
Voksen og myndig, men heldigvis stadig med barnesindet i behold!
I 1916 fik legetøjet deres logo, med det nye navn!
d. 1. april 1905 trådte en ny lov i kraft. De indsatte i de danske fængsler, skulle fra denne dag arbejde, men de var indsat i fængslerne. Valget faldt på legetøj af træ!
Fabrikationen af legetøjet fik i 1916 navnet A/S Dansk Legetøjsfabrik. med Grosserer Otto Larsen som Direktør.
Dukkestue fra udstillingen i Vestre fængsel!Fine dukkehusmøbler, befinder sig også på Vestre fængsels Museum!
Under 2. Verdenskrig var der, som alle andre steder mangel på materialer og det kunne selvfølgeligt mærkes af andre legetøjsfabrikanter. Produktionen af legetøjet steg mærkbart
Huse. Vestre Fængsels Museum!
i fængslerne og fangerne havde svært ved, at følge med efterspørgslen. Kvaliteten blev med tiden også mærkbar bedre.
Produktionen af legetøjet i fængslerne sluttede i juni 1977.
I dag er fængselslegetøj et eftertragtet samlerobjekt og i Vestre Fængelsmuseum, har de, en meget fin udstilling af noget af legetøjet, der er lavet gennem tiderne.
En fin butik. Også på museet i Vestre Fængsel!Ko lavet i Vestre fængsel, under 2. Verdenskrig. Befinder sig på Holbæk Museum!
Vestre Fængsels Museum. Vestre Kirkegårds Alle 1A, stuen, 2450 SV.
Åbent hver tirsdag fra kl. 10.00 til kl. 16.00. Der lukkes for adgang kl. 15.00.
Skulle der være nogen, der har fængselslegetøj, vil vi da meget gerne se billeder af dette.
copyright for billede: Dorthe Lohmann.
Vi har modtaget dette billede af Dorthe Lohmann!
Det fineste soveværelse fra Dansk Legetøjsfabrik!
Tusinde tak Dorthe, hvor er det dejligt at se!
I Ketty Sørensens imponerende dukke og legetøjssamling, er der også en del fængselslegetøj. Torben fik lov til at fotografere, så vi alle kan se endnu flere eksempler på hvad der blev produceret i de danske fængsler!
Rigtig dejlig tøjrulle!
Tusinde tak Ketty !
Mette Francke har sendt os disse dejlige billeder af en dukkeseng fra Dansk Legetøjsfabrik, som hun har været så heldig at finde.
Miniatureforeningen ”mini” har i 10 år udgivet et Nyhedsbrev, som i årenes løb har udviklet sig betydeligt. Nyhedsbrevet har nu skiftet navn til Miniature Nyt. Det udsendes elektronisk til foreningens medlemmer seks gange om året. Det bringer ikke kun orientering om, hvad der sker i foreningen, men modtager også meget gerne indlæg om andre spændende ting indenfor vores hobby.
Hermed Litsie-Dam-opskrifterne på Sweater og gamachebukser til en 40 cm høj pigedukke.
Med tusind tak for tilladelse til at bringe disse. (Illustrationer af Lise)!
Sweater: Hertil skal du bruge ca. 25 g uldgarn som grundfarve, samt garnrester i forskellige farver til striberne. Pinde nr. 3, desuden et sæt strømpepinde i nr. 3.Forkortelser: r = ret, v = vrang, m = maske, p = pind, omg = omgang, rib = ribstrikning med 1 r, 1 v, grundf = grundfarve, glatstr = 1 p r, 1 p v, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, sm = sammen., indt = indtagning.
Strikkefasthed: 14 m i bredden = 5 cm.
Da mønstret er i flere farver, er det nemmest at strikke en del af sweateren på strømpepinde, idet du ved at strikke rundt undgår at skifte mellem flere farver på vrangpindene.
Slå 80 m op med grundfarven og strik 9 p rib. Skift til reststrik med strømpepindene og strik rundt: 2 omg med grundf— 3. omg: 2 m r med grundf., 2 r med afvigende farve, strik derefter 2 omg med grundf. Fortsæt på denne måde, og det gør ikke noget, at de afvigende farver er vidt forskellige. Det ser festligt ud at strikke med en ny afvigende farve hver gang, eller f.eks. Med fire forskellige foruden grundf: skiftevis f.eks. 3. omg rød, 6 omg gul, 9 omg blå, 12 omg hvid . Strik til du i alt har 40 omg inkl. borten. Del arbejdet i to lige store dele og strik videre frem og tilbage på almindelig pinde, mens du fortsætter mønstrestrikn på hver 3. p, og glatstr, dvs.1 p r og 1 p v over hinanden. De 2 åbninger, der fremkommer ved arbejdets deling, er til ærmegabene. Strik i alt 30 p og luk af.
Ærmer: Hele ærmet strikkes i grundf. Slå 25 m op og strik 3 p rib. Skift til glatstr og tag 1 m ud i beg og slutn af hver anden p, til der er 37 m. Strik lige op, til ærmet måler 12 cm, og luk af. Strik et ærme magen til.
Montering: pres arbejdet på vrangen og sy sm med små kastesting også på vrangen. Når side og ærmesømmene er syet sammen, sys ærmerne i på samme måde. Sy skuldersømmene sm 1 cm ind fra sømmen, hvor ærmet er sat til blusen.
Kraven: I halskanten strikkes på strømpepindene med grundf og med retsiden af arbejdet udad ca. 70 cm op. Strik i alt 20 p rib. Luk af i rib. Denne skorstenskrave bukkes dobbelt sm, når dukken har fået sin sweater på.
Gamachebukser: hertil skal du bruge 30-50 g tretrådet uldgarn og pinde nr. 3 — da det er et sæt, ser det pænt ud med valg af samme grundf som til sweateren. Strikkefastheden er den samme som ved sweateren.
Slå 50 m op og strik 1 p rib. Strik næste p som en hulrække (slå om p, 2 r sm) og fortsæt med 7 p rib. Skift til glatstr. Den ene side af arbejdet strikkes lige, og i den anden side tages på hver 4. p 1 m ud i pindens 1. m ud i p første m, til der er 60 m på p. Begynd derefter indt til benet. Der tages ind i begge sider ved at strikke 2 m sm i beg og slutn af hver 4. p, til der er 40 m tilbage. Strik med disse m, til benet har den ønskede længde. Fortsæt i rib til bort forneden på benet, i alt 20 p. Luk af i rib. Strik den anden side af bukserne.
Montering: Pres begge stykker på vrangen. Sy sm på vrangen med små kastesting. Sy først sømmen bag på gamacherne ned til begyndelsen af indt, sy derpå sømmene, som danner buksebenene, sammen. Træk en tynd rund elastik gennem hulrækken foroven på bukserne.
Så skulle dukkepigen være klar til de kølige dage —
Holbæk Museum er et dejligt og hyggeligt museum, der er værd, at besøge. Udover en gammel krambod, en udstilling om tiden under 2. Verdenskrig, Død Mands Gods (hvor den fine ravelg i øjeblikket er udstillet), et gammelt hus, hvor man kan drikke en kop kaffe med Rich´s i selskab med en hyggelig frivillig medarbejder, og flere andre, er der også udstillingen Børneloftet. Her er udstillet 4 gamle dukkehuse.
Den 13. – 14.000 år gamle Ravelg, der blev fundet i slutningen af 2015.
Holbæk Museum
Klosterstræde 18
4300 Holbæk.
Åbningstider
Tirsdag-fredag kl. 10-16 Søndag og helligdage kl. 12-16
Vi syntes dette en fin afslutning på Birgitte Glob dejlige fortælling om Marie kiksedukkerne.
I september 2012 udkom en bog om Marie. Den handler om de nok allermest populære påklædningsdukker i 40’erne, 50’erne og frem til starten af 60’erne.
Bogen er skrevet af Lise Rasmussen og Kirsten Nygaard Andersen. De to har samlet på påklædningsdukken Kikse-Marie og tilhørende tøj i mange år. Forfatterne fandt sammen i fælles fascination af påklædningsdukken, tegnerne og historien bag.
Bogen giver et overblik over kiksefabrikkens historie, om de forskellige kiks der blev lavet samt historien bag vaniljekiksens oprindelse. Samtidig får læseren eksempler på forskellige reklamer samt et nostalgisk tilbageblik på “Store-Marie-Klubben”, som rigtig mange samlere var medlem af som børn.
De første dukker udkom i Billedbladet den 9. april 1940, og den sidste dukke kom i 1964. Der var både Store Marie, Lille Marie og Sorte Marie. Forfatterne har tilsammen en komplet samling af dukker og tøj, og i bogen gengives de mange ark med dukker og kjoler. Alle illustrationer er i farve, og det gør bogen til et flot og brugbart opslagsværk.
Det er fornøjeligt at tage på nostalgitrip i bogens illustrationer. De samlere, som allerede har udklippede kjoler, kan få et fantastisk overblik over, hvilke kjoler de mangler, mens de samlere, der ikke har så mange kjoler, kan glædes over de smukke gengivelser og begynde at planlægge indkøbene på det næste træf.
Det er den rene nostalgi og nydelse at læse og bladre i bogen. Dejligt at de to forfattere vil dele deres kærlighed til Marie og deres samling med os andre. Bogen er i A4 format og er på i alt 54 sider med illustrationer i smukke farver.
“Marie – historien om en kiks og dens påklædningsdukker” af Lise Rasmussen og Kirsten Nygaard Andersen 2012, isbn. 978-87-995522-0-7. Pris 150 kr.
Fra 1947-50 bragte avisen ”Land og Folk” ugentlig en dragt til påklædningsdukkepigen Vivi. Og i årene 1955-56 bragte ”Dansk Familieblad” Vindings udgave af Elisabeth Taylor og Audrey Hepburn. De to sidste er genoptrykt og samlet i to malebøger. Margot Martensen har udgivet en samlet udgave af Vivi.
Også i Sverige har de haft Vinding påklædningsdukker, i ”Familjejornalen 25an” havde klippdocka 5, Birgitta. Der må have manglet et par dragter i den svenske opsætning, så stakkels Birgitta er blevet forsynet med to dragter, der ikke er fra Vindings hånd.
Gerda Vinding fylder meget i den danske produktion af påklædningsdukker og hendes ark kom i oplag fra 50.000 til 200.000. Hun udgav langt hovedparten selv og stod også for hele markedsføring- og salgsdelen. Det var også medvirkende til, at hun ikke nåede alle landets dele. Så det er ikke alle piger fra perioden, der er opvokset med hendes modeller og maleark.
I genoptryk de vellykkede malebøger og et Marieark
Nogle upublicerede påklædningsdukker er udgivet senere. Det gælder Margaret med tre stk tøj og Silvana, hvor garderoben er skabt af PD-bladets læsere. På et tidspunkt kunne Silvana og en omfattende farverig mængde tøj købes gennem PD-bladet. – Også Karen Erbs tyske blad for påklædningsdukkesamlere har tegnet i s/h til en Gerda Vinding dukke. ”Dress-A-Doll by Gerda Vinding”, 1992-94.
Marie-dukkerne
Men med sine påklædningsdukker for kiksefabrikken Jensen & Møller, nåede hun med Store Marie, Lille Marie og senere Sorte Marie ud i hele kongeriget.
De første påklædningsdukker til de populære kiks i rød-hvide pakninger var tegnet af Dorte Kortzau i 1940. Efter besættelsen trængte Store Marie og Lille Marie til en modernisering og Gerda Vinding tegnede de nye udgaver, der udkom fra 1946 muligvis tidligere med sorte sløjfer. Hårfarven blev ændret fra mørk til blond. Den voksne Marie ligner ganske vist en dukke tegnet af Ellis Møller Hansen. Af indlysende grunde kommer Sorte Marie først til senere i familien efter chokoladerationeringens ophør i 1952.
I 1950 sker der igen en fornyelse og hårsløjferne bliver røde. I 1955 ændres stillingen på Store Marie og fra 1960 kommer Marierne også i en række ugeblade. Den sidste opdatering omfatter også en modernisering af undertøjet, væk med det fornuftige bomuldslook. Den sidste Mariedukke bringes i 1964 i ”Ude og hjemme”, næsten 25 år er levetiden for Marie’erne. I alt kom Store Marie i seks udgaver, Lille Marie i fire versioner, mens Sorte Marie måtte leve sin tilværelse igennem i en enkelt udgave. Dateringerne bygger på annoncer i ugeblade.
Gerda Vindings dragter til kiksedukkerne var meget vellykkede, lige fra den lange serie i de traditionellerød-hvide dragter i kikseemballagens farver og tern til de efterhånden mere avancerede spadseredragter, kjoler og aftenkjoler, som bestemt ikke har været daglig påklædning rundt om i landet.
Voksendukken var med sine mindst 230 dragter den mest veludstyrede påklædningsdukke herhjemme. Alle piger havde Marie-dukker, de samlede, byttede og mestrede at kopiere dragter i bedste Vinding-stil. Der blev lavet en Store Marieklub med medlemskort, medlemsblad, Marie-ring, billedlotteri, fødselsdagskort m.m. Et emblem med små kikseruller kunne sættes på tøjet og signalere, at man samlede og gerne ville bytte.
Påklædningsdukkerne kunne fås som ark hos købmændene og der var ekstra tøj i kikserullerne, senere var der ark i ”Hjemmet” ,” Familie Journalen” og ”Ude og Hjemme”. – En udførlig registrant over Marie-dukkerne er udarbejdet af Margot Martensen og et must for Marie-samlere.
Nogle af Marie-dukkerne findes i genoptryk fra Victorias Palace og Ballermann & Søn. Den sidst sete udgave er i en magnetisk version i en trækasse, jeg vil ikke sige, at den er særlig oplagt som legetøj.
Illustrationer
Forgængeren for Femina hed Mønster Tidende og var et også set med nutidens øjne ganske smukt blad med anvisninger på håndarbejde og mange fint tegnede modesider, hvor mønstrene til de enkelte dragter kunne bestilles fra bladet. Nogle få modesider fra 1940 er udført med Gerda Vindings sikre hånd, det drejer sig om nr. 18, 19 og 21.
I det svenske ”La Mode” 1947:1 er der dobbeltsider med nogle forrygende Vinding skitser, der gengiver parisermodens mestre ”Kvällsdrömmar från Paris”.
Mønster Tidende og senere Hjemmet bragte forsider af Vinding. – Endelig er der modeillustrationer i nogle numre af Samvirke fra 1957, nr. 12, 14, 21. Og i bogen Alle kan sy.
”Vindings Malehefte I” indeholder otte tegninger og ”Vindings Pennetegninger” kvindehoveder i seks originaltryk inspireret af tidens filmstjerner. Hun er yderst omhyggelig med at give praktiske anvisninger vedrørende farvelægningen. Og hun udgiver ”Vindings Modejournaler.Vindings Modeller. Kjoler 1-3. Frakker 1.” Oplysningerne er hentet fra bagside dateret 1944, her er også omtalt modeark A-D og det røde hefte med påklædningsdukke.
M.T. Forside 1944:11M.T. 1940:19
11 M.T. 1940:18M.T. 1940:18
M.T. 1940:21M.T. 1940:21
Hjemmet 1945:9M.T. 1940:21
Ill. Fra ”La Mode” 1947.
Ill. fra Vindings Malehefte
Om Gerda Vinding iøvrigt
Gerda Vinding forlod skolen tidligt og fik undervisning i portræt-og illustrationstegning på et tegneakademi. Hendes veninder fra skolen var interesserede i hendes påklædningsdukker og senere tegnede hun voksne dukker med modelkjoler. Af interviews fremgår det, at hun er uddannet kostumetegnerske med praktisk sy-erfaring. Det fremgår også af diverse kig i artikler, at Gerda Vinding er yderst bevidst om kernen i legen med påklædningsdukker, at det handler om drømme og ønsker, at hun var i kontakt med sine unge kunder og tog hensyn til deres behov.
Gerda Vinding startede meget tidligt sit eget forlag og stod selv for distributionen til landets papirhandlere. Hun måtte vente til hun var 21 med at få grossererborgerskab og starte G.Vindings mode- og billedforlag. Hun udgav sine påklædningsdukker i farver og maleark til modearkene, et par hefter med tegninger og modejournaler. Først sent i sin karriere valgte hun at få sine ark produceret af andre, nemlig forlaget Lithos.
Vinding er som den jævnaldrende tegner Christel i begyndelsen flittigt omtalt i medierne. Så af interviews fremgår det, at tegnetalentet er en arv fra bedstemoderen, at hun er kriminalforfatter og oversætter. Oversættelsen er i samarbejde med en onkel og af en populær psykologibog, kriminallitteraturen er det ikke lykkedes mig at opspore, så bøgerne har sikkert ikke fundet en forlægger.
Under anden verdenskrig deltog Gerda Vinding i modstandsbevægelsen. Et lille indsigt i perioden giver hun i en artikel i Ekstrabladet fra 1968. Det var helt i tråd med hendes politiske overbevisning på den yderste venstrefløj, hun var et aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, senere af Socialistisk Folkeparti.– I mange år var Vinding en ivrig debattør i pressen og ytrede sig om politiske forhold som Vietnam, atomkrig, men også scientology og børneopdragelse skrev hun om. Et opslag på Gerda Vinding i www.bibliotek.dk giver en oversigt.
Men især skrev hun om og imod narkotika, ganske særlig den skadelige virkning af hash, som i slutningen af 60erne ellers havde varme fortalere blandt ventreorienterede samfundsomvæltere. Børns opdragelse, unges ve og vel lå Gerda Vinding på sinde og hun blev medstifter af Landsforeningen til Bekæmpelse af Hash og Narkotikamisbrug i 1971. Efter få år opgav hun foreningen og arbejdet, sikkert efter et massivt pres fra liberal, socialistisk side.
Gerda Vinding blev gift i 1947 med civ.ing., dr.phil., professor Martin Ottesen ansat ved Carlsberg Laboratorium og medlem af Videnskabernes Selskab m.m. Normalt er ægteskabelige oplysninger påklædningsdukkerne uvedkommende, men i Vindings tilfælde har de en vis betydning.
På det tidspunkt var A.W. Nielsen direktør for Carlsberg og styrede sit ”kongerige” med fast hånd. Carlsbergs ledelse mente ikke, det var en passende beskæftigelse for ægtefællen til en højt placeret ansat at tegne påklædningsdukker for eget firma. Gerda Vinding lagde heller ikke skjul på sine sympatier for den yderste venstrefløj, hvor hun var en aktiv debattør med stærke synspunkter. Men med attraktive væsen må hun have været et aktiv ved virksomhedens selskabelige sammenkomster, familien boede på Carlsbergs område i Valby. (A.W. og hans kone Ems har jeg familiemæssige relationer til).
I et par år var jeg leder af biblioteket i Valby, her var Gerda Vinding en regelmæssig låner og hun fortalte lidt om sit arbejde og om problemerne med at fabrikere en voksen Marie-dukke, der med sit undertøj ikke kunne støde kiksekøberne i det missionske Vestjylland, derfor fik hun undertøj med stropper og ikke en lille lækker stropløs bagatel, der var lettere at tegne til.
Gerda Vinding var efter min mening den absolut bedste tegner af påklædningsdukker, de fungerede perfekt i pigernes leg, var lette at tegne til og gav næring til drømmene om et liv som voksen. Med en sikker streg formidlede hun modens luner, hendes mange ark giver idag et flot indblik i moden fra ca 1940 til sidst i 60erne.
Da damer ikke mere skal se ud som damer med matchende sko, hat og handsker, og pigernes favoritlegetøj ikke længere er baseret på et stykke slaskekarton stopper Gerda Vinding. Og kort efter stopper påklædningsdukkerne stort set!
Litteraturhenvisninger
Katalog over Marietøj og ark tegnet af Gerda Vinding. Registrant udarbejdet af Margot Martensen.
Kudahl, Helge J.: Richs-billeder og andre danske reklamesamlebilleder. Rhodos, 2000. 151 sider, ill. Heri omtale af Marie-dukkerne.
Pigedrømme: danske påklædningsdukkers historie. Af Birgitte Glob og Mette Winge. Samlerens Forlag, 1999. 107 sider, ill. Litt.henv. Heri om Gerda Vinding.
Psykologi for alle: menneskekundskab og menneskebehandling. Af Alf Ahlberg m.fl. Erichsen Forlag, 1942. 440 sider, ill. Oversat af Asger Langkjær og Gerda Langkjær Vinding. – Sammen med sin onkel har Gerda Vinding stået for oversættelsen.
Anna Thomsen: Alle kan sy. M. Normanns Forlag, u.å. (1961). Har et stort afsnit af Gerda Vinding: Tøj til min type. Her er talrige små illustrationer.
Vivi: tegnet af Gerda Vinding, Bragt i Land og Folk 1947-1950. En registrant samlet af Margot Martensen.
Værket. Del 1. Til brug ved Landstræffet for påklædningsdukkesamlere, 28.marts 2004 Esbjerg. Kis Eg m.fl. Heri afsnit om Gerda Vinding.
Pappersdockor åt stora flickor. Göteborgs-tidningen: 1946
Store Piger ka lide Paaklædningsdukker. Ekstrabladet: 24.9.1946
Dansk Arbejde: Juli, 1947. Gerda Vinding med illustrationer anvendt som forsidebillede i forbindelse med en artikel om dansk mode.
Hun eksporterer Pigerne. Aftenbladet: 3.9.1947
Piger på vej -. Af Birthe Strandgaard. Teen-age: juli 1952:7. Lille omtale af Gerda Vinding og hendes påklædningsdukker.
Vinding, Gerda: Mormor var ungdomsoprører. Ekstrabladet: 29.10.1968. Om modstandsbevægelsen.
Vinding, Gerda: Ka’ De se komikken? Hvorfor virker næsten alle moder latterlige undtagen lige dem vi selv går i? Ekstrabladet: 11.11.1968. Om de unges nye anderledes mode.
Et ark med pigedrømme. Det fri Aktuelt: 10.07.1992. Billede af modeark F med undertitlen: Påklædningsdukker går ikke i kittel, som det fremgår af dette ark lavet af mesteren, Gerda Vinding, omkring 1943. – Desværre er mikrofilmen af avisen gået tabt, så en mulig sammenhæng med en artikel kender jeg ikke.
Fredsakademiet: Freds- og sikkerhedspolitisk Leksikon D 127: Danmarks Kommunistiske Parti: DKP. Samt S142: Socialistisk Folkeparti: SF. Artikler på nettet, heraf fremgår Vindings politiske aktive tilhørsforhold.
Spydpigen: Hash til skolebørn? Maj 20, 2009. spydet.blogspot.com. Om Vinding og Nej til narkotika.
Uden år og data:
Hun sælger i titusindevis!
Nu kommer Gerda Vindings påklædningsdukker i Dansk Familie Blad. Dansk Familie Blad?
Paaklædningsdukker, der er mere end Legetøj
Det er sjovt med Gerda og hendes 200.000 tvillinger!
Birgitte Glob
Tusinde tak til Birgitte Glob for tilladelse til brug af denne artikel!
På Designmuseum Danmark kan man i vinterferien lave sin egen miniaturestol.
Designmuseum Danmark Bredgade 68 1260 København K Telephone 33 18 56 56 Email: info @ designmuseum.dk
Tid og sted: Designværkstedet tirsdag d. 16. februar, torsdag d. 18. februar og søndag d. 21. februar kl. 13-16 Pris: 20 kr. pr. deltager (inkl. materialer). Tilmelding er ikke nødvendig.
