Gerda Vinding (Gerda Langkjær Vinding) 1921-87

© Birgitte Glob. 2010.

De fleste har sikkert på et tidpunkt leget med nogle af Gerda Vindings dejlige påklædningsdukker. Vi er så heldige, at vi har fået tilladelse til, at bringe nedenstående dejlige artikel, om hendes dejlige påklædningsdukker!

Det falder naturligt at omtale produktionen i klumper. De tidlige yderst modebevidste dukker, der skildrer moden i især 40erne. Derpå de mange mindre ark med børn og damer af dalende kvalitet, de tidlige er udsøgte, de senere ret uengageret tegnet. Der er det løse i form af bidrag til avis og ugeblad. Og så er der Marie-dukkerne, hvor Vinding leverede dukker og tøj i to årtier.

De store ark og samtidige hefter m.m.

Gerda Vinding er en af de bedste tegnere fra påklædningsdukkernes guldalder og gav med sin produktion fra 1940erne og frem et modemæssigt avanceret billede af, hvordan kvinden skulle se ud. Personligt mener jeg, hun er langt den bedste. Modearkene fra krigstiden er tegnet med sikker hånd – med flotte kurver, smalle taljer og smukke ankler. Damer og piger er langbenede og slanke, de omfattende garderober med hatte, sko og selskabskjoler gav næring til drømme om voksenlivet. Nederdelenes fald og draperingerne om hoften, sammensætningen af farverne er uovertruffen. Selv de mere hverdagsprægede dragter overgik langt indholdet i mødrenes klædeskab. Der var både plads til en markering af det udpræget glamourøse og til dragter med en maskulin enkelhed i snittet.

Vi er i en krigstid med behov for at føle sig forførende og i en tid, hvor kjolens detaljer tager hensyn til de sparsomme ressourcer. Arkenes modemæssige funktion fremgår af de små skitser af rygsiden ved siden af dragterne. Det er moderigtig information til tidens kvinder, der kan sy selv og forandre.

Arkene skildrer en moderne kvindetype, sikker og målbevidst som samtidens Katherine Hepburn med en tidløs elegance. De store farvelagte ark er nummeret A-M. Som et supplement findes løse ark med tøj beregnet på farvelægning. Samme stil findes også i en gul malebog samt i to bøger med farvet indhold, en rød og en blå. Yderligere findes i den store størrelse to smukke maleark med en brud og med en mulat/negerpige. Nogle ark findes i forskellige typer papir.

Vindings flotte ark ”Allieret Elegance” er med sine dragter en diskret indpakket hyldest til krigens allierede deltagere. A-D samt det røde hefte og maleark C udgivet før 1945. De store modeark er tydeligt med afsæt i 40erne.

De store farveark og store maleark med brud og mulat findes i genoptryk.

Billede1Billede3

 

 

 

 

Billede4Billede5

 

 

 

 

Billede6Billede7

 

 

 

 

Billede8Billede9

 

 

 

 

Billede10Billede11

 

 

 

 

Billede12Billede13

 

 

 

 

De farvede ark, ark G mangler, er formodentlig det sidst viste ark Allieret Elegance. Tydeligere oversigt findes på hjemmesiden for VictoriasPalace–

Billede14Billede15

 

 

 

 

Billede17 Billede16

 

 

 

 

 

Billede19 Billede20Billede18

 

 

 

 

 

Supplerende maleark til de store modeark, der er to til. Nedenunder den gule malebog med påklædningsdukke. 

Billede21 Billede22

 

 

 

 

 

 

Billede23

Billede1Billede2

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede1Billede2

 

 

 

 

 

 

Fra Det røde hefte og Det gråblå hefte. De to sidste ark er forsynet med ”ekstra” selskabskjoler. Dvs der er klippet fra i dubletter. Ikke alle dragter er medtaget

 De mindre ark i s/h og de fire farvelagte ark

Modemæssigt er vi nu i efterkrigstiden og Gerda Vinding tegner en lang række ark på papir beregnet til farvelægning. Der er en serie ark med børn i alle aldre fra spædbørn til teenagere  nr. 1-39 og der er en serie med velklædte damer nr. 1-39 (dog mangler nr.32).

Senere kom nogle få farvelagte ark i samme stil med to voksne damer, et pigeark og arket med den lille dreng Ole. På arkene var angivet, hvilke numre der passede tøj indbyrdes og der blev også omtalt de næste udgivelser.

Der findes udkast til endnu to farvelagte damer Margaret og Silvana fra 50erne. Silvana blev i 2000 forsynet med en omfattende garderobe, tegnet af læsere af PD-bladet og samlet på 26 A4 ark.

De sort/hvide ark kostede 30 øre og der var til mange timers farvelægning og udklipning før legen kunne begynde. Fælles for arkene var, at de i sjælden grad indbød til at man selv kunne tegne nye kjoler og udvide den ganske betragtelige garderobe, der fulgte med dukkerne. Den høje grad af involvering med udklipning og især farvelægning øgede dukkernes betydning for den enkelte. Heldigvis var papiret ofte let cremefarvet og det løste til en vis grad problemet med en anvendelig hudfarve. Udvalget af farver var begrænset og kvaliteten af kridt, farveblyanter og akvarel meget svingende.

Gerda Vindings ark var ganske nøgterne. Der var ingen dekorationer i kanten og ingen pyntelige genstande anbragt mellem tøjet, de fremtræder næsten som grafiske blade.

Voksenarkene havde angivelse af dukkernes erhverv og gav en klar forestilling om, at alle piger kunne se frem til en voksentilværelse med hat, handsker og sko passende til den righoldige garderobe med noble dragter, fikse aftenkjoler og store selskabsrober med bare skuldre, brusende vidde eller stramme hylstre. Den slags tøj tilkom både sygeplejersken, gartnerpigen og alle de andre. Især på Vindings tidlige maleark findes en skarp modebevidsthed og imponerende dristighed. Desuden fremstår arkene meget velkomponerede.

Billede3Billede4

 

 

 

 

 

Billede5Billede6

 

 

 

 

 

Billede7Billede8

 

 

 

 

Et lille udsnit af arkene med voksne

Børnenes garderobe består af talløse små dragter i tætte rækker med tøj til alle lejligheder: hverdag, fest og højtid. Der er hele ark med sommertøj og tilsvarende med udstyr til vinteren. Helt ufatteligt for efterkrigstidens små piger, der på grund af rationeringen gik med arvet og omsyet tøj.

Hovedparten af Vindings ark kom på eget forlag, de allersidste er dog udgivet af forlaget Lithos. Det er tydeligt, at de sidste ark ikke har haft Gerda Vindings store bevågenhed, den høje kvalitet og spændvidde mangler. Helt galt går det med et par store farvelagte papark fra Lithos, her er Vindings navnetræk fjernet og farvelægningen kan bestemt ikke være godkendt af kunstneren. De er ikke blandt Vindings bedste og de er meget uheldige i farve og tryk.

Gerda Vinding lavede nogle plakater, sikkert beregnet til egen markedsføring og udvalgte salgssteder. På lyseblåt karton er klistret et s/h påklædningsdukkeark en umalet udklippet dukke iført en af dragterne, samme dragt gentages på en større farvelagt illustration. De tre udgaver, jeg har set er naturligvis holdt i blå toner, der matcher baggrunden. Ved siden af malearket er en håndskrevet liste over udgivelserne fordelt påbørn og voksne. De er yderst betagende.

Billede9Billede10

 

 

 

 

 

Billede11Billede12

 

 

 

 

 

Billede14Billede15

 

 

 

 

 

Herover nogle af de tidlige børnearkene og dernæst nogle få teenageark.

Billede15Billede16

 

 

 

 

 

Billede17

Tre af de fire farvede ark i den mindre størrelse

Stort set alle de farvede og nogle få s/h ark findes i genoptryk. – Gerda Vinding udgav også ”Vindings Malehefte” med otte tegninger og anvisninger på farvelægningsteknik, en hjælp når de mange ark skulle have lidt kulør.

De mange indsendte hjemmetegnede påklædningsdukker til Søndags BTs børnesider i 50erne viser, hvor fascinerede samtidens små piger var af Vindings streg, der er rigtig mange ”kopier” af hendes ark mellem bidragene. – Legetøjsmuseet i Nordsjælland har i sin samling mange ex på farvelagte Vinding ark. Det er morsomt at se, hvor forskelligt opgaven kan gribes an. Der er også ex på, at samme ark med forskellige farvelægninger har tilhørt samme pige. Og endelig har Legetøjsmuseet nogle utroligt veludførte hjemmetegnede dragter til Vindings dukker.

En stor tak til Birgitte Glob!

Kohl & Wengenroth

Celluloidvarefabrik i Offenbach, som fremstillede celluloiddukker ca. 1920

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Dette firmas egenproduktion af celluloiddukker eksisterede ikke ret længe, hvorfor oplysningerne er sparsomme.     

 Billede1            Allerede i 1864 grundlagde Kohl & Wengenroth deres firma. Som Logo benyttedes det her viste: En pige i lang kjole, der på udstrakte arme bærer bogstaverne K og W, og det hele er indrammet i en cirkel. (Dukkerne med ”pigemærket”!)

Billede2
Denne siddebaby med den kække pandelok er fra ca. 1920  – arme og ben er med skiveled, og hovedet er drejeligt med præget hår og prægede blå øjne, samt åben-lukket mund med to små modellerede tænder. Kroppen er smukt formet. Babyen er 28 cm høj og både hals– og kropsmærke er mærket med pigen omkranset af cirkel, og nedenunder Germany.

Firmaet fremstillede legetøj og dukker af celluloid. Det drejede sig om dukker helt af celluloid med modelleret hår og malede øjne. Der produceredes både sidde-og ståbabyer.

I 1926 blev firmaet overtaget af Paul Hunaeus, hvis firma igen blev overtaget i 1930 af ”Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik” – senere ”Schildkröt”, af alle samlere populært kaldet ”dem med skildpaddedukkerne”!. Herefter stod hele firmaets fabrikation såkledes til rådighed for de nævnte firmaer. Dukkerne ”med pigemærket” er ikke almindelige og ligger derfor i den dyre ende ret prismæssigt. Nu er jeg spændt på, om I skulle være ejere af en Kohl & Wengenroth.

 

Dukken her tv fra 20erne med pandelokken ligner meget dukken foroven. Han er 45 cm høj, og hovedet er mærket med ”pigemærket”, kroppen e r umærket. Han har drejeligt hoved og bevægelige arme og ben; øjne og hår er præget og malet. Munden er åben-lukket med små tænder.
Dukken her tv fra 20erne med pandelokken ligner meget dukken foroven. Han er 45 cm høj, og hovedet er mærket med ”pigemærket”, kroppen e r umærket. Han har drejeligt hoved og bevægelige arme og ben; øjne og hår er præget og malet. Munden er åben-lukket med små tænder.

 

Dukken her th er 18 cm høj og takseret til at være før 1922—Den er mærket ”17 Germany”. Siddebaby med bevægelige arme og ben og fast hoved med åben/lukket mund, lukkeøjne af glas og fjedrede, malede øjenbryn, parykken aer af mohair.
Dukken her th er 18 cm høj og takseret til at være før 1922—Den er mærket ”17 Germany”. Siddebaby med bevægelige arme og ben og fast hoved med åben/lukket mund, lukkeøjne af glas og fjedrede, malede øjenbryn, parykken aer af mohair.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De to 16 cm høje dukker her er fra 20erne og begge mærket med ”pigemærket og Germany”. Drengene tv hedder ”Michel”, drengefigur med Igodi-hovedpatent (se artiklen om Hunaeus-dukkerne) Ikke-bevægelige arme og ben. Huen og tøjet er modelleret og påmalet. Dukken th kaldes blot ”Dreng med hue”, og kan beskrives som Michel tv.— Der blev fremstillet flere udgaver af disse dukker med samme krop, men med forskellige hoveder.
De to 16 cm høje dukker her er fra 20erne og begge mærket med ”pigemærket og Germany”.
Drengene tv hedder ”Michel”, drengefigur med Igodi-hovedpatent (se artiklen om Hunaeus-dukkerne) Ikke-bevægelige arme og ben. Huen og tøjet er modelleret og påmalet. Dukken th. kaldes blot ”Dreng med hue”, og kan beskrives som Michel tv.— Der blev fremstillet flere udgaver af disse dukker med samme krop, men med forskellige hoveder.

 

Et komfur mere !

eller

Et godt komfur er starten for enhver god kok!

Med hilsen fra Sigi og Gerhard Ulbrich ©

(dansk tekst Lise Brastrup Clasen, foto Sigi og Gerhard Ulbrich –

www.tortula.de ©)

Sigi og Gerhard på spil igen!!! Hermed det flotte komfur, som Sigi købte på

Sigis fine restaureret komfur!
Sigis fine restaureret komfur!

et loppemarked i Freiburg for bare 5 € (ca. 37 d.kr.) – Sigi fortæller, at komfuret var bulet og bøjet, men Gerhard varmede det og fik rettet det ud, så her er resultatet, flot ikke sandt!

Det er et fint tip til jer alle: sådan kan man reparere blikbuler og få noget ud af ”næsten” ingenting! Så grib chancen, når I finder ”vrag”! Stå ikke med ”hænderne i lommen eller på ryggen, for som I ved: ”Lediggang er roden til alt ondt”, men ikke for os samlere, vel!

Dukken er en 20 cm høj EDI-dukke fra Sigis store samling.

Samtidig fortæller Sigi, at hendes hjemmesider: – www.tortula.de – den 1. marts har fødselsdag! Læs mere om det om nogle dage. Og her kan I desuden lykønske Sigi med jubilæet.

PS. Det pågældende komfur er af blødt blik, og ved sådanne materialer, skal man være ekstra forsigtig under reparationen.

Tusinde tak til Sigi & Gerhard og stort tillykke, med www.tortula.de, som i morgen fylder 18 år! Flot gået!

Kig ind på denne spændene side, der er meget spændende læsestof!

Hinkesten

© for tekst og billeder Ghita Egeberg & Kim Hansen.

Hinkesten med blomst fra Fyens Glasværk!
Hinkesten med blomst fra Fyens Glasværk!

Forleden skinnede solen så dejligt, at jeg fik forårsfornemmelser, da vi var ude og gå en tur. Jeg kom til, at tænke på dengang, alle vi piger hinkede, både hjemme og i skolegården. For mig er det et absolut forårstegn og jeg ser da heldigvis stadigvæk hinkeruder på fortovene.

Da jeg begyndte, at lede efter stof om hinkesten, fandt jeg Ghita Egeberg & Kim Hansens fantastiske informative og spændende hjemmeside www.hinkesten.info.

Kig ind på siden for meget mere information.

God fornøjelse

Lene

Hvor stammer hinkning fra

Ja – hvor stammer hinkning fra.
Det kan man i princippet svare ganske kort på – det vides ikke med sikkerhed. Der er flere bud på oprindelsen, ingen af disse kan dog med sikkerhed siges at være det endegyldige.

Overalt i verden findes der optegnelser og indridsede symboler, der relaterer sig til hinkning.

Eksempelvis er der en kinesisk beskrivelse fra omkring 2.300 f.Kr., hvor en tidlig version af hinkning beskrives ligesom der både i Egypten og i Grækenland i grave er fundet inskriptioner og tegninger, der angiveligt skulle beskrive hinkelegen. Tegningerne der er fundet der, er typisk den kendte spiralform eller snegl og den rektangulære version med 9 felter.

Fra serien Fossiler designet af Elin Blink. De er fra Holmegårds Glasværker!
Fra serien Fossiler designet af Elin Blink. De er fra Holmegårds Glasværker!

Hinkning og hinkeruder siges i øvrigt at have været forløberen eller inspirationen til flere brætspil såsom Skak og Dam.

Nogle mener, at det at hinke har sit udspring i Asien, hvor det skulle have været en del af mandomsprøver, når drenge skulle vise deres evner og færdigheder for at de kunne blive betragtet som mænd og krigere. Lignende prøver blev ynglinge udsat for i de græske labyrinter, når de havde nået en alder, hvor de skulle bevise at de havde styrke nok til at træde ind i “de voksnes rækker”.

At hinke er jo i bund og grund bare en række fysiske udfordringer, som man skal overvinde, når man tager turen gennem hinkeruden i form af felter og streger eller trædesten – om der så er anden og dybere mening med hinkning end leg og den fysiske udfoldelse, vil jeg komme ind på senere.

Den mest almindelige antagelse er, at legen – ihvert fald i vores del af verden – kommer fra etruskerne og at den efterfølgende har spredt sig til det meste af Europa med romerske soldater, der var udstationeret til langt op i England – ja helt op til Edinburgh i Skotland.

Det siges, at de romerske soldater som led i træningen hinkede for at styrke deres lårmuskler, smidighed og kondition i det hele taget. Soldaterne trænede, iført fuld udrustning, i hinkeruder på helt op til 40-50 meters længde – en barsk omgang, hvis der ellers er hold i historien.

Børn, var hurtige til at efterabe soldaternes træning og lave deres egne regler for legen. På den måde menes legen at være spredt yderligere rundt i Europa samtidig med at der lokalt blev udviklet de mange varianter af legen, der kendes i dag.

Mange kilder gengiver, at den ældste kendte hinkerude skal være ridset eller hugget ned i gulvet i Forum Romanum i Rom. Det er dog hverken lykkedes mig at finde nogen skriftlig dokumentation herfor – ejheller har jeg kunnet opdrive et billede af den omtalte hinkerude. Måske har alle kilderne bare ukritisk skrevet af efter hinanden.

Jeg har konsulteret Jens Ole Larsen, der er bosiddende autoriseret guide i Rom og som har et meget indgående kendskab til Forum Romanum.
Han har aldrig hørt om eller set en hinkerude på Forum Romanum og peger i stedet på at der på et af trappetrinnene ved justitspaladset “Basilika Giulia” er indridset et spil, der meget minder om et skakbrædt.

Løven fra serien Stjernetegn. Den er fra Hammer Glasværk!
Løven fra serien Stjernetegn. Den er fra Hammer Glasværk!

En anden i Rom bosiddende lokal autoriseret guide Tina Montalbano fortæller:

Det er helt sikkert, at man hinkede i det antikke Rom. 
Legen hed Cladius (den haltes leg) eller Mundus (verden), fordi hinkeruden illuderede nedstigningen til underverden og tilbage igen. Hinkeruden var typisk aflang med to parallelle rækker af ruder der afsluttedes med en halvmåneformet eller spiralformet rude. 
De kilder jeg har konsulteret, taler netop om, at de romerske soldater medbragte legen til de erobrede områder i verden.

Jeg har ikke kunne finde særlig information om etruskerne, men flere arkæologer mener at legen stammer fra det gamle Egypten, men de understreger dog, at man ikke med sikkerhed kender legens oprindelse. Hvad angår hinkeruden på Forum Romanum bekræftes det mange steder. Den burde findes på gaden i et lavere lag på en af sidevejene til hovedvejen Via Sacra og er ikke synlig for besøgende men nærmere har jeg ikke kunne komme det.

Der findes flere meget korte beskrivelser eller omtaler af hinkning i litteraturen – jeg har medtaget nogle af dem her.

Det, efter sigende, første skriftlige vidnesbyrd i Europa om hinkning, findes i den italienske eventyrbog Pentamarone fra 1634.

En næsten samtidig beskrivelse, kan man finde i den engelske bog Book of Games, der er blevet til mellem 1635 og 1672 af Francis Willoughby,  hvor begrebet “Scotch Hoppers” omtales. I bogen, hvor der er en illustration med 5 unge mænd der hinker, beskrives legen som en leg for drenge og unge mænd.

Poor Robin’s Almanack omtaler i 1677-udgaven hinkning som Scotch-hoppers  og angiver senere “The time when schoolboys should play at Scotch-hoppers”. I udgaven fra 1707, kan man læse at “Lawyers and Physicians have little to do this month, so they may (if they will) play at Scotch-hoppers”. 
Advokater og læger kunne altså også hinke i en nærmere angivet måned, hvor de traditionelt ikke havde så meget at lave – vel at mærke “hvis de havde lyst”.

I den engelsk bog  The Boy´s own Book fra 1829 af William Clark”, er hinkelegen beskrevet indgående – hvorimod den slet ikke er nævnt i bogen The Girl´s own Book  fra 1834 af Lydia Maria Child.

Den nærliggende konklusion på baggrund heraf er, at det at hinke først ret sent er blevet en egentlig pigeleg – formentlig først omkring år 1900, hvor man ser de første beskrivelser af pigers deltagelse i legen.

Fusk fra Aarhus Glasværk!
Fusk fra Aarhus Glasværk!

Der er i øvrigt flere bud på hvor betegnelsen Scotch Hoppers kommer fra.

Det der passer bedst ind i sammenhængen her, er at det er betegnelsen på romerske soldater, som skulle have hinket på Great North Road, der via York forbinder London med Edinburgh i Skotland. Turen var på godt og vel 400 miles svarende til 650 km.

Som bekendt så nåede de romerske soldater ikke helt op til Danmark under deres erobring af det meste af Europa omkring Kristi fødsel.

Det kan vi uden tvivl takke den tyske stammehøvding Arminnius og hans medsammensvorne for, da de totalt udraderede ikke mindre end 3 romerske legioner på i alt 18.000 mand i det berømte Varusslag ved Teutoburgerskoven i år 9 e.Kr.. Dette nederlag var stærkt medvirkende til at romerne fuldstændigt mistede lysten til at udvide imperiet mod nord og øst for Rhinen.

Da det således ikke er direkte fra Romerske soldater at hinkning i Danmark har sin oprindelse, må vi se på andre muligheder.

Første gang hinkning er beskrevet i Danmark – i øvrigt ledsaget af en tegning, der viser hinkende piger – er i 1846, hvor Dr. J.B. Hübertz i Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus, beretter om hvordan han har set at der blev leget ”Hopskok” i Århus omkring 1832.

Fra Bjørns Kunstglas i Vordingborg!
Fra Bjørns Kunstglas i Vordingborg!

Omtrent samtidig hermed – i 1847 – har maleren Johan Thomas Lumbye i Kalundborg lavet en lille tegning med titlen Soldat og Paradiis, hvorunder der er tilføjet teksten ”Hoppenskok”.

Umiddelbart er det meget nærliggende at disse betegnelser for hinkeleg fra 2 forskellige lokationer i Danmark, må have sin oprindelse i det engelske ord ”Hopscotch”.

Det samme kan gælde for betegnelsen ”Hoppeskår”, et andet navn for hinkesten, der i øvrigt  primært kendes fra midtjylland.

Jeg er enig med Hübertz i hans betragtninger og tillader mig at antage at hinkning på en eller anden måde må have vandret fra England og/eller Skotland over nordsøen til Danmark.

Sideløbende hermed, er det nærliggende at antage at der også må have været en import af legen fra eksempelvis Tyskland. Det tyske ord ”hinken” svarer til det danske verbum ”hinke” (begge ord har deres rod i det oldnordiske “hinka”), som betyder “halte eller gå skævt”

Den danske filolog H.F. Feilberg publicerede i 1896 en artikel om hinkning  i det engelske tidskrift Folk-Lore under titlen: “The game of Hopscotch as played in Denmark”. Ud over at give en uddybende beskrivelse af reglerne for hinkning (som i øvrigt ikke er gengivet helt korrekt), skriver Feilberg, at hinkning ikke er særligt udbredt i Jylland, hvor det stort set kun kendes i byerne. Derimod er legen langt mere udbredt i landdistrikterne på Fyn og Sjælland, hvor den tilsyneladende udøves af både drenge og piger.

Af ukendt oprindelse!
Af ukendt oprindelse!

Det er i øvrigt lidt interessant at bemærke, at hvor hinkning i England omkring år 1800 primært var en drenge/mandeleg, er det nu små 100 år senere i Danmark blevet til en leg for både drenge og piger.

Om det er udtryk for en mere liberal holdning i Danmark eller bare en naturlig udvikling, skal jeg ikke gøre mig klog på – men blot konstatere at pigerne ikke var sene til helt og holdent at sætte sig på hinkelegen – ja det endda i så høj en grad, at det senere ligefrem var flovt for en dreng at deltage i hinkelegen.

Nedenstående er et uddrag fra afsnittet om Kastrup Glasværk, hvor Karl Pedersen født i 1919, blandt andet fortæller:

  • Det var mest pigerne der hinkede, men det var et lukket sted, så en dreng kunne godt være med!

Hinkning var altså i løbet af 30 år gået fra at være en blandet leg til nu primært at være en pigeleg. Hvis en dreng hinkede – var det i hvert fald ikke noget han pralede med.

Endnu en hinkesten fra Fyens Glasværk!
Endnu en hinkesten fra Fyens Glasværk!

I dag anvendes hinkning mange steder i professionelt regi – for eksempel til at træne motorikken på blandt andet børn og tilskadekommende, der har behov for at få styrket og genoptrænet  bevægeapparatet. Her er hinkestenen dog erstattet af små poser med gryn og lignende indhold.

  En stor tak til Githa Egebjerg & Kim Hansen

 

 

P a u l H u n a e u s

Celluoidvarefabrik, Hannover-Linden
Celluloiddukker 1900-1930

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Ikke alle celluloidvarer og dermed – dukker er lige kendte. Hermed lidt om Paul Hunaeus celluloidvarefabrik, som i 1890 blev grundlagt af Dr. Paul Hunaeus.

Billede1

I begyndelsen fremstillede man blot soldater og andre figurer af celluloid, men fra 1900 gik man desuden i gang med en produktion af celluloiddukker. Som varemærke anvendte man PH, som blev indregistreret som logo for legetøj, dukker og dukkedele. Man startede med at fremstille skulderhoveder med malede øjne og præget hår. Nogen tid efter fortsatte man med dukker helt af celluloid., i udgaver med fast hoved eller med drejehoved, dukkerne havde bevægelige arme og ben

Påfaldende ved de tidlige sukker af mærket ”PH” er den måde, hvorpå de pressede celluloid-dele er sammensat: Sømmen er specielt tyk, og det ser ud , som om delene er lagt over hinanden som flapper og derefter er blevet limet sammen.

Billede3
To dejlige drenge fra 1928. Stående: 26 cm høj dukke med fast hoved og bevægelige arme og ben, let modelleret hår og prægede øjne med grå iris, lukket mund. Mærket PH i rude, derunder tallet 26 og Germany. Babyen foran er 22 cm høj, fast hoved, arme og ben med skiveled, modelleret hår, prægede brune øjne og lukket mund. Mærket PH i rude, derunder tallet 22 og Germany!

Allerede i 1905 overdrog Firmaet Paul Hunaeus rettighederne til nogle af sine produkter til Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik (hedder nu Schildkröt— dem med Skildpaddedukkerne, som I sikkert alle kender). I 1911 ændrede firmaet sit Logo – således at en ”Rudelinje” nu indrammede bogstaverne PH.

I 1928 sendte firmaet en sidde – og stådukke (baby) på markedet med fast hoved og med patenteret Igodi-drejehoved, (hovedled) som endte under hagen og var sat på kroppen med en dertil forbundet halstap, således at hovedet både kunne dreje og nikke. Den slags ”montering af hoveder” finder du frem for alt på de kendte franske celluloiddukker af fabrikatet ”Petit Colin”.

Pigen her tv er en af de ældre dukker fra ca. 1915—Hun har krop syet af gedeskind med universal-led i benene— arme af træ med kugleled —skulderhoved af celluloid med modelleret frisure, prægede, blå øjne og lukket mund. Mærket PH i rude og derunder tallet 6.
Pigen her tv er en af de ældre dukker fra ca. 1915—Hun har krop syet af gedeskind med universal-led i benene— arme af træ med kugleled —skulderhoved af celluloid med modelleret frisure, prægede, blå øjne og lukket mund. Mærket PH i rude og derunder tallet 6.

Nævnte sidde– og stådukke (baby) med det specielle hovedled blev, da man sluttede i 1930 og blev sammenlagt med ”Rheinische Gummi– und Cellulolidwarenfabrik” sammen med hele produktionen videreført og nu mærket med den kendte Skildpadde.

Og selvfølgelig glæder vi os til at høre fra jer, om I skulle være ejere af en eller flere af disse unikke dukker!

Hermed to vidt forskellige dukker for at belyse, hvor alsidig fabrikken var: tv: en 17 cm høj RYTTER fra 20erne, stådukke med faste arme og ben, hoved med det såkaldte Igodi-patent, malede øjne, præget og påmalet tøj. Mærket PH i ramme, Germany. Th: 17,5 cm høj DRENG ligeledes fra 20erne, tykmavet stådukke med bevægelige arme, fast hoved, malede øjne, præget hår, lukket mund og med dpåmalet ”legedragt”. Mærket PH i ramme, Germany.
Hermed to vidt forskellige dukker for at belyse, hvor alsidig fabrikken var: tv: en 17 cm høj RYTTER fra 20erne, stådukke med faste arme og ben, hoved med det såkaldte Igodi-patent, malede øjne, præget og påmalet tøj. Mærket PH i ramme, Germany.
Th: 17,5 cm høj DRENG ligeledes fra 20erne, tykmavet stådukke med bevægelige arme, fast hoved, malede øjne, præget hår, lukket mund og med dpåmalet ”legedragt”.
Mærket PH i ramme, Germany.

 

 

 

Viktorianske Gyngeheste

© for tekst og billeder Gunnar Hønborg.

IMG_0521_1
En af Gunnar Hønborgs fine gyngeheste!

Gyngehestens historie går utvivlsomt hundredvis måske tusindvis af år tilbage. Børn har jo altid kopieret deres forældre, og når en knægt så sin far på en på ryggen af en fyrigt dansende hingst, så har han i sin egen fantasi galoperet af sted på en “vild” og ustyrlig kæphest.

Hvornår man begyndte at sætte gænger på en træhest står hen i det uvisse, men i England blev en gyngehest (med gænger) fra omkring 1600 solgt til et museum for £ 25.000.

Den industrielle revolution i England, som startede omkring 1820 – 30 var årsag til en øget velstand især blandt de i forvejen velstillede. Denne udvikling var med til at øge populariteten og salget af gyngeheste.

Da Dronning Victoria i 1851 besøgte  J. Collinson and Sons et værksted hvor man lavede gyngeheste gav hun sin kongelige anerkendelse til en “dapple grey” gyngehest.

Dette besøg var medvirkende til at udtrykket “Viktoriansk Gyngehest” dukkede op, og populariteten og kvaliteten af gyngeheste steg til nye højder.

I 1877 introducerede en Amerikaner svingarms modellen (se billede) Denne model blev i løbet af kort meget populær, nu var det slut med at få tæerne i klemme under en gænge. Desuden var denne model langt mindre støjende.

Man kan dele gyngehestene op i to klasser: Den fabriks fremstillede gyngehest “brug og smid væk”  og den Viktorianske Gyngehest som er håndarbejde af højeste kvalitet. Disse gyngeheste er bygget så de kan vare i flere generationer. Det er heller ikke uden grund at man kalder dem for arvestykker.

Gyngehest privat eje!
Lidt mere simpel gyngehest. Privat eje!

En sådan hest er samlet af 30 til 36 stykker træ og er hul indeni, og enhver ansvarlig gyngehestemager lægger et brev i hestens mave til den fremtidige finder om 100 til 200 år.

Gyngehestens popularitet fortsatte helt frem til Første Verdenskrig, men på grund af krige og depression skulle man helt frem til omkring 1960 før den atter kom i vinden.

Teknik og udvikling raser fremad i dag i et tempo man aldrig har oplevet før og det gælder også børns legetøj, som i løbet af ganske kort tid bliver forældet og skal erstattes med det sidste nye.

Det er her den Viktorianske Gyngehest viser sin berettigelse, den er tidløs, den er trofast, altid den samme. En man kan lege med, flette man og hale, betro sig til, et specielt legetøj og en klenodie på en gang.

En af de smukke gyngeheste under processen!
En af de smukke gyngeheste under processen!

En stor tak til Gunnar for tilladelse, til at bringe denne artikel.                   På Gunnars hjemmeside www.gunnars-workshop.dk, kan man finde tegninger og tips til, hvordan man laver sin egen gyngehest!

 

Nedenstående dejlige billeder af glade børn og deres gyngeheste, bringer vi med tilladelse fra Gerhard Ryding!

IMG_0017 IMG_0022 IMG_0021

Hermann-Bamser

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Disse bamser er dejlige, og lige det, man forstår ved en rigtig krammebamse.

Billede1
En typisk Hermannbamse!

Firmaet Hermann Spielwaren in Coburg (Hermann-Legetøj i Coburg) er gammelt og velanset, og det har som mange andre tyske legetøjsdynastier ført en omtumlet tilværelse. Firmaet er grundlagt af Johann Hermann (1854-1919), der startede med at fremstille trælegetøj. Men da efterspørgslen efter bløde krammedyr af plys i begyndelsen af den 20.århunrdrede blev større og større, begyndte man i 1907 at sy bamser og andre krammedyr. Og snart eksporterede man de charmerende bamser til bl.a. USA.

Billede2
Et par charmerende bamsebasser fra firmaets katalog!

Firmaet gik senere i arv til Johann Hermanns børn, og man flyttede flere gange. Hermann udstillede hvert år på den legendariske legetøjsmesse i Leipzig, men efter Tysklands deling, mistede Leipzig sin store betydning som messeby for legetøj, og Nürnberg meldte sig og tog over, og siden da holdes de store årlige legetøjsmesser i Nürnberg. Den daværende producent Max Hermann havde en forudanelse om tilstandene i DDR og flygtede i 1953 med sin familie til Vesttyskland, hvor de slog sig ned i Coburg.

Her fremstilledes foruden bamser mange forskellige plysdyr på licens, bl.a. Mickey Mouse og Anders And, Paddington, smølfer og Pumucki. Fra 1993 er alle Hermann-Coburg-Bamserne forsynet med et halsmærke som sidder plomberet i nakken som kendetegn for, at dette er den ægte vare.

Min Hermannbamse tilhører vor ældste søn, men opholder sig hos mig på ubestemt tid. . Bamsen er af den såkaldte Zotty-type med åben mund. Da han er købt i 1966 og har været leget med, kælet for og sovet hos vor søn, er han lidt slidt på hovedet, på venstre øre og på den broderede næse. Som I kan se, er han syet af gyldenbrunt lyst skind, og hans fodsåler og poter er af filt. Han har brune bamseøjne.

Billede3 Billede4

 

 

 

 

 

 

G o d   l æ s e l y s t !

Strik frakke og hue til en 35 cm høj dukke

Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©

 Efteråret kommer altid, vær derfor parat med lidt varmt tøj til dukken— (denne gamle Bodil-opskrift fra ca. 1950 bringes med tilladelse fra Søndags BT).

Billede2

Du skal bruge: 25 g tretrådet garn, pinde nr. 2 1/2 og 4 små knapper.

 Forkortelser: m = maske, r = ret, v = vrang, p = pind, sm = sammen, glat = glatstr, dvs. skiftevis 1 p r, 1 p v, indtagn = indtagning(er), beg = begyndelsen, slutn = slutningen

 Start forneden, idet frakkens ”nederdel” strikkes i ét stykke:   Slå 128 m op og strik 6 p r. Derefter strikkes glat, idet dog de første og sidste 4 m strikkes r på alle p, både frem og tilbage. Indtagn laves således: strik 19 m r, 2 m sm, 28 r, 2 m sm, 26 m r, 2 m sm, 28 m r, 2 m sm, 19 m r. Strik v tilbage. På hver anden p tages 2 m sm over de forrige indtagn. Lad alle 4 indtagn rykke 1 m mod midten for hver gang. Når der er 68 m tilbage, strikkes et knaphul i retkanten således: 1 r, 2 sm, slå om p, 1 r. Strik 2 cm lige op, lav et knaphul til. Strik 18 m ind, vend og strik frem og tilbage på dette forstykke, til ærmegabet måler 5 cm, idet du stadig laver knaphuller. Nu lukkes i halssiden for 5 m, og derefter 2 m sm på hver p i halssiden 2 gange. Strik 4 p uden indtagn og luk derefter skulderen af i to omgange. Strik det andet forstykke på samme måde uden knaphuller. De resterende 32 m strikket til ryggen efter samme mål som forstykkerne.

Sy skuldersømmene sm, saml maskerne op i halsen og strik 6 p r.

Billede1
Diagram til Huen!

Ærmerne: Slå 30 m op og strik 4 p r, derefter glat, til ærmet måler 6 cm, nu lukkes for 3 m i beg af de næste 2 p. Derefter tages 2 m sm i beg af hver p, til ærmet måler 9 cm. Luk af. Strik et ærme magen til.

Montering: Pres delene og sy dem sm. Sy knapper i lige ud for knaphullerne.

Huen: slå 20 m op og strik r. Tag 1 m ud i beg af p og 1 m ind i slutn. Strik r tilbage. Gentag dette, til der er 12 riller, så tages 1 m ind i beg af p og 1 m ud i slutn af p. Strik r tilbage. Gentag dette, til der er 12 riller. Tag derefter 1 m ud i beg af p og 1 m ind i slutn. Strik r tilbage. Fortsæt til der er 6 riller. Dette er halvdelen af huen. Den anden halvdel strikkes på samme måde. Sy huen sm på det lige stykke. Sy nakken sm som en stjerne. (Se diagrammet til huen) – (Sådan en hue kaldtes i min barndom for en djævlehue, en rigtig modedille på den tid, og vi gik alle med hjemmestrikkede djævlehuer)!

 G o d   S t r i k k e l y s t !

L l l l e B r o d e r – en antik påklædningsdukke

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Endelig fik jeg ryddet op i alle mine påklædningsdukke-dubletter, og ind imellem fik jeg også nydt mine nyerhvervelser, deriblandt Lille Broder, en meget flot påklædningsdukke, som Marianne Mathiesen forærede mig for nogen tid siden.      

Sådan ser han ud gengivet på æskelåget. Hånden på den bøjede arm er skåret fri, således at han kan holde om sine ting. Desværre kan han ikke være i hel figur i min scanner!
Sådan ser han ud gengivet på æskelåget. Hånden på den bøjede arm er skåret fri, således at han kan holde om sine ting. Desværre kan han ikke være i hel figur i min scanner!

Hvem tegneren er, eller hvor han er udgivet, fremgår ikke af æsken, der står blot Lille Broder øverst. Gad vide, om der findes en tilsvarende ”Lille Søster”, og gad vide, om nogle af jer kender noget til Lille Broder.

Han er 36cm høj og har tre sæt tøj med tilhørende hatte, en stok, en legetøjshest, en fodbold og et sejlskib. Desuden er der tre hjemmetegnede sæt til ham. Jo, der har virkelig været passet godt på ham.-

Lille Broders tilbehør, læg mærke til, at der er sat en snor i både sejlskibet og legetøjshesten, således at han kunne trække rundt med dem!
Lille Broders tilbehør, læg mærke til, at der er sat en snor i både sejlskibet og legetøjshesten, således at han kunne trække rundt med dem!

Hvem tegneren er, eller hvor han er udgivet, fremgår ikke af æsken, der står blot Lille Broder øverst. Gad vide, om der findes en tilsvarende ”Lille Søster”, og gad vide, om nogle af jer kender noget til Lille Broder.

Han er 36cm høj og har tre sæt tøj med tilhørende hatte, en stok, en legetøjshest, en fodbold og et sejlskib. Desuden er der tre hjemmetegnede sæt til ham. Jo, der har virkelig været passet godt på ham.-

Hans tre sæt tøj, det røde sæt bagest er det samme som på æsken!
Hans tre sæt tøj, det røde sæt bagest er det samme som på æsken!
Billede4
Så meget kunne min scanner få med af den meget smukt tegnede Lille Broder, han minder mig meget om de gamle glansbilleder!

      

De tre hjemmetegnede sæt !
De tre hjemmetegnede sæt !

                                                     

 

 

 

 

 

 

Og nu er jeg spændt på, om nogle af jer er ejere af lignende påklædningsdukker ? Sådanne smukke påklædningsdukker er ret sjældne og svære at få fat på!

Nyd nu bare synet.

Hjertelige hilsner fra Lise

 

 

                     

BABY SANDY

Hermed historien om den yndige barnestjerne Baby Sandy,

der i 1941 blev udgivet som påklædningsdukke !

Med hilsen fra Lise Rasmussen ©

nghn

Jeg stødte på denne søde babydukke på nettet og blev lidt nysgerrig, så jeg lavede lidt research og fandt ud af følgende: Dukkerne hedder “Baby Sandy” og er udkommet på forlaget Merrill nr. 3426 i 1941. Baby Sandy havde en kort karriere som filmstjerne sidst i 30érne / først i 40èrne. Hendes rigtige navn var Alexander Lee Henville, født d. 14. januar 1938 i Los Angeles, Californien.

Hun blev “opdaget” af Universal Studios, der håbede hun kunne blive deres modstykke til Shirley Temple, men hun opnåede aldrig den samme stjernestatus og havde tilsyneladende heller ikke stort talent. Hendes karriere stoppede allerede som 5 årig, men hun nåede alligevel at være med i 8 film. Ganske godt gået af en 5-årig!

Kilde: All Movie Guide, Hans Wollstein.

17qqqqqqunvf

1939 East side of Heaven

1939 Unexpected Father

1939 Little Accident

1940 Sandy is a Lady

1940 Sandy Gets her man

1941 Bachelor Daddy

1941 Melody Lane

1941 Johnny Doughtboy

I de tre første film, har det formegentligt mere været en birolle, hun har haft, da disse tre film ikke er nævnt i alle biografer.

En stor tak til Lise Rasmussen, for at dele denne artikel med os!