Som de fleste sikkert allerede ved, er Sigi Ulbrich og hendes mand Gerhard, super kreative og meget inspirerende mennesker. Endnu en spændende artikel er kommet fra Sigi. Denne gang om den gæve fisker Peter Petersen og hans finurlige hus. Artiklen er lang og kommer derfor i 2 afsnit. God Læselyst!
© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich. www.tortula.de
Oversættelse: Lene Byfoged
Udgivet d. 11. maj 2022.
Fiskeren Peter Petersen del I
I sensommeren 2021 og frem til 2022, ryddede vi vores jernbanekælder. Det var ikke let – følelserne slår kolbøtter. Ud over at demontere det store anlæg, kasserne og skabene, skulle de mange, store og små ting, der har samlet sig under toganlægget de sidste 26 år, også sorteres, have et andet opbevaringssted eller smides væk. Ikke et arbejde, der er rigtig sjovt. Men nu og da var der også smukke øjeblikke. Jeg fandt flere kasser med næsten glemte dukkehusmøbler. Selv et rigtig flot køkken kabinet. Selvfølgelig satte jeg møbler i det med det samme, men det virkede ikke rigtig passende for mig, så det kom i første omgang, ind i vores kælder.
Til min glæde kom et par trækasser, bygget af min mand også frem i lyset. Selvfølgelig overtog jeg dem, med det samme. Du kan ikke gå glip af sådan en ting. Ligesom denne. Den har en fin størrelse 39 x 32 cm.
Straks satte jeg nogle af de genvundne møbler ind i kassen, – ja, det kunne jeg godt lide. Måske lidt højt. Men det var ikke muligt at skære det ned. Det, min mand har bygget, er stabilt. Men selvfølgelig kan man lave et loft.
Jeg havde dog allerede et “hus” med et loft. Mit strandhus med den gamle kaptajn havde et loft. Hvad jeg endnu ikke havde, var en kælder. En kælder har potentiale. Ja, jeg ville gerne have en kælder – min mand syntes også, at ideen var rigtig god og ville gerne støtte mig i byggeriet.
Kælderen skulle være en rigtig flot kælder, men den skulle være nem at implementere. Vi købte et stykke trykplade, hvid og brun, begge sider almindelige. Den hvide side skal vende nedad, den brune side opad, som gulv i rummet Jeg skar et ark meget sart gråt karton til, i den rigtige størrelse. Jeg malede sten på gulvet og “murede” væggene med hvide mursten.
Da jeg fik skåret pressebrættet i isenkræmmeren (de ved altid, at jeg er kvinden med de små bestillinger), bad jeg om et stykke træ fra skraldekurven – præcis den højde, jeg gerne ville have min kælder. Det brugte jeg som et hjælpemiddel, så jeg kunne montere de fine hyldestøttelister lige og i den rigtige højde. Det fungerede godt.
Min mand var bekymret for, at gulvpanelet ville synke lidt foran. Så jeg “murede” en anden søjle. Inde i papsøjlen ligger et lille stykke rundt træ, som virkelig giver det hele et hold. I mellemtiden har jeg samlet alle mulige miniaturer, som jeg måske – muligvis – ville have sat i kælderen.
Mit værksted er køkkenbordet. Det betyder desværre også, at jeg altid skal pakke alt ind til det normale “køkkenliv”. Jeg gad ikke engang kigge, da transportkurven gled ud af min hånd og faldt på køkkengulvet. Jeg var meget heldig. Kun kronen på køkkenskabet var brækket af, og den ene skabslåge var sprunget ud af hængslet. Gerhard fik ordnet det hele dagen efter.
Jeg havde to petroleumslamper til kælderen og en til stuen. Derudover har vi monteret 3 små LED lys på loftet. Installationen var en fælles indsats af Gerhard og mig. Det vil sige, han viste mig, hvordan man lodder, og jeg gjorde det.
Som du kan se, gik det godt. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få så fine, rene loddepunkter, som Gerhard plejede at lave, men det er tilstrækkeligt til mine krav – det vigtigste er et stabilt lys.
Jeg havde udvalgt mine “møller”. De har ligget i min æske så længe. Motivet passer bare dårligt ind i et alperum. Indtil nu havde rummet intet motto. Da Gerhard opdagede pladerne, sagde han, at han da også gerne ville have, en rigtig fisker. Der var det. Et fiskerhus.
Jeg så engang en fisker hænge sin fangede fisk i kælderen til tørre. Det ville jeg også gerne. Fiskene fra Playmobil var ideelle til dette. Jeg borede et hul i dem med en nåleboremaskine og trak en ledning igennem den.
Det var godt, men meget unaturligt. Sådan lyseblå fisk – nej tak. Vores – indtil nu ukendte – fisker ville ikke have fanget sådanne fisk i havet.
Jeg havde grå, sølv og blå fisk. Jeg var nødt til at male dem. Et lille tip til andre “malere”. Almindelig akrylmaling klæber meget godt til Playmobil plastik. Så jeg malede den blå fisk med en rødbrun og i anden omgang gik jeg over den med et pjaltet penselstrøg i sølv. De grå og sølvfarvede fisk fik kun et uregelmæssigt lag maling med den rødbrune.
Det ser virkelig meget naturalistisk ud. For at fiskene ikke bare skal stå sådan op, brugte jeg en spacer. Så de kan tørre rigtig godt rundt omkring.
I mellemtiden tørrede de hvidmalede gulvstøttelister og jeg fik limet “murværket”. Jeg var meget glad for resultatet. Kælderen lignede mere illusionen om en murstenskælderen, end jeg havde troet.
Så arbejdede jeg på tallerkenhylden. Det var tydeligt, at det ikke tilhørte det originale møbelsæt. Det er formentlig af Bodo Hennig og blev derefter farvekoordineret med møblerne. Jeg tilføjede et par matchende blomster og så voksede jeg brættet, jeg fik tippet fra Sherri. Tjek sammenligningen. Det er meget mere tiltalende nu. Jeg brugte møbelvoks, men du kan også bruge gulvvoks eller endda skosværte.
Selvfølgelig skal en fisker have et rigtigt fiskenet. Jeg lærte at lave et net i håndværkstimerne, da jeg gik i skole, og for nogle år siden lavede jeg også et net til strandhuset. Så det var ikke noget problem for mig. Jeg brugte meget tyndt bomuldsgarn, men de enkelte huller er selvfølgelig ret store. Fiskeren ville bestemt ikke have kunnet fange de små fisk fra Playmobil med dette net.
Selvfølgelig skal en fisker have et landingsnet. Gerhard lavede en af blomstertråd. Jeg fik engang et stykke af min veninde Juttas brudeslør. Jeg skar et stykke af og lagde det i te i et par dage – det ser godt ud. Den glemte søstjerne var måske lidt af en overdrivelse, men jeg kunne ikke lade være.
Et reelt problem for mig var mærkningen af fangstbogen. Etiketten er kun 15 x 8 mm. Jeg kunne selvfølgelig skrive på en etiket med pc’en og så sætte den fast. Men det så på en eller anden måde unaturligt ud. Nej, min fisker skulle skrive sin fangstlog i hånden. Min skrivning har altid krævet lidt øvelse at læse. Jeg
printede en hel side ud, med små etiketter og øvede mig, indtil jeg endelig håbede, at jeg kunne klare det. Det ser ud til, at hr. Petersen ikke tog skrive timer i folkeskolen. Jeg tog i øvrigt en fin kuglepen, jeg måtte kassere alt andet (blyant, tusch, farveblyant), alt for tykt.
Under den værste del af corona pandemien, vævede jeg tæpper. Det fjernede mig fra bekymringerne, om vores sikkerhed. Dette tæppe er også fra perioden. Jeg brugte meget fint lyseblåt bomuld som nederste garn og vævede det med et lidt tykkere akrylgarn.
Jeg malede gulvet i rummet med rødbrun akrylmaling. Efter tørring påsatte jeg “fliserne” og malede til sidst et lille mønster med blåt. I forreste række af fliser har jeg dekoreret nogle fliser. Yderst til venstre ses en blå skildpadde – derfor er der ingen skildpadde, der vil flytte ind i rummet. Så en gul søstjerne, så en fiskekutter og i midten Gerhards initialer, igen en fiskekutter, en søhest og til sidst en fisk. Da alt var tørt, tegnede jeg flisefugerne med en tyk grå blyant. Og så fik gulvet igen et lag voks.
Meget var allerede nået. Beboeren havde allerede et navn – også selvom det stadig ikke var fundet.
En stor tak til Sigi!
Næste del kommer d. 25. maj.
