DUKKE – & LEGETØJSDRØMME. (Vi samler og leger stadigvæk).

(c) for tekst & billeder Dorthe Lohmann.

Tusinde tak til Dorthe Lohmann der deler sin fantastiske samling og dens historie med os.

For hundrede år siden, tilbage i 70`erne, dengang jeg var ung og nygift, var det blå køkkentøj i høj kurs. Mine veninder og jeg var på evig jagt, vi endevendte lofter, kældre, garager og udhuse, og ribbede familiens ældste for alt hvad de ejede, min mormor mistede meget, selv hendes gamle syltekrukker rendte jeg med. Nå … min udplyndrede mormor var nu meget godt tilfreds, for nu kunne hun med god samvittighed supplere op med noget langt mere praktiske i plast.

Men i 70`erne fik jeg også samtidig – helt uventet – lagt grunden til mit store Madam Blå køkken, og det kan jeg takke min kære svigermor for. Hun havde jo bemærket min interesse for blåt køkkentøj, og en dag fortalte hun så pludselig, at hun som barn havde haft et lille bitte spritapparat og lidt udstyr netop magen til det, jeg lige havde anskaffet mig, bare i dukkestørrelse.

Sammen med sin mormor havde min svigermor bagt masser af bittesmå pandekager og mini æbleskiver på det lille spritapparat. Hun havde elsket sit lille køkken næsten lige så højt, som hun havde elsket sine rulleskøjter, og det siger ikke så lidt, for de rulleskøjter sad faktisk på hende hele den snefrie del af året.

Jeg var ved at gå til af spænding, da hun fortalte, at hun stadig havde de små køkkenting, og at jeg måtte jeg få dem, hvis jeg ville, for hun mente ikke, hun gad bage flere pandekager. Og så steg hun op på en stige, og fandt en gammel skotøjsæske bagerst i sit høje skab.

Og jeg glemmer aldrig den dag, for i æsken lå der den yndigste lille tekande og den kæreste lille vandkedel, en æbleskivepande, en stegepande, en tesi, et rivejern, en gryde med låg og et lille spritapparat samt et kaffestel med blå blomster. Jeg var solgt og blev grænseløst lykkelig, da hun forærede mig det hele.

Dengang i 70`erne anede jeg ikke noget om gammelt legetøj, det kom derfor helt bag på mig, at det blå køkkentøj også eksisterede i legetøjsudgave, det var kærlighed ved første blik, og min svigermors lille samling fik de næste fire år hæderspladsen i vores nye lejlighed, og senere endnu en hædersplads i det hus vi herefter flyttede til. Og der stod det i mange år, uden jeg på noget tidspunkt gjorde mig forestilling om, at man kunne udvide sin samlingen.

Men så en dag på et loppemarked i KB-Hallen mødte jeg Ulla Louby, og det møde ændre mit liv. Der stod Ulla omgivet af dejlige ting, i dag husker jeg stadig den dukke, jeg faldt for, men ikke syntes, jeg havde råd til. Jeg anede stadig intet om gammelt legetøj, men var stærkt draget af det, og var lykkelig, da Ulla inviterede mig hjem for at se hendes store samling.

Hjemme hos Ulla blev jeg fuldstændig overvældet over, at der fandtes så mange vidunderlige ting – dukkehuse og dukkestuer fyldt med de skønneste ting, dukker og bamser i alle afskygninger, hylde efter hylde, men dejligst af alt var et køkken fyldt med blåemaljeret køkkentøj, jeg kunne ikke få øjnene fra det. Det er ikke løgn, når jeg påstår, at jeg fik sorte pletter for øjnene og slatne ben, jeg var naglet til stedet og besluttede, at sådan et køkken måtte jeg også have, koste hvad det koste ville, og så gik jagten ind. I mange år opsøgte jeg et utal af loppemarkeder, jeg har trasket kilometer efter kilometer mellem boder og alverdens ragelse, ting i læssevis, men ikke ret meget af det jeg søgte, til sidst måtte jeg sande, at dette var ikke vejen frem. Jeg besluttede at søge videre via eBay, og da meget af det blå køkkentøj stammer fra tyske fabrikker, koncentrerede jeg min søgning om tysk eBay.

Og det gav pote, I løbet af få år fik jeg samlet en masse, og lidt mere kom til via andre samlere og via Oliver på Køge Legetøjsmuseum, til sidst havde jeg samlet meget af det udstyr, jeg kendte fra diverse bøger om gamle legekøkkener. Desværre manglede jeg selve køkkenet, men sådan et køkken dukkede aldrig op, i hvert fald ikke et jeg var tilfreds med – og tiden gik.

Så en dag faldt min mand over en stor gammel køkkenvitrine, som lå kasseret ved en nedrivningsejendom, han fik den med hjem, og jeg kunne straks se, at den kunne bruges til min samling, jeg kunne ganske vist ikke indrette et rigtig køkken i den, men jeg kunne lave et køkkeninteriør, hvor jeg kunne placere mine ting, så de kunne ses på den rigtige måde.

Jeg gik i gang med papir og blyant, skabet blev målt op, og jeg skitserede de skabe, borde og hylder, jeg kunne tænke mig, og så gik min venlige mand i gang med projektet. Og undervejs tilføjede han nye ideer, han lavede blandt andet et spisekammer og to Dannebrogsvinduer, og han besluttede, at glasset i det lille vitrineskab skulle kittes på gammeldags manér, og sidst men ikke mindst lavede han faldstamme og vandrør, som man kender dem fra gamle bylejligheder, og så blev væggene malet i hvidt og blåt, nøjagtig som i gamle køkkener fra ”dengang”.

I mellemtiden havde jeg på eBay fundet et gammelt flueskab og nogle bittesmå porcelænsgreb til køkkenlåger og skuffer – en gammel rund pyntedug med blåt broderi fik jeg af en veninde, af den syede jeg gardiner, og af kanten fra min mormors lysedug blev der en bort til hylden øverst i skabet, og endelig forærede min gamle Tante (født 1908) mig sit lille mini musselmalede kaffestel, kopperne er bare 2,50 cm høje, så de passede perfekt ind i helheden. Og mere udstyr kom til, spisekammeret blev fyldt, der blev forberedt dej til små kager, skufferne fik indhold af knive, gafler og skeer, og lidt udstyr kom der også i skabene og på hylder og borde. Jeg var ved vejs ende.

Min svigermor lagde grunden til dette projekt, hun er fra 1918, og fik sit lille spritapparat og de små køkkenredskaber omkring 1922. Det meste af inventaret er fra 1910-1930, komfuret fra Tekno er dog lidt yngre og fra omkring 1940.

Projektet har taget år, men det har været det hele værd, jeg elsker det køkken, og jeg elsker historien og fællesskabet bag det.

Hilsen Dorthe