I fortsættelse af historien om Strampelchen, som kom i 1935, som babyen mellem de fem Skildpaddebørn, har jeg modtaget dette fra Sigi Ulbrich, der er samler og ekspert i celluloiddukker. Sigi viser her sin samling af Strampelchen, fra 8 til 45 cm. Her nævner Sigi dem alle efter størrelse…
45 cm med brune lukkeøjne
40 cm med skindparyk
35 cm med brune glasøjne, et meget sjældent eksemplar
35 cm af Tortulon – en meget almindelig dukke, Sigis søster har leget med dukken
25 cm med malede øjne—min egen babydukke fra barndommen
20 cm med malede øjne
16 cm med malede øjne
12 cm med malede øjne
10 cm af Polystyrol—blev fremstillet fra 1960
8 cm af Rhenanit
Alle10 sidder her og hygger sig – en dejlig samling!
Og her står Sigi som 5-årig med sin elskede Fritzchen, den 25 cm høje dukke yderst th i vuggen.
(Har I lyst til at læse mere om Sigi’s samlinger, da gå ind på www.tortula.de)
Kære Sigi, vi siger tusind tak for dit indlæg, og vore læserne glæder sig helt sikkert til at se din dejlige samling!
Når man taler om Ønskedukkerne, falder tanken altid hen på en lidt større babydukke, dvs. Strampelchen.
Rheinische gummi– und Celluloidwarenfabrik i Mannheim, nu kendt som Schildkröt eller Skildpaddedukkefabrikken – et firma, som betegnes som celluloiddukkernes flagskib. Vi har tidligere skrevet om nogle af dukkerne fra denne virksomhed, og da flere har spurgt om, der findes andre babydukker fra ”Skildpaddefirmaet”, kommer her en beretning om Strampelchen, den dejlig og nok mest kendte skildpaddebaby.
Strampelchen betyder kravle– eller sparkebaby og er udviklet af firmaets serie Bebi og Bebi N fra omkring 1915.
35 cm høj Strampelchen med faste, blå glasøjne, fra ca. 1950!
Alle de her omtalte og gengivne dukker er mærket med ”Skildpadde i Rude”, de to typiske eksempler på mærket, det tv blev benyttet fra ca. 1930, det til højre i vore dage, der er i tidens løb sket småændringer i logoet.
De første Strampelchen-dukker kom frem i 1928 og havde stofkrop, -stofarme– og –ben og celluloidhoved. Dukkerne var nærmest af typen Dreambaby enten med malede øje, faste glasøjne eller lukkeøjne. Håret var påmalet med den karakteristiske pandelok, som man atter og atter genfinder, bl.a. hos Ønskedukkerne. Dukkerne var forsynet med et skilt med en skildpadde i rude, hvor der stod, at hovedet var af fineste celluloid, kunne afvaskes, var farveægte og hygiejnisk. Serienumrene var 106, 107 og 109 og fandtes i flere størrelser.
Allerede i 1921 lancerede man det fine, modellerede hoved, og krop, arme og ben blev udført med kugleled, således at dukken på en naturlig måde kunne ligge på maven eller ryggen og sparke, eller sidde ned. Hænderne var knyttet med strittende tommelfingre, som dukken kunne sutte på i den åbne mund.
Strampelchen fra 1935 !
I 1935 kom ”De fem Skildpaddebørn”, som alle piger ønskede sig. Det var Inge, Bärbel, Christel og Hans — pige– og drengedukker dog uden forskel på attributterne, samt babyen Strampelchen. Strampelchen kom med lukkeøjne, glasøjne eller malede øjne og kun i størrelse 35 cm, dukken havde stemmeboks og var mærket med Skildpadde i Rude. I 1936 kom Strampelchen både i størrelse 35 og 45 cm, og i 1937/38 udvidede man størrelserne, således at der nu var fire at vælge imellem: 32, 35, 40 og 45 cm – desuden fremstillede man en baby med lige ben (der kunne stå) med fast hoved og malede øjne i størrelserne 8 1/2, 12 1/2, 16 og 18 1/2 cm, også kaldet Ståbabyen.
Successen fortsatte, og i 1939 kom således den siddende baby med fast hoved, som i 1937/38 (bøjede ben), med fast hoved i i størrelserne 8 1/2, 12 1/2, 16 og 18 cm.
I 1949 udsendte man atter en siddende baby— denne gang med bevægeligt hoved og i størrelsen 35 cm.
Type fra ca. 1920 med modelleret hår og åben/lukket mund, 28 cm – til sammenligning med Strampelchen!sammenlign ham m
Nu kom i 1952 den store dille, hvor babydukkerne drak af sutteflaske, hvorfor man udsendte babyen med de bøjede ben ”Strampelchen Trinkt” (Sparkebabyen drikker) med drikkeanordning og flaske, dukkestørrelserne var her 25 og 35 cm.
Efterhånden udvikledes materialerne, og i 1953/54 kom en dejlig baby i størrelse 56 cm i celluloid, mens de mindre udførelser på 8 1/2, 12 1/2, 16, 18 1/2, 23 og 25 cm var af stoffet Rhenanit. Desuden fremstillede man babyer i Tortulon i størrelserne 32, 35, 40 og 45 cm. Her var således noget for enhver smag. (Rhenanit og Tortulon er videreudviklede celluloidlignende stoffer)!
Typer som disse 3 kære Strampelchen-babyer på hhv. 35 og 40 cm blev fremstillet gennem hele perioden op til 1950!
Man fulgte med tiden, og i 1955 kom de første bløde dukker af Latex, men man fremstillede i 1958 stadig Strampelchen i Polystyrol, 31 cm med malede øjne, 35 og 56 cm med faste glasøjne, samt 40 og 50 cm store dukker med lukkeøjne og stemme. De mindre størrelser i babyer på 8 1/2, 12 1/2, 16, 18 1/2, 23 og 25 cm havde fast hoved og malede øjne. Babyer på 25 cm fandtes desuden med faste glasøjne.
Klassikeren Strampelchen fra ca. 1960 i Tortulon, 35 cm, med kugleled, bevægeligt hoved, arme og ben. Blå kunststoføjne, åbne mund og Mamastemme!Strampelchen i sort og i hvid fra ca. 1950, hvor vi alle ønskede os en negerdukke – de er begge af celluloid, 25 cm høje, med fast hoved og åben mund. Negerdukken har malede brune øjne, mens den hvide har faste blå glasøjne. De sidder med hver sin lille dukkestuedukke!
Der var således noget for enhver smag, og det pudsige er, at pandelokken på det malede hår kan vende både til højre og til venstre.
Strampelchen blev en klassiker, og er det stadig blandt samlere. Og… Strampelchen er også fremstillet som negerdukker.
Mon ikke denne dejlige baby vækker minder i mange af os, bl.a. minder Strampelchen meget meget om Ønskedukkerne, disse er som bekendt 16 cm høje.
Måske nogle af jer er ejere af en eller flere Strampelchen-Babyer?
Som et PS vedrørende Ønskedukkernes tilbehør, findes denne kravlegård, der blot er mærket med ”Made in Hong Kong”, men passer til dukkerne, og den skal I selvfølgelig se. . Stilen er meget forskellige fra, hvad vi ellers kender til vedrørende dukkemøbler og – tilbehør. Tak til Anna-Lise Wolfram for brug af fotos. (Anna-Lises ønskedukke er, som I vil se, iført et af de mange fine strikkede sæt, som Anna-Lise er specialist i!
Desuden hermed opskrifter på et yndigt sæt til Ønskedukken:
Disse opskrifter bringes med tak for tilladelse fra Flittige Hænder (nu Hendes Verden), hvor de blev bragt i 1965. (Modellerne er designet af Anja Westphal).
Forkortelser: r = ret, v = vrang, m = maske, p = pind, omg = omgang, sm = sammen, indt = indtagning, udt = udtagning, beg = i begyndelsen, slutn = i slutningen, glat= glatstrikning (1 p r, 1 p v), arb = arbejdet, hjp = hjælpepind
FORÅRSSÆT til en af dine Ønskebabyer – sættet består af korte bukser med smæk, trøje, hue og sokker
Materialer: ca. 15 g 3-trådet uldgarn (i opskriften er angivet Beehive fingering eller tilsvarende kval.), strømpep nr. 2, samt 2 små hægter og 3 små romerperler (knapper).
Korte bukser med smæk: Der strikkes på 2 p. Slå 16 m op og strik 4 p r. Fortsæt med 1 cm i glat. De første og de sidste 2 m strikkes nu r på alle p (kant på bukseben), og samtidig tages 1 m ind i hver side inden for de 2 kantm på hver 4. p, i alt 4 gange. Strik derefter 4 p uden indt. Nu tages 1 m ud i hver side inden for de 2 kantm på næste og derefter på hver 4. p, i alt 3 gange, derefter på hver 2. p 3 gange mere. Strik 1 cm glat over alle m. Så strikkes igen de yderste 2 m i hver side r på alle p til kant, og samtidig tages 1 m ind i hver side inden for kantm på hver 2. p, til der er 10 m tilbage. Strik 4 p r over alle m, luk de midterste 6 m af på sidste p. Strik seler på de 2 m i hver side: 16 p r på hver. Luk af.
Montering: Pres let. Buk bagstykket op, så den 1 cm glat på dette ligger ud for den 1 cm glat på forstykket. Sy sidesømmene fra bagstykkets overkant og 2 p ned over kanten på buksebenenes. Sy krogen til en hægte midt på bagstykket og hægt selerne ned på den.
Trøje: Strikkes på 2 p.
Højre forstykke: slå 12 m op og strik 4 p r, 8 p glat, idet de sidste 2 m på hver v p strikkes r til forkant. Lad arbejdet hvile
Ærme: Slå 16 m op og strik 4 p r, 12 p glat. Sæt ærmet på p med forstykket modsat forkanten.
Ryggen: Slå 20 m op og strik 4 p r, 8 p glat og sæt arb på efter ærmet. Strik det andet ærme som det første og sæt det på efter ryggen.
Strik det venstre forstykke som det højre, men med forkanten modsat, altså med 2 r i beg af hver v p. Sæt forstykket på p efter det andet ærme
Bærestykke: Alle dele sidder nu på samme p i den rigtige rækkefølge. Strik 2 p glat over alle m, idet dog de yderste 2 m i hver side strikkes r på alle p hele vejen op til forkanter. *På næste r p strikkes: r til der mangler 1 m af første forstykke, 3 r sm (ønsker man en særlig fin raglanskråning, gøres dette således: 1 m løst af på en hjp, sæt den første løse m over på venstre p igen og strik 2 m sm, træk den løse m på hjp over de sammenstrikkede m), strik til der mangler 2 m af første ærme, 3 r sm som før, strik til der mangler 1 m af ryggen, 3 r sm som før, strik til der mangler 2 m af andet ærme, 3 m sm som før, r p ud. Strik v tilbage. Gentag fra * 5 gange (pas på, at det hele tiden er samme m, der sættes på hjp og trækkes over de sammenstrikkede m). Strik 2 p glat og tag ind igen på næste r p som før. Strik v tilbage, 1 p r og luk på næste p r af, forholdsvis fast.
Montering: Pres let. Sy side– og ærmesømme. Luk halsen med krogen til en fin hægte, sy de 3 små perler på som knapper.
Hue: Strikkes på 4 p: Slå 44 m op og strik 4 p r frem og tilbage. Fordel m på 3 p: 14—14—16 m og strik r rundt. Når der er strikket 2 cm glat, tages 2 m ind på sidste p. Strik 4 omg mere. På næste omg strikkes: *4 r, 2 r sm, gentag fra *omg ud. Der tages nu ind på hver anden omg, næste gang med 3 m i mellem, derefter med 2 m, så med med 1 m,og endelig uden nogen m imellem. Når der er 7 m tilbage, brydes garnet, garnenden trækkes gennem m, træk fast til og heft ende.
Montering: sy retkanten forneden sammen i nakken og forsyn huen med en pompon fremstillet over en blyant.
Sokker: Strikkes på 2 p. Slå 16 m op, strik 4 p r og 10 p glat. Strik 8 m r på næste p. Bryd garnet og sy de 8 m på hver p sm med maskesting. Sy derefter hælsømmen sm. Træk en elastiktråd lige under retkanten foroven, så sokken bliver siddende på foden. Strik en sok magen til.
Historien om L.P. Legetøj har nogle af jer måske læst i Nordisk Dukketidende fra august/september 2000, hvor jeg via Hanne D. Hansen modtog beretningen ”Fra Ulykke til Legetøj” med tilladelser fra Esther og Finn Jensen, og Ingvard og Dagny Nielsen. Jeg siger tak til jer alle, desværre har det ikke været muligt at ”genfinde” familierne Jensen og Nielsen, men det er mig en glæde atter at kunne præsentere dette stykke kulturhistorie for alle vore mange læsere. (Da Nordisk Dukketidende dengang blev trykt i sort/hvid, beklager jeg meget billedkvaliteten)! Denne hjertelige og gode artikel er skrevet er skrevet af Ingvard Nielsen, søn af Lars Peter Nielsen
Idémanden til dette dejlige trælegetøj hedder Lars Peter Nielsen, 1901-1974, der som fagmand og med fantasi har bidraget til dette legetøjs mangfoldighed.
Lars Peter Nielsen startede som tømmerlærling, men måtte på grund af et dårligt ben afbryde læretiden. På sin 18 års fødselsdag fik ham amputeret sit venstre ben, men klarede sig trods alt godt med et kunstigt ben, som hverken forhindrede ham i at cykle eller køre bil.
I 1929 giftede han sig med Anna, og sammen fik de 4 børn. Lars Peter have forskellige jobs mest inden for træindustrien. Han forsøgte sig dog de første par år, de var gift, som købmand i Næsby, hvor de to ældste børn er født. Han interesserede sig mest for snedkerarbejde. Han lavede madrasser og ligkister hos en fætter, og lavede desuden møbler og parketstave. Han følte sig som snedker. I en arbejdsløshedsperiode sidst i 30erne var Anna og Lars Peter portnerpar på et af Odenses 2 K.F.U.M.er, og her blev de to yngste børn født.
I 1955, da han i 4-5 år havde arbejdet på Thorvald Petersens finérfabrik på Kanalvej, kom han til skade med højre hånd på en rundsav. Han savede parketstave ud, og på en eller anden måde kom saven ud på et tidspunkt, hvor den ikke skulle, og han fik omtrent hele højre hånd på nær et par millimeter savet af. Dog lykkedes det at redde hånden, men fingrene blev næsten stive.
Hermed de noget anderledes priser fra dengang: enkeltgynge kr. 5,25, dobbeltgynge kr. 7,50, puslebord kr. 4,- og kravlegård kr. 5,75 – alt smukt udført i lakeret bøgetræ!
I 1956 fik han udbetalt en ulykkesforsikring, som blev brugt til en købmandsforretning i Sct. Clemens, men desværre gik det ikke, og et par år efter måtte han og Anna skille sig af med den igen. De opmagasinerede deres møbler og flyttede ind på et lille værelse i Hunderupvænget i Odense, til de efter ca. 14 dage fik en lejlighed i Vindegade. Lejligheden var ikke ret stor, men senere i 1959 lykkedes det dem at få en meget stor lejlighed i Ny Vestergade.
Revalideringen tilbød Lars Peter forskellige former for hjemmearbejde, så som at samle mokkasiner, fremstille uroer og deslige. Men så begyndte børnebørnene at komme til, og han fik lyst til at prøve sig frem med at lave trælegetøj. Fremstillingen begyndte således ved stuebordet i Ny Vestergade 10.
Lars Peters fætter, der havde en ligkisteforretning, og som han, som før nævnt, havde hjulpet med at lave ligkister, havde både forretning og værksted i Søndergade, ikke langt fra Ny Vestergade. Af denne fætter fik han lov til at låne værkstedet og savede og skar så de materialer til, som han skulle bruge.
Stuebordet blev efterhånden for lille, men det var nu sådan, at der i Ny Vestergade 10 i gården var en ubenyttet garage, som han kunne leje. Desværre var garagen for kold om vinteren, og Lars Peter søgte derfor om hjælp ved revalideringen til at leje et værksted. Her var man meget positiv, og den 31. juli 1965 kunne han indvie værkstedet på Vesterbro 9.
Efterhånden var det et stort program, han havde: senge til ønskedukken, flere andre størrelser af dukkesenge, kravlegårde, borde, gynger, skabe, små og store legeborde. Til sengene hørte dyner og beklædning, så hustruen Anna og en svigerdatter måtte have symaskine og synål i gang. En svigersøn, der var snild på fingrene, hjalp af og til på værkstedet, og en søn, der modtog invaliderente, hjalp også til.
En repræsentant fik legetøjet med sideordnet, og salget gik strygende – Lars Peter kaldte sin produktion for
L.P. Legetøj
og fik lavet nogle små, grønne etiketter til at sætte på det forskellige legetøj, han fremstillede. Han arbejdede fra morgen til aften og kunne næsten ikke lave tilstrækkeligt til at tilfredsstille den store efterspørgsel. De sidste år kneb det med at få vejret, men han var altid først på værkstedet og kunne næsten ikke finde fyraften.
Hans kone, Anna, og en søn kørte af og til ud og besøgte legetøjsforretninger, og somme tider kørte en søn og svigerdatter ud. Legetøjet blev præsenteret så langt væk som i Aarhus og Aalborg. Hustruen Anna pakkede og sendte legetøj af sted i store kartoner. Men der indløb også mange telefonordrer. Legetøjet var jo gennemført snedkerarbejde af meget høj kvalitet, hvad mange legetøjsforhandlere godt kunne se, så der var stor efterspørgsel på legetøjet.
Det var flot klaret af en mand med næsten stive fingre på højre hånd. Havde han ikke været ude for den ulykke, var han sikkert blevet på finérfabrikken, hvor han følte sig godt tilpas. Men først med legetøjsfremstillingen var han kommet på sin rette hylde, desværre lidt sent. I 1971 måtte han holde op på grund af sygdom.
Men har du et stykke L.P.Legetøj, så pas godt på det: det er legetøjets ”Stradivarius”.
Af Ingvard Nielsen (søn af Lars Peter Nielsen).
De omtalte fabrikker i denne og forrige artikel (3 om Ønskedukkernes tilbehør) er ikke de eneste, der har fremstillet tilbehør til ønskedukkerne, se blot de to Rosebud-dukker ved hver sin flagmærkede skrivepult. Tak til Lilian Skov, der fortæller, at skrivepulten også findes i størrelse passende til Lise fra Magasin, sådan en har Lilians dukke Lise selvfølgelig, men det er en helt anden historie, som følger senere.
Desuden har Lilian sendte mig fotos af en af sine Skildpadde-Ønskedukker liggende i denne seng af tyndt karton med skildpaddemærke. Sengen er klippet ud og klistret sammen fra et ark.
Skulle I kende til flere andre slags møbler og tilbehør til Ønskedukkerne, kunne det været sjovt at se dem på bloggen!
I fortsættelse af beretningerne om Ønskedukkebabyerne gælder det nu
”Skildpadde”-Ønskerdukkerne fra 1963 til1972.
Ønskedukkefeberen bredte sig hurtigt blandt samlerne, og i forbindelse med Vandelmessen iden 30.april 2000 udstillede vi vore Ønskedukker med tilbehør, dvs. både Rosebud– og Skildpaddedukker i drenge– og pigeversion, og selvfølgelig skal I se dette billede (da Nordisk Duikketidende dengang blev trykt i sorthvidt, er billedkvaliteten ikke i top.
Dukkerne betegnedes også som Lykke Baby Ønskedukker og blev fremstillet af Rhenische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim, Tyskland. Dukkerne var mærket i ryggen med det kendte Skildpaddemærke i rude samt tallet 16 eller 16/18 og var 16 cm m høje. (På grund af Skildpaddelogoet kaldte man forståeligt nok alle firmaets dukker for skildpaddedukker, hvorfor firmaet seneere har taget navneforandring til ”Schildkröt/Skildpadde”). Dukkerne blev lanceret under navnet ”Pummelchen” (buttet baby).
Nogle af dukkerne har desuden et tal bag det ene øre, og ofte blev jeg spurgt om forskellen, og om en dukke med talmærke bag øret var mere værd. Da jeg nogle år efter var på en dukkerejse bl.a. med besøg på fanrikken, spurge jeg forretningsføreren, hvad forskellen var på dukker med og uden talmærke bag øret. Det vidste hun ikke, men ville undersøge det nærmere. Og senere fik jeg svaret: ”Nogle af firmaets værkførere havde kørt serier med nummer bag øret nærmest for at gøre sig bemærket, men værdien af dukkerne var akkurat den samme!” Dette svar har jeg senere offentliggjort i Nordisk Dukketidende, men det er da lige som et kuriosom at eje Ønskedukker både med og uden nummer bag øret.
Baby Lykke-skildpaddedukken blev som nævnt produceret af Rheinische (Schildkröt) fra 1963 til ca. 1972. I 1963 lukkede A/S J. Kofods Fabrik (Køgedukkefabrikikken). Selskabet blev købt af Poul Andreasen, Søborg (Poul Andreasen A/S), som lancerede Ønskedukkerne i Danmark fra 1964 til ca. 1972 under firmanavnet A/S J. Kofods fabrik i Valby.
Ønskedukkerne blev stadig produceret på fabrikken i Tyskland og solgtes via licens i Danmark fra omtalte firma: A/S J.Kofods Fabrik v/Poul Andreasen (Poul Andreasen var på et tidspunkt genbo til mine forældre, og vi fik selvfølgelig en god snak om dukker). De første Lykkepiger, der solgtes i Danmark, havde varenummer 1663-00.
Ønskedukker (skildpadde) på hver sin pottestol (Tak til Lilian Skov for lån af foto)!
Måske I alle husker annonceringen af dukkerne på bagsiden af Anders And Bladet (Anders And & Co.), om den hvide pigedukke uden hårog iført strikket tøj til kr. 6,50. Hun fandtes også med lyst hår, i svøb og sengegaveæske til hele kr. 8,85, samt helt uden tøj og hår til kun kr. 4,50. Luksusudgaven var en hvid dukkepige med lyst hår, iført kjole og kyse og i sengegaveæske til kr. 9,85.
Og selvfølgelig fik dukkerne nyt forårstøj, hele 25 forskellige modeller, og det reklamerede A/S J. Kofods Fabrik naturligvis ved annonce i Anders And & Co,.
Med og uden paryk – 2 af Lilian Skovs søde Skildpadde-Ønskebabyer. (Tak for lån af foto)!
Revolutionerende var det, da fabrikken i 1970 præsenterede ”Ønskedukken som rigtig dreng”. Hvid eller sort (neger) dukkedreng uden tøj til kr. 7,85.
Sådan kan ønskedukkerne beskrives (tak til Anna-Marie Nielsen): Siddende hvide pigebabyer med drejeligt blødt vinylhoved og mærket på ryggen med skildpadde i rude, 16 eller 16/18. malede blå øjne, brune øjenbryn, rød mund og lyst hår, eller lyst nylonhår. Lukkede (knyttede) hænder, fri tommel– og pegefinger. Dukken som dreng med sin lille tap fandtes ikke med nylonhår, men så ellers ud som pigen..
De små negerbabyer så ud som de hvide, blot var de mørkebrune med malede gulbrune øjne, mørke øjenbrun, rød mund og sort hår. Pigerne fandtes desuden med sort nylonhår.
Under min forskning vedrørende Ønskedukkerne fik jeg en dukkehistorie fra min gode veninde, samleren Birthe Nielsen i Rødding, der som et led i fortællingen om sine dukker sendte mig foto af en ønskedukke mærket CHK. Dukken ligner fuldstændig de andre i størrelse og udformning. Kroppen er i hård plastic, arme og ben i mindre hård plastickvalitet, og hovedet af blødt plastic med påsyet paryk. Dukken er underligt fladhovedet, skrev Birthe, men det skyldtes nok alderen. Dengang spurgte jeg, om der var læsere, som havde sådanne dukker, også som negerdukker, men fik ingen reaktioner, måske nogle af jer alligevel ejer en sådan dukke? (Der vil senere komme artikler om danske dukker, deriblandt CHK-dukkerne)!
Hjerteligt Tak til Anna-Marie Nielsen for dine oplysninger om Skildpadde-Ønskedukkerne, samt til Lilian Skov for fotos af dukkerne.
Lige et lille PS: Mange af jer kan sikkert se, at skildpadde-Ønskedukkerne minder ganske meget om Strampelchen – Skildpaddebayen, som få i større udgaver – den historie får du en anden gang.
De små 16 cm babydukker — ønskedukkerne – er evigt aktuelle og et samlerobjekt så det batter. Jeg har tidligere skrevet om de små babydukker i Nordisk Dukketidende, og er nu af flere samlere blevet opfordret til igen at dele mine oplysninger med jer.
Da der er ganske mange oplysninger, deler jeg derfor deres historie i flere afsnit og starter her med Rosebud-dukkerne… Men allerførst vil jeg sige tak til Lilian Skov for de mange fotos, du har sendt mig til fri afbenyttelse. Lilian har en forrygende samling af dukker, bl.a. Danmarks største samling af Magasins Dukke Lise, men også ønskedukker fra både Rosebud og Schildkröt/Skildpaddedukkerne – tidligere kendt under Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik! Desuden tak til Anna-Marie Nielsen, der i sin tid foretog meget grundig research angående Ønskedukkerne.
Rosebud-babyerne er af plastic og blev som bekendt produceret af Rosebud Dolls i England (omkring 1950-52) under navnet Thumsuck Babyes (tommefinger-suttende babyer, de var 6” – godt 15 cm høje og mærket på ryggen med Rosebud, made in England.
En af Lilians Rosebud-Ønskedukker i originalt tøj !
De små babyer fandtes både som hvide og som negerdukker (sidstnævnte betegnelse er man ikke glad for i dag, men kalder dem eksotiske eller mørklødede dukker, men dengang var de negerdukker, og alle elskede sine dukker lige højt, enten de var hvide eller sorte.
De hvide havde blå lukkeøjne og påmalet lysebrunt hår, mens negerdukkerne naturligvis havde brune øjne og sort påmalet hår. Begge typer fandtes desuden med krøllet, lyst henholdsvis sort nylonhår De mørke dukker kunne variere i farven fra lys til mørkebrun. Begge typer var helt ens i udformning med samme lukkede højre hånd og opadvendte tommelfinger, mens venstre hånd er åben.
Allerede i 1940erne og i 1950erne kunne man købe Babyønskedukker fra Østen, også disse er af plastic og ca. 15 cm høje. Nogle var mærkede, andre ikke. En hvid dukke kunne f.eks. have lyseblå lukkeøjne med sorte vipper og hul i munden til sut, lukkede eller åbne hænder og opadvendt tommelfinger, nogle af dukkerne er mærket Made in Hong Kong, andre som sagt desværre umærkede. Dukkerne lignede nærmest til forveksling de europæiske Ønskedukker og fandtes både med påmalet hår og med nylonparyk. .
Dukkerne blev med stor succes fra omkring 1951 og til slutningen af tresserne solgt i Danmark, bl.a. markedsført af både Tekno og Kofods Fabrikker, som desværre ikke eksisterer mere. Alle små piger elskede disse dukker, og man kunne købe alt muligt tøj til dem. Ville du selv sy og strikke, var der ofte tøj i ugebladene, bl.a. har jeg i Nordisk Dukketidende bragt nogle af strikkeopskrifterne efter tilladelse fra de pågældende blade. Sy-damer i hele Danmark fremstillede Ønskedukketøj, og du kan stadig være heldig at finde det på markeder og messer.
Dette kære tvillingepar er ligeledes fra Lilians samling af Ønskedukker: Rosebud-dukker i originalt tøj !
Dukkerne havde også legeredskaber, babyting, senge og andre møbler, bl.a. fabrikerede L.P.Legetøj ved Lars Peter Nielsen fra 1965 til 1971 effekter i bøgetræ, bl.a. senge, borde, gynger, legebord, kravlegård, skabe puslebord og andet, men det vender jeg tilbage til i en fortsat artikel, ligesom jeg vil beskrive møbler og legeredskaber fra Vibo, og de lige så populære bambusmøbler, som fremstilledes som hjemmeprodukter.
Også tvillingerne her er at finde hos Lilian. Det henrivende matrostøj er strikket af samleren og strikke-eksperten Anna-Lise Wolfram smukkere kan dine Rosebud-tvillinger ikke være klædt på, vel!
Historien om Ønskedukkerne fortsættes, og næste arti- kel vil omhandle Ønskedukke-babyerne fra Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik —Nu Schildkröt— Firmaet skiftede navn, da alle på grund af skildpadde mærket simpelt hen kaldte dukkerne for Skildpadde dukker!
Da jeg startede med at samle og interessere mig for dukker, talte og læste man næsten altid om dukker af porcelæn eller china, idet pocelæn– og chinadukker betragtedes og stadig betragtes som Dukkernes flagskibe…..
Nogle af de mærker og labels, der findes på Wildebrasdukkerne!
Men hurtigt fik jeg øjnene op for dukker af andre marterialer, som i mange tilfælde virker varmere på mig. Og jeg har da stadig min amerikanske dukke med gummikrop og – ører, og hoved at plastic.
Heldigvis har enormt mange samlere fattet interesse for dukker af stof, papmaché, kompomasse (af nogle kaldet komposit), træ, celluloid, plastic, vinyl og meget andet. Og der samles på livet løs på barndommens dukker.
Fabrikkens facade i Steenwijk!
De fleste er fremstillet i Danmark, Tyskland, Storbritannien og Italien og USA. Men selvfølgelig også andre steder, og f.eks. er de søde Wildebras-dukker hollandske…. Wildebrasdukkerne startede som papmaché-dukker, derefter blev de lavet af plastic eller kunststoffet polyethylen og senere desuden af vinyl
Fabrikken er stiftet af Brødrene Nolles. De var i tobaksbranchen, men efter 2. Verdenskrig blev det svært at fremskaffe tobak, og man så sig derfor om efter noget andet, og det te resulteredes således i dukkefabrikken Wildebras i Steenwijk. Her startede man i 1946 med at fremstille dukker af papmaché – dukkerne var rigtig søde med forskellige ansigtsudtryk og omhyggeligt malet. I 1957 gik man over til kunststoffet polyethylen eller plastic— og senere i 1962 fremstillede man sideløbende dukker i vinyl. Produktionen varede til 1976, hvor fabrikken brændte. De sidste mange år lå man i skrapkonkurrence med dukker fra bl.a. USA og Japan.
Man fremstillede også negerdukker, populært kaldet Javanesiske dukker,. På fotoet ovenover ses tv en såkaldt Javadukke i sari. Og til højre en anden negerdukke, der er klædt på samme måde som hvide dukker.
Dukkerne var naturligvis mærket, enten med et påklæbet/indridset mærke på ryggen eller et lille skilt, som hang på dukken. De samlere, der har vist mig deres Wildebras-dukker, har alle erhvervet eksemplarer, hvor der står Wildebras i dukkens nakke.
I 1956-1957 gik man over til fabrikation af plastic, som man i løbet af 1957 introducerede som polyethylen – dukkerne er søde og udtryksfulde, og et af kendetegnene er de drejelige håndled og de indsatte øjne. Nogle af dukkerne mindede meget om både Skildpadde– og Cellbadukkerne – nå, ja, det kan vist ofte for de fleste være svært at skelne mange af disse dukker fra hinanden uden først at se efter mærket i nakken!!!
Disse 4 dukker er typiske Wildebras-papmachédukker: dukken tv e rumærket, som mange af fabrikkens dukker var i begyndelsen. Hun er 40 cm høj, har modelleret hår og blå malede øjne. Pigen ved siden af med skiltet bundet på armen er 37 cm høj, og pigen i den rosa kjole me dhvide prikker er 29 cm, begge har Wildebrasmærke på ryggen. Den store dukke ha rligeledes ”rygmærke” og er 48 cm høj – alle 4 dukker fremstilledes også som negerdukker!Dukken tv minder i allerhøjeste grad om en skildpaddedukke, ikke sandt!
Fra 1962-1976— den såkaldte Polyethylen-vinyl-periode – hoppede firm<aet selvfølgelig med på ”velstandsvognen” og fremstillede de allerkæreste dukker både af plastic og vinyl.
I denne periode fremstillede Wildebras desuden bamser af polyethylen/plastic. De 42 cm høje bamser fandtes i 3 farver: brun, hvid og grå med drejeligt hoved, og drejelige arme og ben, alle havde faste øjne. Bamserne fandtes desuden med overtræk af kunststof.
Som andre firmaer på den tid leverede man ofte dukkerne i emballeret i salgskartoner. Dukkerne var fint klædt på, og der solgtes bl.a. dukker med ekstra parykker. Fabrikken var leveringsdygtig i dukketøj, sko (her var et enormt udvalg), dukkelegetøj, møbler (bl.a. stole og dukkesenge) og meget mere.
Og naturligvis stod man ikke tilbage for tidens mode med mannequin– eller modedukker, idet man lancerede Willy Wildebras med en omfattende garderobe. Også en GÅ-dukke kunne ses blandt fabrikkens store udvalg!
For drengene fremstillede man byggesæt à la dem vi alle kender: Wildebras Konstruktie. Desuden fandtes der spil og ikke at forglemme et stort udvalg i Wildebras’ Autos, som man kaldte de mange biler.
Så forskellige ser Wildebras-dukkerne ud, den mindste på fotoet her er 20 cm høj, mens de største (den stående dreng i midten og dukken yderste th) er hele 60 cm!
Vil du vide mere om Wildebras, findes der tre bøger på hollandsk : Wildebras, Méér over Wildebras (Mere om Wildebras) og Tøj til Wildebrasdukkerne (Kleding voor Wildebras Poppen) med en masse gode mønstre til dukketøjet. Alle bøger er udgivet af Niesje Wolters van Bemmel, EPE, Holland. (Jeg havde i sin tid lejlighed til at oversætte og udgive bøgerne, men gjorde det ikke, da Wildebras-dukkerne ikke er særligt kendte i Danmark).
Denne korte beretning skulle give jer et bredt indtryk af Wildebras-dukkerne,
Og måske nogle af jer har en eller flere i jeres samlinger. Dukkerne ses ret ofte på markeder og messer, og prisen er rimelig.
For en udenforstående må det liv, Amish-folket fører være uforstående og fyldt med restriktioner. Og Amish-foket har i sandhed helt deres egne regler og restriktioner med en væremåde og identitet, som er helt anderledes end det liv, vi normalt lever er den vestlige verden. Og når man oplever deres form for levevis, synes man umiddelbart, at de må savne en masse af vore goder og vor teknik. Spørgsmålet er, om de måske ikke er mere lykkelige med deres livsform. De jager f.eks. ikke efter statussymboler, så som biler, udenlandsrejser, designermøbler og hvad der ellers tæller for mange mennesker…
Amishfolket har deres egen for form frihed, idet man har frigjort sig fra mange bindinger. De lever uden elektricitet, uden telefoner, udfører alt arbejde i hånden, og du finder kun ved et tilfælde fotos af dem, da de ifølge Det gamle Testamente finder de menneskelige træk syndige eller medvirkende til synd og mismod. Deres talesprog hjemme er en speciel tysk dialekt (Pennsylvania-tysk, meget ofte betegnet som hollandsk/Dutch).
Amishfolket kaldes også Quakers (Kvækere) – et mere brugt udtryk. Men de er ikke de eneste, der lever på den måde, I har sikkert hørt om eller besøgt landsbyen Staphorst i Holland, som man kan køre igennem. Beboerne i Staphorst lever og går klædt som folk i Middelalderen. For øvrigt er der skrevet en god krimiserie om mord i relation til Amishfolket, bøgernes hovedperson er en ung kvindelig sherif, der er opvokset som Amish.
Håndarbejder fra Amishfolkene er overordentlig smukke, bl.a. fremstiller de meget fine ting i quilt: tæpper, puder osv. Børnene havde selvfølgelig legetøj, men i modsætning til andre børns dukker, har Amish-dukkerne ingen ansigtstræk, ansigterne er således uden øjne, øjenbryn og –vipper, næse og mund. Dog kan man somme tider finde dukker med konturer af ansigtstræk (øjne, næse og mund), samt dukker med ansigter. Dukkerne er klædt på ligesom Amish-folket, dvs. at pige– og damedukkerne er iført enkle kjoler med forklæde og kyse, og mande– og drengedukkerne er klædt i skjorte, bukser, vest og somme tider enkle jakker, samt en hat.
De fleste dukker blev syet af mødre, tanter og bedstemødre og givet til børnene, en udviklet dukkestil, som solgtes inden for fællesskabet af Amish folk, og meget ofte anonymt. En af disse dukkemagere, og nok den eneste kendte, da hun solgte dukkerne under sit eget navn, var Lizzie Lapp, der boede i Lancaster County, Pennsylvania, fra 1860 til 1932. og skønt hun led af en alvorlig invaliderende sygdom, kunne hun bruge sine hænder. Hendes dukker blev solgt over alt inden for Lancaster County, og de var fremstillet af 3 basis-enheder: Hoved, krop og arme var den ene del, , ben og fødder den anden, og den tredje var hænderne, som blev fastgjort til armene som en handskelignende konstruktion.
Lizzie Lapp-dukkernes hænder var af denim konstrueret som en slags vanter med ”bevægelig” tommelfinger, resten af fingrene markeredes ved stikninger. Også fødderne var af denim og var afslutningen på benene og lignede nærmest både. Dukkehovederne blev betrukket med en klud, hvid på den ene og sort på den anden side. Stoffet blev sømmet på skuldrene og effekten blev hår på den ene og ansigt på den anden side.
Hovedet blev ekstra omhyggeligt fastgjort til kroppen med flere skjulte sting, således at det ikke dinglede, men sad godt fast og holdt til uendeligt mange timers leg. Hendes dukker var iført enkle Amish-kjoler, men ingen kyser. Der blev lavet nogen lunde samme slags dukker hos Mennonitsekten, en sammenslutning eller sekt af lignende karakter..
Nu til dags kan man også købe Amishdukker i supermarkeder og butikker, men størstedelen er stadig hjemmegjorte. Alle stofrester bruges, mens helst nogle i kraftig kvalitet. Børnedukkerne er lige som Amishbørnene klædt i ganske farverigt tøj, mens voksendukkerne som de voksne Amishfolk er iført tøj i mørkere nuancer.
Søger du på nettet under Amish Dolls, kan du finde mange billeder af de forskellige typer, nogle af dem endda klædt på som børnene fra ”Det lille hus på Prærien”! Nogle Amishdukker er af træ. På auktioner er de uhørt billige, men hvor gamle de er, kan jeg desværre ikke se. Også på Pinterest er der billeder af mange af slagsen. God søgelyst!
Under min forlagstid med import af bøger til dukkemagere og -samlere faldt jeg over en bog med mønstre og tøj til Amish dukker baseret på Lizzi-Lapps ideer. Der var så godt som ingen interesse for denne bog, hvorfor jeg beholdt et eksemplar, mens de øvrige kom med i min udsalgskasse under den store årlige håndarbejdsmesse i Viborg. Her blev de revet væk. Et eller andet sted har jeg et klippet mønster til dukke og tøj liggende, men hvornår jeg får syet min Amishdukke, tja, det er et godt spørgsmål!
Dukkerne fandtes i mange størrelser, her er minidukker, som er syet i to stykker, et for– og et bagstykke, kjolen er f.eks. I et stykke. Disse dukker er ca. 12 cm høje og lige til at stikke i lommen!
Mon nogle af jer er ejere af eller har prøvet at fremstille Amish-dukker?
Historien om schweizerdukkerne er inspireret af den smukt malede dukke, som Kirsten Johansen ejer og viste os på bloggen. Kirsten fortæller, at hun har haft den i ca. 30 år, men ikke ved, hvorfra den stammer…. Dette gav lejlighed til en dejlig debat, og min teori er, at det er en schweizerdukke malet af en meget dygtig dukkemager. Det har trods ihærdig research ikke været muligt at finde ud af mere. I får hermed beretningen om min oplevelse af den tid, hvor jeg og mange andre danske dukkemagere var helt vilde med at male og sy disse dejlige dukker.
Ideen til disse dukker menes at være inspireret af schweizeren Sasha Morgenthaler (1873-1971), der som den dygtige skulptør, hun var, i 60erne formede smukke dukkehoveder over stof (jeg vil senere bringe en selvstændig artikel om hende)!
Eksempel på en Sasha-dukke fra ca. 1970, fremstillet af Goetz!
Ved et tilfælde tog jeg sammen med en anden porcelænsdukkemager på kursus i Albertslund (må have været i 1988) for at male og udforme en stofdukkepige. Den instruktør, vi skulle have haft, var blevet syg, men hendes stedfortræder var enormt dygtig og inspirerende, og holdets resultater blev eminent gode .— jeg har nu ikke den dukke længere, idet mit ældste barnebarn senere fik den.
Materialerne til dukkerne var plastmasker til ansigtet, dette betrak man med trikotstof, hvorefter man malede øjne etc. Man stoppede derefter dukkehovedet, og enten formede man selv baghovedet, eller man brugte tilsvarende styroporindlæg enten til hele hovedet eller til baghovedet (alt efter producenten) og afsluttede hovedet med en lodret søm bagpå, inden dukken fik paryk på. Kroppene var der mønster til, lige som man kunne få bevægelige led til hals og lemmer, og senere stativer til at sætte ind i det hele – alt udvikledes lidt efter lidt, og før stativerne har jeg set ældre dukker af slagsen med indsat ståltråd/blomstertråd.
Min egen 40 cm høje Crissy fra ”Roots”, af Glorex-materialer!
Den store fordel ved stofdukkefremstilling er, at man er uafhængig af en ovn, som f.eks. ved fremstilling af porcelænsdukker eller dukker af modellermasse, og det tiltalte mig absolut. Spontant købte jeg materialer til endnu tre dukker hos instruktøren, der i sin lille butik forhandlede disse materialer og havde et enormt stort udvalg.
Da jeg samtidig havde startet mit bogforlag med bl.a. bøger om dukker og bamser som speciale, importerede jeg snart bøger om dette emne, idet Christa Franck fra Hannover havde skrevet en trilogi bestående af en bog med nøjagtig fremgangsmåde, tegninger og farveillustrationer, samt to hefter med de dejligste mønstre til dukketøjet. Senere gik det slag i slag med bøger om emnet, alle på tysk. Jeg lavede i begyndelsen oversigter og introduktion, som jeg lagde i bøgerne, før de blev solgt, men senere udgav jeg på dansk den fantastiske dukkemager og designer Aase Breiviks bog: Stofdukker med stil, med hendes unikke krops– og tøjmønstre, samt malevejledning og ideer til disse stofdukker. Bogen efterfulgtes senere af ”Stof- og papmachédukker til alle tider”, men det er en helt anden historie.
Mange dygtige stofdukkemagere deltog også i dukkekonkurrencer og i udstillinger. Måske I alle har set bl.a. udstillingen om ”Indvandrerne” – eller de mange tableauer og scenerier under Skandinavisk Dukkekonkurrence i Bergen. Der var således mange dygtige og fantasifulde schweizer/stofdukkemagere i f.eks. Danmark, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.
Fra en af de mange bøger med vejledninger og mønstre, som kom på markedet i 1990erne!
Den kendteste producent af materialer til stofdukker må siges af være Glorex, som meget smart lå sådan, at man foruden afdelingen i Schweiz også havde én i Tyskland og dermed adgang til EU. Udvalget var enormt, jeg har flere gange besøgt virksomheden og været sammen med indehaverne. Selv forhandlede jeg på et tidspunkt produkter fra deres største konkurrent, men der fandtes desuden flere mindre producenter.
Stofdukker med stil 1993 – Lise Clasen Internationalt Forlag!
Alle dukkemaskerne havde navne, og nogle af dem var helt søde som klovnedukker. Til den mindste dukke på 20 cm strikkede jeg en gang en sød lille kjole, og den opskrift bringer jeg en dag på bloggen. Der var også mange kurser i fremstilling af stofdukker, bl.a. i Dukkemagergården ved Silkeborg (instrueret af den kendte dukkekunstner Astrid Bernth), i Norge ved Aase Breivik (Anemonedukker) og på Sjælland ved Hanne Kjerulff (Johanne Sofie Dukkerne) for blot af nævne tre af de kendteste og for mig absolut bedste, da de alle tre er perfektionister. Da vi nogle år senere (1991) stiftede Dansk Dukkeforening, var der stor interesse for disse stofdukker og således mange stofdukkemagere blandt medlemmerne.
Som tiden er gået, er interessen for dukkemageri af den kategori dalet betydeligt, hvilket år efter år tydeligt kom til udtryk på den årlige Legetøjsmesse i Nürnberg, hvor standene blev færre og mindre, og nogle af producenterne lukkede. Så vidt jeg ved, er der ingen tilbage i Danmark, der fremstiller, maler og syr disse dukker, og materialerne kan vel heller ikke fremskaffes. Heldigvis står de fleste af mine dukker– og klovnedukker her som gode minder fra min periode som stofdukkemager.
Stof er et dejligt, varmt materiale, som i mange år har inspireret mange dukkekunstnere, og jeg vil da også senere fremkomme med artikler om andre slags stofdukker, f.eks. Lenci, Käthe Kruse, Steiff, Sasha Morgenthaler, Steinerdukker, Amish og mange andre!
På bloggens Facebookside Dukke – & Legetøjsdrømme, fik vi et spørgsmål om en dukke med metal hoved. Det fik mig til at undersøge lidt om dukker med metalhoveder. Jeg har set nogle undervejs i de år, jeg har samlet på dukker, men aldrig selv ejet en, men her er hvad jeg fandt ud af:
Dukkehovederne af metal er lavet af mange fabrikanter, både franske, amerikanske, men flest tyske. De mest kendte er dukkerne mærket Minerva fra Buschow & Beck, der producerede dukkerne i tidsrummet fra 1888 – 1930érne. Men også Borgfeldt og Louis Wolf & Co. distribuerede Minerva. I USA var de registreret under varemærke A. Vischer & Co.
De første franske dukker med hoved, arme og ben af metal, blev der taget patent på i 1861 af René Poulin og i 1876 sikrede Lucien Vervelle også patent på dukkehoveder af metal.
Man kan vel sige, at hvis den maling de brugte, til at male dukkehovederne med, havde været lige så holdbare som deres dukker, havde de holdt på ubestemt tid.
Hovederne blev solgt alene, kan man se ud fra de gamle kataloger, hvorfor de ses med både fine skindkroppe og stofkroppe med enten porcelæns – eller celloluid arme, men de kan også være mere simple, se ovenstående billede af en Minerva dukke, med en simpel stofkrop, ben og arme.
De tyske metalhoveder blev fremstille af en udstanset metalplade, der blev svejset sammen og malet. De blev lavet med malet hår, mohairparykkermalede øjne, glasøjne og mohairparykker. Prismæssigt var de billigere en bisque dukkerne.
Fra 1898 – 1930´erne producerede Karl Standfuss dukker med metalhoveder under mærket JUNO og fra 1901 – 1910 producerede Alfred Heller dukker med metalhoveder under navnet DIANA. Et ukendt tysk metal hoved er mærket 4 TYSKLAND PATENT.
I USA blev der også produceret dukkehoveder af metal og aluminium. fra 1919 – 1920 producerede Aluminium Doll Leder Works hoveder og arme af aluminium, hovederne er umærkede og fra 1917 – 1930 producerede Atlas Doll &Toy Company dukker med metal hoveder. De er mærket ADT Co eller HUGME Kid og har faste øjne eller øjne der kunne lukke, støbt hår eller med paryk. Giebeler Falk Doll Corporation 1918-1921 brugte navnet Gie-Fa. De lavede dukker med hoveder af metal og med trækroppe. De er mærket Gie Fa Trademark New York, NY., Aluminum Heads ~ Hands Garanteret Unbreakable eller initialet Ginde i en seks takket stjerneUS Pat.
En stor tak til Ketty Sørensen for brug af hendes billeder, af hendes dejlige dukker med metalhoveder.
Er der andre, der har en eller flere af disse dukker, er vi meget interesseret i, at se dem og eventuelt bringe billeder af dem, her på siden.
Vi har fået tilladelse til, at bringe Inge Marri Pedersens billede af sin metaldukke. Hele dukken er i metal og den er 13 cm høj. Den er ikke mærket!
Vi har modtaget dette billede af en skøn Minerva dukke med metalhoved fra Maja Villemoes. Det er så dejligt med disse billeder, vi lærer alle mere om dukkerne på denne måde.
Tusinde tak til Maja Villemoes.
Dette dejlige Juno hoved i metal, bringer vi med tilladelse fra Bodil Vejlund.
