4. Ønskedukkernes tilbehør

(legeredskaber, køretøjer, babyudstyr, møbler med mere)

Denne gang om L.P. Legetøjet, samt til slut Flagmærket tilbehør og

En seng af tyndt karton… 

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Historien om L.P. Legetøj har nogle af jer måske læst i Nordisk Dukketidende fra august/september 2000, hvor jeg via Hanne D. Hansen modtog beretningen ”Fra Ulykke til Legetøj” med tilladelser fra Esther og Finn Jensen, og Ingvard og Dagny Nielsen. Jeg siger tak til jer alle, desværre har det ikke været muligt at ”genfinde” familierne Jensen og Nielsen, men det er mig en glæde atter at kunne præsentere dette stykke kulturhistorie for alle vore mange læsere. (Da Nordisk Dukketidende dengang blev trykt i sort/hvid, beklager jeg meget billedkvaliteten)! Denne hjertelige og gode artikel er skrevet er skrevet af Ingvard Nielsen, søn af Lars Peter Nielsen

 Idémanden til dette dejlige trælegetøj hedder Lars Peter Nielsen, 1901-1974, der som fagmand og med fantasi har bidraget til dette legetøjs mangfoldighed.

Billede1

Lars Peter Nielsen startede som tømmerlærling, men måtte på grund af et dårligt ben afbryde læretiden. På sin 18 års fødselsdag fik ham amputeret sit venstre ben, men klarede sig trods alt godt med et kunstigt ben, som hverken forhindrede ham i at cykle eller køre bil.

I 1929 giftede han sig med Anna, og sammen fik de 4 børn. Lars Peter have forskellige jobs mest inden for træindustrien. Han forsøgte sig dog de første par år, de var gift, som købmand i Næsby, hvor de to ældste børn er født. Han interesserede sig mest for snedkerarbejde. Han lavede madrasser og ligkister hos en fætter, og lavede desuden møbler og parketstave. Han følte sig som snedker. I en arbejdsløshedsperiode sidst i 30erne var Anna og Lars Peter portnerpar på et af Odenses 2 K.F.U.M.er, og her blev de to yngste børn født.

I 1955, da han i 4-5 år havde arbejdet på Thorvald Petersens finérfabrik på Kanalvej, kom han til skade med højre hånd på en rundsav. Han savede parketstave ud, og på en eller anden måde kom saven ud på et tidspunkt, hvor den ikke skulle, og han fik omtrent hele højre hånd på nær et par millimeter savet af. Dog lykkedes det at redde hånden, men fingrene blev næsten stive.

Hermed de noget anderledes priser fra dengang: enkeltgynge kr. 5,25, dobbeltgynge kr. 7,50, puslebord kr. 4,- og kravlegård kr. 5,75 - alt smukt udført i lakeret bøgetræ!
Hermed de noget anderledes priser fra dengang: enkeltgynge kr. 5,25, dobbeltgynge kr. 7,50, puslebord kr. 4,- og kravlegård kr. 5,75
– alt smukt udført i lakeret bøgetræ!

I 1956 fik han udbetalt en ulykkesforsikring, som blev brugt til en købmandsforretning i Sct. Clemens, men desværre gik det ikke, og et par år efter måtte han og Anna skille sig af med den igen. De opmagasinerede deres møbler og flyttede ind på et lille værelse i Hunderupvænget i Odense, til de efter ca. 14 dage fik en lejlighed i Vindegade. Lejligheden var ikke ret stor, men senere i 1959 lykkedes det dem at få en meget stor lejlighed i Ny Vestergade.

Revalideringen tilbød Lars Peter forskellige former for hjemmearbejde, så som at samle mokkasiner, fremstille uroer og deslige. Men så begyndte børnebørnene at komme til, og han fik lyst til at prøve sig frem med at lave trælegetøj. Fremstillingen begyndte således ved stuebordet i Ny Vestergade 10.

Lars Peters fætter, der havde en ligkisteforretning, og som han, som før nævnt, havde hjulpet med at lave ligkister, havde både forretning og værksted i Søndergade, ikke langt fra Ny Vestergade. Af denne fætter fik han lov til at låne værkstedet og savede og skar så de materialer til, som han skulle bruge.

Stuebordet blev efterhånden for lille, men det var nu sådan, at der i Ny Vestergade 10 i gården var en ubenyttet garage, som han kunne leje. Desværre var garagen for kold om vinteren, og Lars Peter søgte derfor om hjælp ved revalideringen til at leje et værksted. Her var man meget positiv, og den 31. juli 1965 kunne han indvie værkstedet på Vesterbro 9.

Efterhånden var det et stort program, han havde: senge til ønskedukken, flere andre størrelser af dukkesenge, kravlegårde, borde, gynger, skabe, små og store legeborde. Til sengene hørte dyner og beklædning, så hustruen Anna og en svigerdatter måtte have symaskine og synål i gang. En svigersøn, der var snild på fingrene, hjalp af og til på værkstedet, og en søn, der modtog invaliderente, hjalp også til.

En repræsentant fik legetøjet med sideordnet, og salget gik strygende –  Lars Peter kaldte sin produktion for

L.P. Legetøj

 og fik lavet nogle små, grønne etiketter til at sætte på det forskellige legetøj, han fremstillede. Han arbejdede fra morgen til aften og kunne næsten ikke lave tilstrækkeligt til at tilfredsstille den store efterspørgsel. De sidste år kneb det med at få vejret, men han var altid først på værkstedet og kunne næsten ikke finde fyraften.

Hans kone, Anna, og en søn kørte af og til ud og besøgte legetøjsforretninger, og somme tider kørte en søn og svigerdatter ud. Legetøjet blev præsenteret så langt væk som i Aarhus og Aalborg. Hustruen Anna pakkede og sendte legetøj af sted i store kartoner. Men der indløb også mange telefonordrer. Legetøjet var jo gennemført snedkerarbejde af meget høj kvalitet, hvad mange legetøjsforhandlere godt kunne se, så der var stor efterspørgsel på legetøjet.

Det var flot klaret af en mand med næsten stive fingre på højre hånd. Havde han ikke været ude for den ulykke, var han sikkert blevet på finérfabrikken, hvor han følte sig godt tilpas. Men først med legetøjsfremstillingen var han kommet på sin rette hylde, desværre lidt sent. I 1971 måtte han holde op på grund af sygdom.

Men har du et stykke L.P.Legetøj, så pas godt på det: det er legetøjets ”Stradivarius”.

Af Ingvard Nielsen (søn af Lars Peter Nielsen).

Billede3

De omtalte fabrikker i denne og forrige artikel (3 om Ønskedukkernes tilbehør) er ikke de eneste, der har fremstillet tilbehør til ønskedukkerne, se blot de to Rosebud-dukker ved hver sin flagmærkede skrivepult. Tak til Lilian Skov, der fortæller, at skrivepulten også findes i størrelse passende til Lise fra Magasin, sådan en har Lilians dukke Lise selvfølgelig, men det er en helt anden historie, som følger senere.

Billede4 Billede5

Desuden har Lilian sendte mig fotos af en af sine Skildpadde-Ønskedukker liggende i denne seng af tyndt karton med skildpaddemærke. Sengen er klippet ud og klistret sammen fra et ark.

Skulle I kende til flere andre slags møbler og tilbehør til Ønskedukkerne, kunne det været sjovt at se dem på bloggen!

Lise Clasen Research ©

God Læselyst !

2. Om Ønskedukkerne og deres tilbehør

(legeredskaber, køretøjer, babyudstyr, møbler med mere)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 I fortsættelse af beretningerne om Ønskedukkebabyerne gælder det nu

”Skildpadde”-Ønskerdukkerne fra 1963 til1972.

Billede1

Ønskedukkefeberen bredte sig hurtigt blandt samlerne, og i forbindelse med Vandelmessen iden 30.april 2000 udstillede vi vore Ønskedukker med tilbehør, dvs. både Rosebud– og Skildpaddedukker i drenge– og pigeversion, og selvfølgelig skal I se dette billede (da Nordisk Duikketidende dengang blev trykt i sorthvidt, er billedkvaliteten ikke i top.

Dukkerne betegnedes også som Lykke Baby Ønskedukker og blev fremstillet af Rhenische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim, Tyskland. Dukkerne var mærket i ryggen med det kendte Skildpaddemærke i rude samt tallet 16 eller 16/18 og var 16 cm m høje. (På grund af Skildpaddelogoet kaldte man forståeligt nok alle firmaets dukker for skildpaddedukker, hvorfor firmaet seneere har taget navneforandring til ”Schildkröt/Skildpadde”). Dukkerne blev lanceret under navnet ”Pummelchen” (buttet baby).Billede6

Nogle af dukkerne har desuden et tal bag det ene øre, og ofte blev jeg spurgt om forskellen, og om en dukke med talmærke bag øret var mere værd. Da jeg nogle år efter var på en dukkerejse bl.a. med besøg på fanrikken, spurge jeg forretningsføreren, hvad forskellen var på dukker med og uden talmærke bag øret. Det vidste hun ikke, men ville undersøge det nærmere. Og senere fik jeg svaret: ”Nogle af firmaets værkførere havde kørt serier med nummer bag øret nærmest for at gøre sig bemærket, men værdien af dukkerne var akkurat den samme!” Dette svar har jeg senere offentliggjort i Nordisk Dukketidende, men det er da lige som et kuriosom at eje Ønskedukker både med og uden nummer bag øret.

Baby Lykke-skildpaddedukken blev som nævnt produceret af Rheinische (Schildkröt) fra 1963 til ca. 1972. I 1963 lukkede A/S J. Kofods Fabrik (Køgedukkefabrikikken). Selskabet blev købt af Poul Andreasen, Søborg (Poul Andreasen A/S), som lancerede Ønskedukkerne i Danmark fra 1964 til ca. 1972 under firmanavnet A/S J. Kofods fabrik i Valby.

Ønskedukkerne blev stadig produceret på fabrikken i Tyskland og solgtes via licens i Danmark fra omtalte firma: A/S J.Kofods Fabrik v/Poul Andreasen (Poul Andreasen var på et tidspunkt genbo til mine forældre, og vi fik selvfølgelig en god snak om dukker). De første Lykkepiger, der solgtes i Danmark, havde varenummer 1663-00.

Ønskedukker (skildpadde) på hver sin pottestol (Tak til Lilian Skov for lån af foto)!
Ønskedukker (skildpadde) på hver sin pottestol (Tak til Lilian Skov for lån      af foto)!

Måske I alle husker annonceringen af dukkerne på bagsiden af Anders And Bladet (Anders And & Co.), om den hvide pigedukke uden hårog iført strikket tøj til kr. 6,50. Hun fandtes også med lyst hår, i svøb og sengegaveæske til hele kr. 8,85, samt helt uden tøj og hår til kun kr. 4,50. Luksusudgaven var en hvid dukkepige med lyst hår, iført kjole og kyse og i sengegaveæske til kr. 9,85.

Og selvfølgelig fik dukkerne nyt forårstøj, hele 25 forskellige modeller, og det reklamerede A/S J. Kofods Fabrik naturligvis ved annonce i Anders And & Co,.

Med og uden paryk - 2 af Lilian Skovs søde Skildpadde-Øbskebabyer. (Tak for lån af foto)!
Med og uden paryk – 2 af Lilian Skovs søde Skildpadde-Ønskebabyer.
(Tak for lån af foto)!

Revolutionerende var det, da fabrikken i 1970 præsenterede ”Ønskedukken som rigtig dreng”. Hvid eller sort (neger) dukkedreng uden tøj til kr. 7,85.

Sådan kan ønskedukkerne beskrives (tak til Anna-Marie Nielsen): Siddende hvide pigebabyer med drejeligt blødt vinylhoved og mærket på ryggen med skildpadde i rude, 16 eller 16/18. malede blå øjne, brune øjenbryn, rød mund og lyst hår, eller lyst nylonhår. Lukkede (knyttede) hænder, fri tommel– og pegefinger. Dukken som dreng med sin lille tap fandtes ikke med nylonhår, men så ellers ud som pigen..

De små negerbabyer så ud som de hvide, blot var de mørkebrune med malede gulbrune øjne, mørke øjenbrun, rød mund og sort hår. Pigerne fandtes desuden med sort nylonhår.

Under min forskning vedrørende Ønskedukkerne fik jeg en dukkehistorie fra min gode veninde, samleren Birthe Nielsen i Rødding, der som et led i fortællingen om sine dukker sendte mig foto af en ønskedukke mærket CHK. Dukken ligner fuldstændig de andre i størrelse og udformning. Kroppen er i hård plastic, arme og ben i mindre hård plastickvalitet, og hovedet af blødt plastic med påsyet paryk. Dukken er underligt fladhovedet, skrev Birthe, men det skyldtes nok alderen. Dengang spurgte jeg, om der var læsere, som havde sådanne dukker, også som negerdukker, men fik ingen reaktioner, måske nogle af jer alligevel ejer en sådan dukke? (Der vil senere komme artikler om danske dukker, deriblandt CHK-dukkerne)!

Hjerteligt Tak til Anna-Marie Nielsen for dine oplysninger om Skildpadde-Ønskedukkerne, samt til Lilian Skov for fotos af dukkerne.

Lige et lille PS: Mange af jer kan sikkert se, at skildpadde-Ønskedukkerne minder ganske meget om Strampelchen – Skildpaddebayen, som få i større udgaver – den historie får du en anden gang.

Lise Clasen Research ©

 Serien om Ønskedukkerne fortsætter med historien om deres møbler, legeredskaber og andet tilbehør.

 God   Læselyst   !

To små sorte Skildpadde-Ønskebabyer i fint strikket tøj, også med tak til Lilian Skov for lån af foto!
To små sorte Skildpadde-Ønskebabyer i fint strikket tøj, også med tak til Lilian Skov for lån af foto!

 

Birthe Nielsens søde CHK-Ønskedukke!
Birthe Nielsens søde CHK-Ønskedukke!

 

1. Om Ønskedukkerne og deres tilbehør

(legeredskaber, køretøjer, babyudstyr, møbler med mere)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

De små 16 cm babydukker — ønskedukkerne   – er evigt aktuelle og et samlerobjekt så det batter. Jeg har tidligere skrevet om de små babydukker i Nordisk Dukketidende, og er nu af flere samlere blevet opfordret til igen at dele mine oplysninger med jer.      

Allerede i december 1997 bragte Nordisk Dukketidende Ønskedukken som påklædningsdukke tegnet af Marianne Mathiasen ! © Denne påklædningsdukke inspirerede senere mange til at samle på Ønskedukker og tilbehør!
Allerede i december 1997 bragte Nordisk Dukketidende Ønskedukken som påklædningsdukke tegnet af Marianne Mathiasen ! ©
Denne påklædningsdukke inspirerede senere mange til at samle på Ønskedukker og tilbehør!

 Da der er ganske mange oplysninger, deler jeg derfor deres historie i flere afsnit og starter her med Rosebud-dukkerne… Men allerførst vil jeg sige tak til Lilian Skov for de mange fotos, du har sendt mig til fri afbenyttelse. Lilian har en forrygende samling af dukker, bl.a. Danmarks største samling af Magasins Dukke Lise, men også ønskedukker fra både Rosebud og Schildkröt/Skildpaddedukkerne – tidligere kendt under Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik! Desuden tak til Anna-Marie Nielsen, der i sin tid foretog meget grundig research angående Ønskedukkerne.

Rosebud-babyerne er af plastic og blev som bekendt produceret af Rosebud Dolls i England (omkring 1950-52) under navnet Thumsuck Babyes (tommefinger-suttende babyer, de var 6” – godt 15 cm høje og mærket på ryggen med Rosebud, made in England.

En af Lilians Rosebud-Ønskedukker i originalt tøj !
En af Lilians Rosebud-Ønskedukker i originalt tøj !

De små babyer fandtes både som hvide og som negerdukker (sidstnævnte betegnelse er man ikke glad for i dag, men kalder dem eksotiske eller mørklødede dukker, men dengang var de negerdukker, og alle elskede sine dukker lige højt, enten de var hvide eller sorte.

De hvide havde blå lukkeøjne og påmalet lysebrunt hår, mens negerdukkerne naturligvis havde brune øjne og sort påmalet hår. Begge typer fandtes desuden med krøllet, lyst henholdsvis sort nylonhår   De mørke dukker kunne variere i farven fra lys til mørkebrun. Begge typer var helt ens i udformning med samme lukkede højre hånd og opadvendte tommelfinger, mens venstre hånd er åben.

Allerede i 1940erne og i 1950erne kunne man købe Babyønskedukker fra Østen, også disse er af plastic og ca. 15 cm høje. Nogle var mærkede, andre ikke. En hvid dukke kunne f.eks. have lyseblå lukkeøjne med sorte vipper og hul i munden til sut, lukkede eller åbne hænder og opadvendt tommelfinger, nogle af dukkerne er mærket Made in Hong Kong, andre som sagt desværre umærkede. Dukkerne lignede nærmest til forveksling de europæiske Ønskedukker og fandtes både med påmalet hår og med nylonparyk. .

Dukkerne blev med stor succes fra omkring 1951 og til slutningen af tresserne solgt i Danmark, bl.a. markedsført af både Tekno og Kofods Fabrikker, som desværre ikke eksisterer mere. Alle små piger elskede disse dukker, og man kunne købe alt muligt tøj til dem. Ville du selv sy og strikke, var der ofte tøj i ugebladene, bl.a. har jeg i Nordisk Dukketidende bragt nogle af strikkeopskrifterne efter tilladelse fra de pågældende blade. Sy-damer i hele Danmark fremstillede Ønskedukketøj, og du kan stadig være heldig at finde det på markeder og messer.

Dette kære tvillingepar er ligeledes fra Lilians samling af Ønskedukker: Rosebud-dukker i originalt tøj !
Dette kære tvillingepar er ligeledes fra Lilians samling af Ønskedukker:
Rosebud-dukker i originalt tøj !

Dukkerne havde også legeredskaber, babyting, senge og andre møbler, bl.a. fabrikerede L.P.Legetøj ved Lars Peter Nielsen fra 1965 til 1971 effekter i bøgetræ, bl.a. senge, borde, gynger, legebord, kravlegård, skabe puslebord og andet, men det vender jeg tilbage til i en fortsat artikel, ligesom jeg vil beskrive møbler og legeredskaber fra Vibo, og de lige så populære bambusmøbler, som fremstilledes som hjemmeprodukter.

Billede1
Også tvillingerne her er at finde hos Lilian. Det henrivende matrostøj er strikket af samleren og strikke-eksperten Anna-Lise Wolfram smukkere kan dine Rosebud-tvillinger ikke være klædt på, vel!

Historien om Ønskedukkerne fortsættes, og næste arti-   kel vil omhandle Ønskedukke-babyerne fra Rheinische            Gummi– und Celluloidwarenfabrik —Nu Schildkröt—           Firmaet skiftede navn, da alle på grund af skildpadde  mærket simpelt hen kaldte dukkerne for Skildpadde       dukker!

På gensyn og god læselyst !

 

W i l d e b r a s – dejlige hollandske dukker –

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Da jeg startede med at samle og interessere mig for dukker, talte og læste man næsten altid om dukker af porcelæn eller china, idet pocelæn– og chinadukker betragtedes og stadig betragtes som Dukkernes flagskibe…..

Billede2
Nogle af de mærker og labels, der findes på Wildebrasdukkerne!

              Men hurtigt fik jeg øjnene op for dukker af andre marterialer, som i mange tilfælde virker varmere på mig. Og jeg har da stadig min amerikanske dukke med gummikrop og – ører, og hoved at plastic.

Heldigvis har enormt mange samlere fattet interesse for dukker af stof, papmaché, kompomasse (af nogle kaldet komposit), træ, celluloid, plastic, vinyl og meget andet. Og der samles på livet løs på barndommens dukker.

Fabrikkens facade i Steenwijk!
Fabrikkens facade i Steenwijk!

De fleste er fremstillet i Danmark, Tyskland, Storbritannien og Italien og USA. Men selvfølgelig også andre steder, og f.eks. er de søde Wildebras-dukker hollandske….   Wildebrasdukkerne startede som papmaché-dukker, derefter blev de lavet af plastic eller kunststoffet polyethylen og senere desuden af vinyl

Fabrikken er stiftet af Brødrene Nolles. De var i tobaksbranchen, men efter 2. Verdenskrig blev det svært at fremskaffe tobak, og man så sig derfor om efter noget andet, og det te resulteredes således i dukkefabrikken Wildebras i Steenwijk. Her startede man i 1946 med at fremstille dukker af papmaché – dukkerne var rigtig søde med forskellige ansigtsudtryk og omhyggeligt malet. I 1957 gik man over til kunststoffet polyethylen eller plastic— og senere i 1962 fremstillede man sideløbende dukker i vinyl. Produktionen varede til 1976, hvor fabrikken brændte. De sidste mange år lå man i skrapkonkurrence med dukker fra bl.a. USA og Japan.

Man fremstillede også negerdukker, populært kaldet Javanesiske dukker,. På fotoet her th ses tv en såkaldt Javadukke i sari. Og til højre en anden negerdukke, der er klædt på samme måde som hvide dukker.
Man fremstillede også negerdukker, populært kaldet Javanesiske dukker,. På fotoet ovenover ses tv en såkaldt Javadukke i sari. Og til højre en anden negerdukke, der er klædt på samme måde som hvide dukker.

Dukkerne var naturligvis mærket, enten med et påklæbet/indridset mærke på ryggen eller et lille skilt, som hang på dukken. De samlere, der har vist mig deres Wildebras-dukker, har alle erhvervet eksemplarer, hvor der står Wildebras i dukkens nakke.

I 1956-1957 gik man over til fabrikation af plastic, som man i løbet af 1957 introducerede som polyethylen – dukkerne er søde og udtryksfulde, og et af kendetegnene er de drejelige håndled og de indsatte øjne. Nogle af dukkerne mindede meget om både Skildpadde– og Cellbadukkerne – nå, ja, det kan vist ofte for de fleste være svært at skelne mange af disse dukker fra hinanden uden først at se efter mærket i nakken!!!

Disse 4 dukker er typiske Wildebras-papmachédukker: dukken tv e rumærket, som mange af fabrikkens dukker var i begyndelsen. Hun er 40 cm høj, har modelleret hår og blå malede øjne. Pigen ved siden af med skiltet bundet på armen er 37 cm høj, og pigen i den rosa kjole me dhvide prikker er 29 cm, begge har Wildebrasmærke på ryggen. Den store dukke ha rligeledes ”rygmærke” og er 48 cm høj - alle 4 dukker fremstilledes også som negerdukker!
Disse 4 dukker er typiske Wildebras-papmachédukker: dukken tv e rumærket, som mange af fabrikkens dukker var i begyndelsen. Hun er 40 cm høj, har modelleret hår og blå malede øjne. Pigen ved siden af med skiltet bundet på armen er 37 cm høj, og pigen i den rosa kjole me dhvide prikker er 29 cm, begge har Wildebrasmærke på ryggen. Den store dukke ha rligeledes ”rygmærke” og er 48 cm høj – alle 4 dukker fremstilledes også som negerdukker!
Dukken tv minder i allerhøjeste grad om en skildpaddedukke, ikke sandt!
Dukken tv minder i allerhøjeste grad om en skildpaddedukke, ikke sandt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra 1962-1976— den såkaldte Polyethylen-vinyl-periode – hoppede firm<aet selvfølgelig med på ”velstandsvognen” og fremstillede de allerkæreste dukker både af plastic og vinyl.

I denne periode fremstillede Wildebras desuden bamser af polyethylen/plastic. De 42 cm høje bamser fandtes i 3 farver: brun, hvid og grå med drejeligt hoved, og drejelige arme og ben, alle havde faste øjne. Bamserne fandtes desuden med overtræk af kunststof.

Som andre firmaer på den tid leverede man ofte dukkerne i emballeret i salgskartoner. Dukkerne var fint klædt på, og der solgtes bl.a. dukker med ekstra parykker. Fabrikken var leveringsdygtig i dukketøj, sko (her var et enormt udvalg), dukkelegetøj, møbler (bl.a. stole og dukkesenge) og meget mere.

Og naturligvis stod man ikke tilbage for tidens mode med mannequin– eller modedukker, idet man lancerede Willy Wildebras med en omfattende garderobe. Også en GÅ-dukke kunne ses blandt fabrikkens store udvalg!

For drengene fremstillede man byggesæt à la dem vi alle kender: Wildebras Konstruktie. Desuden fandtes der spil og ikke at forglemme et stort udvalg i Wildebras’ Autos, som man kaldte de mange biler.

 

Så forskellige ser Wildebras-dukkerne ud, den mindste på fotoet her er 20 cm høj, mens de største (den stående dreng i midten og dukken yderste th) er hele 60 cm!
Så forskellige ser Wildebras-dukkerne ud, den mindste på fotoet her er 20 cm høj, mens de største (den stående dreng i midten og dukken yderste th) er hele 60 cm!

Billede7

 

 

 

 

 

 

Vil du vide mere om Wildebras, findes der tre bøger på hollandsk : Wildebras, Méér over Wildebras (Mere om Wildebras) og Tøj til Wildebrasdukkerne (Kleding voor Wildebras Poppen) med en masse gode mønstre til dukketøjet. Alle bøger er udgivet af Niesje Wolters van Bemmel, EPE, Holland. (Jeg havde i sin tid lejlighed til at oversætte og udgive bøgerne, men gjorde det ikke, da Wildebras-dukkerne ikke er særligt kendte i Danmark).

Billede8Billede9

 

 

 

 

Billede11

 

 

Denne korte beretning skulle give jer et bredt indtryk af Wildebras-dukkerne,

Og måske nogle af jer har en eller flere i jeres samlinger. Dukkerne ses ret ofte på markeder og messer, og prisen er rimelig.

G o d     L æ s e l y s t !

Kilde: Lise Clasen Research ©

AMISH-dukker

Stof-dukker fra Amish-folket i Pennsylvania

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For en udenforstående må det liv, Amish-folket fører være uforstående og fyldt med restriktioner. Og Amish-foket har i sandhed helt deres egne regler og restriktioner med en væremåde og identitet, som er helt anderledes end det liv, vi normalt lever er den vestlige verden. Og når man oplever deres form for levevis, synes man umiddelbart, at de må savne en masse af vore goder og vor teknik. Spørgsmålet er, om de måske ikke er mere lykkelige med deres livsform. De jager f.eks. ikke efter statussymboler, så som biler, udenlandsrejser, designermøbler og hvad der ellers tæller for mange mennesker…  

Billede1

Amishfolket har deres egen for form frihed, idet man har frigjort sig fra mange bindinger. De lever uden elektricitet, uden telefoner, udfører alt arbejde i hånden, og du finder kun ved et tilfælde fotos af dem, da de ifølge Det gamle Testamente finder de menneskelige træk syndige eller medvirkende til synd og mismod. Deres talesprog hjemme er en speciel tysk dialekt (Pennsylvania-tysk, meget ofte betegnet som hollandsk/Dutch).

Amishfolket kaldes også Quakers (Kvækere) – et mere brugt udtryk. Men de er ikke de eneste, der lever på den måde, I har sikkert hørt om eller besøgt landsbyen Staphorst i Holland, som man kan køre igennem. Beboerne i Staphorst lever og går klædt som folk i Middelalderen. For øvrigt er der skrevet en god krimiserie om mord i relation til Amishfolket, bøgernes hovedperson er en ung kvindelig sherif, der er opvokset som Amish.

Billede2

Håndarbejder fra Amishfolkene er overordentlig smukke, bl.a. fremstiller de meget fine ting i quilt: tæpper, puder osv. Børnene havde selvfølgelig legetøj, men i modsætning til andre børns dukker, har Amish-dukkerne ingen ansigtstræk, ansigterne er således uden øjne, øjenbryn og –vipper, næse og mund. Dog kan man somme tider finde dukker med konturer af ansigtstræk (øjne, næse og mund), samt dukker med ansigter. Dukkerne er klædt på ligesom Amish-folket, dvs. at pige– og damedukkerne er iført enkle kjoler med forklæde og kyse, og mande– og drengedukkerne er klædt i skjorte, bukser, vest og somme tider enkle jakker, samt en hat.

De fleste dukker blev syet af mødre, tanter og bedstemødre og givet til børnene, en udviklet dukkestil, som solgtes inden for fællesskabet af Amish folk, og meget ofte anonymt. En af disse dukkemagere, og nok den eneste kendte, da hun solgte dukkerne under sit eget navn, var Lizzie Lapp, der boede i Lancaster County, Pennsylvania, fra 1860 til 1932. og skønt hun led af en alvorlig invaliderende sygdom, kunne hun bruge sine hænder. Hendes dukker blev solgt over alt inden for Lancaster County, og de var fremstillet af 3 basis-enheder: Hoved, krop og arme var den ene del, , ben og fødder den anden, og den tredje var hænderne, som blev fastgjort til armene som en handskelignende konstruktion.

Billede3

Lizzie Lapp-dukkernes hænder var af denim konstrueret som en slags vanter med ”bevægelig” tommelfinger, resten af fingrene markeredes ved stikninger. Også fødderne var af denim og var afslutningen på benene og lignede nærmest både. Dukkehovederne blev betrukket med en klud, hvid på den ene og sort på den anden side. Stoffet blev sømmet på skuldrene og effekten blev hår på den ene og ansigt på den anden side.

Hovedet blev ekstra omhyggeligt fastgjort til kroppen med flere skjulte sting, således at det ikke dinglede, men sad godt fast og holdt til uendeligt mange timers leg. Hendes dukker var iført enkle Amish-kjoler, men ingen kyser. Der blev lavet nogen lunde samme slags dukker hos Mennonitsekten, en sammenslutning eller sekt af lignende karakter..

Nu til dags kan man også købe Amishdukker i supermarkeder og butikker, men størstedelen er stadig hjemmegjorte. Alle stofrester bruges, mens helst nogle i kraftig kvalitet. Børnedukkerne er lige som Amishbørnene klædt i ganske farverigt tøj, mens voksendukkerne som de voksne Amishfolk er iført tøj i mørkere nuancer.

Søger du på nettet under Amish Dolls, kan du finde mange billeder af de forskellige typer, nogle af dem endda klædt på som børnene fra ”Det lille hus på Prærien”! Nogle Amishdukker er af træ. På auktioner er de uhørt billige, men hvor gamle de er, kan jeg desværre ikke se. Også på Pinterest er der billeder af mange af slagsen. God søgelyst!

Under min forlagstid med import af bøger til dukkemagere og -samlere faldt jeg over en bog med mønstre og tøj til Amish dukker baseret på Lizzi-Lapps ideer. Der var så godt som ingen interesse for denne bog, hvorfor jeg beholdt et eksemplar, mens de øvrige kom med i min udsalgskasse under den store årlige håndarbejdsmesse i Viborg. Her blev de revet væk. Et eller andet sted har jeg et klippet mønster til dukke og tøj liggende, men hvornår jeg får syet min Amishdukke, tja, det er et godt spørgsmål!

Dukkerne fandtes i mange størrelser, he rer minidukker, som er syet i to stykker, et for– og et bagstykke, kjolen er f.eks. I et stykke. Disse dukker er ca. 12 cm høje og lige til at stikke i lommen!
Dukkerne fandtes i mange størrelser, her er minidukker, som er syet i to stykker, et for– og et bagstykke, kjolen er f.eks. I et stykke.
Disse dukker er ca. 12 cm høje og lige til at stikke i lommen!

Mon nogle af jer er ejere af eller har prøvet at fremstille Amish-dukker?

 

Mange hilsner fra Lise (Brastrup Clasen) !

 

”Schweizerdukker”

Eller

De dejlige stof/maskedukker – mange af os har malet !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen @

Kirsten Johansens foto © af den smukt malede stofdukke med sin bamselegekammerat. Dukkens ansigt er betrukket med trikot. Krop, arme og ben er af poplinagtigt stof med indsat ståltråd for bevægelighed ! Tak for tilladelse til at bruge dit foto!
Kirsten Johansens foto © af den smukt malede stofdukke med sin bamselegekammerat. Dukkens ansigt er betrukket med trikot. Krop, arme og ben er af poplinagtigt stof med indsat ståltråd for bevægelighed !
Tak for tilladelse til at bruge dit foto!

Historien om schweizerdukkerne er inspireret af den smukt malede dukke, som Kirsten Johansen ejer og viste os på bloggen. Kirsten fortæller, at hun har haft den i ca. 30 år, men ikke ved, hvorfra den stammer…. Dette gav lejlighed til en dejlig debat, og min teori er, at det er en schweizerdukke malet af en meget dygtig dukkemager. Det har trods ihærdig research ikke været muligt at finde ud af mere. I får hermed beretningen om min oplevelse af den tid, hvor jeg og mange andre danske dukkemagere var helt vilde med at male og sy disse dejlige dukker.

Ideen til disse dukker menes at være inspireret af schweizeren Sasha Morgenthaler (1873-1971), der som den dygtige skulptør, hun var, i 60erne formede smukke dukkehoveder over stof (jeg vil senere bringe en selvstændig artikel om hende)!

Eksempel på en Sasha-dukke fra ca. 1970, fremstillet af Goetz!
Eksempel på en Sasha-dukke fra ca. 1970, fremstillet af Goetz!

Ved et tilfælde tog jeg sammen med en anden porcelænsdukkemager på kursus i Albertslund (må have været i 1988) for at male og udforme en stofdukkepige. Den instruktør, vi skulle have haft, var blevet syg, men hendes stedfortræder var enormt dygtig og inspirerende, og holdets resultater blev eminent gode .— jeg har nu ikke den dukke længere, idet mit ældste barnebarn senere fik den.

Materialerne til dukkerne var plastmasker til ansigtet, dette betrak man med trikotstof, hvorefter man malede øjne etc. Man stoppede derefter dukkehovedet, og enten formede man selv baghovedet, eller man brugte tilsvarende styroporindlæg enten til hele hovedet eller til baghovedet (alt efter producenten) og afsluttede hovedet med en lodret søm bagpå, inden dukken fik paryk på. Kroppene var der mønster til, lige som man kunne få bevægelige led til hals og lemmer, og senere stativer til at sætte ind i det hele – alt udvikledes lidt efter lidt, og før stativerne har jeg set ældre dukker af slagsen med indsat ståltråd/blomstertråd.

Min egen 40 cm høje Crissy fra ”Roots”, af Glorex-materialer!
Min egen 40 cm høje Crissy fra ”Roots”, af Glorex-materialer!

Den store fordel ved stofdukkefremstilling er, at man er uafhængig af en ovn, som f.eks. ved fremstilling af porcelænsdukker eller dukker af modellermasse, og det tiltalte mig absolut. Spontant købte jeg materialer til endnu tre dukker hos instruktøren, der i sin lille butik forhandlede disse materialer og havde et enormt stort udvalg.

Da jeg samtidig havde startet mit bogforlag med bl.a. bøger om dukker og bamser som speciale, importerede jeg snart bøger om dette emne, idet Christa Franck fra Hannover havde skrevet en trilogi bestående af en bog med nøjagtig fremgangsmåde, tegninger og farveillustrationer, samt to hefter med de dejligste mønstre til dukketøjet. Senere gik det slag i slag med bøger om emnet, alle på tysk. Jeg lavede i begyndelsen oversigter og introduktion, som jeg lagde i bøgerne, før de blev solgt, men senere udgav jeg på dansk den fantastiske dukkemager og designer Aase Breiviks bog: Stofdukker med stil, med hendes unikke krops– og tøjmønstre, samt malevejledning og ideer til disse stofdukker. Bogen efterfulgtes senere af ”Stof- og papmachédukker til alle tider”, men det er en helt anden historie.

Mange dygtige stofdukkemagere deltog også i dukkekonkurrencer og i udstillinger. Måske I alle har set bl.a. udstillingen om ”Indvandrerne” – eller de mange tableauer og scenerier under Skandinavisk Dukkekonkurrence i Bergen. Der var således mange dygtige og fantasifulde schweizer/stofdukkemagere i f.eks. Danmark, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

Fra en af de mange bøger med vejledninger og mønstre, som kom på markedet i 1990erne!
Fra en af de mange bøger med vejledninger og mønstre, som kom på markedet i 1990erne!

Den kendteste producent af materialer til stofdukker må siges af være Glorex, som meget smart lå sådan, at man foruden afdelingen i Schweiz også havde én i Tyskland og dermed adgang til EU. Udvalget var enormt, jeg har flere gange besøgt virksomheden og været sammen med indehaverne. Selv forhandlede jeg på et tidspunkt produkter fra deres største konkurrent, men der fandtes desuden flere mindre producenter.

Stofdukker med stil 1993 - Lise Clasen Internationalt Forlag!
Stofdukker med stil 1993 –
Lise Clasen Internationalt Forlag!

 

 

Alle dukkemaskerne havde navne, og nogle af dem var helt søde som klovnedukker. Til den mindste dukke på 20 cm strikkede jeg en gang en sød lille kjole, og den opskrift bringer jeg en dag på bloggen. Der var også mange kurser i fremstilling af stofdukker, bl.a. i Dukkemagergården ved Silkeborg (instrueret af den kendte dukkekunstner Astrid Bernth), i Norge ved Aase Breivik (Anemonedukker) og på Sjælland ved Hanne Kjerulff (Johanne Sofie Dukkerne) for blot af nævne tre af de kendteste og for mig absolut bedste, da de alle tre er perfektionister. Da vi nogle år senere (1991) stiftede Dansk Dukkeforening, var der stor interesse for disse stofdukker og således mange stofdukkemagere blandt medlemmerne.

Billede6

Som tiden er gået, er interessen for dukkemageri af den kategori dalet betydeligt, hvilket år efter år tydeligt kom til udtryk på den årlige Legetøjsmesse i Nürnberg, hvor standene blev færre og mindre, og nogle af producenterne lukkede. Så vidt jeg ved, er der ingen tilbage i Danmark, der fremstiller, maler og syr disse dukker, og materialerne kan vel heller ikke fremskaffes. Heldigvis står de fleste af mine dukker– og klovnedukker her som gode minder fra min periode som stofdukkemager.

Stof er et dejligt, varmt materiale, som i mange år har inspireret mange dukkekunstnere, og jeg vil da også senere fremkomme med artikler om andre slags stofdukker, f.eks. Lenci, Käthe Kruse, Steiff, Sasha Morgenthaler, Steinerdukker, Amish og mange andre!

God læselyst !

Dukker med metalhoveder

© for research Lene Byfoged.

På bloggens Facebookside Dukke – & Legetøjsdrømme, fik vi et spørgsmål om en dukke med metal hoved. Det fik mig til at undersøge lidt om dukker med metalhoveder. Jeg har set nogle undervejs i de år, jeg har samlet på dukker, men aldrig selv ejet en, men her er hvad jeg fandt ud af:

Dukkehovederne af metal er lavet af mange fabrikanter, både franske, amerikanske, men flest tyske. De mest kendte er dukkerne mærket Minerva fra Buschow & Beck, der producerede dukkerne i tidsrummet fra 1888 – 1930érne. Men også Borgfeldt og Louis Wolf & Co. distribuerede Minerva. I USA var de registreret  under varemærke A. Vischer & Co.

Dukke mærket Minerva.© for billede Ketty Sørensen.
Dukke mærket Minerva.© for billede Ketty Sørensen.
Minerva dukke © for billede Ketty Sørensen!
Minerva dukke © for billede Ketty Sørensen!

 

 

 

 

 

 

 

 

De første franske dukker med hoved, arme og ben af metal, blev der taget patent på i 1861 af René Poulin og i 1876 sikrede Lucien Vervelle også patent på dukkehoveder af metal.

Man kan vel sige, at hvis den maling de brugte, til at male dukkehovederne med, havde været lige så holdbare som deres dukker, havde de holdt på ubestemt tid.

Hovederne blev solgt alene, kan man se ud fra de gamle kataloger, hvorfor de ses med både fine skindkroppe og stofkroppe med enten porcelæns – eller celloluid arme, men de kan også være mere simple, se ovenstående billede af en Minerva dukke, med en simpel stofkrop, ben og arme.

De tyske metalhoveder blev fremstille af en udstanset metalplade, der blev svejset sammen og malet. De blev lavet med malet hår, mohairparykkermalede øjne, glasøjne og mohairparykker. Prismæssigt var de billigere en bisque dukkerne.

Her kan man se, hvor sammensat en krop kan være. Den har skindkrop med celloluidarme og ben. den er 55 cm høj. © for billedet Ketty Sørensen.og celluloid arme og benbilledet Ketty Sørensen.
Her kan man se, hvor sammensat en krop kan være. Den har metalhoved og skindkrop med celloluidarme og ben. den er 55 cm høj. © for billedet Ketty Sørensen..
Denne dejlige dukke er umærket og tilhører Ketty Sørensen der også har © på billedet!
Denne dejlige dukke er umærket og tilhører Ketty Sørensen der også har © på billedet!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra 1898 – 1930´erne producerede Karl Standfuss dukker med metalhoveder under mærket JUNO og fra 1901 – 1910 producerede Alfred Heller dukker med metalhoveder under navnet DIANA. Et ukendt tysk metal hoved er mærket 4 TYSKLAND PATENT.

I USA blev der også produceret dukkehoveder af metal og aluminium. fra 1919 – 1920 producerede Aluminium Doll Leder Works hoveder og arme af aluminium, hovederne er umærkede og fra 1917 – 1930 producerede Atlas Doll & Toy Company dukker med metal hoveder. De er mærket ADT Co eller HUG ME Kid og har faste øjne eller øjne der kunne lukke, støbt hår eller med paryk. Giebeler Falk Doll Corporation 1918-1921 brugte navnet Gie-Fa. De lavede dukker med hoveder af metal og med trækroppe. De er mærket Gie Fa Trademark New York, NY., Aluminum Heads ~ Hands Garanteret Unbreakable eller initialet G inde i en seks takket stjerne US Pat.

En stor tak til Ketty Sørensen for brug af hendes billeder, af hendes dejlige dukker med metalhoveder.

Er der andre, der har en eller flere af disse dukker, er vi meget interesseret i, at se dem og eventuelt bringe billeder af dem, her på siden.

Vi har fået tilladelse til, at bringe Inge Marri Pedersens billede af sin metaldukke. Hele dukken er i metal og den er 13 cm høj. Den er ikke mærket!

13606579_1780671038878084_8905677717977703471_n
© Inge Marri Pedersen!

Tusinde tak Inge Marri Pedersen!

Vi har modtaget dette billede af en skøn Minerva dukke med metalhoved fra Maja Villemoes. Det er så dejligt med disse billeder, vi lærer alle mere om dukkerne på denne måde.

Tusinde tak til Maja Villemoes.

Dette dejlige Juno hoved i metal, bringer vi med tilladelse fra Bodil Vejlund.

Tusinde tak Bodil.

STORT T i l L y k k e til

Inge Harck

Vinder af Max-Oscar-Arnold-Kunstpris 2016 i kategorien

Babydukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 For snart mange år siden lærte jeg via en avisartikel om Dukkekunst min veninde Inge Harck at kende – og siden da hyggesnakker og skriver vi jævnligt sammen… Og glad blev jeg, da jeg et par dage før Kristi Himmelfartsdag fik Inges store nyhed om, at hun i år havde vundet en Dukkeoscar for sin charmerende, sovende babydukke i

Kategorien 2.1 Den Bedst udførte Babydukke!

Billede1

Med følgende begrundelse:

”En lille, fredeligt sovende baby overbeviste juryen i kategori 2.1.

           Hovedet af modellermasse er et passende valg, og både modelleringen og dukkens stofkrop er kunstnerisk korrekt udført.

           Dette rigtige valg og kombinationen af materialerne i forbindelse med den kunstneriske og håndværksmæssige udførelse tilkendegiver klart over for Juryen, hvordan dukken er blevet skabt færdiggjort trin for trin.

Desuden skal det håndlavede babyudstyr særligt fremhæves og værdsættes positivt, idet dette faldt helt i Dommerpanelets smag!

Max-Oscar-Arnolds Kunstpris i kategori 2.1. overrækkes i år til Fru Ingeborg Harck, Tyskland.

TIL   LYKKE !

Billede2Billede3

Oscar-statuetten overrækkes af byens borgmester, og her ses Inge sammen med borgmester Frank Rebhahn og bagved skimtes dukkefeen – På gruppebilledet th ses de mange dygtige dukkekunstnere, der modtog Oscar-statuetten 2016. . Bag ved Inge (tv.) står den norske, internationalt kendte dukkekunstner Sissel Björstad Skille, der modtog en guldstatuette for sit livsværk. (vi kommer senere med en artikel om Sissel Björstad Skille om hendes dukker og andre arbejder)!

Vi ønsker Inge Harck hjerteligt til lykke med den velfortjente statuette. Det er for øvrigt 2. gang, Inge modtager en Dukkeoscar, idet hun ligeledes i 2003 modtog denne ærefulde kunstpris i kategorien: ”Den bedste Legedukke”.

Billede4

Vil du se flere af Inges kunstnerdukker, bamser, skulpturer , filtede dyr osv., kan du hver fredag eftermiddag kl. 15 til 17 møde hende i Galleriet Holm35 midt i Flensburg— Holm er Strøget i Flensburg og ligger midt i byen med sine mange spændende forretninger, fortovscafeer, restauranter, Gallerier, sjove sidegader og meget mere, en by med ”atmosfære” – Galleri Holm35 er en gruppe af alsidige og spændende kunstnere.– og fredag eftermiddag er de fleste af kunstnerne til stede, og man fortæller beredevilligt værkerne: malerier i f.eks. olie, akryl eller akvareller, vævekunst, arbejde ri skind og læder, illustrationer, mosaikker og mange andre spændende ideer.

Der er i maj måned åbent på særlige dage i Galleriet og i Flensburg By,

den 20.. holdes åbent fra 15 til 19 og dagen efter, lørdag den 21.5. fra 11 til 17,

(Hermed Inges telefonnummer og mailadresse taget fra Galleri Holm35 flyer, men… husk: ringer du fra et telefonnummer uden for Tyskland, skal du benytte kaldenummeret +49 og udelade det første 0,

dvs. at Inges nummer kaldes: +49 461 41 774)!

Desuden er der i maj måned åbent på særlige dage – se vore sider med begivenheder –

Vi ønsker jer en dejlig og oplevelsesrig tur til Flensburg og Omegn.

Billede5

 

Specielle og sjove dukker

– de er Rejseminder/souvenirs af blandet kvalitet.

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Når en dukke-entusiast som jeg er på rejse til fjerne og ofte eksotiske lande, Billede1kan jeg slet ikke lade være med at købe en sjov dukke, en bamse, eller bare en eller anden ting med hjem. Dog har jeg efterhånden lært at begrænse mig til små ting, for hvor skal man til sidst gøre af alle de mange skatte!

Ikke alle rejseminder er lige vellykkede, da der er stor forskel på udførelse og kvalitet, men ét sikkert, de her omtalte dukker er anderledes og gør mig i godt humør, når jeg viser dem frem. Her er nogle af de særprægede skikkelser, der bor i mit ”raritetsskab”.

Negerpigen her er 27 cm høj og en rigtig kludedukke. Hun er købt i New Orleans, hvor jazztonerne lyder døgnet rundt fra cafeer, dansebuler, supermarkeder, souvenirbutikker, ja selv fra kunstgallerier og posthuse. Egentlig var jeg på jagt efter T-shirts prydet med blæseinstrumenter og andet sjov til glæde for familien derhjemme —men mens jeg undersøgte herlighederne, faldt jeg over denne ”Klude-Topsy”. Hun er syet af lærred og har broderet ansigt. Tørklædet om hovedet minder om det, husslaverne bar i klassikeren Onkel Toms Hytte. Den småmønstrede korte kjole og forklædet er pænt syet. Hendes slaskeben er bordeauxfarvede, hvorfor ved jeg ikke., men hun måtte absolut med mig hjem, og efter at have handlet T-shirts, nåede jeg en jazzkoncert og en masse kunstgallerier. Jo da, det var en herlig og udbytterig dag!

Billede2Ikke alle souvenirdukker er af lige god kvalitet: Pigen her er fra Colombia og nok en typisk turistdukke. Hun er ca. 26 cm høj og syet af silketrikot eller lignende. Ansigtet er malet, og håret af sort garn. På hovedet bærer hun en ring af pap med malede styroporfrugter, som illuderer det fad med frugter, de indfødte med deres ranke holdning bærer på. Hendes sandaler og trusser er af papir. Kjolen er en bluse og nederdel med krave og et mikroskopisk forklæde, hvor på der er skrevet Cartagena/Columbia. Hun er limet på en lille træfod, således at hun kan stå. Men trods udførelsen er hun unik for mig, idet det var den eneste slags ”dukker i folkedragter”, man kunne købe.

Her er hun i lidt forskellige versioner, således at I kan se hendes malede ansigt mere tydeligt.

Billede3Også i Sydamerika har man anderledes dukker: I Chile ser man alle vegne en slags Madonna med barn—alle i groft, løst strik … og alle strikket efter samme metode. De findes i alle størrelser, nogle er legemsstore, andre meget små. Sådan en måtte jeg absolut eje. Alle madonnaer og også barnet, de holder, er udstyret med en slags bøllehat.

Min Madonna er 30 cm høj med strikket krop af groft, gråmeleret garn. Kjolen er en nederdel med smæk og krydsede seler bagpå, strikket i grønt og rødt med groft hulmønster forneden, og bøllehatten rød og sort, både Mor og barn har broderede øjne og mund. – Barnets krop er strikket som en slags kørepose og med en lilla bøllehat— den lille måler i alt ca. 10 cm.

Hun er ret ”slasket eller løs i det”, så hun sidder ned på billedet.

Men der findes også fint forarbejdede dukker i Chile. Min flotte og Billede4velklædte dukkemand er enormt detaljeret.

                 Denne dukke måler 21 cm fra huespids til fodsål— Han er syet af hvidt trikotstof og har et fint broderet ansigt med øjne, bryn, næsebor og mund. Huen er en håndstrikket vinterhue, som man bruger i Chile (jeg har selv en, og de er dejligt varme og behagelige at have på). På hænderne er der med sort garn angivet fingre. Han er iført beige bukser af groft lærred og brun sweater. Sandalerne med remme er af en art sort gummi— Hans poncho er vævet i brunt kraftigt stof med blå bort. Han bærer desuden en typisk skuldertaske af vævet stof med lang rem.

Denne dukke købte jeg på et af de mange markeder, der findes på torvet i enhver chilensk by- i alle byer er der således et centralt beliggende torv, ”det er her, det sner”, som jeg plejer at sige.

Ferieminder er dejlige at have, og foruden at skrive og illustrere en dagbog for næsten hver tur, er det for mig fantastisk at kunne dvæle ved mine souvenirs. Mon ikke I har det på samme måde? Det kunne være spændende at få en beretning med billeder af nogle af jeres kære minder. Det er jo ikke altid dukker, der er sagen. I har sikkert mange sjove og interessante ting. For eksempel har jeg fra vor tid på Grønland en del unikke effekter, som jeg gerne vil fortælle om en anden gang.

 G o d   L æ s e l y s t   !

Billede5

Edi-Puppen – Edi-dukker

Ingen kender dem – men alle har én i samlingen

 Edi-dukker, en samling, en passion

 En beretning af Sigi Ulbrich ©

 © oversættelse: Lise Clasen.

Billede3
Sigi Ulbrich!

Denne interessante artikel har vi fået tilladelse til at bringe af Sigi, der har den spændende hjemmeside www.tortula.de Vi er meget glade for at dele den med jer og kan absolut anbefale jer, at gå ind på hendes side.                                                                                         

I ca. 60 år har jeg leget med Edi-dukker. Disse små dukker stammer fra min barndom (2 pigedukker på hver 12 cm og én babydukke på 8 cm) og er grundlaget for min samling, som nu omfatter over 1.400 Edi-dukker. De er fremstillet af hård plastik, eller, som man sagde dengang af bakelit.

 

Billede2
Den16 cm høje Erika fra min bondestue 1953!

Billede1

 

 

 

Billede4
Min dejlige bondestue også 1953!

 

 

 

 

 

Som barn legede jeg selvfølgelig med dukkerne – i den bondestue, som min bedstefar byggede til mig. I de sidste 20 år har jeg mest koncentreret mig om at forske. Jeg ønskede ganske enkelt at finde ud af, hvad Edi stod for, og hvorfra de små dukker kom.

Endnu en grund til research var de mange forespørgsler fra læserne på Billede5www.tortula.de – tortula og hendes lille dukkekommode, det virtuelle dukkemagasin, der opdateres hver måned! Og som jeg nu i mere end 16 år har udgivet. Du kan besøge dette dukkemagasin helt gratis og læse det uden adgangskode. Siderne er på tysk, men via Google kan du få det hele oversat! Klik på en skuffe, nok en og nok en, og en helt ny verden åbner sig for dig! Hermed kommoden – logo – www.tortula.de – som opdateres hver måned!

Billede6
Tapsy gådukke fra min samling!

Da således også andre dukkevenner viste interesse for HVORFRA Edi-dukkerne kom, startede jeg mit forskningsarbejde. Jeg forespurgte hos dukkesamlere og fagfolk. Overalt fik jeg samme svar. Man kendte de små dukker overvejende som dukker i folkedragter, men vidste ikke, hvorfra de kom. I nogle dukke –  og legetøjsmuseer er de udstillet. Frem for alt kunne man finde ”Tapsy”-gådukkerne udstillet i museernes vitriner.

Under min søgen efter firmaet Edi interesserede jeg mig naturligvis specielt for efterkrigstidens legetøjslitteratur, og da jeg på det nærmeste troede, at jeg løb efter en lygtemand, stødte jeg i en legetøjskatalog fra 1956 på billeder af disse dukker.

Billede7
Fra et legetøjskatalog 1956 med følgende tekst: Små Edi-plastikdukker med bevægelige arme og ben, henrivende klædt på som Rødhætte: Best.nr. 533, Art. Nr. 382 = 12 cm til DM 1,25 og Best.nr. 534, Art. Nr. 383 = 16 1/2 cm til DM 2,00!

 

Side 13 fra Edi-kataloget 1958!
Side 13 fra Edi-kataloget 1958!

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter dette gennembrud kom det ene efter det andet hurtigt frem. Ved ophør af et gammelt trykkeri fandt jeg kataloger, prislister og manuskripter til trykning. Nu kunne jeg se det hele i et helt andet lys og danne mig et virkeligt billede af produktionsprogrammets sande mangfoldighed.

Hurtigt måtte jeg opgive min tro på, at der kun fandtes disse små, ret enkelt fremstillede souvenirdukker og dukker i folkedragter. Edi-dukkerne findes i størrelserne fra 4 til 49 cm. Og ikke nok med det. Der blev også fremstillet dukkeporcelæn, sandkasselegetøj, badedyr og endda et selskabsspil. Nogle af disse ting lå stadig i den gamle legetøjskasse, som mine forældre havde gemt. Legetøjet blev dengang ikke rigtig grupperet, og jeg så pludselig mange ting med helt andre øjne.

Ved siden af gådukkerne med eller uden kugle, lege-, souvenir– motiv– og dukkestuedukkerne kom Edi også med groteske figurer, fremstillet som reklamefigurer eller dukker.

Og hele tiden mener jeg, at nu kender jeg virkelig til alle Edi-dukker og har dem i min samling, men jeg opdager stadigvæk noget nyt.

Billede9
Denne groteske figur forestiller ”en heldig kartoffel” på tysk ”en lykkesvamp=/Glückspilz”!

Reklameplakat for Edi-PuppenKompendium (kompendium over Edi-dukkerne!
Reklameplakat for Edi-PuppenKompendium
(kompendium over Edi-dukkerne!

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg oftere og oftere blev bedt om tips til Edi-litteratur, satte jeg mig i 2008 selv foran computeren og udfærdigede en bog om alt, hvad jeg hidtil havde fundet ud af. Da forlagsbetingelserne vedrørende en Edi-bog overhovedet ikke tiltalte mig, gik jeg en utraditionel vej. Jeg har skrevet bogen om og tilbyder den som et samleværk. Man kan således abonnere på bogen og modtager hver måned en PDF-fil pr. e-mail.

Sigi Ulbrich — Edi-løberen - på loppemarked i Neustadt!
Sigi Ulbrich — Edi-løberen –
på loppemarked i Neustadt!

Endnu et mærke!
Logoet for www.tortula.de!

 

 

 

 

 

 

 

På dukkemesser og loppemarkeder og til dukkefestivaller uddeler jeg flyers vedrørende mit kompendium, og interesserede kan med dette slogan: Ingen kender dem — men alle har en i samlingen få et indtryk af alt dette. Yderligere oplysninger finder I under www.edipuppe.de – og har I spørgsmål, send mig da venligst en email. Hvis jeg kan, hjælper jeg jer gerne videre. I finder mig under edi@tortula.de !

En trappe med Edi-dukker!
En trappe med Edi-dukker!

Edi-dukkernes Verden!
Edi-dukkernes Verden!

 

 

 

 

 

 

 

En så omfangsrig og alsidig samling som min bør ikke kun stå udstillet i et roligt lille værelse. Jeg ville meget gerne engang udstille mine ”Skatte” i området ved Bad Godesberg, dvs. i Edi-dukkernes vugge . Jeg har endnu ikke nogen faste planer om at præsentere samlingen dér, men jeg har da allerede fundet en smart titel til udstillingen:

Edi-dukkerne vender tilbage!

En stor tak til Sigi!

Sigi har sendt denne julehilsen til os alle og jeg kan kun ønske det samme til Sigi!

Lene

Weihnachten