Forfatter: Lene

M i n k r y s t a l – h æ t t e

Med hilsen fra Sigi Ulbrich (tekst og fotos) ©

 (oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Altså, helt ærligt? Hætten er ikke af krystal – ikke engang tilnærmelsesvis, men den er så værdifuld for mig, som var den af det materiale. Nu skal I høre:

 Lad os gå tilbage til den 28.11.2008. På denne dag fik jeg om aftenen en mail fra min veninde Jutta. Hun sendte mig et foto med ordene, se her, hvad jeg i dag har købt på loppemarkedet. For at jeg rigtig kunne se størrelsen, havde hun stillet et 8 cm højt Edi-dukkepar ved siden af. Vi målte alting ud fra Edi-dukker. Vi boede langt fra hinanden og sås ikke så tit, som vi gerne ville. For at vi begge altid hurtigt og helt korrekt kunne vise hinanden billeder af vore skatte, viste vi altid en Edi-dukke sammen med tingene. De to dukker i stuen er 4 cm høje Edi-dukker.

For mig var det kærlighed ved første blik. Straks vidste jeg, at jeg absolut måtte eje en stue magen til. Således var vi begge på udkig efter sådan en stue, og samtidig researchede vi. Endelig og endda ved første øjekast opdagede Jutta den i et katalog fra 40erne . Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at det var en stue i skala 1:10. og at det ”kun” drejede sig om én ligebenet ”trekantet” dukkestue.. (en ligebenet trekant er en trekant med to lige lange sider – der findes desuden ligesidede trekanter, dvs. trekanter med tre lige lange sider, da der går fire trekanter af slagsen på en cirkel,, er de fire trekanter i krystalhætten således en kombination. – Red.).

Dog viste denne gengivelse immervæk, at der i sådanne stuer kunne have stået en vugge og et kistemøbel. Da Jutta rigtig gerne ville have begge dele, fremstillede jeg af pap de formentlig manglende møbler, ganske vist efter modeller i større målestok. Dengang tænkte vi ikke over forskellen, og hun blev meget glad for møblerne.

Nu blev det den 3. oktober 2012— Den tyske Genforeningsdag – hvor der var stort loppemarked i Bamberg. Vi havde, som vi gjorde hvert år, tilrettelagt vor ferie, således at vi kunne besøge markedet. Jeg stod tidligt op, og var allerede på pletten kl. 7. Gerhard – min mand og forståelige ven – ville komme derhen senere. Vejret var ideelt, og markedet var endnu større end tidligere. Hen ad klokken 11 var jeg allerede temmelig træt, og pludselig så jeg den. Uden møbler og uden kælder, men en mini-vinkel-stue, og selvfølgelig købte jeg den,. Ja, og så ringede jeg da lige til Gerhard, at han godt kunne afhente mig —jeg kunne ikke mere, nej, jeg ville ikke mere. Min drøm var blevet opfyldt – hvad mere havde jeg at gøre på dette marked. Nu blegnede alt andet.

Da jeg var færdig med at indrette min stue, sammenlignede vi vore stuer. De havde en ubetydelig forskel i målene.

Da fik Jutta meddelelse om, at hun ikke kunne leve ret meget længere. Vi græd sammen, og til sidst forsøgte jeg at trøste hende med disse ord: Nu får du min stue, og du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk det vil se ud, når du stiller dem ved siden af hinanden.

Det var virkelig en ringe trøst!

Ja, og så stod begge stuer til sidst ryg mod ryg på bordet hos os. Vi har et rundt bord i arbejdsværelset, og her fik de plads. Jeg købte en drejetallerken af træ på 40 cm i diameter. Ja, jeg indrømmer, at det var en ostetallerken, men den passede hårfint til formålet. Nu kunne jeg dreje en side hen mod mig, således at jeg kunne se den del, jeg gerne ville. Der var fire indstillinger. De to stuer og de landskaber eller den have, som hørte til.

Der var blot den ulempe, at hver gang vi luftede ud i arbejdsværelset, væltede de små stole eller flere andre ting. Ellers har vi stillet alle de mindste stuer under en smuk og meget dyr hætte af akrylglas. Det ser meget sofistikeret ud, giver så godt som ingen spejlreflekser og beskytter for vind og vejr, støvsugere og uforvaret berøring. Selvfølgelig ville Gerhard straks bestille en hætte til disse to dyrebare stuer —men desværre, de findes ikke i rund udgave. Vi søgte på internettet og fik hele tiden det svar, at den vil blive for tung og for dyr. Ja, vi skulle af med ca. 500 € (ca, 3.650 danske kroner — Red.) for en sådan hætte.

Efter nogen tid manglede en lille bitte vase, jeg regner med, at støvsugeren har ædt den. Nu måtte der gøres noget. Jeg bestilte på nettet en ganske tynd træskive på 42 cm i diameter. Dette gik uden problemer, jeg måtte blot købe den næststørste skive, som blev sendt til mig udfærdiget med 42 cm.

Denne skive tog jeg som en prøve og klippede af klar lysfolie et låg, hvilket var det første, det mindste og det enkleste trin.

Af tynde firkantklodser lavede jeg et kryds. Dvs. at jeg i midten havde filet en not/rille. Nøjagtig så lang, at krydsningen blev plan. Derpå isatte jeg rundholter som støtte.

Og ja, jeg havde den følelse, at limen nu skulle tørre. Ved første forsøg kom de minimale størrelsesforskelle graverende til syne, og jeg måtte indsætte udligningsstykker.

Så vidt, så godt, jeg havde en bund, og jeg havde et låg. Nu manglede jeg blot det virkeligt vanskelige mellemstykke. Kender man diameteren, kan man via formlen beregne, hvor stor omkredsen er. I min klokkes tilfælde var den 132 cm. Jeg blev da klar over, at min lysfolie ikke var tilstrækkelig. Arkene er DIN A1 (594 mm x 841 mm), altså måtte jeg tilføje stykker. Det blev nødvendigt med to sømme.

Men hvordan kunne jeg føje det sammen på stabil måde. At lime holdt jeg for uigennemførligt. Der ville komme for stærkt tryk på klæbestedet. Jeg ville til at sy, men da gjorde Gerhard mig opmærksom på, at sømmestederne ville få så skarpe kanter, at tråden hurtig ville blive skåret over. Åh, sådan en ”Drillepind/Ødelæg bare fornøjelsen”!.

Jeg var ved at pakke en lille dukke ind, som jeg ville sende til en veninde. I Tyskland er der jo praktiske og gunstige forsendelser. Det pakkede holdes sammen med clips, fast, men er dog nemt at åbne igen. Det var løsningen, hurtigt og effektivt. Nå, ja, måske rent optisk ikke sååååå smukt, men heller ikke dårligt, og….. da jeg anbragte dem på højde med støtterne, gik det ikke ud over helhedsindtrykket.

Jeg har ved tilskæringen af begge sidedele lagt 4 cm til. Ved lukningen af cirklen har jeg foroven og forneden ligeledes bøjet 2 cm om, og hele vejen et indsnit på 1,5 cm. På denne måde skulle det lykkes mig at få en smuk runding og ingen hjørner. Det lykkedes virkelig. De nederste ”flapper” lagde jeg ind under den ekstra træbund og fastgjorde dem med heftestifter. For at være på den sikre side skruede jeg bundpladen fast på drejepladen. Nu kom det store øjeblik:

Jeg lagde endnu en skive af grønt karton ind og stillede begge stuer ovenpå. Det grønne karton illuderer en passende havefarve.

Stuerne passede nøjagtigt, og også mit støttekryds gled lige ind på plads.

De næste timer er således et højdepunkt i enhver samlers hverdag. Min mand gav storsindet afkald på sin middagsmad og smurte sig et rundstykke. Men jeg, jeg kunne indrette de to små stuer og udstyre dem med det allermindste tilbehør, jeg kunne finde i mine kasser. Nu skulle der ikke gå mere tabt. Men alligevel fastgjorde jeg nogle småting med ”miniprikker” – I ved nok, med disse små, glasklare klæbeprikker.

Da alt var færdigt, lagde jeg låget på. Ja, ikke mere. Låget ligger med sin egenvægt rigtig godt. Ganske vist er hætten ikke helt tæt, men dog overvejende en beskyttelse mod støv, samt også mod vind og pilfingre…

Naturligvis kunne en hætte af akrylglas måske være meget smukkere, og dog, denne selvbyggede hætte gør det ud for det samme. Jeg har alt i alt betalt mindre end 30 Euro, og jeg havde stor fornøjelse af at bygge den, den er næsten af krystal— i hvert fald efter mine forestillinger.

Når jeg sidder her foran og betragter disse henrivende små stuer, forestiller jeg mig altid, hvordan Jutta oppe på sin sky sidder og kigger og holder tommelfingeren opad.

Ja, jeg er sikker på, at hun vil synes supergodt om min krystal-hætte.

Og hermed det flotte resultat.

To små Stuer og to små haver under samme ”Hætte”!

 

Kære Sigi –

Vi siger tusind tak for din rørende fortælling og for at få del i dine kreative ideer, som helt sikkert vil inspirere mange samlere. (Og hils Drillepinden Gerhard, hvis gode råd viste sig brugbart)!    

Lise      

Også en kæmpestor hilsen og tak fra mig Sigi. En meget interessant og lærerig artikel.

Lene                    

Den store museumstur i syd-Tyskland III

© for tekst og billeder Anne Friis

Her følger 3. del af Anne Friis dejlige indlæg fra hendes tur til de skønne legetøjsmuseer i Sydtyskland.

Spielzeugmuseet med flere interessante vitriner.

I det store Spielzeugmuseet var der selvfølgelig nogle opstillinger, som I også skal se og nyde. Blandt disse var især en stor vitrine, man kunne gå rundt om, med alle mulige opstillinger af små tableauer med handlende på en markedsplads, netop som den var i Nürnberg omkring 1850. Her er brugt små dukker, både mænd og damer, mange med de samme hoveder. Det gør ikke noget synes jeg, i fint påklædt stand, stående og siddende foran det de sælger. Disse er lavet enten i tidlig Papier Mâché eller hoveder, der er af det nye materiale glaseret porcelain, som det tidligere staves, deraf det danske udtryk porcelain. Jeg kalder altid disse dukker china, da det er det mest benyttede udtryk for disse internationalt. Jeg synes det er meget inspirende, hvis du selv vil prøve at lave en opstilling med en lille markedsstand. Måske har du en dukke som mangler lidt her og der, men som kan blive en god torvekone, hvis du har noget spændende tilbehør. Vi havde jo torvekonerne på Gammel Strand, da jeg var barn og ung endnu. Desuden er der også tjenestefolk som handlede, samt diverse boder med slagtede dyr og fisk. Det var en meget inspirerende montre.

Her ser I den stor montre med flere forskellige handlende torvefolk, en bødker & oliehandler, en som handler med levende gæs & ænder, en med kurve , en med grønsager i store kurve, samt indkøbere, alle fra 1850 i Nürnberg fra SM
Lidt tættere på, men samme folk
Gåsemand med forskellige dyr, en dame, der køber ind, bemærk den flotte brønd
Butikken med hele svinesider og pølser, der hænger ned fra bure spændt op, foran konen med brød.
Fiskekonen med kar til saltede fisk samt foran rødspætter, tyende i baggrunden
Konen har næsten solgt alle sine blomkål & andre grøntsager.

Den førte lige forbi de fint udskårne små trædukker kaldet Grödnertals efter det område hvor de blev skåret. De er alle sammen på den samme type krop, hvad enten de er store eller bitte små, med fine små led, som gør at de kan sidde og bøje armene, der er en meget tynd lille dyvel stukket ned imellem leddet, så dette virker. Så pas på med at bøje disse, de kan meget nemt knække, især hvis de er små. Der er faktisk to typer, den ene med stofkrop med papir om samlingerne, tit i stærk farvet glanspapir, den anden med led, som især bruges til opstillinger, men det ser man jo ikke når de er påklædte. Det kan være svært at afgøre hvilken type de er, og man vil jo nødigt ødelægge sin dukke, så styr dig.

Damen kan bevæge sig frem på træruller, bemærk det smukke hoved i Papier Mâché fra 1850, med modelleret smykke om halsen. En lignende større dame var der på LEGO samlingen, samt en mindre på Olgas Lyst i København, meget sjældne & charmerende.
Her ser I netop de mere simple typer til venstre, mens den ældre og fint malede med udskåren kam står i midten 1850. Forest en som kaldes en ”Docke” drejet i et stykke og den tidligste fra 1820. Kan I kende navnet, det har vi beholdt, mens tyskerne nu bruger Puppen som hoved betegnelse for dukker.
Så pragtfuld kan en af de rigtig gamle slagter boder se ud, jeg har set lignende i London, og der var også en i ”Den lille by i Præstø” da Camma Backes dejlige museum endnu eksisterede. Den blev senere solgt hos Christies i London.
Apropos slagter varer, så købte jeg 3 gamle sådanne stykker i Sonneberg den sidste dag dernede. Nogle er lavet i gips, andre helt lette i Papier Mâché.

Apropos slagter varer, så købte jeg 3 gamle sådanne stykker i Sonneberg den sidste dag dernede. Nogle er lavet i gips, andre helt lette i Papier Mâché.        

Meget blev lavet i hjemmeproduktion, hvor hele familien sad og syede tøj, snittede hoveder, limede, malede og skar forskellige dele. Senere blæste de også glasøjne i små glashytter også børn. Som sådan må dukkeindustrien betragtes som en uhyre farlig industri, hvilket vi ikke skal glemme i vores moderne verden. Det ville have været totalt forbudt i dag på grund af kviksølvsdampe, limdampe og blyforgiftning. Mange døde selvfølgelig også af dette samt brandfaren ved det, men ellers var de bare døde af sult, så den viden må man lære at leve med.                                                                                                                     Tingene blev så hentet af en forlægge /Verleger, som så afleverede alle varerne hos producenten eller grossisten, ville vi kalde dem i dag. Forlæggeren fik pengene og betalte sine hjemme-arbejdere. De blev hentet i store kurve, som de bar på ryggen, selv i en høj alder viser det sig. En af de berømteste damer fandt man frosset ihjel på vejen med sin kurv på ryggen i dyb sne og i en alder over 80 år. Alt i alt har det været en hård vej, både at producere og hente det, ligeså hårdt som i Kina i dag.

 Mange af de religiøse dukker er lavet på samme måde, men med mere udtalte og robuste led, som går ind i hinanden, figuren var også tit større. Disse skulle tit have nyt tøj på og forestille andre personer, derfor med led. De bruges stadig i kirkerne til højtiderne, samt i Norditalien samt hele Sydamerika og de fleste katolske lande til de berømte krybber. Disse bliver stillet op i alle katolske kirker til jul. En masse af disse så jeg på Nationalmuseet også, nogle fyldte flere meter i store montre. Da vi i Danmark blev lutheranere blev adskillige af disse figurer leget med af børn, sikkert for at skjule at familien stadig var katolikker.

I Spielzeugmuseet var der er en stor høj montre kun med karakterdukker. Disse er på ledkroppe i papmache/composition med kugler og koniske drejede led i træ med hul i, hvor igennem man trækker en stærk elastik eller en wire, som Kestner brugte det. De kan være på almindelige ledkroppe, babykroppe eller toddlerkroppe, disse sidste forestiller et mindre barn på kun et par år, og derfor er benene meget kortere. Karakterdukkerne kom først frem til den store legetøjsmesse i Leipzig 1909. De var inspireret af Marion Kaulitz og til dels Käthe Kruse – hun lavede stofdukker. Begge havde lavet deres egne typer af dukker. Marion Kaulitzes var med ledkroppe, og hoved af masse – en blanding som kunne støbes i en form og derefter males, også øjnene. Hendes dukker er selvfølgelig utroligt sjældne.

Denne er ret stor omkring 45cm, tror jeg, og sad på disken i butikken på Galanterie i Sonneberg, prissat til 15.000€, men uhyre sjælden, det er hun så absolut.
Her Peter & Marie, som de hedder fra K*R 101begge med malede øjne, de findes også med glasøjne og i en brun udgave.

 Disse børn var mere naturlige og bygget over rigtige levende børn af specielle designere. En modellører, som fremstillede prototypen på disse til diverse fabrikker, som så massefremstillede disse. Især er S&H meget berømte. Firmaet Kämmer * Reinhardt var måske det kendteste af disse, men hovederne fik de fra S & H Gräfenhain, som også producerede hoveder til andre firmaer. Her var hovederne lavet i bisque med en mat finish, modsat et china hoved som er blankt af glasuren, men ellers samme teknik og materiale. Alle disse fabrikker lå rundt omkring i området i Thüringen og i Sonneberg, hvor de så leverede til forskellige fabrikanter. Mange porcelains fabrikker producerede kun ting af dette materiale. De kunne så være opkøbt af en af de store grossister som K*R, Kestner eller Gebrüder Heuback, Amand Marseille o.s.v. for bare at nævne nogle af de største og kendteste. Det er også derfor, der på muserne dernede er så meget at se af alle typer af legetøj, de var jo lige midt i smørhullet.

Max, nok den sjældneste af dem alle, fra serien Max & Moritz på dansk Knold & Tot no. 123 & 124. De overgås kun i pris af 102, 105, 107 og 109. Alle mærkerne står bagpå hovedet tydeligt præget i dette, sammen med K stjerne R og S & H, så de er ikke svære at spotte, størrelsen er i cm. Desuden kan der være tilføjet et n bagpå nummeret, dette angiver at øjnene kan bevæges fra side til side. Gælder især for 126 og 117. De kan således også være på en krop med længere underben til kortere kjoler, disse refereres til som Flapper-kroppe i engelske & amerikanske bøger og kommer først i tyverne.
En ung dame 116 i et sødt og naturligt kostume, bemærk dette, da de fleste amerikaner fylder hvide flæsekjoler på dem, godt tyskerne lader dem være naturlige børn.
Endnu en Marion Kaulitz fra dette dejlige museum SM
Skabet forfra med 2 søde S&H dukker121 fra Gräfenhain, samt forrest en lille Googly siddende A.M. 325, ved hendes side 2 Kewpies fra Kestner lavet til en amerikansk importør George Borgfeldt. Kewpies er tegnet af Rose O’Neill.

Hvis der er noget I vil have uddybet må I henvende jer til mig om dette under kommentarer, så tager jeg det op, hvis I gerne vil have mere at vide. Men jeg skal nok skrive flere artikler.

Mvh

Anne Friis

Tusinde tak til Anne for denne dejlige beretning.

Historien om en vugge

© for tekst og billeder Lise Rasmussen

Vi har modtaget denne søde historie fra Lise Rasmussen og når Lises research er færdige, får I selvfølgelig resten.

I weekenden fandt jeg denne lille skønne trævugge med længdemål på 13,5 cm. (Dog uden indhold). Vuggen har fine udskæringer på alle sider og på den ene side står skåret ”Himmelbjerget”.

Det vakte naturligvis min nysgerrighed for årstal og fremstilling. Jeg har via lidt research fundet frem til lidt historie omkring håndlavede træsouvenirs fra Himmelbjerget.

Området omkring Ry har igennem alle tider haft en stor fremstilling af forskellige træprodukter, og især kendt for træskoproduktion; omkring 1800-tallet siges det, at der var en træskomand i hvert hus. Det gik imidlertid ned af bakke for de lokale håndværkere i takt med industrialiseringen og de dygtige håndværkere begyndte at fremstille håndlavede træsouvenirs, som i starten solgtes fra en bakke, de gik med om halsen. I 1891 kom den allerførste kiosk ved Himmelbjerget.  Der skulle være en udstilling af disse gamle souvenirs på Gl. Rye Mølle, som jeg helt sikkert vil besøge.

I begyndelsen af 50 ´erne og 60´erne begyndte man at importere souvenirs og plastiktingene udkonkurrerede det fine lokale håndværk. Jeg gætter derfor på at, min lille vugge ikke er meget senere end omkring 1950. Jeg har kontaktet museet i Ry og afventer spændt deres svar.

Lises søde vugge.

VH Lise, vuggeejer

Kilde: http://www.museumskanderborg.dk/Himmelbjerg-souvenirs-774.aspx

PS. Som en ekstra lille krølle på halen, kan jeg fortælle, at jeg har haft en tilsvarende vugge fra Himmelbjerget. Den er dateret Himmelbjerg 1920. Jeg har byttet den væk og har desværre kun et billede af den fra enden.

Lene

Plastdukkesyge

(”Dødelig dukkesygdom hærger 50-60-årige dukker”)

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Denne artikel er fra ”Ingeniøren” den 28. juni 1996 og med bladets tilladelse via redaktionssekretær Søren Rask Petersen genoptrykt i Nordisk Dukketidende januar 2012   – og da vi her på bloggen har fantastisk mange nye læsere, skal I da alle have del i disse informationer:

 Dødelig sygdom hærger 40-50 årige dukker

En dødelig sygdom hærger i samlinger af antikke dukker fra 1940’erne og 50’erne. De syge udgyder tyktflydende tårer, stinker af eddike og smitter nabodukkerne.

Samlere og legetøjsmuseer har længe kendt fænomenet ”plast-dukkesyge”, især fordi en stærk stank af eddike påkalder sig opmærksomheden hos enhver, der nærmer sig ”patienten”, men først nu er de kemiske reaktioner, som indgår i nedbrydningen af helbredet, opklaret. Tre forskere på universitetet i Bradford, England, har fundet både forklaringen og en kur.

En dukkesamler henvendte sig til dem med en dukke fra 1940’erne. Hovedet var begyndt at smuldre, og brune tårer løb ned ad kinderne. Howell Edwards og hans kolleger indså, at det måtte være de jernspir, som fastholdt øjenæbler, eller arme og ben, som måtte være kilden til problemerne. De gamle dukker er af cellulose-acetat. I plastalderens barndom var man ikke så dygtig til at fjerne rester fra selve fremstillingsprocessen, og derfor er der i dukkerne både uomdannet cellulose og eddikesyre. Der er også svovlsyre, som bruges som katalysator ved acetatdannelsen imellem cellulose og eddikesyre. Syrerne opløser jernet, og jernioner katalyserer fraspaltningen af eddikesyren fra plasten. Denne syre opløser så endnu mere jern, osv. Den onde syrecirkel er sat i gang, og dukkesygen er en realitet.

Dampe af eddikesyre breder sig fra dukke til dukke, så der bliver tale om en hel epidemi. Hvis blot en dukke er syg, kan den smitte et helt skab fuldt, siger Edwards, der stillede diagnosen vha. Raman-spektrometri til identifikation af de molekyler, der dannes under nedbrydningen.

Den bedste behandling, fortsætter han, er at vaske de inficerede dukker i sæbevand, så man får fjernet eddikesyren. Men de skal derefter tørres grundigt, for ellers ruster jernet. Og selv den mindste jernsalt virker destruerende. En konservator på et dukkehospital i Sydney i Australien får omkring hundrede nye patienter hver uge, siger Edwards.

Caroline Goodfellow, som står for dukkesamlingen på børnemuseet i London, har også behandlet et antal ofre for plastsygen. Vi plejer at isolere de inficerede, så de ikke forurener de andre, siger hun. Det værste tilfælde, hun har set, var i en privat samling. Dukken var nedpakket i en æske sammen med et antal mølkugler til beskyttelse af hendes tøj, som var lavet af uld. Hun var helt overstrøet med klare røde klatter. Mølkuglernes naftalen reagerede med de andre ingredienser til dette ”blodige” skue. (New Scientist, 4/5-96) – poq.

Sikken en historie, selv troede jeg ikke på den, men flere læsere gjorde mig dengang opmærksom på emnet, og det kunne da være spændende og interessant at få at vide, om nogle af jer har været ude for problemet ???? Lad os høre mere om emnet fra jer.

 Hjertelige hilsner herfra (Lise) !

Norah Wellings dejlige dukker

© for research Lene Byfoged. Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kender I Norah Wellings skønne tøjdukker? Jeg er fan og må på jagt, for de er da helt vidunderlige. 

Norah Wellings i hendes værksted i 1920.

I 1893 blev Norah Wellings født i Arleston Village, Shropshire i England.  Hendes far var en kendt og dygtig skulptør. Norah havde en bror Leonard, der var to år ældre end hende.

Norah var veluddannet og interesserede sig især for botanik og kunst. Hun havde ikke megen selvtillid og var ikke særlig udadvendt og hun indså tidligt, at det ikke var hendes udseende hun skulle leve af, så hun blev i hjemmet og hjalp sin mor, med at passe sin syge far indtil hans død.

Efter faderens død i  1919 fandt Norah et job som designer hos legetøjsfabrikanten Chad Valley Co i Schropshire, hvor hendes speciale blev dukker og legetøj i stof. Hun blev i firmaet i syv år, indtil hun startede sit eget firma Victoria Toy Works op i 1926, sammen med sin bror Leonard.

En Norah Wellings dukke, den minder ret meget om Lencis dukker.

Det var mere eller mindre et familieforetagende. Hendes bror Leonard styrede fabrikken, en fætter salgsarbejdet og Norah designede alt legetøj og alle dukkerne. derudover var der tre andre fra familien ansat. Det var en lille og ydmyg start for firmaet.

I 1927 besøgte dronning Mary byen og i den anledning designede Norah dukken Cora, som hun præsenterede for dronningen, hvilket gav firmaet en fantastisk reklame. Samme år udstillede Norah sine dukker og sit legetøj på den Britiske Industris Messe i White City. Både legetøjet og dukkerne fik en god og positiv modtagelse og omtale.

Nogle få år senere var firmaet flyttet til større lokaler og de fortsatte med at udstille på den Britiske Industris Messe i White City indtil 1939, hvor krigen satte et midlertidigt stop for messen.

Da firmaet var på sit højeste var der ansat omkring 250 personer, men mønstrene til dukkerne og legetøjet, var alle designet af Norah. Alle dukkerne i Cora designet,var moderigtigt klædt, havde fine mohairparykker og udtryksfulde ansigter

Drengedukke med et fint og udtryksfyldt ansigt.

I 1933 ændrede dukkerne sig, de hed nu Norene dukker og var udelukkende lavet af filt med malede ansigter og mohairparykker. Der blev lavet mange modeller og i 7 forskellige størrelser.

Norahs dukker blev solgt i de mest eksklusive forretninger bl.a. var Londons stormagasin Harrods en vigtig kunde. Hver år designede Norah legetøj til Harrods berømte juleudstilling.

Selvom Norah havde stor succes i Storbritannien, eksporterede hun alligevel over 70% af dukkerne til bl.a. USA, Canada, Australien og Egypten.

Det er virkeligt smukke dukker Norah Wellings designede. Hun er da yndig!

Næsten alle rederier forhandlede Norahs dejlige sømandsdukker, der havde navnet på det pågældende skib på deres hattebånd.  Det var dengang der var en livlig sejlads mellem Europa og USA – og som i dag var rejsen ikke komplet for passagererne, hvis ikke man havde en souvenir med hjem. Jollyboy Sailor, der kom på markedet i 1929, blev hurtigt den mest populære dukke i firmaets katalog. Der blev gennem årerne produceret en masse af disse dukker i forskellige størrelser og det er nok de dukker, der er nemmest at få fat på i dag, til en overkommelig pris.

En af de populære og charmerende sømænd.

Udbruddet af 2. Verdenskrig skabte store problemer for firmaet, eksporten dykkede og selv om fabrikken fortsatte produktionen under krigen, var det med meget færre ansatte.

En samling af Norah Wellings skønne dukker.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, Norah blev inspireret til at skabe Royal Air Force maskotten Harry Hawk, som blev et af de mest eftertragtede ikoner i krigsårene. For hvert solgt eksemplar af dukken, som blev solgt i flere størrelser, blev der doneret et beløb til RAF Comforts Fond, for at hjælpe til med krigsindsatsen.

Nogle af Norah Wellings skønne RAF dukker.

I januar 1959 mistede Norah sin bror Leonard, efter han havde været 30 år i firmaet. Hun fortsatte i en periode alene i firmaet, men d. 4. september samme år, lukkede hun firmaet. Norah lavede et stort bål og brændte alt – hendes mønstre, redskaber og alle de ufærdige dukker. Hun ønskede ikke at sælge sine designs eller overlade dem til andre. De færdige dukker og legetøjet blev doneret til forskellige velgørenhedsorganisationer.

Endnu en samling Norah Wellings dukker.

Efter lukningen af firmaet helligede Norah sit liv til maleri, havearbejde og madlavning i hjemmet, som Leonard havde bygget til hende. Hun døde i februar 1975 i en alder af 82 år.

Jeg har kun kunnet finde denne bog om Norah Wellings dukker.

 

En samlers bekendelser !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Der bor da en samler i os alle !

Hvor vi dog gemmer og samler, og pludselig kommer alle barndomsminderne frem. Det bor helt sikkert i os alle at have noget at tænke over, og ikke bare kassere – det er åbenbart også in at forvandle YT til NYT: en udsendelsesrække, der er værd at se og lære af, sprængfyldt med gode ideer – men også af og til med nogle kiksere….

Gammelt foto fra en artikel i Søndag – Babydukken har jeg malet på et dukkekursus, han har porcelænshoved og hænder og er ellers af stof! -50 cm høj

I vore familier er vi gemmere og samlere, og vi er glade for alle vore finurlige og kære minder. Og snakker man med andre, har de allerfleste det på samme måde, selv børnene samler på alt muligt. I min barndom var det ofte de næsten gratis glæder, så som Richs– og Danmarksbilleder, påklædningsdukker fra blade, aviser og havregrynspakker, frimærker, postkort, karamelpapir, cigaretpakninger etc. og selvfølgelig glansbilleder og købepåklædningsdukker, sjove reklamer, ja sådan kunne jeg blive ved.

Min søster samlede på jokere fra spillekort, og hun måtte inkassere en del vredesudbrud og bistre blikke, når de manglede i familiens spillekort. Mette har stadig sin dejlige mappe med jokere, og stor var hendes forbløffelse, da hun en dag opdagede, at vor lokale boghandler havde samme hobby.

Den sjoveste oplevelse angående børn og samlermani fik vi, da vore gode engelske venner i Luxembourg, forældre til dengang 8-årige tvillingedrenge, til stor forargelse og forbløffelse fandt en tom ginflaske under en af drengenes senge… ”Men bare rolig!” forklarede drengene: ”Vi samler på etiketter og kraver fra vin– og spiritusflasker, så den skal i blød i badekarret, således at vi kan tørre den flotte etiket!” Tja, så måtte selv bornerte/moralske englændere give fortabt!

Heubachdrengen tv er den første dukke, jeg støbte og malede etc. på kursus. Kinserepigen Chi kom til senere, også fra et kursus! (jeg har heldigvis alle dukkerne endnu!)

Vor ældste søn samlede på frimærker, og da vi flyttede fra Luxembourg til Danmark var ungersvenden allerede flyttet på grund af studier, men han havde da pakket, sagde han, jeg skulle bare pakke hans samling af smukke glas, som Povls gamle Moster havde foræret ham, og det gjorde jeg så. Derefter skulle der gøres rent og tørres støv af, og oven på et skab opdagede jeg nogle aviser. De skulle væk— og jeg fejede dem ned med en hurtig bevægelse…. Men så stod jeg pludselig i en regn af små stykker papir eller rettere sagt frimærket, som var blevet opblødt og lagt til tørre…. (Godt at ingen var i nærheden, for nu blev ordforrådet udvidet med alskens ikke lige frem stuerene gloser!…. )

Selv havde jeg gemt alle barndommens påklædningsdukker, deriblandt nogle flotte filmstjerner sendt fra min Moster, der dengang boede i USA, Richsalbums og meget mere, og Povl havde gemt alle sine Anders And Blade lige fra nummer 1, pænt sorteret i årgange, og der var meget mere, bl.a. gamle billedbøger, desværre fik vi stormflod eller styrtregn med efterfølgende vandskade i kælderen, hvorefter alt flød rundt som små ”pyssenysser/papirstumper”… en bitter dag, og hvad hjælper en erstatning fra forsikringsselskabet!!! Ingenting, for det var jo minder – som mange gange ikke kan købes igen…. ….. Povls frimærkesamling stod heldigvis ikke i kælderen. Og de dukker, der havde overlevet fra min barndom, stod heldigvis i et skab ovenpå.

Livet går videre, og man samler igen.   Og en skønne dag har man huset fyldt med påklædningsdukker, bamser, dukker og andet gammelt legetøj etc.

Negerpigen ”Crissy” fra Roots, ”schweizerdukke” syet herhjemme, hvor jeg forsøgte at få hendes bedrøvede udtryk frem!”

Min dukkesamling blev grundlagt, da vi under en ferie i begyndelsen af 1980erne var på vej fra Luxembourg til Danmark og kørte ind i Düsseldorf for at besøge et legetøjsmarked… her var bl.a. dukkemagere og salg af alskens materialer. Ret fascinerende og en ny verden for mig.  Jeg købte en del bøger og materialer, samt et par forme, desuden gamle påklædningsdukker og meget andet, det ophold på nogle timer i Düsseldorf var både dyrt og skæbnesvangert … men der gik dog nogle år, før jeg kom i gang som dukkemager.  I mellemtiden læste jeg om alle de gamle dukker og besøgte også en del museer, og  –  kort sagt  –  jeg faldt  i svime hver gang over de enestående samlinger

Nogle år senere flyttede vi permanent til Danmark, og her opdagede jeg, at der var dukkekurser annonceret i alle aftenskole-katalogerne, og at der i ”vores” landsby var kursus i at fremstille porcelænsdukker.  Det kunne jeg ikke leve med uden at prøve, og ih, hvor var det fornøjeligt, alene det at møde en flok andre charmerende ”særlinge/originaler” med samme interesse. (En af de pågældende var Rita Nielsen, også debutant og nu med blandt bloggens læsere, og tro det, om I vil, Rita og jeg fik hurtigt (naturligvis ganske ”uforskyldt”) sat fut i fejemøget, og vi blev som flere af de andre faste gæster på de mange efterfølgende kurser! )

Dejlige Bamsebasser fra min samling !

En stor flok dukker bredte sig på hver eneste ledige plads i hjemmet, og samtidig købte jeg nogle af de gamle og smukke porcelænsdukker fra kendte firmaer….  Dukkerne skulle klædes på, og mange af kursisterne ville gerne have oversat vejledninger etc. til mønstrene og de særligt fine dukkekroppe af skind  –  en inspiration til mig om at oversætte, og senere kimen til mit forlag, idet der næsten ikke fandtes litteratur på dansk om gamle og nye dukker, samt om dukkemageriet.

Det gik nu slag i slag, hurtigt fik jeg forbindelse med en masse andre samlere og dukkemagere, og jeg prøvede desuden at lave stofdukker  –  schweizerdukker kaldte vi dem dengang  – en dukke af voks blev det også til: hun var en smuk fransk dukke, som jeg senere har fortrudt, at jeg solgte. Jeg malede desuden En dukke med træhoved og lemmer og stofkrop… etc., etc.

Det var dog ikke rigtig nok for kreative mig, jeg begyndte at modellere dukker, og det var rigtig sjovt at få et særligt udtryk frem. Kreativ har jeg altid været, bl.a. tegnede jeg altid påklædningsdukker  –  og det gør jeg, som I sikkert har set,  såmænd den dag i dag!

Samtidig samlede jeg på bamser og syede også selv en del….   Senere var jeg medstifter af  Dansk Dukkeforening, blev medlem af Legetøjsklubber, bl.a. Snurretoppen, hvor jeg stadig er medlem, var med på nogle museumsrejser (dukker, bamser, miniaturer osv.)  –  og alt imens oversatte jeg og udgav dukke– og bamsebøger, samt havde en kraftig im– og eksport af bøger i legetøjs-genren. Det blev efterhånden også til bladene: Nordisk Dukketidende, Nordisk Bamsetidende og Påklædningsdukken, engang blev jeg overtalt til også at udgive Nordisk Miniaturetidende, det blev dog en bet, idet de søde entusiaster, der havde lovet mig stof til bladet, svigtede, der kom således kun 5 numre, hvorefter  jeg stoppede  –  lidt ærgerligt at måtte opgive, men det gælder for mig om at indfri løfter til læserne, og det følte jeg ikke, at jeg kunne på det tidspunkt….  Morale: Stop, mens legen er god!

Somme tider bliver man kendt i kredsene, det gjorde jeg bl. a. da  jeg sammen med en hollandsk forretningspartner arrangerede et par Dukke– og legetøjsmesser i Danmark, og forfængelig som jeg er, har jeg selvfølgelig opbevaret artikler fra aviser og blade om mit virke!

Jeg har altid tegnet påklædningsdukker og gør det stadig!

Det blev også til mange museumsbesøg, og det gør det stadig. Desværre eksisterer mange af de alsidige og dejlige museer ikke mere, deres indhold er solgt og spredt for alle vinde, tænk blot på Margot Siesbyes storedukkesamling, Missers Dukkemuseum i Ebeltoft og Legolands enestående samlinger, dog er der heldigvis kommet nye til, bl.a. Olgaslyst og Skagens Bamsemuseum, samt Miniseum i Mariager, og der eksisterer heldigvis flere små dukke– og miniatureklubber.

Teenage-påklædningsdukke fra OTA-Solgryn!

Min store passion er nu påklædningsdukkerne og også bamserne, samt miniaturer, men jeg må hele tiden tage mig selv i ikke at sprede mig for meget. Samlergenerne er der bare –  og de her HELDIGVIS uhelbredelige!

Glansbilleder, gamle som nye er stadig et hit!

Kære Alle…. Dette er om mig og mine samlergener og min kreativitet, og skulle I have lyst til at fortælle lidt om jer selv og jeres samlinger etc., er I mere end velkomne, da det altid er både morsomt og lærerigt at læse om hinanden.

God Læselyst og hilsner fra Syddanmark !

Den store museumstur i syd-Tyskland II

© for tekst og billeder Anne Friis.

Vi bringer her 2. del af Anne Friis pragtfulde beretning fra hendes besøg, på nogle af de bedste legetøjsmuseer i Tyskland. Rigtig god fornøjelse.

Måske tænker I, hvorfor jeg ville blive 2 dage i Nürnberg? De har simpelthen de to bedste museer, som jeg aldrig havde set, måske endda de to bedste museer i verden; og jeg har da set en hel del. Desuden har jeg masser af bøger, som netop har beskrevet disse, samt det faktum at Kirsten Johansen havde set dem, da hun lå på hospitalet i Nürnberg. Hun sagde også, at dem må du ikke misse, hvilket jeg så heller ikke gjorde. Men selvfølgelig har du kun en dag ville det også kunne gøres på den, hvis du var der tidligt. De har åbent fra 10-18 hver dag undtaget mandag. Der er også det faktum at det store ligger kun 10 minutter fra Hovedbanegården og ved metroen Operapladz hvis du kommer fra den anden side med metroen. Jeg gik faktisk omvendt rundt, men det gør man jo under tiden, når man aldrig har været i en by, men til sidst stod jeg foran dette kæmpe museum med al min oppakning, og gud hvor var jeg træt. Der var fin plads til min kuffert på museet, de har et nøglesystem lig det danske. Alle var venlige og imødekomne og da jeg to gange havde vandret rundt om hele museet, tror jeg de fik lidt medlidenhed med mig og lod en ansat følge mig over til Dukkehus-afdelingen. Jeg nåede dog lige en kop varm chokolade og en Quiche, det må have hjulpet.

Her blev jeg mødt af en ældre herre, som jeg sludrede lystigt med på mit ”perfekte” tysk. Jeg var den eneste, der var der de næste fire timer, så jeg fik lov til at gå rundt og fotografere så meget jeg lystede, han buzzede mig bare igennem de fire etager, hver gang jeg var færdig med en etage over sin video. Jeg havde medbragt min egen store solsikke lygte, så de steder, hvor der ikke er lys – det er der ikke på de meget gamle huse – her er vi nede i 1600 og 1700 tallet, så det var kun godt, han kaldte mig en proffi, jeg har altid lygte med. Det har reddet mig, når jeg er ude at rejse, så jeg vidste fra Stockholm er det sikkert var ligesådan i Tyskland.

Selvfølgelig er ikke alle fotos lige gode, måske har du ” Mansions in Miniature af Leonie von Wilkens, hvor de fleste meget gamle dukkehuse bliver vist i, men farverne betyder jo nu meget, samt det, at man kan se en ting fra mange sider og især vinkler. Mit eksemplar har jeg engang lånt ud, og jeg fik det aldrig tilbage. Dog havde min søde og betænksomme veninde Bente købt et brugt eksemplar i Amsterdam til mig, endda på engelsk. Det er bare dukkehus bogen over alle og nu skulle jeg så se alle herlighederne in persona.

Al min store træthed forsvandt som dug fra solen, og jeg gik bare i gang med at fotografere. Tingene er selvfølgelig sat utrolig smukt op, der er små vellavede skamler, så man kan komme højere op ved hvert af de kæmpestore dukkehuse, sikkert beregnet til børn men de duer også til voksne. Først en hurtig rundgang så begynder jeg forfra igen, det er altid utroligt spændende.

Her et af de smukkeste huse jeg har set. Tror det er en arkitektonisk udført model med fine farve søjler og kun et rum. I taget er der dog muligheder for at vise småting tilhørende i huset. Et Empirehus med håndlavede møbler & Papier Mâché dukker. Det står, så man kan gå rundt om det, med to store verandaer, fantastisk udført.GNM

Der er dog en ting, som gør det svært at fotografere dukkehusene og også dukker på museerne, alle refleksionerne i glasset er ret irriterende. Omtalte Bente havde altid en stor mørk kappe med og stillede sig bag mig og bredte armene ud, det hjalp utroligt, når jeg fotograferede – hende manglede jeg jo. Jeg siger det bare, hvis andre kan bruge dette tip et mørkt tæppe eller stor frakke er utrolig nyttig. Derfor er mange af fotoerne taget på skrå for at undgå alle disse refleksioner, lokalet var ret lyst med nedrullede gardiner, som fjernede noget. Husk også aldrig at bruge blitz, den går lige ind i glasset så billedet er totalt ødelagt, mit apparat kan godt gå tæt på, men ikke alle kan det, så fokuseringen kan være yderst vigtig. Her er det særlig slemt, hvis de har sat spejlglas op bag ved, for så kommer du selv med på fotoet samt fokuseringen går helt skævt. I får det at se på nogle af mine fotos. Men jeg har gjort mit bedste, andet kan jeg ikke sige.

Stuen alene med de fine dukker, en herre to damer og mange fine broderier. GNM

De to museer, der er om legetøj i Nürnberg, er et samlet museum. Det troede jeg i hvert fald, tror ikke det holder. Nationalmuseet er efter min mening sat utrolig smukt op, men kun meget lidt tekst, desværre. Til gengæld har de lavet en fin bog om de 3 mest berømte dukkehuse, til kun €6, så den skal I købe, hvis I kommer forbi, der er også en bog med dukketeater ligeså god, men ingen med hele afdelingen, heller ikke på det andet museum, som hedder ”Spielzeugsmuseet” oversat legetøjsmuseet, også i mange etager. Det har bedre tekster, men ikke alle dukkerne er så nemme at fotografere der, som i monterene på Nationalmuseet. Desuden har de høretelefoner med tekst på andre sprog som man kan leje for 1 €. Spielzeugmuseet er gjort mere børnevenligt med legehjørner og plads til at løbe omkring. Dette nye tiltag er især tydeligt i Sonneberg Museet, hvor flere skoleklasser var der, medens vi var der. Rædselsfuldt efter min mening. Generelt er børn meget lidt interesseret i gammelt legetøj, og de skal slet ikke løbe igennem gange og sale. Men det er desværre en tendensen overalt i verdenen, også i Londons mest berømte museum ”Museum of Childhood, Bethnal Green” som er blevet moderniseret og sat op til børn med spørgeskemaer osv. Desuden finder alt plastik legetøjet plads på bekostning af nogle af de gamle og for os andre helt fantastiske ting. Rigtig ærgerligt efter min mening. Men det er heldigvis ikke sket på Germanische Nationalmuseum. Jeg havde en fornemmelse af, at nogle af dukkerne ovre på Spielzeugmuseet burde være på Nationalmuseet – det var de meget berømte & eftertragtede KPM’er – china hoved dukker, lavet så tidligt som 1837 og frem, de fleste i 1840’erne, som står ikke så smukt over på Spielzeugmuseet, som på GNM. Derfor skrev jeg til Christiane Gräfnitz – min tyske veninde, som har besøgt mig og er specialist på KPM. Hun har udgivet en bog om disse, snarer et enormt værk. Men disse to dukker er ikke med i hendes bog, hvilket undrede mig. Da jeg jo lige havde mødt hende i Neustadt ville jeg sende nogle af alle de fotos jeg havde med hende og hendes ny-købte dukker. Hun svarede mig med det samme, at de faktisk tilhørte Nationalmuseet, men at hun desværre ikke havde fået lov til at løfte hovederne for at registrere de specielle mærker, så hun kunne ikke inkludere dem i sit store værk. Altså foregår der en rivalisering på de to store museer, man har ikke afleveret KPM’erne tilbage; men det kan man ikke mærke når man besøger dem. Dog finder jeg det besynderligt at de ikke har lavet en stor bog hver, eller samlet, så der møder man det måske. Sonneberg muset har fået lavet en fin bog nu til 28€, men det er meget ærgerligt at de to bedste og største ikke har gjort det samme. Alle museerne har fine gavebutikker, med bøger, legetøj, PD’er i nytryk samt mange andre interessante ting.

De to KPM, her har jeg fjernet mange af reflekserne, så I bedre kan se dem, den røde klædte er desuden limet, det er den anden ikke. I kan svagt se den rosa farve i porcelænet, men hvor er de dejlige. 1840’erne mange typer blev lavet også mænd.
Her den anden med et mærkelig hovedtøj, hvor man ikke på nogen måde kan se hendes frisure, ret vigtig på tidlige dukker, samt at håret er brunt ligesom på de danske kongelige dukker, bemærk også de smukke arme og fingre 1840’erne begge fra SM

Begge museer har pragtfulde tidlige køkkener, og de har ikke blot et, men mange, desværre kan jeg ikke altid se alle deres informationer, så I kan ikke få disse, men nu ved i grunden. Jeg har tænkt mig at jeg til billedteksterne vil skrive GNM om Nationalmuseet, og SM på Spielzeugmuseet.

Grønt malet køkken med masser af udstyr fra GNM
Meget stort tidligt køkken med usandsynligt fint udstyr, bemærk hønsehuset nederst til venstre og ildstedet bagtil. Lidt blandet størrelser på tingene især kokken fra SM Bemærk alle de fine gulve i alle huse og køkkener.
Min absolutte yndlingsdukke en tidlig Empire trædukke omkring 1830 helt original. I får to portrætter af hende også. Se hendes fine led i armene samt bemaling fra GNM
Hun virker næsten som en karakterdukke, eller en levende model.
Da hun er så sjælden og høj, omkring 80cm vil jeg tro, får I alle hendes billeder samt desuden fotoet med hele monteren i det næste alle fra GNM
Portræt af den miderste dukke med fint kniplet kysehat.
Den næste i rækken med de særlig tidlige krøller malet på og en lille kam/krone på toppen superb kvalitet på dem alle GNM 1830’erne.

Selvfølgelig så jeg også andet om lørdagen, nåede et kæmpe marked med blomster – planter er dyrere end hos os – fantastiske frugter, tørret og frisk, samt honning og forskellige souvenirs, men det meste var faktisk håndlavet, det tror jeg var et must.

Montren ved siden af med meget dejlige Papier Mâchér samt hatte og tilhørende møbler tids og stilmæssigt, her kan I også se deres størrelses forhold, de kom i alle mulige størrelser. 1. sal på GNM
Den meget stilfulde og interessante modebutik, set oppefra. Der var adskillige modebutikker på begge museer, men denne er meget kendt og findes i mange bøger og slet ikke til at stå for.
Her set udefra, den har hatte på toppen, som jeg desværre har skåret af her.

 

En af de mange smukke Christian Hacker butikker 1870 med galleri øverst med egen trappe fra SM havde nær misset disse da de var indskudt i en gang, I får flere i næste foto
De står så tæt at man næsten opfatter dem som en gade både foroven og nedenunder.
Dette skab kunne flyttes rundt med barnet, egentlig ikke et dukkehus, men med døre og masser af porcelæn samt kobbertøj & metal ting også SM.
Trerums køkken med beboelse og sovealkove, ret tidlig med ildsted grøn kakkelovn og helt fantastiske gulve, der er noget at kigge på alle vegne. SM.
Stort flot og usædvanligt hus måske en Christian Hacker men dukkerne står der er fra 1880, der var flotte møbler også, men de er svære at se, når facaden er på. Aparte flot farveholdning.

Nürnberg som by er meget charmerende, der er mange turister i inder-byen, den har en gammel mur rundt om, men den blev meget bombet under 2 verdenskrig, man kan godt se det, når man ser sine fotos, når man er kommet hjem, men egentlig lagde jeg ikke mærke til det før da. Den er restaureret på den smukkeste måde, synes jeg personligt, og ville nogle gange ønske at vi danskere lærte af dette. Der var desuden kirkefestival, det var jo en religiøs højtid & Kristi Himmelfart, så jeg fik nogle flotte processioner at se, højst sandsynligt var flere af kirkerne katolske tror jeg, eller også er de udstyret helt anderledes end vores lutheranske nøjsomme kirker. Flere kirker var lukket grundet korsangfestivaler. Jeg har altid elsket kirker og besøger dem altid, selvom jeg er alt andet end religiøs. Der var mange fine madsteder, så jeg ente på en spansk restaurant med Tapas. Det kan godt være lidt svært at gå ud og spise som enlig pige, men efter flere overtagelsesforsøg lykkedes det mig at få en plads hos en ung spansk pige og hendes bedstemor. Så skulle jeg både tale spansk, tysk og tænke på dansk, og jeg kunne næsten ikke huske mit spanske. Men hyggeligt blev det alligevel. Min lygte kom igen i brug til hjemturen, så glem den aldrig. Det er altid betydeligt sværere at finde hjem, når man ikke ved hvor man er. Jeg skal lige tilføje, at jeg boede på et uhyre dejligt hotel Park Inn under Radisson, som min søn havde boet på i Berlin, det kan jeg kun anbefale.

Anne Friis

En kæmpe stor tak til Anne for, at vi må bringe denne helt fantastiske beretning, fra hendes tur til Tyskland!

Lene

Bamsesnuder

Her er forskellige måder, man kan sy bamsesnuder på. Man kan virkelig lege med udtrykkene, med disse snuder!

Tak til Lise Brastrup Clasen, der har været i gemmerne.God fornøjelse!

Kæphest som tak for omfavnelse af præsten

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Af fhv. gårdejer Laurs Laursen 1885-1966 – denne artikel er fundet i

Jubilæumsheftet 50 –  Legetøjshandlerforeningen af 1913-1913 – 20. februar 1963

(Vignetterne er tegnet af Ejnar Larsen)

Da jeg læste denne herlige artikel, blev jeg så begejstret, at jeg ville gengive den her til glæde for jer alle, og jeg søgte da på nettet og fandt en henvisning til forfatterens søn Jørgen Laursen – anede først ikke (jeg havde kun navnet og en mailadresse) , om det var familie, men der var gevinst ved første forsøg, og jeg takker hermed Jørgen Laursen mange gange for tilladelse til at bringe hans Fars fornøjelige beretning!

 Blot ved at se ordet legetøj kommer man uvilkårligt tilbage til ens egen legealder. Den gang da livet og verden var helt ny, uprøvet og uopdaget, hvorfor selv de mindste ting og tildragelser og dertil hørende følelser og stemninger står helt klare i erindringen. De mellemliggende 70 år sløres ud af billedet, og jeg er atter en lille dreng på 4-5 år på gården hjemme i Rustrup.

Jeg var alt for lille til at have med de rigtige køer og heste at gøre, men så havde jeg selv mange husdyr, som ikke var så livsfarlige at have med at gøre, og hvis pasning tog meget af min tid.

Fabriksfremstillede efterligninger af alle de voksnes brugsting i legetøjsformat til børn, som alle børn nu har, kendte vi slet ikke dengang. Vi havde tøjbolde, som kunne hoppe en lille smule, og som vi kunne lege med uden at slå for meget i stykker. Det var en stor korkprop omviklet med tøj og en fint broderet eller strikket klud syet fast udenom.

Men især havde jeg mine kære køer. De var omhyggeligt udvalgte pinde fra kvasbunken, en halv alen lange og med to udløbere i den ene ende. Det var koens horn, og anden lighed med en ko havde pinden ikke. Men det var også nok for fantasien. Køerne havde navne efter udseendet. Der var den brogede, den hvide og den sorte, den lille, langhorn og korthorn. Hver dag blev de trukket ud og tøjret på græsplænen. Tøjret var et stykke sejlgarn med et tretomssøm til tøjrpæl. Men den store tyr var en stump af en tømmerstok, hvor en jernring var gjort fast. Den virkelige store tyr havde jo også ring i næsen og var farlig, hvis den kom løs. Derfor måtte min tyr også tøjres i et stykke ståltråd, og tøjrpælen var en syvtoms spiger.

En aften, efter det var blevet mørkt, havde jeg glemt at trække køerne ind, og jeg husker endnu mine sjælekvaler. De stakkels køer, der lå ude det forfærdelige mørke. Og det var min skyld!

Min søster havde dukker, tøjdukker med rigtige porcelænshoveder, men dem måtte jeg ikke lege med, og det var jo heller ikke noget for mandfolk. Dukkerne lignede alligevel mere små mennesker, end mine pindekøer lignede rigtige køer. I dukkestuen var der møbler, og for vinduerne gardiner. Jeg følte mig fattig, især efter at Thomas blev syg.

Køerne og den store tyr blev hver dag trukket ud og tøjret på græsplænen !

Thomas var min jævnaldrende i nabogården, hvor han var eneste barn. Han lå længe syg i sin seng, måske et år eller mere, før han døde. Og sikke det legetøj han fik. At besøge ham var som at komme i et legetøjsparadis. Jeg ønskede inderligt, at jeg også kunne blive syg og prøvede på at hoste, når mine forældre skulle til Silkeborg, hvor jeg havde set rigtigt legetøj udstillet i et butiksvindue. Det hjalp imidlertid ikke meget. Dog fik jeg en rigtig bold, men om jeg hostede mig til den, ved jeg ikke. Thomas havde fået en flot træhest med seletøj og vogne, der kunne køre rundt i stuen, spændes for og spændes fra akkurat som de voksnes rigtige køretøj. Og han havde en lille vindmølle, der kunne gå og svinge rundt med vingerne, når man hældte sand i den. Sandet kom igen løbende ud fra kværnen – et vidunder over alle vidundere.

Men endelig så det ud til, at lykken ville smile også til mig. Ved et besøg hos mine morbrødre – to i mine øjne ældgamle karle på 25-30 år – så jeg et skakspil med en sort og en hvid brik i form af et fint og dejligt hestehoved skåret ud af ben. Jeg syntes, at mine morbrødre var alt for gamle til at lege med sådanne ting, hvorefter jeg stak de to brikker i lommen og tog dem med hjem. Men sikken forfærdelse hos mine forældre dagen efter. Kun 5 år og allerede en tyvagtig lille forbryder. Ak, det var dog kun en lille drengs naturlige lyst og trang til kønt og morsomt legetøj i naturtro gengivelse, som man kunne misunde andre børn, der var i besiddelse af sådanne ting.

Min søster har fortalt om de misundelsens pinagtigheder, hun måtte igennem, fordi hendes lille veninde på samme alder havde en meget fin dukke-gyngestol. Hendes egne kære dukker kunne jo ikke i samme grad nyde livet. Dukkerne med deres porcelænshoveder, blå øjne og æblekinder lignede andre børn så meget, at der ikke skulle megen fantasi til kærligt at pusle om dem.

Dukkerne lignede rigtige mennesker.

Min kone arvede, da hun var 16 år, en dukke fra en faster. Den var så fin, at hun som lille pige kun måtte se den, men slet ikke røre. Da hun senere fik den, var hun for gammel til at lege med dukker. Dukken var nok over 100 år gammel, formodentlig hjembragt fra et eller andet udland til Samsø af en sømand. Den havde det fineste porcelæns-kvindehoved og var påklædt efter gammel mode med mange lag blonde-skørter. Dukken lå som en helligdom i min kones gemmer. Og da hun ikke selv fik en datter, solgte hun den i et letsindigt øjeblik til en københavnsk dame for 100 kr. Jeg tror, at min kone derefter ligesom har følt sig lidt fattigere. Det var en rigtig dårlig handel.

Småpigernes legetøj vil sikkert også i fremtiden væsentligst gruppere sig om efterligninger af moderens virke i hjemmet. Dukkebørn, dukkemøbler, vogne og fint pynt dertil. Lidt større pigebørn har jeg for nylig set vældigt optaget af at få dukkernes hår sat op i moderne bikubeformat og lægge teint på dukkeansigtet, rød mund og sorte øjenbryn med farvekridt.

Noget af det bedste legetøj til børn indendørs synes at være Lego-klodserne. Det morsomme er at bygge med klodser, ikke at se på det færdige hus eller slot. Når det er færdigt, har det ikke mere interesse. Det samme gælder for det dyre legetøj som f.eks. elektriske tog. To drenge på 7 og 8 år var vældigt optaget af at vise mig, hvordan de kunne lave det hele med spor, skiftespor og tunnel, men da de havde fået toget til at køre, overlod de til mig at forundre og fornøje mig derover. Så gik de ind i den anden stue, hvor de kravlede rundt på gulvet med hver sin lille bil i hånden, mens de brummede som en motor og dut-duttede, når de kom i vejen for hinanden. Det var meget morsommere og ikke så lidt billigere.

Da min yngste søn var 8-9 år, fik han til jul fra de ældre søskende både ”Den lille Ingeniør” og biler, der kunne trækkes op og selv køre. Og kort efter, da nyhedens interesse var gået lidt af det, så vi ham stille sine dyr op igen. Det var de forskellige vildtarter, billeder på pap og små propper. Og så havde han dertil en lille kanon, der kunne skyde med ærter, og hvis han ikke havde rigtigt sigte, ramte han ikke. Det krævede en indsats også fra hans side. At faderen var jæger, gjorde vel også sit. Dette gamle legetøj, som drengen havde haft et par år, var altså efter hans skøn at foretrække for alle de nye strålende legeting

Kun én gang fik jeg rigtigt
legetøj: en kæphest !

Nu får praktisk taget alle børn købe-legetøj, som er blevet en meget betydelig handelsvare. Især er julehandelen med disse ting kolossal. I min drengetid på landet fik vi også julegaver, men det var hjemmelavede ting, som vi skulle have alligevel: nye træsko, kludesko, muffedisser og vanter. Det var der ikke megen fest ved. Kun én gang fik jeg rigtigt legetøj, en kæphest. Den havde jeg megen glæde af. Jeg fik den i virkeligheden kun på grund af en fejltagelse. Efter at jeg var faldet i søvn i min egen lille seng, var min far en kold vinteraften kommet hjem ifølge med en præst, som skulle overnatte hos os. Og da gæstesengen vel har været for kold, var præsten kommet i min fars seng. Før det blev lyst, vågnede jeg og kravlede som så tit før op i min fars seng og tog ham om halsen. Det blev præsten så rørt over, at han sendte mig kæphesten til juletræet, hvad der i tiden derefter flyttede mig op i den såkaldte syvende himmel.

30 år senere, da jeg skulle købe julegaver til mine egne børn, var der mekanisk legetøj at få. Biler, sporvogne og dyr, der kunne trækkes op og selv køre et lille stykke på gulvet eller bordet. Det var morsomt nok. så længe det varede, men inden længe gav det et lille klik i maskineriet, og så kunne tingene ikke selv bevæge sig mere. Repareres kunne det ikke. Somme tider gik det strålende fine legetøj i stykker allerede juleaften og forvandlede børnenes glæde til skuffelse.

Når jeg nu igen, 30 år senere køber legetøj – denne gang til mine børnebørn – kan jeg ikke undgå at se, at der er sket større fremskridt. Legetøjet er blevet langt bedre og mere hensigtsmæssigt end før. Og selv om priserne er forholdsvis højere, er pengene givet godt ud.

I øvrigt synes jeg, at der er en egen hygge i en rigtig legetøjsbutik – en eventyrverden for børn – hvor venlige og uendeligt tålmodige damer og herrer hjælper én til rette.

Hvis der ved 50-års jubilæet skulle være en vase tilovers, vil en gammel bedstefar derfor gerne overrække en blomst..

En artikel skrevet om glæden over det enkle legetøj og et barns fantasi, akkurat i tråd med legebarnet i mig (Lise)!

Forfatteren, Laurs Laursens søn, Jørgen Laursen fortæller: ”Min Far var 10. generation på en gård i Rustrup – og ud over at passe sin gård i 30 år, var han folketingskandidat. Han var en skattet foredragsholder, hvor han fortalte om landbrugslivet og sin barndom. Min Far var i 30 år medarbejder ved Politiken, og han har desuden i tidens løb skrevet enormt mange kronikker, læsebreve og fortællinger, de fleste til Politiken  – Alle disse ting bliver nu samlet i et værk om Laurs Laursens virke…”!

Helt sikkert spændende og interessant læsning, som vi alle kan glæde os til ! Og I skal selvfølgelig få besked, når Jørgen Laursens værk udkommer!

GOD Læselyst !

P u s l e d u k k e r n e

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 (Fotos: Anne Marie Nielsen, Inge Harck, Lilian Skov og u ndertgegnede ©)

 (Med tak til Anna-Marie Nielsen, Inge Harck og Lilian skov med flere)

 I Nordisk dukketidende nr. 36 (september 2005), nr. 37 (december 2005) og nr. 38 (februar 2006) er der skrevet om Pusledukkerne, idet Anna-Marie Nielsen fra Blåhøj dengang havde udarbejdet en brochure om Pusledukken og hendes familie og venner, og dette resulterede i reaktioner og billeder af Lilian Skovs og Inge Harcks døtres Pusledukker.

Anna-Marie Nielsens Puslefamilie!
(beklager billedkvaliteten., men mon ikke I kan genkende den herlige flok)! ,

Da der er enormt mange Puslefamiliesamlere, har jeg kædet disse artikler sammen med flere oplysninger, således at alle kan få glæde af dem, og her på bloggen vil vi selvfølgelig meget gerne se billeder af jeres Puslefamilie.

Pusledukken fik navn efter barnestjernen Pusle Helmuth (født 12.8.1962 og døbt Louise Charlotte Helmuth, datter af skuespillerparret Jeanne Darville og Fritz Helmuth). .. Pusle Helmuth medvirkede i filmserien ”Min søsters Børn”, i alt 6 film, hvor hun havde navnet Pusle og var en charmerende lille pige. Hun har i 2004 skrevet sin selvbiografi: ”Pas Godt på dem. De er meget sårbare, for det at være barnestjerne er en voksenrolle”!

Dukkefamilien består af: Pusle og Maria fra 1968. Pusle med hår i forskellige nuancer og frisurer, Maria er en yndig negerdukke og sorthåret, begge er 30 cm høje.

Året efter, i 1969, kom Pippi Langstrømpe, også 30 cm høj, denne charmerende dukke kaldes også Tjoven, min egen datters hedder Fregnede Louise, idet hun solgtes under det navn gennem legetøjsforretningen Rønbjerg — kært barn har således mange navne. De næste dukker er tvillingerne Tom og Titti, også 30 cm høje, jeg kan nu kun få det til ca. 29 cm, de er søde og lyshårede med bøjede babyben. Samme år fik Pusle en Lillebror på 26 cm, en drengedukke med fregner blot kaldet Lillebror, og i 1971 kom den lyshårede drengedukke Bobo på 27 cm. Bobo er mærket ”Mattel Italy” og modelleret af en italiensk billedhugger. Navnet Bobo kendte jeg ellers kun fra Hakon Mielches børn Bobo og Bibi, som bl.a, findes i billedbøger og som påklædningsdukker. (Alle drengedukkerne er skabt som drenge).

De lyshårede tvillinger Titti og Tom!
(Foto: Inge Harck)

Pusle var mærket i nakken med RATTI, MADE IN ITALY og på ryggen med firmaet Rattis runde cirkel, hvor der står RATTI og 2 rotter, desuden Made in Italy, 30. Ratti slog sig senere sammen med Mattel om dukkerne, således at dukkerne fra 1968 og fremover er mærket: RATTI & MATTEL.

Dejlige Bobo, som man kunne vinde via Familie-Journalens annonce i 1972 – en lyshåret dansk dukkedreng med leende øjne!
(Tak til Lilian skov)!

Som I sikkert alle ved, kom den danske producent Algrema-Tekno ind i billedet vedrørende Pusledukkerne. Om Algrema-Teknos historie med firmaets spæde begyndelse, storhed og fald er der berettet mange steder i pressen. I Foreningen Legetøjssamleren af 1968’s medlemsblad : Legetøjssamleren april 2017, er der en meget udførlig artikel om Herdis og Emil Frederiksen baseret på artikler og oplysninger (fra Lilian skov) – Herdis Frederiksen syede dukketøj, og al begyndelse er svær, men i 1968 skrev Herdis og Emil Frederiksen kontrakt med Ratti om eneimport og –forhandling af Pusledukkerne og produktion af deres tøj.

Denne reklame er fra Anders And & Co., nr. 6, august 1968!

En stor succes — Ratti producerede 18.000 dukker pr. Dag, og Algrema 6.000 sæt dukketøj i 100 forskellige modeller pr. dag. Firmaet lå i Vrå, Nordjylland, og beskæftigede nu 50 fastansatte medarbejdere, samt ca. 600 hjemmesyersker.

Senere udvidede firmaet med Tekno, som havde udflytnings– og salgsplaner, hvorfor firmanavnet fra 1971 ændredes til:

Algrema-Tekno A/S. Desværre varede succesen ikke ret meget længere, idet Algrema-Tekno gik konkurs den 12. august 1972.

Lillebror og Pippi! (foto: Lilian Skov)!

Men heldigvis lever dukkerne videre blandt de mange samlere, som ser en ære og et formål i opnå en komplet samling af dukker og dukketøj.

Dukkerne blev vældig populære, og der var hele tiden reklamer for dem og deres righoldige garderobe. Der var tøj til alle lejligheder, og alle små og større piger satte Pusletøj på deres ønskeseddel, f.eks. stod der i Femina : 19 dejlige dukkebørn klædt på fra yderst til inderst: kjoler, forklæde, rullekravebluse, lange bukser, poncho, kasket, badetøj med badekåbe, undertøj, sygeplejerskeuniform, fodboldtøj, nattøj, sådan kunne man blive ved.

I Familie-Journalen kom Bobo som en hel serie i 1971-72 … Bobos oplevelser, som senere udkom i bøger, herunder i tegne– og malebøger md påklædningsdukker…. Firmaet Algrema havde dengang designet 9 forskellige dragter til Bobo.

Nogle af de første reklamer kom i Anders And & Co. som helt sikkert blev læst af de fleste børn.

En Pusle med blondt og en med mørkebrunt hår— klædt på med regnfrakke og sydvest !
(Foto: Inge Harck).

Der kom også strikkeopskrifter, og selv husker jeg, at jeg strikkede en større garderobe til min datters Fregnede Louise (Pippe/Tjoven), og jeg, som ellers ikke er den, der strikker allermest, men det var helt sjovt at strikke de søde modeller. Jeg vil senere se efter, om noget af tøjet skulle have overlevet vore mange flytninger og stadig ligger i en ikke ud pakket kasse.

3 x Pusle og 1 x Maria! (Foto Lilian skov) !

En læser, Hanne Pedersen, var dengang i gang med at samle materiale til et katalog over Pusletøjet, om det lykkedes at udfærdige et komplet katalog, ved jeg ikke, men måske der kommer nyt om kataloget efter denne artikel.

Der kan skrives meget mere om Pusle, men betragt dette som en appetitvækker til garvede og til nye samlere.

Fortsat god samlerlyst og god jagt på Pusledukker og tilbehør!!!