For nogle år siden var det meget populært, at lave sine egne porcelænsdukker og der var kurser mange steder. Det er heldigvis ikke helt forsvundet. I Dukkebutikken hos Majbrit Muzs, er der stadigvæk gang i de smukke reproduktioner, af skønne dukker og Majbrit er dygtig, flere priser har hun og hendes kursister erhvervet sig i tidens løb., på forskellige konkurrencer, bl.a i England. Jeg har fået lov til at bringe Majbrits beretning fra den, netop overståede dukkekonkurrence i England. Et stort tillykke til både Lene og Majbrit for de fine præmier og en stor tak, for at må bringe dette indlæg.
Lene
Copyright for tekst og billeder: Majbrit Muzs
I begyndelsen af september måned var der dukkefestival i London. To store dukkeforeninger, Doll Artisan Guild (DAG) fra USA og Global Doll Society (GDS) fra England, har i mange år holdt fælles arrangementer med konkurrencer, workshops, messe og gallamiddag. Det var også tilfældet i år, hvor arrangementet blev afholdt på The Clarendon Hotel i Blackheath nær Greenwich i det østlige London. Lene Larsen og jeg deltog i dukkefestivalen, Lene som deltager i konkurrencen og jeg som dommer. Vi er begge medlemmer af DAG, hvor man som dukkemager kan deltage i konkurrencer og opnå titler som f.eks. Master of Dollmaking. Lene har opnået titlen Grand Master of Dollmaking , og hun er den mest vindende dukkekunstner i Danmark. Hun har 5 præmier for verdens bedste antikke dukkereproduktioner og hun har også fået et utal af rosetter. Rosette får man for den bedste dukke i den kategori, som dukken hører til.
(Også en anden af vores danske dukkemagere, Lillian Elskær, har tidligere vundet både top-præmier og rosetter i DAG´s konkurrencer). Vi havde nogle dejlige dage i selskab med dukkekunstnere og venner fra mange lande som Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Holland, Sydafrika, England, USA, Ukraine. Der var rigtig mange dukker i forskellige kategorier, som I kan se på billederne. Også bamser og mere kunstner-agtige figurer kunne deltage. Lørdag aften var der gallamiddag, og spændingen skulle udløses: hvem havde vundet konkurrencen? De dukkemagere, som havde indleveret de bedste dukker, blev kaldt op til podiet og hyldet. Og Lene Larsen imponerede: hun vandt 2 rosetter, og hun fik det fine blå bånd på alle de 3 dukker, hun havde med i år.
Jeg selv havde et par dukker med til England til udstilling, de skulle ikke bedømmes. Jeg havde også afleveret dukker til DAG´s bestyrelse i USA til bedømmelse, for som dommer må man ikke deltage i konkurrencen. Bestyrelsen skulle bedømme, om mine kurser og mine dukker var gode nok til, at jeg kunne udnævnes til Dobbelt Grand Master – jeg har en Grand Master titel i at lave antikke dukker, men ville gerne også have en Grand Master i at lave moderne dukker. Med Dobbelt Grand Master kan man gå videre til det næste trin: Triple Crown of Dollmaking. Og det bestod jeg også Endnu en hyggelig tur til dukkefestival i England var slut.
Da jeg ikke kan bringe alle billederne her, så kig ind på dukkebutikken.dk, og se flere af de smukke dukker.
Billeder: Fundet på internettet og museets hjemmeside.
Jeg faldt over Elli Riehls skønne dukker på Pinterest og jeg håber I også syntes, at de er dejlige. Så helt egne og karakteristiske. God fornøjelse!
Lene
Elli Riehl.
Den 19. december 1902 modtog Urgan-familien fra Villach, en gave fra Christkindl: Elli Riehl blev født. Elli forbandt altid sin barndom med sommer og sol. Hun tager på mange vandreture og er ude i naturen med sin elskede hund. I skolen opdagede hun sin passion for dukker. Men i 1914 begyndte krigen og dermed afsavnet. Elli går i Bürgerschule; Derefter går hun på den toårige handelsskole.
I 1931 giftede hun sig med jernbaneembedsmanden Otto Riehl. Ægteskabet forbliver barnløst. I 1932 mister Elli sine forældres hus, fordi hendes forældres tømrervirksomhed går konkurs. På et tidspunkt i løbet af denne tid blev hendes første dukke lavet og derfra gik succesen i gang. Hobbyen bliver et erhverv, og hun bliver mere og mere fascineret af dukkefremstilling.
I 1945 følger det næste skæbneslag – hendes mand dør. Elli forlader Villach og vælger stilheden i landdistrikternes afsondrethed. Samme år kommer hendes fremtidige partner Dr. Rudolf Kraus ind i hendes liv.
De første karakterdukker skabes og i efteråret 1950 flyttede Elli Riehl ind hos Berger-familien Printschler i Winklern. I 1969 modtog kunstneren, en blomsterhave bag gården, hvor hun kunne hvile og slappe af fra arbejdet.
Elli Riehl fra Villach havde et særligt talent: Med bare lidt tråd, vat, stof og maling lavede hun dukker, der får folk til at smile og undre sig med deres varme karisma. I over 40 år har Elli Riehl lavet utallige forskellige dukker – kvinder og mænd, piger og drenge, engle og eventyrlige væsner.
I 1972 døde hendes partner også, og ideen om en dukkeudstilling begyndte at modnes. I 1973 oprettede Elli et lille dukkemuseum i sin lejlighed. I 1974/75 blev den anden bryllupsprocession i Kärnten, bestående af omkring 130 figurer, oprettet. Det kan beundres i museet (den første bryllupsprocession betragtes desværre som tabt).
I 1975 fandt talrige vandreudstillinger sted i hele Kärnten. I 1976 donerede dukkekunstneren et krybbespil til kirken i Treffen nær Villach. Det var her, hun udødeliggjorde sig selv.
Den 8. september 1977 lagde Elli Riehl nål og tråd til side for evigt. Hendes æresgrav er nu placeret ved indgangen til kirken St. Maximilian i købstaden Treffen.
I 2017 blev dukkerne katalogiseret. Projektet blev ledet af Dr. Petra Streng, der som folklorist og etnolog siger om samlingen “Den rige fond af små og store dukker, der altid er indlejret i en kulturhistorisk kontekst, forstår at inspirere. Og dette af meget enkle grunde: fremragende produktion med stor sans for detaljer, omhyggelig præsentation uden – distraherende – tekniske dikkedarer og sidst men ikke mindst, holistiske arrangementer, der sætter et monument til den regionale livsstil. Disse egenskaber udgør den særlige betydning af denne samling, som ved, hvordan man kombinerer kvantitet med kvalitet. Det er her (folke)kunst møder folklore. Fordi skildringerne også er afspejlinger af hverdags- og festkultur, af personligheder – historier fortælles billedligt, så aha-oplevelser er garanteret. Elli Riehls dukker har en særlig betydning for regionen: De skaber identitet og vidner om tidligere og nuværende livskulturer.”
I 1973 begyndte Elli Riehl at oprette et museum i sin lejlighed i Berger-familiens hus for at vise sine dukkebørn. Selv efter hendes død i 1977 fortsatte interessen for hendes livsværk, og det lille museum blev generøst genopbygget af Berger-familien i 1990 og 1999. I dag er det en moderne oplevelsesverden på to niveauer. Ud over de kærligt arrangerede 700 dukker, der bringer besøgende tættere på landdistrikterne i regionen, fortæller en del af udstillingen Elli Riehls fascinerende livshistorie og viser hendes værktøjer, som hun arbejdede med.
Omkring 700 dukker er udstillet på museet. Elli Riehl lagde selv grundstenene til museet i de sidste år af sit liv, og i denne periode designede hun sine dukker hovedsageligt til udstillingen. Det var Ellis’ ønske, at familien Berger ville fortsætte med at drive museet.
Desværre er museet lukket på nuværende tidspunkt og om det åbnes igen er uvist.
Hvor vi dog gemmer og samler, og pludselig kommer alle barndomsminderne frem. Det bor helt sikkert i os alle at have noget at tænke over, og ikke bare kassere – det er åbenbart også in at forvandle YT til NYT: en udsendelsesrække, der er værd at se og lære af, sprængfyldt med gode ideer – men også af og til med nogle kiksere….
Gammelt foto fra en artikel i Søndag – Babydukken har jeg malet på et dukkekursus, han har porcelænshoved og hænder og er ellers af stof! -50 cm høj
I vore familier er vi gemmere og samlere, og vi er glade for alle vore finurlige og kære minder. Og snakker man med andre, har de allerfleste det på samme måde, selv børnene samler på alt muligt. I min barndom var det ofte de næsten gratis glæder, så som Richs– og Danmarksbilleder, påklædningsdukker fra blade, aviser og havregrynspakker, frimærker, postkort, karamelpapir, cigaretpakninger etc. og selvfølgelig glansbilleder og købepåklædningsdukker, sjove reklamer, ja sådan kunne jeg blive ved.
Min søster samlede på jokere fra spillekort, og hun måtte inkassere en del vredesudbrud og bistre blikke, når de manglede i familiens spillekort. Mette har stadig sin dejlige mappe med jokere, og stor var hendes forbløffelse, da hun en dag opdagede, at vor lokale boghandler havde samme hobby.
Den sjoveste oplevelse angående børn og samlermani fik vi, da vore gode engelske venner i Luxembourg, forældre til dengang 8-årige tvillingedrenge, til stor forargelse og forbløffelse fandt en tom ginflaske under en af drengenes senge… ”Men bare rolig!” forklarede drengene: ”Vi samler på etiketter og kraver fra vin– og spiritusflasker, så den skal i blød i badekarret, således at vi kan tørre den flotte etiket!” Tja, så måtte selv bornerte/moralske englændere give fortabt!
Heubachdrengen tv er den første dukke, jeg støbte og malede etc. på kursus. Kinserepigen Chi kom til senere, også fra et kursus! (jeg har heldigvis alle dukkerne endnu!)
Vor ældste søn samlede på frimærker, og da vi flyttede fra Luxembourg til Danmark var ungersvenden allerede flyttet på grund af studier, men han havde da pakket, sagde han, jeg skulle bare pakke hans samling af smukke glas, som Povls gamle Moster havde foræret ham, og det gjorde jeg så. Derefter skulle der gøres rent og tørres støv af, og oven på et skab opdagede jeg nogle aviser. De skulle væk— og jeg fejede dem ned med en hurtig bevægelse…. Men så stod jeg pludselig i en regn af små stykker papir eller rettere sagt frimærket, som var blevet opblødt og lagt til tørre…. (Godt at ingen var i nærheden, for nu blev ordforrådet udvidet med alskens ikke lige frem stuerene gloser!…. )
Selv havde jeg gemt alle barndommens påklædningsdukker, deriblandt nogle flotte filmstjerner sendt fra min Moster, der dengang boede i USA, Richsalbums og meget mere, og Povl havde gemt alle sine Anders And Blade lige fra nummer 1, pænt sorteret i årgange, og der var meget mere, bl.a. gamle billedbøger, desværre fik vi stormflod eller styrtregn med efterfølgende vandskade i kælderen, hvorefter alt flød rundt som små ”pyssenysser/papirstumper”… en bitter dag, og hvad hjælper en erstatning fra forsikringsselskabet!!! Ingenting, for det var jo minder – som mange gange ikke kan købes igen…. ….. Povls frimærkesamling stod heldigvis ikke i kælderen. Og de dukker, der havde overlevet fra min barndom, stod heldigvis i et skab ovenpå.
Livet går videre, og man samler igen. Og en skønne dag har man huset fyldt med påklædningsdukker, bamser, dukker og andet gammelt legetøj etc.
Negerpigen ”Crissy” fra Roots, ”schweizerdukke” syet herhjemme, hvor jeg forsøgte at få hendes bedrøvede udtryk frem!”
Min dukkesamling blev grundlagt, da vi under en ferie i begyndelsen af 1980erne var på vej fra Luxembourg til Danmark og kørte ind i Düsseldorf for at besøge et legetøjsmarked… her var bl.a. dukkemagere og salg af alskens materialer. Ret fascinerende og en ny verden for mig. Jeg købte en del bøger og materialer, samt et par forme, desuden gamle påklædningsdukker og meget andet, det ophold på nogle timer i Düsseldorf var både dyrt og skæbnesvangert … men der gik dog nogle år, før jeg kom i gang som dukkemager. I mellemtiden læste jeg om alle de gamle dukker og besøgte også en del museer, og – kort sagt – jeg faldt i svime hver gang over de enestående samlinger
Nogle år senere flyttede vi permanent til Danmark, og her opdagede jeg, at der var dukkekurser annonceret i alle aftenskole-katalogerne, og at der i ”vores” landsby var kursus i at fremstille porcelænsdukker. Det kunne jeg ikke leve med uden at prøve, og ih, hvor var det fornøjeligt, alene det at møde en flok andre charmerende ”særlinge/originaler” med samme interesse. (En af de pågældende var Rita Nielsen, også debutant og nu med blandt bloggens læsere, og tro det, om I vil, Rita og jeg fik hurtigt (naturligvis ganske ”uforskyldt”) sat fut i fejemøget, og vi blev som flere af de andre faste gæster på de mange efterfølgende kurser! )
Dejlige Bamsebasser fra min samling !
En stor flok dukker bredte sig på hver eneste ledige plads i hjemmet, og samtidig købte jeg nogle af de gamle og smukke porcelænsdukker fra kendte firmaer…. Dukkerne skulle klædes på, og mange af kursisterne ville gerne have oversat vejledninger etc. til mønstrene og de særligt fine dukkekroppe af skind – en inspiration til mig om at oversætte, og senere kimen til mit forlag, idet der næsten ikke fandtes litteratur på dansk om gamle og nye dukker, samt om dukkemageriet.
Det gik nu slag i slag, hurtigt fik jeg forbindelse med en masse andre samlere og dukkemagere, og jeg prøvede desuden at lave stofdukker – schweizerdukker kaldte vi dem dengang – en dukke af voks blev det også til: hun var en smuk fransk dukke, som jeg senere har fortrudt, at jeg solgte. Jeg malede desuden En dukke med træhoved og lemmer og stofkrop… etc., etc.
Det var dog ikke rigtig nok for kreative mig, jeg begyndte at modellere dukker, og det var rigtig sjovt at få et særligt udtryk frem. Kreativ har jeg altid været, bl.a. tegnede jeg altid påklædningsdukker – og det gør jeg, som I sikkert har set, såmænd den dag i dag!
Samtidig samlede jeg på bamser og syede også selv en del…. Senere var jeg medstifter af Dansk Dukkeforening, blev medlem af Legetøjsklubber, bl.a. Snurretoppen, hvor jeg stadig er medlem, var med på nogle museumsrejser (dukker, bamser, miniaturer osv.) – og alt imens oversatte jeg og udgav dukke– og bamsebøger, samt havde en kraftig im– og eksport af bøger i legetøjs-genren. Det blev efterhånden også til bladene: Nordisk Dukketidende, Nordisk Bamsetidende og Påklædningsdukken, engang blev jeg overtalt til også at udgive Nordisk Miniaturetidende, det blev dog en bet, idet de søde entusiaster, der havde lovet mig stof til bladet, svigtede, der kom således kun 5 numre, hvorefter jeg stoppede – lidt ærgerligt at måtte opgive, men det gælder for mig om at indfri løfter til læserne, og det følte jeg ikke, at jeg kunne på det tidspunkt…. Morale: Stop, mens legen er god!
Somme tider bliver man kendt i kredsene, det gjorde jeg bl. a. da jeg sammen med en hollandsk forretningspartner arrangerede et par Dukke– og legetøjsmesser i Danmark, og forfængelig som jeg er, har jeg selvfølgelig opbevaret artikler fra aviser og blade om mit virke!
Jeg har altid tegnet påklædningsdukker og gør det stadig!
Det blev også til mange museumsbesøg, og det gør det stadig. Desværre eksisterer mange af de alsidige og dejlige museer ikke mere, deres indhold er solgt og spredt for alle vinde, tænk blot på Margot Siesbyes storedukkesamling, Missers Dukkemuseum i Ebeltoft og Legolands enestående samlinger, dog er der heldigvis kommet nye til, bl.a. Olgaslyst og Skagens Bamsemuseum, samt Miniseum i Mariager, og der eksisterer heldigvis flere små dukke– og miniatureklubber.
Teenage-påklædningsdukke fra OTA-Solgryn!
Min store passion er nu påklædningsdukkerne og også bamserne, samt miniaturer, men jeg må hele tiden tage mig selv i ikke at sprede mig for meget. Samlergenerne er der bare – og de her HELDIGVIS uhelbredelige!
Glansbilleder, gamle som nye er stadig et hit!
Kære Alle…. Dette er om mig og mine samlergener og min kreativitet, og skulle I have lyst til at fortælle lidt om jer selv og jeres samlinger etc., er I mere end velkomne, da det altid er både morsomt og lærerigt at læse om hinanden.
I forbindelse med mors dag, havde mine sønner og svigerdatter inviteret Torben og jeg på tur og bl.a. besøgte vi Nyboders Mindestuer. Det var et dejligt museum, som jeg ikke kendte til. En super kompetent guide fortalte levende om Nyboders historie og nogle af de gamle levn og fortællinger. I museet er der også en gammel lejlighed, der stadigvæk står som den gjorde omkring år 1900.
Dukken på sengen.
På loftet var der et hyggeligt børneværelse (nogle af tingene er senere end år 1900, men det betyder jo ikke så meget), hvor både drengene og pigerne delte værelse.
Det fine dukkestue køkken.
Den flot møblerede dukkestue.
Selvfølgelig var der også en pude med nipsenåle.
At det var et sømandshjem var tydeligt, at se. Når drengene blev gamle nok, blev der spændt en hængekøje op, så løste man pladsproblemet og så kunne de også vænne sig til, at sove om bord på skibene.
Hængekøjen helt oppe under loftet.
Et papirark til drengene.
Kommoden med de gaver, som børnenes far, har haft med hjem fra sine sejlture i den store verden.
Ud over børneværelset var det en dejlig tidsrejse og som datter af en far, der var ansat i Søværnet, var mange ting et dejligt gensyn. Så man kan sagtens invitere familie og venner med, der er noget for enhver smag og så er Nyboder jo en lille oase i byen, hvor det er hyggeligt, at gå tur.
Nyboders Mindestuer Sankt Pauls Gade 2 1313 København K
Der er åbent hver søndag fra kl. 11.00 – 14.00 undtagen påskesøndag, pinsesøndag og søndag mellem jul og nytår.
Entre kr. 20.00
For yderligere oplysninger www.nybodersmindestuer.dk
Under en ferie på Bornholm besøgte vi Bornholms Kulturhistoriske Museum i Rønne. Jeg havde læst, at de havde gammelt legetøj og så måtte det jo ses.
En af montrene med lidt af hvert.
Jeg var meget overrasket over kvaliteten af de smukke gamle dukker, der må have været mange familier på Bornholm, som havde råd til at give deres børn fint legetøj. Et meget stort og flot dukkehus, hvor der var åbent i to sider, var der også.
Det store flotte dukkehus.
Der var en del china og pariandukker. Desværre er billederne ikke de bedste, da de er taget gennem glasruder, men man får da en fornemmelse af dukkerne.
Nogle af dukkerne.
En fin mekanisk dukke, desværre uden øjne, men dog et klenodie.
Der var mange fine ting og det er svært, at vælge hvilke der skal vises, men især en dukke faldt mig i øjene. Et skulderhoved lavet af gul bornholmsk fajance af terracottadrejeren Jørgen Andreas Raaschou. Det kunne umiddelbart ligne et af hovederne fra den Kongelige Porcelænsfabrik, men den er grovere og ja, det er lidt svært at se gennem glas. Se mere i artiklen om dukkehovedet, der er bragt for nylig.
Det spændende dukkehoved.
Der var selvfølgeligt mere end dukker til pigerne og så var der drengelejetøj. Nogle påklædningsdukker jeg ikke havde set før, var der bl.a. i museumsbutikken.
Påklædningsdukkerne.
Museet kan absolut anbefales, udover legetøj er der en stor samling af de smukkeste bornholmerure, en stue fra Christiansø, et gammelt klasseværelse, en købmandshandet, geologiske fund og meget mere.
Bornholms Kulturhistoriske Museum Sct. Mortensgade 29. Rønne.
For åbningstider, priser m.m. www.bornholmsmuseum.dk
Den søde lille chokoladefarvede dreng er 15,2 cm høj og af høj kvalitet. Håret er modellerede sorte krøller, som man ofte ser på franske dukker, han skriger af vrede, fordi den væmmelige bulldog bider ham bag i. Hunden har en slags metalklips i munden, så den kan holde fast. Matrosen er af samme højde og er udstyret med blond mohairparyk over sit modellerede hår, på hans kinder er modelleret to små tårer, han er meget bange for hunden og kan med sine bevægelige ben løbe fra den. Ved første øjekast ligner han en dukke fra USA, men er dog lige som de to andre mærket: ”Made//in//Occupied//Japan!
Der blev selvfølgelig også fremstillet celluloiddukker og –figurer (legetøj) af celluloid uden for Europa, blandt andet i Japan. Her anvendtes mange forskellige Logoer (mærker), og alle, sikkert alle, efterfulgt af ”Made in Japan” eller ”Made in Occupied Japan” i årene efter 2. Verdenskrig (Fremstillet i Det besatte Japan) –
Det har for mig været vanskeligt at finde Historien bag fabrikaterne— der findes litteraturlister, men ingen, så vidt jeg har kunnet konstatere, dækker Japan. Jeg håber derfor, at en eller flere af vore læsere måske har mulighed for at give mig tips angående historien bag de dukker, figurer og deres logoer, som jeg her har lejlighed til at vise jer:
Hertil denne bemærkning. Ingen af de celluloid-projekter, jeg fandt under min søgning, er fremstillet som japanere— de fremstår simpelthen som hvide eller sorte mennesker, hvorfor man må slutte, at japanerne har gjort ALT for at efterligne dukker fra USA og Europa.
Eksempler på mærker under USA’s besættelse af Japan. T-mærket herover blev benyttet mellem 1945 og 1951!
Den søde pige med Bonzohunden er ældre og dateres til sidst i tyverne eller de tidlige tredvere og har ansigtstræk meget lig tyske og franske celluloiddukker. Hun er ca. 34 cm høj. Hoved, arme og ben er af blankt, hudfarvet celluloid, kroppen skulle ligne en metalkasse formet som en krop og malet i samme farve som lemmerne (har desværre ikke solo-billede af kroppen) – Der er ført metalstænger fra krop til benene. Der er fire hjul under hver af hendes røde metalsko. Fjederen kan drejes med nøgle, og vupti, dukken kan gå. Tøj og undertøj er originalt. Under fødderne er hun mærket ”MADE IN JAPAN”!
(Bonzo er en JUNO-figur (se tidligere artikel om JUNO)!
Japanerne var– se blot disse unikke figurer: – enormt alsidige – se blot her:
Den søde lille nøddebrune dukke her er blot 9 1/2 cm høj. Han har kun en enkel rød undertrøje på samt sit dejlige smil. Han har modellerede øjenæbler med ”Googly”-prikker som øjne, lille rød mund og smilehuller. Hans modellerede hår er malet sort, og kunne man se ham bagfra, anes hans lille numse bag undertrøjen. Han er mærket med tegnet og Japan som vist herover og findes i mange størrelser.
Den lille luftfartspilot th. er ca. 15 cm høj og iført en modelleret pink dragt samlet ved skulderen, og han er simpelthen en rangle. Hans fremhævede sko, hjelm og hagerem er sorte. Han har blå malede øjne. Der er et papirklistermærke på hans fødder og han er mærket bagpå: ”Made in Japan//PATENT. ”
Den lille pige , der leger med sin dukke, har krølle i midten af panden og bestemmes på grund af frisuren til at være fra sidst i 1920erne eller først i 1930erne, er fremstillet af letvægts-celluloid i en brunlig-pink farve (mange af de japanske celluloiddukker virker mere lyserøde end de øvrige landes) – hendes hår, øjenbryn og –vipper er malet røde. Hun har klare blå øjne. Hun holder en farvestrålende babyrangle i den ene hånd og sin lyserøde babydukke i den anden. Hendes gule rayonkjole er original. Hun er mærket på halsen med ”JAPAN//PAT”,.
Desværre har jeg ikke kunnet finde ret mange farvefotos af de japanske celluloiddukker, altså må i fantasere jer til dukkernes farver.
Der kommer senere et afsnit 2. om japanske dukker.
For nogen tid siden fik bloggen en forespørgsel fra Bente Klarskov, der gerne ville vide, hvornår hendes barndoms dukke Sanne var fremstillet, og det skulle da straks undersøges:
Bente og hendes forældre har altid passet godt på dukke Sanne, og Bente fortalte mig, at hun som 7-årig havde fået den af sin Mormor i 1962. Bentes Far byggede en gyngehest til dukken, og i Bentes voksenalder passede hendes forældre godt på Sanne, der hvert år og langt op i firserne blev iklædt nissetøj og sad til pynt i deres stue.
Her kan jeg virkelig misunde Bente, at hendes forældre havde sans for at passe på dukken i stedet for som min Mor, der rundhåndet gav det meste af vort legetøj væk til naboens yngre børn.
Dukke Sanne er af vinyl og har stemmeboks med mærket Schildkröt midtpå, se foto. Hun har himmelblå lukkeøjne, lyst, krøllet nylonlignende hår og er 40-42 cm høj. En dejlig og velproportioneret babydukke.
Bente med dukke Sanne og gyngehesten, lavet af Bentes Far!
Bente husker tydeligt, hvor begejstrede hendes Mor, Moster og Mormor var over det ”nymodens” materiale Vinyl. Det kan man da kun give dem ret i, da vinyl ligner hud og er lækkert at røre ved, man forstår udmærket, at dette materiale gik sin sejrsgang over ”hele Verden”!
Det var ikke muligt for mig at finde oplysninger om vinyldukker fremstillet af Schildkröt, tidligere Rhenische, men Bente havde sendt mig flere fotos af dukken uden tøj på, og heldigvis kendte hun det år, hvor hun fik dukken, således at jeg kunne spørge hos Schildkrötfabrikken angående oplysninger om Sanne.
Skildpaddemærket sidder midt på stemmeboksen på Sannes ryg!
Og I skal da også lige se hendes buttede babytæer – jo, da hun er en rigtig Pummelchen/tyksak..!
Schildkröt (eller tidligere Rhenische) er —som I sikkert ved – kendt for deres smukke celluloiddukker, som stadig fremstilles, dog ikke længere i celluloid, men nu i det ikke-brændbare materiale Tortulon, og det første svar fra dem var da også, at man var i gang med at søge oplysninger i firmaets arkiver, men at man ikke altid kunne finde detaljer om vinyldukker fremstillet dengang. Firmaet Rhenische blev som så meget andet bombet under 2. Verdenskrig, og senere genopbygget, og med skiftende ejere op gennem 60erne og frem i 80erne, har man blot gemt sparsomme oplysninger om produktionen … Men alligevel fik jeg ret hurtigt svar fra dem:
Dukke Sanne er en Pummelchen badedukke (hvilket vil sige, at hun kan tåle vand og blive badet) og fremstillet i 1960-61. Pummelchen betyder sagt om et barn: Lille Tyksak eller lille Bolle, og hun er da også en dejlig velproportioneret baby, som man kun kan holde af, se f.eks. nærbilledet af hendes tykke babytæer! Kroppen er velformet og som et lille barns krop.
Jeg var på nettet for at finde andre eksemplarer af Pummelchen-dukker, , for hun måtte da have søskende, men desværre uden resultat. Da hun kun har været fremstillet i ca. 2 år, er der meget forståeligt ikke bevaret ret mange eksemplarer af Pummelchen. Men hun burde egentlig have nogle ”søskende” rundt omkring!.
Dukke Sanne i nissetøj i Bentes forældres hjem!
Dukke Sannes nye nissetøj!
Nu nærmere julen sig, og Bente har fået strikket en nyt sæt nissetøj til Sanne. Her sidder hun sammen med Lille Nis, en 30 cm slaskedukke, som Bente for et par år siden købte i en af Kirkens Korshærs juleboder, da hun ikke kunne stå for hans blå øjne. Han er mærket China og har lomme på maven til ekstern pivert, som desværre ikke mere fungerer. For mig at se, er han fra slutningen af tresserne, men måske nogle af jer kender ham lidt bedre.
Dukke Sanne og Lille Nis ønsker jer alle sammen glædelig Jul !
Vi siger tusind tak til Bente for historien om dukke Sanne/Pummelchen og Lille Nis.
Det er dejligt når vi får artikler fra vores læsere og endnu engang har vi været så heldige, at få lov til at bringe en af Maria Holms dejlige artikler.
I min jagt på billeder af gamle barnevogne og dukkevogne har jeg fået kontakt med flere spændende mennesker. En af dem er en Flemming L. fra Sundby Lokal Historiske arkiv. Jeg havde undret mig meget over Itkin fabrikken, som jeg vidste lå på Amager Strand de sidste 15 år af deres aktive tid og hvad var så årsagen til at de også hed Skandinavisk Barnevognsfabrik?
Ingen har svaret, men jeg har selv fundet brochurer, som fortæller at manden, der skabte fabrikken hed Itkin og var indvandret fra Tyskland i ca 1909 og startede fabrikken i 1911. Han kaldte fabrikken med det samme begge navne. På trods af at jeg selv fandt ud af dette ved at kigge i småtryksamlingen på den Kgl. Bibliotek har jeg haft en livlig mailkorresponcence med Flemming. Jeg havde tilbudt at de på Sundby arkiv skulle få et eksemplar af min fars bog om sit liv og det ville de utrolig gerne. Min mand Henry med at scanne alt både tekst og billeder og de kan så bruge bogen meget bedre på den måde. Som tak jeg jeg i flere omgange fået de skønneste billeder af dukke- og barnevogne, som har tilhørt familier i området. Hvert billede er forsynet med familiens navn.
Den lille pige har de glasdukker, som jeg så brændende ønskede mig en af plus en lækker hvid og splinter ny dukkevogn. Jeg er glad for at ingen af mine kammerater havde en sådan overflod. Det havde været svært at bære. Min legekammerat havde én babydukke som glasdukke og den var utrolig livagtig og blød i kroppen og det var jo noget, der mindede om en rigtig baby, når man nu ikke havde en sådan i familien. På billedet ses pigens lille legehjørne i stuen. Det har sikkert været en toværelses lejlighed. Billederne her må været taget af en rigtig fotograf med en stærk lampe. Dengang kunne man ikke bare lige tage gode indendørsbilleder. Måske har faderen selv været fotograf?
1951. Johannes Mogenshøj Jensen. Odder dukkevogn. Foto: Sundby lokalhistoriske Forening.
1951. Johannes Mogenshøj Jensen. Odder dukkevogn. Foto: Sundby lokalhistoriske forening.
Jeg har fundet et katalog fra 1952 i mærket Scandia, med en rigtig barnevogn næsten magen til.
Scandias første katalog 1952.
Min veninde Dorthe Lohmann, som har bidraget med mange fine billeder af dukker, dukke-barnevogne, dukkestuer og køkkener, har skrevet til mig om sine oplevelser af dukkevogne i sin barndom i Bagsværd, kun fire km. fra mit barndomshjem i Herlev. Tænk om vi havde kunnet lege sammen dengang!
Der var forskel på mine veninders dukkevogn, min var i mellemklassen, og jeg var ikke helt tilfreds med den. Den var mørkeblå, og den lignede på mange måder den jeg har i dag, men den var mindre, var ikke polstret og havde ikke læderstropper, Jeg havde en legekammerat, som havde en lignende, den var dog mindre, faktisk alt for lille til de almindelige glasdukker. Så var der de to søstre, jeg vist tidligere har fortalt om, de havde to store vogne med hele udstyret, de gyngede blødt i deres læderrems, var blødt polstrede og havde vendestyr, jeg var så betaget af dem. Den mest forkælede af pigerne på vejen havde en af de helt moderne vogne, hvor kassen kunne tages op, og stellet klappes sammen, det var sidste skrig, men jeg var ikke så draget af den, jeg så kun de to søstres vuggende vogne, fine og cremefarvede, fuldstændig som de rigtige barnevogne. Nej, jeg blev aldrig hundrede procent glad for min vogn, selvom den var flot, og min lidt yngre legekammerat med den lille dukkevogn var heller ikke helt glad for sin, hun overtog min vogn, da jeg voksede fra dukkeleg.
Herunder ses en rigtig barnevogn af samme type i snevejret.
En vinterdag ved Rådhuspladsen først i 1950érne. Fotograf ukendt.
Så har Dorthe igen været ved tasterne og har skrevet en super dejlig artikel om sin fine forretning!
Min mands morfar – Fritz (Ferdinand) Nielsen – havde en købmandsforretning på hjørnet af Tingvej og Sundholmsvej, og det er til minde om ham og hans forretning, at min egen i legetøjsudgave har fået hans navn, vel vidende, at min forretning hverken sælger bøttesmør eller sild i tønde, som hans gjorde.
Fritz-Nielsens-forretning
Apropos Sundholmsvej – kender du sangen om det gamle Sundholm?
Hvis ikke, får du lige teksten her:
På Sundholm der lær`man at feje
og hugge de hårdeste sten
der får man den kraftigste suppe
på knogler og dameben.
Synd, jeg ikke kan skrive noder, for melodien er næsten lige så smuk som teksten 🙂
Det gamle Sundholm hedder i dag ” Herbergscentret Sundholm”, og her laves vist ikke så meget suppe på dameben, men det er en helt anden historie.
Lad os gå videre med min lille købmandsforretning, som er en hjørneforretning ligesom Fritz Nielsens på Sundholmsvej.
Købmandsgården og fru Else Georgia Nielsen og søn.
Facaden som støder op til lageret.
Da jeg overtog forretning, var den i ringe stand. Alle tre facader var skæmmet af fugt, ødelagte skilte og forrevne reklamer, yderligere manglede en af de store butiksruder.
Inden døre så det lidt bedre ud, dog var også gulvet fugtskadet, og det samme var de elektriske installationer, som næsten var rustet væk.
Alt i alt et sølle syn, som længe havde skræmt kunderne væk.
I et par år var forretningen gemt væk i vores kælderen, for det gav ingen mening at sætte den i stand, hvis jeg ikke kunne skaffe et ordentligt varelager, og det holdt det faktisk hårdt med.
Jeg søgte på loppemarkeder, hos andre samlere og på auktioner, alligevel gik det KUN for langsomt – faktisk var jeg ved at give op, da jeg ved et besøg på Køge Legetøjsmuseum uventet fik den største gave, man kan tænke mig.
Oliver (ejer af Køge Legetøjsmuseum) havde en samling af de etiketter, som legetøjsfabrikken Keike i sin tid fremstillede til de små naturtro købmandsvarer fra 40`erne og 50`erne.
Fra Kaike havde han også en samling små kopier af de reklamer og skilte, som i samme periode prydede danske købmandsforretninger, og dermed også købmandsforretninger i legestørrelsen.
Og tænk, Oliver forærede mig uden videre etiketter til en masse forskellige varer, og reklamer og skilte nok til, at jeg kunne føre min forretning tilbage til sit oprindelige udseende, jeg er ham stor, stor tak skyldig.
Olivers samling fra Keike, vist nok fundet på loftet over en gammel legtøjsforretning.
På billedet fra Køge legetøjsmuseum kan man se lidt af Olivers samling, de små papirer ligger i en af de sjældne salgskasser, som stod i mange legetøjsforretninger.
I hvert af disse kassers nummererede rum lå en af de små købmandsvarer, og foran kassen kunne børn så stå og udvælge netop den vare, som skulle med hjem til deres egen forretning.En tilsvarende salgskasse har jeg i min egen samling, jeg syntes, den fuldender fortællingen om min og alle de andre lege-forretninger fra den tid.
Min salgskasse, som jeg i sin tid fandt i Forum.
Jeg mindes ikke noget hyggeligere museum end det i Køge. Her var altid kaffe på kanden og altid tid til en snak, og ofte fik både børn og voksne lov til at undersøge det udstillede legetøj.
Oliver er et usædvanligt menneske, altid villig til at hjælpe andre samlere, og altid villig til at øse af sin viden, synd museet nu er lukket, det er meget stærkt savnet.
Med Olivers gave fik jeg blod på tanden, nu skulle forretningen vækkes til live.
Det store udstillingsvindue.
Der er kommet varer til lageret.
Normalt vil jeg aldrig pynte på gammelt legetøj, det er jo netop det oprindelige, mikset med tidens tand og sporene af børns leg, som er charmerende.
Men ved købmandsforretningen måtte der gøres lidt, hvis den skulle være en glæde for øjet, dog var det kun facaden, jeg ville pifte op, alt andet skulle forblive i original stand.
Jeg slæbte forretningen med til Flügger, hvor man har et apparat, som kan ”måle” sig frem til en eksisterende farve, jeg kom da også hjem med en nøjagtig kopi af forretningens oprindelige ”materiegule murværk”.
Jeg malede de tre facader, hvorefter de fine reklamer og skilte fra Oliver blev sat op på de samme steder, de gamle lasede havde siddet.
Der kom også en ny rude i facaden, og den elektriske installation blev fikset, de sidste detaljer kan jeg takke min hjælpsomme mand for.
En ældre pige har overtaget ansvaret for købmandens sprælske søn, som ikke vil sove.
Fru Else Georgia Nielsen har travlt.
I de følgende uger blev der herhjemme fabrikeret købmandsvarer. og langsomt udfyldte de spritnye varer pladsen mellem de relativt få gamle, jeg havde skrabet sammen.
Men der kom også andre varetyper, se bare hvordan det store udstillingsvindue bugner af køkkentøj til fruen!
Og på flere hylder ligger metervarer af den fineste slags, her kan husmoderen finde stof til sin nye kjole og til børnenes tøj, men også på manden er der også tænkt, for man har både skjorteknapper og tobak på lager.
Men vigtigst for børnene er hylden med legetøj, og de store glas med sukkergodt, se bare ham den sliksyge dreng på billedet!
Gad vide hvad de to har fået øje på?
Kan du nære dig dreng!
Jeg syntes, det er blevet en velassorteret forretning, her mangler vist ikke andet end bøttesmør og sild i tønder, som var lagervarer hos den gamle Fritz Nielsen, men med min forretning har vi nok taget skridtet ind i en mere moderne tid, hvor smørret ikke sælges fra bøtte, og fisken ikke ligger ”som sild i tønde”.
Nu er det den grønne bil fra Kooperativa, som kommer med varer.
Bilen blev i sin tid fundet på tysk eBay, den var rasende dyr, men alle pengene værd, for uden friske varer, kunne forretningen næppe efterkomme de mange krav fra datidens kræsne kundekreds.
Med blanke sko kommer man vidt, brug derfor TIT og TITTO tit, står der på døren.
Og kunderne er strømmer til, de fleste er er fra 1920-30, mens jeg tipper forretningen til at være fra årene omkring 1940.
Men trods aldersforskellen må de gerne handle her, hvor der i forvejen sker så meget mærkeligt.
To små piger har været i byen for deres mor!
Og med ”mærkeligt” mener jeg det rent bogstaveligt, for på loftet over forretningen bor en nissefamilie, som hver evig eneste december laver rav i den.
Der sker mærkelige ting, mens gode kristne sover, som man kan se på et af mine billeder – taget med skjult kamera – pågår der en livlig nissehandel, mens der pilles og rodes overalt.
Nisser ved nattetide, taget med skjult kamera.
I den gamle købmandsgård står julen for døren, vi håber meget på, at nisserne gemmer lidt af julevarerne til os andre.
Til sidst vil jeg bare sige, at jeg selv ønsker mig en bøtte lim, så jeg kan gå de gamle skilte efter i sømmene, de trænger flere steder til en kærlig hånd, det er ligesom med gamle huse, man skal være over dem konstant.
Hilsen Dorthe
Tusinde tak Dorthe for endnu en dejlig fortælling!
Vidste du det? Det gjorde jeg ikke, før for nylig, hvor jeg fik et tip fra en veninde, men man skal lære, så længe man lever! Som det gamle ordsprog siger! Og med en stor tak til Ingeborg Clausen får I hermed historien:
Et kig ind i nogle af de gamle skabe med dukkedele!
Dette dukke– og legetøjshospital er simpelthen et eldorado for alle samlere……
Her er dukkerne i centrum. Og når en dukkepatient ankommer, bliver den indskrevet i receptionen med journal akkurat som på de virkelige hospitaler. På første sal ligger ”operationsstuerne” – og her bugner det med reservedele til alle former for dukker: hoveder, arme, ben og kroppe, parykker, øjne, ja, sådan kan man blive ved.. Du opdager simpelthen hele tiden noget nyt.
Museet drives siden 1830 af familien Cutileiro, og man reparerer simpelthen ALT inden for legetøj: dukker af porcelæn, celluloid, papmaché, vinyl, plast med mere, desuden reparerrer man Bamser, miniaturer, tinlegetøj og gamle spil for blot at nævne en brøkdel af aktiviteterne. Du føler dig nærmest i Paradiset, når du besøger stedet.
Ikke alene kan din dukke få repareret f.eks.arme og ben, men også frisuren bliver ordnet og sat, og skal dukkegarderoben fornys, kan du få syet tøj i alle stilarter og farver, din gamle dukke bliver som født på ny…. Aldrig har jeg været ude for sådan et unikt foretagende!
OG desuden er stedet alle tideres legetøjsmuseum !
Museet befinder sig i gamle lokaler i bydelen Baixa (Lissabon) – hermed adressen:
Hospitaldebonecas, Figueras 7 (Square)
1100-240 Lisboa, Portugal
www.hospitaldebonecas.com
Der er åbent fra mandag til lørdag kl. 10.30—12.30 og fra 15.30—17.00
(idet man holder Siesta)
Selvfølgelig er Lissabon ikke et sted, hvor du lige kommer forbi, men du kan i mellemtiden læse om det hele og se de mange billeder (også dias-show) på hjemmesiden: www.hospitaldebonecas.com
