Billeder: Fundet på internettet og museets hjemmeside.
Jeg faldt over Elli Riehls skønne dukker på Pinterest og jeg håber I også syntes, at de er dejlige. Så helt egne og karakteristiske. God fornøjelse!
Lene
Elli Riehl.
Den 19. december 1902 modtog Urgan-familien fra Villach, en gave fra Christkindl: Elli Riehl blev født. Elli forbandt altid sin barndom med sommer og sol. Hun tager på mange vandreture og er ude i naturen med sin elskede hund. I skolen opdagede hun sin passion for dukker. Men i 1914 begyndte krigen og dermed afsavnet. Elli går i Bürgerschule; Derefter går hun på den toårige handelsskole.
I 1931 giftede hun sig med jernbaneembedsmanden Otto Riehl. Ægteskabet forbliver barnløst. I 1932 mister Elli sine forældres hus, fordi hendes forældres tømrervirksomhed går konkurs. På et tidspunkt i løbet af denne tid blev hendes første dukke lavet og derfra gik succesen i gang. Hobbyen bliver et erhverv, og hun bliver mere og mere fascineret af dukkefremstilling.
I 1945 følger det næste skæbneslag – hendes mand dør. Elli forlader Villach og vælger stilheden i landdistrikternes afsondrethed. Samme år kommer hendes fremtidige partner Dr. Rudolf Kraus ind i hendes liv.
De første karakterdukker skabes og i efteråret 1950 flyttede Elli Riehl ind hos Berger-familien Printschler i Winklern. I 1969 modtog kunstneren, en blomsterhave bag gården, hvor hun kunne hvile og slappe af fra arbejdet.
Elli Riehl fra Villach havde et særligt talent: Med bare lidt tråd, vat, stof og maling lavede hun dukker, der får folk til at smile og undre sig med deres varme karisma. I over 40 år har Elli Riehl lavet utallige forskellige dukker – kvinder og mænd, piger og drenge, engle og eventyrlige væsner.
I 1972 døde hendes partner også, og ideen om en dukkeudstilling begyndte at modnes. I 1973 oprettede Elli et lille dukkemuseum i sin lejlighed. I 1974/75 blev den anden bryllupsprocession i Kärnten, bestående af omkring 130 figurer, oprettet. Det kan beundres i museet (den første bryllupsprocession betragtes desværre som tabt).
I 1975 fandt talrige vandreudstillinger sted i hele Kärnten. I 1976 donerede dukkekunstneren et krybbespil til kirken i Treffen nær Villach. Det var her, hun udødeliggjorde sig selv.
Den 8. september 1977 lagde Elli Riehl nål og tråd til side for evigt. Hendes æresgrav er nu placeret ved indgangen til kirken St. Maximilian i købstaden Treffen.
I 2017 blev dukkerne katalogiseret. Projektet blev ledet af Dr. Petra Streng, der som folklorist og etnolog siger om samlingen “Den rige fond af små og store dukker, der altid er indlejret i en kulturhistorisk kontekst, forstår at inspirere. Og dette af meget enkle grunde: fremragende produktion med stor sans for detaljer, omhyggelig præsentation uden – distraherende – tekniske dikkedarer og sidst men ikke mindst, holistiske arrangementer, der sætter et monument til den regionale livsstil. Disse egenskaber udgør den særlige betydning af denne samling, som ved, hvordan man kombinerer kvantitet med kvalitet. Det er her (folke)kunst møder folklore. Fordi skildringerne også er afspejlinger af hverdags- og festkultur, af personligheder – historier fortælles billedligt, så aha-oplevelser er garanteret. Elli Riehls dukker har en særlig betydning for regionen: De skaber identitet og vidner om tidligere og nuværende livskulturer.”
I 1973 begyndte Elli Riehl at oprette et museum i sin lejlighed i Berger-familiens hus for at vise sine dukkebørn. Selv efter hendes død i 1977 fortsatte interessen for hendes livsværk, og det lille museum blev generøst genopbygget af Berger-familien i 1990 og 1999. I dag er det en moderne oplevelsesverden på to niveauer. Ud over de kærligt arrangerede 700 dukker, der bringer besøgende tættere på landdistrikterne i regionen, fortæller en del af udstillingen Elli Riehls fascinerende livshistorie og viser hendes værktøjer, som hun arbejdede med.
Omkring 700 dukker er udstillet på museet. Elli Riehl lagde selv grundstenene til museet i de sidste år af sit liv, og i denne periode designede hun sine dukker hovedsageligt til udstillingen. Det var Ellis’ ønske, at familien Berger ville fortsætte med at drive museet.
Desværre er museet lukket på nuværende tidspunkt og om det åbnes igen er uvist.
Endnu engang har Sigi Ulbrich været kreativt. Så småt og så fint. Stor tak til dig Sigi, for at dele og inspirere.
Jeg gik ind på linket til Volker Arnold, og kan kun anbefale et besøg derinde.
Lene
Udgivet d. 13. september 2023.
Hvor mange gange om dagen spørger vi (selv): ”Hvad er klokken?” Som i det virkelige liv sker det også i vores dukkehuse. Dukkehusbeboerne har også brug for et ur til en fast daglig rutine. I næsten alle mine værelser og huse hænger og står der ure – nogle har endda et rigtigt urværk – men for det meste er viserne kun malet.
Foto: Volker Arnold.
Under min sidste læsning af tilbuddene fra Volker Arnold-Holzkunst – du ved, næste jul kommer helt sikkert – stødte jeg på et helt specielt ur – og det vil jeg gerne præsentere for dig her.
Dette er et byggesæt. Du køber et for laseret tyndt stykke træ og bruger det til at bygge …
… et kaffekandeur.
De små dele var nemme at fjerne. Inden jeg brugte limen, satte jeg først de små dele sammen. Så jeg fik en fornemmelse for “bygningen”.
Alt gik let og det passede præcist sammen. Jeg havde i starten problemer med Perpendikel-bestikket. Men kun indtil jeg indså, at jeg forsøgte at lægge de små stykker på hovedet i den udpegede åbning. Roterede det én gang, og så var det ikke noget problem.
Inden jeg satte urskiven og viserne på, malede jeg uret. Ved hjælp af klempincet (min mand skal bruge disse til lodning, de kaldes også nogle gange loddepincet) gik malingen rigtig godt. Jeg brugte akrylmaling. Det er nemt at bruge, tørrer hurtigt og hæfter bedre til det meget glatte, laserede træ. Efter at malingen var ordentlig tør, voksede jeg de malede områder. Der findes specielle voks, men en simpel (billig) gulvvoks er godt nok for mig.
Jeg “forgyldte” Perpendikel-bestikket, men efterlod urskiven og viserne i naturligt træ. Det overskydende bestik finder sin plads i den lille urkasse, som er åben i toppen. Først fjernede jeg ikke bestikket fra tallerkenen på mit ur. Uret har endnu ikke fundet sin endelige plads, og jeg er bange for, at jeg mister de små enkeltdele.
Ja, jeg er meget begejstret for mit ur, jeg har endda bestilt et mere, fordi jeg også mangler et rødt ur. Hvis du, kære læser, nu siger, ja, uret er smukt, men lidt stort, så kig nærmere. De fås også i meget, meget små. Når du pakker dit “kit” ud, skal du bare passe på ikke at miste den lille guldtråd. Min faldt af, og jeg lå på knæ i timevis, før jeg fandt den.
Med det lille ur kan man udmærket se, hvad producenten har tænkt sig med det overskydende bestik.
Jeg tror, at miniaturister generelt har meget fantasi, men jeg hængte stadig uret i en Kuhn stue fra 1930’erne. Det passer ikke helt til stilen eller farven – men ser det alligevel ikke godt ud? Bare til størrelsessammenligning – dukken er en 12 cm Edi dukke.
For at få alt i orden, hængte jeg også det lille ur op. Dette køkken er fra en ukendt producent. Jeg arbejder pt på det. Derfor er der endnu ikke flyttet dukker ind. Dog vil der komme omkring 5 cm høje dukker i det.
Foto: Volker Arnold.
For Volker Arnold handler det altid om lille, mindre, mindst. Han tilbyder dukkehuse i mange skalaer. Hans mindste er i M 1:144, og der er endda et dukkehus indbygget i et kaffekandeur.
Er du interesseret i miniaturer i miniaturerummene, så hvorfor ikke besøge Volker Arnold i Dresden – eller virtuelt på www.va-holzkunst.de Og ikke kun ved juletid.
Åh ja spurgte jeg ham, og han leverer også til Danmark, til fornuftige fragtpriser.
Jeg håber, du vil nyde, at gå gennem den lille verden.
Tak Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet.
I min skønne fødselsdagspakke fra Sigi, fik jeg blande andre dejlige ting, også et ur som samlesæt. Jeg gik længe og kiggede på det, det virkede lidt svært og uoverskueligt. Jeg spekulerede over, hvordan jeg skulle gribe det an, da jeg ikke er så god til at male. Servietdecoupage blev min redning. Jeg har lavet så meget af dette, så det var pludselig det rigtige valg. Herunder ses resultatet af min og min mands arbejde. Min mand samlede, jeg malede og lavede decoupage.
Jeg kan kun anbefale, at gå ind på linket og se alle de fantastiske ting, man kan lave. Jeg skal da bestemt, have noget mere til mine dukkehuse.
Nu siger kalenderen efterår og bloggen kommer i gang igen, efter sommerferien. Jeg håber alle har haft en god sommer og vejret er jo heldigvis dejligt endnu, så de udendørs glæder heldigvis, endnu kan nydes.
Jeg har været gang, med den store oprydning, i alle mine ting og sager. Det er utroligt, hvad man får samlet gennem tiden. Da jeg nåede til sytingene og faldt over denne sydims, var den lige ved, at blive smidt ud. Den stod bare og samlede støv, men jeg nænnede ikke rigtigt, at smide den ud.
Den kedelige og støvede sydims.
I mit skab med nipsenåle, havde jeg bl.a. en lille samling Pjerrot halvdukker, som jeg holder meget af, men de kom ikke rigtigt til deres ret, sammen med alle de andre i skabet. Jeg havde på Pinterest set, samme sydims med blonder på trådspolerne og startede ud med denne ide. Jeg syntes, det blev lidt kedeligt, at se på og pludselig kom ideen, at prøve at sætte en af Pjerroterne på. Det blev så fint og med alle fire på, syntes jeg nu, at den er så sød og sjov. Og mine Pjerroter er nu fremme og bliver beundret, som de bør.
Det fine orange fløjlsbånd, er klippet af et bælte som jeg fik for mange år siden, af min venindes mor. Hun var født i 1918 og fortalte, at det var fra hendes ungdom. Så dejligt, at tingene bliver brugt.
På den sidder også en fin lille sysaks, jeg købte i Paris for mange år siden. Den er desværre i stykker og bliver ikke brugt, men nu pynter den her, og min elskede farmors fingerbøl, er også kommet på.
Så nu er sydimsen kommet til ære og værdighed.
Den færdige sydims. Virkelig en forandring til det bedre.
Måske er man i området og har lyst til, at se denne smukke udstilling. Jeg ville ønske jeg havde muligheden. Stor tak til Angelika Salzwedel for dette indlæg.
Copyright for billeder: Altmärkische Museum Stendal
Angelika besøgte en vidunderlig udstilling i Stendal/Sachsen-Anhalt i Altmark-museet med prøveklude fra Altmark og Prignitz. Er du i området, skal du helt sikkert se denne skønne udstilling.
Smukke, meget gamle samplere er udstillet, meget pænt forklaret og meget fint præsenteret. Den ældste er fra 1692 og mange fra 1600-tallet til Biedermeier-tiden. Der er et fabelagtig detaljeret ledsagende hæfte på tysk.
Udstillingen er forlænget til 17.09.23. Altmark Museum i 39576 Stendal www.museum.stendal.de
Jeg takker Lene meget for oversættelsen og udgivelsen.
Særudstilling i Brunsbüttel lokalhistoriske museum.
Angelika Salzwedel udstiller igen smukke ting fra sin store samling. De fine navneklude og syprøver er så vigtige og bevaringsværdige. Mange små piger i flere århundrede startet deres sy – og broderifærdigheder, med disse ting. Jeg håber nogle af læserne, har mulighed for at se, denne dejlige udstilling.Jeg villeihverfald meget gerne.
Tusinde Tak Angelika for dette skønne indlæg.
Lene
Forskellige broderede ting fra flere årtier.
Fra 24. juni 2023 til og med 17. september 2023 kan mere end 100 historiske syprøver fra Angelika Salzwedels samling, beundres i Brunsbüttel lokalhistoriske museum.
Smukke samplere blev lavet så tidligt som i det 17., 18. og 19. århundrede. I dag kaldes de også ABC sampler og syprøver.
Flere smukke broderier, fra forskellige årtier.
På frisisk hedder de Letterntuch (engelsk letter = bogstav og også bogstav), på hollandsk hedder de Merklappen og på dansk Navneklude. I Danmark er det meget traditionelt og velkendt at arbejde med navneklude. Alle disse betegnelser angiver brugen og betydningen, de skal tjene som skabelon for yderligere håndværk. De blev brugt til at indsamle, huske og gemme mønstre og alfabeter. I 1700- og 1800-tallet blev syprøverne lavet af unge piger mellem 9 og 14 år fra den borgerlige klasse. De fungerede ikke kun, som skabeloner for yderligere håndarbejde, men blev også indrammet og hængt op i forældres hjem.
Disse håndklæder er absolutte blikfang eller eyeketchere. De er også meget store, omkring 120 cm lange.oMine Biedermeier-håndklæder fra omkring 1830. Alle er broderede med silketrådeDette er min ældste syprøve fra 1798, med mange forskellige motiver
Men adelens damer, broderede også disse smukke samplere med alfabeter, tal, monogrammer, datoer, kanter og individuelle motiver, nogle med symbolsk betydning, i det 18. og 19. århundrede, for at videregive de traditionelle mønstre for eftertiden, på håndvævet hør og f.eks broderet med silkegarn. Men der blev også “broderet” i adelshusene, som gerne udførte dette fremragende arbejde. Borderne og monogrammerne, blev også brugt til andet kunsthåndværk, såsom linnedbånd, pyntehåndklæder og -servietter m.m.
De såkaldte “mønsterbøger” var ikke for alle. Først efter kromolitografiens opfindelse, blev de små hæfter overkommelige, og nogle af garnfabrikanterne, var glade for at kunne udgive dem.
Vidunderlige syprøver i forskellige teknikker.
Vi skelner mellem korsstingsprøver, elegante prøver med hvidt broderi, syning af pyntehåndklæder, stoppeprøver og patchworkmønstre. Alle disse forskellige arter, kan findes i denne aktuelle udstilling.
Korsstingsmotiverne blev broderet på hør, bomuld og senere på lærred og i dag ofte på Aida-stoffer. Garnet er lavet af silke, uld eller bomuld.
Whitework omfatter alt, fra den enkleste syning, til de mest udsmykkede smukke ornamenter, mønstre og bogstaver til initialerne. Hele medgiften var dekoreret med det. Det er et af de mest værdifulde kunsthåndværk. I Danmark er den meget kendt og udbredt under navnet “Hedebo”.
Richelieu arbejdet kom fra Frankrig, og hulbroderi fra Madeira.
Flere smukke syprøver i forskellige teknikker.
I den aktuelle udstilling, kan to smukke historiske broderiprøver fra Danmark beundres. Et meget stort indrammet klæde er fra 1913 og viser forskellige indstik, stingtyper, blomsterkrans og alfabetet. Det andet er et smukt korsstingsværk, med symbolerne på en krone, påfugl, fugle og livets træ og en hund. På bagsiden er nævnt, at den er fra 1928.
Det store danske klæde fra 1913.På bagsiden af det store klæde, står der dette. Det danske broderi fra 1928
Symbolikken i de broderede motiver, formidles af syersken. De kristne symboler hjerte, kors og anker betyder kærlighed, tro og håb.
Blomstermotiver og blomsterkurve står for venskab;
Roser for kærlighed, lykke og hengivenhed;
Sommerfugle og fugle for befrielse;
Hest for styrke og udholdenhed;
Påfugl til stjernehimlen og uendeligheden
Hund for loyalitet og venskab.
De hyppigt broderede kroner. skal ikke kun ses som et kongeligt motiv, men også som et religiøst symbol for evigheden som “livets krone”.
Brunsbüttel lokalhistoriske museum, Am Markt 4,25541 Brunsbü: ttel.
Åbent: torsdag, lørdag og søndag fra 14.30 til 17.30.
Oversat af min kære veninde Lene Byfoged fra Danmark. Tak, kære Lene.
Copyright for tysk tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Angelika Salzwedel, Itzehoe, juni 2023
Hvis det har vagt interesse, så har Kirsten Lindberg skrevet en meget interessant bog om emnet.
Så er her 2. del af Sigi Ulbrichs fortælling om Kuhns soveværelsesmøbler. Jeg er selv blevet så inspireret af disse skønne møbler, at jeg har delvis købt nogle og fået nogle møbler af Sigi. Jeg har lige et hus der passer til et pensionist ægtepar, der kan bo i det. Tak for inspiration og viden Sigi!
Lene
Del II
Vugger – simpelthen fantastisk
Udgivet d. 21. juni 2023.
Indtil videre har jeg fundet mindst én blå eller rød Kuhn-vugge i hvert dukkemuseum, jeg har besøgt. Hvem er overrasket?. Firmaet har eksisteret i omkring 110 år – de små røde og blå kunstværker, har naturligvis været på museum længe. Mens de blå vugger er meget almindelige, er deres røde søstre ekstremt sjældne.
Jeg har lavet en lille samling af vugger, fra 100 års produktion hos Kuhn til dig. Ikke alle mine vugger har et rigtigt hjem – står i et rum. Nogle vugger ligger også i en æske og venter på at blive brugt.
Vugge nummer 01.. .. er fra 90’erne. Vangernes spidser er let bøjet nedad. Hoved- og fodsektionerne flugter med sidesektionerne. Dette er den mindste af 90’ernes vugger. Den måler 6 cm, Kuhn solgte den under varenummer 25. En lille 4,5 cm Edi dukke sover i den. Jeg indrettede dette værelse i et ledigt rum på bogreolen. “Huset” er lavet af pap. Guirlanden på væggen har jeg malet.
Vugge nummer 02.. .. er også fra et størrelse I værelse, fra 1970’erne. Da vi for noget tid siden reducerede vores cd-samling, blev det tomme rum automatisk til et lille rum. Vuggens sidedele er som en lille (lukket) stang over hoved- og foddelen. Vangernes spidser har en let nedadgående kurve. Kuhn solgte denne vugge, under tallet 125.
, .. er for mig en af de smukkeste vugger. I en kraftig, lidt mørkere rød, med en smuk malet blomsterkrans. Vangerne er allerede bøjet lidt nedad. Sidevæggene rager lidt ud over sengegavl og fodgærde i tre små rundbuer. En 8 cm Edi baby sover i denne vugge fra 1950’erne. Vuggen er størrelse 2, dvs. H. den er 10 cm lang.
Vugge nummer 04.. .. er også i str. 2. Men fra 1960’erne. Sidevæggene rager lidt ud over hoved- og fodsektionerne i tre små rundbuer. Den er hos mig i det blå dobbeltværelse. Fordi jeg allerede har vist jer soveværelsessiden med himmelsengene, blev vuggen til fotoshootet placeret i stuen. Det er normalt i venstre side af dobbeltværelset. En 8 cm Edi baby sover i denne vugge.
Vugge nummer 05.. .. har ingen plads. Jeg har to af disse vugger i str. 3, altså 16 cm. Sidevæggene rager lidt ud over hoved- og fodsektionerne i tre små rundbuer. Blomsterpynten på hoved- og foddele samt på begge sider er meget generøs med Tölzer Kugelrospen, blomsterknopper, blomster og hjerter. Den venstre vugge er fra 1960’erne, den højre vugge fra 1950’erne.
Vugge nummer 06.. .. er fra et lot, jeg købte for år siden i en gammel cigarkasse. Sidevæggen i et lille dukkehus er det eneste bevis, jeg kender til, at der blev lavet rum allerede i 10’erne af forrige århundrede. Vuggen har en meget anderledes form, end alle senere vugger. Den er meget lille – selv til str. 00. Sidevæggene er højere, liggefladen er smallere.
Vugge nummer 07.. .. er fra 40’erne til 50’erne. Jeg har flere størrelse 00 værelser fra denne periode. Der medfølger to hjørnerum – med og uden kælderskuffe. I 2017 var jeg allerede i stand til, at vise disse skatte her. Jeg værdsætter dem som noget helt særligt, fordi jeg ved, at Franz Kuhn byggede dem under vanskelige omstændigheder, og at han og/eller hans datter Christa malede dem. Sidedelene på de små vugger flugter med fod- og hoveddelene. I den lille vugge ligger en lille “bønne”. En Feves baby.
Vugge nummer 08.. .. er fra 40’erne til 50’erne. Denne vugge er identisk med vugge nummer 07 – bare i rød. En lillebitte baby sover i denne vugge.
Vugge nummer 09.. .. er fra en stationcar fra 1930’erne, som Kuhn beskriver som str. 00. Beboerne er et par 5,5 cm dukker, kendt som margarinedukker. I hendes vugge ligger en lillebitte baby, indpakket i en lille strimmel gaze. Hvis du ser på det samlede billede af vuggerne ovenfor, vil du hurtigt indse – dette er den mindste af Kuhn-vuggerne.
Vugge nummer 10.. .. er et kombinationsrum fra 1930,erne, som Kuhn beskriver som størrelse 0. Værelser og møbler af denne størrelse er absolut sjældne. Den er afbildet i kataloget fra 1938. Selvom jeg går ud fra, at der også blev solgt stuer i denne størrelse, har jeg kun set et værelse i denne størrelse en gang før. Heldigvis kunne jeg købe den. Beboerne er et 8 cm Edi par, i deres vugge ligger en lille Preh baby. Jeg har allerede vist jer dette billede i forbindelse med himmelsengene – jeg beder om jeres forståelse, desværre har jeg kun et værelse i denne størrelse. Vuggens vanger peger opad
Vugge nummer 11.. .. dette værelse er i “normal størrelse”. Men hvad er en normal størrelse hos Kuhn. Skalaen er et sted mellem 1:10 og 1:12. Dette er et værelse i størrelse I. Det stammer fra 1930’erne og er hjemsted for et 12 cm ægte par fra Edi med deres adopterede baby (Kleeblatt-mærket). Jeg har allerede vist jer dette billede i forbindelse med himmelsengene – jeg beder om jeres forståelse, desværre har jeg kun et værelse i denne størrelse. Vangerne på vuggen peger simpelthen opad.
1920’ernes stuer har en helt særlig charme. De fås i tre størrelser og to forskellige designs. På det tidspunkt var der ingen klassifikation. På grund af den dårlige kvalitet af katalogillustrationen, indrettede jeg et af mine rum på denne måde. En uheldig ordning, synes jeg. Det smukt malede skab kommer slet ikke til sin ret.
De er – selv den lille vugge – meget generøst malet med blomster. Vangerne bøjer lidt opad. Dengang var der ingen betegnelser for størrelserne.
Men man kunne nogenlunde sidestille dem, med rum i størrelse 0, 1 og 2. Jeg har engang stillet den store vugge ved siden af en vugge i størrelse 2 fra 1960’erne. Jeg satte 8 cm Edi babydukker i begge vugger. Man kan godt se det. Vuggen fra 1920’erne er en lille smule større.
Fordi min passion ikke kun er Kuhn-miniaturerne, men også Edi-dukkerne, er min smukkeste Kuhn-vugge den store (str. 6) vugge med den statelige længde på 52 cm. En 36 cm Edi baby sover i den. Også her peger vangerne lidt nedad. Kanterne er glatte.
Jeg har en kopi af en håndskrevet faktura fra 1914. Den gav August Kuhn – eller var det hans kone Therese – en kunde i München, 3 dusin størrelse I vugger – pr. dusin 1,80 mark, 3 dusin størrelse II vugger – pr. dusin 4,20 mark, 2 dusin størrelse III vugger pr. dusin 6,00 mark og 1 dusin størrelse IV vugger til 7,80 mark. Jeg tog kundens navn ud, fordi huset er der stadig i dag. Den trykte 8 øverst til højre viser os, at det var den ottende faktura fra denne regnskabsbog. Jeg håber ikke, det var den første regnskabsbog i 1914. Familien Kuhn havde sønnen Franz (født 1907) og datteren Anna (født 1908).
(I dagens penge svarer 1 mark til 1/2 €uro = knap 4 danske kr)
En vugge er vist på messearket for Leipzig-messen i 1925. Desværre er der ingen verificerbar erklæring, om de størrelser, som vuggerne blev leveret i.
I 1938 er der to illustrationer med vugger i kataloget. Jeg kunne forestille mig, at den øverste vugge er en størrelse 2 og den nederste vugge en størrelse 4. Dette er dog kun et gæt, baseret på de andre viste møbler. Heldigvis indeholder kataloget også en detaljeret prisliste.
I 1914 kostede en halv snes af de små vugger 1,80 mark, men i 1938 var prisen 0,30 mark, altså 3,60 mark for en snes.
Vi ved alle, at krigen ødelagde utallige liv, men også mange planer og håb. Privat og erhverv. Sådan er det også med Dora Kuhn. Virksomheden måtte indstille driften i 1939. Franz Kuhn blev udnævnt lige i begyndelsen af krigen. I 1945 vendte han tilbage som en handicappet mand med svære armbegrænsninger og ascites. Som et resultat af dette, kunne hans drøm, om at bygge rustikke møbler til det virkelige liv ikke længere realiseres. Ikke desto mindre genoptager han driften. Allerede i 1947 vendte Dora Kuhn tilbage til Leipzig-messen med rustikke møbler til dukkehuse. Der var ikke noget katalog dengang. På udstillingsbilledet kan vi se, at vuggerne har ændret udseende. Fotoet har lidt meget gennem årene, og kvaliteten er faktisk ikke god nok. Jeg har derfor nærmest skåret ud og forstørret vuggen for dig. Tydeligt: spidserne af vangerne er bøjet nedad.
I 1955 udkom et katalog som en folder. Tre dobbeltsider. Forside i farver, øvrige sider i sort/hvid. Vugger i 5 størrelser. Desværre uden størrelses oplysninger, – men allerede med trecifrede artikelnumre. Når jeg kigger i senere kataloger, finder jeg artikelnumrene igen. 116 står for 52 cm, 112 står for 10 cm, 111 står for 6,5 cm, 113 står for 16 cm, 114 står for 24 cm. Men måske er denne vugge senere blevet til 1140. Hvis man ser på billedet, kan man anslå denne vugge til at være nærmere 30 cm. Et stort udvalg.
I 1962-prislisten er der nævnt syv vugger. Jeg ved ikke, om der var et katalog til dem. Jeg har det ikke.
I 1965 blev virksomheden overdraget til datteren Christa og svigersønnen Heinrich Hölzle. I forbindelse hermed, flyttes firmaet fra Schliersee til Fischbachau. Endnu en folder udkommer, kort derefter. Titelbilledet er i farver, de følgende sider er i sort/hvid. Også her vises fem vugger – bekvemt med størrelsesoplysningerne.
I 1968 udkom en stor, farvet folder i liggende format. I 1971 blev yderligere to ark indsat i dette ark.
I 1974 udkom et nyt indbundet katalog. Et lille hus er præsenteret der. Det svarer til størrelse 00 fra 1930’erne til 1950’erne. Møbelsættet indeholder også en vugge. Garnituret er mere enkelt, mere enkelt, farven er ikke længere himmelblå, men kongeblå.
Møbelsættet udbydes relativt ofte i det store online auktionshus, jeg har aldrig set det lille hus. Mit er heller ikke original, det er lavet af et nøgleskab.
På bagsiden af 1974-kataloget er farveillustrationen af de seks vugger.
I 1986 var der “kun” tre størrelser af disse fantastiske vugger. Kundernes smag har ændret sig – rustikke møbler er ikke længere efterspurgte.
Jeg har “kun” fire af vuggerne på billedet. Jeg så 30er vuggen en gang og købte den desværre ikke. Jeg har 24er-vuggen som pendulvugge, men det er en anden historie, og jeg vil fortælle om det senere.
Jeg har nu præsenteret jer for alle de vugger, som jeg kender fra stuehusene i de første 60 års produktion. Hvis du har andre Kuhn vugger i din samling, vil jeg meget gerne modtage et foto og en note. Man ved aldrig med Kuhn!!
Sov godt!
Dukke hilsner
Sigi Ulbrich www.tortula.de
Snart fortsætter vi med del III – pendulvuggerne fra Kuhn. Så husk at kigge forbi igen!
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
Den dygtige tyske dukkemager Inge Harck er her ikke mere. Hun døde pludselig d 4. Juni efter et langt liv og godt liv. Dukkerne var hendes store passion og hun vandt flere priser, for sine skønne og helt unikke dukker. Jeg kendte ikke selv Inge så godt. Jeg mødte hende for nogle år siden, da jeg sammen med Lise Brastrup Clasen besøgte en af hendes fine udstillinger på museet Oldemorstoft i Sønderjylland. Vi fik en god snak og havde efterfølgende kontakt via Facebook. Inge var Lises nære veninde og det er pudsigt, at hun døde nøjagtigt på 2 årsdagen for Lises dødsdag.
En stor og unik dukkermager, jeg kondolerer hendes familie med tabet.
Æret være Inge Harcks minde.
Jeg har kopieret indlægget om mit besøg og møde med Inge Harck, håber I vil læse/genlæse det.
Lene
Vi har før skrevet om Inge Harck og hendes fine udstilling på museum Oldemorstoft, men nu hvor jeg har besøgt den selv, syntes jeg I skulle se nogle af de skønne dukker og fantastiske andre arbejder Inge Harck, har valgt at vise fra sin store samling. Inge har modeleret dukker siden 1990 og hver eneste dukke fortæller sin helt egen historie.
Inge Harck.
I 2003 og 2016 modtog Inge den internationale kunstpris (Max Oscar Arnold Kunstpreis) for sine dukker.
Inge har udstillet i talrige lande og afholder forskellige kurser.
Hver eneste dukke er modeleret med kærlighed og har som sagt, sin helt egen historie. Alt er nøjagtigt, helt ned den mindste detalje. Inge modellerer, maler, brænder, syr, strikker det hele selv.
På nedenstående billede ses den moderne super mor, der skal klare det hele på en gang. Helt vidunderlig og ramt lige på kornet.
Inge har været feriebarn på Fyn og har lavet et par virkelig flotte dukker, forestillende hende, da hun ankom til Fyn i 1946. og præsten hun boede hos, er også lavet og det er super fint tableau hun har sat sammen. På nedenstående billede, kan man læse om Inges tid som feriebarn på Fyn.
Den lille betuttede Inge møder sin feriefar for første gang.
Sine børnebørn har Inge selvfølgelig også modeleret og lavet de sødeste dukker af.
Den midterste dukke er en tro kopi at Inge ældste barnebarn Tobias. Det er fantastisk som det ligner det billede, jeg så af Tobias.
En dejlig samling af Inges dukker.
Inges dukker er også udkommet på julemærker i 2000.
Ud over dukkefremstillingen modellerer Inge bl.a. også de dejligste figurer, laver nålefilt m.m. Inge er en meget dygtig og alsidig kunstner.
Et par af Inges dejlige figurer.
Et billede lavet i nålefilt. Så smukke farver.
Det er virkeligt svært, at vælge hvilke dukker osv jeg vil vise jer, der er så mange fine ting på udstillingen.
Vi havde et par hyggelige timer sammen med Inge, hvor hun fortalte levende og interessant om sine arbejder.
I 37 år er Dukkens Dag blevet fejret i det meste af verdenen og selvfølgelig markerer vi det også her på bloggen. Sigi Ulbrich har skrevet, et fint indlæg om denne dag og det er SÅ dejlig at se Lise med en skøn dukke og dejligt at hun lever videre i mange, også her på bloggen. Tak Sigi!
Udgivet d. 8. juni 2023
Den 10. juni fejrer vi World Doll Day 2023.
Det er en bevægende mindedag. Hvert år den 2. lørdag i juni ser dukkesamlere tilbage på deres første – store – dukkekærlighed. Jeg var ikke klar over denne dag, – dukkeelskere over hele verden, har fejret den siden 1986. I 2020 var det Lise Clasen, der gjorde mig opmærksom, på denne mindedag.
Vi talte om en artikel, jeg ville skrive om Bärbel, min barndomsdukke. Så Lise foreslog at påpege WDD’en samtidig. En rigtig god idé og ja, du kender resultatet og kan til enhver tid læse det i bloggen. Artiklen kan læses på nedenstående link.
Så jeg præsenterede dig, for min Bärbel. Min barndomsven, min trøster i svære tider og stadigvæk den dukke, der har min største kærlighed.
Kort forinden havde Lise fortalt om, et smukt sæt canadiske frimærker. Jeg ville virkelig gerne have det, og min ven Sherri (Missouri) var i stand til, at købe to sæt i USA.
Vi ville gerne hænge frimærkerne op, som billeder i vores dukkehuse. Hendes mand byggede passende billedrammer til os. Jeg lovede, at vise billeder her på Dukke – & Legetøjsdrømme. Mine frimærker hænger i et af Ludhardts store soveværelser. Beboeren er i øvrigt – sikke et tilfælde – en 19 cm Schildkröt Bärbel.
Foto: Sherri Farley
At en “Bärbel” i Missouri – selv om det ikke er fra Schildkröt, men fra Katzhütte – indretter sin lejlighed, med disse frimærker, er virkelig en tilfældighed.
Jeg kan selvfølgelig ikke tænke på WDD, uden at mine tanker går til Lise, som forlod denne verden, i netop disse dage (4. juni 2021) for to år siden.
Enhver, der kendte Lise personligt, ved, at Lise ville have nydt disse billeder. Dette er mig på min 1 års fødselsdag. Den dag, Bärbel kom ind i mit liv.
Lad dig inspirere af tegningerne på postkortene. Send til Lene – abelones@stofanet.dk – eller mig info@tortula.de barndomsbilleder af dig og din første dukkekærlighed. Gerne også med navn og beskrivelse af din dukke. Lene og jeg vil præsentere billederne – med dit navn – eller anonymt, lige som du ønsker – her for de andre læsere og dukkemødre og -fædre.
Vi glæder os. Dukke hilsner
Sigi Ulbrich www.tortula.de
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Med dette dejlige indlæg, ønsker Angelika alle bloggens læsere, en dejlig Pinse.
En stor tak til Angelika for dette fine indlæg.
Som samler er det altid en fornøjelse at finde lykønskningskort fra tidligere tider i familiens gods. For noget tid siden fandt jeg to smukke pinsehilsener fra 1950’erne. Traditionen med at sende håndskrevne hilsner til højtiden blev virkelig stadig dyrket i de år. I dag gør flere og flere det igen, for at sende et særligt smukt lykønskningskort. At holde et kort i hånden, læse det og muligvis dekorere det, er noget andet end at læse beskeden i WhatsApp. Pinsefejringen finder sted i maj og så er det allerede grønt og blomstrer i det fri og i blomsterelskernes farverige haver. Duften af syrener og de små liljekonvaller er en stor oplevelse for mange. Nu vil jeg gerne præsentere jer for mine to 70-års kort: De har begge en fin kant
Liljekonval og violkort: Dette kort viser to forårsblomster: liljekonval og viol. Liljekonval er frelsens tegn i kristendommen og symboliserer renhed, beskedenhed og lykke. Det ligner den violette, som symboliserer beskedenhed og loyalitet.
Pæonkort: Dette kort viser rosen uden torne, også kendt som pæonen. Pæonen er symbolet på Maria i den kristne tro og står for helbredelse og sundhed og kan findes på mange billeder af Maria.
Med dette in mente ønsker jeg jer en glædelig pinsefest med mange blomstrende blomster i vores natur.
Tak til Lene for oversættelsen.
Angelika Salzwedel, Itzehoe
TrineHjulerNylander der også samler på gamle kort, har været så sød at sende disse kort, som jegharfået tilladelse til at bringe her.
