© for tekst og billeder Dorthe Lohmann.
Så har Dorthe igen været ved tasterne og har skrevet en super dejlig artikel om sin fine forretning!
Min mands morfar – Fritz (Ferdinand) Nielsen – havde en købmandsforretning på hjørnet af Tingvej og Sundholmsvej, og det er til minde om ham og hans forretning, at min egen i legetøjsudgave har fået hans navn, vel vidende, at min forretning hverken sælger bøttesmør eller sild i tønde, som hans gjorde.
Apropos Sundholmsvej – kender du sangen om det gamle Sundholm?
Hvis ikke, får du lige teksten her:
På Sundholm der lær`man at feje
og hugge de hårdeste sten
der får man den kraftigste suppe
på knogler og dameben.
Synd, jeg ikke kan skrive noder, for melodien er næsten lige så smuk som teksten 🙂
Det gamle Sundholm hedder i dag ” Herbergscentret Sundholm”, og her laves vist ikke så meget suppe på dameben, men det er en helt anden historie.
Lad os gå videre med min lille købmandsforretning, som er en hjørneforretning ligesom Fritz Nielsens på Sundholmsvej.
Da jeg overtog forretning, var den i ringe stand. Alle tre facader var skæmmet af fugt, ødelagte skilte og forrevne reklamer, yderligere manglede en af de store butiksruder.
Inden døre så det lidt bedre ud, dog var også gulvet fugtskadet, og det samme var de elektriske installationer, som næsten var rustet væk.
Alt i alt et sølle syn, som længe havde skræmt kunderne væk.
I et par år var forretningen gemt væk i vores kælderen, for det gav ingen mening at sætte den i stand, hvis jeg ikke kunne skaffe et ordentligt varelager, og det holdt det faktisk hårdt med.
Jeg søgte på loppemarkeder, hos andre samlere og på auktioner, alligevel gik det KUN for langsomt – faktisk var jeg ved at give op, da jeg ved et besøg på Køge Legetøjsmuseum uventet fik den største gave, man kan tænke mig.
Oliver (ejer af Køge Legetøjsmuseum) havde en samling af de etiketter, som legetøjsfabrikken Keike i sin tid fremstillede til de små naturtro købmandsvarer fra 40`erne og 50`erne.
Fra Kaike havde han også en samling små kopier af de reklamer og skilte, som i samme periode prydede danske købmandsforretninger, og dermed også købmandsforretninger i legestørrelsen.
Og tænk, Oliver forærede mig uden videre etiketter til en masse forskellige varer, og reklamer og skilte nok til, at jeg kunne føre min forretning tilbage til sit oprindelige udseende, jeg er ham stor, stor tak skyldig.
På billedet fra Køge legetøjsmuseum kan man se lidt af Olivers samling, de små papirer ligger i en af de sjældne salgskasser, som stod i mange legetøjsforretninger.
I hvert af disse kassers nummererede rum lå en af de små købmandsvarer, og foran kassen kunne børn så stå og udvælge netop den vare, som skulle med hjem til deres egen forretning.En tilsvarende salgskasse har jeg i min egen samling, jeg syntes, den fuldender fortællingen om min og alle de andre lege-forretninger fra den tid.
Jeg mindes ikke noget hyggeligere museum end det i Køge. Her var altid kaffe på kanden og altid tid til en snak, og ofte fik både børn og voksne lov til at undersøge det udstillede legetøj.
Oliver er et usædvanligt menneske, altid villig til at hjælpe andre samlere, og altid villig til at øse af sin viden, synd museet nu er lukket, det er meget stærkt savnet.
Med Olivers gave fik jeg blod på tanden, nu skulle forretningen vækkes til live.
Normalt vil jeg aldrig pynte på gammelt legetøj, det er jo netop det oprindelige, mikset med tidens tand og sporene af børns leg, som er charmerende.
Men ved købmandsforretningen måtte der gøres lidt, hvis den skulle være en glæde for øjet, dog var det kun facaden, jeg ville pifte op, alt andet skulle forblive i original stand.
Jeg slæbte forretningen med til Flügger, hvor man har et apparat, som kan ”måle” sig frem til en eksisterende farve, jeg kom da også hjem med en nøjagtig kopi af forretningens oprindelige ”materiegule murværk”.
Jeg malede de tre facader, hvorefter de fine reklamer og skilte fra Oliver blev sat op på de samme steder, de gamle lasede havde siddet.
Der kom også en ny rude i facaden, og den elektriske installation blev fikset, de sidste detaljer kan jeg takke min hjælpsomme mand for.
I de følgende uger blev der herhjemme fabrikeret købmandsvarer. og langsomt udfyldte de spritnye varer pladsen mellem de relativt få gamle, jeg havde skrabet sammen.
Men der kom også andre varetyper, se bare hvordan det store udstillingsvindue bugner af køkkentøj til fruen!
Og på flere hylder ligger metervarer af den fineste slags, her kan husmoderen finde stof til sin nye kjole og til børnenes tøj, men også på manden er der også tænkt, for man har både skjorteknapper og tobak på lager.
Men vigtigst for børnene er hylden med legetøj, og de store glas med sukkergodt, se bare ham den sliksyge dreng på billedet!
Jeg syntes, det er blevet en velassorteret forretning, her mangler vist ikke andet end bøttesmør og sild i tønder, som var lagervarer hos den gamle Fritz Nielsen, men med min forretning har vi nok taget skridtet ind i en mere moderne tid, hvor smørret ikke sælges fra bøtte, og fisken ikke ligger ”som sild i tønde”.
Nu er det den grønne bil fra Kooperativa, som kommer med varer.
Bilen blev i sin tid fundet på tysk eBay, den var rasende dyr, men alle pengene værd, for uden friske varer, kunne forretningen næppe efterkomme de mange krav fra datidens kræsne kundekreds.
Og kunderne er strømmer til, de fleste er er fra 1920-30, mens jeg tipper forretningen til at være fra årene omkring 1940.
Men trods aldersforskellen må de gerne handle her, hvor der i forvejen sker så meget mærkeligt.
Og med ”mærkeligt” mener jeg det rent bogstaveligt, for på loftet over forretningen bor en nissefamilie, som hver evig eneste december laver rav i den.
Der sker mærkelige ting, mens gode kristne sover, som man kan se på et af mine billeder – taget med skjult kamera – pågår der en livlig nissehandel, mens der pilles og rodes overalt.
I den gamle købmandsgård står julen for døren, vi håber meget på, at nisserne gemmer lidt af julevarerne til os andre.
Til sidst vil jeg bare sige, at jeg selv ønsker mig en bøtte lim, så jeg kan gå de gamle skilte efter i sømmene, de trænger flere steder til en kærlig hånd, det er ligesom med gamle huse, man skal være over dem konstant.
Hilsen Dorthe
Tusinde tak Dorthe for endnu en dejlig fortælling!
